Systemisk Narrativt Forum - Nr. 4 2018 by Dansk STOK

Medlemsblad for Dansk Forening for Systemisk og Narrativ Terapi og Konsultation

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM

OKTOBER 2018

Forkertheds paradokset Bevidst praksis med forkertheden

En enkel bevægelse med stor effekt – perspektivskifte som metode Om personalegrupper, som føler sig fastlåste eller magtesløse i samarbejdet med borgere eller pårørende

danskstok.dk

Forberedende inlæg til årsmødet • 100 myter om kærlighed og forelskelse • Hvad er protreptik • Hvad er det for et samfund, der tillader, at vi gør børn til dem, der har problemet?

Dansk Forening for Systemisk og Narrativ Terapi og Konsultation

b@danskstok.dk

LOKALE KONTAKTPERSONER

Lisa Romlund

Nordjylland

BESTYRELSEN

(Formand) 21 30 87 45 lisa@danskstok.dk

Christina Helgestad (kasserer – indmeldelse og kontingent) 31 72 06 87 chris_helgestad@ hotmail.com

Rikke Horsgård

42 43 63 43 rikke.horsgaard@ gmail.com

Julie Falentin 29 46 85 13 juliefalentin @gmail.com

Jørgen Malmkjær-Mørch

30 31 11 02 jorgen@danskstok.dk

Dorte Nikolajsen

61 36 41 01 dorte@danskstok.dk

Mette Thyghøj

27 29 15 58 m_thyghoej@yahoo.dk

SUPPLEANTER: Rasmus Sørinus Jensen

32 14 15 97 og 28 97 15 97 rsj@efterlandet.dk

Kirsten Worm kirsten.worm@ oncable.dk

Vestjylland

Karina Larsen frukla1@gmail.com

Østjylland

Søren Skov Leth Nielsen 22 61 76 10 slnsorenleth @gmail.com

Sydjylland

Dorthe Beck Frederiksen 50 48 47 11 dbf@aabenraa.dk

Fyn —

København

Helge Thomsen 21 17 57 71 ht@helgethomsen.dk

Sydsjælland

Susanne Johansen 23 45 97 84 susannejohansen @mail.dk

Bornholm

Solvejg Rosenkilde Nielsen 56 49 65 62 mail@solvejg rosenkilde.dk

Klavs Lindequist

28 43 03 67 klavs@lindequist.dk

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

MEDLEMSKAB OG PRISER Personligt medlemskab 650,Institutionsmedlemskab 1.500,Studerende

350,-

Sambo 300,(oplys sambos navn)

OBS: Alle postforsendelser sendes kun til én i husstanden.

Kontingentet indbetales på: Reg.nr.: 1199 Kontonr.: 0004568826

v. Dansk forening for Systemisk og Narrativ Terapi og Konsultation. Samtidig sender du en mail til indmeldelse@ danskstok.dk, med datoen for din indbetaling.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM Ansvarshavende redaktør: Klavs Lindequist

Bladudvalg:

Gunild Høeg og Klavs Lindequist

Materiale sendes til: klavs@lindequist.dk

Materiale sendes som vedhæftet fil på e-mail. Annoncer som PDF-fil og artikler i Word. Artikler skal ledsages af et foto i høj opløsning og en kort beskrivelse af forfatteren.

Annoncepriser for medlemmer: 1/1 side: 1/2 side: 1/4 side: 1/8 side:

4.500 kr. 2.250 kr. 1.125 kr. 500 kr.

Priser for ikke-medlemmer forhandles.

Hjemmeside:

www.danskstok.dk

Webmaster:

Jørgen Malmkjær-Mørch webmaster@danskstok.dk

Deadline for næste nummer: 1. december 2018 Af hensyn til rettidig udgivelse af bladet bedes artikler, annoncer, lokalnyt mv., være os i hænde inden deadline. Bladet udkommer 4-6 uger efter deadline. Udsendes digitalt til alle medlemmer af foreningen Dansk forening for Systemisk og Narrativ Terapi og Konsultation.

Grafisk design og layout:

Appetizer.dk · Simon Johnsen ISBN 1600-2954

INDHOLD

Perspektivskifte som metode

Forkerthedsparadokset

af Iben Ljungmann

af Trine Blücher

FORENINGEN

ARTIKLER

ÅRSMØDE

10 En enkel bevægelse

38 Årsmødeprogram

Fra redaktionen

50 Lokalafdelingerne VENSTRE: DIPRODUCTION / SHUTTERSTOCK.COM · HØJRE: AF GEORGE RUDY / SHUTTERSTOCK.COM

• STOK Syd • STOK Sydsjælland • STOK Nordjylland

58 Kursuskalender Medlemmers kurser og arrangementer

med stor effekt – perspektivskifte som metode Om personalegrupper, som føler sig fastlåste eller magtesløse i samarbejdet med borgere eller pårørende

24 Forkertheds paradokset

BØGER 6

Bøger til inspiration • • • •

Omar – og de andre Hvad skal vi svare Meningen med det hele Ud af kampen

Bevidst praksis med forkertheden. Om at måtte gøre nogen forkert, for at en person stopper med at gøre en anden forkert.

42 Indkaldelse til

generalforsamling

47 Hvad er det for et

samfund, der tillader, at vi gør børn til dem, der har problemet? Søren Hertz og Jørn Nielsen Kronik bragt i Politiken den 21. september 2018

51 Hvad er protreptik Ole Fogh Kirkeby

64 100 myter om kærlighed og forelskelse Jacob Mosgaard Boguddrag om parforhold

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

FRA REDAKTIONEN K L AV S L I N D E Q U I S T & GUNILD HØEG

Kære Alle

ETTE BLIVER det

sidste blad i 2018, og vi har lavet et blad, der falder i 2 afdelinger. I den første afdeling af bladet har vi – som vi plejer – fundet frem til 4 anbefalelsesværdige bøger, hvor nogle har et narrativt udgangspunkt og andre ikke har et systemisk eller et narrativt fokus. De kan dog være værd at læse og kan forhåbentlig inspirere til at få øje på nye muligheder eller åbne for andre måder at se sig selv i verden på; i fællesskab med alle de andre. Iben Ljungmann fra Inpraxis har bidraget til en artikel om det at foretage et perspektivskifte i arbejdet med mennesker, der har behov for hjælp og

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

støtte. Iben beskriver, hvordan et perspektivskifte kan være med til at løsne op for fastlåste og ”tynde” beskrivelser af borgere. Iben giver eksempler og overvejelser fra jobcentre og ældreplejen.

Iben beskriver hvordan et perspektivskifte kan være med til at løsne op for fastlåste og ”tynde” beskrivelser af borgere

Trine beskriver i sin artikel, den opmærksomhed hun har, på hvordan hun kan hjælpe med til at ingen kommer til at forlade supervisionen med en fornemmelse af at være forkert

Trine Blücher har skrevet en artikel om det, hun kalder ”forkerthedsparadokset”. Hun fortæller om de farer, der ligger i at få nogle til at føle sig forkert under en supervision, og hvordan hun arbejder med, at det er muligt for alle deltagere at vise deres sårbarhed uden at blive ramt af skam og forkerthed. Trine har fokus på, hvordan hun som supervisor kan hjælpe med til, at ingen kommer til at forlade supervisionen med en fornemmelse af at være forkert. Vi takker for de 2 artikler og opfordrer endnu engang til, at andre vover pelsen og skriver om deres praksis-erfaringer og/eller sender artikler, som har fokus på nye tendenser eller retninger indenfor den systemiske eller narrative praksis

Anden del af bladet beskæftiger sig med det kommende årsmøde, som jo finder sted i Glostrup den 9. og 10. november 2018 under overskriften:

Robusthedens årti og det ansvarlige individ Det er ikke længere samfundets skyld, det er min De 3 hovedoplægsholdere har hver bidraget med en kort artikel, som kan læses som introduktion til Årsmødet. God fornøjelse – vi ses til Årsmødet De bedste Hilsner Gunild og Klavs

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

BAGGRUND: PRESSMASTER / SHUTTERSTOCK.COM

BØGER TIL INSPIRATION

Omar – og de andre Vrede unge mænd og modborgerskab af Aydin Soei

”MANGE HAR EN følelse af at være andenrangsborgere. Og det at folk inderst inde godt ved, at de ikke er accepterede i Danmark, gør jo ondt.” Sådan lyder det fra en af de ’vrede unge mænd’, som sociologen Aydin Soei har talt med til bogen af samme titel. Bogen handler om kriminalitetstruede unge med minoritetsbaggrund, der brænder biler og containere af i vrede, og om deres oplevelse af ’modborgerskab’, som får dem til at vende samfundet ryggen. En del ender som bandemedlemmer eller radikaliserede. Bogen bygger på samtaler igennem en lang periode med unge mænd fra udsatte

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

boligområder samt skolelærere, betjente og pædagoger. Og den forsøger med journalistiske og sociologiske greb at trænge bagom mediernes dækning af ’ghettoen’ og dens unge beboere. Ikke mindst giver den et bud på, hvordan vi kan bryde den tendens, at unge minoritetsdrenge udvikler sig til vor tids proletariat, mens deres søstre klarer sig stadigt bedre. Bogen foreligger nu i en helt ny udgave med opdaterede tal og nye kapitler om radikalisering og Omar el-Hussein, der angreb Krudttønden og dræbte Dan Uzan, om udviklingen i gadebander og om polarisering mellem kønnene.

BAGGRUND: NICOLE S GLASS / SHUTTERSTOCK.COM

BØGER TIL INSPIRATION

Hvad skal vi svare af Rasmus Willig & Arne Johan Vetlesen

MON IKKE DET HELE ender med at gå okay? Tesla udvikler sikkert noget teknologi, der løser alle problemerne. Der bliver nok forhandlet en ny traktat. På intet tidspunkt i menneskets historie er det jo gået bedre. Det er godt at være optimist. Men spørgsmålet er, om det også gælder, når der ikke er nogen grund til optimisme. Svaret er nej. Jubeloptimisme er i dag en effektiv mekanisme til at fjerne fokus fra en hidtil uset rovdrift på mennesker og natur. Vores børn spørger: ”Det går da godt, ikke?” Hvad skal vi svare? Siden Nikola Tesla har samfundet været fascineret af teknologi og måden den kan

forandre verden på. Men den moderne jubeloptimisme har en skyggeside, da den ignorerer den systematiske rovdrift der drives på naturen og mennesker i udviklingens navn. ”Hvad skal vi svare?” siger klart og ærligt, at når vores børn spørger, om det går godt, så burde vi svare nej. Vi er nødt til at tænke mere kritisk. Filosof Arne Johan Vetlesen og sociolog Rasmus Willig præsenterer i ”Hvad skal vi svare?” et perspektiv på det moderne samfunds overdrevent optimistiske syn på teknologiske udviklinger.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

BAGGRUND: SFAM_PHOTO / SHUTTERSTOCK.COM

BØGER TIL INSPIRATION

Meningen med det hele Om at være, elske og dø af Jakob Holm

MANGE FORBINDER eksistentialismen med efterkrigsforfattere som JeanPaul Sartre, Albert Camus og Simone de Beauvoir, men den havde også rod i Kierkegaards og Nietzsches tænkning. Et kernespørgsmål for eksistentialisterne er: Hvad vil det sige at være menneske? Et andet fælles udgangspunkt er erkendelsen af, at man ikke kan tænke sig frem til et meningsfuldt liv – det er de konkrete erfaringer, der tæller. For eksistentialisterne står mødet, konfrontationen, relationen derfor i centrum. Som mennesker bliver vi kort sagt til i kraft af at træffe valg og involvere os i hinanden. Eksistentialismen er en praktisk livsfilosofi.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

”Meningen med det hele” præsenterer de væsentligste tænkere og temaer i den eksistentialistiske tradition. Vi har brug for at genopdage eksistentialismen i en tid, hvor digitale medier vænner os til at tænke meget kortsigtet, og hvor vi er fokuseret på forbrug og underholdning, hævder forfatteren. Bogen stiller løbende refleksionsspørgsmål til læseren og tager udgangspunkt i genkendelige cases. Jakob Holm (f. 1973) er litterat. Har undervist i dansk sprog og litteratur – herunder Søren Kierkegaard og andre eksistentialister – ved The University of Texas i en årrække og er nu presseattaché ved den danske ambassade i London. Tilknyttet Weekendavisen som anmelder og skribent.

BAGGRUND: YUGANOV KONSTANTIN / SHUTTERSTOCK.COM

BØGER TIL INSPIRATION

Ud af kampen af Allan Holmgren

UD AF KAMPEN er bl.a. et skarpt angreb på New Public Management og den neoliberale økonomiske diskurs. Bogen påstår, at der ikke forekommer ledelse i Danmark. Når man leder, skal man først og fremmest lede efter det, man endnu ikke har fundet. Men siden 1980’erne er der indført et snigende totalitært administrativt regime, der både underminerer muligheden for at udøve kvalificeret ledelse og, hvad værre er, underminerer demokratiet. Der forekommer ikke ledelse under New Public Management, men en totalitarisme, som især filosoffen Hannah Arendt har begrebsliggjort.

Bogen giver mange eksempler på effekterne af manglen på reel ledelse: Stress, forvirring og konflikter, men den anviser også alternativer: Lederen skal først og fremmest bevidne medarbejdernes bestræbelser. Og medarbejdernes fortællinger både om problemer og deres effekter og om succeser skal have mulighed for at komme frem, så medarbejdernes fornemmelse af sig selv og deres egne værdier får plads. Uden fortællinger om fortiden er der ingen identitet som grundlag for at skabe en fælles fremtid.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

E N E N K E L B E VÆ G E L S E MED STOR EFFEKT

PERSPEKTIVSKIFTE S O M METOD E AF

IBEN LJUNGMANN Iben Ljungmann er psykolog og partner i inpraxis, hvor hun arbejder med supervision, konsultationer og undervisning ud fra et narrativt og systemisk grundlag. Hun er specialist i arbejds- og organisationspsykologi og har 10 års erfaring som konsulent, leder og VISO-specialist indenfor demensfeltet. Som det fremgår af artiklen, er hun særligt optaget af, hvordan man gør kompleks teori praktisk anvendelig, så det skaber ændringer i praksis fx i det pædagogiske og psykologiske arbejde med og omkring borgere. I denne bestræbelse har hun desuden arbejdet en del med observationer som konsultativ metode og aktionslæringsprocesser. Læs mere på www.inpraxis.dk

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

DIPRODUCTION / SHUTTERSTOCK.COM

P P S Y K O L O G O G PA R T N E R I I N P R A X I S

PERSPEKTIVSKIFTE

Denne artikel udspringer af mit samarbejde med personalegrupper, som føler sig fastlåste eller magtesløse i samarbejdet med borgere eller pårørende og hvor magtesløsheden oftest kommer til udtryk i negative beskrivelser af den anden.

ET KAN VÆRE jobcentermedarbejderen som udtaler, at borgeren ikke er motiveret for noget som helst, men bare er sådan en type som kun vil have offentlige ydelser uden at yde noget, pædagogen som udtaler at den hjerneskadede borger er aggressiv, ikke vil samarbejde og er uden for pædagogisk rækkevidde eller læreren som udtaler, at eleven bevidst skaber uro og at han slet ikke burde være i klassen. Det, der står frem i beskrivelserne, er ord som ”altid” og ”aldrig” og ikke mindst ordet ”er”. Sådanne sort/hvide eller tynde beskrivelser fører til en fornemmelse af fastlåsthed. De levner meget få handlemuligheder tilbage eftersom ansvaret for situationen ofte bliver placeret ikke alene hos borgeren, men i borgeren, som et faktum man ikke kan ændre eller påvirke: Hvis den hjerneskadede borger eksempelvis er aggressiv og aldrig vil samarbejde, så er det jo svært for os at gøre noget. Martin Nevers (i sin podcast/lyttepause om sprog)

pointerer, hvordan brugen af ordet ”er”, gør, at nutid på en måde bliver til altid. Ved at bruge nutid er det som om konteksten forsvinder, og man har ikke blik for i hvilken sammenhæng man ”er” eller begrundelserne for hvorfor man lige der ”er” noget. Det, der står tilbage, er fornemmelsen af et indre karakteristika, som ikke kan ændres, og som derfor fører magtesløshed med sig for den professionelle. Watzlawick (2011) giver et bud på, hvordan vi ender med disse tynde beskrivelser af andre mennesker. Han påpeger, at en adfærd som vi ikke forstår eller som ikke passer med hvad vi forventer, synes om eller kender, ofte vil blive forklaret moralsk eller diagnostisk, hvor vi kommer til at tænke at borgeren er gal eller ond (mad or bad i engelsk terminologi) – udfra hans betragtning ville en mad/bad beskrivelse dermed være tegn på, at observationsfeltet eller forståelsesrammen omkring borgeren er blevet for smal og skal udvides. Som konsulent eller supervisor kan beskrivelser som ovennævnte let have den effekt at man kommer til at sidde lidt uroligt i stolen. Dels fordi man har øje for de effekter

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

PERSPEKTIVSKIFTE

beskrivelserne kan have for borgeren og dels fordi man selv let kan komme til at tænke negativt om medarbejderne (”er det virkelig sådan de tænker om de borgere, de arbejder med? De har brug for fagligt input”). Sigtet med denne artikel er at skitsere en metode jeg har udviklet og gjort brug af til netop denne slags situationer, nemlig perspektivskifte som metode, og den teoretiske tænkning der ligger bag, som trækker dels på narrative og dels på systemiske ideer1. Ligeledes vil jeg i artiklen forholde mig til konsulentens tænkning og sprogbrug og hvilke effekter dette har for de personalegrupper, man arbejder sammen med. Metoden har særlig relevans når man arbejder med personalegrupper, hvor det centrale bliver den fælles meningsskabelse omkring borgerne, når denne skal udmøntes i en fælles handleplan. Men metoden kan også sagtens anvendes i individuelle samtaler eller fra en leder-, supervisoreller kollegaposition.

Historien bag metoden Min interesse for at udvikle et greb til denne form for beskrivelser blev vakt fordi jeg i flere år arbejdede som konsulent på demensområdet. Ofte kom jeg ud til meget frustrerede personalegrupper (og ledere!) som talte om en borger som mistrivedes, som slog ud mod medbeboere eller mod personalet og hvor der måske blev anvendt magt i forhold til at udføre personlig hygiejne. Personalet følte ofte at de havde prøvet alt, nogle var bange for borgeren, andre vrede på borgeren over den måde, han

agerede på og den situation han satte personalet i. Ikke sjældent hørte jeg sætninger som følgende: ”Han angriber mig, han gør det bevidst, han burde ikke være her, det er også synd for de andre beboere, han tilhører slet ikke vores målgruppe”. Min opgave var på en eller anden måde at hjælpe medarbejderne videre med deres opgave omkring borgerne2. I starten blev jeg helt overvældet at de beskrivelser af borgerne, som jeg blev mødt af. Senere fandt jeg ud af at beskrivelser som denne nærmere var reglen end undtagelsen, og så blev jeg nysgerrig på hvordan man mon kunne forstå det? Handlede det om, at der var tale om forråede plejekulturer som Dorte Birkmose (2013) peger på? Eller var det mere et udtryk for, at de havde brug for faglig viden omkring borgerne? Jeg var narrativt funderet og tænkte med det afsæt, at deres udsagn kunne ses som eksempler på dominerende fortællinger om borgeren som fx aggressiv eller udadreagerende. Jeg forsøgte derfor at få skabt rum for at udvide fortællingerne om borgerne, ud fra antagelsen: jo flere fortællinger, jo flere handlemuligheder i situationerne. Men hvordan gøre dette i praksis? Narrativ teori har en række greb til at skabe rum for, at mennesker kan udvide deres fortællinger, og jeg afprøvede lidt af hvert, også undervisning da personalegrupperne ikke altid havde viden om hjerneskade, men jeg fandt hurtigt ud af at det, der var allermest effektfuldt var at få gruppen til at lave et perspektivskifte, hvor vi sammen satte os i borgerens sted og forsøgte at reflektere over: hvad

1. Den konkrete metode er kort beskrevet i artiklen ”Hvis du var i Karinas sted…”, Socialpædagogen, 2017, nr. 15, mens denne artikel fokuserer på teorien bag til brug for konsulenten, supervisoren eller lederen som skal bruge metoden. 2. Læs eventuelt mere om dette arbejde i bogen ”Adfærdsproblemer i ældreplejen” af Elvén, Agger og Ljungmann.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

PERSPEKTIVSKIFTE

der mon kunne være på spil for borgeren i situationerne? I starten beskrev jeg ikke min metode, jeg førte blot med mine spørgsmål gruppen nænsomt hen i borgerens sted, så de kunne få en anden og mere nuanceret fortælling om det, der skete. Jeg blev begejstret, da jeg kunne høre på deltagerne, at det havde god effekt, og at problemet omkring borgerne ofte lod til at blive opløst.

bevæge sig over i deres perspektiv. Mange vil også kunne genkende interessen for den andens perspektiv som et grundelement i meget pædagogisk arbejde. Her bliver det ofte set som en del af den anerkendende tilgang, hvor man er optaget af at sætte sig i borgerens sted eller at møde børnene i øjenhøjde. Mange professionelle bestræber sig på en anerkendende tilgang, hvor man ikke vurderer eller bedømmer det den anden gør, men i stedet forholder sig nysgerrigt i forhold til den Men sætter vi os ikke allerede i anden og forsøger at se verden fra vedkomborgerens sted? mendes perspektiv. For tiden er der desuden mange der – særIdeen om at skabe bevægelse gennem det at ligt inde for det socialpsykiatriske eller famiskifte perspektiv er langt fra ny. For mig komlieterapeutiske felt – er optaget af ideen om mer inspirationen i særlig grad fra den systementalisering og hvorvidt forældre eller barn miske tankegang, hvor det er en grundidé at har mentaliseringsevne. Her betegnes menbevæge sig rundt i forskellige positioner for talisering som ”fokus på mentale tilstande at få nye vinkler på en fastlåst position. Dette hos en selv eller andre, især i forbindelse med kan gøres gennem cirkulære spørgsmål, hvor forklaring af adfærd”. Mentale tilstande er fx man spørger om, hvordan andre parter mon ville beskrive problemet eller hvordan andre følelser, behov, mål, grunde og tanker og en oplever situationen. Ligeledes ville man i en populær måde at udtrykke det på er det ”at narrativ ramme spørge ind til effekterne af det se sig selv udefra og den anden indefra” (Allen man gør på relevante andre, og dermed måske et al 2010). Selvom den videnskabsteoretiske tilgang her ikke er socialkonstruktionistisk (men måske snarere er formuleret på baggrund af fænomenologiske og tilknytningsteoretiske ideer) minder tankegangen muligvis om det at tage en andens perspektiv. Perspektivskifte Han angriber mig, han gør det som metode fokuserer imidlerbevidst, han burde ikke være tid først og fremmest på den her, det er også synd for de anden part (dennes intentioner, forståelse af situatioandre beboere, han tilhører slet nen og måder at tænke på), ikke vores målgruppe og kan måske derfor siges at være en mere snæver metode

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

PERSPEKTIVSKIFTE

end mentalisering, som udover den anden part også har fokus på én selv. Man ville uden tvivl dog træne evnen til mentalisering, når man som professionel udfører et perspektivskifte. Så hvorfor ikke bare anvende de begreber som allerede er tilgængelige? Hvad er det interessante ved at kalde det perspektivskifte som metode?

Lad os lige prøve at anvende et perspektivskifte som metode her i relation til Poul…

At få blik for det man gør gennem italesættelse Tilbage til mine erfaringer med personalegrupper, hvor jeg ved hjælp af perspektivskifte-spørgsmål havde en oplevelse af, at problemet omkring borgerne opløste sig. Ofte kom vi aldrig til at udvikle handleplaner eller til at tale om hvilke tiltag, der skulle til omkring borgerne, for når stemningen omkring borgeren ændrede sig fra fastlåsthed til nysgerrighed, arbejdede medarbejderne selv videre. Så langt så godt. Problemet var blot, at de samme personalegrupper efterfølgende kontaktede mig med andre – lige så ”umulige” borgere. Interventionen havde gjort en forskel for den konkrete borger, men ikke nødvendigvis for arbejdet med de øvrige borgere. Derfor blev jeg optaget af, hvordan jeg sammen med dem kunne udvikle redskaber, så nysgerrigheden på den enkelte borger måske også kunne flyttes til arbejdet med de øvrige beboere. Min vej blev i højere grad at benævne det, jeg gjorde: ”Lad os lige prøve at anvende et perspektivskifte som metode her i relation til Poul….” Tanken bag er inspireret ud fra Ole Fogh Kirkebys (1998) ide om, at begrebet eller begivenheden først får eksistens gennem

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

artikulationen. Først gennem navngivningen får metoden eksistens og først da kan det blive et redskab, som medarbejderne kan tage med sig på tværs af tid og sted. Hvis metoden ikke navngives, kan det være svært for os at genkende den fra gang til gang, og vi får som professionelle ikke blik for den bevægelse vi faktisk laver, og det vi lykkedes med i kraft af vores bevægelse over i den andens perspektiv. Når det bliver et redskab medarbejderne selv anvender, og når de har blik for, at det er det, de gør, fordi vi har benævnt det, giver det dem en følelse af agenthed: at de er handlende aktører i forhold til udøvelsen af deres faglighed i forhold til borgeren, og at det er deres egen fortjeneste, at de er kommet frem til nye perspektiver. Det er ikke altid, at man som konsulent eller terapeut arbejder transparent på denne måde. Ofte har konsulenten eller terapeuten selv nogle ideer eller intentioner om, hvor man gerne ville hen med spørgsmålene (Tomm, 1992), men disse tanker deles ikke nødvendigvis med dem man samarbejder med. Når man arbejder med grupper i organisationer over tid, er det måske en gang i mellem vigtigt at finde fælles ord for det man gør, når man

PERSPEKTIVSKIFTE

arbejder fagligt, så redskabet kan blive en del af det faglige arbejde og den strategiske faglige udvikling i organisationen.

Didaktiske overvejelser

fleste af os ville nok sige, at vi arbejder anerkendende, men vi har hver vores definition af, hvad det vil sige, og derfor bliver den pædagogiske tilgang til borgeren forskellig fra person til person, og det er en udfordring hvis vores pædagogiske praksis omkring et barn eller en voksen kræver en fælles, besluttet indsats.

I relation til navngivningen har jeg desuden haft nogle didaktiske overvejelser. Hvis redskabet skal kunne anvendes i en travl hverdag, kan det være betydningsfuldt, at det er Men hvordan laver man konkret et perspektivskifte? umiddelbart tilgængeligt og til at forstå – også selvom man ikke har været på kursus i de narVi skal altså have talt om, hvad vi gør ved Agrative og systemiske tanker, der ligger bag. Jeg nes. Hun tager alt vores tid. Hvis hun ikke får er med andre ord optaget af hvordan vi som sin vilje, og bliver hjulpet så snart hun beder konsulenter eller supervisorer kan tage al den om det, lader hun sig glide ned i kørestolen og komplekse teoretiske viden, der ligger det til kaster sig på gulvet, og så lægger hun der og grund for vores arbejde og anvende og beroder rundt. Det kan altså ikke passe, at vi ikke skrive det på enkle måder, så de umiddelbart kan få lov til at hjælpe de andre beboere uden kan anvendes i praksis. Navnet ”perspektivat hun forstyrrer. Og så vil hun hele tiden køre skifte som metode” giver for mig – og dem jeg med elevatoren, og bestemme hvem der får lov arbejder sammen med – umiddelbar mening, at komme ind og ud. Det er et kæmpe problem. fordi navnet tydeligHer den anden dag vilgør, at det handler le hun ikke lukke nogle om en konkret bevæaf de besøgende ud fra gelse over i et andet elevatoren. Hun skaber perspektiv. Man kan hele tiden konflikter. se det for sig. Og det (medarbejdere på Hvis redskabet skal gør metoden letteplejehjem fortæller om re at huske. Modsat deres udfordringer) kunne anvendes i en ordet mentalisering travl hverdag, kan det eller at mentalisere Anledningen til et pervære betydningsfuldt, spektivskifte er som som for mange ikke at det er umiddelbart sagt beskrivelser af giver nogle umiddelborgere, pårørende elbare billeder på, hvad tilgængeligt og til at ler samarbejdspartnebegrebet går ud på. forstå re som enten gale eller Det kræver, at man kender ordet ”mental” onde. Når det andet perspektiv er uforståeog selv hvis man har ligt, og hvor der ofte er (negative) holdninger til begreb om dette, specificerer det stadig ikke, hvad den anden burde gøre anderledes. Konhvad man skal mentalisere omkring eller hvad kret starter jeg med at høre lidt fra det involrettetheden af mentaliseringen skal være. På verede personale. Når jeg har hørt fra dette samme måde med anerkendelsesbegrebet: de

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

PERSPEKTIVSKIFTE

perspektiv og udfoldet dette sammen med dem, gentager jeg beskrivelsen med deres ord. Derefter inviterer jeg til, at vi sammen udfører et perspektivskifte: ”Så her fra vores perspektiv kunne det se ud som om Agnes forstyrrer i fællesrummet, tager al vores tid og skaber konflikter omkring elevatoren. Hvis vi lige her skal prøve at lave et perspektivskifte hen i hendes sted, hvad tror I så, hun ville sige, om det hun gør?” Ligeledes kunne man stille følgende spørgsmål, for at hjælpe perspektivskiftet på vej: Faktuelle beskrivelser: Så du møder hende typisk foran elevatoren, hvor befinder Agnes sig? Hvordan ser hun ud? Hvad gør hun? Hvad siger hun? Hvad siger du/andre? Borgerens tænkning, følelser og meningsskabelse Hvordan oplever hun mon situationen? Hvad ville hun mon kalde det, hun gør? Hvad er mon vigtigt for hende siden hun gør, som hun gør? Hvad er hun mon optaget af? Når hun reagerer, hvad handler det mon så om? Hvad mon hun kunne kæmpe for? Hvad kunne være på spil for hende? Borgerens relation til de professionelle Hvad vil hun mon gerne fortælle os? Hvordan ville hun mon ønske, at vi responderede? Når vi står der foran elevatoren? Eller når vi går forbi hende i opholdsstuen? Og hvad mon hun tænker om det, vi gør?

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

Ovenstående spørgsmål er blot inspiration til spørgsmål, det er ikke spørgsmålene som sådan der er vigtige, men derimod bevægelsen over i den andens perspektiv. Med andre ord: Det vigtige i metoden er ikke produktet eller resultatet af refleksionen (det vil sige svarene på ovennævnte spørgsmål) men processen undervejs, det virksomme i, at den som oplever uforståelig adfærd fra andre, giver nogle bud på, hvad der mon rører sig i den andens perspektiv. Nogle gange er det nødvendigt at holde lidt fast i ovennævnte spørgsmål, for sammen at lave en bevægelse over i den andens perspektiv, så man ikke fortsat taler fra sit eget. I ovenstående eksempel kunne man måske få et første bud fra nogle medarbejdere på, at hun gør det for at få opmærksomhed eller for at få sin vilje, og den skal måske udfordres lidt: Ville hun virkelig selv formulere det sådan, ville hun selv sige, at det er det, hun gør? At hendes primære intention med hendes handlinger er at få sin vilje? Hvad ville hun måske selv kalde det, hun gør? Hvad ville mon være hendes formulering? Eller at få foldet deres begreber lidt ud, som en anden måde at udvide fortællingen på: Og hvorfor er hun mon optaget af jeres opmærksomhed? Hvilken slags opmærksomhed vil hun eventuelt gerne have? Hvad er det mon hun har brug for fra jer? Hvad kunne det være hun gerne vil fortælle jer? En vigtig pointe i ovenstående er desuden brugen af det tentative, det prøvende eller det legende sprogbrug (Westmark et al, 2012). Dette dels for at undgå at vi uforvarende kommer til at etablere nye ”sandheder” om borgerne og dels for at åbne op for flere muligheder: Når vi blot leger med tanken om hvad borgeren mon ville sige, er vi måske også mere kreative. Dette fokus på de mange mulige perspektiver, kan desuden understreges af konsulenten ved hele

PERSPEKTIVSKIFTE

tiden at invitere til flere mulige perspektiver: ”Ja, det kunne være en mulighed, god pointe, lad os skrive den op….hvad ellers?” Meningen er, at man konkret skal Flere af de medarbejdere prøve at formulere sine svar på jeg arbejder sammen med, kan spørgsmålene og sige det højt. indimellem være betænkelige ved at skulle udtale sig på Hvis man kun laver ovenstående vegne af den anden, og det er som en mental øvelse, får man en vigtig etisk pointe, at holikke samme effekt. de fast i. I de tilfælde kan det være en god pointe at sige det højt: ”God pointe, vi ved netop ikke hvad han tænker ovre fra sit perspektiv, og vi kan heller ikke nødvendigog hvor medarbejderne tit efterspørger ”fælles vis spørge ham, vi kan kun gætte eller spekufodslag”. lere med denne metode. Og derefter kan vi så Når jeg anvender metoden, illustrerer jeg beslutte, hvad vi tænker giver mest mening og ofte bevægelsen med egen krop, hvor jeg kontræffe beslutning om, hvordan vi vil prøve at kret skifter position og står og taler fra henmøde hende, og se på hvilken effekt det har”. holdsvis det ene og det andet ståsted (man kan eventuelt supplere dette med nogle badeEn konkret, kropslig bevægelse måtter eller hoolahop-ringe som kan illustreMeningen er, at man konkret skal prøve at re de forskellige perspektiver). Dette ud fra formulere sine svar på spørgsmålene og sige tanken om at et visuelt input kan supplere det det højt. Hvis man kun laver ovenstående som auditive (mine sproglige spørgsmål), og at det en mental øvelse, får man ikke samme effekt. at tage flere sanser i brug sandsynligvis øger Først når man sammen forsøger at italesætevnen til også mere kropsligt at fornemme, te perspektivet hos den anden får man en hvordan verden mon tager sig ud i de forskelkropslig og sanselig fornemmelse af udsaglige positioner. Samme effekt kan opnås ved net og de ord man har valgt at bruge og kan at tegne de to positioner (gerne med konkreforholde sig til det (”ville hun virkelig formulete illustrationer af personer) på en tavle, og så re det sådan?”). Det at man konkret forsøger bevæge sig frem og tilbage mellem positionerat sætte ord på, hvad der mon er på spil for ne og evt. lege med at tegne yderligere positiborgeren, er dels en måde at få indblik i hvoroner ind dan kollegaerne tænker, dels en måde at få hvad med de øvrige borgere, hvor befinder borgerens stemme ind i rummet på, og dels en de sig, og hvad kunne de mon tænke, om del af en fælles (forhandlet eller koordineret) det der sker? meningsskabelse omkring borgerne. Dette er Og hvad ville de pårørende sige fra dehelt centralt, når det handler om borgere, hvor res perspektiv? Eller jeres kolleger i der skal koordineres en (pædagogisk) indsats, aftenvagten?

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

PERSPEKTIVSKIFTE

Et mere handlingsrettet fokus — og historien om Agnes Når man via perspektivskiftet har fået belyst andre perspektiver og tænkemåder omkring borgeren bevæger konsultationen sig ofte mere over i et handlingsrettet fokus: Så nu har vi talt om hvordan situationen måske kunne se ud fra borgerens perspektiv, hvad har I hver især hæftet jer ved i vores snak? Hvis vi har ret i vores antagelser om at borgeren måske oplever situationerne sådan og sådan, hvad giver det så anledning til i forhold til måden vi møder hende på?

I Agnes’ tilfælde var effekten af perspektivskiftet, at de kom med følgende bud på, hvad der mon var på spil for Agnes: Hun ville ikke sige, at hun forstyrrer og skaber konflikter, hun mener, hun bare beder om hjælp, og så er hun irriteret på os, når vi ikke vil hjælpe hende. Måske forstår hun ikke, hvorfor vi ikke vil hjælpe hende? Måske evner hun pga. sin hjerneskade ikke at vente eller at forstå vores forklaringer? Måske føler hun sig afvist af os, og så føler hun måske, at hun må ty til yderligheder for at blive hørt?

Personalet fik i snakken blik for at mange af konflikterne starter ved elevatoren. Agnes kø Hvis vi skulle imødekomme disse bud på rer ud af elevatoren på gangene, hvor hun ikke hendes tænkning og behov i situationen, bor, og så forsøger personalet at hjælpe hende hvad kalder det så på, at vi gør? hjem ved at sige: ”Agnes, du bor ikke her, du skal en etage længere op”. Så Agnes kan kom Hvad synes I hver især lige nu, at vi skal me til at køre meget op og ned, også fordi hun prøve af til næste gang? O.lign. spørgsmål ikke kan huske, hvor hun bor. Personalet reflekterede over, at hun måske også i disse situationer kunne komme til at føle sig afvist, selvom intentionen var at hjælpe hende. Enden på mødet blev, at personalet aftalte, at de i den næste tid, ville sætte fokus på at møde Agnes på måder, så hun ikke ville føle sig afvist. Man kunne måske også med fordel Konkret skulle alle hilse på have lavet aftale om, at Agnes skulle Agnes, hver gang de gik forbi have hjælp, så snart hun bad om den, så og modtage hende på positiv vis. Så ved elevatoren kunne man ikke kom til at presse hende ud i man sige: Hej Agnes, kommer yderligheder, men den aftale lavede vi du på besøg? Hvor dejligt! Vil ikke i første omgang. du have en kop kaffe? Og hver gang man gik forbi Agnes i

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

PERSPEKTIVSKIFTE

for refleksion over situationen, relationen til fællesrummet, skulle man hilse enten bare med et anerkendende nik eller en kort hilsen: Hej borgeren og egen praksis, men den kan også Agnes, godt at se dig. Du sidder lige og hygger, hjælpe til at skabe en mere følelsesmæssig rehvor dejligt! Man kunne måske også med forsonans, hvor man ikke kun kognitivt sætter sig del have lavet aftale om, at Agnes skulle have i borgerens sted, men også følelsesmæssigt, hjælp, så snart hun bad om den, så man ikke så man får større forståelse og sympati for kom til at presse hende ud i yderligheder, men borgeren. På den måde kan metoden modvirke den aftale lavede vi ikke i første omgang. Aftadet som Dorthe Birkmose (2013) taler om som len blev ”bare” at alle forråelse inden for det skulle hilse positivt på sociale felt, hvor man Agnes, hver gang man overfor de mennesker så hende. Effekten af man er sat i verden for denne lille ændring var, at hjælpe - bliver gradat Agnes kørte meget vist mere og mere rå i mindre i elevator, og sin måde at tænke og Effekten af at hun ikke længere handle på. Dorte Birkperspektivskiftet er kastede sig på gulvet. moses pointe omkring Og så fik hun mange forråelse er også, at ofte, at det skaber nye bekendtskaber, vi som professionelle nysgerrighed fordi hun nu i højere indimellem uforvarenpå den andens grad var på besøg i de de kan komme til at ”andres” fællesrum. bidrage til forråelsen, perspektiv Personalet fortalte om når vi bekræfter hinannye positive oplevelser den i negative beskriog snakke med Agnes, velser om borgeren i og synes ikke længere samarbejdet med henvores iver for at støtte en kollega, som har det de, var så problematisk. Senere tog personalet svært. Netop derfor kan det være vigtigt som fat i yderligere tiltag omkring Agnes, og blev kollegaer at tage hinanden ved hånden og beogså nysgerrige på deres beskrivelse af egen/ væge sig over i borgerens perspektiv. Vores andres afdelinger og den effekt det mon havde ord er langt fra uskyldige, men har gennemgripå borgerne. bende effekter på os som professionelle og på de borgere vi samarbejder med (Glintborg et al, Effekten af metoden 2018). Effekten af perspektivskiftet er ofte, at det skaber nysgerrighed på den andens perspekMed nogle af de professionelles ord, så har tiv (ja, hvorfor gør hun egentlig, som hun gør?), metoden følgende effekt; en nysgerrighed som er en helt anden følelse Den hjælper os med altid at have borgeaf den fastlåsthed, man føler, når man føler, rens perspektiv med, så vi ikke kommer man har ”tænkt færdig” omkring en borger. til at opfinde løsninger og handlinger, som Sagt med andre ord, kan metoden skabe rum ikke giver mening for borgeren

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

PERSPEKTIVSKIFTE

Den er en stor hjælp i forhold til ikke at falde i fælden hvor afmagt og frustrationer vendes mod borgeren Det giver os nye handlemuligheder i fastlåste situationer, fordi vi ”tvinges” ud af vores egne tanker om hvordan tingene hænger sammen eller hvad problemet er.

Hvordan kan man ud fra en narrativ og syste misk ramme forstå det der sker?

Det at bevæge sig over i den an dens perspektiv gør, at man får blik for kontingensen: at ens før ste forståelse af situationen ikke nødvendigvis er sandheden

Den narrative teori kan være med til at beskrive, hvad det er der sker: Den første (negative) beskrivelse af borgeren er en tynd, dominerende fortælling. En fortælling uden mange nuancer, som kun levner ganske få muligheder: ”Borgeren er aggressiv, han angriber mig bevidst og så MÅ jeg jo forsvare mig/flygte”. Indenfor den narrative metafor ville man i tilfælde som disse være optaget af at skabe tykkere og mere nuancerede fortællinger, fordi disse giver flere handlemuligheder. Det at bevæge sig over i den andens perspektiv gør, at man får blik for kontingensen: at ens første forståelse af situationen ikke nødvendigvis er sandheden, men at der muligvis kunne være andre perspektiver på det, der sker. Og det at se kontingensen er en forudsætning for at der kan ske forandring i måden at tænke på. Med spørgsmålene der stilles, laver man med et narrativt begreb stilladsering. Det er et begreb, som er udviklet med inspiration fra Vygotsky (White, 2008), som betegnede den læring der kan ske med hjælp fra andre i det han kaldte zonen for nærmeste udvikling: den afstand der er mellem det kendte, og det der

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

er muligt at kende. Gennem stilladseringen opbygger man et læringsstillads hen mod tilegnelsen af ny viden. I ovenstående eksempel går man fra den tynde historie og ens umiddelbare tanker om borgeren til det man med hjælp kan komme til at tænke om borgeren, forskellige tanker om hvad der kunne være på spil, vedkommendes intentioner og behov. Her er en vigtig pointe, at man som konsulent hele tiden har blik for, effekten af det man gør med sine spørgsmål og timingen af dem. Nogle spørgsmål kan være for langt fra det kendte, og så giver de slet ikke mening og afvises derfor. Man skal følge den anden tæt for at se om spørgsmålet har den tiltænkte effekt; at det skaber bevægelse i forhold til nye måder at tænke på. Ift. stilladseringen skitserede White oprindelig forskellige grader af spørgsmål, som gradvis bevæger personen længere væk fra det kendte. I den sammenhæng kan man let komme til at få tanken at nogle spørgsmål er ”finere” end andre, fordi de er på et ”højere” niveau, men det er ikke tanken. I stedet skal det måske betragtes som forskellige mulige steder at gå hen, og hvor man hele tiden som

PERSPEKTIVSKIFTE

konsulent skal se på hvordan medarbejderne tager imod spørgsmålet, og om man skal blive hængende lidt og få flere beskrivelser eller om man skal gå videre. Det fremgår også af spørgsmålene herover, som beskriver lidt forskellige ting omkring borgeren. I starten er det måske beskrivelser (”så du stod her, hvor stod borgeren? Hvad sagde hun, og hvad sagde du/ andre? Hvad gjorde hun?”), som er faktuelle spørgsmål som ofte er forholdsvis lette at svare på, derefter bevæger det sig mere imod borgerens meningsskabelse og borgerens tænkning (”hvad tror du hun tænkte i situationen? Hvad ville hun mon sige om det hun gjorde? Hvad var mon hendes intention med at gøre netop sådan? Hvad ønskede hun at opnå?”) og til sidst er det spørgsmål, der også inddrager borgeren i relation til medarbejderen (”hvad tror du hun forsøger at fortælle os? Hvordan mon hun ville ønske at vi responderede på det hun gør? Hvordan tænker hun mon om os?”). Målet er ikke at komme et bestemt sted hen ift. hvordan deres tænkning burde se ud omkring borgeren, men at folde flere forskellige perspektiver ud.

Mange mulige perspektiver at besøge Vi er i konflikt med de pårørende. De går virkelig meget op i hvor meget saft deres mor drikker, og de kommer på skift og kontrollerer, hvor meget hun har drukket af de kander, vi sætter ind i hendes køleskab. Vi prøver virkelig at nøde deres mor til at drikke mere, men hun vil ikke, og vi kan jo ikke tvinge hende! Hun er jo et voksent menneske. Men det har de pårørende ingen forståelse for, tværtimod – de har overfuset mit personale ad flere omgange. Det fylder virkelig meget i personalegruppen, nogle er helt bange for dem og er på vagt, hver gang de pårørende træder ind ad døren. (leder på plejehjem)

I denne case var det ikke beboerens perspektiv vi besøgte, der var det i stedet de pårørendes. Så selvom metoden ofte anvendes ift. borgere, kan den lige så vel anvendes i forhold til pårørende, samarbejdspartnere eller kollegaer. Der, hvor der er flest følelser i spil og hvor beskrivelserne af den anden bliver fastlåste og sort/hvide. Et andet muligt perspektiv at folde yderligere ud er den professionelles. Nogle gange kan det være svært som professionel at bevæge sig væk fra ens eget perspektiv. Måske har situationen stået på længe, og man har en fornemmelse af at alt allerede er afprøvet, og at man har tænkt færdigt. Her kan det som konsulent være vigtigt at bevæge sig rundt i de forskellige perspektiver – både borgerens og den professionelles, som en måde at lave stilladsering på udfra tanken om: først når jeg (som professionel) føler mig forstået kan jeg bevæge mig videre. Derfor er udfoldelsen og anerkendelsen af den professionelles intentioner med sine pædagogiske handlinger et lige så vigtigt skridt som bevægelsen hen i den andens perspektiv. En vigtig pointe fra Vygotsky (White, 2008) var netop også at samspillet med andre giver mulighed for en større læring. Således også i medarbejdergruppen. Den største bevægelse sker som regel, hvis man kan hjælpe den/ de medarbejdere som beskriver borgeren som gal eller ond til at lave et perspektivskifte, men hvis dette af forskellige grunde er vanskeligt, kan man trække på de øvrige medarbejdere og få dem til at give bud på borgerens tænkning og begrundelser for at handle, som han gør, eller man kan også som konsulent give et par bud. På den måde stiller man refleksive flader til rådighed, som vedkommende så i samarbejde med gruppen kan tage stilling til,

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

PERSPEKTIVSKIFTE

og være med til at kvalificere. På denne måde undgår man at det er konsulenten – eller nogle af de øvrige personaler – der får retten til at definere hvad det ”virkelig” handler om, for et sådant svar findes ikke. Det centrale er ikke hvorvidt vi har fundet sandheden om hvordan borgeren har det, men snarere om de forskellige perspektiver giver anledning til nye ideer til praksis og til hvordan vi kan møde borgeren – eller til hvordan vi som konsulenter kan møde personalegruppen.

noget statisk. Altså som noget der er eller ikke er til stede hos det enkelte individ, en individualiseret og essentialistisk måde at tænke om tingene på, der let fører til at man som medarbejder møder borgerne med et (diagnosticerende) blik for om de nu har tilstrækkelig mentaliseringsevne eller hvorvidt de evner at reflektere. Et blik der for konsulenten kunne føre til at møde personalet på samme facon. Derfor er jeg optaget af at formulere det – ikke som en evne placeret hos det enkelte individ eller hos en gruppe – men derimod som en metode, som noget vi kan gøre sammen eller Konsulentens blik på sig selv I vurderingen af konkrete metoder, teorier eller alene hvis tingene bliver vanskelige, eller som tilgange skal vi ikke kun have blik for hvorvidt noget vi kan bestræbe os på i arbejdet med de fører til flere perspektiver eller flere fortælborgerne. linger for personalegruppen. En narrativ poinLigeledes kan ideen om forråelse måske te ville desuden være, at vi som konsulenter til føre til at man som konsulent inviteres til at stadighed skal være opmærksomme på vores diagnosticere personalegruppers tænkning, og måske inviterer blikket på henholdsvis tynde eget sprogbrug, så vi ikke uforvarende kommer eller righoldige beskrivelser af borgere os til til at bidrage til fastlåstheden. Hvis vi eksempelvis taler om mentalisering som en evne der det samme, for hvor stabil er vores fortællinger kan være mangelfuld udviklet, kan effekten om borgerne og hvor lette er de at ændre? Min være, at vi kommer til at tænke på det som oprindelige tanke var i hvert fald en (diagnosticerende) tanke om, at personalegruppen skulle have ændret sin fortælling om borgeren. Nu bestræber jeg mig i højere grad på at tænke om personalets udtalelser omkring borgere som udtryk for en midlertidig tilstand, og Hvis vi udelukkende tager afsæt ikke nødvendigvis som udi hvad personalegruppen gerne tryk for hvordan de generelt tænker om borgeren. Blot vil tale om, risikerer vi at centrere som et tegn på ”ok, sådan personalegruppens refleksion og har de det lige nu, gad vide læring, men glemmer måske at hvad det er der er svært eller hvad de er ramt af”. Som afdække effekterne af disse Westmark (2009) påpeger,

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

PERSPEKTIVSKIFTE

er der altid to mulige niveauer at spørge ind i forhold til, dels det konkrete indhold i det sagte, og dels den talehandling personalet laver, når de udtaler sig til mig. På den måde inviterer konteksten og positionerne konsulent og personalegruppe også til at specifikke udtalelser og handlinger giver mere mening end andre: Konteksten kalder på, at noget skal være problematisk og skal løses, hvor konsulenten positioneres som den der skal hjælpe personalet. På den måde skal vi som konsulenter måske ikke være overraskede over at udtalelserne kommer, men måske snarere betragte det som forventeligt i konteksten. Det vigtige er måske snarere, at man som konsulent ikke lader udtalelserne stå, men at man netop får andre perspektiver på, så det netop ikke bliver til en dominerende eller fastlåst fortælling om borgerne. Så vi som konsulenter ikke også forstærker forråelsen.

Afrunding I denne artikel har jeg skitseret en metode som jeg selv har fundet virksom ift. at håndtere mad/ bad beskrivelser af borgere og skitseret tankerne bag, med det håb at dette kunne være til hjælp for konsulenten som møder det i ens praksis. Jeg har skitsereret det som et muligt greb man kan benytte sig af, ligesom der er mange andre mulige måder at få andre historier omkring borgerne i spil på. Men når det drejer sig om konsultationer som ikke kun har indflydelse på personalet tænkning og trivsel men i høj grad også (indirekte) influerer borgere - og måske endda borgere som ikke evner at tale sin egen sag har vi måske en forpligtelse til netop at besøge borgerens perspektiv, så det bliver et nødvendigt greb. Hvis vi udelukkende tager afsæt i hvad personalegruppen gerne vil tale om, risikerer vi at centrere personalegruppens refleksion og læring, men glemmer måske at afdække effekterne af disse ift. borgerne i de konkrete (pædagogiske) metoder, der lægges for dagen.

L IT T ERAT UR Birkmose, D. (2013). Når gode mennesker handler ondt – tabuet om forråelse. Syddansk Universitetsforlag.

Nevers, Martin. Podcast/lyttepause om “sprog”. Kan hentes gratis på www.dispuk.dk

Elvén, B, Agger, C. og Ljungmann, I. (2015). Adfærdsproblemer i ældreplejen. Dansk Psykologisk Forlag.

Watzlawick, P. (2011). Pragmatics of Human Communication – a study of Interactional Patterns, Pathologies and Paradoxes. Ww Norton & Co.

Glintborg, C. et al (2018). Professionelle blikke på den anden – når fortællinger forandrer identiteter. Frydenlund Academic. Hagelquist, J. Ø. (2012). Mentalisering i mødet med udsatte børn. Hans Reitzels Forlag. Kirkeby, O. F. (1998). Ledelsesfilosofi: et radikalt normativt perspektiv. Samfundslitteratur. Ljungmann, I. (2017). Hvis du var i Karinas sted… Socialpædagogen, nr. 15

Westmark, T. et al (2012). Konsulent – men hvordan? Akademisk forlag. Westmark, T. (2009). At tale er at handle. Fokus på initiativer i unges fortællinger. Fokus på familien, vol. 20. White, Michael (2008). Kort over narrative landskaber. Hans Reitzels forlag.

Tomm, K. (1992). Interviewet som intervention III. Del. Er hensigten at stille lineære, cirkulære, strategiske eller refleksive spørgsmål? Forum, nr. 4.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

FORKERTHEDSPARADOKSET BEVIDST PRAKSIS MED FORKERTHEDEN AF

Trine Blücher arbejder som supervisor, lederudvikler og er indehaver af Blücher & People samt Institute of Narrative Practice. Hendes ekspertise ligger primært i arbejdet med grupper; herunder gruppeprocesser og -dynamikker som fokuserer på svære situationer, konflikter, traumer, samarbejdsvanskeligheder, og personlig udvikling i grupper. Trine arbejder både i Danmark og internationalt med lederudviklingsgrupper og supervisionsgrupper, ligesom hun gennem Institute of Narrative Practice underviser andre professionelle i narrativ metode. Trine kan følges på www.linkedin.com/in/trinebluecher/ og kontaktes på trine@bluecherpeople.dk

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

GEORGE RUDY / SHUTTERSTOCK.COM

TRINE BLÜCHER

FORKERTHED

Forkerthedsparadokset beskriver det paradoks, der kan opstå, når jeg som facilitator af gruppeprocesser må gøre nogen forkert, for at en person stopper med at gøre en anden forkert. Vi kan ikke undgå at medskabe forkerthed i gruppeprocesser, så i stedet for at blive bange for forkertheden, må vi forholde os aktivt til den.

ET ER MIN oplevelse, at forkerthed og andre voldsomme følelser som vrede og afsky, kan opleves af professionelle som farligt i gruppesammenhænge. Mange af de professionelle jeg arbejder med i supervision, vil gøre rigtig meget for at bevare den rare stemning i rummet. Samtidig kommer vi måske til at forsøge at undgå det uundgåelige; Forkerthed er ikke noget, der kan ske, det er noget, der sker – en lille smule eller rigtig meget. Derfor kan det være hjælpsomt for os selv og for dem vi arbejder med, at vi bevidst arbejder med den i vores praksis.

Når forkertheden er ude at gå Som mennesker er vi hele tiden i gang med at orientere os i fælleskabet. Dels i forhold til gruppens struktur eller hierarki, og dels det jeg her vil kalde tekstur: Hvad er muligt her for os sammen, og for mig sammen med Jer? Det sociale nervesystem registrerer med det samme små ændringer, og om anderledesheden bliver for stor til at kunne høre med i fælleskabet

(Weeke, 2018). Hvis anderledesheden bliver for overvældende, kan det medføre dyb rædsel, dissociationstilstande, vrede, flugt-, angrebsimpulser og/eller aktivering af skammen (Weeke, 2018. Agazarian, 2011). Tilstande og følelser vi som professionelle må forholde os aktivt til, særligt når de kommer ud at gå i grupper, vi arbejder med. Når mennesker i grupper deler deres oplevelser med det, der kan være svært, sker der ind imellem det, at én i gruppen får behov for enten at hjælpe den anden, afskærme eller distancere sig fra det, den anden siger. Så kan udtalelser som ligger op af: ”Sådan ville jeg aldrig have håndteret det”, ”Når noget lignende sker for mig, har jeg det slet ikke sådan”, ”Sådan skal du ikke føle” komme ud at gå. Sidst jeg lavede lederudvikling med en gruppe CEOs for store virksomheder i Dubai, var Jamal færd med at dele det, han oplevede som svært i sit lederskab. Han fortalte om en situation, hvor han var blevet bange for ikke at slå til som leder. I runden bagefter, hvor deltagerne skulle dele deres erfaringer med at være bange for ikke at slå til, sagde Duncan følgende: ”Jeg synes ikke, at man som god leder skal

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

FORKERTHED

være bange for noget. En god leder går foran og bekymrer sig ikke for, hvad andre tænker”. Selvom Duncan her er i gang med noget, der mest handler om ham selv og hans forhold til følelsen af ikke at slå til, er han samtidig i gang med at gøre Jamal’s udsagn og følelser forkerte. Det er her, man som facilitator står i et forkerthedsparadoks. Det jeg som professionel hele tiden må holde en særlig opmærksomhed på, er at beskytte den, der deler fra bedømmelser og udsagn fra de andre, som kan få forkertheden, anderledesheden og/eller skammen til at rejse sig (for meget). Derfor er det mit ansvar som den professionelle at stoppe sådanne bidrag i grupperummet. I den ideelle narrative verden, ville denne slags vurderende udsagn slet ikke forekomme. Det er dog min erfaring, at mennesker har det med at fortsætte den vurderende praksis i grupperummet, uagtet mine instruktioner og intentioner om det modsatte.

Ikke alene står vi som facilitatorer af gruppe processer ofte i forkertheds paradokset, som vi må handle i, vi kan også vælge at se en tilpas dosis forkerthed, som udgangspunktet for forandring og udvikling

Forkerthedsparadokset Som supervisor og facilitator arbejder jeg ofte med ledergrupper, hvis formål det også er at dele nogle af de ting, som kan være svære både personligt og professionelt. En forudsætning for at lykkes med dette arbejde er, at forkertheden og den aktiverede skam helst må få lov at kapre så lidt plads som muligt. Denne intention er vigtig for mig, fordi det fra de steder, hvor forkertheden og skammen har rejst sig, bliver svært at lade sårbarheden og åbenheden komme til udtryk. For at sætte ord på den del af min praksis i gruppefelter, som handler om følelsen af forkerthed og anderledeshed, har jeg opfundet begrebet: Forkerthedsparadokset. Det beskriver i sin enkelthed det paradoks der kan opstå, når jeg som facilitator af gruppen må gøre nogen forkert, for at en person stopper med at gøre en anden forkert. Jeg oplever det at gøre nogen forkert for at redde en anden fra forkerthedsgørelse, som et paradoks i min praksis, fordi jeg er særligt optaget af at skabe et rum, hvor det er muligt for alle deltagere at vise deres sårbarhed uden at blive ramt af skam og forkerthed. Det paradoksale ved paradokser er, at de valg vi tager, også vil have en slags uønsket eller ikke-foretrukken effekt. Når jeg som supervisor, med den magt, der ligger i den position, vælger at afbryde Jens i at gøre Anders forkert, gør jeg Jens lidt forkert. Hvis jeg lader Jens fortsætte, vil Anders føle sig forkert. Deri ligger forkerthedsparadokset.

Mulige veje at gå Vi kan på en måde ikke tåle at stå

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

FORKERTHED

i paradokser, men vi kan samtidig heller ikke komme ud af dem. De eksisterer, også selvom vi måske ikke har lyst til at se dem eller handle i dem (Lüscher, 2012). Det særligt frustrerende også ved forkerthedsparadokset er, at det ikke umiddelbart er muligt at komme med en formel til handling. Der findes ingen opskrift. Derimod er håndteringen lagt i hænderne, sansningen og erfaringen på facilitatoren. Den metode jeg benytter til at vurdere, hvornår jeg må afbryde eller stoppe et gruppemedlem i at dele sine synsninger og vurderinger, er en simpel cost/benefit analyse. Hvor forkert må Jan føle sig, før jeg afbryder Lene? Paradoksalt baserer denne analyse sig på mine vurderinger, og jeg må derfor også være parat til at evaluere, hvorvidt mine vurderinger var og er hjælpsomme. Samtidig er der, som min mormor altid sagde, mange måder at sy et knaphul på. Jeg må derfor hele tiden holde øje med den måde jeg afbryder på. Det vil til enhver tid være min intention at holde øje med min egen position og skabe så rare afbrydelser som muligt, for ikke at rejse anderledesheden og skammen hos den afbrudte for meget. Efter en afbrydelse kan det være hjælpsomt at aflaste den afbrudte med at regulere forkertheden (Weeke, 2018). Jeg kan vælge at benytte mig af transparens og benævne det, der skete og det, jeg og de andre gjorde. Jeg kan også spørge ind til forkertheden for at regulere den hos den afbrudte, hvis jeg fornemmer at afbrydelsen var overdoseret: Hvordan oplevede du det at blive afbrudt? Hvad er dine erfaringer med at blive afbrudt? Hvad var vigtigt for dig, når du delte din erfaring på den måde? Med det sidste spørgsmål forsøger jeg at hjælpe den afbrudte til at fortælle mere om intentionen i hjælpen til den anden, end om

budskabet i hjælpen. Her kan der ind imellem fremkomme et minefelt af andre vurderinger, som for eksempel; ”Jeg synes, det er synd for Ulla”. Her oplever jeg traditionelt narrative spørgsmål hjælpsomme. Som for eksempel: ”Så hvad er det du ved om Ulla’s situation i dit eget liv, der får dig til at synes, det er synd for Ulla?”. Et andet hjælpsomt bevidningsgreb i disse situationer, og mange andre, kan være spørgsmålet: ”Er der andre?”. Her beder jeg gruppen lave noget af reguleringsarbejdet ved at række hænderne op, hvis de genkender noget af det, den anden fortæller. Jeg beder også den, der genkendes om at forbinde sig, og skabe øjenkontakt med, de andre med hånden oppe. Dermed har jeg som facilitator mulighed for at hjælpe den genkendte med at genskabe forbindelsen til fællesskabet og dermed lægge noget af eller hele forkertheden, anderledesheden og skammen ned. Ikke alene står vi som facilitatorer af gruppeprocesser ofte i forkerthedsparadokset, som vi må handle i, men vi kan også vælge at se en tilpas dosis forkerthed som udgangspunktet for forandring og udvikling.

R EFER ENCER Agazarian, Yvonne M. (2011). Systems-Centered Theory and Practice. The Contribution of Yvonne M. Agazarian. Presented by the SystemsCentered Training and Research Institute. Karnac Books. Lüscher, Lotte S. (2012). Ledelse gennem Paradokset. Dansk Psykologisk Forlag. Weeke, Ulla Rung (2018). At Danse med Nervesystemet. Skriveforlaget.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

STOK SYD LOKALT

Fyraftensmøde med Bodil Burian i Kolding 4. september 2018

Narrativ børnemindmapping med barnets fokus i fokus — Et billede af barnets livslandskab fortalt af barnet selv

EG SÆTTER NOGET i gang, og så ser vi, hvor det fører os hen”. Med de ord inviterede Bodil Burian fra Aarhus os ind i sit systemisk-narrative værksted, hvor hun siden 2014 har arbejdet med at udvikle Børnemindmapping. Vi var 46 nysgerrige voksne, der i meget forskellige sammenhænge arbejder med at få børns stemmer gjort synlige for børnenes betydningsfulde og meningsskabende netværk. Himlen var blå, solen skinnede og motivationen var i top for at blive beriget med fif, tricks, faglige overvejelser og for at øve sig. Allerede i invitationen blev vores nysgerrighed vagt. ”Vi lytter og understøtter barnets egne fortællinger om hverdagen med andre børn, med dets forældre, slægtninge og andre voksne. Vi lytter til barnets håb og drømme om det, som kan opstå engang, og vi lytter til det, som plager og driller. Gennem barnets egne fortællinger møder vi verden i børnehøjde, og vi oplever hvordan svære ting bliver overvundet, og hvornår herlige oplevelser finder sted. Børnemindmappen fastholder og dokumenterer barnets egne ord og indtryk. Forældre og andre voksne, som har betydning for barnets

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

hverdagsliv, lytter til fortællingerne. Meget ofte oplever vi, at der opstår en meget stærk forbundethed gennem det, der bliver fortalt”. Den første mindmap blev ikke opfundet – den blev skabt sammen med en 8-årig dreng fra Vejle, som forening af de talenter han og Bodil bragte ind, da de sammen skulle undersøge, hvordan verden så ud fra drengens perspektiv. Samarbejdet har været i fokus lige siden, hvor Bodil har været optaget af, at møde barnet i det fælles tredje og af at skabe samtaler, hvor barnet får lyst til at fortælle om det, der er vigtigt. Bodil er optaget af at være opdagelsesrejsende i barnets landkort over deres liv lige nu og over det, der kan være på vej. Den første samtale med barnet er den hurtige overflyvning, overblikket. Vi går på opdagelse i og udforsker barnets livslandskab sammen med barnet, og vi skriver det vigtige ned som et landkort på et fælles papir, så det vigtige bliver fastholdt og synligt for de vigtige voksne, som lytter med. ”Vi skal finde ud af, hvad du oplever, og hvem du er sammen med. Først skal vi lave noget, vi kalder mind-mapping. Det betyder, at du og jeg tegner et kort over det, du mener, er vigtigt for dig fx dine kammerater

STOK SYD LOKALT

og din familie … Din mor og far lytter imens … bagefter må de sige lidt, og det lytter vi så til. Du skal styre kameraet” (barnet får en optagelse af samtalen med hjem). Den blå pen bruger vi til at notere det, der vedrører barnets oplevelser og hverdag hjemme, i skolen, i fritiden osv. Det blå er som vandet, en kilde og det uendelige. Det kan være det gode, det herlige og det svære. ”Hvad er du mest glad for lige nu – hvad synes du er vigtigt og spændende?” Vi har fokus på handlinger og narrativer. ”Hvor var I, hvad skete der, hvad kan vi se, høre, hvem var du sammen med?”. Vi spørger til relationer,

kontekst, begyndelser, slutninger og data“. Vi skal tænke som H.C.Andersen. Vi sætter konteksten, zoomer ind og zoomer ud ”fortæl mere”. Der er altid mere at fortælle om livet, og vi kan folde fortællinger ud. Hvis barnet fortæller om noget, der er hårdt, så spørg til, hvordan barnet klarede det. Spørg til handlinger mere end til følelser (hvordan var det for dig). Den grønne pen bruger vi til at notere det, som barnet drømmer om i fremtiden. Det grønne er håbets farve. Den røde pen bruger vi til at notere det, som barnet bøvler med for tiden.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

STOK SYD LOKALT

Vi lytter og viser interesse for barnets perspektiv – og vi tilbageholder vores mening og ideer til løsning. Forældrene lytter og bevidner barnets fortælling. De genfortæller det vigtigste, de tilføjer deres egne tanker om, hvad det viser om barnet, og de fortæller om, hvad de kom til at tænke på fra deres eget liv. Det skriver vi ned med den sorte pen. Fortællingen er et landkort med perler på en snor, så vi kan følge fortælletråden.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

Bodil mindende os om, at Mindmapping er jo bare en ramme, som vi kan putte indhold i. Prøv at bringe en lethed ind og gør det på din egen måde. Det sværeste er at lade være med at putte interventioner ind, når vi laver landkortet. Mindmappen er et forsøg på at få børnene til at fortælle mest muligt om deres liv. Vi fik alle opskriften på Børnemindmappen i et fint hæfte og huskekort med hjem, så vi kan arbejde videre og udvikle metode på vores egne måder.

STOK SYD LOKALT

Bevidningen. Hvad stod særligt frem for deltagerne. At det ikke behøver være så svært. En ”simpel” samtale sat i struktur. Det kan have så store, positive forandringer med sig.  Tak for en god og inspirerende aften med mulighed for at øve i et fagligt præstationsfrit område. Den forudsigelige ramme. Redskabet, landkortet med det barnet allerede ved og har oplevet. Det fritager barnet for pres. Barnets færdigheder står skarpt og tydeligt frem, når vi skriver det ned. Får lyst til at bruge Børnemindmapping igen for at bringe ”barnets stemme” ind i arbejdet med familier. Det er en god måde til, at få barnet og forældre motiveret eller gjort nysgerrige på hinanden. Det fælles tredje. Barnet må føle sig meget set, og det kan styrke den indsats, der evt. er omkring familien. At barnets forholdsvis enkle fortælling kan skabe den kontakt til forældrene under bevidningen. Betydningen af forældrenes bevidning. Der er altid noget at fortælle. Hvordan klarede du det? Hvad er vigtigt? Håb og drømme? Vi får en masse viden fra barnet – barnets fokus i fokus. Appetitvækker. En metode der kan bruges efter få ganges træning. Plads til at gøre det på min egen måde.

Sæt farten ned, tålmodighed, nysgerrighed. Barnets historie – fortalt af barnet fra barnets perspektiv. Spændende måde. Holde interventioner på pause. Værdien: ikke analysere, tolke og dykke ned i følelser. Det handler om fortællinger. Det bliver mindre farligt at skulle fortælle til en voksne, når det ikke går dybt ind. At være nysgerrig uden at intervenere – aktiv lytning. Metodens enkelhed og lethed selv om temaerne kan være svære. Måske kommer letheden, når der ikke er intervention? At have opmærksomheden på det beskrivende. Den beskrivende fortælling. Den positive effekt det kan have på barnet at fortælle frit. At der en én, der lytter og skriver ned uden at intervenere, fordi det er vigtigt, det barnet fortæller. Få barnets stemme frem. Barnets perspektiv. Enormt optaget af nødvendigheden og vigtigheden af bevidning. Forældrene gøres betydningsfulde. Den skarpe bevidnings styrke. Magien i bevidningen fra betydningsfulde voksne. Barnet lytter til det, forældrene siger (i bevidningen) – selv om det står bag kameraet og filmer. Hvad det at sætte sit eget liv i fokus gør for identiteten. Små simple ting kan blive meget betydningsfulde. Referat af Dorthe Beck Frederiksen, kontaktperson i syd dbf@aabenraa.dk

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

STOK SYD LOKALT

STOK Syd inviterer til fyraftensmøde for systemisk og narrativt interesserede

Kollegiale refleksioner og inspirationer Onsdag den 24. oktober kl. 17 - 19.30 Haderslev aktivitetshus, Bispebroen 3, 6100 Haderslev Lokale 11+12 på 1. sal

STOK SYD HAR med stor glæde fået mulighed for at få besøg af Klavs Lindquist, der arbejder som psykoterapeut på Ungdomscentret i Aarhus. Klavs er optaget af, hvordan kolleger imellem taler bedst sammen, og hvordan man kan inspirere hinanden og lade sig inspirere af hinanden. I STOK yder Klavs et stort frivilligt engagement som redaktør for Systemisk Forum.

Klavs fortæller: ”Jeg er gennem mit arbejde blevet optaget af, hvordan vi kan give hinanden inspiration og indtage andre positioner end den rådgivende eller den hjælpende. Jeg har erfaret, at kollegial sparing kan være svært og ikke have den betydning eller give den inspiration, som var tilsigtet, og af og til har den endda taget modet fra den, der egentlig stod i et dilemma, som var svært. Desuden oplever jeg, at kollegial sparring kan tage lang tid. Min erfaring er, at kollegial sparring og inspiration kræver veltilrettelagte spørgsmål og vejledning.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

Jeg har udviklet en model, der tager 20 minutter, som vi kommer til at afprøve og diskutere. Jeg vil også inddrage STAFET-modellen, som er udviklet af Anette og Allan Holmgren. Aftenen kommer til at være en blanding af oplæg, introduktioner, afprøvninger og diskussioner.” STOK er vært og byder på kaffe, the, en lille sandwich og lidt sødt. Sidste frist for tilmelding er søndag den 21. oktober Tilmelding til dbf@aabenraa.dk Tlf. 50 48 47 11 Bedste hilsener Dorthe Beck Frederiksen, kontaktperson i STOK Syd

STOK SYDSJÆLLAND LOKALT

STOK Sydsjælland inviterer til

Efterårsarrangement 2018 Mandag d. 24. september kl. 17 - 19.30 GULE HAL · Strandpromenaden 1 · 4600 Køge

MANGE AF OS HAR undervejs i vores faglige udvikling landet os selv i bestemte tilgange, som vi synes ligger godt i tråd med vores værdier, og som fungerer godt i vores praksis. Ofte søger vi at dygtiggøre os yderligere indenfor vores yndlingsteorier og deres tilgrænsende felter. Set i dette lys vil vores fyraftensmøde denne gang byde på en tilpas forstyrrelse, og vi ser meget frem til endelig at kunne byde velkommen til Ellen Hansen. Ellen Hansen betragter sig som “multi-teoretisk” og har i forbindelse med sit arbejdsfelt som supervisor, organisationskonsulent og terapeut løbende efteruddannet sig indenfor vidt forskellige felter både traditionelle og mere eksperimenterende. Sigtet har været at facilitere lærings- og udviklingsprocesser i svære og udfordrende situationer for borgere, klienter og fagpersoner. Denne aften vil EH fortælle om nogle af de metoder, som i særlig grad har været forbavsende og virkningsfulde tilføjelser i hendes praksis:

• Deep Democracy • Systemisk opstilling • Art of Hosting

I sagens natur vil det blive meget korte “smagsprøver”, men de vil kunne give en ide om andre måder at arbejde på, hvor man fx i højere grad inddrager rumlig fornemmelse (afstand og retning mellem personer og elementer), polariserede forståelser mellem det marginaliserede og det centraliserede - og endelig om betydningen af at have en praksis, hvor man både tager vare på sig selv og samskaber med andre. Der vil være kort introduktion til hver enkelt, afprøvning via små-øvelser og plads til refleksion, udveksling og spørgsmål for hver enkelt metode. Arrangementet er åbent for alle interesserede, så inviter gerne kolleger og/eller andre med. Foreningen byder på sandwich og vand i pausen. Af hensyn til indkøb o.a. bedes tilmelding ske senest ugen før til enten Lisa O’Reilly Hansen, l-hansen@post4.tele.dk eller Susanne Johansen, samsigt@icloud.com HUSK Gode ideer til kommende arrangementer modtages med kyshånd.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

STOK NORDJYLLAND LOKALT

Invitation til efterårsarrangement i STOK Nordjylland

Re-membering og bevidning Tirsdag d. 9. oktober kl. 17.15 - 19.15. Huset i Hasserisgade i Aalborg

VI FÅR PÅ NY besøg af Elena Smith, tidligere ejer af den narrative uddannelsesvirksomhed Externa. Aftenens tema er

Re-membering og bevidning Hvad betyder andre menneskers blik på vores liv og historie for den måde, vi ser os selv på? Vi vil undersøge betydningen af bevidning i vores eget liv og i den terapeutiske proces gennem et kort teoretisk oplæg og en øvelse, samt diskussion og spørgsmål i det omfang tiden tillader. Lidt om teorien: I den narrative forståelse og metodik er Re-membering og bevidning en vigtig del af processen. Vi forstår i høj grad vores liv gennem den måde, som betydningsfulde personer har betragtet vores handlinger på, og de konklusioner, som de har draget om vores identitet.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

Ofte får negative eller destruktive identitetskonklusioner en meget dominerende plads i vores historier om os selv. Men der vil næsten altid være andre personer, som har set på os med mere kærlige øjne, men hvis perspektiv har fået alt for lidt plads. Re-membering, som både betyder at huske og at gøre til medlem igen, er en proces, hvor vi sætter fokus på disse marginaliserede vidner til vores liv, og den betydning, de har haft for vores værdier og etik. Med dette fokus håber Elena og STOK Nord på en hyggelig og givtig aften. Der serveres kaffe, te og en sandwich i pausen.

Velkommen på Huset i Hasserisgade i Aalborg den 9.10.2018. Kom og mød venner og kollegaer med interesse i det narrative og systemiske landskab. Tilmeld jer gerne ved at svare på denne mail: kirsworm@gmail.com eller på tlf 22174450. Mvh. Kirsten Worm Kontaktperson Nord

LÆS BLADET på din foretrukne måde:

Som almindelig PDF på din telefon, tablet, eller computer

Via magasin-app’en Issuu:

2 3

Browser: issuu.com/danskstok Eller download app’en og søg efter: Dansk STOK under fanebladet “Publishers”

Print PDF’en og ha’ en fysisk papirudgave af bladet foran dig

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

KURSER

Kursuskalender 2018/19

Kalender for medlemmers kortere (1, 2, 3 dages) kurser og workshops

OKTOBER 2.

29.

Hvad gør os syge og stressede i dag? Samfund og samtaler Anders Fogh Jensen Inpraxis, Aarhus

Anne Romer Dispuk, Snekkersten

29.

8. STAFET-modellen: Kollegial sparring og supervision. Bedre faglige samtaler

NOVEMBER 2.

