Familiekabalen

Vestjyske Victoria bor i Dubai og har fire forskellige jobs

25-årige Victoria Buch fra Lemvig sælger dyre huse og hundehalsbånd, og så er hun salgsdirektør for en tøjproducent samt business coach i eget firma.

9:11
Victoria er ejendomsmægler i Dubai, salgsdirektør for en tøjproducent i Bangladesh, international coach og indehaver af en webshop. Og så er hun bare 25 år.
Foto: Margit Vendelbjerg, TV MIDTVEST

Ordene er arabiske, og så et farvel på engelsk: Take care guys. Good bye!!

Samtalen foregår i en stue i Lemvig, kvinden er 25-årige Victoria Buch, og hun har lige aftalt en fremvisning af en lejlighed i Dubai.

Hun er hjemme på en kort ferie og har fået sin kollega til at stå for opgaven i deres fælles ejendomsmæglerfirma i den glamourøse ørkenstat.

- Jeg flyttede til Dubai sidste sommer for at arbejde for min egen drøm. Nu er jeg gået sammen med en egyptisk partner og har startet en Real Estate ejendomsmæglerforretning. Dubai er et pulserende marked, og lige nu boomer det. Så hvis man vil have en bid af kagen, så er man nødt til at spille med, forklarer den vestjyske iværksætter.

Hun har taget uddannelsen til ejendomsmægler på et akademi i Dubai hos en sheik og sælger nu villaer og penthouselejligheder helt op til 200 millioner kroner.

Man skal stå tidligt op for at nå hen til kaffemaskinen før Victoria. Hun er oftest i gang fra klokken 5 om morgenen, og det er der flere grunde til.

Victoria Buch på sit kontor i Bangladesh, hvor hun er marketings- og salgsdirektør for en tøjproducent.
Victoria Buch på sit kontor i Bangladesh, hvor hun er marketings- og salgsdirektør for en tøjproducent.
Foto: Privatfoto

Fire forskellige jobs

Udover ejendomsmæglerfirmaet jonglerer hun også med tre andre jobs, der skal passes. Hun er marketings- og salgsdirektør for en tøjproducent i Bangladesh med 2200 medarbejdere, business coach i eget bureau i Dubai med fokus på ledertræning og udvikling af medarbejdere – også i Danmark blandt andet for Lego og Siemens.

Og så har hun netop startet en webshop med charms og halsbånd til hunde især målrettet kunder i USA og Dubai.

- Halsbåndene er designet med perler og charms. Ligesom med et armbånd kan man supplere med nye charms til fødselsdag og jul. På den måde kan man designe sit helt personlige hundehalsbånd, forklarer Victoria.

Siden hun var 19, har hun afprøvet sit talent på udebane. Hun har hentet erhvervserfaring hos Mercedes i Tyskland, studeret business psykologi både i USA og Tyskland og arbejdet i Sydney.

Nu lægger hun så sine kræfter med afsæt ved den Persiske Golf. Arbejdsugen er på 70-80 timer, og med så mange jobs er planlægning en nødvendighed.

- Jeg skemalægger mine timer og arbejder i blokke med de fire forskellige virksomheder. For eksempel arbejder jeg to timer hver morgen med tøjproduktionen i Bangladesh. På grund af tidsforskellen er de allerede i gang derude, når jeg står op. De danske aktiviteter gemmer jeg til senere på dagen, så de passer til dansk mødetid.

Victoria har et højt ambitionsniveau, og så er hun med egne ord optimistisk, nysgerrig, viljestærk og har mod til at springe ud i noget, som andre ryster på hovedet af.

- Jeg har nogle store drømme, jeg gerne vil forfølge. Det er ikke penge eller berømmelse. For mig handler det om, at jeg kan mærke min egen succes. Jeg bestræber mig hver dag på at blive en bedre version af det, jeg var i går, forklarer hun.

Victoria sammen med sine forældre, Helle og Michael Buch, som driver restaurant Luna i Lemvig.
Victoria sammen med sine forældre, Helle og Michael Buch, som driver restaurant Luna i Lemvig.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Forældrenes iværksætterånd

Hun er ikke i tvivl om, hvor hun har iværksætterånden og gejsten fra.

- Mit drive skal jeg takke mine forældre for. De har altid været selvstændige og vist min bror og jeg, at det er fedt at have mange jern i ilden.

Forældrene ejer restaurant Luna ved havnen i Lemvig. Her giver Victoria gerne en hånd med, når hun er hjemme på ferie.

- Jeg er stolt af, at jeg har en datter, der er nysgerrig og har selvtillid nok til at turde tage springet og flyve ud i verden, bo der og slippe godt afsted med det og samtidigt er glad. Det betyder rigtigt meget for mig, fortæller hendes mor Helle Buch.

Forældrene har ikke pacet deres datter til det liv, hun har i dag. Tværtimod.

- Hun har en ubændig trang og lyst til at erobre verden . Jeg hørte tit, da jeg var barn og bare knoklede på: Pas nu på du ikke brænder dit lys i begge ender. Det siger vi også nogle gange til Victoria, men det hjælper ingenting. Hun gør som hun vil, siger hendes far Michael Buch og tilføjer:

- Vores børn er ikke forblændet af rigdom. De er vant til, at hvis man vil nyde, skal man også yde. Og det gør Victoria med en misundelsesværdig gejst.

Den vestjyske businesskvinde har en særlig leveregel.

- Jeg har altid haft et ordsprog: Hvis man gerne vil have noget, man ikke har haft før, så må man gøre noget, man ikke har gjort før.

Så der venter sikkert flere nye eventyr for Victoria.