Spørgsmålet om, hvorvidt krigsførelse er indkodet i vores gener eller dukkede op som et resultat af civilisation, har længe fascineret alle, der forsøger at forstå de menneskelige samfund.
Gav viljen til at bekrige omkringliggende grupper vores forfædre en evolutionær fordel? Nu, hvor konflikter raser over hele kloden, har disse spørgsmål konsekvenser for en forståelse af vores fortid og måske også vores fremtid.
Oplysningstidens filosoffer Thomas Hobbes og Jean-Jaques Rousseau havde hver deres billede af forhistorien. Hobbes så menneskehedens tidligste dage som domineret af frygt og krigsførelse, mens Rousseau mente, at mennesket uden civilisationens indflydelse sameksisterede i al fordragelighed og i harmoni med naturen.
Debatten fortsætter den dag i dag. Og fordi de ikke kan gøre brug af en tidsmaskine, støtter de forskere, der studerer forhistorisk krigsførelse, sig overvejende til arkæologi, primatologi og antropologi.
Første eksempel på intergruppe-konflikt og vold
Tidligere på året blev omstændighederne omkring et af de mest slående eksempler af forhistorisk intergruppe-konflikt publiceret.
Resterne af 27 mennesker, heriblandt børneskeletter, fra en stenalder-jæger-samlerkultur er blevet afdækket ved Nataruk, omkring 30 kilometer vest for Lake Turkana i det nordlige Kenya.
Skarpe klinger presset ind i knogler, knuste hovedskaller og andre skader vidner om en massakre. Det er cirka 10.000 år siden, ligene blev efterladt, ubegravede, lige ved siden af et frodigt område ved søens vestlige bred.
Fundene ved Nataruk menes at være den tidligste evidens for forhistorisk vold i jæger-samlerkulturen.
Svært at fastslå dødsårsagen
En 12.000-14.000 år gamle gravplads ved Jebel Sahabah i Sudan blev tidligere anset for at være den første, men man er mindre sikker på årstallet, og fordi ligene lå begravet på en gravplads, er det blevet hævdet, at de var tilknyttet en bosættelse og derfor ikke rigtige jægere og samlere.
Evidens for krigsførelse bliver tydeligere i de arkæologiske registreringer efter landbrugsrevolutionens begyndelse for cirka 10.000 år siden, da menneskeheden bevægede sig fra jæger-samler-samfund til at danne agerbrug-bosættelser.
Krigsførelse eksisterede måske før den tid, men der er få rester tilbage fra Homo sapiens’ tidligste dage, og det kan være yderst vanskeligt at fastslå dødsårsagen ud fra skeletter. Det indebærer, at de arkæologiske fund ikke er entydige.
Chimpanser bekriger hinanden
Dyreadfærdsundersøgelser er endnu en måde, vi kan udforske debatten på.
Det chokerede verden, da Jane Goodall opdagede, at chimpanser bekriger hinanden. Man observerede en gruppe chimpanser i Tanzania, der var i gang med at slå medlemmer af en rivaliserende gruppe ihjel, én efter én, før gruppen overtog den besejrede gruppes område.
Trods adskillige forsøg på at bestride Goodalls resultater blev lignende adfærdsmønstre senere observeret i andre grupper, og beviset for krigsførelse blandt en af vores nærmeste slægtninge blev indiskutabelt.
(Foto: Wendorf Archive/British Museum, CC BY-SA)
Men bonoboer (Pan paniscus), der også kaldes dværgchimpanser, og som deler lige så meget DNA med os som chimpanser, er generelt mere fredelige, trods enkelte anekdotiske beretninger om aggression mellem grupper.
Dette kan til dels tilskrives de to arters forskellige sociale systemer. Bonoboernes samfund er kvindedomineret, og måske holder det hannernes aggression i skak, mens chimpansernes sociale hierarki er mandsdomineret.
Hvordan opførte vores sidste fælles forfader sig?
Hvordan opførte vores sidste fælles forfader sig? Var de som de krigeriske chimpanser eller de fredelige bonoboer? Selvom parallellerne mellem de tre arter er fascinerende, er det svært at bruge dem til at besvare spørgmålet, da vi hver har fulgt vores egen evolutionære vej.
Men chimpanserne viser, at krigførelse uden civilisation findes i en art, der ligner vores. Og ikke kun det; lighederne kan ses mellem chimpansernes og menneske-jæger-samlernes krigsførelse.
Blandt begge arter forekommer der ofte en mangel på magtbalance og risikoavers taktik under angrebet: En gruppe af chimpanser overfalder en enlig rival, og jæger-samler-grupperne undgår store slag til fordel for guerillakrig og bagholdsangreb.
Antropologer, hvis kendskab til ‘traditionelle’ samfund måske kunne levere et fingerpeg om vores forfædres adfærd, valgte også side i Hobbes-Rousseau debatten.
Margaret Meads forskning blandt indbyggere på Samoa fik hende til at konkludere, at »Krig er kun en opfindelse – ikke en biologisk nødvendighed«; krigsførelse eksisterede ikke før civilisationen.
Kritik af begge teorier
(Sam Valadi, CC BY)
Napoleon Chagnon rapporterede derimod, at kampe og angreb på fjendtlige landsbyer var hverdagskost blandt Yanomamö i Venezuela.
Begge antropologerne blev kritiserede. Mead fordi hun overså omfattende tegn på vold i Samoa og Chagnon for uhensigtsmæssigt at bruge et agerdyrkende samfund som en slags stedfortræder for forhistoriske jægere og samlere.
Alle de traditionelle samfund, som antropologerne vælger at studere, har været udsat for påvirkninger udefra. Og de adskiller meget fra hinanden, ikke mindst i deres deltagelse i krigførelse.
Men tidligere beretninger tyder på, at dødelig aggression fandtes mellem visse jæger-samler grupper, før de fik kontakt med andre samfund.
Waldemar Jochelson, der studerede de sibiriske jakutere i Republikken Sakha (Jakutien) 1890’erne, beskrev, hvordan de forfulgte deres fjender som ‘vilde dyr’.
Svært at drage endelige konklusioner
Den oprindelige befolkning på Andamanerne, som er en isoleret øgruppe i Den Bengalske Bugt havde mangeårige indbyrdes fejder og deltog i overraskelsesangreb på fjendelejre.
(Øerne har en oprindelig negritobefolkning, der lever som jægere og samlere. Negritoer har sort hud, kruset hår og lav eller meget lav vækst. Mange negritoer er lige så små som Afrikas pygmæer, men de er ikke i slægt med dem, red.)
Krig er kun en opfindelse – ikke en biologisk nødvendighed
Margaret Mead
Det er svært at konkludere, at forhistorien var fri for intergruppe-aggression.
Militærhistorikeren Azar Gat og evolutionærpsykologen Stephen Pinker blandt andre hævder, at krigsførelse eksisterede før landbrugsrevolution. Pinker hævder desuden, at forekomsten af vold generelt er faldet gennem århundreder.
Det kan være svært at tro på, 2016’s dystre overskrifter taget i betragtning, men dette syn på historien leverer i det mindste håb for fremtiden.
Sarah Peacey modtager støtte fra London NERC Doctoral Training Partnership. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
Oversat af Stephanie Lammers-Clark