9. Tavlepraksis

Martin Nevers Dispuk, Odense

Parterapi – med fokus på mentalisering Narrative Perspektiver, København

Narrative Perspektiver, København

Skriftlig dokumentation, identitet og arbejdsglæde

Fair proces – fra upopulære forandringer til medarbejdere, der udvikler løsninger Inpraxis, Helsingør

Allan Holmgren Dispuk, Aarhus

10.

Møder med mening – meningen med møder

9.-10.

Robusthedens årti og det ansvarlige individ

Det er ikke længere samfundets skyld, det er min STOKS årsmøde, Glostrup

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

KURSER

Dansk forening for

Systemisk og Narrativ Terapi og Konsultation

13.

Terapi i evidensens tid – ingen undtagelse uden regel Psykolog og Ph.D. Rolf Sundet Inpraxis, Helsingør

14.

Nærhed og distance i supervision Psykolog og Ph.d. Rolf Sundet Inpraxis, Helsingør

26.

Alternativer til udsmidning fra skolen Martin Nevers Dispuk, Odense C

30.

JANUAR ’19 29.

Dispuk, Snekkersten

29.-30. Grundfortælling som strategi i organisationer VillaVenire, København

FEBRUAR ’19 6.

Hvordan taler man med børn om problemer? – narrative samtaler med børn Annette og Allan Holmgren Dispuk, Snekkersten

Narrative samtaler - LIVE med Allan Holmgren Michael White eftermiddage, forår 2019

Narrative samtaler Århus forår 2019 Dispuk, Aarhus

MARTS ’19 18.

Seksuelle overgreb – meget mere end et traume Dispuk, Snekkersten

Skriv gerne til redaktionen, hvis I vil have noget med i kalenderen SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

ÅRSMØDE

S T O K S ÅRSMØDE

2018

TIL

Følgende artikler og materialer kan læses som opvarmning og forberedelse til STOKs årsmøde.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

FOTO: MIND AND I / SHUTTERSTOCK.COM

ÅRSMØDET

ÅRSMØDE

S T O K S ÅRSMØDE

2018 9.–10. NOVEMBER Glostrup Park Hotel · Hovedvejen 41 · 2600 Glostrup

Robusthedens årti og det ansvarlige individ Det er ikke længere samfundets skyld, det er min HVAD ER DET MED den robusthed, skal vi kunne klare alt? Er det vores egen fejl når det går galt, når vi bliver syge, svage og udfordrede? Et årsmøde, hvor vi inviterer tidens tendenser indenfor og udsætter dem for refleksion og dekonstruktion. Vi åbner for en dialog om tidens individualiserende blik på mennesket. På årsmødet vil du høre Søren Hertz, Jacob Mosgaard og Ole Fogh Kirkeby forholde sig til forskellige diskurser i nutiden og i et historisk perspektiv.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

ÅRSMØDE

Program Fredag

9. november 2018

8.30 Ankomst og registrering 9.00 Velkomst ved STOKs formand Lisa Romlund

9.15 Søren Hertz Hvad er det for et samfund, der tillader, at vi gør børn til dem, der har problemet? Søren Hertz er børne- og ungdomspsykiater, medstifter af Metalog. Han er forfatter af ”børne- og ungdomspsykiatri – nye perspektiver og uanede muligheder” (2008) og ”Børn og unge, psykiatri og samfund” (2017). Hvordan ved vi det, vi tror, vi ved? Hvordan begriber vi den verden, som børn i vanskeligheder er en del af? Hvordan placerer vi os i feltet – og hvordan skaber vi bevægelser, der kan blive overskridende i forhold til det, der har fyldt? KL har påvist, at antallet af børn og unge med en psykiatrisk diagnose er fordoblet i løbet af få år. Fra 2010 til 2017 er andelen af børn, der har fået en psykiatrisk diagnose, inden de fylder 15 år, steget fra fire til mere end ni procent. Oplægget understreger, at spørgsmålet om psykiatri opstår, når afmagt og usikkerhed på, hvad der kan skabe tilstrækkelig udvikling, fylder. Henvisning til børne- og ungdomspsykiatrien sker, når børn alvorligt mistrives og ikke udvikler sig, som vi håber. Derfor er det en forsimpling og en adskillelse af noget, der hænger sammen, når det kommer til at se ud, som om børne- og ungdomspsykiatri blot handler om henviste børn. Det er derimod oplevelserne af afmagt, forkerthed, smerte og fastlåshed, der fører ind i psykiatrien. Lige her opstår vores socialpolitiske forpligtelser. Oplægget vil udfordre de stærke tendenser til individ- og symptomfokus: Børns og unges symptomer og særlige vanskeligheder skal tages alvorligt. Derfor må vi have fokus på kompleksiteten, sammenhængene og den indlejrede kommunikation.

12.15 Frokost 40

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

ÅRSMØDE

Fredag ... fortsat

9. november 2018

13.15 Generalforsamling Se dagsorden på næste side

15.30 Pause

16.00 Ole Fogh Kirkeby Ole Fogh Kirkeby er filosof, ledelsesteoretiker, forfatter og professor CBS ”Når vi bruger ordene resiliens, robusthed og skrøbelighed, kan vi referere til flere overordnede perspektiver eller videnskabelige og filosofiske retninger og paradigmer. Vi har et perspektiv, der fokuserer på menneskets væsen – på dets iboende kapaciteter, der udmøntes i påstanden om medfødte egenskaber, om de nu falder ud til robusthedens eller skrøbelighedens side. Dette perspektiv begrunder sig selv i et overordnet sæt af biologiske, antropologiske og neurobiologiske teorier med tilhørende evolutionær ramme”.

19.00 Festmiddag

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

ÅRSMØDE

INDKALDELSE TIL ORDINÆR GENERALFORSAMLING I DANSK FORENING FOR SYSTEMISKE OG NARRATIV TERAPI OG KONSULTATION – STOK

Fredag d. 9. november kl. 13.15 - 15.30 GLO STRUP PA RK H OT EL , HOVEDVEJE N 4 1, 2 6 00 G LO ST RUP

D A G S O R D E N ii. En model, hvor der øges indsats for udvidet samarbejde på tværs af faggrupper, at der øges fokus på markedsføring og aflønning af forskellige funktioner.

1. Valg af dirigent/mødeleder, der skal konstatere om mødet er lovligt indkaldt. Der kan vælges 2 dirigenter.

2. Valg af referent(er). 3. Forelæggelse og godkendelse af formandens beretning.

4. Beretninger fra eventuelle udvalg. 5. Forelæggelse og godkendelse af revideret regnskab.

6. Fastlæggelse af kontingent og

forelæggelse af budget for nyt regnskabsår.

7. Indkomne forslag a. Revitaliseringsgruppen præsenterer to forskellige forslag til STOKs fremtid: i. En minimalistisk model, hvor der særligt sættes fokus på lokale netværk og events og det organisatoriske foreningsarbejde nedtones.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

Revitaliseringsgruppen uddyber begge modeller på generalforsamlingen.

8. Valg af formand / kasserer (ulige/ lige år).

9. Valg af bestyrelsesmedlemmer (ulige år: 3, lige år: 2).

10. Valg af 2 bestyrelsessuppleanter. 11. Valg af 2 revisorer. 12. Eventuelt. På valg er Kasserer, Jørgen, Rikke og Julie

ÅRSMØDE

Program Lørdag

10. november 2018

7.30 Morgenmad 9.00 Workshops

Aktionslæring i et narrativt perspektiv v. Julie Falentin og Pernille Lydike I et samfund der hastigt ændrer sig, hvor der vedvarende skabes ny viden og praksis tager andre former, er der øget behov for at forstå hvilken viden der er relevant for medarbejderne at tilegne sig og justere deres praksis efter det. Her bliver aktionslæring det værktøj som den lærende organisation kan anvende med fælles og individuelt sigte. Aktionslæring er en bottom-up proces, som tager udgangspunkt i de udfordringer medarbejdere og ledelse møder i deres praksis. De konkrete udfordringer danner rammen om medarbejdernes vidensindsamling med henblik på at opnå nye forståelser og danne nye praksisser. Med afsæt i et speciale om ”hvordan aktionslæring er blevet en succes på dagtilbudsområdet” har Julie og Pernille videreført resultater og metode til den pædagogiske praksis på døgntilbudsområdet og arbejdet metoden ind i et narrativt perspektiv. Der er således mulighed for at afprøve dele af aktionslæringsprocessen, og blive klogere på hvad aktionslæring kan både i teori og på baggrund af praksiserfaringer.

Rum for Sårbarhed og Regulering i grupper v/ Trine Blücher Hvordan kan vi arbejde med at skabe rum for sårbarhed og regulering i grupper? I workshoppen ser vi nærmere på, hvordan vi som gruppeledere, supervisorer og facilitatorer kan arbejde med regulering af stemninger i grupper og medskabe rum til at mennesker kan tale fra de sårbare steder, samtidig med, at vi regulerer feltet. Vi taler om, hvordan vi kan inkludere kroppen og de dybe lag i terapeutiske processer ud fra relationel biologisk traumeterapi og systemisk terapi.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

ÅRSMØDE

Lørdag ... fortsat

10. november 2018

Far i familiebehandling Signe Bergman Johansen Far i familiebehandling, feminisme, tilknytning og tryghed er nøgleord og omdrejningspunkterne i denne Workshop. Vi ønsker som familiebehandler, at faren kommer mere på banen i behandlingen. Når det ikke lykkes bruger vi ofte grunde som han er ikke interesseret, han arbejder meget eller han er aggressiv. I denne workshop vil jeg se på mit arbejde med fædre. Jeg vil gå på opdagelse i blinde pletter, som kan stå i vejen for mit arbejde med fædrene. Hvornår lykkes det og hvornår bliver det svært. Jeg vil tage udgangspunkt i fem cases fra mit arbejde med sårbare spædbørnsfamilier i Gladsaxe Kommune. Der er intet uskyldigt sted at stå i arbejdet med fædrene. Bedst som jeg troede at en far følte sig glad og stolt over hvor godt det var gået da mor fik en psykose og han blev den primære tilknytningsperson kunne han fortælle mig, at det var han slet ikke! Han mente at det var mors opgave at være primær omsorgsperson. Da mors medicin begyndte at virke blev hun den primære omsorgsperson igen. Denne workshop er ikke en workshop hvor jeg kommer med nye metoder, men jeg har lyst til sammen med jer at vende tanker og erfaringer ud fra de 4 nøgle ord. Det vil være en Workshop hvor vi arbejder med vores blinde pletter i forhold til arbejde med fædrene og forhåbentlig sammen blive klogere på hvad vi kan gøre i fremtiden.

PAF – Aktiv Passiv Feedback – en måde at tale med børn og unge på, når de er i klemme Ninna Boelsgaard og Rikke Lyngdam, Foliko Som mange andre praktikere, støder vi, i FOLIKO, på momenter i samtaler med børn og unge, hvor deres ”Det ved jeg ikke”-svar dominerer, hvor deres tavshed og trækken på skuldrene skal sige det hele eller hvor svarene falder tøvende inde fra en hættetrøje. Det er ofte samtaler, hvor man som praktiker kan blive i tvivl om, hvor hurtigt, hvor direkte eller hvor omsorgsfuldt man kan og skal gå til værks for at kunne holde den unge eller barnet i samtalen. Og gode råd bliver dyre, fordi det samtidig ofte er samtaler, hvor barnets eller den unges stemme netop er afgørende.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

ÅRSMØDE

Lørdag ... fortsat

10. november 2018

Derfor har vi lagt vore hoveder og praksis i blød og har opfundet en metode (PAF), der virkelig kan en hel del i de momenter, hvor et barn/en ung er i klemme. Hvad enten klemmen findes i spændingsfeltet mellem konfliktende voksne, i kløften mellem barnets håb for fremtiden og dets frygt for at skulle fejle eller i ukendskabet til sit eget følelsesliv, så har PAF givet os en måde at være respektfulde, men samtidig insisterende voksne i terapeutiske situationer med børn og unge. På workshoppen præsenterer vi kort de teoretiske og metodiske greb, viser video og så øver og diskuterer vi for resten. Metoden er konkret og kan anvendes straks.

Samarbejde som et bud på robusthed Susan Harnow. Leder af PPR, Greve Kommune Robusthed er et af tidens store ord og kan forstås som den enkeltes ansvar og værn mod tidens krav. Robusthed handler i sin grundbetydning om at være modstandsdygtig overfor modgang, belastninger og vanskelige vilkår. Tværfagligt samarbejde kan være et bud på robusthed ved øge kompetencerne til at navigere i komplekse sager og samarbejdsrelationer. Tværfaglige kompetencer kan forstås som: • Fælles sprog • Fælles referenceramme • Fælles håb og drømme Tværfaglige kompetencer kan også forstås som kompetence til mødeledelse som kompetence eller som evne til at forhandle positioner og kontekstafstemme. Hvis vi kunne gå fra ideen om svære og udmattende møder til en forståelse af hvad komplekse problemstillinger gør ved os, og dermed øge muligheden og evnen til samskabelse af løsninger. På baggrund af en systemisk forståelse og praksiserfaringer vil jeg anvende workshoppen til et mødested for deltagerne, hvor de får blik for samarbejdets kræfter som hjælp mod tvivl og afmagt og inspiration til nye handleveje.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

ÅRSMØDE

Lørdag ... fortsat

10. november 2018

10.30 Jacob Mosgaard Individet i relationen, relationen i individet Jacob Mosgaard er psykolog og tidligere næstformand i STOK. Paradokser og dialektik i systemisk og narrativ terapi. Forsvinder relationen i individets tidsalder? Risikerer vi at glemme systemisk visdom midt i anerkendelsen af den enkeltes værdier, den enkeltes narrativer, den enkeltes håb og drømme? Eller er det i virkeligheden en god udvikling, fordi personligt ansvar og agency forsvinder bag systemiske forklaringer? Hovedoplægget vil komme med bud på en systemisk og narrativ terapi, som tager højde for denne og andre centrale dobbeltheder. En terapi for relationelle individer, med forandrende bevidning, og hvor terapeuten er en ikke-vidende ekspert og en intim fremmed. En terapi, som omfavner de tilsyneladende paradokser, fordi de gør terapien til en social konstruktion og til et levende og kreativt rum.

13.15 Afslutning og madpakker

D E R TA G E S F O R B E H O L D F O R Æ N D R I N G E R I P R O G R A M M E T

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

ÅRSMØDE

S ØREN HERTZ

JØRN NIELSEN

Hvad er det for et samfund, der tillader, at vi gør børn til dem, der har problemet? K RO N I K Bragt i Politiken den 21. september 2018

Når der i løbet af få år sker en stigning, hvor nu 9 procent af børn får en psykiatrisk diagnose, er der for alvor grund til at stoppe op. Børne- og ungdomspsykiater Søren Hertz og psykolog Jørn Nielsen fra Metalog sætter fokus på, hvad vi mister, når vi bliver så optaget af, hvad børnene fejler.

HAR FOR nylig påvist, at antallet af børn og unge med en psykiatrisk diagnose er fordoblet i løbet af få år. Fra 2010 til 2017 er andelen af børn, der har fået en psykiatrisk diagnose, inden de fylder 15 år, steget fra fire til ni procent. Tallet på de 9 procent er reelt højere, da undersøgelsen kun omfatter diagnoser stillet af hospitalsansatte speciallæger men ikke dem, der er stillet af praktiserende børne- og ungdomspsykiatere.

Overlæge i børne- og ungdomspsykiatri Jesper Petersen fremhæver i artiklen fra KL, at stigningen må forstås som udtryk for, at der har været et udækket behov. Professor i børne- og ungdomspsykiatri Per Hove Thomsen understreger andetsteds, at stigningen må forstås som en succeshistorie. Vores kronik udfordrer succesen: Vi ved, at spørgsmålet om psykiatri opstår, når afmagt og usikkerhed på, hvad der kan skabe tilstrækkelig udvikling, fylder. Henvisning til

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

ÅRSMØDE

børne- og ungdomspsykiatrien sker, når børn alvorligt mistrives og ikke udvikler sig, som vi håber. Derfor er det en forsimpling og en adskillelse af noget, der hænger sammen, når det kommer til at se ud, som om børne- og ungdomspsykiatri blot handler om henviste børn. Det er derimod oplevelserne af afmagt, forkerthed, smerte og fastlåshed, der fører ind i psykiatrien. Udredning handler således ikke blot om at beskrive barnet, men har et udvidet perspektiv: Hvordan kan vi tage vare på de sammenhænge, der kan føre ind i anderledes trivsel og udvikling for de pågældende børn – også i kraft af, at omgivelserne forstår deres rolle og muligheder på nye måder. Den indsats, vi peger på, handler om at forblive nysgerrige på sammenhængene og dermed mulighederne for at skabe tilstrækkelige ændringer. Denne måde at forstå psykiatri på forpligter – også på et samfundsmæssigt plan. Opgaven handler om at reducere oplevelserne af afmagt, forkerthed og fastlåshed. Det handler om hverdagen i familierne, i skoler og institutioner. Der er i en årrække sket stramninger og nedskæringer i kommunerne, som gør, at flere børn end tidligere lever i spændingsfeltet mellem det, skoler og institutioner kan tilbyde, og det forældrene forventer af udviklingsstøtte til deres barn. Børn vokser op i en tid, hvor samarbejdet mellem de forskellige arenaer i børnenes liv er vigtigere end nogensinde – alligevel bliver det ofte frustrationen over børnenes mistrivsel, der fylder. Det er vanskelighederne med at forstå og skabe bevægelse på tværs, der i sidste ende fører børnene ind i psykiatrien.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

Indsatsen burde således fokusere på at afhjælpe afmagten ved bredt at styrke ressourcerne og kvaliteten i daginstitutioner og skoler, etablere tid til et nødvendigt udvidet samarbejde og ikke mindst skabe processer, der gør det muligt at forstå børnenes invitationer, bl.a. i kraft af en udvidet indsats over for de belastede og udsatte familier i de primærkommunale tilbud. Alt sammen for at styrke handlekraften til at skabe trivsel og udvikling for alle børn – og muligheder for afgørende nyorientering i mødet med de børn, som ellers ville blive henvist til psykiatrien. Vi lever i en individualiserende præstationskultur: Aldrig før er så mange børn blevet beskrevet og vurderet. Fra børnehave og opefter bliver børnene testet. Mange lever godt med dette, men en stigende gruppe får en omfattende ”viden” om det, de ikke kan, ikke er og ikke formår. Og det presser forældre og de voksne i skoler og institutioner, at også de bliver målt på børnenes formåen. Præstationspresset bidrager til børn, der falder ud, men det bliver ofte forestillingerne om børnenes begrænsninger og vanskeligheder, der står tilbage. Det er paradoksalt, når forventningerne til børn og unge om at blive dygtige og præstere finder sted samtidig med fortsatte stramninger og nedskæringer i skole- og uddannelsessektoren og i hjælpen til social udsathed og mistrivsel. Der har i en årrække været fokus på inklusion, men det er, som om det afgørende paradigme både før og efter inklusionen reduceres til et fokus på, om børnene formår eller ikke formår at leve op til det, der forventes. Og hvis de ikke

ÅRSMØDE

gør, så dukker spørgsmålet om evt. henvisning til psykiatrien op igen. Men børns trivsel og udvikling er ikke blot en pædagogisk opgave for skoler og institutioner eller en opgave for familierne alene. Det er en forpligtelse, der handler om, hvordan vi som samfund behandler de mest udsatte. Det er en fællesskabsopgave, der drejer sig om at bygge alliancer op på tværs af de arenaer, hvor børnene vokser op, således at der i fællesskaber kan opbygges erfaringer, der overskrider det, der skabte det fastlåste. Så jo, der er tale om udækkede behov. Det er børnene selv og dem, der er omkring børnene, der oplever, at der er noget, der ikke er blevet forstået og taget vare på, tilstrækkeligt udviklingsfremmende. Så hvad er det noget? Vores fokus er, at børn aldrig kan forstås isoleret, men altid må forstås i relation, i samspil og i mulig udvikling. Mennesker udvikler sig altid, derfor må vi være særlig opmærksomme på de børn, der tilsyneladende ikke udvikler sig. Hvad er der i spil? Vi må være optaget af, om der er tale om begrænsende livsvilkår, smertefulde livserfaringer, fastlåste samspilsmønstre og/ eller begrænsede løsningsstrategier. Og vi må have fokus på, om vores forsøg på at skabe trivsel og udvikling – på trods af alle intentioner – viser sig ikke at være tilstrækkeligt udviklingsfremmende. Hvad er den indre mening i, at dette er blevet det bedst mulige på det givne tidspunkt? Den store risiko er, at børn og unge bliver beskrevet, men ikke tilstrækkeligt forstået – at vanskeligheder blot beskrives som deres vanskeligheder. Det er en af hovedpointerne i den nye bog fra Metalog ”Børn og unge, psykiatri og samfund”.

