Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Et videospil? Nej, en film

Man kan ikke frakende ’Prince of Persia’ en vældig energi og visuel flothed
Man kan ikke frakende ’Prince of Persia’ en vældig energi og visuel flothed
Kultur
20. maj 2010

Handlingens omdrejningspunkt i Prince of Persia er en magisk dolk, der kan skrue tiden tilbage. En Guds gave til menneskeheden i 600-tallets Persien, der havde nok at gøre med at forsvare sit kæmperige.

Men også en velkommen gave til manusforfatter og instruktør, for det muliggør ikke blot lynknitrende tidsmaskine-effekter, men også alternative handlingsforløb, og det er jo dejligt bekvemt.

F.eks. i slutningen, hvor man først trakteres med en ildsprudlende pyroman-drøm af vulkansk vælde for derefter at få skruet tiden så tilpas tilbage, at alle er blevet meget klogere og kan begive sig ud i en romantisk, fredsdyrkende finale.

Flintrende tempo

Filmen bygger på et videospil fra 2003 og er et af producenten Jerry Bruckheimers store, manisk oppustede actionnumre, der flintrer over lærredet med bulder og brag og aldrig tager sig den tid, der skal til for at gøre indtryk.

Ophober man tilstrækkeligt mange effekter i hæsblæsende rækkefølge, har de jo en tendens til at ophæve sig selv og blive virkningsløse. Men man kan ikke frakende filmen en vældig energi og visuel flothed, når den kaster sig ud i alskens klicheer om Østens skæbne-mystik, indbyrdes kæmpende kongesønner, en svigefuld, magtliderlig onkel (Ben Kingsley) og en stolt og stridbar prinsesse.

Vi ved nogenlunde, hvor vi har dem, hvilket man ikke helt kan sige om Alfred Molinas Sheikh Amar, der ser slemt truende ud, men afslører sig som en uskadelig skatteplaget kræmmer med en voldsom svaghed for strudsevæddeløb.

Han tiltrækker sig al sympatien, men er trods alt kun en bifigur i forhold til helt og heltinde. Førstnævnte spilles af Jake Gyllenhaal, der mere ligner en bekymret drømmer end en drabelig actionhelt, som kan klare sig i de utallige opgør med bue, pil, armbrøst, sværd og knive. Og Gemma Arterton tager sig da nydelig ud som den viljestærke prinsesse, men den unikke skønhed, hun tillægges af hovedpersonerne, ser man nu ikke meget til.

Bedste præstation ydes af englænderen Richard Coyle som kongesønnen Tus, lidt skurkagtig af fremtoning, men faktisk god og retsindig. Ligesom Alfred Molina ligner han lidt et levende menneske. Resten af personerne kunne egentlig lige så godt erstattes af videospillets kunstigt skabte figurer.

Følg disse emner på mail
Arthur Schopenhauer

Uuh, jeg spillede godt nok meget Prince of Persia på Amigaen for en tyve år siden. Det er nok ikke realistisk at håbe på en film af samme kaliber :)

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis