searchable_1247-1993..

værgemål 

afgivet af justitsministeriets 

myndighedslovsudvalg 

betænkning nr. 1247 

københavn 1993

Publikationen kan købes hos 

boghandleren eller hos 

STATENS INFORMATION 

Postboks 1103 

1009 København K 

Tlf. 33 37 92 28(9-16) 

Fax 33 37 92 99 

Trykt 

på Cyclus offset 

ISBN 87-601-3642-4 

Schultz Grafisk A/S, København 

Ju00-245-bet

Indhold 

Udvalgets medlemmer 11 

Udvalgets kommissorium 13 

Udvalgets hovedtanker 15 

Lovudkast 21 

Udkast til lov om værgemål 21 

Udkast til lov om ændring af retsplejeloven (værgemålssager) 35 

Udkast til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om værgemål, 

formueadministration m.v 37 

Udkast til lov om forældremyndighed og samværsret 41 

Bemærkninger til lovudkastene 43 

Almindelige bemærkninger 43 

Hovedafsnit 1. Værgemål for voksne 43 

Kapitel 1. Gældende ret 45 

1. Lov om umyndighed og værgemål 45 

1.1. Umyndiggørelse 45 

1.2. Personlig umyndiggørelse 47 

1.3. Lawærgemål 54 

1.4. Ad hoc værgemål 55 

2. Fuldmagter som alternativ 58 

3. Andre nordiske lande 60 

3.1. Norskret 60 

3.2. Svensk ret 62 

3.3. Finsk ret 65 

3.4. Islandsk ret 67 

4. Andre lande 68 

Kapitel 2. Talmæssige oplysninger 69 

1. De umyndiggjorte 69 

1.1. Antallet 69

4 

1.2. Formuerne 73 

2. Lavværgemål 77 

3. Ad hoc værgemål 78 

4. Andre nordiske lande 81 

Kapitel 3. Lavværgemål og andre sagstyper 85 

1. Lavværgemål 85 

2. Ophævelsessager 87 

3. Frifindelser 89 

4. Bortfaldne eller hævede sager 92 

5. Anker 93 

Kapitel 4. Målgrupperne 97 

1. De umyndiggjorte 97 

2. Demente 98 

2.1. Antallet 98 

2.2. Gamles levevilkår 102 

3. Sindssyge 103 


3.2. Sindssyges livsvilkår 105 

4. Psykisk udviklingshæmmede 106 


4.2. Psykisk udviklingshæmmedes livsvilkår 107 

5. Andre organiske hjernelidelser 109 

Kapitel 5. Overvejelser om værgemål 111 

1. Generelle synspunkter 111 

2. Opdelinger 113 

3. Løsningsmodeller 115 

3.1. Værgemål 115 

3.2. Tillige fratagelse af handleevne 116 

3.3. Personligt værgemål 117 

3.4. Ikke tillige fratagelse af personlig rådighed 119 

3.5. Samværgemål 122 

3.6. Frivillige alternativer 126 

4. Retlige og medicinske kriterier 126 

4.1. Retlige kriterier 126 

4.2. Medicinske kriterier 127 

4.3. Egen anmodning 130 

5. Behovskriterier 132

5 

5.1. Generelle overvejelser 132 

5.2. Økonomisk behovsvurdering .... 135 

5.3. Behovsvurderingen ved personlige forhold 137 

5.4. Behovssammenfatning 143 

6. Det mindste middels princip 143 

7. Senere ændringer 148 

8. Genvurdering af handleevnefratagelse 149 

9. Umyndighedsbegrebet 151 

10. Offentliggørelse 157 

Kapitel 6. Værgemålssagerne 161 

1. Generelt om gældende ret 161 

2. Behandlende myndighed .. 163 

2.1. Saglig kompetence 163 

2.1.1. Udelukkende domstolsbehandling 164 

2.1.2. Ren administrativ behandling 165 

2.1.3. Delt kompetence 166 

2.1.4. Det tostrengede system 166 

2.1.5. Sortering af sagerne 171 

2.2. Stedlig kompetence 172 

3. Anmodning 172 

3.1. Pårørende 172 

3.2. Offentlige myndigheder 174 

3.3. Initiativ til ændrings- og ophævelsessager 178 

3.4. Myndighedspligt til indgriben 179 

3.5. Anmodningens indhold 180 

4. Beviserne 180 

4.1. Official- og undersøgelsesprincipperne 180 

4.2. Lægeerklæringer 181 

4.3. Udtalelser fra institutioner 188 

4.4. Den pågældendes egen stilling 189 

4.5. Orientering af særligt nærtstående 198 

5. Advokatbistand 203 

6. Foreløbige værger 207 

7. Overgang til domstolene 213 

8. Partsstilling 214 

9. Særligt om domstolsprøvelse 217 

10. Anke 218 

11. Virkning af dom om værgemål m.v 219

6 

Hovedafsnit 2. Værgemåls virkninger 221 

Kapitel 7. Værger 223 

1. Valg afværge 223 

1.1. Beskikkelse 223 

1.2. Valget 223 

1.3. Borgerligt ombud 225 

1.4. Kvalifikationer 226 

1.5. Udvalgets overvejelser 228 

2. Fratagelse afværgemål 233 

3. Kompetencen 234 

4. Værgesagernes behandling 234 

5. Gifte under værgemål 237 

Kapitel 8. Værgens retsstilling 241 

1. Afgrænsning 241 

2. Opgaver 241 

2.1. Legal repræsentant 241 

2.2. Målsætning 242 

2.3. Det økonomiske område 243 

2.4. Økonomiske enkeltområder 245 

2.5. Personlige spørgsmål 248 

3. Medindflydelse 248 

4. Indtægtsanvendelse 252 

5. Overladelse til egen rådighed 254 

6. Overskridelse af beføjelser 255 

7. Erstatningsansvar 257 

8. Regnskabsførelse 257 

9. Forbud mod kaution 258 

10. Værgens vederlag 258 


Kapitel 9. Formuen 271 

1. Afgrænsninger m.v 271 

2. Noget om formuernes sammensætning 275 

3. Dispositioner ved værgemålets iværksættelse 278 

3.1. Uændretform 278 

3.2. Registrering 280 

3.3. Kontrol med midlernes indlevering 282 

3.4. Sikring ved værgebestyrede aktiver 283

7 

4. Formueadministration 286 

4.1. Bestyrelse i forvaltningsafdeling 286 

4.2. Værgebestyrelse 287 


5. Midlernes placering 291 

6. Gaver 292 

7. Arv 298 

8. Testamentsværger 301 

9. Forsikringer 302 

10. Kapitalforbrug 305 

Kapitel 10. Værgemålstilsyn 311 

1. Generelle betragtninger 311 

2. Værgemålsformer under tilsyn 312 

3. Godkendelse afværgedispositioner 313 

3.1. Generelt 313 

3.2. Fast ejendom 315 

3.3. Løsøre 315 

3.4 Gældsstiftelse 317 

3.5. Gaver og arv 317 

3.6. Forlig 317 

3.7. Opsamlingsbestemmelsen 317 

4. Pålægsmuligheder 318 

5. Regnskabsrevision 319 

Kapitel 11. Værgemål for børn og unge 323 

1. Personlige spørgsmål 324 

2. Værger 324 

3. Værgemål 325 

4. Særregler for umyndige 327 

4.1. Umyndiges stilling 327 

4.2. Arbejdsaftaler 327 

4.3. Selverhverv m.v 328 

4.4. Selvstændig næring 329 

5. Gifte unge 329 

Kapitel 12. Retsstillingen under værgemål 333 

1. Grundregler 333 

2. Særregler for umyndige voksne 334 

3. Ugyldige aftaler 335

8 

4. Dispositioneruden fratagelse af handleevne 339 

4.1. Generelt 339 

4.2. Kolliderende retshandler 339 

4.3. Tilsidesættelse af aftaler 340 

4.3.1. Aftaleloven 340 

4.3.2. Myndighedsloven 340 

Kapitel 13. Særlige værger 347 

1. Opdelinger 347 

2. Ad hoc værge for personer under værgemål 348 

3. Midlertidigt fraværende 350 

4. Sagsbehandling og retsvirkning 351 

5. Værger på skifte 353 

Kapitel 14. Børns og sindssyges erstatningsansvar 355 

Kapitel 15. Lovtekniske spørgsmål 359 

1. Lovens titel 359 

2. Systematik 359 

2.1. Forældremyndighedsreglerne 359 

2.2. Formuereglerne 360 

2.3. Andre systematiske spørgsmål 361 

3. Lov eller bekendtgørelse 361 

4. Konsekvensændringer 362 

5. Overgangsregler 363 

Kapitel 16. Administrative og økonomiske konsekvenser. 367 

1. Flere værgemål 367 

2. Individuelle ordninger 369 

3. Værgemålssagerne 369 

4. Værgerne 371 

5. Formueforvaltningen 372 

6. Værgemålstilsynet 372 

7. Statsamterne 372 

8. Domstolene 374 

Specielle bemærkninger 

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser i udkastet til lov om 

værgemål 375 

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser i udkastet til lov om 

ændring af retsplejeloven 397

9 

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser i udkastet til lov om ændring 

af forskellige lovbestemmelser om værgemål, formueadministration 

m.v 402 

Bemærkninger til udkastet til lov om forældremyndighed og samværsret 

405 

Litteraturliste 407

11 

Udvalgets medlemmer 

Formand: 

Landsdommer, dr. jur. Svend Danielsen 

Medlemmer. 

Statsamtsfuldmægtig Kirsten Frost Bjerregaard (udpeget af Foreningen af 

Statsamtsjurister) 

Landsdommer Nils Black (udpeget af Den danske Dommerforening) 

Forstander Bente Djørup (udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer) 

Socialrådgiver Birthe Duun (udpeget af Ældre Sagen) 

Advokat Jørgen U. Grønborg (udpeget af Advokatrådet) 

Embedslæge Kirsten Kronborg (udpeget af Sundhedsministeriet) 

Statsamtmand Ole Perch Nielsen (udpeget af Foreningen af Statsamtmænd) 

Fuldmægtig Eva Pedersen (udpeget af Socialministeriet) 

Underdirektør Jesper Vorstrup Rasmussen (udpeget af Justitsministeriet). 

Sekretær. 

Fuldmægtig Marianne Lund Larsen, Justitsministeriet. 

Professor Jørgen Graversen var medlem af udvalget til sin død i april 1990. 

Statsamtsfuldmægtig Kirsten Frost Bjerregaard og statsamtmand Ole Perch 

Nielsen blev medlemmer i august 1990. 

Overassistent Hanne Jørgensen har renskrevet betænkningen. 

Udvalget begyndte sit arbejde i sommeren 1989 og afsluttede det i februar 

1993.

13 

Udvalgets kommissorium 

Myndighedslovens regler om umyndiggørelse, lawærgemål og beskikkelse 

afværger til særlige hverv er fra 1922 og udformet med henblik på datidens 

samfundsforhold. I dag er disse regler næppe tidssvarende, og de har været 

udsat for kritik. 

Således har det været kritiseret, at bestemmelsen i § 2 om umyndiggørelsesgrundene 

på flere punkter er meget vagt formuleret og ikke giver en så 

sikker afgrænsning af de tilfælde, hvor umyndiggørelse skal ske, som man ud 

fra nutidige retssikkerhedsmæssige synspunkter kunne ønske sig. Det har 

endvidere været fremhævet, at udtrykket umyndiggørelse opleves som stemplende. 

Et kritikpunkt mod den gældende ordning er også, at umyndiggørelse 

og lawærgemål berøver den pågældende næsten hele formueretshabiliteten, 

hvilket i mange tilfælde er for vidtgående et indgreb. Der savnes alternative 

muligheder for at foretage mere begrænsede indgreb, på samme måde 

som man ad frivillighedens vej kan skabe begrænsninger i rådighed over fast 

ejendom ved at tinglyse rådighedsindskrænkende deklarationer. 

Udviklingen på ældreområdet har også rejst forskellige spørgsmål. Navnlig 

i forbindelse med flytning af geriatriske patienter og afasipatienter til psykiatriske 

plejehjem eller andre institutioner er der behov for at vurdere, om 

det vil være muligt at finde frem til en ordning, som på en enklere måde end i 

dag kan tilgodese patienternes retssikkerhed, således at den bringes på linie 

med de regler, som i løbet afkort tid ventes gennemført for tvangsindlæggelse 

og -tilbageholdelse på psykiatriske hospitaler. 

I Sverige er der i 1987 fremsat forslag om en gennemgribende revision af 

myndighedsloven (föräldrabalken). Forslaget indebærer, at umyndiggørelsesinstituttet 

afskaffes og erstattes af et 'förvaltarskap'. Et förvalterskap kan 

efter forslaget begrænses til at omfatte en del af formuen. Den, som undergives 

förvalterskap, mister således retten til at råde over den del af formuen, 

der omfattes af förvalterskapet, men beholder i øvrigt retten til at bestemme 

over sin formue. I tilknytning til forslaget om ændring af den svenske myndighedslov 

har Sverige over for de øvrige nordiske lande rejst spørgsmål om 

revision af afsnittet om værgemål i den nordiske konvention af 6. februar 

1931 om ægteskab, adoption og værgemål. 

Justitsministeriet har på denne baggrund besluttet at nedsætte et udvalg 

med den opgave at foretage en fuldstændig revision og modernisering af

14 

myndighedslovens regler om umyndiggørelse, lavværgemål og beskikkelse 

afværger i særlige tilfælde. I det omfang det findes hensigtsmæssigt, kan udvalget 

i tilslutning hertil behandle spørgsmålet om retsvirkningerne af disse 

indgreb. Udvalget kan også behandle andre regler i myndighedsloven, herunder 

reglerne om anbringelse af umyndiges midler, i det omfang reglerne er 

fælles for umyndiggjorte og mindre-årige. Det er et hovedspørgsmål for udvalget 

at søge at finde frem til alternative indgrebsmuligheder, som kan tilgodese 

de ovenfor nævnte kritikpunkter mod den gældende ordning. Udvalget 

anmodes tillige om at vurdere, om der på baggrund af udvalgets forslag vedrørende 

myndighedsloven bør foretages ændringer i anden lovgivning, f.eks. 

tinglysningsloven.

15 

Udvalgets hovedtanker 

1. Baggrund 

1.1. De allerfleste voksne har evne og frihed til at indgå aftaler om økonomiske 

og personlige forhold. De kan købe og sælge fast ejendom, indgå kreditaftaler 

om biler og andre større anskaffelser og etablere selvstændig virksomhed. 

Er der formue, kan de forvalte den og bruge pengene til, hvad de vil. De 

kan på egen hånd lægge tilværelsen til rette, herunder bestemme hvor de vil 

bo, og om de vil underkaste sig lægebehandling. 

Nogle voksne er ude af stand til at varetage egne anliggender. Det kan være 

på grund af en medfødt tilstand, en alvorlig sygdom eller en svær svækkelse. 

Nogle kan slet ikke træffe afgørelser, andre kan nok handle, men ikke fornuftmæssigt, 

og atter andre har behov for hjælp, når der skal tages beslutninger. 

Regler om bistand til og beskyttelse af disse svage grupper findes i dag i 

lov nr. 277 af 30. juni 1922 om umyndighed og værgemål samt i lov nr. 211 af 

13. maj 1981 om anbringelse og bestyrelse af umyndiges midler m.v. 

1.2. Siden myndighedslovens forberedelse indledtes omkring 1920, er der 

sket meget med de grupper, reglerne omhandler. For langt den største gruppe, 

børnene og de unge, er der sket en nedsættelse af myndighedsalderen fra 

21 år, først til 20 år i 1969 og i 1976 til 18 år. 

For så vidt angår de voksne, der kan blive tale om at give en værge, er den 

mest markante ændring tilsynekomsten af en stor gruppe, som ikke spillede 

samme rolle i århundredets begyndelse, nemlig de gamle. Med den stigende 

levealder øges antallet af gamle demente, der ikke kan tage vare på sig selv og 

deres økonomiske anliggender. Dermed opfylder de umyndiggørelsesbetingelserne. 

Samtidig med stigningen i antallet er der sket store ændringer i de 

gamles levevilkår. Tidligere blev næste generation ofte boende i hjemmet, eller 

de gamle kom på aftægt hos børnene. I dag bliver de gamle i stigende grad 

i deres hidtidige hjem med bistand fra hjemmehjælpere, hjemmesygeplejersker 

m.v., også selv om behovet for omsorg er stort. Andre får ophold på plejehjem, 

i beskyttede boliger eller på andre institutioner. De gamles livsvilkår 

har i de senere år fået stor opmærksomhed, ikke mindst deres forhold på institutioner. 

Deres civilretlige stilling har været hovedemnet for dette udvalgs 

arbejde. 

En anden gruppe, de sindssyge, har ikke længere de samme værgebehov, 

fordi de behandlingsmæssige muligheder er steget betydeligt.

16 

Den tredje store gruppe, de psykisk udviklingshæmmede, har også fået forholdene 

ændret. Den særlige lovgivning om åndssvage er ophævet, og opgaverne 

er overført til amtskommunerne eller kommunerne. Bestræbelserne 

går i retning af størst mulig integration i samfundet, f.eks. i mindre bofællesskaber. 

Også denne gruppes retsstilling er indgået i udvalgets arbejde. 

Den beskrevne udvikling er et udtryk for den almindelige holdning, hvorefter 

samfundet må tage sig af de svage, og den har medført, at det offentlige 

har overtaget stadig flere opgaver. 

1.3. Endnu en markant ændring er, at samfundets svage har flere penge 

mellem hænderne end tidligere. De allerfleste har indtægter, f.eks. i form af 

førtids- eller folkepension, og de beløb, der kommer til udbetaling i kraft af 

private pensionsopsparinger og ordninger knyttet til ansættelsesforholdet, er 

i stigning. Også under institutionsophold udbetales der beløb til personlige 

fornødenheder. Foruden disse indtægter har mange formue. Den almindelige 

velfærdsstigning og den større udbredelse af ejerboligerne slår igennem også 

her. De faste ejendomme, de ældre ejer, er som regel ubehæftede eller kun 

belånt i begrænset omfang og repræsenterer derfor ofte betydelige værdier. 

Også de andre grupper har i dag hyppigere større formuer end tidligere. 

2. Ny værgemålslov m.v. 

Resultatet af arbejdet i myndighedslovsudvalget har form af et udkast til en ny 

værgemålslov med bemærkninger. Udvalget har derudover udarbejdet et udkast 

til en ny affattelse af retsplejelovens kapitel 43. Som følge af, at den godt 

70-årige lov om umyndighed og værgemål foreslås helt ophævet, er det nødvendigt 

med en række andre lovændringer, der har form af to lovudkast. De 

fire udkast findes først i betænkningen umiddelbart efter dette afsnit. De almindelige 

bemærkninger, der er meget omfattende, er opdelt i to hovedafsnit 

og seksten kapitler. Derefter følger de specielle bemærkninger. 

3. Nye værgemålsformer. 

Udvalget er pålagt at 'foretage en fuldstændig revision og modernisering af 

myndighedslovens regler om umyndiggørelse, lawærgemål og beskikkelse 

af værger i særlige tilfælde' og dermed at foreslå nye værgemålsformer. De 

centrale bestemmelser herom er værgemålslovudkastets kapitel 2 med § 5, § 6 

og § 7, der omtales i det første hovedafsnit 'Værgemål for voksne' med et 

tyngdepunkt i kapitel 5 'Udvalgets overvejelser'. Som baggrund findes i kapitel 

1 en gennemgang af de gældende nordiske værgeregler samt i kapitel 2 og 

3 en række faktiske oplysninger, herunder fra undersøgelser, udvalget har 

foretaget, navnlig af et halvt års byretsdomme om umyndiggørelse og lavvær-

17 

gemål. I kapitel 4 om målgrupperne har udvalget søgt at danne sig et indtryk 

af, hvilke grupper i befolkningen der er ude afstand til at varetage egne anliggender 

og derfor har behov for værgebistand. Det drejer sig vel om over 

40.000, hvoraf langt den største gruppe er de svært demente. Disse tal sættes i 

perspektiv af, at der ifølge oplysninger, udvalget har indhentet, i dag er omkring 

3.000 umyndiggjorte og ca. 1.000 under lavværgemål. Samtidig er langt 

færre voksne under værgemål i Danmark end i de andre nordiske lande. 

Det centrale i den nye ordning bliver, at der udpeges en værge til at handle 

og træffe beslutninger, jf. lovudkastets § 5. Dermed får foranstaltningen ikke 

samme indgribende virkninger som umyndiggørelse i dag. Baggrunden er, at 

der antagelig kun sjældent er behov for at hindre vedkommende i at disponere 

på egen hånd. Er der i det konkrete tilfælde risiko herfor, kan værgemålet 

suppleres med fratagelse af handleevnen, se udkastets § 6. Kun denne gruppe 

voksne betegnes i udkastet som 'umyndige'. Det er dem, der svarer til de hidtidige 

umyndiggjorte, et begreb det er undgået at anvende i de foreslåede regler. 

En anden nydannelse er, at værgemål skal afpasses til de konkrete forhold, 

og at de ikke må gøres mere omfattende end nødvendigt. De kan begrænses 

til at angå bestemte aktiver, nærmere afgrænsede økonomiske anliggender 

eller personlige forhold. Der kan også ske tidsbegrænsning. Skal der ske 

handleevnefratagelse, må indgrebet omhandle hele det økonomiske område. 

Lavværgemålene foreslås bibeholdt, jf. udkastets § 7, under betegnelsen 

samværgemål. Også de kan begrænses efter de konkrete omstændigheder til 

at angå bestemte aktiver eller anliggender. 

Efter lovudkastets § 5 og § 7 skalder være behov for at iværksætte værgemål 

eller samværgemål. Heraf følger, at der efter udvalgets opfattelse ikke skal 

udpeges en værge for samtlige, der er ude af stand til at varetage egne anliggender. 

Det må være i alles interesse, at det i vidt omfang er muligt at klare 

opståede problemer, uden at der beskikkes en værge. Navnlig gælder det, 

hvis der er familie eller andre nærtstående, der i enighed kan træde til. Det er 

derfor udvalgets opfattelse, at der skal foreligge aktiver på 5O.-75.OOO kr. for, 

at værgemål alene på grund af formuen kan komme på tale. Sædvanlige indtægter, 

der kan administreres på anden måde, medfører heller ikke, at der 

nødvendigvis er behov for en værge. Også mange personlige spørgsmål kan 

klares uden medvirken af en formelt beskikket værge. I det konkrete tilfælde 

må der foretages en behovsafvejning, hvor også retssikkerhedshensyn m.v. 

må indgå. 

4. Nye sagsbehandlingsregler. 

I dag behandles umyndiggørelsessagerne af byretterne. Udvalgets undersø-

18 

gelser viser, at de. fleste afgørelser træffes på skriftligt grundlag, og uden at 

der protesteres. Derfor foreslås, at de fleste værgemålssager i fremtiden skal 

afgøres af statsamterne. Dermed udnyttes fordelene ved en administrativ behandling. 

Kun hvis der er tale om fratagelse af handleevne, eller hvis statsamtet 

finder det betænkeligt at afgøre sagen administrativt, overføres sagen til 

domstolene. Derudover foreslås en regel om, at statsamternes afgørelser kan 

undergives en fuldstændig domstolsprøvelse. 

I lovudkastets kapitel 3 og i bemærkningerne kapitel 6 om værgemålssager 

foreslås en række nydannelser, navnlig til styrkelse af retssikkerheden. Det 

sker f.eks. med et krav om, at der altid skal indhentes en lægeerklæring og en 

udtalelse fra den institution, den pågældende bor på. Den, sagen angår, har 

ret til at udtale sig i statsamtet, medmindre denne ikke med nytte kan udtale 

sig. I sager, der skal afgøres i retten, skal den, sagen angår, udtale sig i et 

retsmøde, medmindre det i det konkrete tilfælde ikke skønnes påkrævet. 

Yderligere foreslås en regel om obligatorisk underretning af særligt nærtstående. 

Behandles sagen ved domstolene, skal der altid beskikkes advokat for 

den, der søges sat under værgemål. 

5. Værgerne. 

Værgerne og deres opgaver er emnerne for lovudkastets kapitel 4 og bemærkningerne 

kapitel 7 og 8. Også en del regler i kapitel 2 og 3 handler om værgerne. 

Nydannelserne er få, men ganske betydningsfulde. I takt med udviklingen 

på tilgrænsende områder foreslår udvalget, at hvervet som værge ikke 

længere skal være et borgerligt ombud. Bl.a. som følge heraf foreslår udvalget, 

at værgernes vederlag skal fastsættes mere fleksibelt. Udvalget peger i denne 

forbindelse på fordelene ved såkaldte faste værger, der påtager sig flere eller 

mange værgemål og således kan udnytte administrative fordele. Værgens vederlag 

må som udgangspunkt betales af den, der er under værgemål. Kun 

hvis den pågældende ikke har tilstrækkelige midler, må det offentlige træde 

til og betale vederlaget. 

6. Formueforvaltningen. 

I dag findes som nævnt under pkt. 1.1. en særlig lov om anbringelse og bestyrelse 

af umyndiges formuer. Udvalget foreslår, at reglerne overføres til værgemålslovudkastet, 

se kapitel 5, men at grundprincipperne bevares. Formuespørgsmålene 

behandles i bemærkningerne kapitel 9. Administrationen af 

aktiver skal derfor som hovedregel fortsat ske i de særligt godkendte forvaltningsafdelinger 

i pengeinstitutter. Det er udvalgets tanke, at formuer tilhø-

19 

rende personer under værgemål skal anbringes i forvaltningsafdeling, hvis de 

overstiger 50.-75.000 kr. 

7. Tilsynet. 

Værger er under tilsyn af statsamterne og forvaltningsafdelingerne. Udvalget 

foreslår, at nogle af forskrifterne om værgemålstilsynet indsættes i loven, se 

nærmere bemærkningerne i kapitel 10. 

8. Andre ændringer. 

Også som følge af, at udvalget har udarbejdet udkast til en helt ny værgemålslov 

til afløsning af den gældende myndighedslov, har det været nødvendigt 

at gennemgå alle gældende bestemmelser. Drøftelserne har på andre 

områder end de ovenfor omtalte i hovedsagen ført til en modernisering af 

lovstoffet uden større nydannelser. Blandt de mere betydningsfulde ændringer 

kan dog nævnes : 

1) Unge under 18 år bliver myndige, hvis de indgår ægteskab, se nærmere 

nedenfor i kapitel 11, pkt. 5. 

2) Det foreskrives udtrykkeligt, at værgen under hensyn til værgemålets karakter 

med statsamtets godkendelse kan bruge af formuen, hvis indtægterne 

ikke er tilstrækkelige, se nærmere nedenfor i kapitel 8, pkt. 4. 

3) Værgen skal, hvis denne finder det forsvarligt, overlade den, der er under 

værgemål, penge til egen rådighed til dækning af dennes behov, se nærmere 


4) Gaver til personer under værgemål skal kun administreres i en af de særlige 

forvaltningsafdeiinger og de specielle anbringelsesregler skal kun 

iagttages, hvis giveren særligt har bestemt dette, se nedenfor i kapitel 10, 

pkt. 6. Det samme gælder med hensyn til statsamtets tilsyn og godkendelse 

af værgens dispositioner. 

5) Reglen om godkendelse af kapitalforbrug foreslås indsat i loven, se nærmere 

herom og om administration af reglen nedenfor i kapitel 9, pkt. 10. 

6) Muligheden for at tilsidesætte aftaler indgået af personer, der mangler 

evnen til at handle fornuftmæssigt, foreslås lempet, se nedenfor i kapitel 

12, pkt. 4.3. 

7) Reglerne om særlige værger er forenklet og klargjort, se nærmere nedenfor 

i kapitel 13.

*

21 

Udkast 

til 

LOV OM VÆRGEMÅL 

Kapitel 1 

Værgemål for børn og unge 

Umyndige 

§ 1. Børn og unge under 18 år, der ikke har indgået ægteskab, er mindreårige 

og dermed umyndige. 

Stk. 2. Mindreårige kan ikke selv forpligte sig ved retshandler eller råde 

over deres formue, medmindre andet er bestemt. 

Stk. 3. Værgerne handler på den mindreåriges vegne i økonomiske anliggender 

med de begrænsninger, der følger af §§ 26-30, §§ 35-36, § 39 og 

§§ 42-43. 

Værger 

§ 2. For mindreårige er indehaveren af forældremyndigheden værge. Er 

der fælles forældremyndighed, er indehaverne begge værger. 

Stk. 2. Er der fælles forældremyndighed, og er den ene af indehaverne under 

værgemål eller samværgemål eller frataget værgemålet, er den anden 

værge alene. 

Stk. 3. Under ganske særlige omstændigheder kan indehaveren af forældremyndigheden 

fritages for værgemålet. 

Stk. 4. Indtræder en af de i stk. 2 eller 3 nævnte omstændigheder for den, 

der har forældremyndigheden alene, eller for begge indehavere, beskikkes en 

værge. 

§ 3. Er der to værger for en mindreårig, handler de i forening på dennes 

vegne. 

Stk. 2. Den ene værge kan give den anden fuldmagt til at varetage værgemålet 

alene. Fuldmagten kan begrænses i tid eller til at angå bestemte anliggender. 

Den kan når som helst tilbagekaldes. 

Stk. 3. Den ene værge kan med virkning i forhold til tredjemand modtage 

og kvittere for beløb, som en værge lovligt kan modtage, medmindre den anden 

værge har meddelt tredjemand, at dette ikke kan ske. 

Stk. 4. Er den ene værge midlertidigt forhindret, kan den anden træffe beslutninger, 

som ikke uden ulempe kan opsættes.

VÆRGEMÅLSLOVEN 22 

Stk. 5. Er værgerne uenige, træffes afgørelse af statsamtet. 

§ 4. Om fratagelse og bortfald af værgens beføjelser gælder § 12. Ved behandlingen 

afværgesager efter dette kapitel finder § 14,1. pkt., § 15, § 16, stk. 

2, § 18, stk. 1 og 4, § 20, § 21 og § 23, stk. 1, tilsvarende anvendelse. 

Stk. 2. Inden der beskikkes en værge for en mindreårig, der er fyldt 12 år, 

skal der finde en samtale sted herom med denne. Samtale kan dog undlades, 

hvis den må antages at være til skade for den mindreårige, eller hvis denne 

ikke med nytte kan udtale sig. 

Kapitel 2 

Værgemål for voksne 

Værgemål 

§ 5. Der kan iværksættes værgemål for den, der på grund af sindssygdom, 

herunder svær demens, eller hæmmet psykisk udvikling eller anden form for 

alvorligt svækket helbred er ude afstand til at varetage sine anliggender, hvis 

der er behov for det. 

Stk. 2. Værgemålet kan begrænses til at angå økonomiske forhold, herunder 

bestemte aktiver eller anliggender. Det kan også begrænses til at angå 

personlige forhold, herunder bestemte personlige anliggender. 

Stk. 3. Værgen handler på den pågældendes vegne i anliggender, der er 

omfattet af værgemålet, med de begrænsninger, der følger af §§ 26-30, 

§§ 35-36, § 39 og §§ 42-43. 

Halvdelen af udvalget (Black, Danielsen, Kirsten Frost Bjerregaard, 

Grønborg og Vorstrup Rasmussen) foreslår, at der i § 5 som nyt stykke 

indsættes: 

'Stk. 2. Der kan iværksættes værgemål for den, der på grund af sygdom 

eller stærkt svækket tilstand er uegnet til at varetage sine økonomiske 

anliggender, og som selv anmoder herom, hvis der er behov for 

det i stedet for samværgemål.' 

Stk. 2-3 bliver da stk. 3-4. 

Fratagelse af handleevne 

§ 6.1 forbindelse med værgemål efter § 5 kan den retlige handleevne fratages, 

hvis dette er nødvendigt for at hindre, at den pågældende udsætter sin 

formue, indkomst eller andre økonomiske interesser for fare for at forringes 

væsentligt, eller for at hindre økonomisk udnyttelse.

23 VÆRGEMÅLSLOVEN 

Stk. 2. Den, der er frataget handleevnen, er umyndig og kan ikke selv forpligte 

sig ved retshandler eller råde over sin formue, medmindre andet er bestemt. 

Stk. 3. Domme om fratagelse af handleevne offentliggøres, jf. tinglysningslovens 

48. 

Et mindretal (Kirsten Kronborg) foreslår, at der efter § 6 indsættes: 

'§ 6 a. I forbindelse med værgemål efter § 5 kan den pågældende helt 

eller delvis fratages rådigheden over personlige forhold, hvis dette er 

nødvendigt for at hindre, at denne udsætter sig for væsentlig fare.' 

Samværgemål 

§ 7. Der kan iværksættes samværgemål for den, der på grund af uerfarenhed, 

svækket helbred eller anden lignende tilstand har behov for hjælp til at 

administrere sin formue eller varetage andre økonomiske anliggender, og 

som selv anmoder herom. 

Stk. 2. Samværgemålet kan begrænses til at angå bestemte aktiver eller anliggender. 

Stk. 3. Værgen og den pågældende handler i forening i anliggender, der er 

omfattet af værgemålet. 

Omfanget afværgemål 

§ 8. Afgørelser efter § 5 eller § 7 skal afpasses efter den pågældendes behov 

og må ikke være mere omfattende end nødvendigt. Der kan ikke ske fratagelse 

af handleevne efter § 6, hvis den pågældendes interesser i tilstrækkeligt 

omfang kan tilgodeses ved værgemål efter § 5. 

Stk. 2. Er tilstanden midlertidig, eller er der af andre grunde særlig anledning 

hertil, kan værgemål eller samværgemål tidsbegrænses. 

§ 9. En afgørelse om værgemål efter 5, om fratagelse af handleevne efter § 6 

eller om samværgemål efter § 7 skal gøres mindre omfattende, hvis ændrede 

forhold giver anledning hertil. Afgørelsen kan gøres mere omfattende under 

de i §§ 5-7 nævnte betingelser. 

Ophævelse afværgemål 

§ 10. Værgemål efter § 5, fratagelse af handleevne efter § 6 eller samværgemål 

efter § 7 skal ophæves, hvis betingelserne ikke længere er opfyldt.


Værger 

§ 11.1 forbindelse med afgørelser om værgemål efter § 5 og samværgemål 

efter § 7 skal der beskikkes en værge eller en samværge. 

Et mindretal (Kirsten Frost Bjerregaard og Perch Nielsen) foreslår, at 

der i § 11 indsættes: 

'Stk. 2. Iværksættes værgemål for en ung i umiddelbar tilslutning til 

myndighedsalderens indtræden, kan forældre, der hidtil begge har været 

værger, jf. § 2, beskikkes til at fortsætte værgemålet. § 3 finder tilsvarende 

anvendelse. 

Stk. 3. Under særlige omstændigheder kan der beskikkes to værger 

med hver deres opgaver og område.' 

§ 12. Beskikkelsen fratages værgen eller samværgen, hvis denne misbruger 

sin stilling eller i øvrigt viser sig uegnet til hvervet, eller hvis det er nødvendigt 

af hensyn til den, der er under værgemål eller samværgemål. 

Stk. 2. Beskikkelsen bortfalder, hvis værgen selv kommer under værgemål 

eller samværgemål. 

Kapitel 3 

Værgemåls- og værgesager 

Saglig kompetence 

§ 13. Statsamtet eller retten træffer afgørelser om værgemål efter §§ 5-10. 

Stk. 2. Statsamtet træffer afgørelse om værgemål efter § 5 og §§ 7-10, medmindre 

det findes betænkeligt at behandle sagen administrativt. 

Stk. 3. Retten træffer afgørelse om fratagelse af handleevne efter § 6 og i 

sager, der er oversendt efter stk. 2. 

Stk. 4. Statsamtets beslutning om, hvem der skal afgøre sagen, kan ikke 

indbringes for højere administrativ myndighed., 

§ 14. Statsamtet foretager værgebeskikkelse og ændring heraf. I forbindelse 

med dom om værgemål foretages beskik-kelsen af den ret, der afsiger 

dommen. 

Stedlig kompetence 

§ 15. Statsamtets afgørelser efter § 5 og §§ 7-12 træffes på det sted, hvor 

den, sagen angår, har bopæl. Har denne ingen bopæl her i landet, træffes 

afgørelsen, hvor vedkommende har ophold. Har vedkommende hverken bo-


pæl eller ophold her i landet, træffes afgørelsen af Københavns Overpræsidium. 

Anmodning 

§ 16. Anmodning om værgemål, om fratagelse af handleevne, om samværgemal 

eller om ændring eller ophævelse, jf. §§ 5-10, kan fremsættes af: 

1) den pågældende selv, 

2) dennes ægtefælle, børn, forældre, søskende eller andre blandt de nærmeste, 

3) værgen, samværgen eller en særlig værge, 

4) kommunalbestyrelsen eller 

5) politimesteren (politidirektøren). 

Stk. 2. Statsamtet kan uden anmodning behandle spørgsmål om ændring 

og ophævelse af værgemål, jf. §§ 9-10, samt om værgebeskikkelse og ændring 

heraf. 

§ 17. Anmodning efter § 5 og §§ 7-12 sendes til statsamtet. Anmodning om 

værgemål med fratagelse af handleevne efter § 6 sendes til retten. 

Stk. 2. Anmodningen skal begrundes og indeholde forslag til værgemålets 

karakter og omfang. 

Stk. 3. Har statsamtet modtaget en anmodning, der skal behandles af retten, 

oversendes den dertil. 

Sagens oplysning 

§ 18. Statsamtet eller retten sørger for sagens oplysning. 

Stk. 2. Statsamtet eller retten indhenter en lægeerklæring om den pågældendes 

helbred som grundlag for en afgørelse efter § 5 eller § 6.1 andre værgemålssager 

kan der indhentes en lægeerklæring, hvis det findes nødvendigt. 

Stk. 3. Har den pågældende bopæl på institution, indhenter statsamtet eller 

retten en udtalelse herfra som grundlag for en afgørelse efter § 5 eller § 6.1 

andre værgemålssager kan der indhentes en udtalelse, hvis det findes nødvendigt. 

Stk. 4. Statsamtet eller retten kan afkræve personer, der har kendskab til 

den pågældende, de oplysninger, som anses for nødvendige for behandling 

af sagen. 

Stk. 5. Lægeerklæringer til brug for værgemålssager betales af den myndighed, 

der skal afgøre sagen. 

§ 19. Inden statsamtet træffer afgørelse efter § 5 eller §§ 7-12 har den, sagen


angår, ret til at udtale sig, medmindre denne ikke med nytte kan udtale sig 

om spørgsmålet. 

Stk. 2. Inden retten træffer afgørelse, skal den, sagen angår, udtale sig i et 

retsmøde, medmindre det i det konkrete tilfælde ikke skønnes påkrævet. 

Underretning 

§ 20. Statsamtet eller retten underretter ægtefællen eller værgen, samværgen 

eller en særlig værge, hvis en sådan allerede er beskikket, om at der er 

indsendt anmodning om værgemål, jf. § 5, om fratagelse af handleevne, jf. 

§ 6, om ændring eller ophævelse afværgemål eller ophævelse af fratagelse af 

handleevne, jf. §§ 9-10, om indbringelse af statsamtets afgørelse for retten, jf. 

§ 22, og om anmodning i værgesager, jf. §§ 11-12. Underretning skal ikke ske 

til en separeret ægtefælle. 

Stk. 2. Er der ingen ægtefælle, skal der i rimeligt omfang ske underretning 

af forældre, børn eller andre blandt de nærmeste i tilfælde som nævnt i stk. 1. 

Stk. 3. Den, der har fået underretning efter stk. 1 eller 2, skal have meddelelse 

om sagens oversendelse til retten samt om afgørelsen. 

Foreløbige værger 

§ 21. Statsamtet eller retten kan beskikke en foreløbig værge eller samværge, 

hvis betingelserne i § 5 eller § 7 skønnes opfyldt, og der er et øjeblikkeligt 

behov herfor. Under samme betingelser kan retten tillige foreløbigt fratage 

handleevnen efter § 6. 

Stk. 2. Reglerne i § 18, stk. 2-3, § 19 og § 20 anvendes kun i det omfang, det 

er foreneligt med den foreløbige afgørelses karakter. 

Stk. 3. En foreløbig værgebeskikkelse gælder, indtil der er truffet afgørelse 

eller afsagt dom i sagen, eller indtil beslutningen ophæves. 

Stk. 4. Statsamtets afgørelser efter stk. 1 under sager efter § 5 eller §§7-10 

kan forlanges indbragt for retten, der da færdigbehandler sagen. § 22, stk. 2-4, 

finder anvendelse. 

Prøvelse af værgemålsafgørelser 

§ 22. Statsamtets afgørelse efter § 5 eller §§7-10 kan inden fire uger efter, at 

der er givet meddelelse om afgørelsen, forlanges indbragt for retten. 

Stk. 2. Anmodning til statsamtet om indbringelse for retten kan fremsættes 

af de samme, som kan fremsætte anmodning efter § 16, stk. 1. 

Stk. 3. Statsamtet oversender sagen til retten. 

Stk. 4. Anmodning om prøvelse af statsamtets afgørelse om værgemål bevirker 

ikke, at værgemålet bortfalder, medmindre retten bestemmer andet.


Administrative regler 

§ 23. Justitsministeren fastsætter regler om behandling af sager om værgemål 

og værger. 

Stk. 2. Justitsministeren kan efter forhandling med sundhedsministeren 

fastsætte regler om kravene til og udformningen af lægeerklæringer til brug 

under værgemålssager. 

Kapitel 4 

Værgens retsstilling 

Opgaver 

§ 24. Værgen skal inden for hvervets omfang varetage interesserne for den, 

der er under værgemål. 

Stk. 2. Værgen skal sørge for, at formuen bevares og giver rimeligt udbytte. 

Stk. 3. Værgen skal sørge for, at indtægterne anvendes til gavn for den, der 

er under værgemål. Forældre kan som værger anvende barnets indtægter til 

dets underhold i passende omfang og under hensyntagen til deres og barnets 

stilling, jf. lov om forældremyndighed og samværsret § 2, stk. 3. Er indtægterne 

ikke tilstrækkelige, kan værgen under hensyn til værgemålets karakter 

bruge af formuen i passende omfang med statsamtets godkendelse, jf. § 39. 

Stk. 4. Hvis værgen finder det forsvarligt, at den, der er under værgemål, 

sørger for sine egne behov, skal værgen overlade denne penge til egen rådighed 

til dette formål. 

Gifte under værgemål 

§ 25. Er en ægtefælle under værgemål, bestyrer værgen i forening med den 

anden ægtefælle den del af fællesboet, der er omfattet af værgemålet. 

Stk. 2. Værgen handler alene, hvis den anden ægtefælle er under værgemål 

eller samværgemål, hvis ægtefællerne er separerede, eller hvis det på grund 

af særlige forhold bestemmes i værgebeskikkelsen. 

Medindflydelse 

§ 26. Værgen skal spørge den, der er under værgemål, før der træffes beslutning 

i vigtigere anliggender. Dette gælder dog ikke, hvis den pågældende 

er under 15 år, hvis denne ikke forstår sagens betydning, eller hvis dette ikke 

kan ske uden betydelig vanskelighed. 

Stk. 2. Er den, der er under værgemål, gift, og finder § 25, stk. 1, ikke anvendelse, 

skal værgen tillige indhente en erklæring fra ægtefællen, medmindre 

de er separerede.


Et mindretal (Kirsten Kronborg og Perch Nielsen) foreslår, at § 26, stk. 

1, affattes således : 

'§ 26. Værgen skal spørge den, der er under værgemål, før der træffes 

beslutning i anliggender omfattet af værgemålet. Dette gælder dog ikke, 

hvis denne ikke forstår sagens betydning, eller hvis dette ikke kan 

ske uden betydelig vanskelighed.' 

Forbud mod kaution 

§ 27. Værgen kan ikke forpligte den, der er under værgemål, ved kaution 

eller anden sikkerhedsstillelse for trediemands gæld. 

Tilsyn 

§ 28. Statsamterne og forvaltningafdelingerne, jf. § 35, stk. 1, fører tilsyn 

med værgerne. Justitsministeren fastsætter regler herom. 

§ 29. Værgen skal sørge for, at der aflægges regnskab over forvaltningen af 

formue og anvendelsen af indtægter. Justitsministeren fastsætter regler herom. 

§ 30. Justitsministeren kan fastsætte regler om værgens pligt til at indhente 

godkendelse fra statsamtet til dispositioner over indtægten, jf. § 24, stk. 3, og 

formuen, jf. § 39. 

Værgens erstatningsansvar 

§ 31. Tilsidesætter værgen sine forpligtelser, er denne erstatningsansvarlig 

over for den, der er under værgemål, for skade, der forvoldes ved forsætligt 

eller uagtsomt forhold. 

Værgens vederlag m.v. 

§ 32. Værgen kan få nødvendige udlæg dækket og i den udstrækning, det er 

rimeligt, tillægges vederlag for sit arbejde. Beløbene, der fastsættes af statsamtet, 

betales af den, der er under værgemål, eller hvis denne ikke har midler, 

af det offentlige. 

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om udlæg og vederlag. 

Samværgemål m.v. 

§ 33. Reglerne i § 24, stk. 1-2, stk. 3, 1. pkt, og stk. 4, § 31 og § 32, stk. 1,1. 

pkt., gælder også ved samværgemål. Samværgens vederlag betales af den, der 

er under samværgemål. 

Stk. 2. Reglerne i § 24, stk. 1-2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, § 26, stk. 1, § 27, § 31


og § 32, stk. 1, l.pkt, gælder også ved de i § 25, stk. 1, nævnte værgemål. 

Værgens vederlag m.v. skal betales af den, der er under værgemål. 

Kapitel 5 

Formuen 

§ 34. Formuen kan bevares i den form, den havde, da værgemål blev iværksat. 

Stk. 2. Arv, der tilfalder en person under værgemål, kan bevares i den form, 

hvori den udlægges på skiftet. 

Forvaltning 

§ 35. Kontante midler, aktier, obligationer, pantebreve og andre værdipapirer 

omfattet af et værgemål skal bestyres i en forvaltningsafdeling knyttet 

til et pengeinstitut, som justitsministeren har godkendt hertil, jf. dog stk. 2 og 

§§ 37-38. 

Stk. 2. Værgen forvalter: 

1) faste ejendomme, løsøre, fordringer på naturalydelser og andre aktiver, 

der ikke bestyres i en forvaltningsafdeling efter stk. 1, og 

2) beløb under en størrelse, som justitsministeren fastsætter. 

Stk. 3. Værgen skal sørge for, at midler omfattet af stk. 1 indleveres til en 

forvaltningsafdeling, og kan ikke kvittere for modtagelsen heraf. 

Anbringelse 

§ 36. Kontante midler omfattet af et værgemål skal indsættes i en forvaltningsafdeling, 

jf. § 35, stk. 1, eller i et pengeinstitut, jf. § 35, stk. 2, nr. 2, eller 

anbringes i aktiver, som giver betryggende sikkerhed. 

Gaver 

§ 37. Ved gaver til personer under værgemål finder reglerne i §§ 28-30, § 35, 

stk. 1, § 36 og § 39 kun anvendelse, hvis giveren har bestemt det. 

Et mindretal(Black, Danielsen og Bente Djørup) foreslår, at § 37 affattes 

således: 

'§ 37. Gaver til personer under værgemål forvaltes og anbringes efter 

reglerne i § 35, stk. 1, og § 36, hvis giveren har bestemt det.'


Friarv 

§ 38. Ved testamente kan arvelader bestemme, at reglerne i §§ 28-30, § 35, 

stk. 1, § 36 og § 39 ikke skal finde anvendelse på friarv. 

Et mindretal (Black, Danielsen og Bente Djørup) foreslår, at § 38 affattes 

således: 

'§ 38. Ved testamente kan arvelader bestemme, at friarv ikke skal forvaltes 

og anbringes efter reglerne i § 35, stk. 1, og § 36.' 

Kapitalforbrug 

§ 39. Værgen skal have statsamtets godkendelse til forbrug af kapital omfattet 

af et værgemål. Dette gælder uanset, hvorledes aktiverne forvaltes. 

Administrative regler 

§ 40. Justitsministeren kan fastsætte regler om: 

1 ) værgens pligt til ved værgemålets begyndelse at udarbejde en fortegnelse 

over aktiver og passiver og om registrering og notering af umyndighed, 

2) forvaltning efter § 35 og om tilsynet med forvaltningsafdelingerne, herunder 

om deres pligt til at give oplysninger om deres administration, 

3) i hvilke aktiver midler omfattet af et værgemål kan anbringes, jf. § 36, 

4) offentlige myndigheders, forsikringsselskabers, pensionskassers og pengeinstitutters 

pligt til at indberette til tilsynsmyndigheden om løbende 

ydelser til personer under værgemål, og 

5) adgangen til i konkrete tilfælde at fravige forvaltnings- og anbringelsesreglerne. 

Samværgemål m.v. 

§ 41. Reglerne i dette kapitel gælder ikke ved samværgemål og ved de i 

§ 25, stk. 1, nævnte værgemål. 

Kapitel 6 

Umyndiges retsstilling 

Selvstændig rådighed 

§ 42. Umyndige råder selv over: 

1) hvad de har erhvervet ved eget arbejde, efter at de er fyldt 15 år, eller 

efter at de er frataget handleevnen,


2) hvad de har fået til fri rådighed som gave eller som friarv ved testamente, 

og 

3) hvad værgen har overladt dem efter § 24, stk. 4. 

Stk. 2. Rådigheden omfatter også indtægter af det erhvervede, og hvad der 

træder i stedet herfor. Den medfører ikke adgang til at påtage sig gældsforpligtelser. 

Stk. 3. Værgen kan med statsamtets godkendelse fratage den umyndige rådigheden, 

hvis det er nødvendigt af hensyn til dennes velfærd. 

Selvstændig næring 

§ 43. Værgen for en umyndig, der er fyldt 15 år, kan med statsamtets godkendelse 

tillade, at denne på egen hånd udøver næring eller anden virksomhed. 

Stk. 2. En umyndig, der har tilladelse til at udøve næring eller virksomhed, 

kan på egen hånd indgå de retshandler, som falder inden for virksomhedens 

område. 

Stk. 3. Værgen kan med statsamtets godkendelse tilbagekalde tilladelsen. 

Tilbagekaldelsen får kun virkning for tredjemand, hvis denne kendte eller 

burde kende den. 

Kapitel 7 

Ugyldige aftaler 

§ 44. Har en umyndig indgået en aftale på egen hånd uden at være berettiget 

dertil, kan den anden part træde tilbage fra aftalen, medmindre den forinden 

er godkendt eller bindende opfyldt. Tilbagetrædelse kan meddeles til 

den umyndige. 

Stk. 2. Vidste den anden part, at aftalen blev indgået med en umyndig, og 

havde den anden part ikke grund til at tro, at denne havde hjemmel til at 

indgå aftalen, kan parten dog først træde tilbage efter udløbet af den frist, 

som ved aftalens indgåelse blev fastsat til at indhente godkendelse, eller som 

med rimelighed måtte forudsættes at medgå hertil. 

Stk. 3. Så længe den umyndige opfylder en aftale om personligt arbejde, 

kan den anden part ikke træde tilbage fra aftalen. 

§ 45. Bliver en aftale ugyldig efter § 44, fordi den ene part er umyndig, skal 

parterne tilbagelevere, hvad de har modtaget, eller hvis dette ikke er muligt, 

erstatte dets værdi. Den umyndige skal dog kun yde erstatning i det omfang, 

det modtagne skønnes at være kommet denne til nytte.


Stk. 2. Har den umyndige givet urigtige oplysninger om sin berettigelse til 

at indgå en aftale og derved forledt den anden part til at indgå aftalen, kan 

det, uanset om nogen opfyldelse af aftalen har fundet sted, i det omfang det 

findes rimeligt, pålægges den umyndige at erstatte det tab, som aftalen har 

medført. 

Stk. 3. Har den umyndige ved aftalens indgåelse gjort sig skyldig i strafbart 

forhold, gælder de almindelige erstatningsregler. 

§ 46. En aftale er ikke bindende, hvis det må antages, at den er indgået af 

en person, der på grund af sindsygdom, herunder svær demens, hæmmet 

psykisk udvikling, forbigående sindsforvirring eller en lignende tilstand, 

manglede evnen til at handle fornuftmæssigt. 

Stk. 2. Ved opgøret mellem parterne gælder § 45, stk. 1. 

Stk. 3. Var den anden part i god tro, kan der, uanset om nogen opfyldelse af 

aftalen har fundet sted, i det omfang det findes rimeligt, tillægges parten erstatning 

for det tab, som aftalen har medført. 

Kapitel 8 

Særlige værger 

§ 47. Skal værgen indgå en retshandel med den, der er under værgemål, 

eller kan deres interesser i et retsforhold i øvrigt være modstridende, beskikkes 

der en særlig værge. Dette gælder også ved samværgemål og ved værgemål 

som nævnt i § 25, stk. 1. 

§ 48. Er en beskikket værge midlertidigt forhindret i at varetage sit hverv, 

kan der beskikkes en særlig værge. 

§ 49. Er nogen på grund af fravær midlertidigt forhindret i at varetage sine 

anliggender, kan der, hvis der er et øjeblikkeligt behov herfor, beskikkes en 

værge til, så længe forhindringen består, at varetage den pågældendes anliggender 

i nærmere angivet omfang. 

§ 50. Værger efter §§ 47-49 beskikkes af statsamtet. 

Stk. 2. Ved værgesager efter § 47-49 finder reglerne i § 15, § 17, stk. 2, § 18, 

stk. 1 og 4, og § 23, stk. 1, tilsvarende anvendelse. Reglerne i 18, stk. 2-3, § 19, 

stk. 1, og § 20 anvendes i det omfang, det er foreneligt med afgørelsens midlertidige 

karakter. 

Stk. 3. Om fratagelse og bortfald af værgens beføjelser gælder § 12. Om


retsvirkningerne af særlige værgemål efter §§ 47-49 gælder § 24, stk. 1, og § 26 

og §§ 28-32. 

Kapitel 9 

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser 

§ 51. Loven træder i kraft den 1. januar 19xx. 

Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 277 af 30. juni 1922 om umyndighedog 

værgemål og lov nr. 211 af 13. maj 1981 om anbringelse og bestyrelse af 

umyndiges midler m.v. 

§ 52. Er der før lovens ikrafttræden anlagt retssag om umyndiggørelse eller 

lavværgemål anvendes denne lovs regler. Sagen færdigbehandles af retten 

uanset § 13, stk. 2. 

§ 53. Personer, der er umyndiggjort efter den tidligere lovgivning, anses 

som værende under værgemål med fratagelse af handleevnen, jf. § 5 og § 6, og 

er dermed umyndige. 

Stk. 2. Personer, der er under lavværgemål efter den tidligere lovgivning, 

anses som værende under samværgemål, jf. § 7. 

§ 54. Er der før lovens ikrafttræden iværksat testamentarisk værgemål, 

gælder den hidtidige lovgivnings regler herom. 

§ 55. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater om forholdet 

mellem dansk og fremmed rets regler om umyndighed og værgemål. Overenskomsten 

finder anvendelse her i landet efter bekendtgørelse i Lovtidende. 

Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet mellem 

danske og andre nordiske landes regler om umyndighed og værgemål. 

§ 56. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig 

anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige 

færøske og grønlandske forhold tilsiger.

35 

Udkast 

til 

LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN 

(Værgemålssager) 

§1 

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 10. november 1992, affattes 

kapitel 43 således : 

»Kapitel 43 

Værgemålssager 

§ 457. Reglerne i dette kapitel anvendes på sager om : 

1) værgemål, 

2) prøvelse af statsamtets værgemålsafgørelser og 

3) rettens værgebeskikkelse. 

§ 458. Sagerne indbringes for byretten på det sted, hvor den, sagen angår, 

har hjemting. Har denne ikke hjemting her i riget, indbringes sagen for Københavns 

Byret. 

§ 459. Som parter anses : 

1) den, sagen angår, 

2) den, der har anmodet om værgemålet, og 

3) den, der har anmodet om, at statsamtets afgørelse indbringes for retten. 

§ 460. Giver den, sagen angår, ikke møde ved advokat, beskikker retten en 

advokat for denne. Retten kan beskikke advokat for andre parter, hvis de har 

behov herfor. 

§ 461. Retten sørger for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring 

af parter og vidner og om tilvejebringelse af lægeerklæringer, erklæringer 

fra institutioner, udtalelser fra andre sagkyndige samt andre oplysninger. 

Retten indkalder selv parter og vidner. 

Stk. 2. Når særlige omstændigheder taler for det, kan retten bestemme, at 

den, sagen angår, ikke må overvære bevisførelsen eller en del af denne. Den 

pågældende skal, inden sagen afgøres, gøres bekendt med de fremkomne op-

36 

lysninger, medmindre dette vil stride mod de hensyn, der har ført til udelukkelsen. 

§ 462. Retten kan bestemme, at retsmøderne skal foregå for lukkede døre. 

Stk. 2. Retten kan forbyde offentlig gengivelse af forhandlingerne i retten. 

Overtrædelse af forbudet straffes med bøde. 

§ 463. Anmodning om prøvelse af statsamtets afgørelse om værgemål bevirker 

ikke, at værgemålet bortfalder, medmindre retten bestemmer andet. 

§ 464. Rettens værgemålsafgørelse træffes ved dom. Beslutning om en foreløbig 

værge m.v. træffes ved kendelse. Beskikkelse af værge sker ved beslutning 

eller kendelse. 

§ 465. Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat gælder 

samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. kapitel 31. 

Retten kan bestemme, at også andre udgifter skal afholdes på denne måde. 

Stk. 2. Retten kan pålægge den, sagen angår, at betale sagsomkostningerne, 

medmindre vedkommende opfylder betingelserne i § 330, stk. 1, nr. 2. 

Retten kan pålægge andre parter at betale sagsomkostninger, hvis der findes 

rimelig grund dertil. 

§ 466. Anke sker ved meddelelse til byretten. Meddelelsen kan ske mundtligt 

til retsbogen. Retten sender meddelelsen og sagens akter til landsretten. 

Stk. 2. Under anke behandles sagen i landsretten efter samme regler, som 

er fastsat i dette kapitel for byretsbehandlingen. 

Stk. 3. Anke har kun opsættende virkning, når det bestemmes af den ret, 

hvis afgørelse ankes, eller af den ret, til hvilken anke sker.« 

§2 

Loven træder i kraft den 1. januar 19xx. 

/

37 

Udkast 

til 

LOV OM ÆNDRING AF FORSKELLIGE LOVBESTEMMELSER OM 

VÆRGEMÅL, FORMUEADMINISTRATION M.V. 

§1 

I arveloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 584 af 1. september 1986, indsættes i 

§ 61 som nyt stk.: 

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om anbringelse af myndiges 

båndlagte midler.' 

§2 

I lov om borteblevne, jf. lovbekendtgørelse nr. 587 af 1. september 1986, 

foretages følgende ændringer: 

1. I § I, stk. 2, ændres 'myndighedslovsgivningens' til: 'værgemålslovgivningens'. 

2. § 2, stk. 7, affattes således: 

'Den borteblevnes formue forvaltes og anbringes efter reglerne i værgemålslovens 

kapitel 5.' 

3. I § 25, stk. 4, ændres 'jfr. § 3 i lov om anbringelse og bestyrelse af umyndiges 

midler m.v.,* til: jf. værgemålslovens § 35, stk. 1,'. 

• . . . . i* 

I erstatningsansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 599 af 8. september 

1986, indsættes efter § 24: 

Børns erstatningsansvar m.v. 

§ 24 a. Barn under 15 år er erstatningspligtigt for skadegørende 

handlinger efter samme regler som personer over denne alder; dog kan 

erstatningen nedsættes eller endog helt bort-falde, for så vidt det findes 

billigt på grund af manglende udvikling hos barnet, handlingens beskaffenhed 

og omstændighederne i øvrigt, derunder navnlig forholdet 

mellem den skadegørendes og den skadelidendes evne til at bære tabet 

og udsigten til, at skaden kan fås godtgjort hos andre.

38 

§ 24 b. En person, som på grund af sindssygdom, åndssvaghed, forbigående 

sindsforvirring eller lignende tilstand har manglet evnen til at 

handle fornuftmæssigt, er erstatningspligtig for skadegørende handlinger 

efter samme regler som sjælssunde personer; dog kan erstatningen 

nedsættes eller endog helt bortfalde, for så vidt det findes billigt under 

hensyn til personens sindstilstand, handlingens beskaffenhed eller omstændighederne 

i øvrigt, derunder navnlig forholdet mellem den skadegørendes 

og den skadelidendes evne til at bære tabet og udsigten til, at 

skaden kan fås godtgjort hos andre. 

Stk. 2. Har den skadegørende ved misbrug af beruselsesmidler eller 

på lignende måde forbigående hensat sig i en sindstilstand som ovenfor 

nævnt, er en lempelse i erstatningsansvaret udelukket.' 

§4 

I lov om lens, stamhuses og fideikommisgodsers samt de herhen hørende 

fideikommiskapitalers overgang til fri ejendom, jf. lovbekendtgørelse nr. 638 

af 16. september 1986, indsættes i §4 som nyt stk.: 

'Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om midlernes forvaltning 

og anbringelse.' 

§5 

I retsafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 460 af 27. juni 1989, affattes 

§ 12, stk. 1, nr. 5, således : 

'5) Værgemål'. 

§6 

I tinglysningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 622 af 15. september 1986, 

foretages følgende ændringer: 

1. § 13, stk. 2 og 3, affattes således: 

'Stk. 2. Samme meddelelsespligt påhviler værgen ved værgemål med 

fratagelse af handleevne, jf. værgemålslovens § 6. 

Stk. 3. Hvis en ejendom ved arv udlægges til en umyndig, jf. værgemålslovens 

§ 1 eller § 6, eller hvis den pågældende på anden måde erhverver 

fast ejendom, skal værgen lade umyndigheden tinglyse. For 

mindreårige skal fødselsdagen oplyses.'

2. § 48 affattes således: 

39 

'§ 48. Dom om fratagelse af handleevne efter værgemålslovens § 6 

skal tinglyses for at få gyldighed over for aftaler, der i god tro indgås 

med den umyndige. Over for aftaler om fast ejendom skal der tillige ske 

tinglysning efter denne lovs § 1. 

Stk. 2. Reglen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på ophævelse af 

handleevnefratagelse.' 

§7 

I lov om ægteskabets retsvirkninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 149 af 

8. marts 1991, ophæves §11, stk. 2, og § 52. 

§8 

Loven træder i kraft den 1. januar 19xx. 

§9 

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. 

Stk. 2 § 3 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland 

med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

41 

Udkast 

til 

LOV OM FORÆLDREMYNDIGHED OG SAMVÆRSRET 

Kapitel 1 

Forældremyndighed 

§§ 1-18 svarende til myndighedslovens §§ 6-22 (incl. § 10 a). 

Kapitel 2 

Samværsret 

§§ 19-20 svarende til myndighedslovens §§ 23-25. 

Kapitel 3 

Sagsbehandling 

§§ 21-24 svarende til myndighedslovens §§ 26-28 (incl. § 27 a). 

Kapitel 4 

Arbejdsaftaler 

§§ 25-26 svarende til myndighedslovens § 35, stk. 2, og § 36. 

Kapitel 5 

Ikrafttræden m.v. 

§ 27. Loven træder i kraft den 1. januar 19xx. 

§ 28. Svarende til myndighedslovens § 72 for så vidt angår forældremyndighed 

og samværsret. 

§ 29. Overgangsregel svarende til lov nr. 230 af 6. juni 1985 § 6, stk. 2, og § 8. 

§ 30. Om Færøerne og Grønland. 

i

43 

Bemærkninger til lovudkastene 

Almindelige bemærkninger 

Hovedafsnit 1 

Værgemål for voksne 

Hovedopgaven for udvalget har som nævnt i kommissoriet været at foretage 

en 'fuldstændig revision og modernisering af myndighedslovens regler om 

umyndiggørelse, lavværgemål og beskikkelse af værger i særlige tilfælde'. 

Udvalget har, som det er blevet det pålagt, søgt at 'finde frem til alternative 

indgrebsmuligheder'. Overvejelserne danner grundlag for dette hovedafsnit. 

Her behandles nogle af de bistandsmuligheder, der skal tilbydes samfundets 

svage. 

I kapitel 4 har udvalget søgt at få overblik over, hvem disse svage er, hvor 

mange det drejer sig om, hvorledes deres situation er, og hvilken udvikling 

der har været i de sidste årtier i behandlingsmuligheder og levevilkår. I kapitel 

2 og 3 redegøres for de undersøgelser, udvalget har foretaget af, i hvilket 

omfang og hvordan umyndiggørelsesinstituttet og andre værgemålsformer 

bruges i dag. 

Hjælpen til samfundets svage ydes ikke mindst gennem offentlige støtteordninger 

i form af økonomiske ydelser og tilbud om hjælp i hjemmet eller 

om ophold på institution samt i tilfælde af sygdom med hjælp til helbredelse. 

Det juridiske grundlag er social- og sundhedslovgivningen. Udover denne 

offentligretlige regulering er der behov for en civilretlig. Den gældende myndighedslovgivning 

gennemgås i kapitel 1. Det er disse regler, myndighedslovsudvalgets 

arbejde har omhandlet. Det har for udvalget været et vigtigt 

spørgsmål at overveje, hvilke målgrupper der er for disse foranstaltninger og 

indgreb i beskyttelsesøjemed, samt hvor langt samfundets civilretlige beskyttelse 

skal gå. Dette er der nærmere redegjort for i kapitel 5 om overvejelser 

om værgemål. Endelig er i kapitel 6 om værgemålssagerne redegjort for de 

processuelle regler på området, for hvorledes sagerne behandles i praksis i 

dag samt for udvalgets forslag til ændringer.

•

45 

Kapitel 1 

Gældende ret 

1. Lov om umyndighed og værgemål. 

Den støtte, samfundet tilbyder i dag på det civilretlige område, findes i lov 

om umyndighed og værgemål ha 1922. Myndighedsloven med bestemmelser 

bl.a. om umyndiggørelse var i mange henseender en videreførelse af principper 

med rødder langt tilbage i tiden. Familieretskommissionen kunne i betænkningen 

fra 1921 om umyndighed og værgemål konstatere, at der ikke 

blev gjort væsentlige ændringer i reglerne i Danske Lov fra 1683 og en plakat 

fra 1841, idet umyndiggørelsesgrundene, som særligt fremhævedes i disse 

regler, var sindssygdom, ødselhed og alderdomssvækkelse. Princippet om, at 

myndighederne havde pligt til at drage omsorg for umyndiges midler, kunne 

føres helt tilbage til det 13. århundrede. Det landsdækkende overformynderi 

blev oprettet i 1868. Danske Lov 3-17-28 foreskrev regnskabspligt for værger. 

I en række tilfælde skulle indhentes samtykke fra pupilautoriteterne. 

Sigtet med regelsættet er at beskytte de svage, men de hjælpeforanstaltninger, 

der kan iværksættes, har samtidig karakter af indgreb i den retlige handlefrihed. 

Den mest indgribende foranstaltning, der åbnes mulighed for, er 

umyndiggørelse, se nedenfor under pkt. 1.1. Andre foranstaltninger af mere 

begrænset karakter er lavværgemål, se nedenfor under pkt. 1.2. og ad hoc værgemål, 

se nedenfor under pkt. 1.3. 

1.1. Umyndiggørelse. 

1.1.1. Betingelserne for økonomisk og formueretlig umyndiggørelse fremgår 

af myndighedslovens § 2. Den vigtigste regel er § 2, nr. 1, hvorefter der kan 

ske umyndiggørelse af den, der på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller 

anden sjælelig forstyrrelse er uskikket til at varetage sine anliggender. 

Det første kriterium er medicinsk. Loven indeholder ingen beskrivelse af de 

opregnede sygdomme og tilstande, og begreberne må fortolkes i overensstemmelse 

med den til enhver tid herskende lægevidenskabelige opfattelse. 

Om tilstandene se nærmere nedenfor i kapitel 4. 

Det andet kriterium er af mere retlig karakter, idet sygdommen eller tilstanden 

skal sætte den pågældende i en tilstand, hvor denne er uskikket til at 

varetage sine anliggender, det være sig de økonomiske eller rent personlige.

KAPITEL 1 46 

Normalt vil den pågældende være ude afstand til at handle aktivt. Ved afgørelsen 

om umyndiggørelse vil der også blive lagt vægt på, om der er en nærliggende 

risiko for udnyttelse fra omverdenen. Af betydning kan tillige være, 

om vedkommende må forventes at skade sine interesser. Dette vil især kunne 

være tilfældet, hvis der er en formue af en vis størrelse. Kravet til egnethed 

vurderes i retspraksis ret strengt. Det kræves, at tilstanden skal være mere 

varig, og det er ikke tilstrækkeligt, at den pågældende midlertidigt er ude af 

stand til at varetage sine anliggender. 

Efter myndighedslovens § 2, nr. 2, kan der endvidere ske umyndiggørelse 

af den, der ved ødselhed eller anden uforsvarlig adfærd udsætter sin eller sin 

families velfærd forfare. Bestemmelsens første led omfatter anvendelse af egne 

midler eller penge, der letsindigt er skaffet ved lån, til et unyttigt og overdrevent 

forbrug, som står i åbenbart misforhold til den økonomiske situation. 

Anden uforsvarlig adfærd omfatter enhver groft forsømmelig formueforvaltning, 

f. eks. manglende betaling af skatter og afgifter. Der foreligger 

ikke nyere trykte afgørelser om umyndiggørelse efter denne bestemmelse. 

Umyndiggørelse kan efter myndighedslovens § 2, nr. 5, desuden ske af den, 

der på grund af drikfældighed eller lignende last er uskikket til at varetage 

sine anliggender. Lignende last kan f.eks. være narkomani. Bestemmelsen 

anvendes så vidt vides sjældent i praksis. 

Endelig kan der efter myndighedslovens § 2, nr. 4, ske umyndiggørelse af 

den, der på grund af legemlig mangel, sygdom eller anden skrøbelighed er 

mindre skikket til at varetage sine anliggender, og som selv ønsker at blive 

umyndiggjort. Den legemlige mangel kan bestå i, at vedkommende er døv, 

blind, lam eller lignende. Sygdom kan være mere varige neuroser. Ved anden 

skrøbelighed tænkes navnlig på begyndende alderdomssvækkelse. Der kræves 

en mindre grad af uskikkethed end efter nr. 1-3. Umyndiggørelse efter nr. 

4 forudsætter som nævnt den pågældendes egen anmodning. For at den kan 

tillægges retlig betydning, må vedkommende have den fornødne dømmekraft. 

1.1.2. Retsvirkningerne af en umyndiggørelse er, at vedkommende som andre 

umyndige ikke selv kan råde over sin formue eller forpligte sig ved retshandler, 

for så vidt ikke andet er bestemt, jf. myndighedslovens § 34. Den 

pågældende er således umyndiggjort i formueretlig og anden økonomisk 

henseende og kan ikke på egen hånd disponere over sine ejendele og aktiver, 

det være sig ved salg, gave, pantsætning, udlejning eller udlån, og kan ikke 

stifte brugsrettigheder eller andre begrænsede rettigheder over dem. En 

umyndig kan heller ikke på egen hånd forpligte sig ved retshandler. Den pågældende 

kan således ikke på egen hånd ved løfte eller tilbud til andre påtage 

sig nogen forpligtelse til at betale penge eller andre ydelser. Den umyndi-

47 GÆLDENDE RET 

ge kan ikke på egen hånd acceptere et løfte eller et tilbud, medmindre løftet 

er rent erhvervende, f.eks. en pengegave. 

Råderetten tilkommer i stedet værgen, der udøver den retlige og faktiske 

bestyrelse af den umyndiges formue samt repræsenterer den umyndige i økonomiske 

forhold, jf. myndighedslovens § 45. Værgens faktiske muligheder 

for at råde over formuen begrænses dog af, at formuen som hovedregel skal 

anbringes og bestyres i en godkendt forvaltningsafdeling. 

Værgen er endvidere undergivet tilsyn af statsamtet og skal indhente godkendelse 

fra statsamtet til enhver disposition, der går ud over sædvanlig formuebestyrelse. 

1.1.3. Efter myndighedslovens § 5 skal umyndiggørelsen ophæves, når den 

umyndige findes skikket til selv at varetage sine anliggender. Om praksis se 


1.2. Personlig umyndiggørelse. 

1.2.1. Er et menneske ude afstand til selv at drage tilbørlig omsorg for sin 

person, kan der efter myndighedslovens § 46 ske umyndiggørelse i personlig 

henseende. Bestemmelsen kan kun anvendes, hvis den pågældende også 

umyndiggøres formueretligt efter § 2, se ovenfor under pkt. 1.1. Det kan ske 

samtidigt, eller § 46 kan påberåbes under en senere særskilt sag. Behovet for 

personlig umyndiggørelse kan således nødvendiggøre formueretlig umyndiggørelse, 

selv om vedkommende intet ejer. Retten må foretage en selvstændig 

prøvelse af, om betingelserne efter § 46 er opfyldt. 

Domstolene har i nyere afgørelser taget stilling til, om betingelserne for 

personlig umyndiggørelse var opfyldt. Landsretten fandt i en sag, at dette var 

tilfældet trods institutionsanbringelse : 

UfR 1989.615V: At en åndssvag, født 1952, var forsorgsklient og på institution 

under et forsorgscenter, gjorde ikke hans umyndiggørelse i 

formueretlig og personlig henseende upåkrævet, idet der uanset anbringelsen 

kunne være behov for, at han havde en uden for institutionen 

stående person, som det efter loven påhvilede at drage omsorg for 

ham. , 

Det modsatte resultat nåede en byret til i en sag, udvalget har modtaget: 

To børn anmodede om formueretlig og personlig umyndiggørelse af 

deres 85-årige moder, der var enke, og som boede på plejehjem. Anledningen 

var skiftet af mandens dødsbo. Embedslægen oplyste i sin erklæring, 

at kvinden havde haft en spontan hjerneblødning med højresi-

KAPITEL 1 48 

dig lammelse. Der var tale om 'meget svær afasi'. Hun sad i kørestol, 

var ude afstand til at udtrykke sig verbalt og havde kun delvis bevaret 

evnen til at forstå tale. Dommeren fandt ikke en umyndiggørelse i personlig 

henseende nødvendig, da kvinden allerede havde fast bopæl på 

et plejehjem. 

Heller ikke ved Østre Landsrets dom af 14. februar 1990, gengivet nedenfor i 

kapitel 3, pkt. 3.3., skete der personlig umyndiggørelse: 

Landsretten tiltrådte, at betingelserne for umyndiggørelse såvel i formueretlig 

som i personlig henseende var opfyldt, men da der ikke var 

noget aktuelt behov for umyndiggørelse i personlig henseende, ophævedes 

denne del af umyndiggørelsen. 

1.2.2. Retsvirkningerne af en personlig umyndiggørelse efter § 46 er, at værgen 

overtager omsorgen for den umyndiggjortes person. I forarbejderne til 

§ 46 og i den personretlige litteratur er indholdet heraf kun beskrevet sporadisk. 

Det er således ikke nærmere analyseret, hvad der i virkeligheden ligger i 

omsorgens overgang til værgen. På grundlag af det foreliggende sparsomme 

materiale skal i det følgende forsøges med en gennemgang af den personlige 

værges rolle på en række retsområder. 

1.2.3. Indledningsvis er der grund til at understrege, at den rådighed over 

den umyndiggjortes person, der er tillagt værgen, ifølge sagens natur har et 

andet indhold end forældremyndigheden over et barn, jf. myndighedslovens 

§ 7, stk. 1. Således bliver der ikke tale om opdragelse i sædvanlig forstand 1 ). 

Det centrale er, at det er den personlige værge, der træffer beslutning om 

den pågældendes opholdssted, herunder om anbringelse på plejehjem eller anden 

institution 2 ). 

Spørgsmålet om medvirken afværge eller pårørende i forbindelse med optagelse 

eller flytning fra én institution til en anden har været berørt i nogle 

offentliggjorte afgørelser fra Den Sociale Ankestyrelse : 

I en sag om efterlevelsespension udtalte Ankestyrelsen, at et visitationsudvalg 

ikke - uden forudgående drøftelse og accept fra den pågældende 

eller hans pårørende - kunne ændre et midlertidigt aflast- 

') Borum: Personretten, 3 udg., 1953, s. 155-156, og om en yderligere sammenligning med forældremyndighed 

nedenfor i kapitel 5, pkt. 5.3.1. 

2 ) Betænkning 1921, s. 85, Taksøe-Jensen og Vorstrup Rasmussen: Familieretten, 1990, s. 383, 

samt Justitsministeriets skrivelse af 10. januar 1979 nævnt i Lynge Andersen, Iversen og Nørgaard: 

Umyndiges Formue, 1988, s. 33, note 12. Se tillige Inger Margrete Pedersen: Handicappede 

og ældre med kommunikationsproblemer, 1992, s. 59-64 og s. 85-90.

49 GÆLDENDERET 

ningsophold til varigt plejehjemsophold på samme plejehjem med den 

følge, at pensionen skulle inddrages efter reglerne om omregning af 

pension og betaling for ophold på plejehjem. Der tilkom derfor den 

efterlevende ægtefælle efterlevelsespension efter lov om social pension 

§ 48 3 ). 

I en anden sag vedrørende flytning af en voksen beboer i en institution 

efter bistandslovens § 112, stk. 1, til en tilsvarende institution i en 

anden amtskommune blev der gjort indsigelse fra beboerens pårørende 

- moderen. Til brug for afgørelsen indhentede Den sociale Ankestyrelse 

en udtalelse fra Civilretsdirektoratet. Direktoratet anførte, at der inden 

beslutningen om hjemtagelse burde være rejst sag om personlig 

umyndiggørelse, og at den manglende iagttagelse heraf burde føre til, 

at den trufne beslutning ansås for ugyldig. Ankestyrelsen fandt dog ikke 

tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte beslutningen og lagde herved 

vægt på, at der efter den hidtidige praksis før og efter særforsorgens 

udlægning til amtskommunerne pr. 1. januar 1980 ikke var sket personlig 

umyndiggørelse og værgebeskikkelse i tilfælde, hvor pårørende havde 

været i stand til at varetage den voksne psykisk handicappedes interesser 

i forbindelse med ophold i døgninstitution 4 ). 

Ankestyrelsen fandt i en tredje sag, at en fraflytning af plejehjemmet 

måtte forudsætte, at der forelå samtykke fra ad hoc værgen. Ankestyrelsen 

lagde i øvrigt til grund, at der ikke forelå en fraflytningsgrund som 

nævnt i bistandslovens § 83, stk. 2, og at beboeren var ude afstand til at 

tage stilling til spørgsmålet om flytning 5 ). 

1.2.4. Værgens adgang til at bestemme opholdssted er ikke ubegrænset. Der 

er enighed öm, at værgen ikke kan træffe beslutning om at tvangsindlægge 

den personligt umyndiggjorte på en psykiatrisk hospitalsafdeling. Sådan 

tvangsindlæggelse kan kun ske efter reglerne i lov nr. 331 af 24. maj 1989 om 

frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien 6 ). Psykiatriloven anvender et 

særligt tvangsbegreb, som afviger fra det normale. Ifølge lovens § 1, stk. 2, 

forstås ved tvang anvendelse af foranstaltninger - det være sig indlæggelse, 

fortsat ophold, behandling, fiksering m.v. - som patienten modsætter sig. 

Hvis patienten hverken med ord eller i sin adfærd protesterer mod handlingen, 

anses den som frivillig, selv om der ikke foreligger samtykke eller accept. 

3 ) SM-O-20-89. 

4 ) SM-0-50-90. 

5 ) SM-0-31-92. 

6 ) Taksøe-Jensen og Vorstrup Rasmussen: Familieretten, 1990, s. 383 samt Daniel sen og Black: 

Myndighedslovskommentaren, bind 1,3. udg., 1989, s. 123-24.

KAPITEL 1 50 

I betænkningen om tvang i psykiatrien, der dannede grundlag for loven, anføres, 

at denne særlige forståelse af tvangsbegrebet er i overensstemmelse 

med hidtidig praksis inden for psykiatrien. Udvalget ville ikke foreslå en ændring 

heraf, idet en anden afgrænsning mellem tvang og frivillighed bl.a. ville 

medføre en eksplosiv vækst i antallet af tvangsindlæggelser, uden at en ny 

begrebsbestemmelse ville medføre nogen faktisk ændring for patienterne eller 

en blot tilnærmelsesvis tilsvarende øget retsgaranti 7 ). 

Særlig for så vidt angår spørgsmålet om tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse 

af ældre, herunder demente, er det i forarbejderne til psykiatriloven 

anført 8 ), at gamle mennesker kun lovligt vil kunne tvangsindlægges og 

tvangstilbageholdes, hvis de er sindssyge eller i tilstande, der ganske må ligestilles 

hermed. Sindssygdomsbegrebet er en samlebetegnelse, der omfatter en 

lang række meget forskellige sygdomme. En alderdomssvækkelse, hvor der 

ikke er tale om en demenstilstand, er ikke en sindssygdom og heller ikke en 

tilstand, der ganske kan ligestilles hermed. Langt de fleste ældre mennesker 

med nedsatte psykiske funktioner vil derfor ikke lovligt kunne tvangsindlægges 

eller tvangstilbageholdes, allerede fordi de ikke er omfattet af lovens psykiatriske 

sygdomskriterium 9 ). 

Hvis den ældre er dement og dermed sindssyg, kræves det herudover, for 

at der kan ske tvangsindlæggelse, at den pågældende opfylder enten farlighedskriteriet 

eller behandlingsjcriteriet, og i sidstnævnte tilfælde tillige, at det 

vil være uforsvarligt at undlade at frihedsberøve den pågældende med henblik 

på behandling. Hvis der ikke er et behandlingssigte med indlæggelsen 

eller tilbageholdelsen, er betingelserne for frihedsberøvelse ikke opfyldt. 

Denne betingelse vil ofte indebære, at demente ældre ikke lovligt vil kunne 

tvangsindlægges eller tvangstilbageholdes, selv om de diagnosticeres som 

sindssyge. 

Retsstillingen uden for psykiatrilovens område er usikker. Således er det 

nævnt, at det må anses som tvivlsomt, om myndighedslovens § 46 giver værgen 

hjemmel til i forbindelse med institutionsanbringelse at bemyndige institutionen 

til tvangsmæssigt at tilbageholde en åndssvag 10 ). 

Retsplejelovens § 609, stk. 1,2. pkt., om 'fogedrettens hjælp ... til at gøre ... 

værgemyndighed gældende med hensyn til umyndige' kunne tale for at anse 

7 ) Betænkning om tvang i psykiatrien (nr. 1068/1986), bind 2, s. 493-96, samt Dahl Jensen og 

Jørgen Paulsen: Psykiatrilovskommentaren, 1991, s. 36-37. 

8 ) Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 46 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag 

til lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien (Folketingstidende 1988-89, 1. 

samling, tillæg B, sp. 1371 -73). 

') Dahl Jensen og Jørgen Paulsen : Psykiatrilovskommentaren, 1991, s. 58-59. 

10 ) Lynge Andersenm.fi.: Umyndiges Formue, 1988, s. 33, note 12.


værgen for bemyndiget til at træffe beslutning om den umyndiges opholdssted, 

også mod den pågældendes vilje. Rækkevidden af denne passus er 

imidlertid tvivlsom. Bestemmelsen anvendes næppe i praksis. I et forslag til 

lov om ændring af retsplejeloven og færdselsloven (Tvangsfuldbyrdelse af 

andre krav en pengekrav m.v.) (L 35) fremsat den 7. oktober 1992, hvor § 609 

bliver til § 596, er sætningen da også udgået, uden at det har givet anledning 

til bemærkninger. 

På linje med retsplejelovens regel har Justitsministeriet i en konkret sag 

antaget, at politiet kan yde værgen bistand ved indlæggelse af en personlig 

umyndiggjort på et plejehjem eller et almindeligt hospital, evt. ved flytning 

til et andet opholdssted, såfremt den umyndiggjorte vægrer sig ved en sådan 

ændring af opholdssted under forudsætning af, at der ikke bliver tale om 

egentlig frihedsberøvelse 11 ). 

1.2.5. Værgens rolle i forhold til en person, der er på plejehjem eller anden 

social institution, er noget uklar. Et institutionsophold medfører ikke begrænsninger 

i personens handleevne eller ret til fortsat selvbestemmelse, hverken 

personligt eller økonomisk. Beboerne har de samme rettigheder som personer 

i eget hjem. En faktisk afhængighed af hjælp indebærer ikke en retlig 

begrænsning af personens handlefrihed. For personalet og for pårørende betyder 

dette, at man i det daglige arbejde skal respektere, at det er beboeren, 

der afgør, om pågældende vil modtage den tilbudte pleje, deltage i aktiviteter, 

spise den tilbudte mad o.s.v. 

Det er dog almindeligt anerkendt, at der kan fastsættes nærmere regler om 

retsforholdet mellem en offentlig 'anstalt' - i mere moderne sprogbrug en 

'institution', f.eks. hospital, plejehjem eller anden døgninstitution - og den 

kreds af personer, som betjenes, de såkaldte anstaltsanordninger. Heri kan 

fastsættes regler om vilkårene for opholdet, herunder om forholdet mellem 

de enkelte beboere i form af 'ordensregler' og lignende. Med hjemmel i anstaltsbetragtninger 

vil der imidlertid alene kunne fastsættes de regler, som er 

nødvendige og rimelige med henblik på at sikre institutionens hensigtsmæssige 

drift, og synspunkterne kan ikke udstrækkes til at give hjemmel for 

egentlige tvangsmæssige foranstaltninger over for brugerne. 

I forarbejderne til myndighedsloven anføres, at i mange tilfælde, hvor den 

umyndiggjorte er genstand for hospitalsbehandling, vil der ikke være brug 

for nogen indblanding fra værgens side. Men det vil dog også dér være praktisk 

at have en, der kan tage bestemmelse på den umyndiges vegne 12 ). I teorien 

er bemærket, at værgens beføjelser over for en person, der er optaget på en 

") Justitsministeriets sag, 2. ktr., 1959-114-184. 

12 ) Betænkning 1921, s. 85.

KAPITEL 1 52 

social institution, begrænses af de regler, hvorunder forsorgen må virke. Værgen 

kan ikke kræve andre hensyn taget end dem, der er rimelige efter forsorgsmæssige 

synspunkter, og således ikke gennemføre forholdsregler, der 

ikke tjener forsorgsmæssige formål 13 ). Som nævnt under pkt. 1.2.1. har landsretten 

forudsat, at der også under en institutionsanbringelse kan være behov 

for en personlig værge. 

1.2.6. Værgens rolle i forhold til en person, der har behov for lægelig behandling 

og medicinering kan ligeledes give anledning til tvivl. I en redegørelse 

fra december 1981 fra en arbejdsgruppe nedsat af Sundhedsstyrelsen om 

'Lægers pligt til at informere deres patienter og disses samtykke til indgreb 

og behandling' behandledes bl.a. spørgsmålet om samtykke til behandling, 

hvor samtykke fra patienten ikke kan opnås, fordi denne ikke er i stand til at 

forstå den givne information, f.eks. på grund af sindssygdom eller dårlig begavelse. 

Arbejdsgruppens opfattelse var, at såfremt samtykke ikke kan opnås, 

fordi den pågældende varigt er inhabil, er en personlig umyndiggørelse 

nødvendig, og den beskikkede værge afgør herefter, om en behandling mod 

den pågældendes vilje kan foretages. Sundhedsstyrelsen tilsluttede sig arbejdsgruppens 

opfattelse i et cirkulære af 28. juni 1983 14 ). Cirkulæret er senere 

ændret se nedenfor. 

Princippet om information og samtykke fra patienten som forudsætning 

for iværksættelse af enhver lægelig undersøgelse, behandling m.v. er blevet 

fastlagt ved lov nr. 351 af 14. maj 1992, hvor en ny regel er indsat i lægelovens 

§ 6, stk. 3. Efter denne bestemmelse, der ifølge forarbejderne alene er en lovfæstelse 

af hidtil gældende principper, må en læge ikke indlede eller fortsætte 

en behandling mod patientens vilje, medmindre andet er særligt hjemlet. 

Dette er f.eks. tilfældet i lov om frihedsberøvelse og anden tvang af psykiatrien 

§ 12 og § 13 samt i lov om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme 

§§5, 6 og 8. 

Ved Sundhedsstyrelsens cirkulære af 22. september 1992 om information 

og samtykke m.v. 'Lægers pligt og patienters ret' er lægelovens krav præciseret. 

I cirkulærets § 2 og § 5 er forskrifter om information af og samtykke fra 

voksne habile patienter. I § 6 er særlige regler om børn, herunder mindre 

børn. Cirkulæret indeholder ikke noget om varigt inhabile voksne, bortset fra 

§ 10 og § 11 om psykiatriske patienter med en henvisning til psykiatriloven. 

Værgens rolle ved personlig umyndiggørelse er heller ikke omtalt. Derimod 

er der i § 12 regler om livsnødvendig behandling af en voksen, der midlertidigt 

er inhabil, f.eks. på grund af bevidstløshed, og hvor der ikke foreligger en 

IJ ) Myndighedslovskommentaren,bind l,s. 123. 

14 ) Sundhedsstyrelsens opfattelse er imødegået af Uffe Vesthi Madsen i Ugeskrift for Læger, 

1986, s. 2717.


tilkendegivelse om den aktuelle sygdomssituation. Livsnødvendig behandling 

eller behandling, som er uopsættelig for på længere sigt at forbedre patientens 

chance for overlevelse eller for et bedre resultat af behandlingen, kan 

iværksættes uden patientens samtykke. 

Af det anførte fremgår, at for at en voksen, habil patients selvbestemmelsesret 

med mening skal kunne udøves, er lægen forpligtet til - af egen drift - i 

fornødent omfang og under hensyntagen til patientens tilstand og ønsker at 

informere patienten om dennes sygdom og om undersøgelser, behandling og 

indgreb samt om risikoen for eventuelle komplikationer og bivirkninger. 

Princippet i cirkulærets § 12 om midlertidig inhabilitet må formentlig også 

gælde, hvis patientens samtykke ikke kan indhentes, fordi denne er varigt 

inhabil, f.eks. på grund af demens. Lægelovens § 6, stk. 1, samt de øvrige bestemmelser 

i lægeloven om lægers pligter er ikke udtømmende, men pålægger 

lægen til enhver tid at efterleve de faglige og etiske krav, der på baggrund 

af lovgivningens regler og udviklingen i behandlingsmulighederne m.m. opstilles 

om god, omhyggelig og faglig kompetent lægelig adfærd. Der må altid 

og for hver enkelt patient foretages en konkret vurdering ved den ansvarlige 

læge af patientens tilstand og udsigter samt foreliggende behandlingsmuligheder, 

og det er lægens ansvar at foretage denne totalvurdering og handle 

efter den under ansvar bl.a. efter lægeloven. 

1.2.7. En egentlig hjemmel til magtanvendelse overfor voksne findes i bistandslovens 

§ 14, stk. 6, jf. lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992. Bestemmelsen 

har følgende ordlyd: 

'Stk. 6. Anvendelse af sikrede og lukkede afdelinger, isolation, fiksering 

m.v. i institutioner beregnet til døgnophold for børn og unge og for 

voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap må alene ske, 

når forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet. Socialministeren 

fastsætter nærmere regler om betingelserne herfor. Aflåsning 

om natten af værelser i sikrede afdelinger betragtes ikke som isolation.' 

Bemyndigelsen i bistandslovens § 14, stk. 6,2. pkt., er udmøntet i Socialministeriets 

bekendtgørelse nr. 568 af 21. december 1979, som senest ændret ved 

bekendtgørelse nr. 284 af 26. april 1990. 

I bekendtgørelsen fastsættes bestemmelser om aflåsning, fiksering m.v. De 

såkaldte H-plejehjem, som blev overført fra sygehusvæsenet med virkning 

fra 1987, drives nu efter bistandslovens § 112, stk. 2, og er dermed omfattet af 

magtanvendelsesbekendtgørelsen. Ingen af disse H-plejehjem er i dag godkendt 

som lukkede institutioner.

KAPITEL 1 54 

Der kan efter bekendtgørelsen endvidere blive tale om fysisk magtanvendelse 

i form af, at den pågældende fastholdes eller føres til et andet opholdssted. 

Dette er tilladt, såfremt den pågældende enten udviser en sådan adfærd, 

at fortsat ophold i fællesskabet er uforsvarligt, eller såfremt den pågældende 

derved forhindres i at skade sig selv. Denne magtanvendelse skal afpasses 

efter forholdene i den enkelte situation, og må ikke gå ud over det strengt 

nødvendige, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1. 

Fiksering, d.v.s. anvendelse af tvangsmiddel i form af bælte, håndremme, 

fodremme eller livsstykke må kun anvendes i behandlingsøjemed, når anvendelsen 

er absolut påkrævet for at afværge, at pågældende skader sig selv eller 

andre, og faren herfor ikke kan afværges ved andre mere lempelige forholdsregler. 

Fastspænding med stofseler til seng, stol eller toilet for at forhindre 

fald betragtes ikke som fiksering, men som en beskyttelsesforanstaltning og et 

led i omsorgen. Det samme gælder den form for fastspænding til kørestol 

eller andet hjælpemiddel, der anvendes over for stærkt fysisk hæmmede personer. 

Der foreligger ikke nogen nærmere drøftelse af værgens rolle med hensyn 

til disse foranstaltninger. 

1.2.8. Endnu en virkning af det personlige værgemål er, at den udpegede 

værge får en formel adgang til at repræsentere den pågældende. Som partsrepræsentant 

kan værgen udøve partsrettigheder, herunder indbringe spørgsmål 

for myndighederne, kræve kontradiktion, gøre brug af partsoffentlighedsreglerne, 

anmode om begrundelse for en afgørelse og klage til overordnede 

myndigheder. Værgemålet bryder også tavshedspligten. 

1.3. Lavværgemål. 

1.3.1. Efter myndighedsloven § 54 kan en person sættes under lavværgemål, 

når det er påkrævet af hensyn til hans uerfarenhed eller i øvrigt på grund af 

mangler ved hans legemlige eller sjælelige tilstand, og såfremt han selv ønsker 

det. Den pågældende må have så megen dømmekraft, at der kan tillægges 

tilkendegivelsen retlig betydning. 

Lavværgemålet blev oprindeligt indført med det formål at bistå enker, der 

ved mandens død som arving eller som hensiddende i uskiftet bo kom til at 

stå alene med en forretning eller formue, som de ikke selv havde den fornødne 

erfaring til at administrere. Om lavværgemåls praktiske udbredelse henvises 

til redegørelsen i kapitel 2, pkt. 2, og om lavværgemålssagerne til gennemgangen 

i kapitel 3, pkt. 1. 

1.3.2. Den, der er under lavværgemål, kan kun råde over sin formue eller 

forpligte sig ved retshandler / forbindelse med sin lavværge, jf. myndighedslovens 

§ 55. Formuen er under samadministration, idet der kræves en fælles


beslutning af lavværgen og den lavværgede. Den lavværgede bevarer derimod 

rådigheden over sine personlige forhold og kan selv indgå arbejdsaftaler. 

Af henvisningerne i myndighedslovens § 56 fremgår, at lavværgemålet ikke 

er undergivet tilsyn fra statsamtet. Reglerne om anbringelse af umyndiges 

midler gælder heller ikke, og aktiverne skal ikke indleveres til bestyrelse i en 

forvaltningsafdeling. Lavværgens honorar skal ikke godkendes. Blandt de 

overførte regler er en af de vigtigste myndighedslovens § 53 om værgens ansvar. 

1.3.3. Opstår der varig uenighed mellem lavværgen og den lavværgede, eller 

kan de ikke blive enige om et væsentligt spørgsmål, må der normalt ske 

umyndiggørelse, hvis betingelserne efter myndighedslovens § 2 er opfyldt, 

eller lavværgen må fritages for eller fratages hvervet og en anden beskikkes. 

Lavværgemålet skal i øvrigt ophæves, når den lavværgede findes egnet til 

selv at varetage sine anliggender, jf. § 56, jf. § 5. 

1.4. Ad hoc værgemål. 

1.4.1. For en myndig, der midlertidigt QT forhindret \ at varetage sine anliggender, 

kan der efter myndighedslovens § 59 beskikkes en ad hoc værge. Forhindringen 

skal skyldes sygdom eller fraværelse. Personer, der varigt er uskikkede 

til at varetage deres anliggender, må i princippet søges umyndiggjort efter 

reglen i myndighedslovens § 2. 

Sager om værgebeskikkelse efter myndighedslovens § 59, som tidligere 

hørte under skifteretterne, blev fra den 1. januar 1986 henlagt til statsamterne, 

jf. myndighedslovens § 61, jf. § 33. Om anvendelsen af ad hoc værgemål 

henvises til gennemgangen nedenfor i kapitel 2, pkt. 3. 

1.4.2. Efter § 59 skal ad hoc værgen, så længe tilstanden består, varetage 

den pågældendes anliggender i nærmere angivet omfang. Beskikkelsen skal 

således angive udstrækningen af værgens hverv. Det kan f.eks. være til opsigelse 

og rydning af en lejlighed, til at bestyre en ejendom eller en forretning i 

nogle måneder, til at repræsentere den pågældende under en retssag eller til 

at samtykke i anbringelse på plejehjem. Beskikkelsen kan også være tidsbegrænset. 

Ad hoc værgens legitimation beror på beskikkelsens omfang. Ad hoc værgemålet 

medfører ingen begrænsning i handleevnen for den person, der undergives 

ad hoc værgemål. Der bliver således ikke tale om ugyldighed, selv 

om den person, der er under ad hoc værgemålet, selv har disponeret over sin 

formue eller forpligtet sig ved retshandler. Anvendelse af myndighedslovens 

§ 65 med henblik på at erklære en aftale ugyldig kan dog komme på tale. 

1.4.3. Ad hoc værgemålet ophører, når det omhandlede hverv er udført, når

KAPITEL 1 56 

den pågældendes forhindring i at varetage sine anliggender er ophørt, eller 

når den pågældende er blevet umyndiggjort. 

1.4.4. I praksis har der været en tendens til at beskikke en ad hoc værge, 

selv om sygdommen eller tilstanden ikke er midlertidig, hvis der kun er aktuelt 

behov for en værge til en enkeltstående disposition af begrænset omfang, 

og der ikke i øvrigt er særlig trang til umyndiggørelse. Praksis er godkendt af 

Civilretsdirektoratet og nærmere fastlagt i en cirkulæreskrivelse af 18. november 

1987 om beskikkelse af ad hoc værge for myndige, hvori bl.a. anføres: 

'Skifteretterne har før 1. januar 1986 i et vist omfang beskikket midlertidig 

værge efter en analogi af myndighedslovens § 59 for personer, hvis 

sygdom m.v. ikke har kunnet antages at være af midlertidig art, men 

hvor de opgaver, der skulle varetages, var af enkeltstående karakter af 

begrænset omfang. Sådan værgebeskikkelse har i skifteretspraksis især 

været anvendt i sager, hvor der skulle tages stilling til plejehjemsanbringelse, 

opsigelse af lejlighed og dispositioner over indbo. Det har 

været en forudsætning, at den, for hvem midlertidig værge blev beskikket, 

ikke havde formue af nogen betydning. Formuegrænsen har i de 

sidste 10 år været ca. 10.000-15.000 kr. 

Under henvisning hertil skal man meddele, at Familieretsdirektoratet 

finder, at statsamterne i overensstemmelse med denne praksis fortsat 

kan beskikke værge til at varetage enkeltstående dispositioner af 

den nævnte art for personer, hvis sygdom ikke kan antages at være af 

midlertidig art. Direktoratet finder endvidere, at formuegrænsen under 

hensyn til prisudviklingen kan forhøjes til 25.0000-30.000 kr. 

Det er en forudsætning for disse midlertidige værgebeskikkelser, at 

der under sagens behandling foreligger udførlige oplysninger om behovet 

for værgebeskikkelse, herunder udførlige lægelige oplysninger om 

den pågældende.' 15 ). 

I tilslutning til cirkulæreskrivelsen har Civilretsdirektoratet i en skrivelse af 

10. december 1987 til Københavns Hospitalsvæsen, der er udsendt efter drøftelse 

med Københavns Overpræsidium, nærmere vejledt om patientsamtykke 

og værgebeskikkelse ved indstilling til plejehjem. I skrivelsen anføres 

bl.a., at som hovedregel skal patienten give samtykke til indstillingen om optagelse 

på plejehjem. Hvis patienten på grund af sin psykiske tilstand ikke 

15 ) Skrivelsen er aftrykt i Myndighedslovskommentaren, bind 1, s. 150-51, og i Folketingets Ombudsmands 

beretning 1988, s. 109-12.


forstår betydningen af indstillingen, er det nødvendigt, at der beskikkes en 

værge. Det understreges i skrivelsen, at (ad hoc) værgebeskikkelse ikke kan 

anvendes som middel til at flytte en patient til plejehjem, hvis patienten nægter 

og i øvrigt forstår betydningen heraf. 

Skifteretternes praksis, som efter sagernes overgang til statsamterne i 1985 

blev fulgt op med cirkulæreskrivelsen, har givet anledning til teoretiske overvejelser. 

I myndighedslovskommentaren fra 1978, hvor den udvikling, der 

var indledt i Københavns Byrets skifteafdeling, blev beskrevet for første 

gang, betegnedes hjemmelen hertil som spinkel 16 ). 

Bent Iversen og Jørgen Nørgaard omtalte problemet i 1983 og anførte 

bl.a., at det kan virke som proportionsforvrængning at umyndiggøre en person 

for at tillægge denne en erstatning på f.eks. 3.000 kr. eller udlægge et 

tilsvarende beløb som arv, men myndighedsloven åbner ingen anden udvej 

17 ). Lynge Andersen, Iversen og Nørgaard nævnte i 1988, at der i de senere 

år har været en stigning i antallet af sager, hvor en person har befundet sig i 

en varig tilstand, der kunne føre til umyndiggørelse, men hvor familien har 

stillet sig afvisende over for at rejse umyndiggørelsessag. Dette har dels været 

begrundet med principielle synspunkter, dels - og navnlig - med at der kun 

var tale om løsning af et enkeltstående problem af forbigående karakter, således 

at en egentlig umyndiggørelse ville føles for vidtgående 18 ). I en anmeldelse 

af bogen omtaler Gorm Leinum spørgsmålet og erklærer sig enig i, at man 

befinder sig i det absolutte yderområde af § 59, ligesom det anføres, at der 

også ved statsamternes sagsbehandling skal foreligge udførlige lægelige oplysninger 

m.v. om den pågældende 19 ). 

Finn Taksøe-Jensen har i 1987 anført, at behovet for en mellemløsning, 

dvs. beskikkelse af en ad hoc værge, selvom tilstanden ikke er midlertidig, i 

praksis vist nok er ganske betydeligt, især for alderdomssvækkede personer. 

Han anfører videre som en de lege ferenda betragtning, at adgangen til at 

beskikke en ad hoc værge synes at burde udvides til også at omfatte tilfælde, 

hvor der foreligger en varig tilstand. Erfaringerne fra udlandet og her fra landet 

taler i stigende grad for, at hele spørgsmålet om tilvejebringelse af brugbare 

alternativer til umyndiggørelse søges ordnet ved en samlet lovregulering 

20 ). I en anmeldelse af bogen har Christian Trønning tilsluttet sig dette 

synspunkt 21 ). 

16 ) Myndighedslovskommentaren, 1. udg., 1978, s. 302. 

17 ) Iversen og Nørgaard: Umyndiges personers formue, 2. udg., 1983, s. 45-47 med henvisninger. 

18 ) Lynge Andersen m.fl. : Umyndiges Formue, 1988, s. 40-43. 

19 ) Fuldmægtigen 1989, s. 14-15. 

20 ) Taksøe-Jensen : Person-, Familie- og Arveret, 1987, s. 60-61. 

21 ) Ugeskrift for Retsvæsen 1988 B,s.93.

KAPITEL 1 58 

Jørgen Graversen og Inger Margrete Pedersen har i en artikel om afasi anført, 

at fremgangsmåden ud fra et juridisk synspunkt kun nødtørftigt kan forsvares 

med, at den korrekte løsning - personlig umyndiggørelse - er aldeles 

utilfredsstillende 22 ). 

Ombudsmanden tog af egen drift den praksis, der er beskrevet i cirkulæreskrivelsen 

fra 1987 om beskikkelse af ad hoc værge for myndige, op til undersøgelse. 

Ombudsmanden konstaterede, at der knyttede sig en vis retlig usikkerhed 

til grundlaget for den praksis, som er omhandlet i cirkulæreskrivelsen, 

men under hensyn til at denne usikkerhed må forventes at blive løst i 

forbindelse med udvalgets arbejde, fandt han ikke anledning til at foretage 

sig videre i sagen 23 ). 

2. Fuldmagter som alternativ 

Der kan være anledning til at nævne, at repræsentationsspørgsmål kan løses 

ad frivillighedens vej, medens vedkommende endnu er i stand til at handle 

fornuftmæssigt. Det kan ske ved at benytte fuldmagter, jf. aftalelovens kapitel 

2 24 ). I praksis anvendes generalfuldmagter i et vist omfang. I Juridisk Formularbog 

25 ) og i fortrykte blanketter anvendes følgende formulering: 

'Undertegnede befuldmægtiger herved til at bestyre hele min 

formue, intet undtaget, og at foretage enhver disposition over den med 

samme retsvirkning, som om den var foretaget af mig personlig. Som 

følge heraf er min befuldmægtigede berettiget til for mig at indgå alle 

retshandler og kontrakter af enhver art, bestyre, pantsætte og sælge faste 

ejendomme, varer og andre ejendele, transportere på mit navn lydende 

værdipapirer, kvittere for enhver mig tilkommende betaling eller anden 

indtægt, herunder også kvittere mig tilhørende pantebreve til aflysning 

i tingbogen, indsætte mine penge til forrentning i pengeinstitut eller 

anbringe dem på anden måde, forpligte mig ved optagelse af lån 

eller stiftelse af kassekredit på mine vegne i pengeinstitut, inddrive mine 

udestående fordringer og på mine vegne anlægge retssager, indgå 

forlig, repræsentere mig som arving eller kreditor i ethvert døds- eller 

konkursbo, afgive erklæring og underskrift på mine vegne i alle skiftets 

anliggender herunder om vedgåelse af arv og gæld, overtagelse af bo til 

privat skifte og til at modtage og kvittere for ethvert beløb, der i sådan- 

22 ) Ugeskrift for Retsvæsen 1988 B, s. 349. 

") Folketingets Ombudsmands Beretning 1988, s. 109-12. 

24 ) Inger Margrete Pedersen: Handicappede og ældre med kommunikationsproblemer, 1992, s. 

94-96. 

25 ) Juridisk Formularbog, 13. udg., 1989, s. 538.


ne boer måtte tilkomme mig. 

Hvad min befuldmægtigede er berettiget til personlig at foretage ifølge 

denne fuldmagt, kan han også lade udføre ved andre. 

Foranstående underskrives i 2 ligelydende eksemplarer, af hvilke det 

ene efter forudgående konferering opbevares i notarialkontorets arkiv, 

således at en afskrift heraf skal have samme gyldighed som originalen.' 

Udbredelsen af generalfuldmagter kan ikke belyses gennem nogen statistik. 

Notarialkontoret i København har oplyst, at der dér i 1990 blev underskrevet 

måske en halv snes. 

Fuldmagtens gyldighed forudsætter, at fuldmagtsgiveren var habil, da fuldmagten 

blev udstedt. Retsvirkningen fremgår af aftalelovens § 10. Herefter 

bliver den, som har givet en anden fuldmagt til at foretage en retshandel, 

umiddelbart berettiget og forpligtet over for trediemand ved en retshandel, 

som fuldmægtigen foretager i fuldmagtsgiverens navn og inden for fuldmagtens 

grænser. På grund af de vidtrækkende beføjelser generalfuldmagter med 

sædvanlig anvendte formularer giver, undergives de undertiden en vis indskrænkende 

fortolkning 26 ). 

Fuldmagter kan gøres uigenkaldelige, hvis dette sker i trediemands interesse, 

og uigenkaldelige fuldmagter, der gives i fuldmægtigens interesse, må ikke 

være særlig omfattende. Generalfuldmagter kan ikke være uigenkaldelige 

27 ). 

Fuldmagten bortfalder ikke, selv om fuldmagtsgiverens tilstand senere forværres, 

fordi denne bliver tiltagende senil, eller fordi fuldmagtsgiveren mister 

evnen til at handle fornuftmæssigt 28 ). Derimod bortfalder fuldmagten som 

hovedregel, når fuldmagtsgiveren umyndiggøres. Dette fremgår af aftalelovens 

§ 22. Ved tinglysning af en dom, hvorved fuldmagtsgiveren er umyndiggjort, 

bortfalder fuldmagten. Det er tidligere hævdet, at en uigenkaldelig 

fuldmagt i almindelighed ikke bortfalder, selv om hovedmanden blev umyndiggjort 

29 ), men det er tvivlsomt om dette er retsstillingen 30 ). Efter aftalelovens 

§ 24 er fuldmægtigen dog berettiget til, når fuldmagtsgiveren bliver 

umyndiggjort, indtil de fornødne foranstaltninger kan træffes af værgen i 

kraft at fuldmagten, at foretage de retshandler, som er nødvendige for at beskytte 

den umyndiggjorte mod tab. Se om fuldmagter også nedenfor i kapitel 

8, pkt. 2.4.1. 

26 ) Lynge Andersen og Nørgaard: Aftalelovskommentaren, 1990, s. 68-69 med referat af domspraksis. 

27 ) Lynge Andersen og Nørgaard: Anf. st., s. 87-88, og Ussing, Aftaler, 3. udg., 1950, s. 309-11. 

28 ) Lynge Andersen og Nørgaard : Anf. st., s. 110-11, Ussing: anf. st., s. 320, og UfR 1979.637 V. 

29 ) Ussing: Anf. st., s. 318. 

30 ) Lynge Andersen og Nørgaard: Aftalelovskommentaren, 1990, s. 110.

KAPITEL 1 60 

Retsvirkningen af en aftale, der indgås mellem fuldmægtigen og trediemand 

efter umyndiggørelsesdekretets tinglysning, fremgår af aftalelovens 

§ 22. Herefter erhverver trediemand ved retshandel med fuldmægtigen ikke 

anden retsstilling over for den umyndiggjorte, end han ville have erhvervet, 

hvis retshandelen var foretaget med denne selv. Da aftaler, der indgås med 

en umyndiggjort, som hovedregel er ugyldige, jf. myndighedslovens § 34, vil 

en aftale, der indgås med den umyndiggjortes fuldmægtig, også være ugyldig. 

En undtagelse gælder dog for de aftaler, som en umyndiggjort selv kan 

indgå, jf. myndighedslovens §§ 38-41. 

3. Andre nordiske lande. 

3.1. Norsk ret. 

De norske regler om umyndighed og værgemål findes i to love. 

3.1.1. Umyndiggørelsesreglerne findes i lov af 28. november 1898 om 

umyndiggjørelse. Loven er blevet ændret flere gange, men hovedreglerne har 

stået uændret. Der er 38 paragraffer med regler om kriterierne for og fremgangsmåden 

ved umyndiggørelse. 

3.1.2. I lov nr. 3 af 22. april 1927 om vergemål for umyndige m.m. findes 

kapitel 2 om værger, kapitel 3 om overformyndere, kapitel 4 om den umyndiges 

handleevne, kapitel 5 om værgers rådighed og pligter, kapitel 6 om overformynderiets 

forvaltning af umyndiges midler og kapitel 7 om regnskaber. 

Loven har nu knap 100 paragraffer. 

I 1934 blev i loven indsat en bestemmelse, hvorefter der kan udpeges en 

hjelpeverge for en myndig person, som på grund af sindssygdom eller anden 

sindslidelse er forhindret i at varetage sine anliggender. Hjelpevergen kan 

beskikkes til at varetage den syges anliggender i almindelighed eller vedrørende 

enkelte, særlige anliggender. I den oprindelige udformning krævedes 

det, at der forelå en sindssygdom eller anden stærk sindslidelse, og at vedkommende 

skulle være midlertidigt forhindret. Efter retspraksis var der også 

adgang til at udpege en hjelpeverge, hvis en varig tilstand medførte et midlertidigt 

behov. Ved en lovændring i 1961 blev adgangen til at udpege hjelpeverge 

stærkt udvidet. Kravene om midlertidighed og om, at sindslidelsen skulle 

være stærk, faldt bort. 

Vergemålsloven blev yderligere ændret i 1972 31 ). Grundlaget var en indstilling 

fra en komité nedsat i 1969. Ændringerne vedrørte navnlig anbringelsen 

og forvaltningen af umyndiges midler samt en lempelse af reglerne om 

godkendelse fra overformynderiet til visse værgemålsdispositioner. 

31 ) Lov nr. 6 af 17. marts 1972.


3.1.3. Nyere norske overvejelser om reformer på området indledtes af et 

udvalg nedsat i 1972. I betænkningen fra 1979 med titlen: 'Lov om innskrenkninger 

i persons råderett m.v.' 32 ) findes et udkast til en ny samlet lov 

med nævnte titel til afløsning for loven fra 1898. Betænkningen gav ikke anledning 

til ny generel lovgivning 33 ). 

3.1.4. I juni 1990 tr der gennemført ændringer af værgemålsloven 34 ). Lovforslaget 

byggede til dels på betænkningen fra 1979, men var i øvrigt udarbejdet 

i Justisdepartementet. Formålet var en udvidelse og præcisering af hjelpevergeordningen 

for at styrke retssikkerheden for bl.a. alderssvækkede og psykisk 

udviklingshæmmede. Ifølge kgl. resolution af 14. december 1990 trådte 

lovændringerne i kraft den 1. januar 1991. Om ændringerne er udsendt rundskriv 

af 18. december 1990 35 ). 

Ændringen i 1990 bygger på en forudsætning om, at umyndiggørelse ikke 

skal iværksættes, hvis vedkommendes interesser på hensigtsmæssig måde 

kan varetages gennem mindre indgribende foranstaltninger som udpegning 

af en hjelpeverge. En hjelpeverge vil normalt være tilstrækkelig for den, der 

behøver en fuldmægtig til at handle for sig. Umyndiggørelse kan være nødvendig 

for at beskytte vedkommende mod egne uheldige dispositioner til 

skade for sig selv. Men dette, og muligheden for kolliderende dispositioner 

ved at klienten og hjelpevergen begge handler på samme område, vil, som 

nævnt i rundskrivelsen om lovændringen, i de fleste tilfælde ikke være noget 

stort problem. 

De medicinske kriterier for beskikkelse af hjelpeverge er udvidet, så beskikkelse, 

ud over ved sindslidelse, kan ske ved andre psykiske forstyrrelser, senil 

demens, hæmmet psykisk udvikling eller hæmmet legemlig funktion. I lovteksten 

er det præciseret, at der skal være et behov for hjelpevergen. Ifølge 

rundskrivelsen om lovændringerne er det vanskeligt at give detaljerede retningslinjer. 

Det nævnes dog, at der forholdsvis hurtigt foreligger et behov, 

når det drejer sig om formuer af en vis størrelse, og beløb på 50.000 - 100.000 

kr. nævnes. Behov kan også foreligge, når klienten har stor gæld. Udover sådan 

økonomisk forvaltning kan behov for hjelpeverge bl.a. være aktuelt i forbindelse 

med spørgsmål om bopæl efter flytning fra institution, ved dispositioner 

over egen bolig, ved optræden i retssager og under skifte og for at varetage 

vedkommendes interesser over for offentlige myndigheder, f. eks. ved 

klage. 

») NOU 1979:57, s. 27-29 og 95-103. 

") Ot.prp. nr. 45 ( 1989-90), s. 7-8, og Inst. O nr. 42 ( 1989-90). 

34 ) Se lov nr. 29 af 15. juni 1990. 

35 ) Rundskriv af 18. desember 1990 (G-178/90). Endringer i vergemålsloven m.m. (hjelpevergeordningen 

m.m.).

KAPITEL 1 62 

Den, der får en hjelpeverge, mister ikke sin retlige handleevne. Problemerne 

hermed og med dobbelte retshandler vil ifølge lovforslaget i flertallet af 

tilfælde være af ringe betydning. Vedkommende vil i mange tilfælde åbenbart 

mangle retlig handleevne eller opholde sig på institution med små muligheder 

i praksis for egne dispositioner. Formålet er derfor i disse tilfælde 

ikke primært at værne de svækkede mod egne fejldispositioner som ved 

umyndiggørelse, men at få en fuldmægtig til at ordne problemerne. Samtidig 

spares vedkommende og familien for den belastning, umyndiggørelse utvivlsomt 

kan være 36 ). 

I rundskrivelsen om lovændringerne understreges, at hjelpevergens primærefunktion 

er at være økonomisk forvalter og retlig stedfortræder. En vis 

udbygning af hjelpevergeordningen kan ikke erstatte det almindelige sociale 

støtteapparat. Det vil være familie, institutionspersonale og ansatte i sundheds- 

og socialsektoren m.v., som primært må bistå med de mere daglige og 

enkle gøremål. For at varetage mere personlige behov og interesser kan det 

om nødvendigt overvejes at oprette en støttekontakt, evt. ved siden af en hjelpeverge 

37 ). 

5.7.5. Der er i Norge fra forskellige sider lagt op til en mere vidtrækkende 

revision af umyndiggørelses- og værgemålsloven. I lovforslaget fra 1990 nævnes, 

at det kan være naturligt at vurdere umyndiggørelsesordningen på et 

mere principielt grundlag og samtidig at gennemgå virkningerne i særlovgivningen. 

Departementet nævner yderligere, at det bør vurderes, om der kan 

være anledning til en samlet undersøgelse specielt af de ældres retsstilling 38 ). 

Stortingets justiskomité erklærede sig under behandlingen af lovforslaget i 

1990 enig i, at de ældres retsstilling bør sikres, og tilsluttede sig tanken om en 

snarlig gennemgang af umyndiggørelses- og værgemålsloven 39 ). Arbejdet 

hermed er endnu ikke iværksat. 

3.2. Svensk ret. 

3.2.1. De svenske værgeregler findes i föräldrabalken fra 1949 kapitel 10-19. 

Kapitel 10 er om förmyndare, kapitel 11 om god man och förvaltare, kapitel 

12 om innskrivning av förmynderskap, godmanskap och förvaltarskap, kapitel 

13 indeholder almindelige bestemmelser om förmyndares pligter, kapitel 

14 er om vård av omyndigs rätt i oskiftat bo, kapitel 15 om förmyndares, gode 

mäns och förvaltares egendomsförvaltning, kapitel 16 er om redovisnings- 

36 ) Ot.prp. nr. 45 (1989-90), s. 19. 

37 ) Rundskrivafl8.desemberl990,(G-178/90),s. 10. 

38 ) Ot. prp. nr. 45 (1989-90), s. 36-37. 

39 ) Inst. O. nr. 42 (1989-90), s. 6-7. Se tillige NOU 1991:20 Rettssikkerhed for mennesker med 

psykisk udviklingshemming, s. 36.


skyldighet, kapitel 17 er om tilsyn med förvaltning og kapitel 19 er om överförmyndare. 

Reglerne er inden for de sidste to årtier ændret i 1974 og i 1988. 

3.2.2. Ændringerne i 1974 tilsigtede bl.a., at umyndiggørelse skulle anvendes 

i mindre udstrækning end tidligere. Man ønskede også at få sikkerhed 

for, at umyndiggørelser blev ophævet, når der ikke længere var behov herfor 

40 ). Reformen medførte en kraftig nedgang i antallet af umyndiggørelsessager 

41 ), se herom også nedenfor i kapitel 2, pkt. 4.2. og 4.4. 

3.2.3. I 1980'erne foretoges en ny gennemgang af lovgivningen om 'förmynderskap 

og godmanskap'. Den såkaldte Förmynderskapsutredning afgav 

i 1986 delbetænkningen 'God man och förvaltare' 42 ). Betænkningen dannede 

grundlag for lovændringen i 1988, som trådte i kraft den 1. januar 1989 43 ). En 

ny betænkning fra udvalget 'Föräldrar som förmyndare' fra 1988 44 ) har endnu 

ikke ført til lovforslag. Foruden en gennemførelse af betænkningen overvejes 

ændringer i tilsynsordningen og af myndighedsopbygningen. 

3.2.4. Ved reformen i 1988 blev umyndiggørelsesinstituttet afskaffet. I stedet 

indførtes - ved siden af godmansordningen - en udbygget værgeform kaldet 

förvaltarskap. I lovforslaget om ændringen anføres, at umyndiggørelse 

først og fremmest har været aktuel for personer, som trods deres handicap er 

så aktive, at der er en risiko for, at de foretager retshandler, som strider mod 

dem, værgen foretager eller påtænker, såkaldte kolliderende retshandler. 

Hvis handicappet er så alvorligt, at vedkommende helt savner formåen at foretage 

retshandlinger, er der sjældent sket umyndiggørelse. Hertil kommer, 

at umyndiggørelse er oplevet som nedværdigende, hvilket i sig selv kan medvirke 

til at vanskeliggøre den sociale tilpasning. En af de alvorligste følger af 

umyndiggørelse har været, at stemmeretten mistes 45 ). 

Afskaffelse af umyndiggørelse nødvendiggjorde, at man på anden måde 

tilgodeser behovet for hjælp og støtte til personer, som på grund af sygdom 

eller lignende er ude afstand til at varetage deres økonomiske og personlige 

anliggender. Den, der har behov for hjælp, skal derfor i første række have 

tilbud om beskikkelse af en god man, jf. föräldrabalkens kapitel 11, § 4, se 

herom nedenfor under pkt. 3.2.5. Kun i de tilfælde, hvor det ikke er tilstrækkeligt 

hermed, fordi den pågældende er ude afstand til at varetage sine anliggender 

eller tage vare på sig selv, skal der i stedet beskikkes en förvalter for 

den pågældende, jf. kapitel 11, § 7. 

Förvalter skåpet skal tilpasses til den enkeltes behov i hvert tilfælde, og det 

40 ) Prop. 1974:142 og SOU 1986:50, s. 97. 

41 ) Prop. 1987/88:124, s. 131, og SOU 1986: 50, s. 139. 

42 ) SOU 1986:50. 

43 ) Prop. 1987/88:124 og lov 1988:1251. 

44 ) SOU 1988:40. 

45 ) Prop. 1987/88:124,s. 130-32.

KAPITEL 1 64 

kan begrænses til at omfatte et bestemt aktiv, afgrænsede anliggender eller 

aktiver over en vis værdi. Retten kan overlade det til overformynderen at bestemme 

hvervets nærmere omfang, jf. § 7, stk. 2. Den, der er under förvaltarskap, 

mister rådigheden over de aktiver eller anliggender, som er omfattet af 

förvaltarskapet, jf. § 9. 

3.2.5. Som nævnt ovenfor bibeholdtes de gældende regler om god man ved 

reformen i 1988. God man kan ifølge kapitel 11, § 4, udpeges, hvis nogen på 

grund af 'sjukdom, psykisk störning, försvagat hälsotillstånd eller liknande 

förhällande' behøver hjælp til at varetage sine anliggender, forvalte sin formue 

eller sørge for sin person. Der kræves samtykke fra den, der skal have en 

god man beskikket, hvis ikke tilstanden indebærer hindring for at indhente 

samtykke, eller der iøvrigt foreligger særlige grunde hertil. 

I loven fastlægges, i hvilket omfang en god man skal indhente den pågældendes 

samtykke, før der disponeres. Det er nu præciseret, at en handling, 

som en god man har foretaget inden for rammerne af sit hverv, men uden den 

pågældendes samtykke, som hovedregel ikke er bindende for den pågældende, 

jf. kapitel 11, § 5. Ved at indføre en regel om, at den gode man så vidt 

muligt skal indhente samtykke hos hovedmanden, før der disponeres, har 

man ment, at risikoen for kolliderende retshandler formindskes. Det erkendes, 

at risikoen ikke helt har kunnet elimineres, fordi selve beskikkelsen af en god 

man ikke påvirker hovedmandens retlige handleevne 46 ). 

3.2.6. I forbindelse med reformen i 1988 drøftedes, om reglerne om, at en 

god man kan beskikkes til at drage omsorg for den pågældendes person, burde 

bibeholdes. I denne forbindelse henvistes til udviklingen inden for socialtjenesten 

og omsorgslovgivningen, som har medført, at den enkelte har fået 

øgede muligheder for bistand ad denne vej. Det påpegedes, at den sociale 

lovgivning hjemler mulighed for at udpege en kontaktperson til at bistå den 

pågældende, og at det derfor kunne overvejes at begrænse den gode mans 

opgave til formueforvaltningen. Imidlertid fremhæves, at kontaktpersonerne 

ikke overtager alle de funktioner, som varetages af den gode man på det personlige 

område. Endvidere kan det være vanskeligt at drage en skarp grænse 

mellem bistand i økonomiske og retlige anliggender på den ene side og hjælp 

i mere personlige spørgsmål på den anden side. Derfor fandt man, at muligheden 

for at beskikke en god man til at varetage også personlige spørgsmål 

burde bibeholdes 47 ). 

En förvalter eller god man kan få til opgave at sørge for hovedmandens 

person, jf. föräldrabalken, kapitel 11, § 7. I bemærkningerne til lovforslaget 

46 ) Prop. 1987/88:124, s. 142. 

47 ) SOU 1986: 50, s. 174.


fremhæves, at også i de tilfælde, hvor förvaltaren eller den gode man ikke 

udtrykkeligt har fået pålagt dette, har de i mange tilfælde en vis pligt til at 

varetage dennes personlige interesser. Dette følger bl.a. af, at de skal påse, at 

hovedmandens midler anvendes til nytte for ham eller hende. For at kunne 

opfylde dette krav må den gode man, henholdsvis förvaltaren, holde sig orienteret 

om hovedmandens personlige forhold og undersøge, på hvilken måde 

midlerne kan gøre bedst nytte. Det kan være nødvendigt at tage kontakt 

med pårørende eller de sociale myndigheder. Hvis hovedmanden er på plejehjem 

eller på institution, bør den gode man eller förvaltaren endvidere rådføre 

sig med det medicinske og plejemæssige personale om, hvorledes midlerne 

kan anvendes 48 ). 

I hvilket omfang, den gode man eller förvaltaren skal beskæftige sig med 

den pågældendes person, vil ud over af hvervets omfang afhænge af de konkrete 

omstændigheder. Hvis hovedmanden har en ægtefælle eller andre pårørende, 

er det naturligt, at disse i første omgang tager vare på den pågældende. 

Det er således ikke meningen, at den gode man eller förvaltaren skal fratage 

de pårørende sådanne opgaver, som disse vil og hensigtsmæssigt kan 

tage sig af. På tilsvarende måde vil den gode mans eller förvaltarens opgaver 

være mindre omfattende i tilfælde, hvor hovedmanden er anbragt på en institution. 

Har hovedmanden en kontaktperson udpeget efter socialtjeneste- eller 

omsorgsloven, påhviler det i første række denne at varetage hovedmandens 

personlige interesser. Den gode man eller förvaltaren bør i sådanne tilfælde 

med kontaktpersonen diskutere, hvilke foranstaltninger der skal foretages 

for hovedmandens regning. I det hele taget er det hensigtsmæssigt, at 

der er drøftelser med såvel kontaktpersoner som andre myndigheder, så dobbeltarbejde 

undgås 49 ). 

Ifølge det for udvalget oplyste er de svenske erfaringer med god mans opgaver 

på det personlige område positive. Ofte udvides et økonomisk godmanskap 

til at omfatte personlige spørgsmål. En god man vil ikke sjældent 

tage initiativ til drøftelse med socialforvaltningen om placering i beskyttet 

bolig eller på institution. Personalet her vil som regel kontakte den gode 

man, når det gælder hovedmandens personlige omsorg eller forandringer 

heri, og den gode mans opfattelse har ret stor betydning, når hovedmanden 

ikke selv kan udtrykke nogen vilje. 

3.3. Finsk ret. 

3.3.1. De finske regler om umyndiggørelse findes i lov af 19. august 1898 om 

48 ) Prop. 1987/88:124, s. 188. 

49 ) Prop. 1987/88,124, s. 188.

KAPITEL 1 66 

förmynderskap m.m., som blev omfattende ændret ved lov af 8. april 1983. 

Reformen, der trådte i kraft den 1. januar 1984, vedrørte især umyndiggørelse, 

den umyndiggjortes retlige stilling og de processuelle regler om umyndiggørelse. 

Ifølge lovens § 17 kan der ske umyndiggørelse af den, som ikke formår at 

tage vare på sig selv eller sine anliggender, og når den pågældendes økonomiske 

stilling, indkomst eller andre vigtige interesser af den grund bringes i 

fare. En person kan ikke umyndiggøres, hvis den pågældendes interesser i 

tilstrækkelig grad kan varetages derved, at der beskikkes en god man for den 

pågældende. 

3.3.2. Som nævnt skal der ske beskikkelse af en god man i stedet for umyndiggørelse, 

hvis dette må antages at være tilstrækkeligt. Efter § 66 kan retten 

beskikke en god man til at bestyre formuen eller varetage visse anliggender 

for den, som på grund af sygdom eller af anden årsag er ude afstand dertil, og 

når der ikke er grund til at umyndiggøre den pågældende. Beskikkelse af en 

god man medfører ingen indskrænkning i den pågældendes handleevne. 

3.3.3. En kommission har i 1989 afgivet betænkning om revision af förmynderskapslagen 

50 ). Der er elleve kapitler og 99 paragraffer. I betænkningen 

findes lovudkastet i en svensk version og et svensk resumé med de væsentligste 

punkter i kommissionens forslag. 

Kommissionen foreslår, at betegnelserne förmyndare og god man afskaffes 

og erstattes med udtrykket 'interessebevakaré. De eksisterende alternativer, 

d.v.s. umyndiggørelse og anordning af god man, anses ikke for tilstrækkelige. 

Umyndiggørelse vil ofte være et alt for drastisk indgreb i den enkeltes 

personlige frihed, når det tages i betragtning, at hensigten er at beskytte de 

økonomiske interesser. 

Kommissionen har derfor i lovudkastets § 4 en bestemmelse om delvis begrænsning 

af handleevnen. Den giver domstolene forskellige muligheder for 

at iværksætte støtteforanstaltninger for den, som er ude afstand til at varetage 

sine økonomiske interesser, hvis hans formue, indkomst eller andre vigtige 

interesser, som følge heraf er udsat for åbenbar risiko. Retten kan bestemme, 

at den pågældende kun kan råde over visse af sine aktiver sammen med 

interessebevakaren. Der forudsættes altså et samvirke mellem dem vedrørende 

aktiver, som er omfattet af foranstaltningen. Handleevnen kan også begrænses 

ved, at det besluttes, at den pågældende ikke har ret til at foretage 

visse retshandlinger eller ikke kan råde over bestemte aktiver. I disse tilfælde 

er det interessebevakaren, som alene kan træffe beslutning. Endelig kan ret- 

50 ) Komitté-betänkande 1989:50 av kommissionen för revidering av förmynderskapslagen, bilag 

4 og 5.

67 

v GÆLDENDE RET 

ten beslutte, at den pågældende skal erklæres umyndig, hvilket svarer til en 

umyndiggørelse efter den gældende finske lov. I betænkningen anføres videre, 

at rettens opgave bliver i hvert enkelt tilfælde at tilpasse begrænsningen af 

handleevnen til det behov, som den pågældende har. Man bør så vidt muligt 

anvende den mindst indgribende foranstaltning, som er tilstrækkelig i det aktuelle 

tilfælde. Omyndigförklaring bliver dermed kun aktuel i de mest exceptionelle 

tilfælde. Se også lovudkastets § 4, stk. 2. 

3.3.4. I betænkningen fra 1989 anføres, at formålet med myndighedslovgivningen 

er at varetage den enkeltes økonomiske anliggender i de tilfælde, 

hvor den pågældende ikke selv kan tage vare herpå. Varetagelse af den pågældendes 

personlige anliggender hører i princippet ikke til de spørgsmål, 

som omhandles i för-mynderskapslovgivningen. Der gøres dog visse undtagelser 

fra dette udgangs-punkt, idet interessebevakaren skal påse, at hovedmanden 

får sit rimelige plejebehov dækket, jf. lovudkastets § 37. 

Efter udkastets § 25, stk. 2, kan en interessebevakere også repræsentere hovedmanden 

i personlige spørgsmål, hvis denne ikke forstår betydningen af 

det aktuelle problem, hvis ikke andet er foreskrevet, og hvis ikke sagen hører 

under en særlig foreskrevet interessebevakere. Interessebevakeren har dog 

ikke ret til at repræsentere hovedmanden i personlige spørgsmål, hvis hvervet 

er begrænset til at omfatte en bestemt ejendom, et bestemt spørgsmål eller 

en bestemt retshandling. 

Af bemærkningerne i betænkningen synes også at fremgå, at det ikke har 

været tanken, at værgen, når den umyndiggjorte er indlagt på hospital eller 

bor på institution, skal inddrages i alle de daglige dispositioner af omsorgsmæssig 

karakter vedrørende den umyndiggjortes person. Derimod synes det 

forudsat, at værgen skal kunne tage initiativ til, at den pågældende indlægges, 

således at værgens samtykke hertil er tilstrækkeligt, uanset om den 

umyndiggjorte selv protesterer. 

3.3.5. En arbejdsgruppe, der er nedsat til at gennemgå kommissionens forslag, 

har afsluttet sit arbejde i 1992. Lovforslag er under udarbejdelse. 

3.4. Islandsk ret. 

De islandske regler om værgemål findes i lov nr. 68 af 30. maj 1984, der erstattede 

en lov fra 1947. De vigtigste ændringer vedrørte de processuelle regler 

om umyndiggørelse samt reglerne om værger. I kapitel 1 findes kriterierne 

for opnåelse af myndighed, i kapitel 2 bestemmelser om umyndiggørelse og 

ophævelse heraf, i kapitel 3 bestemmelser om midlertidig tvangsindlæggelse 

på hospital, kapitel 4 handler om den umyndiges handleevne og kapitel 5 om 

værgers rådighed og pligter. Der sondres mellem personlig myndighed, formueretlig 

myndighed og fuldstændig myndighed, som indbefatter begge ka-

KAPITEL 1 68 

tegorier. I praksis nøjes man med en personlig umyndiggørelse, såfremt der 

ikke er behov for en formueretlig umyndiggørelse i den aktuelle situation, 

typisk fordi vedkommende er uden midler. Unge bliver personligt myndige, 

når de fylder 16 år. En mindreårig, som indgår ægteskab, opnår ifølge § 2 fuld 

myndighed ved ægteskabets indgåelse. 

Betingelserne for umyndiggørelse fremgår af § 3. De svarer stort set til de 

gældende danske. Noget behovskriterium findes ikke, men da der i Island de 

senere år kun er afsagt 20-25 umyndiggørelsesdomme om året, kan det dog 

slås fast, at umyndiggørelse kun anvendes, når der foreligger et aktuelt behov 

herfor. 

Anmodning om umyndiggørelse kan ifølge § 5 fremsættes af den pågældende 

selv, hans ægtefælle, slægtninge i op- eller nedstigende linje, søskende, 

værge, den som ifølge lov har underholdsforpligtelse eller -ret overfor 

ham, samt den som står nærmest til at arve ham. Endvidere kan socialcentret 

eller tilsvarende kommunale myndighed fremsætte anmodning. Det samme 

kan Justitsministeriet, når det er nødvendigt at varetage offentlige interesser, 

eller ministeriet bedømmer en anmodning berettiget på grund af ønske fra 

den pågældende selv, hans slægtninge, læge eller venner eller med hensyn til 

anden kundskab, ministeriet har fået om hans anliggender. 

Som det fremgår af det anførte, er umyndiggørelse ifølge islandske regler 

den eneste mulighed, når en person er ude afstand til at varetage sine anliggender. 

Det har været diskuteret, at der er behov for andre og mindre vidtrækkende 

løsninger, specielt hvad angår de ældre. Noget revisionsarbejde af 

værgemålsloven er dog endnu ikke iværksat, men forventes at blive påbegyndt 

i 1993. 

4. Andre lande. 

Udvalget har ikke foretaget undersøgelser uden for de nordiske lande. Om 

retsstillingen i andre europæiske lande og et par amerikanske enkeltstater 

henvises til de redegørelser, der findes i den svenske förmynderskapsutrednings 

seneste betænkninger 51 ). 

5I ) SOU 1986:50, s. 155-66, og SOU 1988:40, s. 145-52.

69 

Kapitel 2 

Talmæssige oplysninger 

1. De umyndiggjorte. 

1.1. Antallet. 

1.1.1. Antallet af umyndiggjorte findes ikke i danske statistikker. Det eneste 

hidtil offentliggjorte tal på området stammer fra domstolsstatistikken og angår 

det samlede årlige antal sager om umyndiggørelse og lavværgemål I de 

seneste 60 år har sagsmængden udviklet sig således: 

Domstolenes umyndiggørelsessager 

År Antal sager 1 ) Befolkningstal 2 ) 

1930 293 3.6 mio. 

1940 295 3.9 - 

1950 284 4.3 - 

1960 344 4.6 - 

1970 382 4.9 - 

1980 524 5.1 - 

1985 630 5.1 - 

1986 613 5.1 - 

1987 565 5.1 - 

1988 581 5.1 - 

1989 648 5.1 - 

1990 645 5.1 - 

1991 682 5.2 - 

Domstolenes indberetninger er ikke opdelt i gennemførte og hævede eller 

bortfaldne sager, men af oplysningerne nedenfor i kapitel 3, pkt. 4, fremgår, 

at antagelig omkring 10 pct. af sagerne ikke gennemføres. Der er heller ikke i 

statistikken nogen opspaltning i sager om umyndiggørelse, om lavværgemål 

') Se senest Statistisk Årbog 1992, s. 152, tabel 170. 

2 ) Anf. st., s. 41, tabel 38 og 39.

KAPITEL 2 70 

og om ændring eller ophævelse af en værgeordning, se om gennemførte 

umyndiggørelser nedenfor under pkt. 1.1.2., om lavværgemålssager nedenfor 

under pkt. 2 og i kapitel 3, pkt. 1, samt om ændrings- og ophævelsessagerne 

nedenfor i kapitel 3, pkt. 1.2. og 2. 

Fra Danmarks Statistik er modtaget oplysninger om den geografiske fordelingsnet 

682 sager, byretterne behandlede i 1991.. Københavns Byret havde 

164 sager eller knap en fjerdedel af samtlige sager. Byretterne i de store byer 

havde omkring 25 hver, ved 15 byretter var der mellem 10 og 20 sager, ved 49 

under 10, og 13 byretter havde slet ingen sager i 1991. 

Det er optalt, hvor mange sager der vedrørte hvert enkelt statsamts område. 

Som nævnt henhørte 164 under København Overpræsidium. I Københavns 

amt var der 102. Fire statsamtsområder: Fredensborg, Fyn, Vestsjælland 

og Århus havde mellem 40 og 60 sager, og tre: Nordjylland, Storstrøms 

og Sønderjylland mellem 30 og 40. De resterende seks statsamters område 

havde hver under 30 sager. 

1.1.2. Udvalget har på to forskellige måder søgt at konstatere det samlede 

antal umyndiggjorte. I det centrale personregisterindføres på grundlag af indberetninger 

fra domstolene løbende oplysninger om umyndiggørelser. Efter 

anmodning fra udvalget er uddraget oplysninger fra registeret i januar 1990. 

Civilretsdirektoratet fører et tilsynsregister over samtlige umyndige, hvis 

midler bestyres i godkendte forvaltningsafdelinger, se herom nedenfor under 

pkt. 1.2.1. Registeret omfatter desuden i et vist omfang oplysninger om 

umyndige, som ifølge direktoratets oplysninger modtager løbende udbetalinger. 

Uddrag fra registeret til brug for udvalget er foretaget pr. den 31. december 

1989. 

Tal fra det centrale personregister over det samlede antal umyndiggjorte 

og oplysningerne fra tilsynsregistret om antallet af umyndiggjorte med forvaltningsbestyrede 

midler kan sammenstilles således:

71 TALOPLYSNINGER 

Antallet af umyndiggjorte 1990 

Mænd Kvinder lait 

Alder CPR Tilsynsregister CPR Tilsynsregister CPR*) 

19-24 68 34 51 21 119 

25-39 211 160 185 135 396 

40-59 531 482 467 420 998 

60-64 134 125 129 126 263 

65-69 108 117 130 122 238 

70-74 113 92 140 137 253 

75-79 111 83 207 179 318 

80- 160 147 519 536 679 

lait 1.436 1.240 1.828 1.676 3.264 

*) Her kun CPR. 

Af de 3.264 umyndiggjorte, der er ifølge det centrale personregister, har 

således 2.916 eller knap 90 pct. formuer i forvaltningsafdelinger, se om baggrunden 

herfor uddybende nedenfor under pkt. 1.2. 

1.1.3. Som nævnt ovenfor under pkt. 1.1.1. har man hidtil kun haft kendskab 

til det samlede antal årlige umyndiggørelsessager ved domstolene. Der 

er så vidt vides ikke tidligere foretaget undersøgelser af dommene på området. 

Udvalget besluttede i begyndelsen af sit arbejde at iværksætte en begrænset 

undersøgelse. Byretterne indsendte oplysninger om alle sager, de afsluttede 

i halvårsperioden fra den 1. oktober 1989 til den 31. marts 1990. Udvalget 

modtog indberetning om 355 sager. Det er lidt flere end det forventede 

halvårstal ifølge de officielle statistikker. I materialet førte 263 sager til 

umyndiggørelsesdom, heraf 150 til en formueretlig umyndiggørelse, medens 

der i 113 sager skete både en formueretlig og en personlig umyndiggørelse. 

En af de 113 sager var et tilfælde, hvor en årgammel formueretlig umyndiggørelse 

nu blev suppleret op med en personlig umyndiggørelse. 

De 263, der blev umyndiggjort i halvåret 1989-90, fordeler sig således på 

alder og køn:

KAPITEL 2 72 

Umyndiggjorte i halvåret 1989-90 

Alder Kvinder Mænd lait 

18-24 2 4 6 

25-39 11 16 27 

40-59 27 22 49 

60-64 12 1 13 

65-69 4 6 10 

70-74 12 5 17 

75-79 21 15 36 

80- 74 31 105 

lait 163 100 263 

Om de pågældendes civilstand kan oplyses : 

Umyndiggjorte i halvåret 1989-90 

Alder Ugift Gift EnkeAmand Fraskilt lait 

18-24 6 0 0 0 6 

25-39 25 1 0 1 27 

40-59 35 1 3 10 49 

60-64 6 0 5 2 13 

65-69 1 4 4 1 10 

70-74 5 3 6 3 17 

75-79 2 13 21 0 36 

80- 16 17 67 5 105 

lait 96 39 106 22 263


1.1.4. Udvalget har også forsøgt at afdække omfanget af personlige umyndiggørelser. 

I 113 af 263 domme skete der som nævnt både formueretlig og 

personlig umyndiggørelse. Hvert år får således over 200 mennesker også en 

personlig værge, dvs. over 40 pct. af alle umyndiggjorte. På landsbasis adskilte 

de sig ikke fra dem, der blev formueretligt umyndiggjort, hverken aldersmæssigt 

eller med hensyn til den tilstand, der var baggrunden for umyndiggørelsen. 

De demente udgjorde over halvdelen. 

Med disse tilvæksttal og med kendskab til det samlede antal umyndiggjorte 

kan det antagelig anslås, at der i begyndelsen af 1990 var omkring 1.200 

personligt umyndiggjorte. Den selvstændige betydning af personlig umyndiggørelse 

kan måske i en vis udstrækning, trods mulige fejlkilder, belyses 

ved at sammenligne umyndiggørelses- og umyndiggjortetallene med oplysningerne 

fra tilsynsregistret, se ovenfor under pkt. 1.1.2. og nedenfor under 

pkt. 1.2. Herved konstateres, at der er en gruppe umyndiggjorte, som ikke har 

formue i en forvaltningsafdeling. Måske er en del eller mange af dem umyndiggjort 

af hensyn til personlige spørgsmål, idet det dog ikke kan udelukkes, 

at personer uden formue eller med aktiver andetsteds er blevet udelukkende 

formueretligt umyndiggjort. Det er også muligt, at nogle af de gamle umyndiggørelser 

ikke blev korrekt indberettet til C PR i forbindelse med registrets 

oprettelse i 1968, således at der her er en mulig fejlkilde. Af det samlede antal 

umyndiggjorte i begyndelsen af 1990, nemlig 3.264, havde mere end 300 ikke 

formue. Anderledes var tallet med hensyn til dem, der blev umyndiggjort omkring 

årsskiftet 1989-90. I halvåret 1989-90 blev 263 umyndiggjort, men tilgangen 

til formueregistret i forårshalvåret 1990 var kun på 160, se nedenfor 

under 1.2.3. 

7.7.5. I 186 af de 263 retssager fra halvåret 1989-90 kunne man af adresseangivelsen 

eller andetsteds i dommen se, hvor den, der blev umyndiggjort, 

boede. 121 af de 186 eller ca. 65 pct. boede på institution. For de gamle var det 

på et plejehjem, i enkelte tilfælde endnu betegnet 'De gamles Hjem', måske 

specificeret til et psykiatrisk plejehjem. For de yngre kunne betegnelsen variere 

fra plejehjem over bo-kollektiver til kollegier. Oplysningerne er formentlig 

kun minimumstal for andelen, der var på institution. 

1.2. Formuerne. 

1.2.1.1 forbindelse med nedlæggelsen i 1981 af det centrale Overformynderi 

oprettedes et EDB-register i Civilretsdirektoratet, tilsynsregistret. Registret 

omfatter oplysninger vedrørende umyndige, hvis midler i 1981 blev overført 

til bestyrelse i en godkendt forvaltningsafdeling, samt umyndige, hvis midler 

senere er indleveret til bestyrelse. Oplysningerne forbliver i registret, indtil 

kontohaveren bliver myndig eller dør, og midlerne stilles til rådighed for

KAPITEL 2 74 

kontohaveren eller for kontohaverens dødsbo. Forvaltningsafdelingerne 

skal underrette Civilretsdirektoratet herom. 

Pensionsudbetalinger til umyndige oplyses i en række tilfælde af 'pensionsselskabet' 

til Civilretsdirektoratet. Pensionsmodtagere registreret i tilsynsregistret 

slettes først ved opnåelse af myndighedsalder eller anden meddelelse 

til direktoratet. 

1.2.2. Fra Civilretsdirektoratets tilsynsregister er uddraget oplysninger om, 

hvor mange umyndiggjorte voksne der med udgangen af december 1989 havde 

forvaltningsafdelingsbestyrede formuer, og hvordan de var fordelt efter alder 

og køn.


1.2.3.1 tilsynsregistret er tillige undersøgt, hvor mange sager der kom til i 

første halvår af 1990. Tallene er sammenholdt med antallet af umyndiggørelser 

i halvåret fra den 1. oktober 1989 til den 31. marts 1990, således som de er 

indberettet til udvalget fra byretterne, se ovenfor under pkt. 1.1.3. Periodeforskydningen 

er relevant, idet der går nogen tid fra dommen til formuen registreres. 

Tre måneders forskydning behøver ikke altid at være den rigtige, men 

tallene synes med begrænsede forbehold sammenlignelige. 

j

KAPITEL 2 76 

1.2.4. Størrelsen af formuer, der blev nyregistreret i tilsynsregistret i forårshalvåret 

1990, kan opgøres således: 

I tilsynsregistret findes visse oplysninger om boligforholdene. Af de 160 nyregistrerede 

umyndiggjorte i forårshalvåret 1990 boede 90 på plejehjem og 12 

i beskyttet bolig. Tallene svarer næsten til de ovenfor under pkt. 2.5. oplyste. 

Af de 97, der var fyldt 65, boede de 54 på plejehjem. 

1.2.5. Om de persongrupper, der umyndiggøres, og om oplysninger fra udvalgets 

domstolsundersøgelse herom, se nedenfor i kapitel 4.


2. Lavværgemål. 

2.1. Der vides meget lidt talmæssigt om lavværgemål og udviklingen i anvendelsen 

af instituttet. Professorerne Ernst Andersen og Taksøe-Jensen søgte 

dels midt i 1970-erne, dels midt i 1980-erne, ved forespørgsler til udvalgte 

skifteretter at danne sig et indtryk af antallet. Ernst Andersen anførte i 1977, 

at lavværgemålet længe havde været på retur. Der var næppe mere end 50, 

der hvert år blev sat under lavværgemål, og det samlede antal androg næppe 

over ca. 1.000 3 ) Taksøe Jensen oplyste i 1987, at antallet af lavværgemål i de 

senere år havde været stigende, således at det nu udgjorde ca. 150 årligt 4 ). 

2.2. Udvalget har for første gang indhentet nøjagtige oplysninger om domstolenes 

lavværgemålssager. Udvalget modtog som nævnt under pkt. 1.1.3. 

indberetning om ialt 355 sager ved byretterne fra halvåret 1. oktober 1989 til 

1. april 7990. Af disse endte 49 sager med lavværgemål. 41 var nye sager, medens 

umyndiggørelse blev omdannet til lavværgemål i 8 tilfælde. 3 sager angik 

ophævelse af lavværgemål. Sammenligner man antallet af lavværgemål 

med antallet af umyndiggørelser, der i materialet var 263, når man til, at forholdet 

mellem lavværgemål og umyndiggørelser var ca. 1:5. 

De 49 personer, der kom under lavværgemål, fordelte sig således på alder 

og køn: 

3 ) Anf. st., s. 41, tabel 38 og 39. 

4 ) Taksøe-Jensen: Person, Familie- og Arveret, 1987, s. 13 og 55.

KAPITEL 2 78 

Der forelå oplysninger om, at 8 boede på institution, heraf 4 på plejehjem. 

Derudover var der tale om ophold på en psykiatrisk afdeling, et kollegium og 

en kostskole. 

Når mændene var i overtal, skyldtes det, at de otte sager, hvor umyndiggørelse 

blev ændret til lavværgemål, alle angik mænd. Disse var i alderen 32-62 

år og var alle ugifte, heraf en fraskilt. 

Sagerne var geografisk nogenlunde ligeligt fordelt på retskredsene med 

højst et par sager i hver. To embeder skilte sig ud. Naturligt er det, at Københavns 

Byret, der havde 73 umyndiggørelsesdomme, også havde 5 lavværgemål. 

Mere overraskende var, at Århus Byret tegnede sig for 6, d.v.s. 11-12 pct. 

af hele landets, også når henses til, at denne byret i samme periode kun afsagde 

8 umyndiggørelsesdomme. Efter det oplyste er man her særligt opmærksom 

på, om lavværgemål vil være mere hensigtsmæssigt end den umyndiggørelse, 

der måtte være lagt op til. 

2.3. Det er ikke muligt centralt at få opgjort antallet af personer, der i dag 

er under lavværgemål Oplysningen registreres intetsteds, og formuerne er ikke 

undergivet bestyrelse eller tilsyn. Der kan alene skønnes. Er det ikke alene 

antallet af nu iværksatte foranstaltninger, der er i forholdet 1:5, men også det 

samlede antal, der er under værgemål, når man, med udgangspunkt i at der 

som nævnt under pkt. 1.1.2. er godt 3.000 umyndiggjorte, til, at antallet af 

personer under lavværgemål udgør måske omkring 600-800. En sammenligning 

af aldersfordelingen i umyndiggørelses- og lavværgemålssagerne fører 

dog til, at antallet af lavværgemål antagelig er lidt højere, måske op mod eller 

omkring 1.000. 

2.4. Om lavværgemålssagerne i halvåret 1989-90., se tillige nedenfor i kapitel 

3, pkt. 1. 

3. Ad hoc værgemål. 

3.1. Udvalget har anmodet statsamterne om oplysninger om alle sager om ad


hoc værgemål efter myndighedslovens § 59, der blev afgjort i halvåret 1. oktober 

1989 til 31. marts 1990. Udvalget har modtaget underretning om 60 sager, 

hvoraf Københavns Overpræsidium tegnede sig for næsten halvdelen eller 

26. Tre statsamter - Viborg, Ålborg og Sønderjylland - havde ingen sager. 

Odense havde 9, Københavns amt 7 og Frederiksborg havde 4, Århus havde 

3, Roskilde, Storstrøm, Vestsjælland og Vejle hver 2 og Ringkøbing, Bornholm 

og Ribe hver 1. 

Antallet af ad hoc værgemål er tidligere opgjort, nemlig i to-årsperioden 

1986-87. Københavns Overpræsidium havde da i alt 105 sager om ad hoc 

værgebeskikkelse, mens antallet af sager i de enkelte statsamter svingede 

mellem 0 og 12 i samme periode. Et statsamt oplyste, at det havde givet afslag 

i 7 ud af i alt 12 tilfælde med henvisning til, 'at 'forhindringen' efter de foreliggende 

lægelige oplysninger måtte antages at være af varig karakter'. 

3.2. 17 af ad hoc værgemålssagerne fra 1989-90 udskilte sig som vedrørende 

områder på grænsen af udvalgets arbejde, idet 14 sager vedrørte værger i 

sterilisationssager, to vedrørte borteblevne personer og en drejede sig om en 

ad hoc værge for et legat, der skulle oprettes. Tilbage var 43 sager, hvoraf 7 

resulterede i afslag, 26 vedrørte plejehjemsanbringelse og 10 en række forskelligartede 

spørgsmål. De 7 afslag stammede fra 5 forskellige statsamter. I 

de 5 var begrundelsen, at tilstanden ikke var midlertidig, i en sjette, at der 

ikke forelå oplysninger eller fuldmagt, og i den syvende, at formuen var for 

stor. 

3.3. De 26, der kom under ad hoc værgemål med henblik på plejehjemsanbringelse, 

fordelte sig således på alder og køn:

KAPITEL 2 80 

Om de pågældendes civilstand kan oplyses : 

Om de 26 sager om ad hoc værgemål til plejehjemsanbringelser kan yderligere 

oplyses, at de 21 stammede fra Overpræsidiet, 2 fra Københavns statsamt 

og 1 fra Frederiksborg amt. Af beskikkelserne vedrørte 14 kun plejehjemsanbringelse, 

1 tillige opsigelse af lejlighed, og 11 lød på plejehjemsanbringelse, 

opsigelse af lejlighed samt rydning af boligen. 

3.4. Andre af ad hoc værgemålene var meget forskelligartede. De kan bedst 

beskrives hver for sig : 

Advokat blev efter anmodning fra ægtefællen beskikket som ad hoc 

værge for 77-årig gift mand til i 6 måneder at disponere over den pågældendes 

midler, herunder konti i pengeinstitutter. Den pågældende 

skulle gennemgå større operation og var midlertidigt ude afstand til at 

varetage sine anliggender. 

Samlever til 60-årig mand på plejehjem blev beskikket som ad hoc 

værge til at varetage den pågældendes økonomiske og personlige interesser 

i 6 måneder. 

Efter anmodning fra plejehjemmets læge blev en advokat beskikket 

for 74 årig enke 'til at tage stilling til eventuelt operativt indgreb i den 

pågældendes bryst'. 

Beskikket advokat anmodede om, at en fader blev ad hoc værge for 

sin 27-årige datter, der aktuelt var florid (blomstrende) psykotisk, men 

som skønnedes i løbet af nogle måneder at kunne få det rimeligt godt 

'til at indgå forlig i en retssag om fraflytning af lejlighed, herunder til 

selv at opsige lejemålet'. 

Beskikket advokat anmodede om, at en anden advokat blev beskikket 

som ad hoc værge for 37-årig gift kvinde til at 'varetage dennes interesser 

i forbindelse med bodelingsoverenskoimst vedrørende fælles-


boskifte efter separation'. 

Advokat anmodede om, at der blev beskikket en ad hoc værge for en 

49-årig kvinde under en ægteskabssag. 

Ægtefælle anmodede om, at slægtning blev ad hoc værge for en 

68-årig mand, til at underskrive dokumenter i forbindelse med salg af 

halvdelen af en ejendom og genanbringelse af salgsprovenuet ved køb 

af halvpart af en andelsbolig. 

Advokat anmodede om, at slægtning blev ad hoc værge for 69-årig 

mand, der var indlagt på grund af psykotisk depression, til at forestå 

driften af en landbrugsejendom, herunder salg af besætning og eventuel 

bortforpagtning af jorden. 

Amtsrådgivning anmodede om, at søn blev ad hoc værge for sin 

62-årige fraskilte fader til at afvikle bolig, herunder varetagelse af økonomiske 

forhold i denne forbindelse. 

4. Andre nordiske lande. 

Retsreglerne i de andre nordiske lande er gennemgået ovenfor i kapitel 1, 

pkt. 3. Her skal som sammenligningsgrundlag kun fremkommes med nogle 

talmæssige oplysninger. 

4.1.1 Norge, hvor befolkningstallet er lidt mindre end i Danmark, anslås, at 

der er et par hundrede umyndiggørelser om året, muligvis noget færre de seneste 

år. I dag sker udnævnelse af hjelpeværge langt oftere end umyndiggørelse, 

en tendens som antages at ville blive forstærket 5 ). Ifølge en undersøgelse 

fra 1973 blev i de udvalgte områder iværksat omkring dobbelt så mange 

hjelpevergemål som umyndiggørelser 6 ). Ifølge et norsk lovforslag fra 1989 

forvaltede overformynderne pr. 31. december 1987 midler for 6.009 umyndige 

over 18 år 7 ). 

4.2. Virkningerne af de svenske lovændringer i 1974 viste sig hurtigt. Medens 

der i 1974 var 1.311 umyndiggørelsessager og i 1975 1.080, faldt tallet i 

1976 til 201. Det sank senere yderligere, og i 1984 var det 53. Antallet af sager 

om ophævelse af umyndiggørelser steg umiddelbart efter loven fra 329 i 1974 

til 648 i 1976 og 789 i 1977 for dog i 1984 at falde til 321 8 ). 

Det samlede antal svenske umyndiggjorte faldt fra ca. 30.000 i 1976 og opgjordes 

ved udgangen af 1985 til ca. 15.000. Heroverfor står, at der i 1985 var 

omkring 20.000 under godmansinstituttet 9 ). 

5 ) Ot.prp.nr.45(1989-90),s.32. 

6 ) NOU 1979:57,s. 14. 

7 ) Ot.prp. nr. 45 (1989-90), s. 32, og Inst. O. nr. 42 (1989-90), s. 5. 

8 ) SOU 1986: 50, s. 91-92. 

9 ) SOU 1986:50,s.9og 139.

KAPITEL 2 82 

De seneste svenske tal stammer fra 1987 og er fra en undersøgelse, som 

Förmynderskapsutredningen foranstaltede. Den omhandlede formueforvaltningen 

og konstaterede, at der var 10.348 konti tilhørende umyndiggjorte 

og 27.000 for personer med god man i nogen form, herunder for fraværende 

m.v. Udvalget gjorde opmærksom på, at i mange godmansskaber indgår ikke 

nogen formueforvaltning 10 ). Stockholm, Göteborg og Malmö kommuner 

indgik ikke i undersøgelsen, men her var der ifølge en tidligere undersøgelse 

ca. 1.900, der var erklæret umyndige. Stockholms Tingsrätt har skønnet, at 

antallet af indskrevne godmansskaber efter föräldrabalken, kapitel 11, § 4, 

udgør ca. 80 pct., og at andelen af forvalterskaber er ca. 20 pct. Stockholms 

Tingsrätt har til brug for dette udvalgsarbejde opgjort antallet af sager, der er 

modtaget i januar og februar måned de sidste tre år. 11990 drejede det sig i de 

to måneder om 157 henvendelser om god man og ingen om forvalterskab, i 

1991 var de tilsvarende tal 220 og 7, medens der i 1992 var 192 anmodninger 

om god man og 6 om forvalterskab. 

4.3.1 Finland var antallet af årlige umyndiggørelser i 1983, d.v.s. under den 

ældre lovgivning, godt 1.200. Året efter sank det til knap 230, og i 1985 var 

der ca. 250 sager 11 ). I 1988 var der ca. 160 sager og i 1990 ca. 125. Antallet af 

ophævelser for årene 1983-85 var respektive 37, 46 og 64. Det samlede antal 

umyndiggjorte var i 1977 22.000 11 ). I 1987 var det faldet til 15.000. Samme år 

var der registreret ca. 4.000 formueretlige godmansskaber 12 ). 

4.4. En sammenligning af de nordiske tal synes at vise, at den danske årlige 

tilgang er meget større end i de andre lande. Alligevel er det samlede antal 

værgemål relativt noget mindre. Selv om oplysningerne i nogen grad er 

skønsmæssige, er de vanskelige at forklare på anden måde end med en væsentlig 

ændring i praksis i de andre lande gennem de senere år. De nordiske 

tal kan sammenstilles således: 

l0 ) SOU 1988:40,s. 123-25. 

") SOU 1986:50,s. 151-52. 

12 ) Kommittébetänkande 1989:50, s. 1.

85 

Kapitel 3 

Lavværgemål og andre sagstyper 

Resultatet af udvalgets domstolsundersøgelse, omtalt ovenfor i kap. 2. pkt. 

1.1.3, har gjort det muligt for udvalget at uddrage en række oplysninger om 

lavværgemålene og andre særlige sagstyper. Som nævnt har udvalget modtaget 

indberetning om i alt 355 sager fra halvåret fra 1. oktober 1989 til 31. 

marts 1990. Heraf endte 49 med lavværgemål og 18 var om ophævelse af allerede 

iværksatte foranstaltninger, herunder 8 sager, hvor en umyndiggørelse 

blev ændret til et lavværgemål. 33 sager blev ikke gennemført, idet de bortfaldt 

eller blev kaldt tilbage. 

Nedenfor gennemgås nærmere, hvad det var for tilstande, der førte til lavværgemål, 

jf. pkt. 1. Endvidere gennemgås ophævelses- og frifindelsessagerne, 

jf. pkt. 2-3, de bortfaldne sager, jf. pkt. 4, og ankesagerne, jf. pkt. 5. 

1. Lavværgemål. 

Om lavværgemåls udbredelse m.v. henvises til gennemgangen ovenfor i kapitel 

2, pkt. 2. Her skal som nævnt redegøres yderligere for nogle oplysninger, 

der kan uddrages af sagerne. 

1.1. Kun i 15 af de 41 nye lavværgemålssager var der sådanne oplysninger, 

at de pågældendes tilstande kan beskrives. Dette hænger også sammen med, 

at de 10 af de 41 sager blev afgjort, uden at der forelå en lægeerklæring. I de 

resterende 16 sager var lægeerklæringen ikke gengivet eller nærmere omtalt i 

dommen. Om tilstandene kan oplyses: 

Tre havde været ude for en trafikulykke: 

Den ene var blevet 'hjerneskadet med neuropsykologiske virkninger', 

den anden blev 'fysisk og mentalt retarderet', medens den tredje 

fik 'hukommelses- og koncentrationsbesvær samt formentlig karakterændring'. 

Fire var udviklingshæmmede: 

En blev beskrevet som 'psykisk udviklingshæmmet, mentalt retarderet, 

imbecil', en som havende et 'udviklingsmæssigt handicap', en havde 

'cerebral parese, epilepsi, åndssvaghed' og en havde som følge af en

KAPITEL 3 86 

fødselsskade 'manglende muskelkontrol og svagsynethed' og havde 

derfor været under både åndssvage- og blindeforsorg. 

Tre havde psykiske lidelser: 

'skizoid', 'tvangsneurose, passiv, moderat dement' samt 'manier og 

depressioner'. 

To havde epilepsi: 

'Epilepsi - svært intellektuelt reduceret' og 'epileptiske anfald'. 

En led af svær dysfasi med motoriske vanskeligheder. En anden havde 

defekt korttidshukommelse. Endelig var en delvis lammet efter en 

blodprop og kunne ikke skrive eller tale på grund af 'massiv expressiv 

afasi. 

1.2.19 sager var der spørgsmål om ændring af umyndiggørelser til lavværgemål. 

I én af sagerne blev påstanden ikke imødekommet, mens umyndiggørelsen 

i de øvrige otte sager blev omdannet til et lavværgemål. 

De faktiske forhold i 6 af disse sager omtales sasrlig. De tre af umyndiggørelserne 

var meget gamle, idet de var iværksat for henholdsvis 34, 29, 21 år 

siden. To var kun et par år gamle, medens en vair 13 år. Oplysningerne i de 

sidste tre var begrænsede, herunder fordi to af dommene ikke blev indsendt. 

De 6 sager kan sammenfattes således : 

63-årig ugift mand var for 34 år siden umyndiggjort på grund af 

åndssvaghed, medens han var på en åndssvageanstalt. Han boede i 

egen lejlighed, men havde hjemmehjælp. Han hentede hver anden dag 

penge i sparekassen til de daglige udgifter, medens sparekassen betalte 

de faste udgifter, og skulle der foretages større indkøb, fik han hjælp 

hertil. En broder, der var værge, og en hjemmevejleder afgav forklaring. 

Der var ca. 20.000 kr. i sparekassen. Embedslægen anførte, at 

umyndiggørelse var et problem for den pågældende, fordi han følte sig 

stadig deklasseret og bestandig afhængig af andres accept. Umyndiggørelsen 

ophævedes og ændredes til lavværgemål. 

51 -årig fraskilt mand var umyndiggjort for 29 år siden. Han boede på 

en plejeinstitution. Værgen tiltrådte i et retsmøde anmodningen om 

omdannelse til lavværgemål. En søster, plejehjemslederen og en socialrådgiver 

mødte i retten. En overlægevikar anbefalede ændringen til 

lavværgemål. Der var ca. 80.000 kr., som bestyredes af en forvaltningsafdeling.

87 LAWÆRGEMÅL 

44-årig ugift mand var umyndiggjort for 21 år siden på psykiatrisk 

indikation. Advokat, der var værge, anmodede om ændring til lavværgemål, 

idet udviklingen ifølge en speciallægeerklæring havde været 

mere gunstig end oprindeligt antaget, og manden havde ikke haft brug 

for psykofarmaka eller indlæggelse, og heller ikke på undersøgelsestidspunktet 

var der mistanke om sindssygelige forstyrrelser. Der anbefaledes 

lavværgemål på grund af dårlig begavelse og dermed manglende 

overblik. Den pågældende mente sig i stand til på denne måde med 

at administrere sin formue på 1,4 mio. kr. 

41-årig ugift mand var i 1987 umyndiggjort efter § 2, nr. 2, idet han 

ved sin passivitet over for forskellige kreditorers krav udsatte sin formue 

for at forringes. Disse grunde forelå ikke mere. Politimesteren og 

værgen tilsluttede sig anmodningen om ophævelse af umyndiggørelsen. 

I et retsmøde henstillede dommeren, at den pågældende overvejede 

lavværgemål som en mulig overgangsløsning, hvilket han og værgen 

tilsluttede sig. 

32-årig mand var blevet umyndiggjort for 13 år siden som 19 årig. 

Han boede på en institution. Ifølge embedslægen havde han store vanskeligheder 

ved at udtrykke sig sprogligt, men det var en klar opfattelse, 

at han havde evnen til at handle fornuftmæssigt. Han havde indsigt i 

i hvert fald elementære økonomiske sammenhænge. Den beskikkede 

advokat afgav en erklæring. Efter en afhøring af den pågældende i et 

retsmøde og det umiddelbare indtryk, retten fik, iværksattes i stedet 

lavværgemål. 

Ugift mand var umyndiggjort for to år siden. Ifølge en embedslægeerklæring 

havde han efter et ulykkestilfælde i 1987 været svært hjerneskadet 

og havde haft lammelser i arme og ben. Hans tilstand var i stadig 

fremgang, særligt i psykisk henseende. Tilstanden skønnedes ifølge erklæringen 

ikke at betinge umyndiggørelse. I stedet iværksattes lavværgemål. 

2. Ophævelsessager. 

2.1. Der var i halvåret 1989-90 18 sager om ophævelse af en allerede iværksat 

foranstaltning. 15 sager vedrørte ophævelse af umyndiggørelse, i 9 af sagerne 

kombineret med en påstand om omdannelse til lavværgemål, se ovenfor under 

pkt. I.2., mens 6 var rene sager om ophævelse af umyndiggørelse. 3 sager 

var om ophævelse af lavværgemål. Af de 6 rene sager om ophævelse af umyndiggørelse, 

blev de tre imødekommet. Herom kan oplyses : 

56-årig ugift kvinde på institution ønskede en nylig umyndiggørelse

KAPITEL 3 88 

ophævet. Værgen og afdelingslederen på institutionen forklarede i retten, 

at der ikke var nogen rimelig grund til umyndiggørelsen. Den havde 

alene været begrundet i en arv, der imidlertid viste sig at være ubetydelig, 

nemlig 15.000 kr. Alle beboerne havde egen bankbog, som de hævede 

på, når institutionen havde påtegnet i bankbogen om beløbets 

størrelse. Der var ikke i sagen oplysninger om lægeerklæring. 

29-årig ugift mand fik efter politimesterens anmodning en 10 år gammel 

umyndiggørelse ophævet. Der blev så vidt ses ikke afholdt retsmøde. 

Ifølge en lægeerklæring led den pågældende af en grænsepsykotisk 

tilstand med tilbagevendende psykotiske faser. Tilstanden var stabiliseret 

de sidste 3 år. Han var dagbeboer på en psykiatrisk afdeling og fik 

højeste invalidepension. Overlægen mente ham i stand til at klare sine 

økonomiske anliggender på betryggende vis. Værgen havde telefonisk 

over for dommeren tiltrådt, at umyndiggørelsen ophævedes. Hun 

oplyste, at de 20.000 kr., den pågældende i sin tid havde som formue, 

var brugt. 

74-årig ugift mand fik en 23 år gammel umyndiggørelse ophævet. 

Der blev ikke afholdt retsmøde. Embedslægen erklærede, at manden 

forstod penges værdi og var i stand til at administrere sin formue forsvarligt. 

Han klarede sig selv i det daglige og havde gennem flere år 

reelt administreret sin økonomi og forestået de daglige indkøb. 

2.2. Også de tre sager, hvor en ophævelsesbegæring ikke blev imødekommet, 

er illustrerende: 

Fader til 23-årig åndssvag kvinde anmodede orn ophævelse af en 1 år 

gammel umyndiggørelse. Faderen mente, at umyndiggørelsen påvirkede 

datteren uheldigt, og at hun ville være bedst tjent med en ophævelse. 

Begæringen afslået. 

56-årig skizofren kvinde ønskede en 13 år gammel umyndiggørelse 

ophævet. Hun havde kun førtidspension og ingen formue. Der var ikke 

større risiko for at andre skulle føle sig fristet til at misbruge hende økonomisk. 

Det pinte hende at være og af sine omgivelser at blive betragtet 

som umyndiggjort. Hverken værgen, embedslægen eller politimesteren 

ønskede umyndiggørelsen ophævet. Anmodningen afslået. 

75-årig kvinde fremsatte gennem politimesteren anmodning om ophævelse 

af en 35 år gammel umyndiggørelse. Hun havde i 55 år været 

på en psykiatrisk afdeling. En læge oplyste, at tilstanden stort set var 

stabil, og at kvinden var stille, fredelig, venlig og omgængelig, hvorfor 

umyndiggørelsen ikke længere skønnedes påkrævet. Ifølge dommen


virkede kvinden noget tillukket og afsondret, som om hun var betænkelig 

ved situationen. Retten afslog anmodningen. Der lagdes vægt på, at 

kvinden med meget stor sandsynlighed ville få afgørende vanskelighed 

ved at tage vare på sin egen person og sine økonomiske forhold. 

2.3. De 3 anmodninger om ophævelse af lavværgemål blev alle imødekommet: 

42-årig ugift mand var blevet sat under lavværgemål for 2 1/2 år siden. 

Ifølge overlægens erklæring var han nu udskrevet fra en psykiatrisk afdeling 

efter il 1/2 år at have været dagpatient. Han var i en sådan fysisk 

og psykisk tilstand, at han kunne tage vare på sin økonomiske situation. 

Han forklarede selv i retten, at han havde et fysisk handicap med 

balance- og gangbesvær på grund af svind i lillehjernen. Han fik højeste 

invalidepension og havde en formue på 70-80.000 kr. Han boede i 

egen lejlighed og klarede sin økonomi selv. 

83-årig enke mødte i retten med sin svigersøn. Hun ønskede lavværgemålet 

ophævet, idet hun mente sig i stand til selv at administrere sine 

pengesager. Dommeren bemærkede, at der ikke fandtes grundlag for at 

anmode politimesteren om at rejse umyndiggørelsessag. Der var ikke i 

sagen oplysninger om lægeerklæring. 

43-årig gift mand ønskede et 1 år gammelt lavværgemål ophævet. 

Han afgav forklaring i retten. Lavværgen havde skriftligt erklæret sig 

enig i ophævelsen. 

3. Frifindelser. 

3.1. De allerfleste umyndiggørelsessager resulterede i imødekommelse af anmodningen, 

idet den nedlagte påstand blev taget til følge. Der var ikke i byretsmaterialet 

fra halvåret 1989-90 rene frifindelser, men fire anmodninger 

blev som omtalt nedenfor under pkt. 4.2. tilbagekaldt, herunder i enkelte tilfælde 

angiveligt efter resultatet af lægeerklæringerne, men det kan være, at 

det også i andre tilfælde skyldtes, at sagen viste sig uigennemførlig 1 ). 

3.2. Udvalget har kendskab til to nyere rene frifindelsesdomme, en fra Østre 

Landsret og en fra Københavns Byret: 

Østre Landsrets dom af 2. august 1989 (5. afd. nr. 242/89): Politidirek- 

') Der er siden 1930 kun trykt syv frifindelsesdomme, de sidste i UfR 1969.205 V og UfR 

1958.978 0. De syv domme er gengivet i Myndighedslovskommentaren, bind 1, s. 37-39.

KAPITEL 3 90 

tøren ønskede 84-årig kvinde umyndiggjort i økonomisk og personlig 

henseende. Ifølge en lægeerklæring var hun i det sidste års tid blevet 

tiltagende hukommelsessvækket og præget af paranoide forestillinger 

samt tiltagende desorientering. Det var nødvendigt, at hun kom på plejehjem, 

hvor man ville kunne varetage plejebehovene. Kvinden afgav 

forklaring i to retsmøder. I det første havde hun uklar erindring om sit 

arbejdsliv og om, hvor mange gange hun havde været indlagt inden for 

det sidste år. Hun gav klart udtryk for, at hun ønskede at tage ophold i 

sin egen lejlighed. I det næste retsmøde afgav hun påny en forvirret forklaring. 

Overlægen forklarede i retten, at kvinden havde været hospitalsindlagt 

i fire tidligere perioder og efter hver hjemsendelse var hendes 

almene tilstand blevet forværret. Det var oplyst, at kvindens formue 

var på godt 50.000 kr. og at hun som nærmeste pårørende havde en nevø. 

Byretten fandt under hensyn til det i lægeerklæringerne og det i øvrigt 

oplyste, at kvinden ikke havde en realistisk mulighed for på forsvarlig 

måde at tage vare på egne interesser. Herefter fandtes betingelserne 

for formueretlig og personlig umyndiggørelse til stede. Kvinden 

ankede til frifindelse, medens politiet påstod stadfæstelse. I en lægeerklæring 

oplystes, at kvinden var udskrevet fra hospitalet med hjemmehjælp, 

men allerede efter få dage modsatte kvinden sig hjælpen. En 

hjemmesygeplejerske, der skulle give medicin to gange ugentlig, blev 

sjældent lukket ind, og kvinden tog ikke medicinen. Kvinden forklarede 

i landsretten, at hun siden udskrivningen havde klaret sig selv. Hun 

kom stort set kun på gaden for at købe ind. Hun ønskede fortsat ikke at 

komme på plejehjem. Landsretten udtalte, at kvinden nu havde været 

udskrevet i to måneder, og hun havde efter det fremkomne i denne tid 

rent faktisk været i stand til at klare sig selv. Uanset at det var tvivlsomt, 

hvor længe dette kunne vedvare, og uanset at det efter de lægelige oplysninger 

måtte antages, at det ville være til gavn for kvindens fysiske 

og psykiske helbredstilstand, hvis hun tog ophold på plejehjem, fandt 

landsretten det - således som sagen forelå oplyst - ikke godtgjort, at 

kvinden på nuværende tidspunkt var ude af stand til at drage omsorg 

for sin person, jf. myndighedslovens § 46. Da alene formueretlig umyndiggørelse 

efter § 2, nr. 1, efter det oplyste ikke fandtes påkrævet, toges 

kvindens frifindelsespåstand til følge. 

Københavns Byrets dom af 27. juni 1990 (D 76/90): Politidirektøren 

anmodede om umyndiggørelse i formueretlig og personlig henseende 

af 89-årig enke, der var hospitalsindlagt. I en lægeerklæring konkluderedes, 

at kvinden siden hun blev enke for tre år siden, havde udviklet


demens og følgeforestillinger, der gjorde at hun ikke var i stand til at 

klare sig i hjemmet og heller ikke var i stand til at indse sine manglende 

evner. Hun havde kun delvis forståelse af, hvad det ville sige at blive 

indstillet til plejehjem og ønskede under ingen omstændigheder dette. 

Ifølge erklæringen var kvinden ude afstand til at tage vare på sine personlige 

og økonomiske anliggender, og hun forstod ikke, hvad det ville 

sige at blive umyndiggjort. Kvinden forklarede i retten, at hun under 

ingen omstændigheder ønskede at bo andre steder og slet ikke på plejehjem. 

Hun ønskede ikke at besigtige et plejehjem og ikke at modtage 

hjælp i form af psykiatrisk sygeplejerske, hjemmehjælp eller lignende. 

Den beskikkede advokat nedlagde påstand om frifindelse for umyndiggørelse. 

Efter den stedfundne bevisførelse fandt byretten det ikke godtgjort, 

at kvinden på nuværende tidspunkt var ude af stand til at drage 

omsorg for egen person, ligesom hun fandtes at kunne varetage egne 

økonomiske interesser, hvorfor betingelserne i myndighedslovens § 2, 

nr. 1, jf. § 46, ikke fandtes opfyldt. Kvinden frifandtes for umyndiggørelsespåstanden. 

3.3. I en sag fra 1990 fra Østre Landsret skete der delvis frifindelse: 

Østre Landsrets dom af 14. februar 1990 (5. afd. nr. 381/89): Ægtefælle 

anmodede om, at hans 45-årige hustru blev umyndiggjort formueretligt 

og personligt. Efter en fødsel ved kejsersnit i juni 1988 havde hun fået 

en blodprop med svær hjerneskade til følge. Kvinden var medejer af et 

fritidshus, der søgtes afhændet. Ifølge lægeerklæringer fra juni og september 

1988 var kvinden fuldt plejekrævende på grund af lammelser i 

arme og ben. Det var overlægens indtryk, at kvinden ikke i fuldt omfang 

forstod betydningen af en umyndiggørelse. Retten beskikkede en 

advokat, der i december 1988 oplyste, at kvinden var fuldstændig lam 

og blind, og hendes evne til at fastholde en tankegang var ringe. Det var 

advokatens opfattelse, at kvinden i hvert fald delvis forstod betydningen 

af en umyndiggørelse. Det var advokatens personlige vurdering, at 

en umyndiggørelse i såvel formueretlig som personlig henseende var 

relevant. Ægtefællen meddelte i et retsmøde i februar 1989, at der ikke 

var behov for umyndiggørelse. Retten besluttede ved kendelse i marts 

1989 en foreløbig umyndiggørelse og anmodede samtidig politimesteren 

om at overveje sagen, hvilket resulterede i en umyndiggørelsesbegæring 

fra politimesteren i april 1989. Ifølge en embedslægeerklæring 

fra juni 1989 forstod kvinden enkle henvendelser, men hun var ikke i 

stand til at svare på mere komplicerede ting. Det antoges, at kvinden

KAPITEL 3 92 

opfyldte betingelserne for umyndiggørelse. Retten fandt det efter de 

lægelige oplysninger sammenholdt med det i øvrigt under sagen oplyste 

godtgjort, at kvinden på grund af legemlig og psykisk svækkelse var 

usikker til at varetage sine anliggender og umyndiggjorde hende formueretligt 

og personligt. Manden ankede til frifindelse, subsidiært alene 

formueretlig umyndiggørelse, medens politimesteren påstod stadfæstelse. 

I landsretten bestod bevisførelsen udelukkende i mandens 

forklaring. De aktuelle problemer med salg af huset var løst med en 

tilladelse fra statsamtet efter lov om ægteskabets retsvirkninger § 13. 

Landsretten tiltrådte, at betingelserne for umyndiggørelse såvel i formueretlig 

som i personlig henseende var opfyldt, men da der ikke sås at 

være noget aktuelt behov for gennemførelse af umyndiggørelse i personlig 

henseende, ophævedes denne del af umyndiggørelsen. 

3.4. En sag med påstand om umyndiggørelse resulterede i lavværgemål: 

Fader anmodede om umyndiggørelse af en 39-årig ugift søn, som boede 

på et kollegium. Der blev indhentet erklæringer fra den praktiserende 

læge og embedslægen samt afholdt et retsmøde. Sønnens beskikkede 

advokat protesterede, men oplyste, at denne var indstillet på at 

blive sat under lavværgemål. Sønnen havde nogle penge efter salg af et 

hus. Efter drøftelser tilsluttede faderen sig tanken om lavværgemål. 

Der afsagdes dom herom, og faderen blev beskikket som lavværge. 

4. Bortfaldne eller hævede sager. 

I materialet fra halvåret fra den 1. oktober 1989 til den 31. marts 1990 var der 

33 retssager af de 355, som bortfaldt eller blev hævet. 

4.1. I 12 tilfælde døde den, foranstaltningen var tiltænkt, under sagsbehandlingen. 

4.2. Yderligere 21 sager blev hævet. Heraf var 15 umyndiggørelsessager og 

3 om lavværgemål, medens der savnes oplysninger om sagens art i 3 tilfælde. 

Baggrunden for, at sagerne ikke blev gennemført, blev ikke oplyst i 8 tilfælde. 

Nogle anmodninger blev tilbagekaldt. En ægtefælle trak sagen tilbage, efter 

at der var indhentet en lægeerklæring og beskikket en advokat for hendes 

55-årige mand. Det samme skete efter indholdet af embedslægens erklæring 

om en 90-årig mand. I en tredje sag trak en adoptivmoder anmodningen tilbage 

efter en lægeerklæring om en 48-årig datter, og i en fjerde sag tilbagekaldte 

børnene en begæring vedrørende deres 82-årige fader. To sager var 

anlagt ved galt værneting, og tre sager viste sig at dreje sig om ad hoc værgemål. 

I en sag anførtes, at den pågældende var i stadig bedring under sagsforløbet.

Enkelte andre bortfaldsgrunde er værd at omtale : 


Advokat havde på en søsters vegne anmodet om umyndiggørelse af en 

81-årig enke. Retten anmodede advokaten om en lægeerklæring. Dette 

resulterede i, at plejehjemmet orienterede advokaten om, at enken periodevis 

ville være i stand til at underskrive en generalfuldmagt, der ønskedes 

med henblik på salg af en ejendom. En sådan generalfuldmagt 

var nu tilvejebragt, og umyndiggørelsesbegæringen blev tilbagekaldt. 

44-årig kvinde indgav selv begæring om lavværgemål. Efter at der 

var indhentet lægeerklæring, beskikket advokat for hende og afholdt 

tre retsmøder, blev sagen opgivet. 

Om begæring om umyndiggørelse af 88-årig kvinde, indgivet af en 

datter, anførtes, at sagen blev hævet inden behandlingen. Betingelserne 

for umyndiggørelse var formentlig til stede, men børnene ønskede ikke 

umyndiggørelse. 

En sag blev ikke afsluttet, fordi der ikke var enighed om værgebeskikkelsen. 

5. Anker. 

Umyndiggørelsesdomme kan som andre civile byretsdomme ankes til landsretten. 

Det er imidlertid yderst sjældent, det sker. I materialet er det kun om 

to af de 355 domme oplyst, at de blev anket, begge til Vestre Landsret, der 

stadfæstede byretsdommene. Den ene var en umyndiggørelse, den anden var 

en nægtelse af at ophæve en umyndiggørelse. 

I Østre Landsret henvises sagerne til en enkelt afdeling, og ifølge oplysninger 

herfra behandledes i 1988 3 sager, i 1989 én sag, i 1990 også én sag og i 

1991 ingen. Hertil kommer to værgesager. To af dommene fra Østre Landsret 

er gengivet ovenfor under pkt. 3 om frifindelser. I 1992 har Østre Landsret 

afsagt fire domme, hvoraf de tre resulterede i umyndiggørelse, medens ophævelse 

blev nægtet i en fjerde. Sagerne kan sammenfattes således : 

Østre landsrets dom af 26. februar 1992 (5 afd. nr. 5/92): Byretten 

umyndiggjorde en 57-årig kvinde i formueretlig og personlig henseende 

efter anmodning fra politidirektøren. Det var oplyst, at kvinden ejede 

11.000 kr., og at hun ikke havde været i kontakt med sine fire børn i 

længere tid. Hun modsatte sig at komme på plejehjem. Hun var for tiden 

hospitalsindlagt, og ifølge en erklæring fra en speciallæge i psykiatri 

fremtrådte hun svært dement. Der blev afholdt et retsmøde på hospitalet, 

hvor kvinden samt en afdelingssygeplejerske og en reservelæge 

afgav forklaring. Sagen blev udsat på nærmere belysning af kvin-

KAPITEL 3 94 

dens forhold, kvindens beskikkede advokat erklærede herefter, at han 

fandt det bedst stemmende med kvindens tarv, at hun umyndiggjordes, 

hvilket skete. Kvinden ankede. Landsretten beskikkede en anden advokat 

for kvinden, der afgav forklaring i landsretten. Landsretten stadfæstede 

dommen. 

Østre Landsrets dom af 26. februar 1992 (5. afd. nr. 418/91): 57-årig 

kvinde blev umyndiggjort i byretten efter anmodning fra hendes to 

børn. I anmodningen henviste de til, at hun flere gange havde forsøgt at 

hæve 250.000 kr. på en bankkonto, at hun undlod at hæve to checks, 

hver på 6.500 kr., som udgjorde hendes bidrag fra den fraskilte ægtefælle, 

og at hun havde undladt at betale terminsydelser på en fast ejendom. 

Hun havde søgt gældssanering og havde kæret afslaget. Der var vedlagt 

en erklæring fra den praktiserende læge, hvori bl.a. oplystes at han i 

1988 havde tvangsindlagt kvinden med diagnosen 'psychosis paranoides', 

men at han ikke senere havde været i kontakt med hende. Endvidere 

foreslå en erklæring fra en psykiatrisk overlæge, ifølge hvilken 

kvinden havde været indlagt på Set. Hans fem gange senest i april 1988. 

Der blev afholdt et møde, hvor kvinden og den beskikkede advokat var 

mødt. Byretten fandt umyndiggørelsesbetingelserne til stede. Kvinden 

ankede. Hun afgav forklaring i landsretten, der fandt betingelserne for 

formueretlig umyndiggørelse opfyldt og stadfæstede dommen. 

Østre Landsrets dom af 22. april 1992 (5. afd. nr. 180/91): Fire søskende 

anmodede om umyndiggørelse af deres 68-årige broder. Der 

blev afsagt kendelse om foreløbig umyndiggørelse i formueretlig og 

personlig henseende. I et retsmøde forklarede manden, at han ved socialkontorets 

foranstaltning havde fået en 2-værelses lejlighed i en ældrebolig. 

Han fastholdt, at han ikke ønskede en værge, samt at han selv 

kunne klare sine personlige forhold. Den beskikkede advokat oplyste, 

at socialkontoret 'styrede' mandens invalidepension. Byretten fandt 

det efter den lægelige udtalelse, der var bestyrket ved mandens forklaring, 

ikke godtgjort, at han ikke kunne tage vare på sine personlige forhold. 

Når dertil kom, at manden ikke ønskede umyndiggørelse, fandtes 

der ikke grundlag for at iværksætte en sådan. De fire søskende ankede. 

Ved domsforhandlingens start i landsretten begærede manden sig efter 

samråd med sin advokat umyndiggjort. Landsretten fandt efter de foreliggende 

oplysninger, herunder en psykologeirklæring indhentet til 

brug for ankesagen, at manden var mindre egnet til at varetage sine anliggender. 

Da han nu også selv ønskede sig umyndiggjort, fandtes be-


tingeiserne for umyndiggørelse i myndighedslovens § 2, nr. 4, jf. § 46, 

opfyldt. Manden umyndiggjordes i personlig og formueretlig henseende. 

Østre Landsrets dom af 7. oktober 1992 (5. afd. nr. 226/92): Kvinde, 

der blev umyndiggjort ved Østre Landsrets dom af 26. februar 1992, 

den sidste af de to ovenfor gengivne domme, anmodede 14 dage efter 

landsretsdommen om ophævelse af umyndiggørelsen. Under byrettens 

behandling af sagen afgav kvinden forklaring. Byretten fandt ikke, at 

der var indtruffet ændringer i kvindens tilstand, og fandt fortsat umyndiggørelsesbetingelserne 

til stede. Ophævelsesbegæringen kunne ikke 

imødekommes. Kvinden ankede. Der blev beskikket advokat for hende. 

Hun afgav forklaring i landsretten og oplyste, at hun havde opsøgt 

en kvindelig læge, som henviste hende til en speciallæge i psykiatri. 

Denne henvisning havde hun ikke ønsket at benytte sig af. Hun har ikke 

tiltro til psykiatere. Hun havde for tiden ikke nogen læge. Hun boede 

nu alene i huset, som hun var ved at sætte i stand. Hun var meget 

bekymret for sin økonomi, men hun havde ikke villet modtage social 

førtidspension. Det havde hun ikke søgt om at få tildelt. Hun havde 

begrænset kontakt med sin datter. Hun ønskede ikke at have en værge, 

men ville hellere have datteren som værge end en fremmed, hvis det 

ikke kan være anderledes. Også efter bevisførelsen for landsretten 

fandtes betingelserne i myndighedslovens § 2, nr. 1, og § 46, fortsat at 

være til stede, og landsretten stadfæstede derfor dommen.

97 

Kapitel 4 

Målgrupperne 

For udvalget har det været centralt at undersøge og belyse, hvilke målgrupper 

der er for værgemål, og om der er sket ændringer i deres sammensætning 

og levevilkår siden myndighedslovens tilblivelse i begyndelsen af 1920-erne. 

Det har betydning for vurdering af behovet for lovgivning på området og for, 

hvordan reglerne skal se ud. 

1. De umyndiggjorte. 

En undersøgelse tager naturligt udgangspunkt i domspraksis. Den er det 

imidlertid vanskeligt at få et indtryk af, idet der kun er offentliggjort et halvt 

hundrede umyndiggørelsesdomme i Ugeskrift for Retsvæsen gennem de 70 

år, myndighedsloven har været i kraft. Dommene er nogenlunde jævnt fordelt 

over årtierne, men med en overvægt i de første tre. Næsten fire femtedele 

af dommene er fra Højesteret, hvilket har baggrund i den umiddelbare adgang 

til anke hertil af landsretternes førsteinstansafgørelser under retsplejeordningen 

forud for ændringen i 1979. Mere end 80 pct. af de offentliggjorte 

domme er om myndighedslovens § 2, nr. 1. Der er kun én trykt landsretsdom 

fra 1980-erne 1 ), og Højesteret har så vidt vides ikke fået forelagt nogen sag på 

området de sidste 10 år. 

Dermed får resultaterne af udvalgets domstolsundersøgelse for halvåret fra 

1. oktober 1989 til 1. april 1990 særlig interesse, se ovenfor i kapitel 2, pkt. 

1.1.3. Af de umyndiggørelsesgrunde, der findes i lovens § 2, og som er gennemgået 

ovenfor i kapitel 1, pkt. 1.1.1., blev § 2, nr. 1, anført som grund i alle 

de 263 domme. § 2, nr. 4, om umyndiggørelse efter egen begæring blev kun 

citeret som supplement til nr. 1 i én sag, selv om vedkommende i tolv tilfælde 

erklærede sig indforstået med foranstaltningen, se nedenfor i kapitel 5, pkt. 

4.3., og i kapitel 6, pkt. 4.4. § 2, nr. 2, om ødselhed og anden uforsvarlig adfærd, 

der udsatte velfærden for fare, blev ikke benyttet, og det gjorde § 2, nr. 

3, om drikfældighed m.v. heller ikke. Dermed fremtræder nr. 1 om uskikkethed 

på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller anden sjælelig forstyrrelse 

som den helt centrale bestemmelse. • 

I 197 af de 263 umyndiggørelsesdomme fra halvåret 1989-90 eller i 75 pct. 

') UfR. 1989.615 V, omtalt ovenfor i kap. l,pkt. 1.2.1.

• 

KAPITEL 4 98 

var det muligt nærmere at specificere grunden til umyndiggørelsen ud fra de 

uddrag, der var aflægeerklæringerne. Som der nærmere er redegjort for under 

pkt. 2.I.4., var de gamle demente den største gruppe med 119 tilfælde. 

Blandt de andre umyndiggjorte var 46 psykisk udviklingshæmmede, 10 var 

sindssyge og 22 havde andre organiske hjernelidelser. 

Udvalget har på denne baggrund koncentreret sin gennemgang af målgrupperne 

om de nævnte sygdomme og tilstande og har ikke fundet anledning 

til nærmere at beskrive de andre områder, som formuleringerne i myndighedslovens 

§ 2, nr. 2 og 3, i øvrigt kunne inspirere til. 

2. Demente. 


2.1.1. Levealderen er steget væsentligt i dette århundrede. Omkring århundredeskiftet 

var middellevetiden godt 50 år, medens den i 1930'erne var 63 år for 

mænd og 64 år for kvinder. Ifølge tal fra 1989-90 var den forventede levetid 

nu 71,8 år for nyfødte mænd og 77,7 år for kvinder 2 ). 

Forholdene kan beskrives på en anden måde. Omkring 1900 udgjorde antallet 

af 60-årige og derover - ældrebefolkningen - en kvart million, svarende 

til ca. 10 pct. af den samlede befolkning. I dag er denne aldersgruppe vokset 

til over 1 million, således at hver femte indbyggere er fyldt 60 år. I 1986 var 

der blandt personer på 60 år og derover 16 pct., som var 80 år eller derover. I 

2000 vil procentandelen være steget til knap 20 3 ). 

Forøgelsen af ældrebefolkningen skyldes både et større antal levendefødte 

og et øget antal af overlevende. Spædbarnsdødeligheden, dvs. antallet afdøde 

under 1 år i pct. af levendefødte, er således faldet fra ca. 12 pct. omkring 

1900 til ca. 7 pct. omkring 1930 og til 0,8 pct. i 1990 4 ). Nedgangen i dødeligheden 

har bl.a. givet sig udslag i, at en mandegeneration i 60 års alderen omkring 

århundredeskiftet var reduceret til godt halvdelen af sin oprindelige 

størrelse, mens den tilsvarende generation i begyndelsen af 1980erne kun var 

mindsket til ca. 80 pct. En kvindegeneration i 60 års alderen var omkring århundredeskiftet 

reduceret til ca. 60 pct. af sin oprindelige størrelse, mens den 

tilsvarende generation i begyndelsen af 1980'erne kun var mindsket til knap 

90 pct 5 ). 

Danmarks Statistik har i efteråret udarbejdet en befolkningsprognose med 

udgangspunkt i den seneste befolkningsopgørelse og under hensyn til den 

2 ) Statistiske Efterretninger 1992:16, s. 2. 

3 ) Nye tider- nye ældre, Befolkningen, EGV-Fondens Fremtidsstudie, 1988, s. 7-8, og Statistiske 

Efterretninger 1992:16, s. 7, tabel 2. 

4 ) Statistisk Årbog 1992, s. 57, tabel 52. 

5 ) Nye tider-nye ældre, s. 14, tabel 1.3.

99 MÅLGRUPPERNE 

hidtidige udvikling i fertilitet, dødelighed og flytninger 6 ). Fra tabel 2 kan uddrages: 

Ældrebefolkningens udvikling 

Alder 1992 1995 2000 2010 2030 

60-61 år 97.861 94.577 107.605 136.507 130.250 

62-66 år 239.126 232.240 237.973 349.175 349.570 

67-79 år 511.813 502.556 488.786 504.249 623.946 

80+ år 196.613 205.403 205.858 204.159 261.287 

I prognosen er forudsat, at mændenes dødelighed fortsætter med at falde 

frem til år 2001 med samme relative styrke som i perioden fra 1976-80 til 

1986-90, men kvindernes dødelighed er holdt konstant på niveauet fra 

1989-90. Disse forudsætninger resulterer i, at mændenes middellevetid stiger 

fra 71,8 år til 72,2 år, hvorimod kvindernes forbliver konstant 77,7 år. Nedgangen 

i antallet af 67-79 årige er resultat af de stadig mindre fødselsårgange 

gennem 1920'erne og 1930'erne. Først efter år 2010 vil de store årgange fra 

midten af 1940'erne nå pensionsalderen, og derefter vokser antallet i denne 

gruppe igen. Antallet af 80 årige og derover stiger med 33 pct. frem til år 2030. 

En del af stigningen skyldes ændringer i fødselsårgangenes størrelse, men 

noget af den skyldes også faldet i dødeligheden for personer over 60 år, som 

virkelig slår igennem her. 

2.1.2. Et fåtal af de ældre bliver demente i større eller mindre grad. 

De normale aldersforandringer udvikler sig til forskel fra senil demens 

næsten umærkeligt gennem årene. Det langsomme forløb giver gode muligheder 

for at kompensere for psykiske og fysiske funktionstab, som alderen 

medfører. Demens adskiller sig herfra ved at udvikle sig relativt hurtigt med 

en tiltagende forringelse af evnen til at fungere i en normal hverdag. Demens 

fører ofte i løbet af få år til fuldstændig invaliditet. 

Demens udvikler sig som nævnt over få år og viser sig ved intellektuelle 

forstyrrelser. Karakterforandringer ses også. Det første symptom er som regel 

usikkerhed i hukommelsen. Den gamle glemmer, hvad han eller hun har 

hørt, læst eller selv fortalt. Derefter kommer der vanskeligheder med at orientere 

sig og at genkende vante omgivelser. Det bliver sværere at finde hjem 

og efterhånden også vanskeligt at kende de nærmeste pårørende. Som sygdommen 

skrider frem, bliver symptomerne stadig mere fremtrædende. Den 

6 ) Statistiske Efterretninger 1992:16, s. 7.

KAPITEL 4 100 

gamle mister helt forbindelsen med omverdenen, lever ofte i en længst forsvunden 

periode, taler om ting fra ungdommen og leder efter sine døde forældre. 

På dette stadium er adfærden ofte præget af rastløshed. Den gamle 

'tuller' rundt uden mål, er hele tiden på færde med unyttige 'beskæftigelser'. 

Sygdomssymptomerne er ofte mest udpræget om natten, sandsynligvis på 

grund af illusioner i mørket. Efterhånden ophører den handlingsprægede aktivitet, 

og i et stadium med dybeste demens fører den gamle en passiv tilværelse 

uden kontakt med andre og i en fuldstændig hjælpeløs tilstand. 

De fleste tilfælde af demens er af Alzheimerstype, som er arveligt betinget, 

og demens, som er en følge af flere små blodpropper i hjernen, multiinfarkt 

demens. Omkring 95 pct. af samtlige tilfælde af demens hos gamle kan henføres 

til disse to diagnoser. Sygdomsvarigheden for demens af den førstnævnte 

type, fra lette symptomer til død, er ca. 10 år. Sygdomsvarigheden ved demens 

på grund af gentagne blodpropper er formentlig noget kortere. Sygdomsudviklingen 

i hjernen kan ikke ændres ved behandling. Symptomerne 

kan dog i de første stadier af demensens udvikling afbødes ved en plejemæssig 

indsats, som øger funktionsdueligheden og dermed forbedrer livskvaliteten. 

Senil demens var emnet for en konference i januar 1989 arrangeret af Statens 

Lægevidenskabelige Forskningsråd i samarbejde med Dansk Sygehusinstitut. 

Ifølge konferencerapporten anvendes to definitioner på demens, 

den smalle og den brede. Den smalle definition lyder: 'En invaliderende, kronisk, 

fremadskridende sygdom med hukommelses-, intellektuelle, følelsesmæssige 

og psykomotoriske forstyrrelser. Samtidig skal psykiske, sociale og 

andre legemlige sygdomme udelukkes som årsag'. Den brede definition omfatter 

alle former, såvel forbigående som blivende. Denne demens, som af 

nogle faggrupper betegnes som pseudo-demens, kan skyldes sociale, psykiske 

eller legemlige årsager 7 ). 

Demens kan være vanskelig at skelne fra andre sygdomme, f.eks. depression 

hos den gamle. Ved symptomer på demens er det derfor vigtigt, at sygdommens 

natur søges klarlagt, så der eventuelt kan iværksættes medicinsk 

behandling eller gribes ind over for tilstande, der medfører demens efter den 

brede definition. 

2.1.3. Antallet afdemente kendes ikke med sikkerhed. Ved den ovenfor under 

pkt. 2.1.2. omtalte konference blev antallet af svært demente anslået til 

ca. 25.000, dvs. knap 4 pct. af alle på 65 år og derover, men der er usikkerhed 

7 ) Koncensus-rapport. Senil demens. Udgivet af Statens Lægevidenskabelige Forskningsråd i 

samarbejde med Dansk Sygehus Institut, 1989, s. 8.


om det nøjagtige tal 8 ). Sundhedsministeren har i 1991 oplyst, at det fra ekspertside 

skønnes, at der findes ca. 30.000 middelsvært til svært demente 9 ). 

Hvis det antages, at ca. 1 pct. i aldersgruppen 65-74 år og ca. 10 pct. i aldersgruppen 

over 75 10 ) er demente i en sådan grad, at de ikke kan opretholde en 

selvstændig tilværelse, er der som nævnt i den danske befolkning ca. 

25.-30.000 demente. Antallet antages ikke at stige udover, hvad den øgede 

levealder giver anledning til. Da andelen af befolkningen, der i år 2011 er 

fyldt henholdsvis 65 og 80 år, forventes at være steget med henholdsvis 9 pct. 

og 21 pct., må antallet af demente i år 2011 også forventes at være steget betragteligt. 

Overlæge Nils Chr. Gulmann skønner, at der i år 2011 vil være 

knap 70.000 svært demente 11 )- 

2.1.4. Udvalgets undersøgelser har vist, at demens tv den hyppigste årsag til 

umyndiggørelse. Udviklingen fremgår af, at udvalget, der forberedte myndighedsloven 

af 1922, ikke fandt anledning til udtrykkelig at nævne alderdomssvækkelse 

som umyndiggørelsesgrund 12 ). Demens blev angivet som grund i 

119 sager fra halvåret fra den 1. oktober 1989 til den 31. marts 1990, eller i 60 

pct. af de 197 umyndiggørelsessager, hvor det var muligt nærmere at specificere 

umyndiggørelsesgrunden. Efter aldersfordelingen i det samlede materiale, 

se ovenfor i kapitel 2, pkt. 1.1.3., må det antages, at tallene er repræsentative, 

og at procentdelen er korrekt samt udtryk for alderdomssvækkelses dominerende 

betydning på området. 

Alders- og kønsfordelingen af de demente i undersøgelsen var således: 

Demente umyndiggjorte 1989-90 

Alder Kvinder Mænd lait 

40-59 4 1 5 

60-64 4 0 4 

65-69 2 4 6 

70-74 6 3 9 

75-79 14 9 23 

80- 53 19 72 

lait 83 36 119 

8 ) Konsensus-rapport. Senil demens. Udgivet af Statens lægevidenskabelige Forskningsråd i 

samarbejde med Dansk Sygehus Institut, 1989, s. 10. 

9 ) Sundhedsministerens besvarelse af spørgsmål nr. 9 (Alm.del-bilag 23) af 10. januar 1991 fra 

Folketingets Sundhedsudvalg. 

10 ) Dansk Sygehus Institut: Konferencerapport 90.06: Ældre med demens, s. 27. 

") Ugeskrift for Læger, 1989, s. 1619-20. 

12 ) Betænkning 1921, s. 26.

KAPITEL 4 102 

Om civilstanden kan oplyses : 

Demente umyndiggjorte 1989-90 

Alder Ugifte Gifte EnkeAmand Fraskilt lait 

41-60 1 1 1 2 5 

61-65 2 0 2 0 4 

66-70 0 3 2 16 

71-75 1 3 3 2 9 

76-80 2 8 13 0 23 

80- 7 12 49 4 72 

lait 13 27 70 9 119 

2.2. Gamles levevilkår. 

2.2.1. Der er ikke præcise oplysninger om, hvor de demente gamle, som ikke 

er i stand til at klare en selvstændig tilværelse, opholder sig. En del bor i eget 

hjem sammen med ægtefælle eller anden familie, andre bor på kommunale 

plejehjem eller på særlige psykiatriske plejehjem og nogle har ophold på 

psykiatriske sygehusafdelinger. 

Overlæge Nils Christian Gulmann har i 1990 foretaget en analyse af demente 

gamles vej gennem samfundets hjælpesystemer. Han anslår, at på et 

givet tidspunkt er halvdelen eller ca. 15.000 demente i eget hjem, 1.000 på 

somatisk hospitaler, 12.000 på almindelige plejehjem, 1.000 på psykiatriske 

afdelinger og 2.000 på psykiatriske plejehjem 13 ). 

Af adresseoplysningerne i udvalgets undersøgelse fremgik, at mindst 47 af 

de ialt 119 demente gamle, der blev umyndiggjort i halvåret 1989-90, var på 

plejehjem, medens 36 opholdt sig på hospital på tidspunktet, hvor retten behandlede 

sagen. I 36 sager var adressen ikke oplyst. 

I den før omtalte rapport om senil demens fra 1989 nævnes, at af de 50.000 

personer, der i dag er på plejehjem, er de 20.000 svært demente, eller 40 

pct. 14 ). 

2.2.2. De gamle har i de forskellige stadier af demensens udvikling behov 

for hjælp og støtte. I begyndelsen kan der være brug for bistand til hverda- 

13 ) Gamle dementes Menneskerettigheder, 1990, bilag 1, 'Demens-strømme', s. 94-103, navnlig 

s. 102. 

M ) Konsensus-rapport. Senil demens. Udgivet af Statens Lægevidenskabelige Forskningsråd i 

samarbejde med Dansk Sygehus Institut, 1989, s. 16-17.


gens forskellige gøremål og til økonomiske dispositioner af nogen betydning. 

Senere, i det rastløse stadium, hvor den demente har mistet eller næsten har 

mistet forbindelsen til omverdenen, er der derudover behov for at beskytte 

den demente mod oplagt livstruende eller svært helbredsforringende adfærd. 

F.eks. kan det være nødvendigt med flytning til en institution, der kan yde 

den nødvendige pleje og beskyttelse. Det kan også være nødvendigt at hindre 

den demente i på egen hånd at færdes i trafikken, og at den pågældende forsøger 

at gå med umiddelbart fald til følge. Dæmpende medicin for at afbøde 

demensens virkninger kan komme på tale til særligt aktive. Senere i det passive 

stadium skal der fortsat træffes beslutninger vedrørende den pågældendes 

ophold, behandling og økonomi. 

Beslutninger vedrørende disse forhold skal træffes løbende, uden at den 

demente, bortset fra i et tidligt stadium, er i stand til at give sit samtykke, og 

selvom vedkommende måske endda giver udtryk for modvilje mod en beslutning, 

som for de nærmeste pårørende er nødvendig for at beskytte den pågældende 

og for at kunne yde nødvendig omsorg og pleje. 

3. Sindssyge. 


3.1.1. Der findes flere forskellige former for psykiske lidelser. Psykoserne er 

de egentlige sindssygdomme. Andre psykiske lidelser er f.eks. neuroserne. 

Psykoser - de egentlige sindssygdomme - har det til fælles, at de angriber 

store dele af personligheden og påvirker realitetssansen. De 'store' sindssygdomme 

er skizofreni og manio-depressive psykoser. Andre hyppige psykotiske 

tilstande er de såkaldte reaktive psykoser og paranoide tilstande. De reaktive 

psykoser er oftest kortvarige og udløses af traumatiske begivenheder 

eller af længerevarende sjælelige konflikter. 

Psykosebegrebet lader sig ikke skarpt afgrænse. Retslægerådet gav i 1972 

udtryk for sin opfattelse af psykosebegrebet nemlig, at sindssygdom (synonymt 

med psykose), er 'en psykisk abnorm tilstand, i første række kendetegnet 

ved en ændring af realitetsvurderingen, et indgreb i patientens muligheder 

for at opleve og vurdere sin omverden og sig selv, sin tilstand og sine 

handlinger i overensstemmelse med 'virkeligheden', dvs. i overensstemmelse 

med hans egen tidligere oplevelse af samme emner, respektive med omgivelsernes 

vurdering heraf. Der hersker efter Retslægerådets opfattelse udbredt 

faglig enighed om, hvad sindssygdom (psykose) er 15 ). 

Neuroserne rubriceres ikke som en sindssygdom. De adskiller sig fra psykoserne 

ved ikke på væsentlige punkter at gribe ind i realitetsopfattelsen. 

15 ) Betænkning om tvang i psykiatrien, nr. 1068/1986, bind l,s. 187-213, navnlig s. 197.

KAPITEL 4 104 

Neuroserne, som kan være svært invaliderende, har aldrig et organisk grundlag. 

Neuroserne grundlægges formentlig allerede i barndommen ved et samspil 

mellem medfødte dispositioner og ydre faktorer. 

3.1.2. De sindssygdomme, der, bortset fra demens, har den største interesse 

i relation til værgemål, er skizofreni, kroniske paranoide psykoser (paranoia) 

og manio-depressive tilstande. 

SkizofreniQv en kronisk lidelse, der næsten altid debuterer i de unge år- fra 

18 til 25 års alderen. Sygdomssymptomerne aftager som regel med alderen. 

Alle patienter vil være behandlingskrævende, men i forskelligt omfang til 

forskellige tidspunkter. Egentlig helbredelse er sjælden, men kan forekomme. 

I industrialiserede lande angives hyppigheden til 0,3 pct. af befolkningen. 

Det betyder, at der i Danmark er ca. 15.000 skizofrene 16 ). Forekomsten 

har været nogenlunde konstant gennem årene. Sygdommen er i et vist omfang 

arvelig. I begyndelsen af 1950-erne påbegyndte man behandlingen af 

skizofrene med medicin i form af neuroleptika, som netop kom på markedet i 

de år. Neuroleptika er senere blevet anvendt i stor målestok i behandlingen, 

og en af følgerne er, at skizofrenes fertilitet, målt som antallet af levendefødte 

børn, er steget stærkt. Derfor kan det ikke udelukkes, at antallet af skizofrene 

er ved at stige. De skizofrene patienter har hidtil haft det største sengedagsforbrug 

på psykiatriske hospitaler. De beslaglagde i 1987 30 pct. (555.727 dage) 

af det samlede sengedagsforbrug på de psykiatriske afdelinger, svarende 

til 5.944 udskrivninger 17 ). 

Kronisk paranoid psykose- paranoia - er fællesbetegnelsen for kronisk forløbende 

ikke skizofrene psykoser. Som regel er det eneste symptom den paranoide 

idé (tvangstanke). Ved kværulantforrykthed (paranoia kværulatoria) 

ser man f.eks., hvordan en i begyndelsen indfølelig og acceptabel reaktion på 

en afgørelse, som regel truffet af en myndighed, hos en særlig disponeret person 

udvikler sig til en 'besættelse', og den pågældende tager kampen op for at 

få sin 'ret'. En anden forrykthed er jalousiforrykthed, hvor en persons tanker 

og adfærd helt er behersket af en enkelt ide, at ægtefællen eller kæresten er 

utro. Resultatet af behandlingen af de paranoide psykoser er som regel dårligt. 

Patienterne er heller ikke interesserede i behandling, da de er uden sygdomserkendelse. 

Sengedagsforbruget på de psykiatriske afdelinger er som 

følge heraf ikke stort. I 1987 var det 3,6 pct. af det samlede sengedagsforbrug 

på de psykiatriske afdelinger 18 ). Det svarer til 1.248 udskrivninger under denne 

diagnose. 

") I sundhedsministerens besvarelse af spørgsmål nr. 9 (Alm.del-bilag 23) af 10. januar 1991 fra 

Folketingets Sundhedsudvalg nævnes tallene 15.000-20.000. 

17 ) Sundhedsstyrelsen : Sygdomsmønsteret for indlagte patienter i 1987. 

18 ) Sundhedsstyrelsen : Anf. st.


Manio-depressiv psykose er karakteriseret ved, at personens stemningsleje, 

aktivitetsniveau og selvvurdering svinger. Ved depressioner og manier er der 

henholdsvis en sygelig sænkning og en løftning af disse. Svingningerne kan 

kontinuerligt bevæge sig over grænsen af den normale variation til ekstreme 

tilstande, der er klart sindssygelige (psykotiske). Ca. 75 pct. af de manio-depressive 

patienter får kun depressioner, ganske få får kun manier, mens de 

øvrige får både depressioner og manier. De fleste får kun nogle ganske få 

depressionsperioder i løbet aflivet. De, der får både manier og depressioner, 

får ofte adskillige. Patienter, der kun har få eller et moderat antal sygdomsperioder, 

vil altid blive fuldt restitueret, såvel intellektuelt som følelsesmæssigt, 

efter hver enkelt sygdomsperiode, mens enkelte med et stort antal sygdomsperioder 

efterhånden vil kunne virke noget følelsesmæssigt og intellektuelt 

reducerede. I Danmark regner man med, at 1-1,5 pct. af alle mænd og 2-2,5 

pct. af alle kvinder får sygelige stemningssvingninger i løbet af deres liv. Det 

er nævnt, at der er ca. 25.000-30.000 med manio-depressiv psykose 19 ). Antagelig 

er dette tal nogenlunde konstant. De manio-depressive optager kun en 

mindre del af de psykiatriske sengedagspladser, ialt 14 pct. (ca. 260.000 dage) 

af det samlede sengedagsforbrug på de psykiatriske afdelinger. Dette hænger 

sammen med, at de fleste manio-depressive som nævnt i langt den største del 

af deres liv er raske. Såvel maniske som depressive tilstande kan behandles. 

Behandlingen er overvejende medicinsk, men elektrochok anvendes i særlige 

situationer. Den medicinske behandling er langvarig. Årelang behandling 

er ikke usædvanlig ved tilbagevendende depressioner og manier. 

3.1.3. Sindssygdom, bortset fra demens, blev angivet som grund i 10 sager 

eller i 5 pct. af de 197 umyndiggørelsessager fra halvåret 1989-90, hvor det var 

muligt at fastlægge umyndiggørelsesgrunden. Blandt dem var der fire med 

'skizofrenia' - ugifte eller fraskilte kvinder i alderen 47-63. Andre tre blev betegnet 

som 'paranoid psykotisk' eller 'svært paranoid' - en 57-årig fraskilt 

mand, der for tiden var på hospital, en 79 årig enke og en 88 årig ugift kvinde. 

En 55 årig fraskilt mand var 'psykotisk, muligvis med et synshallucinatorisk 

beredskab' og skønnedes 'dement'. Han var i øvrigt indforstået med en formueretlig 

umyndiggørelse. En 25-årig ugift kvinde og en 48-årig ugift mand 

havde begge en 'psykisk' lidelse. 

3.2. Sindssyges livsvilkår. 

I de seneste år har psykiatrien i flere amter været under omorganisering. Målet 

er, at psykiatriske patienter skal tilbydes optimal behandling og pleje 

") Sundhedsministerens besvarelse af spørgsmål nr. 9 (Alm.del-bilag 23) af 10. januar 1991 fra 

Folketingets Sundhedsudvalg.

KAPITEL 4 106 

samtidig med, at de sikres en tilværelse så nær det normale som muligt, det 

vil bl.a. sige uden for sygehusvæsenet. Behandlingen med neuroleptika har 

været stærkt medvirkende til, at dette for et stort antal skizofrene har været 

muligt. Behovet for bistand til sindssyge er således i de sidste årtier mindsket 

betydeligt. Når behandlingen er sat i gang, vil den syge ofte hurtigt komme i 

en tilstand, hvor der ikke er det samme behov for bistand til at træffe beslutninger 

om personlige forhold. Psykiatrilovens regler om anvendelse aftvang, 

herunder tvangsbehandling, må derfor antages at regulere de tilfælde, hvor 

der er behov for, at andre træffer beslutninger. 

Der er dog fortsat sindssyge, som til stadighed har behov for bistand. Det 

drejer sig særligt om skizofrene, hvor den medicinske og sociale behandling 

enten ikke kan gennemføres, eller hvor behandlingen ikke har virket tilstrækkeligt 

godt. Bistanden er her meget afhængig af, hvilke problemer der dominerer. 

Manio-depressive, hvor hyppige og svære manier helt invaliderer patientens 

evne til at træffe forsvarlige økonomiske dispositioner, har ikke så helt 

sjældent behov for bistand. 

Ved andre vedvarende psykotiske tilstande, f.eks. ved visse paranoide tilstande, 

kan der være behov for bistand til personlige og økonomiske spørgsmål, 

mens den psykotiske tilstand ved reaktive psykoser som regel er så kortvarig, 

at problemer vedrørende beslutninger som regel kan løses ud fra bestemmelserne 

om tvang i psykiatrien. 

4. Psykisk udviklingshæmmede. 


4.1.1. Forholdene for og synet på psykisk udviklingshæmmede har ændret 

sig betydeligt siden århundredskiftet. Indtil 1980 benyttedes betegnelsen 

særforsorg som betegnelse for de sociale foranstaltninger over for de grupper 

af handicappede, der var opregnet i den dagældende bistandslovs § 115, dvs. 

åndssvage, epileptikere, vanføre, talelidende, blinde og svagtsynede samt 

døve og tunghøre. Med ophævelsen af særforsorgen forlod man opdelingen i 

specifikke handicapgrupper. I stedet tales om personer med vidtgående fysiske 

eller psykiske handicap, herunder psykisk udviklingshæmmede. 

Tidligere bestod tilbuddene til de psykisk udviklingshæmmede, der var 

inddraget under særforsorgen, i anstaltsophold på centralinstitutioner. Fra 

omkring 1952 blev beboerne kaldt patienter, og institutionerne var lægeligt 

ledede. Opdelingen af patienterne skete efter intelligenskvotient. Åndssvagebegrebet 

var således bogstaveligt knyttet til målinger heraf. 

I dag lægges der vægt på både kvalitative og kvantitative forhold ; defek-


terne kan skyldes vidt forskellige årsager og kan være suppleret med andre 

handicaps, herunder psykiske, således at der er tale om et mere sammensat 

billede. Forestillingen om intelligensen som en fast størrelse, en uforanderlig 

egenskab ved en person, er stort set forladt til fordel for det synspunkt, at 

intelligensen er resultatet af en vedvarende social proces. 

4.1.2. Samtidig med ophævelsen af særforsorgen og udlægningen ophørte 

registreringen af åndssvage. Der findes således ingen samlet aktuel opgørelse 

af antallet. 

Af Danmarks Statistiks ressourcetælling i januar 1989 fremgår, at der er 

ialt 6.200 voksne psykisk udviklingshæmmede på institution. Derudover bor 

ca. 2.000 i bofællesskaber efter bistandslovens § 68. Hertil kommer imidlertid 

et ikke opgjort antal hjemmeboende voksne samt de, der har selvstændig bolig- 

4.1.3.1 46 sager af de 197 umyndiggørelsessager fra halvåret 1989-90, hvor 

det var muligt at specificere umyndiggørelsesgrunden, eller 23pct., er det oplyst, 

at årsagen til umyndiggørelsen var manglende forstandsudvikling. 

Alders- og kønsfordelingen i denne gruppe var: 

Psykisk udviklingshæmmede umyndiggjorte 1989-90 

Alder Kvinder Mænd Ialt 

18-24 2 2 4 

25-39 6 11 17 

40-59 11 8 19 

60-64 3 0 3 

65-69 0 1 1 

70-74 0 1 1 

75-79 0 0 0 

80- 1 0 1 

Ialt 23 23 46 

De allerfleste i denne gruppe var ugifte, nemlig 44. Kun de to over 70 havde 

været gift, men var nu henholdsvis enke og enkemand. 

4.2. Psykisk udviklingshæmmedes livsvilkår. 

Som omtalt ovenfor under pkt. 4.1.1. har synet på begrebet 'åndssvaghed' 

ændret sig betydeligt i de seneste årtier. Hvor livsvilkårene for åndssvage i 

f.eks. 1950-erne var præget af langvarige - måske livslange - ophold på store

KAPITEL 4 108 

centralinstitutioner, har de sidste 10 år været præget af en betydelig omstilling 

med nedlægning af institutioner og med udgangspunkt i principper 

som normalisering, mindsteindgreb og decentralisering. I 1980-erne har der 

været investeret betydelige ressourcer i at forbedre tilbuddene og tilværelsen 

for psykisk udviklingshæmmede. Tendensen er gået i retning af lokalt ansvar, 

brugerindflydelse, medansvar, mindre boenheder og integration i det 

lokale miljø. Udgangspunktet er, at alle kan/skal bo i mindre boenheder, og 

at der ikke er brug for gammeldags totalinstitutioner. 

Bofællesskaber efter bistandsloven er et kommunalt ansvarsområde, og der 

er ikke tale om en institution. Beboerne får udbetalt social pension eller arbejdsindtægt 

og betaler selv husleje m.m. 

Der er i bofællesskaber mulighed for at få støttepersonale, som består af 

hjemmehjælp, hjemmevejleder, socialpædagog og socialrådgiver. Personalet 

yder pædagogisk bistand, der omfatter rådgivning om almindelige daglige 

funktioner og om deltagelse i beskæftigelses- og fritidsaktiviteter, herunder 

foreningsliv og kulturelle aktiviteter med mulighed for sociale kontakter. 

Støttepersonalets opgaver i forbindelse med administration af beboernes 

penge nævnes ofte som et problem. Der kan opstå konflikter i forhold til beboerne, 

men også i forhold til pårørende. Da beboerne imidlertid er voksne - 

og som hovedregel myndige - råder de selv over deres egne midler, men personalet 

vejleder som nævnt om anvendelsen af de økonomiske midler. 

En anden mulighed for hjælp er de såkaldte støttecentre, der kan fungere 

efter flere modeller. Fælles for dem er, at de fungerer som et sted, hvor man 

kan henvende sig om hjælp. Også psykisk udviklingshæmmede med selvstændig 

bolig kan benytte centrene. 

I starten var intentionen, at bofællesskaberne primært var for de bedre 

fungerende. Imidlertid har det vist sig, at også svært handicappede kan have 

stort udbytte af at leve i mere overskuelige omgivelser uden for institutionsverdenen. 

Det er mennesker med meget forskelligt funktionsniveau, der flytter 

ud fra institutionerne, og fremover vil der nok være behov for mindre institutioner 

til f.eks. meget plejekrævende og funktionsmæssigt dårlige beboere, 

som har brug for døgndækning. 

For de beboere, der bliver boende i institutionerne, tilstræbes en tilværelse 

for den enkelte så nær det normale som muligt. Institutionerne har til formål 

gennem pleje og behandling samt socialpædagogisk indsats at tilgodese de 

særlige behov hos voksne med fysiske eller psykiske handicap. Ud over den 

daglige socialpædagogiske behandling og omsorg tilstræbes det under døgninstitutionsophold 

at yde fornøden støtte gennem optræning til en mere selvstændig 

tilværelse i beskyttet bolig eller egen bolig, herunder bofællesskab. 

Personalet ved institutionerne forudsættes at have en sammensætning og


uddannelse, der sikrer, at institutionerne kan opfylde deres opgaver over for 

beboerne og andre. Den daglige socialpædagogiske behandling og omsorg 

varetages af personale, der normalt vil have en socialpædagogisk grunduddannelse. 

For institutioner efter bistandslovens § 112, stk. 1 og 2, er der med virkning 

fra den 1. januar 1992 indført en to-årig forsøgsordning, hvorefter der inden 

for en nærmere fastsat ramme er mulighed for, at beboere på disse institutioner 

kan få udbetalt deres pension og til gengæld betale for de ydelser, de 

modtager. 

5. Andre organiske hjernelidelser. 

5.1. Skader på hjernen kan opstå på mange måder. Ulykker, som medfører 

kvæstelse af hjernevævet eller blødning i hjernen, kan efterlade varige psykiske 

og fysiske skader af større eller mindre omfang afhængig af, hvor meget 

og hvilke dele af hjernen der er skadet. Bristning af et blodkar, hjerneblødning 

som følge af sygdom i karrene, f.eks. en udposning (aneurisme) eller forkalkning, 

ses ikke sjældent. Drukneulykker, svære forgiftninger og andet, der 

medfører respirations- og hjertestop, kan være årsag til blivende skade af 

hjernen, idet hjernevævet går til grunde, når iltforsyningen i en periode af 

kortere eller længere varighed - afhængig af alderen - er utilstrækkelig. Kroniske 

forgiftninger med f.eks. alkohol og andre organiske opløsningsmidler 

og betændelsestilstande i hjernen kan også medføre varige skader af hjernen. 

Følgerne af hjerneskader er som nævnt afhængig af deres omfang og lokalisation, 

strækkende sig fra udtalt skade, hvor den motoriske og psykiske aktivitet 

er næsten helt bortfaldet, til mindre fysiske skader som lammelse af en 

enkelt muskelgruppe eller mindre psykiske skader med nedsat hukommelse 

og koncentrationsbesvær. 

Kun hos et fåtal af dem, der pådrager sig en hjerneskade, har den et sådant 

omfang, at der er behov for, at andre handler på deres vegne. Særlige retlige 

problemer samler sig om de personer, der som følge af skaden får sprogforstyrrelser, 

afasi, men har intellektet bevaret. Det antages, at der årligt er ca. 

3.000 personer (patienter), der efter overstået hjerneblødning eller anden 

skade, bliver afatiske. De alvorlige sprogforstyrrelser kan, uanset at intellektet 

er bevaret, nødvendiggøre beskikkelse af en værge 20 ). 

5.2. Af de 197 umyndiggørelsessager fra halvåret 1989-90, hvor det var muligt 

at specificere umyndiggørelsesgrunden, angik en stor gruppe på 22 eller 

godt lOpct. personer, der havde skaderpå hjernen som følge af hjerneblødning, 

betændelse eller forgiftninger, herunder med alkohol. 

20 ) Jørgen Gravesen og Inger Margrete Pedersen i UflR 1988 B, s. 345.

KAPITEL 4 110 

Fjorten havde haft en blødning i hjernen: 

De fleste var ældre - otte var over 70 år og tre mellem 60 og 70 år. 

Også yngre var ramt. En 26 årig mand havde efter en trafikulykke en 

svær hjernelæsion med blødning i kraniehulen. En 35 årig mand var 

opereret to gange for bristning af blodkar i hjernen. En 59-årig mand 

led af svære følger af åreforkalkning og mindst to hjerne-blødninger. 

To havde følger efter infektioner: 

62-årig enke havde for flere år siden haft 'en virusinfektion, som angreb 

hjernen. Hun er siden blevet tiltagende dårlig. De sidste 2 år har 

hun ikke haft noget egentligt sprog og i hvert fald det sidste år har man 

ikke kunnet komme i kontakt med hende'. 

63-årig fraskilt mand havde 'tegn på en diffus hjernelidelse, der opstod 

i forbindelse med en langvarig feberepisode'. Det var mest sandsynligt, 

at der 'er tale om en diffus hjernebetændelse, som har ført til 

blivende symptomer i form af psykisk svækkelse, desorientering, konfusion, 

periodisk bevidsthedssvækkelse og periodisk psykose' 

Tre havde pådraget sig hjerneskader på grund af forgiftninger: 

56-årig kvinde var indlagt efter 'indtagelse af en overdosis medicin 

og som følge af hjerne- og respirationsstop har pådraget sig en hjerneskade 

på grund af iltmangel'. 

To kvinder var alkoholskadede, idet en 63-årig led af 'delerium tremens' 

og en 79-årigs diagnose var 'dementia alcoholica'. 

To yngre mænd på henholdsvis 19 og 22 år var svært hjerneskadede. 

Årsagen hertil var ikke angivet. 

Endelig led en 42-årig fraskilt kvinde af'fremskreden svært invaliderende 

dissemineret sklerose' og 'hun er ganske uskikket til at varetage 

sine anliggender og til at drage omsorg for sin person'.

Ill 

Kapitel 5 

Overvejelser om værgemål 

1. Generelle synspunkter. 

1.1. De danske regler i myndighedsloven om umyndiggørelse, lawærgemål 

og ad hoc værgemål er uforandrede siden lovens tilblivelse i 1922.1 Sverige 

og Finland blev der foretaget ændringer i 1970-erne, og i slutningen af 

1980-erne er der på ny gennemført og foregår revisionsarbejde. I Norge er 

der også gennemført ændringer både i 1960-erne og igen i 1990, og et mere 

omfattende reformarbejde er bebudet. Udviklingen både i Danmark og i de 

andre nordiske lande, gennemgået ovenfor i kapitel 1, har vist, at umyndiggørelse 

ikke kan eller bør være det eneste bistandstilbud, idet der også er 

brug for andre løsninger. I alle landene er umyndiggørelse i praksis i stor 

udstrækning blevet undgået, og i stedet søges hen mod mere begrænsede 

støtteforanstaltninger. 

1.2.1 Danmark har behovet nogle steder ført til et vist pres på ad hoc værgemålsinstituttet 

o% som beskrevet ovenfor i kapitel 1, pkt. I.4., til en udvikling i 

retning af at strække hjemmelen i myndighedslovens § 59. I en given situation 

er der behov for en værge for en i øvrigt myndig person til at tage stilling 

til konkrete spørgsmål, typisk plejehjemsanbringelse og de foranstaltninger, 

der skal træffes i forbindelse hermed, samtidig med at der ikke skønnes 

brug for en værge derudover. Udvalgets undersøgelser viser, at de pårørende 

ofte føler dette som en hensigtsmæssig fremgangsmåde samtidig med, 

at de ønsker at skåne familiemedlemmet, idet det forekommer dem, at umyndiggørelse 

er et unødigt stærkt indgreb med vidtrækkende retsvirkninger, ligesom 

det skræmmer, at umyndiggørelsen offentliggøres gennem tinglysningen. 

Samtidig er der sjældent behov for at fratage handleevne, fordi det på 

forhånd står klart, at der ikke er risiko for, at vedkommende på egen hånd vil 

indgå retligt forpligtende aftaler. De implicerede myndigheder finder måske 

en umyndiggørelsessag ved domstolene for omstændelig og tidskrævende, 

medens den administrative sagsbehandling ved ad hoc værgemål forekommer 

mere smidig. Det kan være vurderingen, at en umyndiggørelse vil få alvorlige 

følger for den pågældendes psykiske tilstand, herunder vanskeliggøre 

en social tilpasning. Omsorgs- og plejepersonale kan også føle, at den svage 

under en umyndiggørelse forsvinder helt ud af billedet som hovedperson.

KAPITEL 5 112 

Respekten for menneskers selvbestemmelsesret og integritet vejer også tungt. 

1.3.1 de andre nordiske lande har man som nævnt, i modsætning til i Danmark, 

gennem lovændringer forsøgt at tilgodese behovet for mindre indgribende 

former for værgemål. Generelt har der været en tendens til at udbygge 

ordninger, som ikke betyder begrænsninger i den svages handleevne. Udviklingen 

i Norge af hjelpevergeordningen, se ovenfor i kapitel 1, pkt. 3.I., er særlig 

illustrerende, fordi man i 1961 begyndte med at fjerne kravet om, at forhindringen 

skulle være midlertidig. Alligevel anføres i forarbejderne til den 

seneste lovændring i 1990, at man også senere har brugt ordningen på kanten 

af eller uden for det strengt lovbestemte område 1 )- I Sverige har man som 

nævnt i kapitel 1, pkt. 3.2., satset på godmansinstituttet, der talmæssigt har 

fortrængt förvalterskapet, og udbygget det, så reglerne om förvaltarens og 

godmannens beføjelser og pligter i høj grad svarer til hinanden. 

1.4. Som følge af, at § 59 efter ordlyden kun gælder, hvis tilstanden er midlertidig, 

har det danske bud på en begrænset indgriben været lavværgemål, jf. 

myndighedslovens §§ 54-56, hvor værgen og lawærgen handler i forening, se 

ovenfor i kapitel 1, pkt. 1.3. Noget centralt efter § 54 er, at den pågældende 

selv skal ønske at få en lavværge. Ordningen kendes ikke i de andre nordiske 

lande og har heller ikke under de seneste reformer været overvejet indført i 

Norge eller Sverige. Lavværgemål har i praksis ikke vundet samme popularitet 

som det svenske godmansinstitut eller den norske hjelpevergeordning. 

Man kan spørge, hvad baggrunden herfor er. Vigtigt er måske, at hovedparten 

af dem, for hvem det overvejes at udpege en værge, har det så dårligt, at 

det ikke forekommer realistisk på nogen måde at inddrage dem i beslutningsprocessen. 

En anden årsag er muligvis, at lavværgemål ikke er kendt på samme 

måde som umyndiggørelse. Sidstnævnte løsning viger man tilbage fra at 

søge iværksat uden at vide, at der er en mindre indgribende mulighed. Udtrykket 

lavværgemål forekommer også 'gammeldags'. Hertil kommer, at lavværgemål 

ikke kan fungere, hvis værgen og den lavværgede ikke kan enes. 

Den lavværgede, der skal samtykke i alle dispositioner, kan også føle sig i en 

svag position i forhold til værgen. 

1.5.1 de seneste år har der været kritikaf, at dementes og andre svage gruppers 

forhold, såvel personlige som økonomiske, uden formalia varetages af 

andre. Det er nævnt, at retssikkerheden ikke tilgodeses. Kritikken har især 

været fremført over for den praksis omkring myndighedslovens § 59, der er 

beskrevet i kapitel 1, pkt. 1.4. og ovenfor under pkt. 1.2, og som siges ikke at 

rumme de garantier, som er forudsat ved umyndiggørelsesordningen. Det 

kan være vanskeligt at vurdere, hvorfor der i Danmark på det seneste har 

') Ot.prp. nr. 45 (1989-90), s. 7.

113 VÆRGEMÅLSOVERVEJELSER 

været så meget søgelys på og så megen interesse for de personlige spørgsmål, 

herunder sammenlignet med, hvad der er tilfældet i de andre nordiske lande. 

1.6. Tallene ovenfor i kapitel 2, pkt. 1 og 4, viser, at der i Danmark er langt 

færre voksne med værger end i de andre lande. I Danmark drejer det sig om 

4.000, når personer under lavværgemål medregnes. I Norge var der med et 

lidt mindre befolkningsunderlag i 1988 ca. 6000 umyndiggjorte. I Sverige, 

hvor indbyggertallet er det dobbelte, var ca. 15.000 i 1985 erklæret umyndige, 

og omkring 20.000 havde en god man under en eller anden form, se også 

ovenfor i kapitel 2, pkt. 4.4. Baggrunden herfor kan være forskelle i social- og 

sundhedslovgivningen, en anden institutionsopbygning eller andre kulturmønstre 

over for de svage i samfundet, men en del af forklaringen er antagelig 

variationerne i lovgrundlaget. 

Heroverfor kan konstateres, at der er langt flere end dem, der i Danmark 

har en værge, som opfylder betingelserne herfor. Som omtalt ovenfor i kapitel 

4, pkt. 2.1.3., antages der i dag at være 25-30.000 svært demente. Hertil kommer 

nogle tusinde skizofrene og måske andre fra sindssygegruppen samt antagelig 

et tilsvarende antal psykisk udviklingshæmmede. Alt i alt er der vel i 

dag over 40.000 voksne, som er ude afstand til på egen hånd at varetage deres 

anliggender. En ændring af lovreglerne må efter udvalgets vurdering uvægerligt 

føre til en aktivitetsudvidelse, der dog måske også var kommet alligevel. 

Hvor stor den bliver, afhænger af udformningen, og hvordan reglerne slår an, 

herunder hvilket pres der kommer fra familie og andre nærtstående samt fra 

sociale myndigheder, plejehjem, hospitaler og andre institutioner for at få 

udpeget værger. Om den forventede stigning i antallet afværgemål samt om 

de administrative og økonomiske virkninger af udvalgets forslag henvises til 

bemærkningerne nedenfor i kapitel 16. 

2. Opdelinger. 

Udvalget har drøftet fremtidens lovgivning og løsningsmodeller ud fra forskellige 

synsvinkler. 

2.1. En analyse af, hvilken bistand der skal tilbydes, kan foretages med udgangspunkt 

i nogle tilstandsgrupperinger. Den første gruppe omfatter f.eks. de 

bevidstløse, de svært demente og andre svært hjerneskadede, som enten ikke 

kan forlade hjemmet eller institutionen eller som fremtræder så åbenbart 

svækkede, at tredjemand er klar over tilstanden. De sværest psykisk udvikl 

lingshæmmede hører antagelig også til gruppen. Sådanne personer har ikke 

behov for at få frataget den retlige handleevne. Der er ingen risiko for, at de 

indgår retshandler. Formuen har de i praksis ikke rådighed over og kan derfor 

ikke disponere over den. Mange af dem vil, foruden at være institutionsanbragte 

og/eller så immobile, at deres kontakt med omverdenen er begræn-

KAPITEL 5 114 

set, være så passive i deres adfærd, at de ikke vil tage initiativ til større dispositioner 

af retlig karakter. 

En anden gruppe er i en tilstand, der som den førstes er alvorlig, men hvor 

der kan være en vis mulighed for aktivitet, samtidig med at løsningen ikke er 

at lade den pågældende være med i et lavværgemål. Der kan opstå praktiske 

vanskeligheder, hvis de beholder den retlige mulighed for at indgå økonomisk 

uheldige aftaler. Hovedeksemplet er sindssyge, som under maniske perioder 

vil kunne træffe vidtrækkende skadelige økonomiske dispositioner. I 

praksis kan der også være behov for at fratage handleevnen hos aktive demente, 

en mindre del af de vidtgående psykisk udviklingshæmmede og enkelte 

skizofrene. Formålet hermed vil ikke kun være at undgå uheldige aktive 

handlinger, men også at beskytte de pågældende mod andres overtalelse, udnyttelse 

eller misbrug ved at indskrænke deres dispositionsmuligheder. 

I den tredje gruppe lider nogle af legemlige sygdomme som f.eks. afasi, medens 

andre er dårligt begavede, og atter andre er psykisk syge. Her er det 

muligt, at en del af behovet for bistand kan tilgodeses ved en videreførsel af 

lavværgemålsinstituttet og dermed af en ordning, hvor en værge og vedkommende 

disponerer i fællesskab. Andre interesser kan tilgodeses ved værgemål 

efter egen anmodning, jf. udkastet til § 5, stk. 2, som en del af udvalget foreslår. 

Sondringen må først og fremmest gå på den svages tilstand. Kan det på 

forhånd formodes, at forholdene vil ændre sig i løbet af nogle måneder, kan 

det være vanskeligt at vinde forståelse for iværksættelse af et varigt værgemål. 

Det kan være for den, der pludseligt bliver sindssyg, men hvor lægerne i 

erklæringer giver udtryk for optimisme med hensyn til en synlig og snarlig 

forbedring gennem behandling. Det kan være den, der bliver lammet eller 

bevidstløs, og hvor erfaringerne siger, at enten sker der inden for begrænset 

tid en sådan bedring, at værgemål er overflødigt, eller også dør den pågældende. 

Om værgemål ved midlertidige tilstande se nedenfor i pkt. 4.2.7. 

2.2. En anden mulighed er en opdeling efter behovene for bistand og beskyttelse, 

herunder ønsket om at værne den pågældende mod virkningerne af egne 

handlinger. Med sådanne synsvinkler i forgrunden kan en beskrivelse af 

tilstandene forekomme mindre betydningsfuld. 

Under en sådan opdeling er det naturligt først at udfylde det beslutningsmæssige 

tomrum, der opstår, når nogen ikke kan varetage sine egne anliggender. 

Der må efter behov udpeges en anden til at repræsentere vedkommende 

og handle på dennes vegne. Det kan være til økonomiske dispositioner, 

herunder muligvis de mere dagligdags, f.eks. at modtage pensionsbeløb og 

betale regninger. Der kan også være behov for beslutninger om personlige 

forhold. Det kan f.eks. være den vigtige afgørelse om at opgive det hidtidige


hjem for at flytte på plejehjem. Der kan da tillige skulle ske opsigelse af lejlighed 

samt tages stilling til, hvad der skal ske med det indbo, der ikke kan medtages 

på institutionen. Der må beskikkes en værge, som skal have nogle beføjelser. 

I anden omgang kan det komme på tale at undersøge, om der tillige er behov 

for fratagelse af den pågældendes muligheder for retligt at råde over sine 

aktiver eller at hindre, at der indgås andre risikofyldte retlige aftaler. Blandt 

dem, der har behov for værgemål, vil der være en gruppe, over for hvem det 

er nødvendigt tillige at overveje at iværksætte begrænsninger i deres økonomiske 

dispositionsfrihed. Der er nogle, det er nødvendigt at fratage den retlige 

handleevne. De er aktive, og det må frygtes, at de f.eks. vil indgå større 

kreditkøbsaftaler om ting, som de ikke har brug for. Der kan også være en 

angst for, at de formøbler formuen, hvilket dog i nogen grad afhænger af, om 

inddragelsen af aktiverne under den særlige administration i forvaltningsafdelingerne 

skal indgå som en del af værgemålet. 

3. Løsningsmodeller. 

De oplysninger, udvalget har indhentet, erfaringerne fra de andre nordiske 

lande og de ovenfor gengivne synspunkter har ført udvalget til at opstille følgende 

hovedmodeller og valgmuligheder for værgemål : 

Værgemål, jf. lovudkastets § 5. 

Tillige fratagelse af handleevnen, jf. lovudkastets § 6. 

Personligt værgemål, jf. lovudkastets § 5. 

Samværgemål, jf. lovudkastets § 7. 

3.1. Værgemål. 

Grundordningen bliver efter udvalgets opfattelse værgemål efter lovudkastets 

§ 5. Den har forbillede i den norske hjelpevergeordning og det svenske godmansinstitut. 

Det centrale er, at der udpeges en værge til at foretage dispositioner 

på den svages vegne. Det, der er brug for, er en legal repræsentant, der 

kan træde til og træffe beslutninger, når der er behov herfor, se herom nærmere 

nedenfor under pkt. 5. I praksis bliver en person i dag kun sjældent 

umyndiggjort, når sygdommen indtræder, eller tilstanden konstateres, men 

som regel først når der opstår et konkret behov. Ofte vil det være, fordi vedkommende 

arver, og der skal træffes beslutninger i dødsboet. I andre tilfælde 

skal en fast ejendom sælges, fordi ejeren på grund af sin tilstand skal flytte 

derfra eller ikke benytter den. Det kan også være, at der er en større formue at 

forvalte.

KAPITEL 5 116 

Værgemål efter udkastets § 5 indebærer ikke i sig selv, at vedkommende 

retligt mister sin handleevne. Reglerne om anbringelse og bestyrelse af formuen, 

se herom nedenfor i kapitel 9, kan imidlertid betyde en faktisk hindring. 

Det samme kan være tilfældet, fordi den pågældende befinder sig i en 

situation eller under omstændigheder, der næsten udelukker egenhændige 

retlige aktiviteter, som betyder noget pengemæssigt. 

Skulle det under et værgemål alligevel vise sig, at den pågældende indgår 

aftaler, opstår et par spørgsmål. Værgen og vedkommende kan i princippet 

indgå modstridende, kolliderende retshandler. Sådanne konflikter må løses 

på samme måde, som når den, der i dag er under ad hoc værgemål efter § 59, 

indgår en retshandel, som strider mod værgens disposition, se nedenfor i kapitel 

8, pkt. 2.4.2. Hvis en person under værgemål bliver ved med at indgå 

uheldige aftaler på egen hånd, må værgen eller nærtstående overveje, om der 

skal tages initiativ til en udvidelse af foranstaltningen, så der tillige sker fratagelse 

af handleevnen, jf. lovudkastets § 6, se nedenfor under pkt. 3.2. 

Et andet spørgsmål er, dm der er mulighed for at få retshandler, som personer 

under værgemål efter § 5 har foretaget sig på egen hånd, erklæret ugyldige. 

De ugyldighedsregler, der er opstillet i udkastets §§ 44-45 om børn og 

voksne umyndige, gælder ikke. Det gør derimod aftalelovens regler, navnlig 

§ 31 om udnyttelse af en andens manglende indsigt eller letsind og generalklausulen 

i § 36. Vigtigere er reglen i den gældende myndighedslovs § 65 og 

den udvidede regel i udkastets § 46, der foreslås til afløsning heraf, se herom 

nedenfor i kapitel 12, pkt. 4.3.2. 

3.2. Tillige fratagelse af handleevne. 

I nogle tilfælde, hvor der iværksættes eller er et værgemål efter udkastets § 5, 

kan der være eller vise sig behov for tillige at fratage den pågældendes retlige 

handleevne, jf. udkastets § 6. Efter traditionel terminologi er dette et juridisk 

spørgsmål af økonomisk eller formuemæssig karakter. Vedkommende færdes 

uden for hjemmet eller institutionen, har tilstrækkelig handlekraft til at 

give sig i kast med større køb eller risikofyldte aftaler og har en sådan fremtræden, 

at forretningsfolk og andre aftaleparter ikke fatter mistanke til, at noget 

er galt. Skal det undgås, at aftalerne medfører økonomiske tab, må den 

pågældende fratages muligheden for at indgå dem. Det sker ved, at fratagelsen 

offentliggøres, og at retshandler vedkommende indgår, bliver ugyldige. 

Indgår de alligevel aftaler, følger det af udkastets §§ 44-45, at opgøret stiller 

de svage bedre og medkontrahenterne dårligere, end hvis aftalerne var gyldige. 

Ordningen kan som nævnt kun virke, hvis omverdenen har mulighed for 

at få kendskab til indgrebet, se om udkastet til en ny affattelse af tinglysningslovens 

§ 48 nedenfor under pkt. 10.


Fratagelse af handleevne vil som nævnt ovenfor under pkt. 2 formentlig 

især komme på tale, enten fordi den pågældende trods eller måske snarere på 

grund af sit handicap er så aktiv, at der er behov for at hindre egne dispositioner, 

eller fordi der er behov for at beskytte den pågældende mod at blive udnyttet 

af omgivelserne, det være sig familiemedlemmer, bekendte eller andre. 

Typisk er vedkommende gennem sin egen ageren i færd med at ødelægge sin 

økonomi, er ved at miste sin bolig eller undlader at betale regninger. Det 

samme er tilfældet, hvis der er risiko for, at den pågældende vil foretage retshandler, 

som kolliderer med værgens dispositioner, se herom nedenfor i kapitel 

8, pkt. 2.4.2. Samtidig må denne tilstand have en sådan tidsmæssig varighed, 

at det er muligt at træffe de fornødne foranstaltninger, eller der vurderes 

at være en sådan risiko for tilbagefald, at indgrebet er indiceret. 

Ved vurderingen må tages i betragtning, at også uden handleevnefratagelse 

betyder reglerne om formueadministrationen som nævnt en faktisk begrænsning 

i rådemulighederne over aktiverne, jf. lovudkastets kapitel 5 og 

bemærkningerne nedenfor i kapitel 9. På den anden side vil uheldige, tabsgivende 

dispositioner, som personer under værgemål uden handleevnefratagelse 

måtte foretage, i princippet være gyldige, og dermed vil vedkommende 

hæfte med sin formue for aftalerne, herunder med aktiver, der administreres i 

en forvaltningsafdeling. Det kunne tænkes, at personer under værgemål får 

en kredit eller opnår et lån, måske i tillid til at vedkommende er formuende. 

Skulle et pengeinstitut overveje noget sådant, vil nærmere undersøgelser ikke 

afdække værgemålet, der ikke vil være særlig registreret, men nok, at aktiverne 

er i en forvaltningsafdeling, hvilket i sig selv vil være et alarmsignal. 

Som det fremgår af udkastets § 6, stk. 2, er kun den, der fratages handleevnen, 

umyndig, se om begrebet nedenfor under pkt. 9.4.2. Som anført her svarer 

'værgemål med handleevnefratagelse' bedst til det hidtidige umyndiggørelsesbegreb. 

Om anvendelsen af betegnelsen umyndig i anden lovgivning, se 

nedenfor under pkt. 9.4.4. og i kapitel 15, pkt. 4. 

Der er grund til at understrege, at en handleevnefratagelse primært vil tilsigte 

at beskytte den svage og i mindre grad sker af hensyn til omverdenen. 

Efter norske, finske og svenske erfaringer, se herom ovenfor i kapitel 2, 

pkt. 4, samt en vurdering af nyere dan-ske umyndiggørelsessager er det kun 

en begrænset gruppe blandt værgemålene, hvor handleevnefratagelse kommer 

på tale. 

3.3. Personligt værgemål. 

Værgemål efter udkastets § 5 kan angå både økonomiske og personlige anliggender 

på samme måde, som der i dag kan ske umyndiggørelse både i formueretlig 

og personlig henseende, jf. myndighedslovens § 2 og § 46.

KAPITEL 5 118 

Udgangspunktet for udvalgets overvejelser har været, at det fortsat er nødvendigt 

at kunne udpege en værge, der kan træffe beslutninger af personlig 

art. Der vil være tilfælde, hvor vedkommende ikke kan klare sig selv, og hvor 

der er behov for varetagelse af dennes interesser i personlig henseende. Ordningen 

bør som andre værgemål være smidig og muliggøre iværksættelse af 

personlige værgemål, uden at værgen nødvendigvis skal have beføjelser vedrørende 

formueretlige spørgsmål, idet der vil være tilfælde, hvor den pågældende 

ikke har formue. Et værgemål kan derfor i modsætning til i dag begrænses 

til kun at angå personlige forhold, jf. lovudkastets § 5, stk. 2. 

Med dette udgangspunkt har det centrale i udvalgets drøftelser været, 

hvad indholdet af det personlige værgemål under en nyordning skal være. 

Der henvises herved også til redegørelsen ovenfor i kapitel 1, pkt. 1.2. for 

retstilstanden i dag og bemærkningerne nedenfor under pkt. 5.3. om en behovsvurdering 

ved personlige forhold. Værgemålet indebærer en ret til at repræsentere 

den pågældende i forhold af personlig karakter ved at træffe de 

nødvendige beslutninger. At værgen skal tage sig af 'de personlige forhold' 

medfører, at denne skal sørge for, at den, der er under værgemål, får den omsorg, 

som efter en almindelig vurdering må anses for nødvendig, evt. ved at 

den pågældende kommer på en institution. Det er klart, at værgen ikke selv 

skal yde pleje, men denne skal kunne tage et initiativ over for de relevante 

myndigheder m.v. og træffe de nødvendige beslutninger. 

Et personligt værgemål medfører i princippet ikke noget indgreb i den pågældendes 

selvbestemmelse og faktiske handlefrihed. Værgemålet hjemler ikke 

værgen ret til at beslutte tvangsmæssigt at anbringe eller indlægge den 

pågældende på en institution, hospital eller lignende, hvilket antagelig også 

svarer til den gældende retstilstand, jf. herved også ovenfor i kapitel 1, pkt. 

1.2., og nedenfor under pkt. 3.4. 

Behovet for stillingtagen til personlige spørgsmål vil især være aktuelt for 

demente gamle, som er så svækkede, at de er ude afstand til at tage initiativ 

eller stilling til plejehjemsanbringelse m.v., fordi de ikke forstår problemstillingen. 

Her vil der kunne beskikkes en værge, som så kan samtykke heri. Dette 

er ikke ensbetydende med, at udvalget finder, at der nødvendigvis i alle 

tilfælde skal beskikkes værge med henblik på plejehjemsanbringelse, idet 

dette må bero på, om der aktuelt er behov for en værge, se nedenfor under 

pkt. 5.3. om dette kriterium. 

Under ophold på plejehjem eller hospitalsindlæggelse m.v. kan det være 

nødvendigt at tage stilling til personlige spørgsmål, der går ud over de dagligdags 

problemer, som personalet tager sig af. Blandt de vigtigere kan nævnes 

overflytning til en anden institution eller inden for institutionen flytning til 

en anden bolig i en anden afdeling eller på en anden gang. De mindre vidt-


rækkende kan dreje sig om møblering og om deltagelse i forskellige former 

for terapi eller fælles aktiviteter. På grænsen til det mere banale kan være 

spørgsmål om besøg på eller uden for institutionen eller omgang med andre 

beboere, om påklædning og om sengetid. Mere betydningsfuld er helbredsmæssige 

problemer, herunder om der skal iværksættes lægelig behandling 

eller ordineres og tages medicin. 

Teoretisk og principielt skal en værge tage sig af og give samtykke til alle 

vigtigere foranstaltninger af personlig karakter, som vedkommende ikke selv 

kan tage stilling til, se også under gennemgangen ovenfor i kapitel 1, pkt. 

1.2.2-8. Som nævnt nedenfor under pkt. 5.1.2. og 5.3. klarer man sig i dag i vid 

udstrækning på anden måde, og udvalget er ikke fremmed over for videreførelse 

af denne praksis, se dog nedenfor under pkt. 5.1.5. 

3.4. Ikke tillige fratagelse af personlig rådighed. 

Udvalget har indgående overvejet, om der ved de personlige forhold skal være 

en parallel til den økonomiske handleevnefratagelse, se ovenfor under pkt. 

3.2. Spørgsmålet er, hvorledes retsstillingen er, hvis den, der er under et personligt 

værgemål, giver udtryk for modstand mod en ændring i de personlige 

omstændigheder. Den, der er under værgemål, ønsker f.eks. ikke at komme 

på plejehjem, og overtalelsesforsøg fra værgen og andre preller af. Besøg på 

institutionen, hvor vedkommende tænkes at skulle have sit hjem, overbeviser 

ikke. Forudsætningen er, at den pågældende trods sin svækkelse eller sygdom 

er i stand til at tilkendegive en holdning til det konkrete problem. 

Ofte vil beslutninger om personlige forhold være enklere at overskue end 

økonomiske, og der er måske gennem lang tid dannet en mening om, hvordan 

fremtiden skal forme sig. Modstanden kan give sig udslag i andet end 

verbale ytringer. Spørgsmålet er, om værgen skal have adgang til at gå længere 

end til at bruge sin autoritet til med ord at påvirke og overbevise. Man kan 

i den forbindelse spørge, om værgen skal kunne få politiets eller fogedens bistand 

til f.eks. at skaffe sig adgang til en lejlighed og med magt tvinge vedkommende 

til en institution. En regel om fratagelse af personlig handleevne 

ville i givet fald skulle suppleres med bestemmelser om fuldbyrdelse af de 

beslutninger, der træffes af værgen, f.eks. med en bestemmelse i retsplejeloven 

om fogedens bistand parallel med den gældende regel i § 536 om gennemtvingelse 

af forældremyndighed. Rådighedsfratagelsen kunne eventuelt 

gøres målrettet, så den angik bestemte områder, f.eks. en specielt nævnt institutionsanbringelse. 

Selv om en regel om fratagelse af den personlige rådighed blev begrænset 

til kun at angå tilfælde, hvor dette måtte anses for nødvendigt for at hindre, at 

den pågældende udsættes for fare, er det den overvejende opfattelse i udval-

KAPITEL 5 120 

get, at der vil være alvorlige indvendinger mod at anvende værgemålsinstituttet 

til ved tvang at overvinde modstand mod en påtænkt foranstaltning, når 

den pågældende fysisk modsætter sig gennemførelsen. Dette vil være i strid 

med regler på andre retsområder, hvor også inhabile tillægges selvbestemmelses- 

og rådighedsret, så langt deres evner rækker, og med herskende socialpolitiske 

holdninger. Særligt vægt har det i denne sammenhæng, at værgens 

samtykke ikke er fundet tilstrækkeligt i de tilfælde, hvor lovgivningsmagten 

har taget stilling til problemet, nemlig vedrørende indlæggelse på 

psykiatriske hospitalsafdelinger. Ifølge lov om tvang i psykiatrien, se herom 

ovenfor i kapitel 1, pkt. I.2.4., skal den særlige procedure omkring tvangsindlæggelse 

iagttages, selv om værgen erklærer sig indforstået med foranstaltningen. 

En regel om fratagelse af rådigheden over personlige forhold vil heller ikke 

have samme formål som en fratagelse af den retlige handleevne, der har lovregulerede 

retsvirkninger i forhold til medköntrahenter. Ved de personlige 

spørgsmål vil en fratagelse kun give værgen en fuldmagt over for myndighederne 

til at anmode om bistand og en større styrke til at medvirke til at overvinde 

modstand, men i øvrigt ikke have retlig betydning. 

En række retssikkerhedsmæssige overvejelser må ligeledes indgå i overvejelserne, 

herunder den europæiske menneskerettighedskonvention artikel 5, 

der lyder således: 

'Art. 5. Enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed. Ingen må berøves 

friheden undtagen i følgende tilfælde og i overensstemmelse med 

den ved lov foreskrevne fremgangsmåde : 

- .... ' 

e) lovlig forvaring ...af personer, der er mentalt abnorme... 

Stk. 4. Enhver, der berøves friheden ved... forvaring, skal være berettiget 

til at tage skridt til, at der af en domstol træffes hurtig afgørelse om 

lovligheden af hans forvaring....' 

Værgens beslutning om at tvinge den, der er frataget rådigheden over personlige 

forhold, til at tage ophold på en institution eller om fysiske foranstaltninger 

for at hindre, at vedkommende forlader institutionen, vil antagelig 

være omfattet af artikel 5. Dette indebærer, at frihedsberøvelsen efter den 

pågældendes anmodning skal kunne efterprøves af en uafhængig domstol. 

En dom til værgemål med fratagelse af rådigheden over personlige forhold 

udgør ikke i sig selv en tilstrækkelig garanti i forbindelse med senere yderligere 

indgreb i den personlige rådighed, der ikke kan anses for omfattet af den 

oprindelige afgørelse. Den pågældende vil derfor have krav på senere at kun-


ne forlange sådanne spørgsmål indbragt for retten, medmindre der særligt er 

taget stilling hertil i forbindelse med den oprindelige afgørelse. En regel om 

værgemål med fratagelse af personlig rådighed vil kræve en materiel prøvelse 

af de påtænkte indgreb, der går ud over, hvad der er nødvendigt for at 

iværksætte værgemålet. Processen ville skulle føres både efter retsplejelovens 

kapitel 43 og 43 a, og bevistemaerne samt dermed bevisførelsen skulle 

udvides. Det måtte derfor overvejes i en bestemmelse om rådighedsfratagelse 

at indsætte en bestemmelse svarende til lov om frihedsberøvelse og tvang i 

psykiatrien § 34. Her bestemmes det, at afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse 

og tvangstilbageholdelse indbringes for retten efter reglerne i retsplejelovens 

kapitel 43 a. En sammenblanding af procesformerne og udvidelse af 

bevistemaerne under værgemålssagen forekommer efter den overvejende 

opfattelse i udvalget mindre hensigtsmæssig. Er den materielle prøvelse ikke 

sket under værgemålssagen, kan de medvirkende myndigheder ved indgreb i 

den personlige frihed af denne karakter og med de foranstaltninger, der vil 

være nødvendige med den fysiske modstand, ikke nøjes med at gennemtvinge 

værgens beslutning, men må foretage en selvstændig materiel vurdering af 

indgrebet på grundlag af værgens henvendelse. 

Herefter er udvalgets flertal (alle medlemmerne bortset fra Kirsten Kronborg) 

af den opfattelse, at en regel om fratagelse af rådighed over personlige 

forhold ikke bør søges gennemført. 

Afgørende for flertallets holdning har været, at rådighedsfratagelse vedrørende 

personlige spørgsmål på væsentlige punkter adskiller sig fra rådighedsfratagelse 

i økonomisk henseende. Dertil kommer, at selve gennemførelsen 

af værgens beslutninger- imod protest fra den, der er under værgemål 

- rejser nogle afledede problemer, der er markant anderledes end dem, der 

opstår ved fratagelse af økonomisk handleevne. 

I denne forbindelse må understreges, at behov, der vil give anledning til 

overvejelser om fratagelse af den personlige rådighed efter flertallets opfattelse 

i de fleste tilfælde vil kunne løses ved, at der udpeges en værge, som 

dermed bliver beføjet til at træffe en række beslutninger vedrørende den pågældende. 

Værgen kan endvidere støtte den pågældende og tage initiativ til 

kontakt med relevante offentlige myndigheder med henblik på at finde løsninger, 

der tilgodeser den pågældendes behov. 

Flertallet lægger således vægt på, at den pågældende - i personlige spørgsmål 

- forbliver hovedpersonen, og at der ikke gennem værgemålsinstituttet 

etableres en ordning, der giver mulighed for begrænsninger i den personlige 

rådighed. Hvis der på enkelte områder måtte vise sig behov herfor, må dette 

efter udvalgets opfattelse overvejes særskilt i forhold til de respektive retsområder.

KAPITEL 5 122 

Et mindretal (Kirsten Kronborg) mener, at der i lovudkastet bør indføjes 

en regel om rådighedsfratagelse. Den findes i lovudkastet som § 6 a. Baggrunden 

er, at nogle få kronisk sindssyge personer har behov for, at deres 

personlige anliggender, d.v.s. helbreds- og trivselsmæssige forhold, varetages 

af en værge, og at værgen kan være nødt til at træffe afgørelser, som strider 

mod det, den pågældende i ord eller adfærd giver udtryk for. Den personlige 

rådighed er dermed frataget. Den lille gruppe mennesker, der har behov 

for fratagelse af personlig rådighed, er sindssyge, hovedsagelig gamle demente, 

der hidtil i længere tid har haft ophold på psykiatriske afdelinger, fordi 

det var det eneste sted, hvor de kunne tilbageholdes og beskyttes mod deres 

egen livstruende adfærd og samtidig få den omsorg og tryghed, disse patienter 

søger. Det psykiatriske sygehusvæsen har ændret sig, og det er nu ikke 

hensigten, at kronisk syge skal være indlagt i psykiatriske afdelinger, hvis der 

ikke kan opnås forbedring ved psykiatrisk behandling. 

Loven om tvang i psykiatrien giver heller ikke mulighed for at tilbageholde 

patienter på de psykiatriske afdelinger, selv om de er farlige for sig selv, hvis 

der ikke er mulighed for behandling af den psykiske lidelse. Denne gruppe 

patienter, som er kronisk sindssyge, og hvis liv og helbred er i alvorlig fare, 

hvis de ikke er under fornødent opsyn, og som verbalt eller i adfærd vedholdende 

giver udtryk for modstand mod at flytte til eller opholde sig på et plejehjem, 

kan have behov for en værge, som mod deres ønske varetager deres 

tarv. De sociale myndigheder kan også have behov for i vanskelige situationer 

at kunne opnå et informeret samtykke til nødvendige dispositioner fra en 

formaliseret værge. Efter mindretallets opfattelse bør der altid under retssager 

om personlig handleevnefratagelse nøje tages stilling til, hvilke områder 

et eventuelt værgemål skal omfatte. Formentlig vil det i overensstemmelse 

med den nugældende fortolkning af myndighedslovens § 46 alene omfatte 

bestemmelse af den pågældendes opholdssted og i særlige situationer 

spørgsmål om lægelig behandling. Såfremt domstolene som nævnt i alle sager 

om personlig handleevnefratagelse nøje vurderer værgemålets omfang, 

synes artikel 5 i den europæiske menneskerettighedskonvention at være opfyldt. 

Om værgens opgaver ved personlige værgemål se nedenfor under pkt. 

5.3. Der vil formentlig yderst sjældent om nogen sinde være behov for politieller 

fogedhjælp til at gennemføre værgens beslutninger, men det kan i visse 

situationer være det rigtigste, at personale har værgens accept til at tilbageføre 

den syge til hjemmet. 

3.5. Samvær gemål. 

3.5.1. Udvalget har overvejet en videreførelse af lavværgemålene. Udgangspunktet 

har været bevidstheden om, at ordningen er særegen dansk, at den


relativt har ganske stor anvendelse i praksis, og at forudsætningen er et fungerende 

samarbejde mellem lavværgen og den lavværgede. Om instituttet, se 

ovenfor i kapitel 1, pkt. 1.3. 