Symptomer og problemadfærd må forstås som børns og unges bedst mulige strategier på det givne tidspunkt - deres måder at kommunikere på. Derfor anbefaler vi, at man aldrig mere skal snakke om børn og unge uden at stille spørgsmål som: Hvad er symptomerne et svar på? Hvorfor er det, børnene viser, blevet det tilsyneladende bedst mulige? Hvad holder dette problembillede ved lige? Og ikke mindst: Hvad inviterer disse børn og unge deres omgivelser ind i? Spørgsmål, der udvider fokus fra barnet til at inddrage de sammenhænge, de historier og de forsøg på at løse problemerne, som symptomerne er indlejret i. Det er her, opgaverne og dermed også den faglige og samfundsmæssige forpligtelse ligger. Det er den form for spørgsmål, som ikke mindst samfundets specialindsats må fokusere på. I børne- og ungdomspsykiatrien, i den Pædagogiske Psykologiske Rådgivning (PPR), i socialforvaltningerne og i de kompetencecentre, som har særlige børns særlige invitationer i sigte. Naturligvis skal børns og unges symptomer og særlige vanskeligheder tages alvorligt, men børnene skal ikke blot beskrives, de skal forstås med den særlige kommunikation, som de har udviklet som svar på det, der er sket i deres liv. Det er derfor, vi skriver om børnenes invitationer. Det er børnene, der viser os, om vi har forstået deres invitationer på måder, der skaber trivsel og udvikling – og ny læring for dem, der er omkring dem. Når vi understreger, at børn altid må forstås i relation, i samspil og i mulig udvikling, så skyldes det, at der er andre forståelsesformer, der vinder terræn – knyttet til den individualiserende kultur. Professor i børne- og

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

ÅRSMØDE

ungdomspsykiatri Per Hove Thomsen fremhævede i P3 d. 11.4, at stigningen i antallet af børn i psykiatrien også måtte forstås i lyset af, at ”det i langt langt de fleste tilfælde drejer sig om børn med medfødte udfordringer”. Lad os slå det fast: Vi ser ikke det stigende fokus på, hvad børnene fejler, og forestillingerne om deres medfødte biologiske udfordringer som en positiv udvikling. Der er grund til at stoppe op og spørge: hvad er det, vi har gang i? Det hastigt stigende tal er udtryk for en faglig og en socialpolitisk tendens, der primært placerer problemerne inde i barnet og dets biologiske udrustning. I forlængelse heraf kommer indsatsen til at bygge på en snæver opfattelse af barnet, der skal have hjælp til at mestre eller leve med dets vanskeligheder. I praksis skal børn i vores optik ikke undersøges alene, men forstås i samspil med deres omgivelser og i lyset af forsøgene på at løse problemerne. Individuelle sygdomsbeskrivelser og forestillingerne om afgørende biologiske begrænsninger risikerer at flytte fokus væk fra omgivelsernes bidrag. Sygdomsbeskrivelser risikerer at forstærke bekymringen og skabe selvopfyldende profetier, fordi børnene kommer til at spejle sig i forestillingerne om begrænsede muligheder, som let bliver identitetsskabende for børnene og handlingsanvisende for de voksne. Vi er mindst lige så optaget af biologi som Per Hove Thomsen: Selvfølgelig fødes børn forskelligt. Men vi bygger på den forskning, der beskriver hjernen som foranderlig, især i kraft af miljøets og de sociale samspils indvirkning på hjernen. Børn spejler sig i, hvad andre tror på er muligt og bidrager til. Denne forskning hjælper os til at huske, at jo mere man er optaget

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

af biologiens betydning for børns udvikling, jo mere skal man forsøge at påvirke de livsvilkår og det sociale samspil, som i sidste ende er helt afgørende for den biologiske modning. Biologi er ikke bare biologi, gener er ikke bare gener, det er det sociale samspil, der afgør, hvordan gener kommer til udtryk. Det er lærdommen fra moderne epigenetik. Vores opgave handler om at give børn lyst til, mod på og tillid til selve det at deltage i samspil med andre. Det handler om opbygning af et almindeligt hverdagsliv, hvor børn ikke spejler sig i bekymring, men hvor deres symptomer bliver anledning til nødvendige ændringer. Og lad os også fremhæve, at diagnoser ikke er forklaringer. De er blot beskrivelser af børn, ofte udarbejdet på et tidspunkt, hvor barnet har været i en særlig udsat position fyldt med afmagt, forkerthed og smerte. Det er derfor skævt, hvis henvisningen af et barn primært fører til beskrivelser af børnenes vanskeligheder og forestillinger om det, Per Hove Thomsen rubricerer som børnenes biologiske begrænsninger. Mange får det indtryk, at de med diagnosen har fået en forklaring på, hvorfor det har været så svært. Men diagnoserne er blot beskrivende, ikke forklarende. Forfatterne af diagnosesystemet beskrev i sin tid diagnoserne som: ”En måde at se verden på – på et specifikt tidspunkt”. Diagnoser er øjebliksbilleder og derfor foranderlige afhængigt af, hvad der sker, og hvorledes udviklingen forløber. Derfor må vi møde børnene med det dobbelte blik på alvoren og på de uanede muligheder. Vi er særligt optaget af, at børn fra en tidlig alder viser os, når der er behov for, at der sker noget andet og mere i deres liv. Børnene

ÅRSMØDE

sætter med deres symptomer og begrænsede udvikling noget på dagsordenen. Det er her, vi som samfund har en opgave: Vi må fokusere på, hvordan vi undgår, at så mange børn mistrives og udvikler psykiatriske symptomer. Så opgaverne står i kø. Frem for blot at beskrive børnenes vanskeligheder må vi have øje for, at det er børnene, der viser os vejen. Vi lever i en tid, hvor der udarbejdes flere og flere manualer for, hvad der er rigtigt at gøre i forhold til konkrete børn med særlige vanskeligheder. Det kan give mening, men i sidste ende er det børnene, der er vores bedste manualer. Det er dem, der viser os, om den måde, vi forstår deres invitationer på, skaber tilstrækkelig trivsel og udvikling. Særlige børn viser os, at der er behov for en intensiveret indsats. Vi selv bliver igen og igen kontaktet af forældre, der gerne vil støttes i at deltage i deres børns liv på måder, der kan være mere udviklingsfremmende. Det samme gælder pædagoger, lærere og andre, som kan opleve sig alt for meget alene og usikre på, hvad der kan skabe trivsel og udvikling for den enkelte, fordi de samtidig også har ansvaret for den store gruppe af børn. Vi møder børn, der har brug for vores blik på det,

der har syntes alt for overvældende. Det, vi opfatter som vores opgave og samfundsmæssige forpligtelse, handler om at skabe alliancer og processer, hvor andre får mulighed for at være deltagere i konstruktive udviklings- og forandringsprocesser. Vi ser det som en samfundsmæssig opgave at bidrage til fællesskaber, der kan blive endnu mere attraktive. Børn er gaver til deres omgivelser. Vi ved, at det ikke altid opleves sådan. Men den bedste måde at tage vare på børn er også at blive opmærksom på, hvad vi som voksne og som samfund er i gang med at lære. Det gælder i mødet med de mindste spædbørn. Det gælder også i mødet med børn med alvorlige symptomer. Der må i fremtiden etableres de vilkår, som gør, at vi kan bevare vores nysgerrighed og vores mod til at skabe bevægelser, også i mødet med de mest belastede børn. Som samfund har vi grundlæggende en pligt til at bidrage til det, som kan gøre, at så få børn og unge som muligt kommer ind i voksenalderen med en forståelse af sig selv som psykisk syge, med et handicap eller med en oplevelse af personlig utilstrækkelighed.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

OLE F OGH KIRKEBY

Hvad er

protreptik 1

LIGE NU, da velfærdssamfundet revurderes med det formål at svigte ansvaret for de svage, får ledelse i det offentlige en ganske særlig betydning. Lederen har ansvaret for den historik, der gør, at det offentlige kan leve op til grundbetydningen af det tyske oplysningsord, som vi lånte, ”Öffentlichkeit”, der er en neologisme over det latinske forlæg ”officium”, ”pligt”. Lederen har den opgave at beskytte den fagligt funderede ansvarlighed overfor borgeren; at gøre borgerens selvbevidsthed som ”citoyen” og ikke kun ”bourgeois” mulig, altså som et individ, der ikke kun har rettigheder, men også pligter. Lederen må beskytte det offentlige mod politikernes stigende mangel på moral, og demokratisk refleksions-konsekvens. Lederen må beskytte medarbejderne

mod haglvejret af love og forordninger, mod new Public Management, mod certificering og akkreditering, mod halsløst mimede, internationale evalueringskriterier og mod medarbejderens eget forsøg på at skamride sig selv gennem såkaldt ”selvledelse”. Disse ”udfordringer” forudsætter, at lederen er bevidst om sit eget ståsted. Siden Antikken har protreptikken været den disciplin, der tilskyndede lederen, gennem uddannelse, samtaler og arbejdet med sig selv, til at blive herre i sit eget hus. PROTREPTIKKEN er et klassisk græsk koncept, der handler om at vende et menneske mod det væsentlige grundlag for sit liv gennem filosofisk reflekterende dialoger. Det udvikles af Platon, Aristoteles og Isokrates1.

1. Werner Jaeger giver ikke det samme negative billede af Isokrates som en retoriker, der kan fornemmes hos Platon og hans efterfølgere. Se: Werner Jaeger: Die Formung des griechischen Menschen. Berlin, New York: Walter de Gruyter 1989.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

ÅRSMØDE

Tænkning, “diánoia”, defineres af Platon i hans sidste dialoger som “entos tes psyches pros aúten diálogos”, som “tankens indre dialog med sig selv”. Tankeprocessen, “dianoeisthai” opfattedes som “dialégesthai”, som en måde at samtale på, en tidlig form for dialektik (Sophist 263, e 3-5; Theaitetos 189 e)2. Dette er protreptikkens epistemologiske grundantagelse: At tænkning og tale er to sider af samme mønt. Dialogen lærer et menneske at tale med sig selv, dvs. at tænke. Således kan Platons dialoger opfattes som protreptisk undervisningsmateriale. De er eksperimenter i ”parainesis”, kunsten at vende et menneske mod det væsentlige i sit liv. Platon’s overtagelse af det sokratiske begreb “euprattein”, der betegner det etisk mestrede liv, og hans forpligtelse overfor undersøgelsen af selvet, bekræfter det protreptiske perspektiv. I ”Sofisten” taler han også om “techne psychagogia”, den kunst at lede et andet menneskes sjæl. Ordet “protreptik” har som rod “trépo” eller “tropein”: At vende; en betydning, der er bevaret i “trope” and “trópos”: En vending, vej, skik, livsform, karakter, holdning eller mening, men også sejr, nederlag, forandring og vendekreds. I det Nye Testamente indvies Maria til et nyt liv, når hun vender sig om og ser den genopstandne Jesus; og her bruges verbet “epistrephein”, der oversættes af St. Augustin til “converto/conversio”, der i dag betyder at skifte trosretning. Aristoteles skriver en egentlig protreptik, som så mange andre græske og romerske filosoffer en “Protreptikos logos” (det er også muligt at Platon gjorde det, men at den er gået tabt sammen med hans ikke-dialogiske

værker), en populært formuleret tilskyndelse til at filosofere over grundlaget for sit liv med virkeliggørelsen af det gode som mål. Det var også Aristoteles, der oprettede et protreptisk akademi på Cypern. For Aristoteles er protreptikken den kunst, at tilskynde et andet menneske gennem dialogisk læring til at blive herre i sit eget hus gennem evnen til at reflektere over sine basisværdier. Hans berømte præsentationer af de gyldige former for argumenter, der præsenteres i “Analytica priora” og “Analytica posteriora”, og af alle trickene hvormed filosoffen kan sætte sofisterne til dørs, som de er beskrevet i “Topica” og i “De sophisticis elenchis”, er protreptiske metodestudier. Hans “Rhetorica” kan også opfattes som et bidrag til proteptikkens kunst, fordi den retorik, der ikke manipulerer, er protreptisk. PLATON ER dialektikkens fader, og han skabte grundlaget for dialogisk tænkning. Det er fra ham den firefoldige distinktion mellem diskussionens argumentformer, som Aristoteles præsenterer i begyndelsen til “De sophisticis elenchis” stammer: I. “Didaktisk (didaskalikoi). II. Dialektisk (dialektikoi). III. Undersøgende (peirastikoi), og IV. Konfronterende (eristikoi)” (II, 1, 165b). Diogenes Laertius beskriver i sin bog “Om de berømte filosffers liv” de sidste to som funktioner af “zetetikós”, det søgende. Dette indebærer “agonistikós” (udæskende), der indeholder “endeiktikos” (kritiserende), og “anatreptikós” (tilbagevisende), på den ene side; samt “gymnastikòs” (træning af mentale kapaciteter), på den anden. De dækker “maieutikós” (den mentale forløsning), og

2. Alle engelske citater fra de græske forfattere er fra Loeb-udgaven, og af mig (OFK), undtagen Alkibiades-teksten, der er fra benjamin Jowetts oversættelse.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

“peirastikós” (selvkritikken), (I, iii, 49). Aristoteles hævder, at “to gymnasion” er det første af de tre formål for at undersøge dialektikken, i sin “Topica”. De øvrige to er “enteuzis” (samtale) og opnåelse af viden (epistéme). Protreptikken har, som al græsk filosofi, ét mål “… for all things pursue pleasure and desire it for its own sake;” som Aristoteles formulerer det i Rhetorica (I, vii, 22, Loeb Edition). Hvad der giver denne lykke, er det gode, og det gode er det som “everything if possessed of practical wisdom, (phronesin) would choose.” Det er det gode, “which is desirable for its own sake and not for anything else” – og det er lykke. I teksten bruger Aristoteles “hedoné” om lykke, men ofte vil han bruge “eudaimonía”, en lykke, der forener det psykiske og det fysiske, både i “Rhetorica” (I, iv, 5), og i “Ethica Nicomachea”. DET, DER ADSKILLER protreptikken fra den vejledende, etiske dialektik, er primært, at den er en insisteren rettet mod ledere. Lederen opfordres til at søge lykke ved at finde sig selv som menneske, dvs. Som en del af et fællesskab, og som repræsentant for dette fællesskabs værdier. Netop lederen er jo særligt fristet af at realisere sit begær efter magt, rigdomme, kvinder, land og ry i krig. Derfor må netop hans liv være et ”ekstra-overvejet” liv. Således blev protreptikken hurtigt benævnt ”at mildne tyrannen”, eller ”kongevejen” og ”kongespejlet”. Seneca skriver i indledningen til ”De clementia”, til kejser Nero, at han gerne vil være hans moralske spejl. Det skulle han ikke have gjort, da det kostede ham livet. 2500 år efter dens begyndelse har protreptikken stadigvæk et væsentligt budskab til den moderne leder: Han bør undersøge sit eget livs- og ledelsesgrundlag, og bistå sine medarbejdere i denne opgave. Protreptikken bliver

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

ledelseskunsten per excellence. Til dette projekt kan retorikken i dens positive aspekter hjælpe. Med Aristoteles’ ord: “… for as a matter of right, one should aim at nothing more in speech than how to avoid exciting pain or pleasure.” (Rhetorica III, i, 5.)

JEG KAN IKKE gå dybere ind i den måde, som jeg selv har videreudviklet den protreptiske metode på, men slå et par temaer an. Protreptikkens ideal er den symmetriske samtale. Protreptikeren må langsomt skabe den i samtalens forløb ved lidt efter lidt at overlade sin styring til den anden. I udgangspunktet er det ham, der er mesteren, fordi han har ordet i sin magt; men i forhold til sit eget liv er den anden naturligvis autoriteten. Der vælges et ord, som udgangspunkt for samtalen, fordi et ord er langt rigere end et begreb. Hvis ordet f.eks. er ”Ansvarlighed”, så er det protreptikerens opgave at lade den anden udlægge nogle af de begrebslige facetter, som dette ord dækker, og på denne måde fylde det med sin erfaring. Men det handler ikke om at fylde det med fortællinger, anekdoter og konkrete eksempler. Proteptikken søger ikke det biografiske ad en direkte vej, men den søger individets hemmelighed. Denne hemmelighed afdækker den anden selv ved den måde, hvorpå han giver ordet mening, om han ved af det eller ej. Protreptikeren har mange ”metoder” til rådighed. Han kan f.eks. anvende det Horats i sin Ars Poetica, 46, kalder “callida juncture”, “forbindelsens trick”. Det består i at få gamle ord til at fremstå som nye. Den anden skal genopdage ordet “ansvarlighed”. Det kan ske ved at spørge, om ansvarlighed overfor andre ikke forudsætter ansvarlighed overfor sig selv.

