Da Katrine Gisiger mister sin mor, er hun mest af alt lettet: ”Det var skamfuldt for mig”

Tanken om at miste sin mor er for mange det værste, der kan ske. Og det er nok de færreste, der kan forestille sig, at den altoverskyggende sorg, der er forbundet med sådan et tab, i stedet bliver erstattet af en enorm lettelse. Men det blev den for Katrine Gisiger, da hendes mor døde for seks år siden.

I lang tid følte Katrine en stor skam over ikke at føle den sorg, som normalt er forbundet med at miste, men i dag ved hun, at det er okay. For der findes ingen rigtige og forkerte følelser. Og sorg kommer i mange former.

”Jeg har et ambivalent forhold til sorg, fordi jeg tror ikke, at jeg har oplevet det på den der klassiske måde. Jeg har ikke oplevet, at én jeg holdt rigtig meget af pludseligt døde, og at dét gjorde mig helt vildt ked af det. Dét, der skete med min mor, var en helt anden proces. Og det var ikke min mor, som jeg kendte hende, der døde for seks år siden – hun forsvandt for 24 år siden. Samtidig er det hele stadig belagt med vrede og frustration, og en skam over, at jeg er vred, fordi hun ikke kunne gøre for det,” fortæller Katrine Gisiger til alt.dk.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Da Katrine Gisiger var ni år gammel kom hendes mor ud for en alvorlig ulykke. Hun lå i koma i et par uger og svævede mellem liv og død.

Hver gang Katrine besøgte sin mor på hospitalet, bad hun til, at moren ville overleve. Og hun husker tydeligt den dag, lægerne fortalte, at nu skulle hun sige farvel til sin mor, fordi de ville slukke for respiratoren.

”Jeg græd og kaldte desperat på min mor,” fortæller Katrine.

Men midt i det, der skulle have været en afsked, begyndte det hele at bimle og bamle, og sygeplejerskerne kom løbende, for Katrines mor var i stedet for begyndt at trække vejret selv igen.

Og Katrines allerstørste ønske gik i opfyldelse: hendes mor overlevede.

”Jeg var fuldstændig sikker på, at alt ville blive ved gamle. Nu overlever hun, og så får jeg min mor tilbage,” husker Katrine.

Men sådan gik det ikke. For det var ikke Katrines mor, som hun huskede hende inden ulykken, der vågnede.

”Allerede fra jeg var ude og besøge det genoptræningscenter, hun var indlagt på, kan jeg huske, at jeg tænkte, hvem er det der? Fysisk kunne jeg godt se, at det var min mor, men hun var slet ikke sig selv, og jeg havde ingen connection til hende. Jeg kunne faktisk slet ikke lide at være i nærheden af hende. Det var helt fucked,” fortæller Katrine Gisiger ærligt.

”Min mor blev aldrig den samme”

Katrines forældre blev skilt, da hun var omkring et år gammel. Hun voksede primært op hos sin mor og besøgte sin far hver anden weekend. Helt klassisk. Og når hun tænker tilbage på sin barndom, husker hun den som dejlig.

”Jeg ved godt, at man godt kan komme til at glorificere fortiden. Og det kan sagtens være, at jeg gør det, men jeg husker tilbage på den tid som superidyllisk. Mig og min mor lavede alting sammen. Min mor var homøopat, så vi plukkede blomster sammen, så vi kunne lave naturmedicin, vi malede akvarelmalerier, vi filtede og syede perler, og vi samlede brombær og lavede syltetøj. Vi havde også sådan en megahøj kinesisk vandgran i haven, hvor jeg altid klatrede op allerøverst og sad og svajede i vinden.”

Det er mest de ting, som Katrine lavede sammen med sin mor, hun husker. Hun har sværere ved at genkalde sig, hvordan hendes mor var inden ulykken. Den gode mor. Dén del har årene efter ulykken frataget hende.

”Det, jeg husker, er de dårlige minder efter ulykken. Det er minder af, at vi slås, at hun spærrer mig inde og sviner min far til. At hun synes, jeg manipulerer hende. Jeg husker også tydeligt en episode, hvor min mor slog min fars nye kæreste i maven, fordi hun var gravid, og det kunne min mor ikke holde ud.”

Katrines mor var blevet hjerneskadet efter ulykken, og særligt frontallapperne, hvor følelsesreguleringen sidder, havde taget alvorligt skade.

”Hun kunne gå fra 0 til 100 på et splitsekund og kunne reagere virkelig voldsomt, hvis jeg pludseligt sagde det forkerte, eller hun kunne blive enormt presset over, at der var mere end tre mennesker i Føtex, og så satte hun sig ned på gulvet og begyndte at græde. Hun blev meget nemt overvældet. Samtidig med dét, var hun ikke selv klar over, at hun var hjerneskadet. Og det var virkelig hårdt at være pårørende til, fordi jeg gang på gang så hende løbe panden mod muren, fordi hun ikke selv forstod sin egen sygdom,” forklarer Katrine.

Hvis man var sammen med Katrines mor i fem minutter, ville man ikke tænke, at hun var hjerneskadet. Men så snart der var følelser involveret, blev det meget tydeligt, fortæller Katrine.

En aften efter ulykken, hvor Katrine og hendes far var på besøg hos nogle af farens venner, var Katrine helt ulykkelig. Nærmest utrøstelig, fortæller hun. Hun græd og græd og græd. Og på et tidspunkt i løbet af aftenen havde hun, helt klar i blikket, sagt: ”Min mor er død”.

”Det var omkring det tidspunkt, jeg begyndte at have tanker som; ’gid hun var død i den ulykke’. Men så snart jeg havde sagt bare halvdelen af den sætning i mit hoved, så tænkte jeg jo samtidig; ’ej, nej, nej, nej, fuck, hvad er du for et menneske. Er du fuldstændig psykopat? Hvordan kan du ønske dig, at din mor er død?’”

Ikke desto mindre var det sådan, Katrine havde det størstedelen af tiden i de 18 år, hendes mor levede efter ulykken.

”Det var skamfuldt for mig i alle de år, og det var ikke noget, jeg turde sige højt. Men da min mor så endelig døde – som jo i virkeligheden er ret tidligt, hun døde allerede som 54-årig, og det var ikke relateret til ulykken – så var det en kæmpe lettelse og helt livsforandrende for mig. På den gode måde,” forklarer Katrine.

Døden var en lettelse

Da Katrines mor døde, var hun selv 27 år. Selvom lettelsen var stor, så var netop dén følelse også svær at erkende i starten.

”Det tog mig lang tid at finde ud af, at jeg havde det, som jeg havde – og samtidig stå ved det. Fordi det normalt ikke er sådan, man har det,” konstaterer Katrine.

Derfor reagerede Katrine også langt hen ad vejen, som hun kunne mærke, andre forventede hun ville reagere. Og hun husker tydeligt, hvordan hun sank sammen på køkkengulvet og begyndte at tudbrøle, efter to politibetjente havde fortalt hende, at hendes mor var død. Fordi det var sådan, det var forventet, at hun skulle reagere. I virkeligheden kunne hun allerede dér mærke, at hun ikke var ked af det.

”Det er det værste, man kan få at vide – at ens mor er død – det ville det være for alle. Det var det bare ikke for mig. Når jeg forestiller mig det scenarie, at der er én, som skal have at vide, at vedkommendes mor er død, så bliver jeg rørt, for det er så forfærdeligt. Det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Men det var bare ikke sådan, jeg selv havde det. Jeg var ikke ked af det. Og det var ret syret at stå dér midt i alt kaosset og vide, at nu skal jeg være rigtig ked af det og helt ulykkelig, men det er jeg ikke.”

Heldigvis er Katrine tryg ved sin far, og hun betroede sig derfor til ham samme aften, da han kom hjem til hende for at være omkring hende oven på beskeden om morens død.

”Han var den eneste, jeg kunne sige det til. Og det var ham, der hjalp mig. Jeg kan huske, han sagde, at jeg skulle vide, at der på sigt godt kunne dukke en gammel sorg op, som jeg ikke havde fået bearbejdet, mens hun (Katrines mor, red.) levede. Og at det var okay, hvis den sorg kom lige pludseligt. Det har jeg så været forberedt på siden; at den nok ville komme, men sorgen er bare aldrig kommet. Der er gået seks år nu,” siger hun.

Alligevel er netop sorg noget af det sværeste for Katrine at tale om, fordi den er så kompleks for hende.

