Hent pdf-kort over seværdigheder
1. Vestre Stigtehave
Langelands bøgeskove er blandt Danmarks flotteste. Og Vestre Stigtehave lige nord for Lohals er ingen undtagelse. Skoven er noget af tætteste, man kommer på en langelandsk urskov. Skovbrynet vokser helt ned til kysten, og mellem de krogede stammer er der kig til Storebælt og den fynske kyst.
Fremstilling af teglsten spillede en stor rolle på Nordlangeland i 1500- og 1600-tallet. Her var både lerjord, træ til brændingen og kort afstand til kysten, hvorfra murstenene blev udskibet. I Vestre Stigtehave kan du nord for Stigtehavevej nær Stigtehavehus støde på fordybninger i skovbunden. Her har man engang gravet ler.
Flere steder i skovbunden kan du se forhøjninger på ca. 1 meter. Det er rester af rodkagerne fra de træer, som væltede under en orkan i november 1967.
Siden 1994 har skovbrynet ved kysten i Vestre Stigtehave haft status som urørt skov. Her får træerne lov at spire, vokse op, ældes, dø og vælte, uden at mennesker blander sig. Det giver gode livsbetingelser for forskellig arter af svampe og mange slags fugle.
Oehlenschläger på Langeland
Man mener, at Adam Oehlenschläger (1779-1850) hentede inspiration til ”Der er et yndigt land” under et af sine ophold på Langeland. Digteren var en nær ven af brødrene H.C. og A.S. Ørsted, som var sønner af apotekeren i Rudkøbing. De brede bøge ”nær salten Østerstrand” har han sandsynligvis oplevet i Stengade Skov øst for Tranekær. Her kan man endnu i dag se et træ med navnet ”Oehlenschlägers bøg”.
2. Østre Stigtehave
Der har ikke altid været skov i Vestre og Østre Stigtehave. Lave diger og terrassekanter i skovbunden er rester af jernalderbondens marker og skel. Agersystemet på Nordlangeland er blandt de største og bedst bevarede i Danmark. Markerne blev pløjet med en såkaldt ard – en tung, primitiv plov trukket af okser. I Østre Stigtehave kan du se spor af jernalderagre på begge sider af Uglebjergvej/Bastemosevej i skoven nær Stigtehavehus.
Firefaldsmosen i Østre Stigtehave har fået sit navn efter en lidt uheldig begravelsesfærd engang i 1800-tallet. Kisten skulle bæres gennem skoven til kirken. Det var vinter, og der var meget sne. Så bærerne ville skyde genvej gennem mosen. De havde både spist og drukket godt inden afgang, og undervejs faldt de med kisten – ikke én, men fire gange. Til sidst lykkedes det dem dog at få fast grund under fødderne og nå frem til kirken.
3. Hollænderhus
I Hollænderhus ved Hovvej mellem de to skove kan du se en udstilling om skovene på Nordlangeland. Husets navn skyldes formentlig, at det engang har fungeret som mejeri. I ældre dansk blev ordet ”hollænderi” brugt om den bygning, hvor man på større gårde fremstillede ost og smør. Holland blev anset som et foregangsland inden for mejeriproduktion.
I Hollænderhus kan du også se en mærkelig sten. ”Djævlestenen” er udsmykket med mere end 100 såkaldte skåltegn, som er en af de ældste former for menneskeskabt udsmykning, vi kender i Danmark. Skåltegnene stammer fra yngre bronzealder, ca. 1000 – 500 f. Kr., og har formentlig haft religiøs betydning. Stenen vejer 3,5 tons og er på et tidspunkt blevet kløvet i to dele. Rester af tjære på de to stendele afslører, at de på et tidspunkt har siddet i soklen på en større bygning i området. De blev fundet på Hov Nordstrand i 1997.
4. Skovhaven
I Skovhaven ved Hollænderhus kan du se en samling af 47 forskellige træarter, som vokser i de danske skove.\u2028De enkelte træer er markeret med navn. Skovhaven blev officielt åbnet af Dronning Margrethe i 2008. Ved den lejlighed plantede dronningen et egetræ, som er en aflægger af den berømte Kongeeg ved Jægerspris. I Skovhaven findes også et afsnit med mere eksotiske træarter, som typisk plantes i haver og parker. Ideen bag Skovhaven er at fortælle om dansk skovbrug og samtidig virke som inspiration for haveejere.