ÅRSMØDE

Og protreptikeren kan da spørge, hvori dette består. Etymologiske referencer kan også bruges. ”Ansvar” er et begreb fra middelalderlig ret, og betyder at kunne svare for sig på en anklage. Da ordet ”svar” kommer af PIE-roden ”*swor-”, eller *swer-”, og betyder ”tale”, henviser ansvaret til den måde, hvorpå man taler til andre, men først og fremmest til sig selv. Dette er meningen med ordet ”samvittighed”, der er en nedertysk oversættelse fra latin ”con-scientia”, der svarer til græsk ”syn-eidesis”, ordet ”sammen med” er kernen her. Vi har en viden sammen med os selv, om vi vil vide af det eller ej. Alt i alt skal protreptikeren være lidt af en mester i Platons diairetiske metode, og besidde et stort kendskab til homonoma/homonyma – som Aristoteles selv behandler i Topica fra Book I, xv, og fremefter. Det turde være indlysende, at den viden, der lægges frem af den anden om sig selv i den protreptiske samtale, ikke er apodiktisk i nogen forstand, men at den artikulerer den intelligente common sense, som Aristoteles kaldte ”endoxa”. I den kendte definition af tænkning fra Topicas begyndelse (I, 100a, 23), skriver Aristoteles: “Reasoning (syllogismòs) is a discussion (logos) in which, certain things having been laid down, something other than these things necessarily results through them. Reasoning is demonstrative (apódeizis) when it proceeds from premises which are true and primary or of such a kind that we have derived our original knowledge of them through premises which are primary and true. Reasoning is dialectical which

reasons from generally accepted opinions (hó ex endoxon syllogizómenos´).” Med “diskussion” (logos) må Aristoteles både mene den indre dialog i Platons fortand, og dialogen med den anden - stoikerne skelnede mellem “logos endiathetos” og “logos prophoricos”, den indre og ydre stemme. Aristoteles synes at hælde til en konsensus-teori om viden, der søger selvrefleksionens objektivitet: “The number of ways in which the propositions must be selected is the same as the number of distinctions which we have made regarding propositions. One may choose either universal opinions (pánton doxas), or those of the majority, or those of the wise – or all of them, or of the majority of the most famous – or opinions contrary to those generally held, and also opinions which are in accord with the arts.” (Topica, I, xiv, 35, 105a-105b). Denne pragmatiske indstilling, der fremhæver polis’ens paidea, er fremmed for vores tillid til både individuelt erhvervet og videnskabeligt sikret viden. På den anden side er det en conditio sine qua non for enhver dialog om værdier, at vi deler dem, om end vi mener at fortolke dem subjektivt. På den anden side synes Aristoteles i visse spørgsmål at være i overensstemmelse med vores accept af ekspertkulturen. Det er dog vigtigt, at protreptikeren ikke er ekspert, altså ikke psykiater, terapeut, etc., men højst ”sjælelæge” i Sokrates’ forstand: “Furthermore, you must define what kinds of things should be called as the majority call them, and what should not; for this is useful both for constructive and

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

destructive purposes (“kataskeuázein” and “anaskeuázein”). For instance, you ought to lay it down that things ought to be described in the language used by the majority, but when it is asked what things are of certain kinds and what are not, you must no longer pay attention to the majority. For example, you must say, as does the majority, that “healthy” is that which is productive of health; but when it is asked whether the subject under discussion is productive of health or not, you must no longer use the language of the majority, but that of the doctor.” (Topica, II, ii, 15-20, 110a). Under alle omstændigheder er det protreptikerens kors altid at måtte operere med et vist mål af intuition. Han er overladt til sin dømmekraft. Han hænger på retorikkens syllogisme, enthymemet. “There are two kinds of enthymemes, the one demonstrative (deiktika), which proves that a thing is or is not, and the other refutative (elenktika), the two differing like refutation and syllogism in Dialectic. The demonstrative syllogism (deiktikon enthúmema) draws conclusions from admitted premises (homologouménon), the refutative draws conclusions disputed (anomoloúgomena) by the adversary.” (Rhe. II, xxii, 14-16) Da vi ikke kan se ind i det andet menneske, fordi det ikke kan se sig selv til bunds (vi hænger altså fast i et net af refleksions-immune projektioner), er vi henvist til abduktive metoder, til gætværk, altså til vores erfaring og dermed dømmekraft (phronesis). Vi hænger på “demonstrative” og “tilbagevisende” enthymemer, på “apparent enthymemes, which are not

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

really enthymemes, since they are not syllogisms.” (Rhe. II, xxii, 17). Det er meget vigtigt at understrege, at protreptikeren ikke skal afsløre livsløgne, og at han ikke skal bringe den anden ud af fatning. Følgende udsagn af Aristoteles tilhører ikke den protreptiske kontekst, men de klassiske seancer, hvor filosofer og sofister udkæmpede dialogiske konkurrencer foran et publikum): “An elementary rule for obtaining a fallacious or paradoxical statement is not to put any thesis directly but to pretend that one is asking from a desire to learn; for this method of inquiry gives an opening for attack.” (Soph. elen. XII, 23-25, 172b). Men denne passage følges næsten umiddelbart efter af en anden, der peger på en femgangsmåde, der er vigtig i protreptikken, nemlig at søge og fastholde paradokser, især på værdiplanet, dvs. mellem det et menneske siger, og det, det inderst inde føler og kan stå inde for. Det er dette menneskes egen opgave at løse paradokset, og protreptikerens, at påpege det: “Furthermore you should seek for paradoxes in men’s wishes and professed opinions. For they do not wish the same things as they declare that they wish, but they give utterance to the most becoming sentiments, whereas they desire what they think is to their interest. They declare, for example, that a noble death ought to be preferred to a pleasurable life and honorable poverty to discreditable wealth; but their wishes are the opposite of their words. He, therefore, whose statements agree with his wishes must be led to express the opinions usually professed,

ÅRSMØDE

and he whose statements agree with the latter must be led to state the opinions usually hidden; for in both cases they must necessarily fall into paradox, for they will contradict either their professed or their secret opinions.” (Soph. elen. XII, 36ff, 173a)3 Det er helt afgøende, at det er protreptikerens grundindstilling, at den anden vil det bedste, og det er hans opgave at bekræfte denne i dette grundmotiv. Sommetider kan denne bekræftelse virke som en måde, hvorpå den anden kan tvinges til at opleve modsætninger i sin adfærd og tænkemåde, men dette er hans egen opgave. Protreptikeren opererer hypotetisk. Ingen kan jo tage patent på viden om værdiers eksakte betydning, eller på viden om et menneskes væsen. For Aristoteles er distinktionen mellem udsagn om etiske, fysiske og logiske forhold afgørende (Topica” I, xiv.) Pointen er, at etiske udsagn ikke kan underkastes noget absolut sandhedskriterium. Erkendelsesfunktionen er “phronesis” (normativt båret situationserkendelse baseret på personlig erfaring) . “For philosophical purposes we must deal with propositions from the point of view of truth, but for purposes of dialectic, with a view to opinion (“doxa”). Propositions must always be taken in their most universal form, and the one should be made into many; for example, “The knowledge of opposites (“antikeiménon”) is the same,” then

3. Det samme slås også an i Rhetorica II, xxiii,16.

“The knowledge of contraries (“enantíon”) is the same”, and finally “The knowledge of relative terms is the same.” In the same way, those too must be divided again, as long as division is possible, for example, “the knowledge of good and evil”, “of black and white”, and “of cold and hot is the same”; and so with the other cases.” (Topica, I, xiv, 30ff) Protreptikken må arbejde med vished, men vished er mangefacetteret, subjektiv, og fejlbarlig. Det er naturligvis kun det menneske, der har undergået protreptikken, som ved, om den har virket.

FORHOLDET MELLEM protreptik og retorik er vigtig. De første linjer af Rhetorica lyder:

“Rhetoric is a counterpart of Dialectic;” Derefter følger: ”Rhetoric then may be defined as the faculty of discovering the possible means of persuasion in reference to any subject whatever.” (I, ii, 1, The Loeb Edition).

Retorikken arbejder ved hjælp af beviser (“pisteon”). Der er tre typer af dem: “The first depends upon the moral character of the speaker (ethoi tu legóntos), the second upon putting the hearer into a certain frame of mind (akroatén diatheinei pós), the third upon the speech itself, insofar as it proves or seems to prove (auto to logo, dia tu deiknynai hé phainesthei deiknynai).” (I, ii, 3 )

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

Blandt de tre midler til at overbevise gælder, at “moral character, so to say, constitutes the most effective means of proof.” (I, ii, 4-5). Dette udsagn befrier umiddelbart retorikken fra anklager om at være manipulerende. Det er værd at bemærke, at der er flere begreber for holdning og ”mindset” hos Aristoteles. Han bruger oftest hexis eller ethos, og ikke, som her, diathesis, når det handler om at udtrykke et menneskes karakter og dets vilje og evne til moralsk-etisk udvikling – ”diathesis” er en af kategorierne fra ”Metafysikken” og betyder også en tilstand, noget er i (hos stoikerne derimod betegner det det højeste moralske stadium, med ”skesis” i bunde som den overlevelses-pragmatiske adfærd, vi deler med dyrene, og hexis i midten som det moralske minimalniveau). Når “diathenein” anvendes i citatet ovenfor, betyder det holdning som sådan. Hexis oversættes af Cicero til “habitus”, det senere engelske “habit”, men den spontane og uoverlagte konnotation er misvisende for hexis i anden forstand, end at den, der arbejder på at gøre det gode for det godes egen skyld (Idealet i ”Ethica nicomachea”) efterhånden får det indarbejdet i form af stigende slevfølgeligheder for opmærksomheds- og handlefokus. Hexis bruges ofte som terminus technicus synonymt med ethos hos Platon og Aristoteles. Ethos har to rødder, én med eta og én med episolon. I første forstand betyder det karakter, medfødte evner, basissocialisering, fordi dets originale betydning hos Homér er habitat. Man er den, som betinges af det sted, hvorfra man kommer – jævnfør paideia-idealet. ; mens ethos med epsilon betyder et overlagt etisk arbejde med sig selv på karakterens og værdiernes præmisser. I Rhetorica er der tre slags måder at tale på afhængig af begivenhed og tilhører(e): Den

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

overvejede, den forensiske og den epideitiske (symbouleutikón, dikanikón, epideiktikón). De henviser til tre tidstimersioner respektive, fremtid, fortid og nutid (Rhet. I, iii). “Overvejelsen”, ”symbouleutikón”, kommer af ”sym” og ”bouleuein”, basen er ordet ”boule”, “vilje”. Ordet ”symboueutikón” betyder ”sam-overvejelse”, hvilket bekræftes af den også anvendte form af medium, første person pluralis, ”bouleuometha”, der henviser til noget, vi gør sammen. I Rhetorica 1357a skriver Aristoteles “bouleuometha de peri tôn phainomenôn endechesthai amphoterôs echein”, der frit kan oversættes som “vi overvejer kun forhold, der kan formuleres i form af et enten eller.” Fra de berømte passager i Ethica Nicomachea (Bog III, iii, 1112a) følger det, at overvejelse kun angår de ting, der er mulige genstande for vores kontrol og dermed for handling. Men disse tre måder at tale på afspejler også tre måder at lytte på, de svarer til tre typer af lyttere (“akroatai”), og det bliver ofte glemt - “akróasis”, “at være i stand til at lytte ordentligt og omhyggeligt” var en direkte stoisk dyd. Den velovervejede tale handler om at rådgive, at advare og forebygge “the end of the deliberative speaker is the expedient or harmful.” (Rhet. I. iii, 5.) Den retslige talemåde vurderer udførte handlinger, vi ville kalde den “narrative”, da enhver retssag hænger på beretningen om det skete og gjorte. “The end of the forensic speaker is the just or the unjust.” Den epideiktiske eller demonstrerende tale drejer sig om normerne og værdierne for handlen, oftest gennem eksemplificeringer (store statsmænd). “The end of those who praise or blame is the honourable or disgraceful;”(ibid.) Disse talemåder blandes hele tiden i vores

ÅRSMØDE

samtaler, og de er basale for protreptikken. Det rette øjeblik (kairos) er afgørende i proteptikken, som det er i retorikken. Det rigtige skal siges på det rigtige tidspunkt. I protreptiken nedtones det narrative, men ikke nødvendigvis det gode eksempel – i den forstand er Evagelierne suverænt protreptiske. Som i terapi er protreptikerens person altafgørende. Han må inkorporere de værdier, der tematiseres; og han må eksemplificere en balance mellem retorikkens tre kræfter, logos, pathos og ethos. NÅR ARISTOTELES omtaler den velovervejede tale, der også omhandler rådgivning og vejledning, så bruger han i denne forbindelse ordet “protrepon” (Rhet. 1358b, I, iii, 4-6). “Protreptikos logos” i denne funktion fremhæves allerede indirekte af Platon i “Staten”, når han skriver om filosofiens rolle i samfundet. Den filosofiske leder dyrker: “euboulia”, “at være vel rådgivet”. Han forudsætter altså enten en protreptiker, eller kan det selv. Den, der er vel rådgivet, taler også besindigt og overbevisende. Han søger ikke magt over dem, han taler til, men deres accept af det sagtes relevans i frihed. (Rhe. I, v). Målet er at “inspire confidence in ourselves or others in regard to virtue.” (I, ix). Den, der udøver protreptik, bør også kunne gøre sig selv til et bedre og klogere menneske. Det aspekt, som protreptikken deler med retorikken, er den kommunikative aspiration mod at bruge en påmindelse i form af en anerkendelse (épainos), faktisk gennem det at overdrive den andens normative fundering: “Praise and counsels have a common aspect; for what you might suggest in counseling becomes encomium by a change in the

phrase. Accordingly, when we know what we ought to do and the qualities we ought to possess, we ought to make a change in the phrase and turn it, employing this knowledge as a suggestion.” (Rhe. I, ix, 36). Gennem foregribelsen af den andens gode motiver, kan man tvinge ham til at identificere sig med dem. I retorikken kan det, hvis overbevisningen af store forsamlinger er målet, have en strategisk karakter, men dette er udelukket i proteptikken. Det skal være ærligt ment, ellers falder forsøget til jorden. Aristoteles siger dette præcist om måden, hvorpå man kan fortolke den andens handlinger og holdninger gennem moralsk beundringsværdige eksempler, at “compare him with illustrious personages, for it affords ground for amplification and is noble, if he can be proved better than men of worth.” (I, ix, 38-39). Protreptikkens hensigt er at lede et menneske til at finde det bedste i sig selv, og ikke tilskrive ham dubiøse motiver, også selvom de synes åbenlyse. Denne opgave er den andens egen. Protreptikeren kan ikke, og skal ikke, ophæve den andens skyldsfølelse, men han skal tilskynde ham til at handle anderledes for fremtiden ved at vise ham denne mulighed. Således kan bebrejdelse (psógos) ikke tilhøre protreptikerens repertoire, med mindre det handler om den negative måde, som den anden behandler sig selv på. Protreptikeren dømmer ikke på anden måde, end hvad angår det andet menneskes ærlighed overfor sig selv. Men dette kan han ikke sige direkte, han kan kun lade den anden selv formulere det. Protreptikeren kan søge efter dens andens fornemmelse for sig selv, hans grundstemninger.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

Aristoteles nævner tre dimensioner af handling relateret til “genos dikanikón”: “first, the nature and the number of the motives to act unjustly; secondly, what is the state of mind (diakeimenoi) of those who act; thirdly, the character and disposition of those who are exposed to injustice.” (I, x, 2). Dette, at den anden faktisk begynder at fornemme sine egne grundstemninger, er et stærkere redskab end blot at formulere motiver, skjulte hensigter og dagsordner. Løgstrups livsytringer klinger med her.

VI MÅ TIL SLUT behandle selvet, da det er selv-forholdet, som protreptikken i sidste instans handler om. Er selvet substans eller konstruktion? Det er naturligvis væsentligt for den protreptiske praksis, om grundantagelsen er, at vi har et substantielt selv, en kerne, et frø, der i sig har spiren til én og kun én sand udfoldelse; eller om vores selv er et mulighedsrum, der ikke betinger for én vej mod udfoldelse. Det er vanskeligt at afgøre, om de klassiske græske filosoffer mente, at vi havde et ”selv”. Sokrates’ berømte program ”gnothi seauton”, ”kend dig selv”, kunne tyde på det, men andet taler imod. For det første Platons idélære, hvor begrebet ”auto kath’ auto”, ideens transcendente væsen, nødvendigvis må gælde det i indre univers. En diskussion af ideers lokalitet er absurd for så vidt de i det mindst må have en kognitiv realitet af en art for den enkelte, selvom de måske er kollektive størrelser eller placeret i en ekstra-menneskelig virkelighed

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

– disse problemer om fortolkningen af Platons idélære skal ikke behandles her. Kendte vi dette transcendente væsen til bunds, ville vi også kende den idé om det gode, der er virkelighedens utilnærmelige, men dog styrende grund – Platon understreger det godes transcendens yderligere i sin sidste dialog ”Lovene”. For det andet Aristoleles’ begreb om ”hexis” og ”ethos” med (epsilon) som programmer for en udvikling af selvforholdet gennem phronesis, der ikke nødvendigvis betyder, at dette selv findes i forvejen som en kerne. Det bliver muligvis til i essentielle relationer som venskabet. For det tredje kan det generelle, græske princip om omsorg for sig selv, ”epimeleia heautou”, der hos Platon i ”Lovene” bliver til det, at ære sig selv, men dominerer hellenismens mange, filosofiske skoler, tyde på forestillingen om et substantielt selv. Problemet er væsentligt for protreptikken, fordi svaret på det indeholder betydelige konsekvenser for praksis. Grækerne vil næppe uden svare anakronistiske projektioner kunne tilskrives det at tænke ”postmoderne” og dermed mene, at man skal skabe sig selv, men de ville afgjort hævde, at man skal forme sig selv. For stoikerne er det den centrale overlevelsesmekanisme at forme sig selv gennem ”paraskeué” (hos Epiktet, ”anticipatio” i den latinske version), en praksis for foregribelse af det værst tænkelige, der gør det muligt at møde det med sindsro. Dette forudsætter et hårdt arbejde (dyden ”askésis”) med angsten og begæret, der atter indebærer en daglig eller minutvis, intens opmærksomhed på ens egen erfarings- og handlingspraksis, dyden ”prosoché” (”attentio”). I løbet af Hellenismen bliver de forskellige skoler styret af deres østerlandske arv, at