Udvalgets undersøgelser tyder på, at der i dag er op mod 1.000 under lavværgemål, 

se ovenfor i kapitel 2, pkt. 2. Tallene viser også, at de normalt er 

yngre end de umyndiggjorte. 2/3 af dem, der blev umyndiggjorte i halvåret 

1989-90, var fyldt 65 år, medens kun 1/3 af dem, der i samme periode kom 

under lavværgemål, var det. Det er vanskeligt at vurdere, hvorledes den stigning, 

udvalget under alle omstændigheder forventer i antallet af værgemål, 

se herom ovenfor under pkt. 1.6., vil fordele sig. Antagelig vil der med et 

uændret system også blive flere under lavværgemål, herunder fordi det forhold, 

at der rejses flere sager, vil føre til, at antallet, der ønsker et samvirke 

med en værge, vil stige. Lavværgemål er antagelig ofte et alternativ, som vedkommende 

og de pårørende vælger for at undgå umyndiggørelse. Skønnet er 

dog, at stigningen vil blive relativt mindre end på andre værgeområder. 

Retsvirkningerne har betydning ved vurderingen, se herom ovenfor i kapitel 

1, pkt. 1.3. Lavværgen og den lavværgede skal selvsagt være enige om dispositionerne. 

Denne samarbejdskonstruktion har haft til følge, at aktiverne 

ikke skal under bestyrelse i en forvaltningsafdeling, at der ikke er nogen begrænsninger 

med hensyn til midlernes anbringelse, og at lavværgen ikke er 

under tilsyn fra statsamtet. Dette betyder bl.a., at lavværgens vederlag ikke 

skal godkendes, og at regnskaberne ikke skal indsendes til revision. Lavværgen 

er underkastet det samme ansvar som andre værger, jf. myndighedslovens 

§ 56, jf. § 53. Af de fire højesteretsdomme siden 1920-erne om et sådant 

ansvar er de tre om lavværger 2 ). 

3.5.2. Udvalget har, som det fremgår af lovudkastets § 7, fundet det rimeligt 

at bevare grundtrækkene i den gældende ordning. Terminologien er imidlertid 

ændret. Begrebet 'lavværgemål' er ikke fundet dækkende og tilstrækkeligt 

oplysende. I stedet har udtrykket 'hjælpeværge', der i Norge bruges om værgemål 

uden handleevnefratagelse, været overvejet. Udvalget har fundet betegnelsen 

'samværgemåt mere dækkende og valgt den. Ordet samværge er 

anvendt bl.a. i udkastets §§ 11-12. Tiden må vise, om også begrebet 'samværget' 

vinder indpas. Ordet 'lavværge' forekommer i 37 love (90 gange) og 'lavværgemål' 

i 34 love (76 gange) se nedenfor i pkt. 9.1. Om konsekvensændringer 

se nedenfor i kapitel 15, pkt. 4. 

3.5.3. Der vides meget lidt om, hvordan lavværgemålene virker i praksis, 

herunder hvorledes den nødvendige enighed i praksis tilvejebringes, og om 

2 ) UfR 1958.907H, UfR 1948.1277H og UfR 1933.628H,se Myndighedslovskommentaren,bind 

I, s. 138-39.

KAPITEL 5 124 

en person, der opfylder betingelserne for lavværgemål, trods sin svaghed kan 

tage selvstændig stilling. Der kan være en risiko for, at lavværgen overtaler 

og dominerer. Om der er tilfredshed med ordningen vides ikke. På denne 

baggrund har udvalget overvejet, om det er forsvarligt at fortsætte med et system 

uden kontrolordninger. Der er måske også en fare for, at værgen uden 

tilsyn ikke tager sit hverv alvorligt nok og ikke varetager den samværgedes 

interesser tilstrækkeligt. Det kan heller ikke udelukkes, at værgen tager for 

stort honorar eller på anden måde udnytter sin stilling. Udvalget har imidlertid 

ikke fundet, at de særlige regler om formuen og om tilsyn skal indføres på 

samværgemålsområdet, jf. lovudkastets § 33, stk. 1, og § 41. Man må stole på, 

at det er nok, at samværgen ikke kan handle på egen hånd, og at der således 

kræves medvirken af to personer, der kan holde hinanden i skak. Det er 

skønnet betænkeligt at skabe mere statslig kontrol. Væsentligt er, at den svage 

selv har ønsket samværgemålet iværksat, og at statsamtet under værgemålssagen 

har vurderet, at denne er i stand til at udtrykke sin opfattelse overbevisende 

under personligt fremmøde. Med en kontrolordning ville samværgemal 

også komme til at ligne de egentlige værgemål meget. Statsamterne må 

ved bedømmelsen af, om den pågældendes værgemålsønske skal imødekommes, 

tage retsvirkningerne i betragtning, hvorledes den pågældende skønnes 

at ville virke i et samarbejde, hvem der er samværgeemnet, hvilke dispositioner 

der kan tænkes at skulle tages stilling til, hvilken formue den pågældende 

har, dens størrelse og aktivernes sammensætning, samt hvordan der vil blive 

reageret, hvis samarbejdet ikke fungerer. Der må også skønnes over, hvorledes 

vedkommendes situation vil udvikle sig. Er det vurderingen, at vedkommende 

ikke har evner, forudsætninger og psyke til at samarbejde, må anmodningen 

afslås. Om fornødent må der i stedet tages skridt til værgemål efter 

lovudkastets § 5. 

Hvis det efter nogen tid med samværgemål viser sig, at samarbejdet ikke 

virker, eller den pågældendes tilstand forværres, har samværgen og måske 

ikke mindst den samværgede flere muligheder. Samværgen kan kræves udskiftet 

som uegnet, jf. lovudkastets § 12, stk. 1, fordi der er konflikter. Den 

samværgede kan ønske at komme under værgemål, jf. lovudkastets § 5, jf. § 9, 

2. pkt., eller tilbagekalde sit samtykke til samværgemålet og dermed anmode 

om dets ophævelse, jf. § 10. Samme adgang har den samværgedes nærmeste, 

jf. udkastets § 16, stk. 1, nr. 2. 

I dag er lavværgemål begrænset til økonomiske spørgsmål, og dette bør efter 

udvalgets mening også være fremtidens ordning. Er situationen en sådan, 

at den pågældende med rimelighed kan medvirke ved økonomiske dispositioner, 

kan vedkommende også tage vare på sig selv. Retsstillingen fremgår 

af ordvalget i udkastets § 7 og af sammenhængen med § 5.


Resultatet af overvejelserne er blevet, at der fortsat er behov for denne smidige 

løsning, som kan udnyttes af en ganske stor gruppe. Sam værgemålet kan 

begrænses til at angå bestemte aktiver eller anliggender, jf. § 7, stk. 2. Det 

følger af udkastets § 8, stk. 2, at et samværgemål også kan tidsbegrænses. 

Konstruktionen efter lovudkastet afviger noget fra den gældende ordning, 

hvor den, der er under lavværgemål, ifølge myndighedslovens § 55 ikke kan 

råde på egen hånd med den virkning, at sådanne aftaler bliver ugyldige, og at 

opgøret skal ske efter § 56, jf. §§ 43 og 44. En sammenligning af udkastets §§ 6 

og 7 viser, at personer under samværgemål i fremtiden i princippet ikke er 

frataget handleevne. Dispositioner, hvor værgen er med, er efter udkastets 

§ 7, stk. 3, kun gyldige, hvis også personen under samværgemål deltager. På 

skriftlige aftaler skal der således foruden værgens underskrift være en fra 

den, der er under samværgemål. Skulle den, der er under samværgemål, alligevel 

optræde på egen hånd, er retsstillingen ikke anderledes, end hvis vedkommende 

var under værgemål efter § 5, uden at handleevnen er frataget 

efter § 6. Dette er ikke uden betænkelighed, fordi den gruppe, der ønsker en 

værge at handle sammen med, i praksis bedre vil være i stand til at optræde 

på egen hånd end størstedelen af dem, der kommer under værgemål efter § 5. 

Derfor er der også et hensyn at tage til tredjemand. Udvalget har imidlertid 

ikke kunnet tænke sig at kombinere værgemål efter § 7 med en handleevne- 

, fratagelse efter § 6, idet det vil stride mod grundtanken bag udvalgets værgemålsregler. 

Det ville også være noget paradoksalt, at der efter egen anmodning 

kunne foranstaltes værgemål, jf. halvdelen af udvalgets udkast til § 5, 

stk. 2, uden handleevnefratagelse efter § 6, medens imødekommelse af et ønske 

om et samværgemål efter § 7 automatisk skulle medføre tab af handleevne. 

Problemet er antagelig mere teoretisk. Skulle en person under samværgemål 

alligevel handle på egen hånd, kan brug af aftalelovens ugyldighedsregler 

og lovudkastets § 46 komme på tale. Kolliderende retshandler, én hvor 

den pågældende handler alene, og en anden hvor der indgås aftale i forening 

med værgen, vil muligvis også kunne forekomme, se herom nedenfor i kapitel 

8, pkt. 2.4.2. Skulle risikoen for handler på egen hånd i det konkrete tilfælde 

være reel, er samværgemålsalternativet ikke anvendeligt, og det må overvejes, 

om betingelserne efter § 6 og dermed behovet for værgemål med fratagelse 

af handleevnene foreligger.

KAPITEL 5 126 

3.6. Frivillige alternativer. 

Udvalget vil pege på, at udstedelse af fuldmagter, evt. af generel karakter, på 

et tidspunkt hvor habiliteten er i behold, er et muligt alternativ til værgemål. 

Om de gældende regler og praksis om generalfuldmagter, se ovenfor i kapitel 

1, pkt. 2. Med en fuldmagt tilkendegiver den gamle eller svage, hvorledes der 

skal forholdes, når vedkommende ikke selv kan varetage sine anliggender, og 

bestemmer navnlig, hvem der skal tage sig af opståede spørgsmål. Dermed 

bliver det også en person, der nyder fuldmagtsgiverens tillid. Fuldmagtsmuligheden 

kræver ikke yderligere lovregulering, se om værgens muligheder i 

relation til udstedte fuldmagter nedenfor i kapitel 8, pkt. 2.4.1. Den bør efter 

udvalgets opfattelse heller ikke nævnes i værgemålsloven, men være et underforstået 

supplement. 

4. Retlige og medicinske kriterier. 

4.1. Retlige kriterier. 

4.1.1. Med de valgmuligheder, der opstilles ovenfor under pkt. 3 for fremtidens 

værgemål, er det nødvendigt at fastlægge, under hvilke betingelser de 

forskellige værgemålsordninger kan og skal anvendes. Hidtil har der i myndighedslovens 

§ 2 om umyndiggørelse og i § 54 om lavværgemål været anvendt 

et medicinsk og et retligt kriterium. 

Grundkriteriet for at iværksætte værgemål er efter lovudkastets § 5, at den 

pågældende 'er ude af stand til at varetage sint anliggender". Der skal tillige 

være et konkret behov for værgemålet, se nedenfor under pkt. 5. Dette svarer 

for så vidt til det kriterium, der i dag anvendes i myndighedslovens § 2, nr. 1 

og 3, samt § 46, hvorefter der kan ske umyndiggørelse, hvis den pågældende 

er 'uskikket til at varetage sin anliggender' eller 'ude afstand til selv at drage 

tilbørlig omsorg for sin person'. Kriteriet er funktionelt med retlige elementer, 

idet myndighederne skal foretage en konkret vurdering af, om personen i rimelig 

grad er i stand til at udføre de opgaver og pligter, som det forudsættes, 

at en voksen habil person under tilsvarende omstændigheder kan og skal udføre 

for at fungere i samfundet. Det er ikke nødvendigt, at vedkommende 

fuldstændigt mangler evnen til at varetage sine anliggender, men der må være 

en betydelig fravigelse fra det normale. Evnen må ses i forhold til de beslutninger, 

der kræves af den pågældende. Dersom der kun er begrænsede 

aktiver, er der mindre grund til værgemål, end hvis den pågældende ejer en 

stor formue. Der kan være tale om mere komplicerede funktioner, såsom at 

administrere en post aktier og sælge en fast ejendom, men måske også helt 

dagligdags funktioner som at betale husleje, foretage indkøb o.s.v. Der henvises 

også til det nedenfor under pkt. 5 anførte om behovet. Evne- og behovs-


kriterierne lader sig således ikke adskille. 

4.1.2. Kriteriet for fratagelse af handleevne er efter lovudkastets § 6, at 'dette 

er nødvendigt for at hindre, at den pågældende udsætter sin formue, indkomst 

eller andre økonomiske interesser forfare for at forringes væsentligt, 

eller for at hindre økonomisk udnyttelse'. Da handleevnefratagelse forudsætter 

værgemål, skal tillige betingelserne i udkastets § 5 være til stede. 

4.1.3. Det retlige kriterium for samværgemåler efter lovudkastets § 7, stk. 1, 

at den pågældende 'har behov for hjælp til at administrere sin formue eller 

varetage andre økonomiske anliggender'. Det er endvidere en betingelse, at 

den pågældende selv anmoder herom og har den fornødne forståelse af, hvad 

dette indebærer. 

4.1.4. Blandt de retlige betingelser for værgemål og samværgemål er, at 

vedkommende er voksen. I den gældende myndighedslovs § 2 er det udtrykkeligt 

nævnt, at kun den, 'der er fyldt 18 år', kan umyndiggøres. Ifølge den 

gældende § 54, stk. 2, kan lavværgemål 'anordnes med virkning fra det fyldte 

18. år'. Udvalget har fundet det unødvendigt i lovteksten at indføje denne 

begrænsning. Den følger allerede af overskriften til kapitel 2 om voksne, set i 

lys af kapiteloverskriften til kapitel 1 og ordvalget i § 1. I øvrigt er den anvendte 

formulering lidt upræcis, idet det er en selvfølge og underforstået, at 

der er mulighed for at indlede umyndiggørelsessag allerede før det 18. år, for 

at dommen kan være klar og få virkning fra fødselsdagen. 

4.2. Medicinske kriterier. 

4.2.1. Det er et spørgsmål, om der ved siden af de mere retlige kriterier skal 

være medicinske. Det har der som nævnt været hidtil, og det er der også i den 

nyeste norske og svenske lovgivning. Ved den seneste norske lovændring toges 

der afstand fra at sløjfe de medicinske kriterier 3 ). I den finske betænkning 

fra 1989 er der derimod i overensstemmelse med hidtidig tradition i Finland 

ikke medicinske kriterier i lovudkastets regler om betingelserne for at udpege 

interessebevakere 4 ). 

Udvalget har den opfattelse, at der fortsat er behov for medicinske kriterier. 

Ganske vist kan det hævdes, at årsagen til, at den pågældende er ude af 

stand til at varetage sine interesser, er af mindre interesse. Hensynet til retssikkerheden 

og en ensartet praksis taler imidlertid for at begrænse ordningerne 

til afgrænsede sygdomme og svækkelsestilstande. De medicinske anvisninger 

vil tillige kunne virke pædagogiske og illustrerende samt medvirke 

3 ) Ot.prp. nr. 45 ( 1989-90), s. 21. 

4 ) Kommittébetänkande 1989:50 av kommissionen för revidering av formynderskapslagen, bilag 

5, §4 og § 17.

KAPITEL 5 128 

til nøjere overvejelser forud for beslutningerne. I langt de fleste tilfælde træffes 

afgørelsen om umyndiggørelse da også med udgangspunkt i et lægeligt 

skøn. Dette vil fremover altid være tilfældet ved værgemål, jf. lovudkastets 

§ 18, stk. 2, se i kapitel 6, pkt. 4.2. Der kan være fare for, at et funktionelt 

kriterium vil blive udvandet, hvis det står alene. 

Det må drøftes, hvilke sygdoms- eller tilstandskategorier, der bør kunne 

føre til værgemål. I den svenske lovs kapitel 11, § 4, er opregningen: 'sjukdom, 

psykisk störning, försvagat hälsotillstånd eller liknande förhållande'. I 

den nye norske hjelpevergeregel § 90 a er kriterierne: 'Sindslidelse, andre 

psykiske forstyrrelser, senil demens, psykisk utviklingshemming eller legemlig 

funksjonshemming'. Om angivelserne i den gældende myndighedslovs 

§ 2, se ovenfor i kapitel 1, pkt. 1.1. 

4.2.2. Ved myndighedslovens tilblivelse i begyndelsen af 1920-erne spillede 

gruppen af sindssyge en stor rolle, og de blev udtrykkeligt nævnt i § 2, nr. 1. 

Situationen er imidlertid anderledes i dag end dengang, se ovenfor i kapitel 

4, pkt. 3. Hvorvidt der er behov for værgemål vil i vidt omfang tillige afhænge 

af karakteren af sygdommen samt af den sindssyges livssituation. Formentlig 

vil der dog også fremover i et vist omfang være behov for at beskytte sindssyge 

ved hjælp af handleevnefratagelse, f.eks. for en manisk, der ikke følger 

den foreskrevne behandling, eller hvis behandlingen ikke kan hindre gentagne 

maniske perioder, eller for en skizofren, som er udsat for pression, udnyttelse 

eller af anden grund foretager dispositioner til skade for sig selv. Derfor 

foreslås, at 'sindssygdom' bevares som et medicinsk kriterium som betingelse 

for at iværksætte værgemål, jf. udkastets § 5, stk. 1. 

4.2.3. Et område, som næppe spillede nogen større rolle, da myndighedsloven 

blev gennemført i 1922, er de alderssvækkede, se ovenfor i kapitel 4, pkt. 

2. Denne gruppe er formentlig i dag den, der har størst behov for bistand til 

varetagelse af egne anliggender. Det er dog langt fra sikkert, at alle har et 

permanent behov for en værge. Dette vil især være tilfældet, hvis de har formue 

af en vis størrelse, eller hvis der er fare for, at de bliver udnyttet af deres 

omgivelser. Endvidere kan der være behov for begrænsede værgemål til 

hjælp ved enkeltstående dispositioner, som f.eks. plejehjemsanbringelse. 

Det foreslås derfor som noget nyt, at gruppen nævnes specielt i § 5. Betegnelserne 

'alderdomssvækkede', 'alderssvækkede' eller 'mentalt svækkede' 

har været overvejet.I den norske lovtekst anvendes begrebet 'senil demens'. 

Udvalget har fundet udtrykket 'svær demens'mere dækkende. Herved er tilkendegivet, 

at der ikke alene er tænkt på den aldersbetingede demens. Af 

reglen fremgår, at de svært demente hører til blandt de sindssyge. 

4.2.4. Endnu en persongruppe, som har haft en vis betydning i umyndiggørelsespraksis, 

og som er nævnt i den gældende lovs § 2, nr. 1, er de åndssvage.


• 

Også deres situation er ændret siden 1922, se ovenfor i kapitel 4, pkt. 4. Det er 

udvalgets indtryk, at de tidligere umyndiggørelser af åndssvage i dag i et vist 

omfang bliver ophævet. Hvorvidt der er et behov for et værgemål, vil derfor 

også for denne gruppe afhænge meget af deres livssituation, f.eks. om de bor 

hos deres forældre eller på institution, og om de har formue. Især i den sidste 

situation kan der tillige være behov for handleevnefratagelse for at beskytte 

mod udnyttelse. Derfor foreslås, at 'åndssvaghed' bevares som et medicinsk 

kriterium. Udtrykket foreslås dog erstattet med det mere moderne "hæmmet 

psykisk udvikling'. Når det i det konkrete tilfælde skal afgøres, om tilstanden 

foreligger, må der foretages en totalvurdering, og man kan ikke nøjes med 

resultatet af intelligenstest. 

4.2.5. Endelig foreslås en opsamlingskategori omfattende 'anden form for 

alvorligt svækket helbred. En række sygdomme og tilstande vil kunne falde 

ind herunder. Det vil f.eks. være hjerneblødninger, hjernesvind eller andre 

former for hjerneskader, se herom ovenfor i kapitel 4, pkt. 5. Problemet for 

den sidstnævnte persongruppe er ofte, at de ikke kan kommunikere med omverdenen 

og derfor har brug for en legal repræsentant. 

I den gældende lovs § 2, nr. 2 og 3, er blandt umyndiggørelsesgrundene 

nævnt 'ødselhed og anden uforsvarlig adfærd' samt 'drikfældighed eller lignende 

last'. I praksis anvendes disse bestemmelser ikke. Alvorligt alkoholeller 

narkotikamisbrug vil i enkelte tilfælde kunne falde ind under et af de 

medicinske kriterier i lovudkastet. 

4.2.6. Udvalget har overvejet, om de mere retlige kriterier for samværgemål 

i udkastets § 7 også skal suppleres med medicinske. Efter myndighedslovens 

§ 54 kan lawærgemål iværksættes, når det er påkrævet af hensyn til en persons 

uerfarenhed eller i øvrigt på grund af mangler ved den pågældendes legemlige 

eller sjælelige tilstand. Efter gældende ret anvendes der således ikke 

et egentligt medicinsk kriterium. Den væsentligste begrænsning på anvendelsen 

af samværgemålet vil fortsat være, at der kræves samtykke fra den pågældende. 

Udvalget har suppleret dette med den mere generelt udformede 

opregning 'uerfarenhed, svækket helbred eller anden lignende tilstand'. 

4.2.7. Det er ikke nogen betingelse for værgemål, at tilstanden er varig. Også 

midlertidige tilstande kan føre til værgemål efter udkastets § 5, hvilket 

fremgår direkte af § 8, stk. 2, om tidsbegrænsede værgemål. Baggrunden for, 

at de hidtidige ad hoc værgemål efter den gældende lovs § 59 skal inddrages 

under den generelle værgemålsordning, er beskrevet ovenfor under pkt. 1. 

Om muligheden for at beskikke en foreløbig værge ved akutte behov henvises 

til udkastets § 21 og bemærkningerne nedenfor i kapitel 6, pkt. 6. Om vær-

KAPITEL 5 130 

ger for midlertidigt fraværende henvises til udkastets § 49 med bemærkninger 


4.3. Egen anmodning. 

Udvalget har indgående drøftet værgemål efter eget ønske. Samværgemål 

forudsætter ifølge udkastets § 7, at den pågældende selv anmoder herom. 

Spørgsmålet er, om der skal være særlige lempelige betingelser for værgemål 

efter § 5, hvis der foreligger egen anmodning, eller der under sagen gives tilslutning 

til værgemål. 

I den gældende myndighedslovs § 2 er der i nr. 4 en særregel om umyndiggørelse 

efter egen anmodning. Den medicinske del af kriteriet er 'legemlig 

mangel, sygdom eller anden skrøbelighed' og den retlige, at det gør den pågældende 

'mindre skikket' til at varetage sine anliggender. Der stilles ved 

egen anmodning ikke så strenge krav til beviserne for manglernes tilstedeværelse. 

På den anden side er den blotte anmodning ikke nok 5 ). Udvalgets undersøgelser 

har vist, at nr. 4 fører en hensygnende tilværelse, idet reglen kun 

er citeret i én af de 263 byretsdomme i halvåret 1. oktober 1989 til 1. april 

1990. På den anden side viste udvalgets undersøgelse, at 12 ud af 263, der 

blev umyndiggjort, havde erklæret sig indforstået med foranstaltningen, se 

herom nedenfor i kapitel 6, pkt. 4.4.2. 

Ved vurderingen af værgemål efter egen anmodning må retsvirkningerne 

af samværgemålsalternativet tages i betragtning. Som omtalt ovenfor under 

pkt. 3.5. foreslår udvalget, at de særlige formueregler og tilsynsordninger ikke 

skal gælde her. Dette kan føre til, at en person, som opfylder betingelserne 

for samværgemål, vil være betænkelig ved at skulle handle i forening med en 

måske handlekraftig værge. Vedkommende foretrækker et værgemål med 

medindflydelse efter lovudkastets § 26, men således at formuen kommer i en 

forvaltningsafdeling, at værgens honorar skal godkendes, og at værgemålsregnskaberne 

bliver revideret. Dette er et rimeligt ræsonnement, og ønsket 

om at overlade al kompetence og dermed alle problemer til en anden kan 

være anerkendelsesværdigt. Dette kan f.eks. tænkes ved visse legemlige 

mangler, der hæmmer den pågældendes funktioner og mobilitet. Angsten for 

fremtiden, herunder at helbredet svækkes og tilstanden forværres, kan også 

føre til, at den pågældende forkaster muligheden for et samværgemål. Efter 

udvalgets opfattelse bør der ikke være et retskrav på at få en værge, herunder 

fordi det, vedkommende ønsker, måske i realiteten er en støtte til afklaring af 

personlige spørgsmål og dermed nærmest en kontakt- eller omsorgsperson. 

Den ene halvdel af udvalget (Kirsten Frost Bjerregaard, Black, Danielsen, 

5 ) Betænkning 1921, s. 27.


Grønborg og Vorstrup Rasmussen) foreslår en udtrykkelig regel om værgemål 

efter egen anmodning. Den findes som et alternativt stk. 2 til udkastets 

§ 5, og er udformet således, at den, der på grund af sygdom eller stærkt svækket 

tilstand er uegnet til at varetage sine økonomiske anliggender, og som 

selv anmoder herom, kan få en værge, hvis der er behov herfor i stedet for 

samværgemål. En sådan regel skønnes nødvendig som oplysning til interesserede 

samt for at give et korrekt billede af retstilstanden. Navnlig hvis der 

samtidig med anmodningen fremkommer forslag til, hvem der skal være værge, 

er der gode forudsætninger for et velfungerende værgemål. Faren for flere 

sager er efter erfaringerne fra udvalgets undersøgelse ikke store, men for at 

undgå noget sådant er kriterierne i den udformede regel snævrere end i den 

gældende myndighedslovs § 2, nr. 4. Også i disse tilfælde af værgemål skal 

der foreligge en lægeerklæring til belysning af den pågældendes tilstand, jf. 

lovudkastets § 18, stk. 2. Statsamtet skal foretage en selvstændig vurdering af, 

om betingelserne i det alternative § 5, stk. 2, om manglende evne til at varetage 

egne anliggender er opfyldt, og om der er behov for værgemålet. Nogen 

mulighed for, at vedkommende selv kan beslutte værgemål foreligger således 

ikke. Med reglen bliver værgemålssystemet endnu smidigere. Disse medlemmer 

peger også på muligheden for at begrænse værgemålets omfang, se sidste 

stykke i udkastets § 5. 

Den anden halvdel af udvalget (Birthe Duun, Bente Djørup, Kirsten Kronborg, 

Perch Nielsen og Eva Pedersen) mener, at en regel om værgemål efter 

egen anmodning ikke bør medtages i værgemålslovudkastet. Selvumyndiggørelse 

er af principielle grunde betænkeligt, også selv om der tillige stilles 

krav om visse objektive mangler. Efter udkastets § 19, stk. 1, skal den, der 

søges sat under værgemål, have lejlighed til at udtale sig, inden der tages stilling 

til spørgsmålet. Den holdning, som vedkommende herved tilkendegiver, 

må naturligvis tillægges en særlig og efter omstændighederne betydelig vægt, 

inden der træffes beslutning om værgemål, idet eventuelle betænkeligheder 

selvfølgelig lettere overvindes, hvis den pågældende selv ønsker ordningen 

gennemført, f.eks. for at blive frigjort for et pres fra omgivelserne. Men uanset 

om der foreligger en udtrykkelig anmodning, bør det være de foreliggende 

sagkyndige erklæringer og myndighedernes selvstændige vurdering af behovet, 

der udgør det retlige grundlag for at iværksætte værgemål. En regel 

om egen anmodning vil tillige skabe usikkerhed om retsstillingen, hvis samtykket 

tilbagekaldes, inden værgemålssagen er afgjort, eller hvis der efterfølgende 

anmodes om ophævelse af værgemålet. Antagelig vil vedkommende 

undertiden efter kort tid fortryde og vil have værgen afsat, måske fordi anmodningen 

beroede på misforståelser om, hvad et værgemål indebærer, og 

hvad værgens rolle er. Der kan også kommer reaktioner fra nære pårørende,

KAPITEL 5 132 

som oplever, at værgen trænger ind på deres område og overbeviser vedkommende 

om, at der ikke behøves nogen værge. Hertil kommer, at den gruppe, 

der selv er i stand til at forstå betydningen af et værgemål og fremsætte ønske 

herom, må antages også i en vis udstrækning at kunne handle på egen hånd 

og indgå aftaler. Derfor vil risikoen for kolliderende retshandler og ugyldige 

aftaler være særlig stor. Endelig mener disse udvalgsmedlemmer, at opretholdelse 

af bestemmelserne om lavværgemål, nu i form af samværgemål, i 

fuldt tilstrækkeligt omfang imødekommer behovet for at tage hensyn til den 

svækkedes egen anmodning, hvilket også bekræftes af den ringe praktiske 

betydning, den gældende lovs § 2, nr. 4, har haft. 

5. Behovskriterier. 

* 

5.1. Generelle overvejelser. 

5.1.1. Ud over de retlige kriterier, der skal være opfyldt efter både § 5 og § 7, 

og de medicinske kriterier, som skal påses at foreligge ved § 5 værgemål, kræves 

efter bestemmelserne, at der skal være behov for værgemålet eller samværgemålet. 

Udvalgets tanke er, at der kun skal iværksættes værgemål, hvis der i 

det konkrete tilfælde er trang hertil. Udvalget har haft dybtgående drøftelser 

herom med inddragelse af mange synsvinkler. Hvornår et behov opstår eller 

er til stede, er vanskeligt at afgrænse. Derfor er det ikke fundet muligt i selve 

lovteksten at give yderligere vejledning. 

5.1.2. Det er et principielt problem, hvor langt samfundet skal gå i retning 

af at foranstalte værgemål. 

En mulighed er at udforme reglerne sådan, at der, så snart der indtræder 

en medicinsk og retlig tilstand som beskrevet i udkastets § 5, skal udpeges en 

værge. Dette ville betyde, at der ved hæmmet psykisk udvikling altid skulle 

skrides til værgemål, umiddelbart før vedkommende fyldte 18 år, at det samme 

skulle ske straks ved konstatering af en relevant sindssygdom af længere 

varighed, og at der skulle udpeges værger for alle svært demente. Systemet 

kunne blive effektivt ved, at det pålagdes læger, institutioner og andre offentlige 

myndigheder at indberette sådanne tilfælde til statsamtet. Begrundelsen 

skulle være den i og for sig logiske, at når en person ikke selv kan handle, må 

der undtagelsesfrit udpeges en repræsentant med henblik på varetagelse af 

de anliggender, der kunne tænkes at opstå en gang ud i fremtiden. For udvalgeter 

denne løsning ud fra mange synspunkters/ør omfattende og vidtrækkende. 

Afgørende for udvalget har været, at der ville blive iværksat foranstaltninger, 

som ikke aktuelt tjente noget reelt formål, og som måske aldrig ville 

komme til det. Udvalget har endvidere lagt en vis vægt på, at ordningen ville 

indebære en betydelig aktivitetsudvidelse, idet antallet afværgemål for voks-


ne da skønnes at ville blive mangedoblet. 

/ dag er det kun en begrænset del af de voksne, der opfylder betingelserne 

herfor, som bliver umyndiggjort. De tal, udvalget har indsamlet eller fundet 

frem til, se ovenfor i kapitel 2, pkt. 1 og 4, viser, at det samlede antal umyndiggjorte 

og personer under værgemål næppe er mere end omkring 4.000. Dette 

skal sættes i relation til de 25-30.000 svært demente. Hertil kommer nogle 

tusinde skizofrene og måske andre fra sindssygegruppen samt antagelig et 

tilsvarende antal psykisk udviklingshæmmede, se herom ovenfor under pkt. 

1.6. og i kapitel 4. Det kan tillige konstateres, at de psykisk udviklingshæmmede, 

der i dag umyndiggøres, først bliver det, når de er kommet op i alderen, 

se ovenfor i kapitel 2, pkt. 1.1.3. Endelig er baggrunden for en umyndiggørelse 

som regel en konkret opstået situation, hyppigt at den pågældende 

står over for at skulle arve et større beløb, eller der er en fast ejendom, som 

skal afhændes. Nogle steder skyldes en del sager en påtænkt overflytning til 

plejehjem af hospitalsindlagte demente gamle. Det begrænsede antal kan også 

belyses på anden måde. Der gennemføres hvert år noget over 200 personlige 

umyndiggørelser, hvortil skal lægges et halvt hundrede ad hoc værgemål 

med henblik på plejehjemsanbringelse, se ovenfor i kapitel 2, pkt. 1.1.4. og 

3.3. samt i kapitel 4, pkt. 2.2.1. Samtidig skønnes det, at omkring 3.000 demente 

hvert år flyttes til plejehjem 6 ). 

Baggrunden for, at umyndiggørelsestallene er så små, må være, at andre i 

praksis træder til, træffer beslutningerne og handler på den pågældendes vegne. 

I første række er det familiemedlemmer med kontakt til den pågældende, 

som myndigheder og institutioner har tillid til, samtidig med at der ikke er 

opstået juridiske spørgsmål af en sådan karakter, at de ikke kan klares uden 

formel legitimation. Den nærmeste familie tager sig af den gamle eller svage 

og bistår med at administrere bankkonti og værdipapirer, med at få den faste 

ejendom vedligeholdt og udgifterne betalt samt med kontakten til offentlige 

myndigheder. Hertil kommer, at personalet, hvis den pågældende er eller 

kommer på institution, i nogen udstrækning vil tage beslutninger om det 

praktiske. Dermed klares dagligdagens og måske også andre problemer. 

En sådan holdning rejser imidlertid en række retssikkerhedsspørgsmål og 

har givet anledning til en vis kritik. I nogle situationer kan det være tvivlsomt, 

om man kan gå ud fra, at de nærmeste disponerer i de gamles og svages interesse. 

Enkelte pårørende kan have vanskeligt ved at acceptere tanken om en 

plejehjemsanbringelse og vil derfor søge at bevare den gamle i dennes hidtidige 

hjem, selv om denne har behov for den omsorg, institutionen kan yde. 

Omvendt kan børn og andre nærtstående presse på for en flytning til et pleje- 

*) Gamle Dementes Menneskerettigheder, 1990, s. 98 og 103.

KAPITEL 5 134 

hjem for at slippe for arbejdet og ansvaret med at tage sig af vedkommende. 

Når det gælder formueadministration, kan børn og andre pårørendes egenhændige 

dispositioner i nogle tilfælde også give anledning til overvejelser. 

Deres bestyrelse kan være konservativ, enten fordi de har vanskeligt ved at 

forstå forældrenes ønsker og behov, eller fordi de anskuer nedgangen i formuen 

som potentielle arvinger. En anden synsvinkel kan være, at formuen 

ikke skal ligge brak, og at den hellere må komme til anvendelse dér, hvor der 

er brug for den, hvilket kan føre til ønsker og beslutninger om overførsler af 

midler som gave til børn og børnebørn. 

Hertil kommer de pårørendes retsstilling i forhold til myndigheder og institutioner. 

Uden en formel beskikkelse kan det være vanskeligt at få oplysninger 

på grund af de ansattes tavshedspligt, og de nærmeste kan uden legale 

beføjelser have vanskeligt ved at blive part i en drøftelse eller komme til orde 

om spørgsmål, der kan volde institutionerne administrative og dermed økonomiske 

vanskeligheder. 

5.7.5. Udvalget understreger under sine overvejelser indledningsvis, at det 

på mange måder er naturligt og værdifuldt, at familien påtager sig disse opgaver, 

og at dette kan begrænse behovet for værgemål. Er der nærtstående familie, 

navnlig en ægtefælle eller en samlever gennem længere tid, men også 

børn eller forældre, skal der efter udvalgets opfattelse i almindelighed noget 

andet og mere til end en svækkelsestilstand, for at der skal tages initiativ til 

værgemål. Tvivl om, hvorvidt familien varetager den pågældendes interesser, 

dybere uenighed blandt de nærtstående eller manglende tillid i samarbejdet 

mellem familien og institutionen taler på den anden side for, at der 

tages skridt til at rejse værgemålssag. 

5.1.4. Er der ingen familie, eller har vedkommende ingen kontakt med sine 

slægtninge, opstår spørgsmålet, om de økonomiske og personlige anliggender 

kan varetages af andre på samme uformelle grundlag som omtalt ovenfor 

for så vidt angår de nære pårørende. 

I praksis sker. det sikkert ofte, at en socialrådgiver eller institutionsleder 

tager sig af midler, de gamle modtager i pension eller lignende. Derigennem 

kan der opspares ganske store beløb, ikke mindst fordi pengene ofte ikke kan 

bruges, idet den gamle ikke har behov udover, hvad institutionen sørger for. 

Det kan også være, at der er utilbøjelighed til at overlade den gamle særlig 

meget på grund af skepsis over for ønsker om større anskaffelser, som vedkommende 

ikke kan forventes at få glæde af. Angsten for kritik fra arvingerne 

kan også spille ind. 

Er der tale om spørgsmål af personlig karakter, som f.eks. plejehjemsanbringelse, 

kan det også være betænkeligt at lade afgørelsen heraf bero på, om 

socialforvaltningen eller andre myndigheder, som den pågældende har for-

j • 


bindelse med, finder den valgte løsning mest hensigtsmæssig. 

5.7.5. Disse hensyn må efter udvalgets opfattelse føre til, at der i noget videre 

omfang, end det sker i dag, beskikkes en værge, når der skal tages stilling til 

væsentlige spørgsmål, navnlig hvis den pågældende ikke har pårørende eller 

andre nærtstående at støtte sig til, f.eks. i forbindelse med beslutningen om at 

opgive det hidtidige hjem og flytte på institution. Om den forventede stigning, 

se tillige nedenfor i kapitel 16, pkt. 1.3. 

5.2. Økonomisk behovsvurdering. 

5.2.1. På det økonomiske område kan det gøres gældende, at et værgemål er 

mindre påkrævet ved formuer under en vis størrelse. Der sker ikke så meget 

ved, at nogle tusinde kroner bliver brugt i den pågældendes interesse, og det 

gælder vel i stigende grad, jo ældre ejeren er. Det kan med styrke gøres gældende, 

at der må være grænser for, hvornår samfundet skal gribe ind med 

foranstaltninger og kontrol i form af en offentligt udpeget værge, med krav 

om formueforvaltning og regnskabsaflæggelse samt med tilsyn med værger. 

Den risiko, der løbes på voksne svages vegne, må overvejes over for de ulemper, 

indgrebet indebærer for den enkelte, omgivelserne og samfundet. Der 

må være tale om beløb af nogen størrelse, før formelle foranstaltninger og 

offentlig kontrol er nødvendige, og før myndighederne ikke kan stole på berettigelsen 

af de dispositioner, der træffes af den svages omgivelser. Hertil 

kommer, at værgemålene skal kunne hvile økonomisk i sig selv, og der skal 

en formue af nogen størrelse til, før den og navnlig afkastet dækker de årlige 

værgemålshonorarer, ikke mindst hvis det er en professionel værge, der skal 

betales, se nedenfor i kapitel 8, pkt. 10.3.6. 

Hvor en vejledende grænse skal drages, hvis værgemålet alene skyldes tilstedeværelsen 

af en formue, kan være vanskeligt at afgøre, men udgangspunkt 

kan måske tages som i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse fra 1987, 

gengivet ovenfor i kapitel 1, pkt. 1.4.4., hvor beløbet 25-30.000 er nævnt som 

en mulig grænse for, hvornår en løbende formueadministration er påkrævet. 

Interessant er også, at det i Norge er antaget, at der forholdsvis hurtigt er 

behov for en hjælpeværge, hvis det drejer sig om formuer af en vis størrelse 

(50.000-100.000 kr.) 7 ). Tilsvarende synspunkter er ikke udvalget fremmede. I 

dag har 500, dvs. 17 pet. af de umyndiggjorte, der er optaget i tilsynsregistret, 

aktiver under 25.000 kr., 1.000, dvs. 34 pet., har aktiver under 50.000 kr. og 

1.600, dvs. 54 pet., har formue under 100.000 kr., se ovenfor i kapitel 2, pkt. 

1.2.2. Udvalget går ind for, at der som en grov tommelfingerregel med dagens 

prisleje skal være bruttoaktiver på 50-75.000 kr., før der normalt tv behov for 

7 ) Rundskriv av 18. december 1990 (G-178/90), s. 10, og Ot.prp. nr.45 ( 1989-90), s. 21.

KAPITEL 5 136 

et økonomisk værgemål alene med henblik på formueforvaltning. Tilsvarende 

beløbsmæssige afvejninger er i øvrigt fremme under udvalgets overvejelser 

omkring formueadministration og regnskabsaflæggelse, se nedenfor i kapitel 

9, pkt. 4.3.4., og kapitel 10, pkt. 5.2. Formuens sammensætning har betydning. 

Behov kan foreligge, hvis også der er stor gæld, selv om der ikke er 

nogen eller kun en begrænset formue. En værge kan tillige være påkrævet, 

hvis der skal gennemføres større retlige dispositioner, som kræver en underskriftberettiget, 

f.eks. et skøde, der skal underskrives og tinglyses. Selv ved 

mindre formuer kan der være behov for handleevnefratagelse, se ovenfor under 

pkt. 3.2. 

5.2.2. Som omtalt har samfundets svage også uden formue større indtægter 

end tidligere i form af pensioner, forsikrings- eller sociale ydelser. Har den 

pågældende ikke samtidig bruttoaktiver af en sådan størrelse, at man af den 

grund kan overveje et økonomisk værgemål, afhænger det af en konkret vurdering 

af en lang række forhold, herunder indtægtens størrelse, om der er 

behov for et værgemål. Udvalget henleder i denne forbindelse opmærksomheden 

på adgangen efter den sociale lovgivning, herunder bistandslovens 

§ 49, lov om social pension § 36, og arbejdsskadeforsikringslovens § 40 til at 

bestemme, på hvilken måde kontanthjælp, pensioner og visse andre kapitalbeløb 

skal udbetales. Disse regler sikrer, at der efter behov kan iværksættes 

en hensigtsmæssig administration af den indtægt, som hidrører fra offentlige 

eller offentligt regulerede midler. Disse regler kan således i et vist omfang 

være et alternativ til værgemål, hvis ikke der er andre større indtægter. 

5.2.3. Det må i det konkrete tilfælde tillige overvejes, om målet kan nås ved 

i stedet for værgemål at iværksætte en frivillig administration. En advokat eller 

en bank kan stå for det praktiske med betaling af faste udgifter og f.eks. 

med en ordning, hvor der udbetales mindre beløb med jævne mellemrum til 

dækning af de daglige fornødenheder. Noget sådant kan allerede efter gældende 

ret aftales. Fuldmagtsreglerne kan også anvendes, f.eks. kan der udstedes 

en generalfuldmagt, se herom ovenfor under pkt. 3.6. og nedenfor i kapitel 

8, pkt. 2.4.1. Forudsætningen er, at vedkommende ved underskriften på 

fuldmagten har så megen habilitet, at der er fornøden forståelse af, hvad der 

skrives under på. En notar kan om fornødent bekræfte dette. 

5.2.4. Behovet for økonomiske foranstaltninger kan også ligge uden for det 

direkte sigte med § 5, nemlig hvis det er nødvendigt at fratage handleevne, jf. 

§ 6, f.eks. for at hindre, at økonomiske interesser udsættes for fare. En fratagelse 

efter § 6 kan ikke ske isoleret, men må foretages i forbindelse med et 

værgemål efter § 5. 

5.2.5. Udvalget vil med de anførte betragtninger tilkendegive, at man i nogen 

udstrækning ønsker den gældende praksis, sålede? som den er afdækket i


udvalgets undersøgelser, videreført, f.eks. således at de psykisk udviklingshæmmede 

kun umyndiggøres, hvis der er en aktuel økonomisk anledning. 

Udvalget er sig bevidst, at dette betyder, at det bliver overladt til familien 

eller institutionspersonale uden kontrol fra statsamternes side at bestyre formuer 

og indtægter af nogen størrelse. 

5.3. Behovsvurderingen ved personlige forhold. 

Behovet for personligt værgemål, jf. lovudkastets § 5, har efter udvalgets opfattelse 

to sider. Der er repræsentationsproblemer at bedømme og retssikkerhedshensyn 

at iagttage. 

5.3.1. Udvalgets første overvejelse har været, hvornår der er behov for en 

værge til at repræsentere den pågældende, og hvilke opgaver en værge skal 

have. 

En sammenligning med forældremyndighedens indehavers opgaver og beføjelser 

over for børn er nærliggende og illustrerende. Ifølge myndighedslovens 

§ 7, stk. 1, skal indehaveren drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse 

om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov. For børn 

er varetagelsen af de personlige spørgsmål tillige præget af, at det er forældrene, 

der som hovedregel er indehavere af forældremyndigheden, at de 

næsten altid har barnet boende, at barnet udvikler sig med alderen, og at målet 

er, at barnet som voksen kan få en rimelig tilværelse og finde sin plads i 

samfundet, jf. kapitel 11 om værgemål for børn og unge. 

For voksne under personligt værgemål er situationen en anden. I mange 

tilfælde er tilstanden statisk, hvis ikke den er under stadig forværring, og det 

vil ofte ikke være muligt at skabe eller påvirke en udvikling eller forbedre 

livsvilkårene væsentligt. Samtidig er det et spørgsmål, om det er en juridisk 

værges opgave at stimulere den pågældende og at skabe kontakter til omverdenen. 

Hertil kommer, at værgen kun undtagelsesvis vil bo sammen med 

den, der er under værgemål. I en del tilfælde vil værgen som slægtning føle 

det naturligt med en nær og måske daglig kontakt med vedkommende, 

omend til dels eller en stor del af tiden telefonisk. Andre værger er bekendte 

eller mere professionelt udpegede, og de har ikke den samme naturlige anledning 

til eller praktisk mulighed for hyppig kontakt. Det gælder slet ikke, 

hvis en advokat, en revisor eller en socialrådgiver beskikkes. Ingen værge vil 

kunne tage sig af alle dagligdagens gøremål såsom påklædning efter årstid, 

de nødvendige måltider, foreskreven medicinindtagelse m.v. Det må overlades 

til hjemmehjælpere eller institutionspersonale. 

Endnu en sammenligning mellem børn og voksne afdækker forskelle. De 

færreste børn opholder sig uden for hjemmet, og er de anbragt under socialmyndighedernes 

medvirken, bevarer forældrene forældremyndigheden, selv 

s,

KAPITEL 5 138 

om deres praktiske muligheder for at udøve beføjelser indskrænkes i det omfang, 

institutionen tager sig af de personlige spørgs-mål. Voksne med behov 

for personlige værgemål vil antagelig i mange tilfælde være eller skulle på 

plejehjem eller anden institution. Det er da et spørgsmål, hvilket repræsentationsbehov 

der er, og hvilke beslutningsmuligheder værgen har. Disse hensyn 

har både i forarbejderne og i en retspraksis, der dog ikke er entydig, ført 

til nedtoning af repræsentationsbehovet under institutionsophold, se ovenfor 

i kapitel 1, pkt. 1.2. 

5.3.2. Efter udvalgets opfattelse må man ikke overvurdere værdien af, at 

der indsættes en repræsentant for en person, der er ude afstand til at varetage 

sine personlige interesser, til at træffe beslutninger. Navnlig må det understreges, 

at værgens opgaver zv af juridisk karakter. Der kan være behov for en, 

der kan tage et initiativ og et legalt ansvar for nogle vigtige spørgsmål om den 

pågældendes fremtid, f.eks. hvis der skal skiftes bopæl og navnlig, hvis der 

skal ske flytning fra eget hjem til en beskyttet bolig eller et plejehjem. Alligevel 

kan man spørge, hvor meget repræsentationen er værd. Værgebeskikkelsen 

medfører ingen ændring i det forhold, at kommunalbestyrelsen har kompetence 

til at træffe afgørelse om hjælpeforanstaltninger. Hvis den gamle eller 

svage ikke selv kan tage stilling, vil den reelle beslutning ofte blive truffet 

af myndighederne, der finder det uhensigtsmæssigt, måske uforsvarligt, at 

vedkommende bor alene uden opsyn og daglig omsorg. Såfremt værgen skulle 

sige nej til anbringelsen, må der træffes andre foranstaltninger til at afhjælpe 

de vanskeligheder, der er opstået, og det offentliges hjælpeapparat har 

måske ikke kapacitet til den løsning, værgen går ind for. Siger værgen ja til 

ændringen, er det snarere et spørgsmål om at legitimere en allerede truffet 

beslutning end om en selvstændig stillingtagen. Omvendt vil værgen have 

vanskeligt ved at stille noget op over for myndighedernes fastholden af ikke 

at kunne gøre noget på grund af plads- eller ressourcemæssige begrænsninger. 

Disse overvejelser omkring repræsentationen har ført udvalget til den opfattelse, 

at der ikke nødvendigvis i alle tilfælde skal beskikkes en værge for en 

inhabil, for at der kan tages stilling til anbringelse på plejehjem eller anden 

institution. Hvis den pågældende på trods af sin inhabilitet er i stand til at 

tilkendegive en holdning til spørgsmålet, bør denne respekteres, og man må 

undlade at iværksætte en indiceret anbringelse, hvis der er modstand. Lykkes 

overtalelsesforsøg ikke, skal end ikke værgen efter flertallets opfattelse kunne 

gennemtvinge flytningen med politiets eller fogedens bistand, se ovenfor 

under pkt. 3.4. Er den pågældende så dement, at det er umuligt at få tilkendegivelse 

fra den pågældende, kan det overvejes, om det tjener noget rimeligt 

formål at beskikke en værge, medmindre den pågældende i øvrigt har brug


for en sådan. Et generelt krav om værgesamtykke til plejehjemsanbringelse 

får, hvis de ovenfor under 5.1.3. nævnte forudsætninger om familiens rolle er 

opfyldt, formel karakter og tjener snarere som sikkerhed for de medvirkende 

myndigheder end hensynet til den, det drejer sig om. Selvom der således ikke 

antages at være et repræsentationsbehov, kan der dog tænkes at være interessemodsætninger 

og retssikkerhedshensyn, se herved nedenfor under pkt. 

5.3.3.-4. 

På samme måde er det ved vigtigere beslutninger under institutionsanbringelsen. 

F.eks. kan nævnes flytning til en anden institution eller til en anden 

afdeling på institutionen. De spørgsmål, der kræver stillingtagen, stilles ofte 

af personalet af praktiske eller økonomiske grunde. Værgen har som regel 

ikke noget valg, ikke nogen mulighed for at sige nej, men må godkende den 

indstilling institutionen fremkommer med. Det, værgen i givet fald kan gøre, 

er at tale den pågældendes sag, at søge at overbevise ledelsen om, at den 

gamles interesser varetages, at en valgt løsning er uhensigtsmæssig, eller at 

der er en anden og bedre vej at gå. Der kan også blive tale om, at værgen 

indbringer de trufne afgørelser for en højere instans og dermed optræder 

som klager. 

Det forekommer ligeledes udvalget at være noget af en illusion at opstille 

den grundsætning, at værgen skal samtykke i lægebehandling, herunder medicinind-tagelse. 

En voksen, varigt inhabil patient, der har behov for behandling 

af en livstruende sygdom eller af en smertevoldende eller på anden måde 

generende lidelse, bør efter udvalgets opfattelse kunne modtage en sådan behandling 

uden samtykke fra en værge, såfremt de nærmeste pårørende og 

læger eller tandlæger er enige deri. Det er næsten umuligt for en værge at sige 

nej til en behandling, som lægerne og de nærmeste, som kan være personalet, 

der til daglig har omsorgen for den pågældende, er enige i. Værgens rolle her 

bliver som ved plejehjemsanbringelse m.v. at godkende en i forvejen truffet 

beslutning. Udvalget sætter således spørgsmålstegn ved det rimelige i, at der 

altid skal beskikkes en værge, for at en varigt inhabil patient kan modtage 

nødvendig lægelig behandling, se herom ovenfor i kapitel 1, pkt. 1.2.6. 

5.3.5. På trods af det foran anførte finder udvalget, at der i en række situationer 

kan være behov for værgebeskikkelse med henblik på stillingtagen til 

personlige spørgsmål. Især vil dette være tilfældet, hvis der er interessemodsætninger, 

f.eks. i forbindelse med en plejehjemsanbringelse. Uenighed 

blandt familiemedlemmer kan føre til det samme. Også om andre personlige 

spørgsmål kan der tænkes at være eller opstå interessekonflikter, som bør 

føre til en værgebeskikkelse. Se også ovenfor under pkt. 5.1.3. 

Behovet for stillingtagen til personlige spørgsmål af juridisk karakter og 

værgens interesse heri afhænger også af, hvem der udpeges som værge. Så

KAPITEL 5 140 

længe der er tale om forældre som værger for voksne børn og måske også om 

børn som værger for forældre, kan man normalt regne med kvalificeret stillingtagen 

til sådanne spørgsmål. De føler en sådan tilknytning til og ansvar 

for de nære pårørende, at de kan foretage en reel vurdering. Samtidig kommer 

de beslutninger, de tager som værger, til at påvirke dem selv, fordi det 

kan blive dem, der i givet fald må tage sig af den svage, herunder eventuelt 

overtage omsorgen. Det samme kan kun i mindre grad antages, hvis det er en 

fjernere slægtning, som en nevø, en ven eller en bekendt, der udpeges og måske 

slet ikke, hvis der udpeges udenforstående som værger. En advokat, en 

revisor eller en socialrådgiver, der er værge, er ikke bedre egnet end lægerne 

eller institutionens eget personale til at træffe disse personlige beslutninger. 