”Min sorg er nok i virkeligheden et miskmask af vrede og frustration og en form for forvirrethed. Jeg har ikke rigtig kunnet sørge over, at hun ikke var sig selv mere, fordi hun overlevede, men jeg kunne heller sørge, efter hun døde, for det var ikke min mor, der døde. Jeg ved ikke, om det er, fordi der gik så lang tid imellem ulykken og hendes død, eller om det er, fordi jeg har taget sorgen i bider – eller om sorgen bare føles anderledes for mig?” siger Katrine lidt spørgende.

Et nyt liv

Da Katrines mor døde, ændrede hendes liv sig markant – til det bedre. I de 18 år Katrines mor var syg, følte hun en tyngende fornemmelse af skyld og skam, og med ét forsvandt den.

”Jeg var som en korkprop, der var blevet holdt under vandet, men som man pludseligt gav slip på, og så fyrede jeg afsted. Som en fucking raket. Mit liv blev fuldstændig sindssygt efter det. Lige pludselig kunne jeg alt muligt. Jeg kunne ting, jeg aldrig havde kunnet før: jeg blev selvstændig og åbnede et livsstilshus. Og havde kæmpe succes. Jeg blev også færdiguddannet kort efter hendes død og mødte min mand,” forklarer hun.

I tiden efter sin mors død beskriver Katrine sig selv som et damplokomotiv med uanede mængder af energi. Og forskellen på, hvordan hun havde det, da hendes mor levede og var syg, kontra årene efter morens død, var ”virkelig syret at opleve”, fortæller hun og uddyber:

”Min mor var min dårlige samvittighed. Hele tiden. Og det endte ofte bare med at være en masse undskyldninger for, hvorfor jeg ikke kunne ses. Så fik jeg ikke taget telefonen, når hun ringede, eller jeg glemte at svare på hendes besked… hele tiden sådan noget undgåelses-noget, indtil min dårlige samvittighed ikke kunne holde det ud længere, og så var jeg nødt til at gøre et eller andet for at føle, at jeg var god nok.”

Fordi den dårlige samvittighed hele tiden lå i baghovedet, følte Katrines sig ofte som et dårligt menneske, og det var opslidende i længden. I dag tør Katrine dog godt sige højt, at hendes liv blev bedre den dag, hendes mor døde. Faktisk er det enormt vigtigt for hende, at hun – og andre – tør.

”Jeg tror både, det er virkelig sundt, hvis man indrømmer det over for sig selv, men også at vi taler højt om det alle sammen. Kun derved bliver den slags tanker mindre tabubelagte og skamfulde.

Og først når du indrømmer det over for dig selv, giver du sig selv lov til at have det, som du egentlig har det, og du stopper med at være så optaget af, hvordan du burde have det. Det ændrer jo ikke dine følelser, at du undertrygger dem – det lægger bare et ekstra lag af skam over dem.”

Ifølge Katrine er især Instagram afgørende i forhold til måden, vi opfatter os selv på – men også hvad der opfattes som rigtigt og forkert. Fordi det hele skal være så glamourøst. Faktum er bare, at livet ikke altid er sådan.

Derfor lavede hun på mors dag et opslag på sin Instagram, hvor hun satte ord på, hvorfor hun følte en stor lettelse, den dag hendes mor døde – og hvorfor det er okay at have det sådan.

”Det vigtigste for mig var at nå ud til folk, der ikke synes, at mors dag er den fedeste dag. Få dem, som har en betændt morrelationen på den ene eller anden måde, til at føle sig hørt. Og for at italesætte det her med, at du gerne må have det, som du har det. Du behøver ikke at vurdere dine følelser i forhold til, om de er passende. Du må godt bare have dine følelser – også uden at tildele dem et ekstra lag af skam,” fortæller Katrine og fortsætter:

”Jeg tror, jeg ønsker, at folk snakker mere ærligt om de her ting, så vi kan bryde med alt det facadepis, der hersker på fx Instagram. Folk er nødt til at være mere ærlige på sociale medier. Fordi det er hverken godt for dem, der opholder facaden, eller for dem der ser facaden.”

Af samme årsag er Katrine blevet en slags bannerfører for ærlige og upolerede opslag på Instagram.

Og det er opslaget på mors dag, hvor det hele startede, et godt eksempel på. Hun har udelukkende fået positive tilbagemeldinger og er blevet bekræftet i, at hun langt fra er alene med de tanker og følelser, der har fyldt store dele af hendes liv, fortæller hun.