ÅRSMØDE

selvet er en forhindring for lykke. Det indfører endnu et perspektiv, som absolut ikke er protreptiske håndbøger som Epikurs ”Brevet til Menoikeus”, Epiktets ”Encheiridion”, eller Marcus Aurelius’ sørgmodige ”Ta eis seauton”, eller på latin ”Ad se ipsum” (”Tanker til sig selv”) fremmed. På den anden side er protreptikkens praksis afhængig af den vejledtes oplevelse af en genklang gennem samtalen, der har genkendelsens styrke. Han skal på samme tid indse og gense sit livs styrende principper – hvad han også vil kunne gøre, hvis han har svigtet dem. Protrepikken forudsætter nemlig paideia, en generel dannelsesbaggrund af normativ art. Den vejledte har stiftet et indgående bekendtskab med de værdier, som nu holdes op for ham som et spejl. Jævnfør Sokrates skønne metafor med muligheden for at spejle sig i et vist menneskes pupil fra Platons dialog ”Alkibiades”. Her spørger Sokrates netop: ”Men hvordan kan vi have perfekt viden om det, der angår sjælen? For hvis vi kender det, så antager jeg, at vi kender os selv. Kan vi virkelig være uvidende om den suveræne mening af den delphiske inskription (gnothi seauton), som vi lige har talt om?” Sokrates illustrerer nu sin opfattelse for Alkibiades gennem en syns-metafor: Sokrates: ”Forestil dig at nogen sagde til sit øje: “Se dig selv!” sådan som man kan sige det til et menneske. Hvad vil det så denne anvisning betyde. Ville den kunne være, at øjet skal se på det, hvori det kan se sig selv?” Sokrates påpeger nu, at øjets pupil (kóre) kan fungere som det perfekte spejl. Men da øjet siges at være sjælens spejl, så er det sjælen i den andens øje, som man skal spejle sig i, for dér sidder viden og visdom. Her bor sjælens

guddommelige del, og det er ved at spejle sig i det guddommelige, at et menneske kan kende sig selv. Sokrates’ svar et klart dobbelttydigt. Vi ser et menneskes sjæl i dets pupil og spejler os i det menneskelige, men det guddommelige, der er skjult dér, er også skjult i os selv. Derfor ville vi ikke kunne se det – såfremt vi kunne se det. Det guddommelige er jo netop skjult. Så vi kan se os selv i det menneskelige, men aldrig se os selv som os selv, fordi vi ikke har adgang til det guddommelige. I Brevet til Efeserne (3,8) bruger Paulus (der vel netop på sin egen måde fører den protreptiske tradition videre) udtrykket ”anexichniastos” om Kristi uudgrundelighed. Kernen i dette smukke ord er ”ichnos”, eller ”ichnios”, ”spor”, ”vestigum” hos Augustin. Hvis Kristus tages som billede på selvet, så er det både grænsen for vores mulige kendskab til vores eget guddommelige selv, og ansporingen til at søge det. Platons ”homoiosis theou”, at blive gud lig, der vel har ansporet visse protreptikere, er ikke en realistisk mulighed. Dette paradoks er også protreptikkens. Den skal opfordre den enkelte til at søge efter det guddommelige i sig selv, der ikke kan opspores i nogen færdig form. I Kor. I, 13. skriver Paulus, “tote de prósophon pros prósophon”, ”at se ansigt til ansigt”. Det diskuteres om ”prósophon” er etymologisk grundlag for det græske begreb ”persona” – eller om det sidste er af etruskisk oprindelse. I alt fald betyder ”persona” den maske, der brugtes ved de romerske, rituelle skuespil. Dets betydning af person opstår gennem en betydningsforskydning i løbet af middelalderen, hvor masken bliver udtryk for social status, og social status for identitet. “Prósophon” føres sommetider tilbage til

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

den græske, mytiske figur, Persephone. Hun repræsenterede jordens frugtbarhed, hun var også underverdenens dronning, Hades’ hustru, Demeters parthegoniske datter, men betegnedes ofte med ordet “kóre”, en ung pige. Berninis skulptur af Hades, der med vold bortfører Perspehone, er berømt. Persephone er naturens og naturaliseringens gudinde. Hun eksemplificerer årstidernes gang, den evige tilbagevending (eksistensens forbandelse og tragiske befrielsesmulighed ifølge Nietzsche), og vil da som selvets symbol kunne afbilde dets tilbagevenden til sig selv. I den græske filosof Empedokles’ (c. 490– 430 BC) filosofi, faderen til teorien om de fire elementer, refererer navnet “Nestis”, der betyder guddommen for vand, til Persephone. Det vigtige her er, at blandt de fire elementers guddomme er Perspehone den eneste, hvis navn er tabu. Nestis er måske et eufemistisk kultnavn, da Persephone, også er dødens gudinde, hvorfor man ofte blot kaldte hende ”kór ” eller ”Pigen”. Hvis vi er tilhængere af Levinas’ filosofi, kan vi jo se forbindelsen mellem prósophon og persephone som et udtryk for ansigtets ukrænkelighed, men vi kan også se det som et udtryk for det faktum, at selvet tilhører, hvad Epikur kaldte ”akatonomaston”, ”det unævnelige”, simpelthen. Fordi vi ikke kan have noget kendskab til det. For Paulus er der et sandt ansigt bag vore daglige maske, og spejlet er for ham, modsat Sokrates, et udtryk for vores manglende evne til at se ind bag overfladen. Vi får os selv tilbage i hovedet. Paulus bruger ikke det almindelige, græske ord for spejl i det berømte citat, “kátopthron”, som jo anvendes sidenhen af Plotin i første bind af Enneaden. Derimod bruger Paulus ordet “esoptron”, fra verbet

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

“esorao”, “eis-horan“, “at se sig selv”, og understøtter det forhold, at vi skjuler os bag os selv med ordet “en ainigmatis”, “i en gåde”. HER HAR VI protreptikkens brikker: protreptikeren skal være et spejl for den vejledte, men i dette spejl vil denne aldrig kunne se sit sande selv, det er hans egen opgave, ved at se ind i sig selv; men hvad han ser, er et spil med spejle. Derfor må det spejl, som proteptikeren holder op for ham, være det spejl, der lukker alle spejlinger, der må være dødens – ligesom det, der skjuler sig bag Paulus’ spejl. Det er meningen med pupillens mørke, den pupil, der er død og pige på én gang; fortvivlelse og uskyld. For døden giver det perspektiv på livet, der gør, at den vejledte stævnes til at tage det alvorligt. Han må erobre sin uskyld tilbage, før det er for sent, eller måske bedre: Han må erhverve en ”efter-uskyld”. Paraínesis kaldes denne praksis også, adhortatio hos Cicero, at formane den anden til at tage sit liv op til revision. PROTREPTIK ER MØNTET på ledere. I denne kontekst er ordet “ledelses” etymologi oplysende. Det engelsek ord suffering kommer fra to latinske ord, sub nedenunder” eller “ned” og ferre, ”at lede”, ”at søge”. Suffering kan da betyde, at være tvunget til at grave dybere, men uden at spaden møder klippe, den møder kød. Det danske ord ”lede” har den samme, dobbelte betydning, fra leitha, at ”bevæge sig frem imod” og at ”føle smerte” (”lide”). At lede modsvarer således PIE-roden *rae , “at dø”, eller “forgå”. Lederen har altså et vist kors at bære. Dette sub specie aeternitatis perspektiv er protreptikkens ; både Spinoza og Shakespeare er protreptikere, den sidste også historiens største retoriker næst efter Bach – for så vidt

ÅRSMØDE

retorik handler om den suveræne beherskelse af et medium til at forme passionen gennem det at overbevise, uden at overtale.4 Fokus på nødvendigheden af at lade erkendelsen lede handling og selvskabelse følger af græsk filosofis fokus på lykke. Da livet er kort, og Hades hæslig, gælder det om at undgå den smerte, som det at leve efter forkerte værdier indebærer. Vi kan miste alt det, som begæret tilskynder os til at erhverve, magtens, rigdommens og seksualitetens insignier, men den gode handling, som vi har gjort for dens egen skyld, kan vi ikke miste. Lederen er under skæbnen, som vi andre, og han må sætte sig ud over den ved at overvinde sig selv. Han må blive urørlig. Det er protreptikerens opgave at tilskynde ham til dette.

MEN HVORDAN gør protreptikeren det? En græker ville ikke, som Paulus i Brevet til Efeserne (3,10), tale om ”en agape errizomenoi”, rodfæstet i kærlighed – vi kan se Deleuzes begreb ”rhizom” i dette ord. Grækeren sværger til logos, til den tale, der inkorporerer den kosmiske fornuft. Men selvfølgelig er den ægte protreptikers grundhold den intensitet hos hans gode vilje, der kan kaldes ”kærlighed”; han forener agape og eros, fordi hans forener den respektfulde, varetagende distance med begæret efter at befri den anden. Fristelsen er det narrative, og den må protreptikeren modstå, for historier er altid udkast

til en sandhed om individet, der kæmper for at immunisere sig mod refleksionen. Men bag enhver fortælling ligger et univers af allegorier. Det ville være forkert at kalde dem myter, som filosoffer som Cassirer og litteraturteoretikere som Northrop Frye har gjort. For myten er blot et fortættet narrativ, der i øvrigt altid er kulturelt-historisk situeret. Allegorien derimod kan opledes flere niveauer dybere, fordi den opererer med, hvad man kunne kalde forestillingernes ikonologi. Jeg kan ikke komme ind på den omfattende, erkendelsesteoretiske diskussion af allegorien her – en konceptualisering, der ikke står i gæld til Benjamin eller Jung – men blot antyde, at der med forestilling netop menes syntesen af billede, følelse og diskursiv tanke. Måske udtrykker musikken, især hos Bach, det bedst, fordi musikken ikke psykologiserer, som myten gør, og heller ikke ofrer sig til begivenheden gennem ”plottet”, men direkte konfronterer os med et ekko af vort mentale indhold som forvandlingens dynamiske mulighed. Gennem den eminente musik kan vi foregribe os selv. Det er dette ekko, der skal forplante sig i den protreptiske diskussion. Da protreptikken opererer med værdier, og værdier netop er komplekser af billede, følelse og tanke inkorporeret i samspillet mellem psyke og soma, så er det naturligt at gribe ikonologien an på deres niveau. Men det, de slår an, er et mentalt plan, dybere end dem selv. Det er derfor protreptiske samtaler virker.

4. Det er min opfattelse af musik og malerkunst også er retoriske medier. Det handler ikke kun om, at Bach var kulminationen af barokkens musikalske affektlære, og var skolet i klassiske retorik, men om viljen og evnen til at bruge et medium til at bringe et budskab. I den forstand var Caravaggio også en suveræn retoriker.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

ÅRSMØDE

JACOB MOSGAARD Uddrag fra

100 myter om kærlighed og forelskelse FADL’s Forlag 2018

I N TRO : PA RF OR HOLD Jeg kendte et par, som havde et stort skab med ordet ”gift” skrevet henover med store bogstaver. De kaldte det for Ægteskabet. Skabet stod der bare, nærmest som et vidnesbyrd over det komplicerede i ikke bare ægteskabet, eller i parforholdet, men i selve det sociale liv.

ENNESKER ER sociale væsener. Først og fremmest er vi sociale. Vi lever i fællesskaber, og vi forstår vores verden gennem de traditioner, vi har lært og selv er med til at skabe i de selv samme fællesskaber. Selv individualister er sociale. Da punkbevægelsen slog igennem i 1970’erne og 1980’erne, var den et opgør med fællesskaber og ensretning, og punk betød, at man gjorde, som det passede én. Tøjet var ikke blot et opgør med den gode smag, det var også et opgør med den dårlige smag, det var et opgør

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

med smag i det hele taget. Men midt i dette opgør endte de fleste alligevel med at gå i det samme tøj, læder, sikkerhedsnåle, sort makeup – og hanekam, hvis det skulle være ekstra iøjnefaldende. Generationen, der vrængede af forældrenes idealer om enten konservativ pænhed, 1968-hippie-ånd eller 1969-marxisme – den endte med sine egne uniformer. Vi slipper ikke ud af fællesskabet, for vi er basalt orienterede imod fællesskab. Sammenhængen mellem individ og fællesskaber er nemlig kompliceret. Vi er enkeltpersoner, der indgår i grupper, men vi bliver også skabt som individer igennem vores sociale tilhørsforhold.

ÅRSMØDE

Vi tager bunkevis af selfies – men med det formål at dele dem med andre. Vi bliver til sammen med hinanden. Også når det gælder kærligheden, for vi går ikke bare rundt hver for sig og elsker – vi viser og lever vores kærlighed sammen. Vi er, hvem vi omgås. Som et kompleks af sommerfuglevinger bærer vi alle vores relationer med os, og de er os. Det er, hvad identitet betyder, at vi ikke blot er noget udefinerbart unikt, en personlighed, men at vi er identiske med nogen og noget. Simple udsagn om identitet, som ”jeg er en mand” eller ”jeg er djøf’er” eller ”jeg er fodboldfan” er ikke udsagn om vores indre kerne, men om vores tilhørsforhold. Det er muligt at se på dette med både pessimistiske og optimistiske øjne. I det tyvende århundrede gennemførtes en række socialpsykologiske eksperimenter, som påviste det sociales overherredømme over individets egen dømmekraft, og de havde et relativt negativt udgangspunkt: Hvordan kan vi forstå uhyrlighederne foretaget af mennesker i fascistiske regimer som Tyskland, Kina og Sovjetunionen? Hvordan kunne det, som filosoffen Hannah Arendt kaldte ”ondskabens banalitet”, overhovedet begribes? I et af de mere uskyldige eksperimenter blev en gruppe forsøgspersoner bedt om at vurdere længden af et linjestykke ved at sammenholde det med tre andre linjestykker. Kun én af personerne i rummet var reelt forsøgsperson, og forsøget gik ud på at se, hvordan reaktionen var på, at de første tre i gruppen enedes om at udpege åbenlyst ikke-identiske linjestykker som identiske. En tredjedel af forsøgspersonerne fulgt gruppens forkerte svar i stedet for at følge deres egen overbevisning. At mange således har en tendens til at følge gruppen frem for sig selv, blev af forskerne tolket som et problem, og det kan det ganske rigtigt være, især hvis denne følgen af flertallet

går ud over andre. Men det kan også ses som et eksempel på, hvor sociale mennesker er, at vi er afhængige af hinanden, og at vi befinder os i et evigt forsøg på at fortolke de andres adfærd, fordi andres adfærd er essentiel for os. Og de peger på, hvor ubærligt det kan føles at være udenfor. Hvis vi skal forstå menneskelig adfærd, også i parforhold, er det derfor hjælpsomt at tænke systemisk. Og hvad betyder dét? Jo, systemisk tænkning handler om at se menneskelig handlen som noget, der ikke blot kommer fra indre impulser i den enkelte, men som responser, som feedback, på andres handlinger. Jeg smiler til dig, fordi du krammede mig, hvilket du gjorde, fordi jeg havde blomster med hjem, blomster jeg købte med gårsdagens komplimenter af mit udseende i baghovedet. Og mit smil vækker dit, hvilket giver mig lyst til at kysse dig, og det ene fører til det andet og så videre i evigt samspil. Forstår vi hver af disse handlinger som blot og bart udsprunget af enkeltpersonerne og ikke som responser på tidligere handlinger, så går vi glip af vigtige erkendelser. Så banaliserer vi disse handlinger. Myterne om parforhold vil tage fat på fænomener og myter, som kan opstå, når to individer finder sammen og bliver et par. Fra to mig’er til ét os. Alle de forviklinger, der følger, når vi skal forstå de nye situationer, som nødvendigvis opstår. Der findes mange myter om, hvad vi bør gøre for at holde parforholdet intakt, eller om hvad der skal være til stede i et godt parforhold. Kapitlerne vil undersøge disse nærmere og opdage, hvordan to individer sammen ikke blot kan beskrives med individuelle forklaringsmodeller, men der må benyttes systemiske forklaringer – altså forståelser af adfærd som to personers gensidige responser på hinandens adfærd. To individer og et fælles parforhold – hvor én plus én giver tre.

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

ÅRSMØDE

NR. 82

Manden trækker sig, fordi kvinden brokker sig TO MYTER I ÉN. For denne myte er også kendt som: Kvinden brokker sig, fordi manden trækker sig. Der er nemlig tale om en problemstilling, som på overfladen ser ud til at have med individet at gøre, men som i virkeligheden er relationel. Og hvor det største problem for det meste egentlig ikke er kvindens brok eller mandens passivitet, men at de begge forstår problemet som et, der tilhører den anden part. Denne myte er en klassiker inden for den såkaldte systemiske familieterapi, for det er en fortælling, som en hel del par møder op til familieterapi eller parterapi med. Eller rettere: Manden og kvinden møder op med hver sin version af den. Manden med versionen i overskriften, kvinden med versionen lige nedenunder. Det, der ses her, er det, der kaldes for lineære forklaringer. To forklaringer, som har en klar start og slutning, en klar skyldig og et klart offer. Han gør det dér, derfor er jeg nødt til at gøre det her. Hendes adfærd medfører min. Det var dig, der startede. Nej, det var dig. Fornemmelsen af uundgåelig konfliktoptrapning sniger sig ind på os, mens vi observerer denne udveksling, for det er tydeligt, at begge har identificeret årsagen, og den ligger hos den anden person. På en måde har begge ret, og på en måde tager de begge helt fejl. Deres egen adfærd er sandsynligvis en respons på den anden persons adfærd. Men fejlen ligger i behovet for at definere et startpunkt, den first mover, der var årsagen til hele miseren. En mere nyttig

SYSTEMISK NARRATIVT FORUM NR. 4 · 2018

beskrivelse er en, der bygger på en cirkulær årsagsforklaring, hvilket er en forklaring, der ikke interesserer sig for, hvem der startede, men ser enhver handling som feedback på en tidligere handling. Den enes adfærd medfører den andens, og den andens adfærd medfører den enes adfærd – en slags spiralproces uden klar begyndelse og slutning. I dette tilfælde kunne en anderledes måde at beskrive det, der sker i dette parforhold, se sådan her ud – og jeg starter beskrivelsen et tilfældigt sted i deres kommunikation: Kvinden oplever sin mand som alt for passiv og forsøger at opfordre ham til at hjælpe mere til i hjemmet. Manden føler sig kritiseret af sin kone, orker det ikke og trækker sig fra en potentiel konflikt. Kvinden oplever manden som endnu mere passiv og brokker sig over det, med det formål at skubbe ham i gang. Manden oplever kvinden som kontrollerende og styret af sine følelser og vælger at glide af for ikke at gå med på hendes optrapning. Kvinden ser dette som en bekræftelse af sit perspektiv og gør mere af det samme. Manden ser dette som en bekræftelse af sit perspektiv og gør også mere af det samme. En cirkulær forståelse, en såkaldt systemisk forståelse, kan løse denne fastlåste situation bedre end en lineær, for den hjælper til at se den eskalerende konflikt ikke som to individuelle problemstillinger, men som et fælles anliggende. Det skal løses sammen ved at bryde cirklen og opbygge en ny og bedre.

S T O K S ÅRSMØDE

2018 9.–10. NOVEMBER Glostrup Park Hotel · Hovedvejen 41 · 2600 Glostrup

Robusthedens årti og det ansvarlige individ Det er ikke længere samfundets skyld, det er min Hvad er der med den robusthed? Skal vi kunne klare alt? Er det vores egen fejl, når det går galt? Når vi bliver syge, svage eller udfordrede? Et årsmøde hvor vi inviterer tidens tendenser indenfor og udsætter dem for refleksion og dekonstruktion. Vi åbner en dialog om tidens individuelle blik på mennesket og det betydning for diagnosticering og medicinering

HOVEDOPLÆGSHOLDERE På årsmødet vil du høre

S Ø R E N H E RTZ JACO B M O S GA A RD O G O L E F OGH K IRK EBY forholde sig til robusthed i et historisk og et nutidigt perspektiv

Når medarbejdere på institutioner med institutionsmedlemsskab (støttemedlemsskab) deltager i kurser og årsmøde udløses der rabat efter følgende: 1-4 deltagere: 1 rabat – 5-9 deltagere: 5 rabatter 10-14 deltagere: 10 rabatter – 15-19 deltagere: 15 rabatter 20-24 deltagere: 20 rabatter – osv.

Julie Falentin

juliefalentin@gmail.com

Rikke Horsgaard

Rikke.horsgaard@gmail.com

Christina Helgestad

Chris_helgestad@hotmail.com

DELTAGERPRIS Enkeltværelse Dobbeltværelse Uden overnatning

NÆRMERE OPLYSNINGER

Mette Thyghøj

Medlemmer

Ikke-medlemmer

2.895,2.770,2.545,-

3.545,3.420,3.195,-

M_thyghoej@yahoo.dk

Dorte Nikolajsen

dortenik@gmail.com

FOTO: MIND AND I / SHUTTERSTOCK.COM

TILMELDING OG BETALING