En personlig værge kan have opgaver i forhold til myndigheder, der vægrer 

sig ved at gå ind i foranstaltninger. Den gamle kan have behov for den tryghed 

og omsorg, der kun kan opnås på institution, men de nærmeste kan ikke 

uden en legal legitimation med styrke fremføre synspunktet over for offentlige 

institutioner, som måske af kapacitetsmæssige grunde mener, at problemerne 

kan klares med bistand i hjemmet. En formel position kan måske også 

være nødvendig for at søge at ændre institutionsforhold, som skønnes utilfredsstillende. 

Endelig kan nogle af de nærmeste føle, at de med en værgebeskikkelse 

står stærkere under drøftelser med ledelsen af den institution, hvor 

den pårørende bor eller med andre myndigheder. En formel værgebeskikkelse 

kan øge den juridiske bevidsthed også hos den anden forhandlingspart. 

Beskikkelsen kan måske i visse tilfælde medvirke til, at myndighederne bliver 

mere opmærksomme på lovgivningens muligheder og grænser. Værgen 

kan med denne hjemmel få oplysninger og er sikrere på at blive spurgt, når 

vigtigere spørgsmål skal klares. Sikkerheden for, at der sker en reel drøftelse 

med inddragelse af beslutningstagerne og også den svage, hvis denne er i 

stand til at deltage, er større. En værge har bedre muligheder for at kontrollere 

forholdene end en blot interesseret. Dette skyldes, at værgen som legal 

partsrepræsentant er omfattet af forvaltningslovens regler om partsoffentlighed, 

partshøring, begrundelse af afgørelser m.v. 

Er man uden for de centrale eller grundlæggende beslutninger, er det, der 

er behov for, måske snarere en omsorgs- eller tilsynsperson, en rådgiver, der 

kan besøge og tilse den gamle, som denne og personalet kan drøfte problemer 

med. Men så er det ikke en beslutningstager, men en støtteperson der er 

behov for. Og så er man uden for myndighedsloven og inde i det sociale eller 

sundhedsmæssige regelsæt og system. Udvalget henleder i denne forbindelse


opmærksomheden på muligheden efter norsk og svensk sociallovgivning for 

at udpege støttekontakter eller kontaktpersoner 8 ). 

Det må endeligt understreges, at afgrænsningen mellem formueretlige og 

personlige værgemål er flydende. Som påpeget ikke mindst i svenske forarbejder 

kan en værge vedrørende formueretlige områder ikke undgå at bevæge 

sig ind på personlige spørgsmål. 

5.3.4.1 mange tilfælde, hvor der er personer, der opfylder betingelserne for 

personligt værgemål, foreligger der ikke noget faktisk beslutningstomrum. 

Vedkommende er i forvejen under et sådant tilsyn og i sådanne fysiske rammer, 

at andre kan konstatere eventuelle behov og i fornødent omfang træde 

til med praktiske foranstaltninger. Vanskeligheden ligger snarere på det formelle 

plan, idet de reelle beslutningstagere ikke har noget legalt grundlag 

herfor. Omvendt vil en værge, der er udstyret med det fornødne juridiske fundament, 

som påpeget ovenfor, ved mange spørgsmål ikke have noget reelt 

alternativ eller virkelige valgmuligheder. Der bliver således tale om en mere 

formel repræsentationsret. Man kan spørge, om værgemålet og værgens stillingtagen 

indebærer den retssikkerhed, som vel er en af tankerne bag instituttet. 

Heroverfor står den opfattelse, der er kommet til udtryk i rapporten 'Gamle 

dementes menneskerettigheder' 9 ). Arbejdsgruppens holdning er, at de 

svært demente, der skal på plejehjem, normalt opfylder betingelserne for at 

blive personligt umyndiggjort og som hovedregel også har behov for den beskyttelse, 

en værgebeskikkelse principielt kan give. Når den demente ikke er 

i stand til at forstå betydningen af at blive flyttet og derfor ikke kan samtykke, 

må der efter arbejdsgruppens opfattelse altid udpeges en værge til at tage 

stilling til spørgsmålet om et sådant ophold og de mere indgribende afgørelser, 

der træffes under opholdet. At træffe beslutning om opgivelse af eget 

hjem og foretage en sandsynligvis livsvarig flytning til institutionen er en så 

indgribende afgørelse, at der bør sikres den pågældende den retsbeskyttelse, 

der ligger i en umyndiggørelsessag. I rapporten går arbejdsgruppen ind for, 

at værgen påtager sig opgaven med privat tilsyn og støtte i forbindelse med 

det offentliges dispositioner. Alternativt foreslås det, at der etableres en ordning 

med ældre- eller plejehjemsrådgivere på linie med psykiatrilovens ordning 

med patientrådgivere. En tredje mulighed kunne være en ordning, hvorefter 

den demente kunne få hjælp af en særlig kontaktperson på linie med 

den kontaktperson, der kan etableres for døvblinde. 

Efter udvalgets opfattelse kan man ikke komme uden om, at gennemførel- 

8 ) Otprp. nr. 45 ( 1989-90), s. 11, og SOU 1986:50, s. 115-18. 

') Gamle dementes Menneskerettigheder - rapport fra en arbejdsgruppe, Det Danske Center 

for Menneskerettigheder, 1990, s. 83-86. 

f

KAPITEL 5 142 

sen af en værgemålssag, hvorunder den pågældendes situation, tilstand og 

behov afdækkes med en efterfølgende beskikkelse af en værge, tilgodeser væsentlige 

retssikkerhedshensyn. Det samme gælder værgens afvejning af, beslutning 

om eller tilslutning til bestemte foranstaltninger af personlig karakter. 

Det må på ny understreges, at værgens opgave er af juridisk art, og at 

varetagelse af omsorgsbehov må komme i anden række. Det er en beslutningstager, 

der udpeges, ikke en støtte- eller kontaktperson eller en besøgsven. 

En personlig værge må naturligvis have kontakt med den pågældende 

omkring vigtige beslutninger, i det omfang det er muligt, og det vil vel også 

være naturligt, at værgen med mellemrum har forbindelse med den pågældende. 

Med den foreslåede værgeordnings opbygning kan det derimod ikke 

forventes, at kontakterne bliver særligt hyppige. 

Hertil kommer, at selv om værgens vurdering og stillingtagen kan være et 

vigtigt element i beslutningsprocessen, er det ikke sikkert, at det er tilstrækkeligt. 

Værgens godkendelse behøver ikke at kunne erstatte et informeret samtykke 

fra den habile selv. Inden for psykiatrilovens område skal tvangsindlæggelsesproceduren 

følges uanset værgens indstilling. Hvad der i øvrigt 

gælder, eller hvorledes retsstillingen bør være, er usikkert, hvilket bl.a. skyldes, 

at rækkevidden af den personlige værges beføjelser i dag er uafklaret, se 

ovenfor i kapitel 1, pkt. 1.2. Ved mere indgribende foranstaltninger af samme 

karakter, som psykiatriloven regulerer for så vidt angår de sindssyge, kan det 

for andre persongrupper og på andre områder drøftes, om der er behov for en 

offentligretlig regulering 10 ). Ud over det ovenfor under pkt. 3.4. anførte finder 

udvalget, at det ligger uden for dets opgave at gennemgå og tage stilling 

til, om en sådan regulering bør gennemføres. 

5.3.5. Et yderligere element i behovsvurderingen er de mere samfundsøkonomiske. 

Retssikkerhed koster penge også på dette område. Vanskeligheder 

ved at få slægtninge, venner og bekendte til at stille op som personlige værger 

uden vederlag kan føre til, at mere professionelle må træde til. De gamle og 

svage vil i nogen udstrækning ikke selv have midler til at betale værgen honorar. 

I så fald må det offentlige betale, se om vederlagsspørgsmålet nedenfor i 

kapitel 8, pkt. 10. Myndighedernes og institutionens samarbejde med værgen 

vil også tage tid. Med en beskikket værge må informationerne, drøftelserne 

og forespørgslerne skulle lægges i mere formelle og regelmæssige rammer. 

5.3.6. Som et sidste led i overvejelserne må fremhæves, at behovet for en 

personlig værge i vidt omfang styres af forhold, der ligger uden for værgemålsloven 

og dermed uden for udvalgets opgaver og arbejde. Det beror i høj 

l0 ) Smh. Gammeltoft-Hansen i Suum Cuique, Retsvidenskabelige afhandlinger, Københavns 

Universitet 1991, s. 258-59, og Inger Margrete Pedersen: Handicappede og ældre med kommunikationsproblemer, 

1992, s. 25-28.


grad på f.eks. social- og sundhedslovgivningen i bred forstand, fagministeriernes 

syn herpå samt myndigheders og institutioners administration heraf, i 

hvilket omfang man vil formalisere beslutningerne og stille samtykkekrav, 

herunder af formel karakter. 

5.4. Behovssammenfatning. 

Behovskriterierne, der genfindes i norsk og svensk ret, har, som det fremgår 

af det foregående, flere formål. De er udtryk for, at der ikke automatisk skal 

anmodes om værgemål, selv om de øvrige medicinsk-retlige kriterier er opfyldt, 

og fritager dermed myndigheder, der kommer i kontakt med vedkommende, 

for automatisk at tage skridt til en værgemålssag, se nedenfor i kapitel 

6, pkt. 3.4. Betingelserne er yderligere en tilkendegivelse af, at der må være 

en grænse for antallet afværgemål. Pårørende og myndigheder bør foretage 

en afvejning af nødvendigheden, fordele og ulemper, inden der rettes henvendelse 

til statsamtet. 

Udvalget har ikke i lovteksten kunnet komme det nærmere, end at der skal 

være et behov. De overvejelser, der er kommet til udtryk ovenfor, kan ikke 

indgå i en lovbestemmelse. Det må derfor overlades til praksis at udfylde behovskriteriet. 

Udvalget har følt det som sin opgave at udforme smidige værgemålsordninger, 

der kan tilpasses fremtidens syn på samfundets svage. 

6. Det mindste middels princip. 

6.1. Efter gældende ret er umyndiggørelse et spørgsmål om alt eller intet. Enten 

imødekommes en umyndiggørelsesbegæring ikke, hvorefter den pågældende 

bevarer sin fulde rådighed og retlige handleevne, eller også opfylder 

den pågældende betingelserne for umyndiggørelse med den virkning, at denne 

med dommen og værgebeskikkelsen får en værge, der tager sig af alle økonomiske 

anliggender, og selv fratages sin fulde økonomiske handleevne. Individuelle 

konkret tilpassede ordninger er der ikke hjemmel til, bortset fra 

muligheden efter § 38 for at hindre arbejdsaftaler og efter § 46 om de personlige 

umyndiggørelser. 

Som nævnt ovenfor under pkt. 3 om løsningsmodeller har udvalget fundet, 

at der er behov for flere ordninger. Dette har fundet udtryk i lovudkastets § 5, 

§ 6 og § 7. Det er nærliggende at opstille det krav, at værgen ikkeb&x tillægges 

flere beføjelser end nødvendigt. Det vil virke mindre skræmmende for vedkommende 

og på de nærmeste, dersom det kun er til at varetage nærmere 

begrænsede opgaver, der udpeges en repræsentant. Samtidig bliver arbejdet 

mindre, og det bliver lettere at få nogen til at påtage sig hvervet, ligesom et 

honorarkrav begrænses.

KAPITEL 5 144 

Heroverfor står, at det kan være svært på forhånd at forudse behovene, hvis 

den pågældendes tilstand er permanent eller langvarig. Det vides, at der er et 

menneske, som savner formåen til selv at disponere, og alligevel afhjælper 

man ikke manglen generelt. Hertil kommer, at jo mere individuelle og skræddersyede 

løsninger, der gives mulighed for, des mere er en indgående prøvelse 

fra myndighedernes side af de konkrete forhold nødvendig. Endvidere 

kan det være en betryggelse for den svage og for dennes omgivelser at vide, at 

der er en, der kan træde til, hvis nye spørgsmål opstår, eller ændringer indtræder. 

Endelig kan spørgsmålet om værgemålets afgrænsning give anledning 

til problemer vedrørende værgens legitimation. 

Efter en samlet vurdering har udvalget fundet det hensigtsmæssigt at skabe 

adgang til at udforme individuelle løsninger efter behov udover valgmulighederne 

efter §§ 5, 6 og 7. 

6.2. Grundsynspunktet fremgår af lovskitsens § 8, stk.l, l.pkt. Her fastslås 

om mulighederne efter § 5 eller § 7 generelt, at værgemålene skal afpasses 

efter behov og ikke må være mere omfattende end nødvendigt. 

Dernæst opstilles i § 8, stk. 1, 2. pkt., en rækkefølge og nogle præferancer. 

Det slås fast, at handleevnen ikke kan fratages efter § 6, hvis den pågældendes 

interesser i tilstrækkeligt omfang kan tilgodeses ved værgemål efter § 5. 

Behovet for handleevnefratagelse må underkastes en selvstændig vurdering, 

og det vil antagelig kun komme på tale, hvis det er særligt indiceret, f.eks. 

fordi den pågældendes økonomiske interesser ikke tilgodeses, medmindre 

der træffes foranstaltninger til at hindre den pågældende i selv at disponere. 

Formodningen vil være for, at der kun skal iværksættes værgemål efter § 5, og 

at det skal godtgøres, at der skal ske andet og mere. Foranstaltninger efter § 6 

vil derfor antagelig blive ret sjældne. Det følger forudsætningsvis af 2. pkt., at 

samværgemål efter § 7 skal foretrækkes, hvis dette er en tilstrækkelig og hensigtsmæssig 

foranstaltning, forudsat den pågældende samtykker. 

Inden for de enkelte bestemmelser er der også mulighed for mere eller mindre 

vidtgående ordninger. Værgemål efter §§ 5 og 7 kan ifølge bestemmelsernes 

stk. 2 begrænses til at angå bestemte aktiver eller anliggender. Som eksempler 

kan nævnes forvaltningen af en fast ejendom eller pensionsbeløb. 

Værgen kan også få til opgave at repræsentere den pågældende ved bestemte 

aftaler, f.eks. kreditkøb. Yderligere afgrænsninger kan ske, når det gælder 

formuen eller indtægterne. Det er således ikke altid nødvendigt, at alle aktiver, 

hele pensionen eller alle ydelser inddrages under et værgemål, idet man 

kan give vedkommende ret til at disponere over en del. 

Værgemål efter § 5 kan også begrænses til personlige spørgsmål, uden at de 

økonomiske områder berøres, fordi der ikke her er noget værgemålsbehov. 

Der er også mulighed for begrænsninger af personlige værgemål, så de bliver


målrettede til bestemte anliggender eller spørgsmål, f.eks. selve institutionsanbringelsen. 

Udvalget har fundet det hensigtsmæssigt at skabe hjemmel for sådanne 

smidige og individuelle foranstaltninger. Værgemålene vil således kunne udformes 

forskelligt afhængigt af de konkrete behov. Dog er det et spørgsmål, i 

hvilket omfang adgangen vil blive udnyttet. Det afhænger af, om de, der tager 

initiativ til værgemål, jf. udkastets § 16, er opmærksom på mulighederne 

og i anmodningen redegør for den pågældendes særlige behov, jf. udkastets 

§ 17, stk. 2, se nedenfor i kapitel 6, pkt. 3.5., samt om de myndigheder, der 

skal træffe afgørelsen, har mulighed for at afprøve fordele og ulemper ved de 

fremsatte begrænsningsforslag. Der vil antagelig i praksis opstå nogle typeafgørelser. 

Norske og svenske erfaringer viser, at et stort flertal af afgørelserne er udifferentierede. 

Stockholms Tingsrett har skønnet, at kun 10 pct. indeholder 

mere individuelle afgrænsninger. Forekommer de, følges opregningen i den 

svenske lovregel normalt, d.v.s. forvaltning af formue eller varetagelse af vedkommendes 

personlige forhold, enten alene eller i en kombination. Det sker 

dog, at forvaltningen begrænses f.eks. til arvede midler, eller at beføjelsen til 

at træffe beslutninger begrænses f.eks. til at varetage den pågældendes interesser 

ved afvikling af lejlighed eller salg af ejendom. Erfaringerne i 

Stockholms Overformynderi er, at begrænsninger forekommer noget oftere. 

Man må for så vidt angår individuelle afgørelser være opmærksom på, at i 

jo flere tilfælde der skal ske fravigelse fra grundprincipperne, og jo mere individualiserede 

afgørelserne skal være, jo mere tid kræver sagsbehandlingen. 

Dette gælder i særlig grad, hvis de besluttende myndigheder på egen hånd 

skal foretage undersøgelser af individuelle ønsker. 

Der er også et hensyn at tage til værgen og omverdenen. I værgemålsafgørelsen 

og værgebeskikkelsen må området være beskrevet så præcist, at værgen 

kan godtgøre sin berettigelse til at disponere i et konkret anliggende, og 

at medkontrahenter kan sikre sig, at de aftaler, de er i færd med at indgå med 

værgen, falder inden for værgemålet. 

Således som lovudkastet er opbygget og kapitel 6 er udformet, gælder § 42, 

stk. 1, nr. 1, om egen rådighed over selverhverv og § 43 om selvstændig næring 

kun for umyndige. For voksne er umyndighedsbegrebet, som det fremgår af 

udkastets § 6, stk. 2, knyttet til handleevnefratagelse. Af sammenhængen ses, 

at et værgemål uden handleevnefratagelse også omfatter, hvad den, der er 

under værgemål, tjener ved eget arbejde. Værgen kan i medfør af udkastets 

§ 24, stk. 4 overlade den, der er under værgemål, penge til at dække egne behov. 

En mere nærliggende mulighed er at indskrænke værgemålet, så selverhverv 

falder uden for.

KAPITEL 5 146 

Muligheden for at tilpasse værgemålenes omfang efter den individuelle situation 

indebærer, at værgemål efter § 5 kan begrænses, så det ikke angår 

arbejdsaftaler. På samme måde kan værgemålet indskrænkes til ikke at angå 

en igangværende næringsvirksomhed. Særregler herom er derfor unødvendige 

ved værgemål for voksne, medmindre der tillige er sket handleevnefratagelse, 

se herom nedenfor under pkt. 6.3. 

6.3. Ønsket om at kunne tage konkrete hensyn og skabe individuelle ordninger 

brydes af andre overvejelser, når et værgemål efter lovudkastets § 5 

skal suppleres med handleevnefratagelse efter § 6. Navnlig hensynet til omverdenen 

taler for, at valget her må være alt eller intet. Det kan næppe forlanges, 

at en medkontrahent, en radio-, knallert- eller bilforhandler fra offentliggørelsen 

skal være klar over, om en delvis fratagelse rammer netop den aftale, 

parterne er i færd med at indgå. Konsekvenserne af en delvis handleevnefratagelse 

ville være vanskelige at overskue og forstå. Hertil kommer, at det 

er lidt svært at se behovet for en begrænset fratagelse. Er der en potentiel fare 

for misbrug, er den vel vanskelig at vurdere så nøjagtigt, at det kan forudsiges, 

at på det afgrænsede område er der ingen fare eller en, der kan indregnes 

i afgørelsen. Yderligere kan anføres, at har vedkommende et behov for begrænset 

økonomisk handlefrihed, kan det vel klares på anden måde. Værgen 

kan i medfør af lovudkastets § 24, stk. 4, overlade vedkommende pengemidler 

eller kan bemyndige denne til at handle på egen hånd på et bestemt retsområde, 

f.eks. til at indgå en arbejdsaftale. Endelig synes navnlig svenske erfaringer 

at tyde på, at antallet af personer, der skal fratages handleevne, er 

begrænset. Behovet for individuelle løsninger opstår i endnu færre tilfælde, 

om overhovedet. 

Resultatet af udvalgets overvejelser er blevet, at begrænset handleevnefratagelse 

ikke skal være muligt. Som en logisk følge kan værgens beføjelser heller 

ikke begrænses, hvis værgemål efter § 5 suppleres med en beslutning efter 

§ 6. Det må blive alt eller intet, bortset fra en eventuel tidsmæssig afgrænsning. 

Dermed bliver der behov for at lade nogle af reglerne, f.eks. om selverhverv, 

gælde også for denne gruppe voksne, jf. lovudkastets kapitel 6, se nedenfor 


I dag er der en særlig hjemmel til, at retten i en umyndiggørelsesdom kan 

bestemme, at den umyndiggjorte ikke kan indgå arbejdsaftaler. Udvalget finder 

ikke en sådan særregel nødvendig ved værgemål med handleevnefratagelse, 

jf. udkastets § 5 og § 6, idet den gældende § 38 så vidt vides ikke bruges. 

6.4. Alle værgeordningerne, også med handleevnefratagelse, kan tidsbegrænses, 

se udkastets § 8, stk. 2. Efter bestemmelsen kan dette ske, hvis tilstanden 

er midlertidig, se herom ovenfor under pkt. 4.2.7., eller der af andre 

grunde er særlig anledning hertil. En begrænsning vil antagelig særlig kom-


me på tale, hvis det af lægernes erklæringer fremgår, at det er overvejende 

sandsynligt, at vedkommende vil komme sig, og lægerne er villige samt i 

stand til at angive en sandsynlig tidsramme herfor. Ved mere individuelle 

ordninger kan der måske også være behov for en revurdering efter nogen tids 

forløb. 

Da der med § 8, stk. 2, er mulighed for tidsbegrænsninger, og da der efter 

§ 5 eller § 7 er adgang til at etablere værgemål til enkeltstående, konkrete dispositioner, 

dækkes det behov, der i dag opfyldes af § 59 om ad hoc værgemål 

for myndige personer, der er midlertidigt forhindrede på grund af sygdom. 

Reglen genfindes derfor ikke i lovudkastet. 

6.5. De individuelle ordninger, der kan besluttes efter § 5, stk. 2, og § 7, stk. 

2, jf. § 8, indskrænker sig til, hvor meget der kan inddrages under værgemålet. 

Derimod kan der, medmindre andet er bestemt i loven, ikke under værgemålssagen 

udformes skræddersyede løsninger, der giver værgemålsudøvelsen 

et særligt indhold. 

Ved enkelte værgeformer er der i selve loven bestemt særlige retsvirkninger, 

herunder at nogle forskrifter ikke skal gælde. Dette er tilfældet ved samværgemal, 

jf. lovudkastets § 7, samt for visse gifte under værgemål med en anden 

end ægtefællen som værge, jf. udkastets § 25, stk. 1, i begge situationer med 

baggrund i, at to handler i forening, se reguleringen i udkastets § 33 og § 41. 

Andre muligheder for at bestemme fravigelse fremgår af lovudkastets §§ 37 

og 38. Adgangen tilkommer ikke de myndigheder, der beslutter værgemål, 

men gavegivere og testatorer. De har efter flertallets forslag rådighed over, 

om gaver og friarv skal inddrages under administration i en forvaltningsafdeling, 

jf. udkastets § 35, om de skal anbringes i bestemte aktiver efter reglen i 

udkastets § 36, om de skal være omfattet af statsamtets tilsyn, jf. § 28, om der 

skal indsendes regnskab til statsamtet, jf. § 29, om der skal statsamtsgodkendelse 

til bestemte dispositioner, jf. § 30, og om der kræves godkendelse fra 

statsamtet til forbrug af kapitalen, jf. § 39. Om reglerne henvises til kapitel 9, 

pkt. 6.4.3 og pkt. 7.4.3. 

Udvalget vil ikke afvise, at der på visse andre områder kan være behov for 

mere konkret tilpassede retsvirkninger. Nogle regler om retsvirkninger må 

dog være præceptive. Det gælder alle de materielle regler i lovudkastets kapitel 

4 om værgens retsstilling. Også værgemålstilsynet må være obligatorisk, 

bortset fra som nævnt ifølge flertallet ved gaver og friarv, f.eks. godkendelsesreglerne 

og pålægsmulighederne, se herom nedenfor i kapitel 10, pkt. 3 og 

4. Der, hvor de individuelle og mere skræddersyede løsninger tilrettelagt af 

myndighederne kan komme på tale, er for så vidt angår formuebestyrelse og 

-anbringelse^ I dag er der ikke nogen individuel fravigelsesadgang på disse 

områder. Det kan overvejes i de administrative regler og forskrifter at give

KAPITEL 5 148 

mulighed for, at tilsynsmyndigheden i særlige tilfælde kunne tillade værgen 

at bestyre bestemte aktiver, som ellers skulle i en forvaltningsafdeling. For at 

give mulighed for administrative regler af dette indhold er det i lovudkastets 

§ 40, nr. 5, bestemt, at der kan fastsættes administrative regler om adgang til i 

konkrete tilfælde at fravige forvaltnings- og anbringelsesreglerne, se herom 

nedenfor i kapitel 9, pkt. 4.3.5. Med sådanne regler vil statsamtet, når værgen 

gennem sin registrering har fået overblik over økonomien, jf. udkastets § 40, 

nr. 1, eller senere i undtagelsestilfælde kunne tilgodese specielle behov. Dette 

er også et langt bedre tidspunkt at træffe sådanne afgørelser på end under 

værgemålssagen, hvor der ofte ikke er fuldt overblik over de økonomiske forhold. 

Udvalget har alene ønsket at skabe hjemmel til fravigelse i § 40, nr. 5, 

men har ikke taget stilling til om hjemmelen bør udnyttes og i givet fald i 

hvilket omfang. 

7. Senere ændringer. 

7.1. Der kan være behov for at ændre værgemålsafgørelserne. Tilstanden hos 

den, der er under samværgemål, kan blive forværret, så der er behov for et 

værgemål. De praktiske erfaringer kan vise, at det er nødvendigt at supplere 

et værgemål med handleevnefratagelse. Der kan også ske en sådan helbredsmæssig 

forbedring, at et værgemål ikke længere er nødvendigt og kan erstattes 

med et samværgemål. En udvidelse eller indskrænkning af omfanget inden 

for det etablerede værgemåls rammer kan komme på tale, f.eks. fordi der 

kommer nye aktiver til, eller fordi forholdene på anden måde forandres. En 

justering kan vise sig nødvendig, fordi værgemålet fra starten ikke har haft en 

hensigtsmæssig afgrænsning. 

For alle værgemålsordninger gælder derfor efter lovudkastets § 9, at de efterfølgende 

kan gøres mindre omfattende, hvis ændrede forhold giver anledning 

dertil, jf. lovudkastets § 9,1. pkt. Værgemålet kan endvidere efter 2. pkt. 

gøres mere omfattendeunder de i §§ 5-7 nævnte betingelser. Endelig skal værgemålet 

ophæves, hvis betingelserne for at træffe beslutning efter §§ 5-7 ikke 

længere er til stede, jf. lovudkastets § 10. 

Værgen bør påse, at værgemålet ikke udstrækkes mere end højst nødvendigt. 

Det er også naturligt, at en myndighed, der bliver opmærksom herpå, 

tager spørgsmålet op over for statsamtet eller, hvis myndigheden ikke selv 

kan tage initiativ, retter henvendelse til en af de i § 16 nævnte personer eller 

myndigheder. Om genvurdering se tillige nedenfor under pkt. 8. 

7.2. Udvalget har overvejet, om der bør være begrænsninger i, hvor hyppigt 

en sag om ændring eller ophævelse af et værgemål kan begyndes. I kapitel 3, 

pkt. 5, er nævnt et eksempel på, at der omgående efter en umyndiggørelsesdom 

er anlagt en ophævelsessag.


Frister kendes på andre områder. Sådanne er forudsat i retsplejelovens 

§ 469, stk. 5, i kapitlet om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse. 

Inden for psykiatrilovens område kan tvangstilbageholdelser, der er godkendt 

af retten, først begæres prøvet på ny, når der er gået to måneder efter 

rettens afgørelse, jf. lovens § 34, stk. 2. 

Udvalget har ikke oplysninger, der tyder på et sådant misbrug af ændrings- 

og ophævelsesreglerne, at en frist af denne type er fundet nødvendig. 

Fristen vil ved begrænsede værgemål efter § 5, stk. 2, også kunne afskære 

nødvendige uforudsete udvidelser afværgemålet. Et tilsvarende problem ville 

i givet fald kunne opstå, såfremt der viser sig behov for at udvide et værgemål 

efter § 5 med en handleevnefratagelse efter § 6. 

8. Genvurdering af handleevnefratagelse. 

8.1. FNs generalforsamling vedtog i februar 1992 en resolution, bl.a. til beskyttelse 

af personer med psykiske sygdomme. I princip 1 om grundlæggende 

friheder og rettigheder behandles i pkt. 6 beslutningen om udpegning af 

en værge for personer, som på grund af sindssygdom mangler evnen til at varetage 

egne anliggender. Beslutningen skal træffes efter rimelig sagsbehandling 

(hearing) af en uafhængig myndighed. Det foreskrives bl.a., at beslutninger 

om indgreb i handleevne og behovet for en personlig repræsentant skal 

tages op med rimelige mellemrum, som foreskrevet i national lovgivning 11 ). 

8.2. Udvalget har drøftet resolutionen, hvis sigte som nævnt er beskyttelse 

af psykisk syge. Anbefalingerne med hensyn til sagsbehandlingen, herunder 

reglen om genvurdering, skal bedømmes i dette lys. Hovedformålet må være, 

at indgreb over for denne persongruppe tidsmæssigt ikke udstrækkes længere 

end nødvendigt. Fører resolutionen til overvejelser på de områder, udvalget 

behandler, må det antagelig udelukkende være for så vidt angår værgemål 

med handleevnefratagelse, jf. lovudkastets § 6, jf. § 5. Her kan særlige 

retssikkerhedshensyn synes at gøre sig gældende. 

Udvalget har drøftet en regel om, at domme om handleevnefratagelse efter 

§ 6 automatisk skal tages op igen med bestemte intervaller, så det kan konstateres, 

om det er påkrævet at opretholde indgrebet. Besluttes det at indføre en 

adgang til fratagelse af personlig rådighed, således som et mindretal foreslår, 

jf. udkastets § 6 a, må en genvurderingsregel også omfatte sådanne afgørelser. 

I givet fald må domme om fratagelse af handleevne skulle tages op til for- 

1 ' ) Resolution nr. 46/119. The protection of persons with mental illness and the improvement of 

mental health care, adopted by The General Assembly of the United Nations 18 February 

1992.

KAPITEL 5 150 

nyet vurdering med regelmæssige mellemrum. Udvalget har drøftet femårige 

intervaller, idet kortere mellemrum, f.eks. et eller to år, ikke findes nødvendige 

for at tilgodese hensynene bag reglen. Bliver resultatet af en genvurdering, 

at handleevnefratagelsen skal opretholdes, må en ny femårsfrist begynde at 

løbe. Ordningen kræver, at der findes et register over domme med handleevnefratagelse 

og et erindringssystem. Opbygningen må bero på administrative 

overvejelser. Med indførelse af EDB i tinglysningen kan en kontrol antagelig 

indbygges her, idet handleevnefratagelse efter tinglysningslovens § 48 skal 

tinglyses, se herom nedenfor under pkt. 10. 

Skal en regel om fornyet prøvelse af domme om handleevnefratagelse indsættes 

i værgemålsloven, vil følgende regel kunne placeres efter udkastets 

§22. 

§ 0. En dom om handleevnefratagelse efter § 6 skal vurderes igen inden 

5 år efter, at den er afsagt, med henblik på om den skal ændres eller 

ophæves, jf. §§9-10. 

Stk. 2. Vurderingen foretages af retten, jf. § 13, stk. 3. Reglerne i 

§§ 18-20 finder tilsvarende anvendelse. 

Som det fremgår af formuleringen i § 0, stk. 2, må kompetencen til at foretage 

vurderingen i givet fald være hos retten, idet afgørelser om fratagelse af 

handleevne altid træffes af domstolene, jf. udkastets § 13, stk. 3. Da det må 

forventes, at meddelelserne om, at sagen skal tages op igen, kommer direkte 

fra et landsdækkende register, må retten stå for hele sagsbehandlingen, jf. 

udkastets § 18. 

Udvalget har overvejet, hvilke af sagsbehandlingsskridtene, der må aktiveres 

efter hver femårsperiode. Retten må altid indfordre en lægeerklæring, jf. 

udkastets § 18, stk. 2, og indhente en udtalelse fra institutionen, hvis vedkommende 

bor på en sådan, jf. udkastets § 18, stk. 3. Der må afholdes et retsmøde, 

hvor den, sagen angår, må komme tilstede, medmindre det i det konkrete 

tilfælde ikke skønnes påkrævet, jf. udkastets § 19, stk. 2, ligesom der må ske 

en orientering af de særligt nærtstående, jf. udkastets § 20. De sagsbehandlingsskridt, 

der skal iagttages, er nævnt i § 0, stk. 2, ovenfor. Med kompetencen 

hos domstolene finder udkastet til retsplejelovens kapitel 43 også anvendelse. 

Her er reglen i udkastets § 460 af særlig betydning, idet den indebærer, 

at der altid skal beskikkes advokat i genvurderingssagerne efter § 0. 

En regel som § 0 om genvurdering skaber nogle overgangsproblemer. Den 

bør i givet fald også anvendes på de umyndiggørelser, der er iværksat under 

den hidtidige lovgivning. Det må overvejes i værgemålsloven efter udkastets 

§ 53 at indsætte følgende regel :


§ 00. § 0 gælder for umyndiggørelser under den hidtidige lovgivning. 

Umyndiggørelsesdomme, der er mere end fem år gamle, skal genvurderes 

inden to år efter lovens ikrafttræden. 

8.3. Efter en nøje vurdering af formålet med og fordelene ved bestemmelser 

om genvurdering som de skitserede samt af behovet herfor er resultatet blevet, 

at reglerne ikke findes i udvalgets lovudkast. 

Udvalget henviser navnlig til, at en regel om genvurdering vil være et supplement 

til den almindelige forpligtelse, værgerne samt de myndigheder og 

institutioner, der har berøring med personer under værgemål, herunder ikke 

mindst tilsynsmyndighederne, har til til stadighed at være opmærksomme 

på, om der fortsat er behov for de besluttede foranstaltninger, og om de har 

en rimelig karakter og udstrækning, se ovenfor under pkt. 7.1. De smidigere 

værgemålsordninger, udvalget foreslår, vil generelt øge opmærksomheden 

på, om værgemålet har den rette karakter og det rette omfang, eller om der 

skal tages initiativ til en ændrings- eller ophævelsessag, jf. udkastets § 9 eller 

§ 10. Der kunne i de administrative regler indføjes en regel, om at værgerne 

bør være opmærksomme på dette. Hermed finder udvalget, at behovet for regelmæssige 

overvejelser om ændringer i forvejen er tilgodeset i nødvendigt 

omfang. Det må tilføjes, at en efterprøvelse af alle handleevnefratagelser 

hvert femte år ville betyde en øget arbejdsbyrde for domstolene, herunder 

som følge af overgangsreglen skitseret som § 00 en ganske stor ophobning af 

sager i den nye lovgivnings første år. 

9. Umyndighedsbegrebet. 

9.1.1 dansk ret og sprogbrug er ordene 'mindreårig', 'umyndiggørelse 1 , 'umyndiggjorf 

og 'umyndig indarbejdede og velkendte. Den gældende myndighedslov 

§ 1, stk. 2, indeholder afgrænsninger af begreberne mindreårig og 

umyndig. Karakteristisk for umyndiggørelse er, at den voksne får frataget 

handleevnen jf. myndighedslovens § 34. Betegnelserne anvendes hyppigt i 

lovgivningen til at fastlægge gruppens retsstilling. Som eksempler kan nævnes 

arvelovens § 11 og § 12, 2. pkt, om udlevering af et bo til en umyndig 

ægtefælle til hensidden i uskiftet bo, gældsbrevslovens § 14 og § 19 om umyndige 

overdragere og betalere, tinglysningslovens § 27 om ekstinktion af rettigheder 

og ægteskabslovens § 3 om værgesamtykke til umyndiggjortes ægteskab. 

Begreberne anvendes også til at afgrænse, hvilke stillinger, hverv og 

opgaver, persongruppen er afskåret fra. Som eksempel kan nævnes retsplejelovens 

§ 119, stk. 2, nr. 1, hvorefter det er en betingelse for advokatbeskikkelse, 

at vedkommende 'er myndig og ikke under lavværgemål'. 

For at få et indtryk af omfanget af begrebernes anvendelse har udvalget fo-

KAPITEL 5 152 

retaget en optælling gennem Retsinformation. Den viser, at betegnelsen 

'umyndig' forekommer i 92 love (270 gange), 'myndig' i 33 love (61 gange), 

mindreårig i 21 love (53 gange), umyndiggjort i 57 love (121 gange), umyndiggørelse 

i 26 love (68 gange), lavværge i 37 love (90 gange) og lavværgemål i 

34 love (76 gange) 12 ). 

9.2.1.1 grundloven indgår ordet 'umyndiggjort' i § 29, stk. 1, om valgret, der 

har følgende ordlyd: 

'Valgret til Folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, fast bopæl 

i riget og har nået den i stk. 2 omhandlede valgretsalder, medmindre 

vedkommende er umyndiggjort. Det bestemmes ved lov, i hvilket 

omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, 

medfører tab af valgret.' 

I betænkningen fra forfatningskommissionen af 1946, s. 34, er bl.a. anført følgende: 

• 

'Derimod fastholdes det, at umyndiggørelse som hidtil medfører tab af 

valgret. Forslaget knytter hertil ikke, som den gældende grundlov, krav 

om, at den umyndiggjorte er ude af rådighed over sit bo. En sådan urådighed 

er i følge myndighedsloven altid knyttet til umyndiggørelse.' 

Lov nr. 271 af 13. maj 1987 om valg til Folketinget § 1 er i overensstemmelse 

med § 29, stk. 1. 

9.2.2. For udvalgets overvejelser om begreber og terminologi har det haft 

særlig betydning at vurdere grundlovens ordvalg. Det er uden betydning, om 

umyndiggørelsen alene er sket i formueretlig henseende, jf. den gældende 

myndighedslov § 2, eller tillige i personlig henseende, jf. § 46. Umyndiggørelse 

som udelukkelsesgrund i grundlovens § 29 i forhold til valgretten er ligesom 

aldersbetingelsen begrundet i forudsætningen om, at valgret forudsætter 

en vis åndelig formuenhed 13 ). Efter forarbejderne må det antages, at det er 

urådigheden over formuen som en konsekvens af umyndiggørelsen, der førte 

til at knytte tab af valgretten til umyndiggørelsen 14 ). Med i vurderingen må 

også være, at umyndiggørelse efter den gældende myndighedslovs § 2 kan 

være begrundet i andet end manglende åndsevner eller evnen til at handle 

12 ) Se også 'Oversigt over lovbestemmelser, hvori anvendes kriterier som 'umyndig', 'myndig' 

eller 'mindreårig", bilag 1 til lovforslaget i 1975 om nedsættelse af myndighedsalderen til 18 

år. Folketingstidende 1975-76, tillæg A, sp. 3577-84. Oversigten rummer ikke begreberne 

'umyndiggørelse' og 'umyndiggjort'. 

13 ) Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret, bind 1,3. udg. v/ Ole Espersen, s. 287. 

u ) Poul Andersen: Dansk Statsforfatningsret, 1954, s. 247.


fornuftmæssigt, f.eks. drikfældighed, legemlig mangel, sygdom eller anden 

skrøbelighed 15 ). Hertil kommer, at det som omtalt ovenfor i kapitel 2 og 4 

langt fra er alle, der mangler evnen til at handle fornuftmæssigt, der umyndiggøres. 

På baggrund heraf nævner Max Sørensen, at den rationelle begrundelse 

for grundlovens § 29 er svag, og at bestemmelsen kun kan forstås på 

baggrund af den historiske udvikling, hvor grundloven fra 1849 og 1866 afskar 

valgretten for personer, der var ude af rådighed over deres bo, ud fra den 

betragtning at den som af en eller anden grund ikke af retsordenen blev anset 

for at være i stand til at klare sine egne økonomiske anliggender, heller ikke 

skulle have indflydelse på statsstyret 16 ). Alf Ross har bemærket, at ved vurderingen 

af, om forudsætningen vedrørende de umyndiggjortes valgret generelt 

skulle være til hinder for at ændre retstilstanden omkring umyndiggørelse, 

må der lægges vægt på, om man ved vedtagelsen afgrundlovens § 29 har gjort 

andet end at regne med, at de grundlæggende regler om umyndiggørelse ville 

blive bestående, eller om man har villet tilkendegive, at reglerne om umyndiggørelse 

skal bevares. Formodningen må være imod, at der er tale om en 

bindende grundlovsforudsætning 17 ). Endelig har Peer Lorenzen anført, at 

grundlovens § 29 ikke kan antages at være til hinder for, at man ved almindelig 

lov ændrer myndighedslovens umyndiggørelsesbegreb 18 ). 

9.2.3. Ved afgørelsen af, hvilken betydning der kan tillægges grundlovens 

§ 29, må der efter udvalgets opfattelse lægges vægt på, at bestemmelsen ikke 

har karakter af retsgaranti for den enkelte borger, men indebærer en begrænsning 

i visse borgeres adgang til at deltage i folketingsvalg. Ifølge den 

statsretlige litteratur kan valgretsbetingelsen ikke opfattes som et krav om et 

vist minimum af åndsevner eller evne til at handle fornuftmæssigt, idet 

umyndiggørelse som nævnt ovenfor under pkt. 9.2.2. kan være begrundet i 

andre forhold. Heroverfor kan peges på, at en umiddelbar sproglig forståelse 

af § 29 kan tale mod, at umyndiggørelsesbegrebet ophæves ved almindelig 

lov. Det er således i bestemmelsen udtrykkeligt anført, at spørgsmålet om 

straffes og offentlig hjælps betydning for valgretten skal afgøres ved lov, 

mens umyndiggørelse efter grundlovens ordning umiddelbart fører til valgretsfortabelse. 

Under hensyn til bestemmelsens tilblivelseshistorie og de reelle 

hensyn, der oprindeligt lå bag bestemmelsen, er der dog efter udvalgets 

opfattelse ikke grundlag for en sådan modsætningsslutning. 

Derfor er det udvalgets opfattelse, at grundlovens § 29 ikke kan hindre nye 

lovregler om, hvorvidt en person helt eller delvis kan eller skal fratages ad- 

15 ) Max Sørensen : Statsforfatningsret, 2. udg. v/ Peter Germer, s. 74-75. 

16 ) Max Sørensen, a.st., s. 74, og Alf Ross, a.st., s. 288. 

.") AlfRoss,a.st.,s. 173. 

18 ) Karnovs lovsamling, bind 1 (1989), s. 6, note 85.

KAPITEL 5 154 

gangen til at råde over sin formue og handle frit med hensyn til sine personlige 

forhold. Udvalget finder heller ikke noget til hinder for, at eventuelle begrænsninger 

i retshandleevnen betegnes med andre udtryk end umyndiggjort, 

eller at det kendte umyndiggørelsesbegreb helt ophæves. 

Om valgretsreglerne, hvis udvalgets værgemålsudkast gennemføres, se nedenfor 

under pkt. 9.4.5. 

9.3. Udvalget har også på denne baggrund nøje overvejet lovudkastets ordvalg, 

herunder navnlig umyndiggørelsesbegrebet og samlebetegnelsen 

'umyndig'. 

Det er altid betænkeligt at ændre en indarbejdet terminologi, hvor ordene 

og deres betydning er velkendt af en stor del af befolkningen. Et historisk 

institut vil forsvinde. Samtidig er tidligere forsøg på andre områder på at 

bedre synet på en ordning ved et ændret ordvalg ofte fejlet, idet klangen hurtigt 

klæber sig også til nye udtryk. Der er en risiko for, at et nyt ord snart vil 

blive opfattet på samme måde som 'umyndiggørelse' og 'umyndiggjort' bliver 

det i dag. 

Hensyn må tillige tages til, at ordene som nævnt anvendes hyppigt i anden 

lovgivning, herunder uden for det snævre personretlige område, og at antallet 

af konsekvensændringer med en ny terminologi er næsten overvældende. 

Det gør også indtryk, at de nye udtryk, udvalget har overvejet, ikke falder 

så let som de gamle. 'Værgemål' er måske ikke sværere at anvende end 

'umyndiggørelse', men det er vanskeligere at finde et nyt ord for 'umyndiggjort'. 

Det må blive 'under værgemål', svarende til det allerede benyttede 

'under lawærgemål'. I sammenhæng vil det blive 'personer under værgemål' 

eller 'den, der er under værgemål', se f.eks. lovudkastets § 24, stk. 1. 

9.4. Af det foregående og af titlen på udvalgets hovedlovudkast fremgår, at 

udvalget trods betænkeligheder har valgt i nogen grad at ændre terminologi. 

Baggrunden har navnlig været, at udvalget foreslår ændrede og smidigere bistandsformer, 

hvilket bør give sig udslag også i begreberne. Af betydning har 

tillige været, at 'umyndiggørelse' og 'umyndiggjort' ikke vurderes som noget 

positivt. Det er noget, pårørende prøver at undgå, og som den, det går ud 

over, frygter, hvis vedkommende forstår noget. Samtidig ønsker udvalget 

med det ændrede ordvalg at signalere nydannelserne i lovudkastet. 

9.4.1. Som overbegreb har udvalget valgt ""vœrgemàî. Det indgår i lovens 

titel. Udtrykket 'under værgemål' dækker alle situationer, hvor der er en værge 

efter denne lov, se dog nedenfor. Dette gælder, hvadenten den pågældende 

som barn eller ««g ikke har opnået myndighedsalderen på 18 år, jf. lovudkastets 

§ 1, eller der er tale om en voksen, der i medfør af udkastets § 5 er 

kommet under værgemål. Ordet 'værgemål' dækker også de tilfælde, hvor 

værgemål efter § 5 er suppleret med en handleevnefratagelse efter § 6. Det 

>


omfatter tillige den særlige ordning for gifte efter lovudkastets § 25, stk. 1, 

hvor ægtefællen og værgen handler i forening. 

Værgemålsbegrebet omfatter ikke situationer, hvor værgen handler i forening 

med den svage, de hidtidige lavværgemål og de fremtidige samværgemål, 

jf. lovudkastets § 7. Skal de medinddrages under bestemte retsvirkninger, 

må de derfor med i opregningen, se f.eks. lovudkastets § 2, stk. 2 og § 12, 

stk. 2. 

Begrebet 'værgemåP er kun dækkende for værgemålslovens ordinære område, 

d.v.s. efter § 5. Det omfatter ikke tilfælde, hvor der er udpeget eller beskikket 

en særlig værge efter udkastets kapitel 8 eller anden lovgivning, se 

herom nedenfor i kapitel 13. Den, der ikke i forvejen har en værge, og som 

skifteretten udpeger en værge for i skiftesituationen, er således ikke under 

værgemål. 

9.4.2. Til det hidtidige begreb 'umyndiggørelse' svarer 'værgemål med 

handleevnefratagelse' bedst, jf. lovudkastets § 6. Udvalget har af praktiske og 

lovtekniske grunde valgt at bevare begrebet 'umyndige' om voksne dækkende 

dette område. I lovteksten fremgår dette af § 6, stk. 2. Baggrunden herfor er, 

at det skønnes nødvendigt med en samlebetegnelse for alle, der er uden retlig 

handleevne, og så kan man lige så godt bruge en indarbejdet. Udvalget foretrækker 

'umyndig' og 'umyndighed' og har ønsket at undgå 'umyndiggørelse' 

og 'umyndiggjort'. Om disse udtryk alligevel vil blive bevaret på andre 

områder og i daglig tale vil tiden vise. Man må gøre sig klart, at antallet af 

voksne umyndige bliver begrænset. Dette er imidlertid også meningen. 

Begrebet 'umyndig' vil som nævnt i lovudkastets § 1, stk. 1, og nedenfor i 

kapitel 11 også omfatte børn og unge, der ikke har indgået ægteskab, idet det 

bliver en samlebetegnelse, omfattende alle, der er uden retlig evne til at handle 

på egen hånd, jf. udkastets § 1, stk. 2, og § 6, stk. 2. Som det fremgår af 

lovudkastets kapitel 6 har det være nødvendigt at have særlige regler omfattende 

unge og voksne umyndige. 

9.4.3. Det må understreges, at det er begrænset, hvad umyndighedsbegrebet 

ved voksne kan bruges til, og hvilke retsvirkninger der kan knyttes hertil i 

anden lovgivning. Anvendeligheden afhænger af, om retsstillingen er knyttet 

til den manglende retlige handleevne. Herved henvises til det, der er anført 

ovenfor under pkt. 2 om grupperinger. På en række andre retsområder er det 

mere relevant, om vedkommende er under værgemål. Det kan være af betydning, 

at der er en legal repræsentant, værgen. I atter andre og måske hyppigere 

forekommende tilfælde er det afgørende, at der med værgemålet foreligger 

en offentlig tilkendegivelse om, at vedkommende er ude afstand til at varetage 

sine anliggender. For evnen til at indehave stillinger eller varetage hverv 

forekommer det ofte mere relevant, om vedkommende er under værgemål,

KAPITEL 5 156 

fordi denne er ude afstand til at varetage sine anliggender, end om der tillige 

er sket handleevnefratagelse. F.eks. forekommer dette af større betydning 

for, om der kan udstedes exekutorbevilling, meddeles advokatbeskikkelse eller 

opnås anerkendelse som medlem af fondsbørsen. Det samme gælder 

hvervet som direktør i et aktieselskab eller bestyrelsesmedlem. Til yderligere 

belysning kan nævnes et par eksempler fra det familieretlige område 19 ). Ifølge 

ægteskabslovens § 3 skal umyndiggjorte have værgens samtykke til ægteskab. 

Antagelig vil det under en ny værgemålslov efter udvalgets udkast være 

mere relevant end at afgrænse efter umyndighedsbegrebet, jf. udkastets § 6, 

at lade det være afgørende, om den voksne, der ønsker at gifte sig, er under 

værgemål, jf. § 5. Den, der opfylder kriterierne i § 5, vil i almindelighed også 

savne evnen til nærmere forståelse af, hvad ægteskabsindgåelsen indebærer. 

Ifølge arvelovens § 11 og § 12,2. pkt., kan en umyndig efterlevende ægtefælle 

kun få udleveret et fællesbo til uskiftet bo, såfremt værgen fremsætter begæring 

herom og skifteretten finder det foreneligt med den efterlevendes tarv. 

Ogs"å her må det antagelig være afgørende, om den efterlevende er under 

værgemål efter udkastet § 5 og uden betydning, om der tillige er sket handleevnefratagelse 

efter § 6. Som et eksempel på det formueretlige område kan 

nævnes, at udstederen af et gældsbrev selv over for en erhverver i god tro kan 

påberåbe sig, at gældsbrevet er ugyldigt på grund af umyndighed, jf. gældsbrevslovens 

§ 17.1 dette tilfælde må man formentlig fastholde den gældende 

afgrænsning af umyndighedsbegrebet, således at indsigelsen kun bevares, 

hvis der tillige er sket handleevnefratagelse efter § 6. I modsat fald ville der 

være tale om en betydelig indskrænkning i negotiabilitetsreglerne. 

9.4.4. Som det fremgår af kapitel 15, pkt. 4, om konsekvensændringer \ anden 

lovgivning, har udvalget også af praktiske og tidsmæssige grunde afstået 

fra at vurdere virkningerne af den nye og ændrede værgemålslovgivning og 

den nye terminologi på andre regelområder. Som anført må sagkyndige på 

hvert enkelt sagområde, der hidtil har gjort brug af begreber som 'umyndig' 

og 'umyndiggørelse', vurdere, om det fremtidig i stedet skal være afgørende, 

at den pågældende er under værgemål eller samværgemål, eller om virkningerne 

skal begrænses til tilfælde, hvor der tillige er sket handleevnefratagelse. 

9.4.5. Som anført ovenfor under pkt. 9.2. findes grundlovens § 29 om valgret 

ikke at udgøre nogen hindring for udvalgets begrebsbestemmelse, herunder 

undladelsen af at gøre brug af ordet umyndiggørelse. Derimod må 

grundlovens krav indebære, at i alle tilfælde, hvor en person under en ny 

") Se om sådanne norske overvejelser vedrørende ægteskabslovens § 3 Ot.prp. nr. 28 (1990-91), 

s. 15,16 og 148. 

v


værgemålslov i overensstemmelse med udvalgets tanker fratages handleevne, 

jf. udkastets § 6, eller efter mindretallets udkast fratages rådigheden over personlige 

forhold, jf. udkastets § 6 a, må de pågældende efter valglovgivningen 

fortabe valgretten. 

10. Offentliggørelse. 

10.1. Under den gældende umyndiggørelsesordning gøres offentligheden bekendt 

med dommen gennem tinglysning, jf. myndighedslovens § 4. Det sker i 

. den byretskreds, hvor den umyndiggjorte har sit hjemsted. Også lavværgemål 

tinglyses, jf. myndighedslovens § 56. 

Dommen indføres først i dagbogen og derefter i 3. afdeling af personbogen, 

jf. tinglysningslovens § 43, stk. 1 og 2, jf. tinglysningsbekendtgørelsens § 24. 

Dermed er den tinglyst, jf. tinglysningslovens § 46. Personbogen føres som 

løsblade, og der er et blad for hver umyndiggørelse. Anmeldelsens dato anføres 

tillige med den umyndiggjortes navn og bopæl. Anmeldelsen behøver ikke 

at angive værgens navn og bopæl, og værgebeskikkelser tinglyses ikke. 

