NY dokumentar: Daglig kamp for Aukens enke at leve uden sin Svend.
To år. Så lang tid er det siden, et fyrtårn i dansk politik døde. Ædt op af kræft. I en alder af bare 66 år.
Men for Svend Aukens enke, filminstruktøren Anne Wivel, er to år blot en dråbe i det store sorte hav. Sorgen og savnet er lige så intakt som i dagene efter hans død i august 2009.
- Jeg kunne godt savne lige at holde ham lidt i hånden i de her dage, siger Anne Wivel, hvis dokumentarfilm om manden og mennesket Svend Auken får premiere i næste uge.
- Savnet er der. Og det tager sin tid. Det er ikke noget, man lige kommer af med. Jeg tror, at man skal lære at leve med det. Og det prøver jeg så at øve mig i, siger hun lavmælt om den smertefulde tid, hun er gået igennem.
Ikke mindst det første år var hårdt for Wivel.
Kunne intet i et år
- Jeg havde et helt år, hvor jeg overhovedet ikke kunne noget. Hvor de 150 timers film bare lå i en stor, sort sæk, som jeg prøvede at fortrænge. Jeg troede aldrig, at jeg skulle pakke den sæk ud igen, fortæller hun.
- Men jeg skyldte Svend, at den kom ud. Han havde lagt virkelig gode ting i den sæk. Så jeg tog mig sammen og smøgede ærmerne op. De, der har prøvet at miste, ved, at der er meget, der skal gøres efter et dødsfald. Man går fra den ene opgave til den næste og er meget lettet, hver gang man har gjort noget.
- Det er en oprydning, en organisering af dit nye liv og mange ting gør ondt at gå igennem. Men nu hvor det er overstået, er jeg glad for, at jeg gjorde det, siger hun.
Hun begyndte at filme til dokumentaren tilbage i 2007, hvor Svend Auken troede, at han havde fået bugt med kræften. Men i sommeren 2008 brød den ud igen. Og havde spredt sig til knoglerne. Og en ny omgang kemo var påkrævet.
Alligevel var parret enige om at fortsætte filmprojektet. Og selvom Svend Auken ikke talte ud i pressen om sin sygdom, var han både privat og i forhold til sit arbejdsliv åben og reflekterende angående det, der reelt var hans dødsdom.
- Jeg kunne mærke, at jo mere hans tid blev knap, des mere fik han sagt det, han ville have sagt. Jeg synes ikke, at det er blevet en frygtelig privat film, men han siger mange stærke ting med den tanke, at andre kunne få glæde af dem.
Lettet over folks reaktion
- Da han fik at vide, at kræften havde spredt sig til knoglerne og han kun havde kort tid tilbage, gjorde han sig mange overvejelser om åbenhed. Og blev meget lettet over, hvordan folk reagerede på det, at han fortalte om det. Og fremfor alt, at han fik lov til at arbejde videre. Han ville ikke være patient, forklarer Anne Wivel, som først slukkede for kameraet den 8. juli 2009.
- Fra da af var han patient. Han faldt og slog hovedet og skulle opereres. Og han kom ikke op at stå igen efter det, siger Anne Wivel, som selv i den svære tid var fuld af beundring for sin mand.
- Han tænkte fuldstændig klart og begyndte at prioritere, hvad han kunne nå og ikke nå. Han var så opsat på at få fuldt udbytte af den tid, han havde tilbage. Som var langt kortere, end han troede. Men han gav aldrig op. Brød aldrig sammen. Han prøvede at være én, der fik gjort noget. Og det tager jeg hatten af for, siger Anne Wivel.