5. Vestrevænge
Ved Lohals ligger Danmarks ældste hundeskov, Vestrevænge. Skoven er meget stemningsfuld og afvekslende med gamle egetræer, bakket terræn, vandløb og snoede, hemmelighedsfulde stier. I skoven findes også en skydebane, hvor medlemmer af det lokale skyttelav nogle gange om året finder de klassiske våben frem for at skyde med sortkrudt. På de dage er skoven behørigt spærret af for andre skovgæster.
6. Bræmlevænge med Vøjremosen
Bræmle eller bremle er et langelandsk ord for brombær, og dem er der mange af i skoven. Bevoksningen er primært bøg, men omkring småmoserne kan du også finde ask. I den østlige ende af skoven findes en usædvanlig tujabevoksning. Den blev plantet i 1930. I den vestlige ende af skoven står en stor sten kaldet ”Lejrstenen”. Dens oprindelse er ukendt, men ifølge egnens historie har den forbindelse med Svenskekrigene i 1600-tallet.
Midt inde i skoven ligger Vøjremosen – en stor, åben eng, hvor der om sommeren går køer. ”Vøjre” er et gammelt langelandsk ord for vidjer, dvs. pilegrene eller -kviste. Pil blev i gamle dage brugt til bl.a. fletværk i bindingsværk, til værktøj, til kurvefletning og til tøndebånd. På engen har der tidligere vokset pil. Når grene og kviste var skåret af, skulle de tørre, før de kunne bruges. Det foregik i en ”vøjrelade” som den, der står i den sydlige ende af engen. I dag bruger køerne den som læskur. Skovenge som Vøjremosen er sjældne i denne del af Danmark.
7. Mørkholm og Hønsebjerg
Egebevoksninger med en underskov af hassel, tjørn, hyld og andre buske præger Mørkholm Skov. Desuden er der større bevoksninger af sitkagran. Naturstyrelsen har inden for de senere år skabt forbindelse mellem Mørkholm Skov og Bræmlevænge ved at plante ny skov omkring Hønsebjerg, og der rejses fortsat ny skov i området.
I Mørkholm Skov kan du møde det sorte egern, som ellers kun lever på Sydfyn.
Fra Hønsebjerg kan man se ud over store dele af Nordlangeland. Bakken er en såkaldt hatbakke – en landskabsmæssig specialitet, som kun findes på Langeland. De runde, fladtoppede højdedrag blev dannet under den sidste istid for ca. 15.000 år siden. Hatbakkerne ligger i flere kæder op over øen. I alt er der mere end 1.000 af dem på Langeland.
8. Hov Østerstrand
På nordspidsen af Langeland ligger det åbne naturområde Hov Østerstrand omgivet af sommerhuse. Det godt 2 hektar store areal med overdrev, hede og strand blev fredet i 1973, fordi det var et af de sidste steder med lynghede på Langeland. Siden groede Hov Østerstrand til med bl.a. ørnebregner, som vokser hurtigt. Bregnerne er giftige at spise for både køer og får. Området kan derfor ikke plejes ved afgræsning, men bregnerne må fjernes af mennesker. Målet er at få lyngheden til at vende tilbage. Blandt de lokale har der været tradition for at holde picnic på Hov Østerstrand i pinsen og på Kr. himmelfartsdag. Fra diget, som beskytter området mod havet, er der en fin udsigt til Storebæltsbroerne.
9. Lohals
Lohalskrogen med den beskyttede havn var hjemsted for et lille fiskerleje allerede i 1600-tallet. Da englænderne havde taget den danske flåde i 1807, måtte Danmark hurtigt stable et nyt søforsvar på benene. Tømmer var der ikke meget af, fordi man i årene forinden havde bygget masser af handelsskibe. Private skovejere blev derfor opfordret til at yde et bidrag. En af dem, der trådte til, var lensgreven på Tranekær. Han leverede egetræ nok til fem kanonbåde. De 20 m lange kanonbåde var bestykket med kanoner og haubitzere. Bådene blevet drevet frem med 32 årer, som hver blev betjent af to mand. Kanonbådene blev stationeret ved kyster, hvor de kunne ligge i skjul bag en pynt. Det kunne de bl.a. ved Lohalskrogen, som også lå strategisk godt i forhold til Storebælt, hvor der var en livlig trafik af engelske skibe. Kanonbådsstationen ved Lohals blev etableret i 1808. I 1860’erne fik byen en rigtig havn med fiskerbåde og færgeforbindelse til Rudkøbing, Lundeborg og Korsør. Den sidste færge til Korsør sejlede i 1998. Lohals har også haft flere badehoteller, hvor travle byboer kunne nyde landlivet. I dag er der stille i Lohals, som mest besøges af sejlerturister. Men fiskerhusene og det tidligere badehotel vidner om en tid, hvor både byen og havnen summede af liv.