Der kræves ikke ny tinglysning, selv om den umyndiggjorte flytter til en ny 

retskreds. Ifølge tinglysningslovens § 45 skal dommen kundgøres i tingbladet, 

som er en del af Statstidende. 

Det påhviler værgen for en umyndiggjort at sørge for, at umyndiggørelsesdommen 

tinglyses ved den umyndiggjortes værneting, jf. værgebekendtgørelsens 

§ 6. Også foreløbige umyndiggørelser efter retsplejelovens § 462 skal 

tinglyses. Hvis den umyndiggjorte ejer eller erhverver en fast ejendom, skal 

værgen tillige sørge for tinglysning, der hvor ejendommen ligger, jf. tinglysningslovens 

§ 13, stk. 2-3. 

Tinglysningens retsvirkningerregnes fra den dag, da dokumentet anmeldes 

til tinglysning, jf. tinglysningslovens § 46, 2. pkt. Dette indebærer, at retshandler, 

som den umyndiggjorte indgår efter den dag, hvor dommen indleveres 

til tinglysning og indføres i dagbogen, er ugyldige, også selv om medkontrahenten 

var i god tro. En endnu ikke tinglyst umyndiggørelse kan derimod 

ikke gøres gældende overfor en tredjemand, der ikke kendte umyndiggørelsen 

og heller ikke ved uagtsomt forhold var skyld i sit ukendskab hertil. 

Når umyndiggørelsen er tinglyst på den faste ejendom, vil eventuelle dokumenter, 

hvorved den umyndiggjorte på egen hånd ved aftaler overdrager 

rettigheder over ejendommen til andre, blive afvist. 

10.2. En arbejdsgruppe har i 1987 afgivet betænkning om edb i tinglysningen 

20 ). Arbejdsgruppen har bl.a. anført, at der for så vidt angår bl.a. umyndiggørelser 

bør arbejdes mod en hensigtsmæssig central edb-registrering 

20 ) Betænkning om edb i tinglysningen (nr. 1093/1987), s. 21 og 123.

KAPITEL 5 158 

som et alternativ til registrering i personbogen. Der henvises tillige til, at 

umyndiggørelser allerede nu registreres i CPR-registret. En sådan nyordning 

vil nok kræve visse reguleringer af det eksisterende regelsæt, men ikke føre til 

ændringer på det mere principielle plan. En modernisering vil kunne ske ret 

hurtigt og enkelt. 

10.3. Ved lov nr. 281 af 29. april 1992 om ændring af tinglysningsloven og 

retsafgiftsloven m.v. er der truffet principbeslutning om indførelse af edb i 

tinglysningen. Loven skal træde i kraft efter justitsministerens nærmere bestemmelse. 

Det er forudsat, at omlægningen til EDB vil ske retskreds for retskreds 

og strække sig over ca. otte år. De hidtidige bestemmelser gælder derfor 

ved siden af de nye regler i nogle år. Justitsministeren fastsætter ikrafttrædelsestidspunktet 

for den enkelte retskreds, efterhånden som omdannelsen 

skrider frem. 

Ifølge lovændringen skal personbogen fremover føres centralt for hele landet 

ved ét tinglysningskontor, nemlig ved retten i Århus, jf. den nye § 43 a. 

Personbogens værdi for brugerne vil dermed blive øget betydeligt, idet man 

under nyordningen kan nøjes med at henvende sig et sted. Den centrale personbog 

vil under nyordningen fjerne den usikkerhed, som i dag opstår, fordi 

oplysningerne i personbogen ikke automatisk overføres, når en person flytter. 

Der sker ingen ændringer i personbogens indhold, bortset fra dem, der følger 

af, at rettigheder i biler fremover skal tinglyses i bilbogen, jf. den ændrede 

formulering af § 43. Tinglysningsmåden ændres derved, at aktmappesystemet 

med opbevaring af genparter af alle tinglyste dokumenter bliver afskaffet. 

Baggrunden herfor er ifølge bemærkningerne til lovforslaget, at personbogsaktmappen 

kun benyttes meget sjældent i praksis. 

Tinglysningslovens § 45, hvorefter alle personbogsdokumenter skal offentliggøres 

i tingbladet, gælder ikke under nyordningen. Ophævelsen skal ses i 

sammenhæng med ændringen af tinglysningslovens § 50, der fastsætter, at 

dokumenter, der anmeldes til tinglysning i personbogen, snarest muligt skal 

gøres offentligt tilgængeligt. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler 

herom. Det fremgår dog af bemærkningerne til lovforslaget, at tingbladet 

indtil videre forudsættes videreført. 

Fremover skal et dokument anses for tinglyst, når det er indført i personbogen 

og afsendt eller udleveret fra tinglysningskontoret, jf. ændringen af 

tinglysningslovens § 46. Reglen er hermed bragt i overensstemmelse med 

ordningen vedrørende fast ejendom, jf. tinglysningslovens § 27. Af bemærkningerne 

fremgår, at nyordningen især er gennemført med henblik på dokumenter 

vedrørende løsøre. For så vidt angår værgemål, vil lovændringen formentlig 

indebære, at umyndigheden, jf. lovudkastets § 6, stk. 2, først får virk-


ning over for tredjemand fra et senere tidspunkt end i dag, idet den tinglyste 

dom tillige skal være afsendt eller udleveret fra tinglysningskontoret. 

10.4. I kommissoriet er særligt fremhævet, at udvalget skal overveje ændringer 

i anden lovgivning, og tinglysningsloven er nævnt specielt. Der tænkes 

formentlig på reglen i myndighedslovens § 4 om tinglysning af umyndiggørelsesdekreter 

og § 56 om lawærgemål. 

Som nævnt i lovudkastets § 6, stk. 2, og omtalt ovenfor under pkt. 3.2., er 

det blandt ordningerne for voksne kun værgemål med handleevnefratagelse, 

der, som ordene viser, medfører indgreb i retsstillingen under værgemål. 

Derfor kan kun denne gruppe betegnes som umyndige, se lovudkastets § 6, 

stk. 2, og bemærkningerne ovenfor under pkt. 9.4.2. Kun umyndiges aftaler 

bliver altid ugyldige, jf. lovudkastets § 44. Forudsætningen for reglen er, at 

handleevnefratagelsen bliver almindelig kendt. Derfor må der fortsat ske 

tinglysning af dette begrænsede udsnit af værgemålene, se værgemålslovudkastets 

§ 6, stk. 3. Dette nødvendiggør ændringer i tinglysningsloven, se udkastet 

til lov om ændring af forskellige bestemmelser om værgemål, formueadministration 

m.v. § 6, nr. 2, om ændring af tinglysningslovens § 48, med 

specielle bemærkninger sidst i betænkningen. 

Om tinglysning af foreløbige handleevnefratagelser, se nedenfor i kapitel 6, 

pkt. 6.10. 

10.5. Udvalget har drøftet, om der tillige bør ske tinglysning afværgemål 

efter § 5 uden fratagelse af handleevne samt af samværgemål efter § 7. 

En væsentlig del af begrundelsen for at nedsætte udvalget var et ønske om 

at modernisere umyndiggørelsesinstituttet, således at det ikke blev mere indgribende 

end nødvendigt. På den baggrund har udvalget udarbejdet værgemålsordninger, 

der skal afpasses efter de konkrete behov. Ved værgemål efter 

§ 5 er det centrale, at der udpeges en værge. Værgemålet indebærer ikke i sig 

selv, at vedkommende mister sin retlige handleevne. Skulle den pågældende 

indgå retshandler på egen hånd, bliver de ikke automatisk ugyldige. Der henvises 

i det hele til bemærkningerne ovenfor under pkt. 3 öm løsningsmodeller, 

særligt pkt. 3.1 om værgemål, samt til pkt. 9 om umyndiggørelsesbegrebet. 

Der er således ikke nogen retlig begrundelse for en generel tinglysning af 

værgemål og ikke noget reelt hensyn at tage til omverdenen. De samme synspunkter 

gør sig gældende ved samværgemål euer udkastets § 7, da den, der er 

under samværgemål, ikke længere skal fratages handleevnen. Ofte vil det være 

tilstrækkeligt, at pårørende, institutionspersonale, sociale myndigheder 

m.v. får kendskab hertil, se om underretning lovudkastets § 20, stk. 1-2, og 

bemærkningerne nedenfor i kapitel 6, pkt. 4.5.4 og pkt. 8.4. Om notering m.v.

KAPITEL 5 160 

af værgemålet som orientering om værgens legitimation henvises tillige til 

bemærkningerne nedenfor i kapitel 9, pkt. 3.4. 

10.6. Endnu et spørgsmål, der er drøftet, er, om der bør oprettes et centralt 

register over afgørelser efter udkastets §§ 5-7 21 ). For så vidt angår domme om 

fratagelse af handleevne, vil et centralt register være en følge af nyordningen 

med hensyn til personbogen, se herom ovenfor under pkt. 10.3. Handleevnefratagelser 

skal, såfremt de får betydning for stemmeretten, se herom ovenfor 

under pkt. 9, tillige noteres i det centrale personregister af hensyn til valglisterne. 

10.7. Om overvejelserne om tinglysning eller notering afværgemål på faste 

ejendommes blad i tingbogen som en sikringsakt og legitimation for værgen, 

jf. tinglysningslovens § 13, stk. 2-3, se nedenfor i kapitel 9, pkt. 3.4. 

2I ) Om overvejelser om et centralregister om umyndiggørelser se Myndighedslovskommentaren,bind 

l,s.49.

161 

Kapitel 6 

Værgemålssagerne 

1. Generelt om gældende ret. 

1.1. Umyndiggørelse og lavværgemål er blevet betragtet som så dybtgående 

indgreb i individuelle rettigheder og personlig integritet, at sager herom og 

om ophævelse heraf behandles af domstolene, i første instans byretterne. Det 

er civile retssager, og der afsiges dom om spørgsmålet. Retsplejeloven indeholder 

et særligt kapitel 43 om sagerne. Kapitlet fik en ny udformning i 1979. 

I det omfang, der ikke heri er særregler, gælder de almindelige civilprocessuelle 

bestemmelser. Sagerne præges af, at de er indispositive, fordi den ene 

part, den svage, som regel ikke er i stand til selv fyldestgørende at varetage 

sine interesser under sagen. Særreglerne skyldes også det offentliges ønske 

om en materiel rigtig afgørelse. Det forhold, at sagerne er indispositive, viser 

sig navnlig ved, at retten udøver en vis officialvirksomhed og ikke overlader 

processen til parterne selv. Efter retsplejelovens § 460 er det således retten, 

der sørger for sagernes oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af parter 

og vidner samt om tilvejebringelse af sagkyndige udtalelser. Dermed er de 

principper, som gælder i normale civile sager, og hvorefter parterne selv har 

rådighed over processen gennem deres påstande, anbringender og bevisførelse, 

trængt i baggrunden. En virkning heraf er, at den, der har anmodet om 

umyndiggørelse, bliver mindre synlig i processen. 

1.2. Ad hoc værger for myndige efter § 59 beskikkes administrativt af statsamtet, 

fî. myndighedslovens § 61, jf. § 33. Myndighedsloven er fattig på sagsbehandlingsregler. 

De suppleres af de almindelige regler i forvaltningsloven 

og offentlighedsloven samt den udviklede praksis om administrativ sagsbehandling. 

Dette indebærer bl.a., at der er kontradiktion og partsoffentlighed, 

samt at alle afgørelser skal begrundes. 

1.3. Udvalgets undersøgelser, se ovenfor i kapitel 2, pkt. 1.1.3., og kapitel 3, 

pkt. 1.1., viser, at byretterne i halvåret 1. oktober 1989 til 31. marts 1990 behandlede 

355 sager vedrørende umyndiggørelse m.v. Heraf endte 263 med 

umyndiggørelse, 49 afsluttedes med dom til lavværgemål, og 18 var om ophævelse 

af allerede iværksatte foranstaltninger. 33 sager blev ikke gennemført, 

men bortfaldt eller blev kaldt tilbage.

KAPITEL 6 162 

Antallet af sager ved statsamterne om ad hoc-værgemål efter myndighedslovens 

§ 59 udgjorde i samme periode 60, se nedenfor i kapitel 2, pkt. 3. 17 

sager udskilte sig som vedrørende områder på grænsen af udvalgets arbejde, 

se ovenfor i kapitel 2, pkt. 3.2-4. Tilbage var 43 sager, hvoraf 7 resulterede i 

afslag. 26 vedrørte plejehjemsanbringelse m.v. og 10 en række forskelligartede 

spørgsmål. 

1.3.1. Umyndiggørelsessagerneved domstolene behandles som hovedregel 

skriftligt. Af de 263 umyndiggørelsessager i halvåret 1989-90 blev 225 eller 85 

pct. afgjort uden en mundtlig forhandling. Kun i 38 sager fremgik det af oplysningerne, 

typisk af dommen, at der blev afholdt et retsmøde. I 9 af disse 

var den, der blev umyndiggjort, ikke til stede, og i 14 var der ikke beskikket 

advokat for vedkommende. 

Efter det oplyste var der kun beskikket advokat i 54 af de 263 sager eller i 

under 20 pct. Beskikkelsen var ikke sammenfaldende med, om der afholdtes 

en mundtlig forhandling. I 30 sager blev der beskikket advokat for den pågældende, 

samtidig med at der, så vidt det fremgår af embedernes oplysninger 

eller af dommen, ikke blev afholdt noget retsmøde eller - i to sager - et 

retsmøde, hvor kun advokaten var til stede. 

1.3.2. 4 af de 41 nye sager om lavværgemåli halvåret 1989-90 og 1 af de 8 

sager om omdannelse af umyndiggørelse til lawærgemål synes at være blevet 

behandlet skriftligt og således uden retsmøde. Af disse 5 sager blev 1 så vidt 

ses afgjort alene på den pågældendes anmodning, og uden at der forelå en 

lægeerklæring. I de fleste sager, nemlig 37 om lawærgemål og 7 om omdannelse 

af umyndiggørelse til lawærgemål, blev der afholdt retsmøde, i 6 endog 

to retsmøder. Den, sagen vedrørte, var til stede i disse møder, og det fremgår 

af mange domme, at vedkommende er gjort bekendt med retsvirkningerne af 

ordningen. 

110 af de 37 egentlige lavværgemålssager, hvori der blev afholdt retsmøde, 

var der beskikket advokat for vedkommende. I yderligere 2 sager var der 

mødt advokat, antagelig en privat antaget. I de 7 sager med retsmøder om 

omdannelse af umyndiggørelse til lawærgemål var der beskikket advokat i 1 

og mødt med advokat i yderligere 2 sager. Der var således advokat i 15 af de 

49 sager. 

1.3.3. Protester eller frifindelsespåstande i umyndiggørelsessagerne var 

sjældne. Foruden i en sag, der blev anket, var der kun to tilfælde med en reel 

frifindelsespåstand. I endnu en sag protesterede en søn, men denne fulgte 

ikke modstanden op ved at møde i retten. I en del tilfælde gav den, der ønskedes 

umyndiggjort, udtryk for modstand mod påtænkte foranstaltninger, typisk 

en plejehjemsanbringelse, men den beskikkede advokat tilsluttede sig

163 VÆRGEMÅLSSAGERNE 

alligevel umyndiggørelsesbegæringen ud fra sit indtryk og sin opfattelse. Om 

frifindelser, se ovenfor i kapitel 3, pkt. 3. 

Et andet særegent træk ved umyndiggørelsesdommene er, at ankeprocenten 

er meget lav, se ovenfor i kapitel 3, pkt. 5. 

2. Behandlende myndighed. 

2.1. Saglig kompetence. 

Når de materielle værgemuligheder er fastlagt, se om løsningsmodellerne 

ovenfor i kapitel 5, pkt. 3, er et vigtigt spørgsmål, hvilken myndighed der skal 

have kompetence til at iværksætte værgemål, jf. lovudkastets § 5, eller samværgemål, 

jf. § 7, samt til at fratage handleevne, jf. § 6. Udvalget har overvejet 

tre forskellige modeller for afgrænsning af den saglige kompetence; nemlig 

en ren judiciel behandling, en administrativ behandling af alle sager og en 

tostrenget ordning med delt kompetence, hvor nogle sager afgøres administrativt, 

andre af domstolene. 

For udvalgets overvejelser har Den europæiske Menneskerettighedskonvention 

været af central betydning. I artikel 6, stk. 1, anføres: 

'Art. 6. Enhver skal, når der skal træffes afgørelse ... i en strid om hans 

borgerlige rettigheder og forpligtelser... være berettiget til en retfærdig 

og offentlig rettergang inden for en rimelig frist for en ved lov oprettet 

uafhængig og upartisk domstol.' 

Den europæiske Menneskerettighedskommission har fastslået, at umyndiggørelse 

er et indgreb i en persons 'borgerlige rettigheder'. Kommissionen 

har i en konkret sag lagt vægt på, at klagerens retlige handleevne var blevet 

ændret i negativ retning som følge af umyndiggørelsen 1 ). I en anden sag 

fandt Menneskerettighedsdomstolen i overensstemmelse hermed, at et indgreb 

i individets evne til at foretage 'legal transactions' var omfattet af begrebet 

borgerlige rettigheder 2 ). 

Udvalget har vurderet de nye værgemålsregler i relation til artikel 6. Begrebet 

'borgerlige rettigheder' i bestemmelsen kan ikke antages udelukkende at 

angå evnen til at indgå gyldige aftaler, men må antagelig omfatte enhver vidererækkende 

indskrænkning i vedkommendes mulighed for at disponere 

over sine egne aktiver. På denne baggrund må det formentlig antages, at ikke 

alene handleevnefratagelse efter udkastets § 6, men også værgemål efter § 5 

må anses omfattet af artikel 6, idet en anden indsættes til at repræsentere den 

') Dec. Adm. Com Ap. 6916/76, refereret i Digest of Strassbourg Case Law, art. 6, s. 93. 

2 ) Winterwerp, series A, 33.

KAPITEL 6 164 

pågældende. I princippet er samværgemål formentlig også omfattet af artiklen, 

men efter udkastets § 7, stk. 1, kræves der anmodning fra vedkommende 

til samværgemålet. 

Som det fremgår af artikel 6 har den, der kommer under værgemål eller 

samværgemål, krav på inden en rimelig frist at få afgørelsen prøvet ved retten. 

Det kræves således ikke, at den umiddelbare eller første afgørelse træffes 

af en domstol, blot der er mulighed for hurtig efterfølgende kontrol ved en 

domstol 3 ). Hvis afgørelsen henlægges til byretten, medfører dette ikke, at behandlingen 

her skal tilrettelægges i overensstemmelse med artikel 6. Konventionen 

stiller i så fald alene krav om, at afgørelsen vil kunne appelleres, og 

at appelbehandlingen er i overensstemmelse med artikel 6. 

2.1.1. Udelukkende domstolsbehandling. 

Udgangspunktet ved vurderingen af kompetencespørgsmålene har naturligt 

nok været, at afgørelserne er så indgribende for den enkelte, at det af principielle 

grunde kan gøres gældende, at de som hidtil bør være rent judicielle. 

Det kan hævdes, at afgørelserne bør henlægges til uafhængige domstole, hvis 

procesordning rummer særlige retssikkerhedsgarantier, f.eks. i form af 

mundtlige forhandlinger, hvor dokumenter fremlægges, og hvor der kan foregå 

mundtlig bevisførelse med afhøring af den, sagen angår, samt eventuelle 

vidner, navnlig pårørende, under det særlige ansvar, der gælder i en retssal. 

En sådan holdning ville medføre, at også ad hoc værgemålene, som i dag 

afgøres af statsamterne, skulle høre under domstolene. Dermed ville en del af 

den kritik, som har været rejst mod ordningen, nemlig at der administrativt 

træffes indgribende beslutninger vedrørende den, værgemålet angår, blive 

imødekommet. 

Virkeligheden har imidlertid, som gennemgået ovenfor under pkt. 1.3., vist 

sig at være anderledes, selv om afgørelserne i dag træffes i domsform. Udvalgets 

undersøgelser har bekræftet, at det store flertal umyndiggørelser gennemføres 

uden den sagsbehandling, der er domstolenes normale. Kun yderst 

sjældent er der nogen, der protesterer. Dermed forsvinder tvisten og de modstående 

parter. I stedet for at forestå den partsproces, der er normal også i 

indispositive sager, f.eks. i ægteskabs- og faderskabssager, bliver domstolens 

opgave at kontrollere, om umyndiggørelsesbetingelserne er opfyldt. Det gøres 

i de fleste sager uden en mundtlig domsforhandling ved en gennemgang 

af den skriftlige anmodning og den eller de fremsendte lægeerklæringer. Indeholder 

en erklæring en tilstrækkelig klar konklusion, hvoraf fremgår, at 

den pågældende ikke forstår betydningen af en umyndiggørelse, og oplyser 

3 ) Sag Albert og Le Compte, series A, 58.


lægen, at den pågældende ikke med nytte kan afhøres i retten, afsiges der 

uden videre dom. Selv i de undtagelsestilfælde, hvor retten efter signalerne i 

lægeerklæringen afholder et egentligt retsmøde, idet den pågældende indkaldes 

eller opsøges, kommer der sjældent noget ud heraf. Advokatbeskikkelser 

er ikke særligt hyppige, og det er undtagelsen, at advokaten protesterer 

reelt eller formelt. Ankeprocenten er meget lavere end i andre civile sagsgrupper. 

Det kan således med styrke hævdes, at domstolene allerede i dag i 

realiteten i de allerfleste sager udøver funktioner, der snarere er administrative. 

Udvalget har på denne baggrund drøftet, om sagerne, eller i hvert fald 

nogle af dem, i stedet kan afgøres af statsamterne. 

2.1.2. Ren administrativ behandling. 

Udvalget har overvejet en ordning, hvorefter alle sager skulle behandles og 

afgøres administrativt, men med adgang til indbringelse for domstolene. 

Af betydning for vurderingen har været, at det allerede i dag er accepteret, 

at ad hoc værgebeskikkelser sker administrativt. Derfor er det ikke nødvendigt 

at opbygge en ny myndighed. I det omfang, afgørelser inden for værgemålslovgivningen 

skal være administrative, kan de henlægges til statsamterne, 

der i forvejen har en række opgaver inden for familieretten i almindelighed 

samt særligt vedrørende værgebeskikkelse og værgemålstilsyn. Hertil 

kommer, at de administrative sagsbehandlingsregler er blevet udbygget med 

forvaltningsloven, og dermed er retssikkerheden styrket også ved denne form 

for afgørelser. Betænkelighederne ved en ren administrativ behandling bliver 

også mindre, når der, hvad udvalget går ind for, bliver en generel adgang 

til at indbringe statsamtets afgørelser for domstolene med mulighed for en 

fuldstændig fornyet prøvelse, jf. lovudkastets § 22, hvilket også vil tilgodese 

forpligtelserne efter den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 

6. 

En obligatorisk ordning ville medføre, at statsamtet også kommer til at 

træffe afgørelse om fratagelse af handleevne jf. lovudkastets § 6.1 de tilfælde, 

hvor der opstår spørgsmål herom, vil den, sagen angår, som regel have en vis 

forståelse for, hvad indgrebet indebærer. Dermed er det også tænkeligt, at 

der vil blive protesteret. Det kan gøres gældende, at det vil være betænkeligt 

at tillægge en administrativ myndighed kompetence til at træffe beslutninger 

af så indgribende karakter, idet den bør henlægges til domstolene med de 

retssikkerhedsgarantier, dette indebærer. 

Udvalget har afstået fra at foreslå en ren administrativ behandling afværgesagerne. 

Dette ville i givet fald forudsætte mere generelle overvejelser i en 

anden og bredere sammenhæng. 

... • - - . • • ' • • • • ' • . • • - • • • • • • • /

KAPITEL 6 166 

2.1.3. Delt kompetence. 

Resultatet af udvalgets overvejelser er blevet en regel om delt kompetence, så 

sagerne om værgemål efter lovens kapitel 2 som hovedregel gøres administrative 

og henlægges til statsamterne, medens nogle sager fortsat skal behandles 

af domstolene, jf. udkastets § 13, stk. 1-3. Afgrænsningen af kompetencerne 

bliver dermed vigtig. Ved afvejningen må lægges vægt på, om domstolenes 

fortrin kan udnyttes, navnlig til en mundtlig domsforhandling, hvis der er 

afdækket modstridende interesser, eller hvis retssagsbehandlingen med dens 

særlige retssikkerhedsgarantier bør udnyttes, indgrebets karakter og betydning 

taget i betragtning. 

Der er flere grupperingerblandt sagerne og dermed forskellige muligheder 

for kompetenceopdelinger. Nærliggende kan det være at hævde, at sager, 

hvor der påstås fratagelse afretlig handleevne euer udkastets § 6, er så indgribende, 

at de bør være domstolsanliggender, medens bistand alene i form af 

værgemål efter § 5 eller samværgemål efter § 7 må kunne afgøres administrativt. 

Dette vil i vid udstrækning være en videreførelse af tankerne bag de nuværende 

kompetencer. En anden mulighed er at lade det være afgørende, om 

der er protester mod foranstaltningen fra vedkommende selv eller fra andre, 

der står den pågældende så nær, at deres holdning bør indgå i overvejelserne. 

En tredje sondring kan være, om den, spørgsmålet angår,/ørstdrbetydningen 

af indgrebetog således med nytte kan høres i retten. Dette tillægges også i dag 

betydning, jf. retsplejelovens § 459, stk. 2, og § 460, stk. 3, hvorefter retten kan 

undlade at indkalde parten, hvis denne ikke forstår betydningen af umyndiggørelsen, 

og hvorefter det i disse situationer ikke er nødvendigt at beskikke 

advokat. 

De nævnte synsvinkler er ikke alternativer, men vil i nogen grad gribe ind i 

hinanden. I sager, hvor der skønnes behov for at overveje fratagelse af handleevnen 

efter § 6, vil vedkommende antagelig ofte have i hvert fald nogen 

forståelse af, hvad sagen angår, og vil i nogle tilfælde kunne tænkes at modsætte 

sig indgrebet. I sager om samværgemål efter § 7 vil den pågældende på 

samme måde kunne vurdere sagens sammenhæng, men vil med betingelserne 

i bestemmelsen være indforstået med foranstaltningen. Ved værgemål efter 

§ 5 vil vedkommende i de fleste tilfælde være uden forståelse for det foreliggende 

problem. 

2.1.4. Det tostrengede system. 

Udvalgets forslag fremgår af lovudkastets § 13, hvor den delte kompetence og 

dermed det tostrengede system introduceres i stk. 1. Afgrænsningen mellem 

domstolenes og statsamternes opgaver er fastlagt i stk. 2 og 3. Udvalgets


grundsyn er, at tvister skal behandles af domstolene, medens sager, der snarere 

består i en prøvelse på skriftligt grundlag af, om betingelserne er opfyldt, 

skal høre under statsamterne. En anden synsvinkel er, at skal der være en 

særlig proces på grund af modstand, bør der afholdes en domsforhandling, 

medens møder med elementer af vejledning og uformelle drøftelser snarere 

hører hjemme i det administrative miljø. 

2.1.4.1. Udgangspunktet og hovedreglen er som nævnt administrativ behandling, 

jf. udkastets § 13, stk. 2. Den gælder ved sager om værgemål efter 

§ 5, hvor der ikke tillige bliver tale om fratagelse af handleevne, jf. § 6, samt 

ved samværgemål, jf. § 7. 

2.1.4.2. Hovedreglen om administrativ behandling gælder ikke ved afgørelser 

om fratagelse afhandleevne efter lovudkastets § 6. Udvalget har fundet, 

at der vil være alvorlige betænkeligheder forbundet med at lade sager om 

sådanne indgreb i individuelle rettigheder og personlig integritet afgøre administrativt. 

Herved er også lagt vægt på, at den pågældende, når der er anledning 

til at overveje sådanne skridt, må antages at være i en tilstand, så det 

kan nytte at stille spørgsmål. Endvidere vil det være rimeligt at beskikke en 

advokat for den pågældende. Domstolene er derfor efter udkastets § 13, stk. 3, 

gjort enekompetente til at træffe afgørelse efter udkastets § 6. Hvis der i forbindelse 

med en sag om værgemål anmodes om handleevnefratagelse, sendes 

sagen derfor direkte til retten, se udkastets § 17, stk. 1, 2. pkt. 

2.1.4.3. Udvalget har nøje drøftet den saglige kompetence, hvis den, der 

søges sat under værgemål, kan deltage i drøftelserne. Dette har sammenhæng 

med udkastets § 19, hvorefter den, beslutningen vedrører, som udgangspunkt 

skal have lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet. Det kan gøres gældende, 

at en sådan samtale bedst føres i retten med mulighed for advokatbistand, jf. 

retsplejelovsudkastet § 460. 

Et sådant kriterium for afgrænsning af domstolskompetencen findes imidlertid 

uhensigtsmæssig, idet det vil føre til, at statsamternes fortrin og fordelene 

ved administrativ behandling ikke udnyttes tilstrækkeligt, samtidig med 

at domstolene belastes unødigt. I en del sager vil den, sagen angår, være enig 

i foranstaltningen. Samtykke er forudsætning for samværgemål, jf. udkastets 

§ 7, og som nævnt ovenfor i kapitel 5, pkt. 4.3., kan det også komme på tale at 

iværksætte værgemål efter vedkommendes egen anmodning, se herved den 

regel i udkastets § 5, som den ene halvdel af udvalget står bag, og som disse 

medlemmer foreslår indsat som stk. 2. Det kan være, at der på forhånd er 

tilkendegivet et samtykke, f.eks. hvis anmodningen er tiltrådt af den pågældende 

selv med en underskrift, eller hvis vedkommende selv har taget initiativet. 

Udvalget forudsætter, at statsamtet indkalder vedkommende til et møde 

for at konstatere, om ønsket om en værge fastholdes og er tilstrækkeligt

KAPITEL 6 168 

overvejet, samt for at vejlede om retsvirkningerne. Også i andre tilfælde, hvor 

det af lægeerklæringen fremgår eller på anden måde er oplyst, at en samtale 

med den pågældende har mening, men hvor dennes holdning til værgemålsspørgsmålet 

er uafklaret, finder udvalget, at det første møde i almindelighed 

mest hensigtsmæssigt holdes i statsamtet. Her kan der foregå en mere uformel 

drøftelse af de foreliggende muligheder, og retsvirkningerne af de forskellige 

værgeformer kan forklares. Der kan søges opnået tilslutning til foranstaltningen, 

og der kan i samråd med vedkommende findes frem til, om 

samværgemål er det bedste, eller om et værgemål må foretrækkes, samt hvad 

værgemålet i givet fald skal omfatte. 

2.1.4.4. Domstolene bliver efter lovudkastets § 13, stk. 2, jf. stk. 3, kompetente, 

hvis statsamtet finder det betænkeligt a.t behandle sagen administrativt. 

Reglen svarer til ægteskabslovens § 42, stk. 3, om, hvornår statsamtet er afskåret 

fra at udstede separations- eller skilsmissebevilling. 

Det vigtigste eksempel på, at administrativ behandling er betænkelig er, at 

den, sagen angår, modsætter sig værgemål. Modstand vil formentlig kun kunne 

registreres, hvis tilstanden er sådan, at den pågældende efter udkastets 

§ 19, stk. 1, har ret til at udtale sig. Modstanden kan være omtalt i anmodningen 

eller i lægeerklæringen, eller den kommer frem under en samtale i statsamtet. 

I så fald er der afdækket en tvist, som det er naturligt at henskyde til 

rettens afgørelse, her er det rimeligt, at der beskikkes en advokat, jf. retsplejelovsudkastets 

§ 460, og her er en mundtlig domsforhandling med en efterfølgende 

afvejning af beviserne hensigtsmæssig. Der skal nok ikke meget til af 

forhåndsoplysninger om modstand, for at statsamtet straks oversender sagen. 

Blot nogen meningsfyldt modvilje i statsamtet må føre til det samme. Det 

kan gøres gældende, at vurderingen kan være vanskelig. Er det f.eks. tilstrækkeligt, 

at den pågældende abstrakt erklærer sig indforstået med at få hjælp, 

hvis der er modstand mod den foreslåede bistands omfang? Skulle statsamtet 

undervurdere modstanden og undlade at henvise sagen for derefter at træffe 

en realitetsafgørelse, kan den protesterende efterfølgende indbringe sagen 

for retten, jf. udkastets § 22. Princippet om domstolsbehandling i tilfælde af 

modstand fra den, sagen angår, er så vigtigt, at det i udvalget har været overvejet 

at nævne det udtrykkeligt i § 13, stk. 2. Dette er dog fundet unødvendigt. 

Betænkeligheder, der kan føre til sagens overgang til domstolsbehandling, 

kan også være af anden art. De kan skyldes holdningen hos ægtefælle, børn 

eller forældre, der efter udkastets § 20 bliver underrettet om sagen eller har 

kendskab til den, og dette hvad enten der er en samlet modstand mod foranstaltningen 

eller uenighed blandt de nærmeste om hensigtsmæssigheden 

heri. Antagelig kan det ikke udelukkes, at også indkomne protester fra andre, 

der står den pågældende nær, f.eks. en samlever eller en nieee, der har taget


sig af vedkommende, vil kunne gøre en domstolsbehandling nødvendig. 

Statsamtet kan skønne, at den sagen angår, har behov for bistand af en advokat, 

og at dette bedst sker i rettens regi gennem en advokatbeskikkelse, jf. 

retsplejelovsudkastet § 460. Yderligere kan det tænkes, at de lægelige udtalelser 

eller andre udsagn om den pågældendes tilstand rummer en sådan 

usikkerhed, der ikke kan belyses tilstrækkeligt ved uddybende erklæringer, 

at der må foranstaltes en mundtlig bevisførelse, f.eks. vidneafhøringer, som 

bedst sker i retten. Der kan også være modstridende vurderinger i erklæringerne. 

Betænkelighedssynspunktet kan også fremføres, hvis det står klart, at 

vedkommende med nytte kan udtale sig, men ikke giver møde i statsamtet 

trods et par tilsigelser. Det er ikke muligt at opregne alle tænkelige forekommende 

betænkeligheder, idet beslutningen om, hvem der skal afgøre sagen, 

må bero på et skøn, der må udøves i statsamtet. Den fornødne retssikkerhed 

ligger i adgangen til at indbringe statsamtets realitetsafgørelse i værgemålssagen 

for retten med henblik på en fuldstændig prøvelse, jf. lovudkastets 

§ 22, se herom nedenfor under pkt. 2.1.4.7 og pkt. 9, og i at retten i medfør af 

§ 22, stk. 4, kan bestemme, at værgemålet bortfalder, indtil retten træffer afgørelse. 

2.1.4.5. Efter udkastets § 7 kan der etableres samværgemål En forudsætning 

er, at den pågældende selv anmoder herom. Udvalgets afgrænsning vil 

betyde, at de allerfleste sager om samværgemål kan afgøres administrativt. 

Hvis sagen er oversendt til retten med henblik på værgemål efter § 5 eller 

ophævelse heraf, kan der dog ikke være noget til hinder for, at retten iværksætter 

samværgemål, hvis dette under sagens behandling viser sig hensigtsmæssigt. 

Udvalget har ikke fundet det nødvendigt med lægeerklæringer eller 

institutionsudtalelser i samværgemålssager, jf. udkastets § 18, stk. 2 og 3, 

modsætningsvis. Samtykket til samværgemålet gives under personligt fremmøde, 

jf. lovudkastets § 19, stk. 1, og den, der skal afgøre sagen, får dermed et 

indtryk af tilstanden. Gives der ikke møde, må statsamtet på anden måde 

forsøge at köntakte den pågældende. Det kan tænkes, at statsamtet under 

mødet konstaterer, at der er et behov for værgemål, men at den pågældende 

efterfølgende tilbagekalder anmodningen om samværgemål, eller at det ønskede 

samværgemål ikke er den hensigtsmæssige bistandsløsning. Nærmere 

regler om sagsbehandlingen må fastsættes med hjemmel i udkastets § 23 stk. 

1. 

2.1.4.6. Efter udkastets § 9 skal værgemål efter § 5 eller samværgemål efter 

§ 7 gøres mindre omfattende, og handleevnen, der er frataget efter § 6, skal 

tilbagegives, hvis ændrede forhold giver anledning hertil, jf. udkastets § 9,1. 

pkt. Værgemålet kan endvidere efter § 9,2. pkt., gøres mere omfattende under 

de i §§ 5-7 nævnte betingelser. Efter udkastets § 10 skal værgemålet ophæves,

KAPITEL 6 170 

hvis betingelserne ikke længere er opfyldt. De almindelige sagsbehandlingsregler 

i §§ 13-22, herunder den saglige kompetenceregel i § 13, må også anvendes 

i disse tilfælde. Følgen heraf er, at det er uden betydning, hvilken 

myndighed der har truffet den afgørelse, der nu er tale om at ændre. Der er 

således ikke noget i vejen for, at statsamtet udvider, indskrænker eller ophæver 

en dom. Dette indebærer, at ændrings- eller ophævelsesanmodninger 

skal sendes til statsamtet, jf. § 17, stk. 1,1. pkt, medmindre den påtænkte 

udvidelse af værgemålet har form af fratagelse af handleevne, jf. udkastets 

§ 6, jf. § 17, stk. 1,2. pkt. Statsamtet må i givet fald oversende sagen til retten 

efter de almindelige regler i § 17, stk. 3, herunder hvis det findes betænkeligt 

at afgøre den administrativt, jf. § 13, stk. 2. Ændringer, som den pågældende 

selv tager initiativ til, kan som hovedregel behandles administrativt, både 

hvis de er mere eller mindre indgribende. En anmodning fra den, der er frataget 

handleevnen efter § 6, om ophævelse af denne foranstaltning vil dog, 

bortset fra oplagte tilfælde med en klar lægeerklæring, antagelig som regel 

blive oversendt til domstolene, jf. § 13, stk. 2. 

2.1.4.7. Et betydningsfuldt led i det tostrengede system er udkastets § 22, 

hvorefter alle statsamtets afgørelser efter § 5 eller §§7-10 kan forlanges indbragt 

for retten. Domstolsprøvelsen skal være fuldstændig. Dermed opfyldes 

også de krav, Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 

1, omtalt ovenfor under pkt. 2.1., stiller til opbygningen af den saglige kompetence. 

Om prøvelsesreglen se tillige nedenfor under pkt. 9. 

2.1.4.8. Med udvalgets afgrænsning vil der formentlig i de fleste tilfælde 

finde en domsforhandling sted. Der vil altid være en advokat beskikket, jf. 

retsplejelovsudkastets § 460, og en domsforhandling, hvor den sagen angår, 

kan komme til orde, jf. udkastets § 19, stk. 2, og hvortil de pårørende om nødvendigt 

kan indkaldes, vil oftest være på plads. 

For så vidt angår statsamterne, må hovedreglen antages at blive skriftlig 

behandling. Et møde med den, der ønskes under værgemål, skal som nævnt 

afholdes, hvis denne selv har anmodet herom, eller det er oplyst, at vedkommende 

kan udtale sig, uden at der er forhåndsoplysninger om modstand. 

Møder alene med pårørende kan vel heller ikke udelukkes. 

2.1.4.9. Med et tostrenget system og med nødvendigheden af en række 

sagsbehandlingsregler om værgemålssagerne, må det afgøres, hvor disse regler 

systematisk skal placeres. Grundsynspunktet må være, at bestemmelser, 

der skal være fælles for den administrative behandling og retssagerne, bør stå 

i værgemålsloven. Dermed skal retsplejelovskapitlet kun rumme de særlige 

judicielle regler, se udkastet til en ny affattelse af lovens kapitel 43 ovenfor. 

Dette fører bl.a. til, at f.eks. reglen om den saglige kompetence findes i udkastet 

til værgemålslov som § 13, medens bestemmelserne om stedlig kompeten-


ce findes både i udkastets § 15 og i retsplejelovsudkastets § 458. Der er grund 

til at understrege, at statsamternes sagsbehandling også er reguleret andetsteds, 

idet reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven også gælder på 

dette administrative område. 

2.1.5. Sortering af sagerne. 

Med valget af en tostrenget ordning, som beskrevet ovenfor under pkt. 2.1.4, 

har det næste spørgsmål for udvalget været, hvorledes den nødvendige opdeling 

i administrative og judicielle sager foretages i praksis, dvs. hvem der skal 

sortere sagerne. 

Hvis det fra starten står klart, at værgemålssagen skal behandles af domstolene, 

fordi der tillige anmodes om handleevnefratagelse, se udkastets § 13, 

stk. 3, jf. § 6, vil det give anledning til dobbeltadministration og unødig forsinkelse, 

hvis statsamtet skal modtage anmodningen for blot at videresende 

den til retten. Derfor foreslås i udkastets § 17, stk. 1,1. pkt, en regel, hvorefter 

anmodning efter §§ 5 og 7-10 skal sendestil statsamtet. Anmodes der tillige 

om fratagelse af handleevne efter § 6, skal anmodningen sendes til retten, jf. 

§ 17, stk. 1, 2.pkt. I praksis vil dette formentlig indebære, at de fleste sager 

kommer til at begynde i statsamtet, idet det vil være et fåtal, hvor initiativtageren 

på forhånd kan afgøre, om sagen indeholder sådanne momenter, at 

handleevnefratagelse kommer på tale. Dermed bliver det statsamtet, som 

kommer til at finde de sager, der skal udskilles til domstolsbehandling, og 

som må videresende dem, jf. § 17, stk. 3. 

Fordelene ved en sådan ordning er flere. Det må antages, at langt de fleste 

sager efter §§ 5 og 7-10 kan afgøres administrativt, og at det dermed kun bliver 

et fåtal af sagerne, som statsamterne kommer til at oversende. Er det ved 

statsamtets modtagelse af sagen klart, at den skal til retten, foretager statsam- 

. tet ikke yderligere, men videresender straks sagen. I andre sager kan statsamtet 

ikke nøjes med de oplysninger, der findes i eller ledsager anmodningen, 

men må på eget initiativ indhente yderligere erklæringer eller udtalelser, inden 

det står klart, at afgørelsen skal træffes af retten. Endelig indebærer systemet, 

at de, der tager initiativet, undgår at skulle udforme en stævning og 

anlægge retssagen, idet det i udkastets § 17, stk. 3, er foreskrevet, at statsamtet 

oversender sagen direkte til byretten. 

Med den skitserede ordning er det som nævnt statsamtet, der kommer til at 

afgøre, om sagen skal domstolsbehandles. Ikke enhver betænkelighed eller 

usikkerhed med hensyn til behandlingsmåden bør føre til, at statsamtet oversender 

sagen til domstolene i medfør af § 13, stk. 2. Beslutter statsamtet sig 

imidlertid til, at sagen skal afgøres af retten, er det ikke muligt at gøre indsigelse 

herimod, hverken for domstolene eller for dem, der har retlig interesse i 

-

KAPITEL 6 172 

spørgsmålet. Dette fremgår af lovudkastets § 13, stk. 4, hvori det fastslås, at 

statsamtets beslutning om, hvem der skal afgøre sagen, ikke kan indbringes 

for højere administrativ myndighed. Dommeren kan ikke returnere sagen, 

selv om denne finder, at sagen kunne være afgjort administrativt eller burde 

være bedre oplyst, og de interesserede kan ikke påklage afgørelsen. Heller 

ikke en beslutning, der går ud på, at statsamtet er kompetent til at afgøre sagen, 

kan påklages særskilt til Civilretsdirektoratet. Den utilfredse må i stedet 

afvente statsamtets afgørelse af realiteten, som så kan indbringes for retten i 

medfør af udkastets § 22. Om sagernes overgang se tillige nedenfor under 

pkt. 7. 

2.2. Stedlig kompetence. 

2.2.1. Efter retsplejelovens § 458, stk. 1, behandles umyndiggørelsessager af 

byretten på det sted, hvor den, der søges umyndiggjort, har hjemting. 

2.2.2. Udvalget finder, at grundreglen stadig bør være, at sagen skal gennemføres 

der, hvor den, der ønskes sat under værgemål, har sin bopæl. Har 

vedkommende ingen bopæl, må sagen behandles der, hvor der er ophold. 

Reglen herom findes i udkastets § 15, der angår indgivelse af anmodninger til 

statsamtet. Af ordensmæssige grunde gentages reglen i retsplejelovsudkastets 

§ 458 som omhandler byretternes stedlige kompetence, dog med brug af 

det retsplejemæssige hjemtingsbegreb. 

I værgemålssager vil vedkommende ofte være på institution, og der kan da 

opstå spørgsmål om, hvornår den pågældendes tilknytning til institutionen 

bliver så stærk og varig, at bopælen flyttes hertil. Udvalget har ikke fundet at 

burde regulere dette i lovteksten, idet afgørelsen i konkrete tilfælde må overlades 

til statsamterne og domstolene. 

Udvalget finder det ikke nødvendigt fortsat at have en særregel om stedlig 

kompetence i sager om særlige værgemål efter lovudkastets kapitel 8, jf. den 

gældende myndighedslovs § 60. Som det fremgår af udkastets § 50, stk. 2, er 

§ 15 om den stedlige kompetence overført. Der henvises til bemærkningerne 

nedenfor i kapitel 13, pkt. 4.2. 

3. Anmodning. 

3.1. Pårørende. 

3.1.1. Spørgsmålet om, hvem der kan fremsætte anmodning om umyndiggørelse 

og dermed tage et initiativ \ sagen, reguleres i dag i retsplejelovens § 457. 

Efter stk. 1, nr. 1, kan anmodning fremsættes aï den, der ønsker al blive umyndiggjort. 

I § 457, stk. 1, nr. 2, er der en ganske detaljeret opregning af, hvilke 

familiemedlemmer, der kan tage initiativ til retssag: 'Den pågældendes ægte-


fælle, slægtninge i op- eller nedstigende linie, søskende, værge, lavværge'. En 

samlever kan efter den nøjagtige opregning næppe sidestilles med en ægtefælle 

og kan ikke rejse spørgsmålet over for retten. Det samme gælder f.eks. 

en farbroder eller moster, en niece eller nevø, en fætter eller en kusine. Reglen 

kan i nogen grad tages som udtryk for en lovgivningsmæssig afgrænsning 

af, hvem der har retlig interesse i spørgsmålet. 

Udvalgets undersøgelser viser, at i ca. 70 pct. af umyndiggørelsessagerne 

ved byretterne i halvåret 1989-90 blev initiativet taget af pårørende. Af de 263 

umyndiggørelsessager blev 184 således behandlet efter anmodning fra pårørende 

eller værge, medens politiet havde indgivet anmodningen i 79 sager. 

Blandt de pårørendes anmodninger var 88 indgivet af børn, 47 af søskende, 

30 af ægtefællen og 18 af forældre. I kun ét tilfælde blev initiativet taget af en 

værge. For de gamle demente blev næsten halvdelen af anmodningerne indgivet 

af børn, hvorimod det i gruppen af psykisk udviklingshæmmede var 

søskende, der indgav halvdelen af anmodningerne. 

I alle 41 sager om lavværgemål kom henvendelsen fra den pågældende 

selv. Undertiden blev anmodningen indsendt af andre på den pågældendes 

vegne. I et par sager kan konstateres, at vedkommende var under et vist pres. 

3.1.2. Udvalget har overvejet, om der fortsat skal være begrænsninger i, 

hvilke privatpersoner åsr kan rette henvendelse til statsamtet om værgemål og 

i bekræftende fald, hvem de skal være. Det kan hævdes, at enhver, der bliver 

opmærksom på et behov for værgebistand, bør kunne tage initiativ. Imidlertid 

forekommer det naturligt at hindre, at hvem som helst kan starte en værgesag, 

med de ulemper og det ubehag selve initiativet indebærer. Man kan 

vel heller ikke helt se bort fra chikanøse anmodninger, hvis der bliver helt fri 

adgang til at begynde en sag. Med en opregning må de nævnte personer også 

antages at ville føle sig mere forpligtet til at reagere, hvis de bliver opmærksomme 

på, at der er et behov for støtte. Samtidig vil en angivelse af mulige 

initiativtagere afgrænse, hvilke privatpersoner der kan være part i sagen, eller 

som på anden måde skal inddrages. Udvalget finder alt i alt, at der i loven 

fortsat bør være en afgrænsning af de personer, som kan rejse sag. 

Ifølge udkastets § 16, stk. 1, nr. 1-3, kan den pågældende selv, dennes ægtefælle, 

børn, forældre eller søskende som hidtil tage et initiativ. Udvalget finder 

endvidere, at der kan være grund til at lade andre blandt de nærmeste 

rejse sag, se udkastets § 16, stk. 1, nr. 2, in fine. En sådan afgrænsning findes i 

andre lovregler, f.eks. i retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 2. Den vil omfatte 

andre slægtninge i op- og nedstigende linje end forældre og børn, f.eks. bedsteforældre 

og børnebørn. Det må bero på en konkret vurdering, om den pågældende 

er omfattet af ordlyden, hvilket bl.a. må afhænge af, hvilken forbindelse 

denne har med den, for hvem der ønskes beskikket en værge, og om

KAPITEL 6 174 

der er andre slægtninge med en nærmere tilknytning. En samboende, en nevø 

eller niece må også, afhængigt af forholdene, henregnes blandt de nærmeste. 

Iværksætter statsamtet en sagsbehandling, kan andre blandt de nærmeste, 

der er uenige, indbringe statsamtets realitetsafgørelse for domstolene, jf. 

§ 22, stk. 2, jf. § 16, stk. 1, nr. 2. Nægter statsamtet at tage sig af spørgsmålet 

med den begrundelse, at initiativtageren ikke er en af de nærmeste, vil den 

pågældende kunne rette henvendelse til politiet eller kommunalbestyrelsen 

for at få disse til at tage initiativet. Afslår statsamtet en anmodning med den 

begrundelse, at initiativtageren ikke kan rejse sagen, fordi denne ikke er omfattet 

af § 16, stk. 1, kan denne afgørelse på samme måde som statsamtets 

øvrige afgørelser indbringes for retten efter udkastets § 22. 

Initiativtageren behøver ikke nødvendigvis at være den allernærmeste. I 

det konkrete tilfælde kan det være den nære familie, hvis forhold til den svage 

giver anledning til bekymring. De kan frygtes at misbruge eller forsømme 

den pågældende eller at modvirke hensigtsmæssige foranstaltninger. Der 

kan således være sager, hvor et initiativ må accepteres, selv om vedkommende 

f.eks. står uden for de aktuelle arvingers kreds, blot vedkommende falder 

inden for opregningen i § 16, stk. 1, nr. 2. 

Reglen rummer tillige afgrænsningen af, hvem der kan indbringe statsamtets 

afgørelse for retten, se udkastets § 22, stk. 2. 

3.1.3.1 udkastets § 16, stk. 1, nr. 3, er værgen og samværgen tillagt initiativret. 

Dette forudsætter, at der i forvejen er en værge. Værgens anmodning vil 

derfor gå på en ændring af den etablerede retstilstand, jf. lovudkastets § 9 og 

§ 10, hvadenten der foreslås en udvidelse eller indskrænkning, en justering 

eller en ophævelse. Adgangen tilkommer efter bestemmelsen også de særlige 

værger. I praksis vil det antagelig navnlig være af betydning for værger, der 

har opgaver under skiftet, se herom nedenfor i kapitel 13, pkt. 1.5. 

3.2. Offentlige myndigheder. 

3.2.1. Efter § 457, stk. 1, nr. 3, er den eneste offentlige myndighed, der i dag kan 

tage initiativ til en umyndiggørelsessag 'politimesteren (politidirektøren)'. 

Politiet har således adgang til at søge en person umyndiggjort, når dette 

skønnes hensigtsmæssigt, og ingen af de kompetente slægtninge har begyndt 

en sag eller agter at gøre det. Andre myndigheder har derimod ikke samme 

beføjelse, men må henvende sig til politiet, der dermed får mulighed for en 

forhåndsbedømmelse. 

I lov om social pension findes følgende regel i § 36, 2. pkt: 'Udvalget kan 

rejse sag om, at pensionisten umyndiggøres'. Graversen og Inger Margrete


Pedersen har anført, at der med bestemmelsen næppe er tilsigtet en ændring 

af retsplejelovens § 457 4 ). Dette indebærer, at socialforvaltninger, institutioner, 

hospitalsmyndigheder, overlæger og socialrådgivere må gå til politiet, 

hvis en person, de har kontakt med, bør umyndiggøres. 

Af udvalgets domstolsundersøgelse fremgår, at politiet i halvåret 1989-90 

indbragte 79 sager for byretten eller ca. 30pct. Kun i et enkelt tilfælde fremgik 

det af dommen, hvem der havde henledt politiets opmærksomhed på spørgsmålet, 

og det var en advokat på en kreditors vegne, idet en kautionsforpligtelse 

var blevet aktuel. 

I et enkelt tilfælde havde skifteretten direkte henvendt sig til retten om 

spørgsmålet, hvilket ikke er i overensstemmelse med lovreglen. 

Udvalgets forespørgsler til en halv snes politimesterembeder har vist, at de 

fleste henvendelser hertil kommer fra skifteretter eller fra advokater som 

medhjælpere i offentlige dødsboer, f.eks. fordi det er konstateret, at en arving 

bør umyndiggøres. I politiets besvarelser gives udtryk for, at skifteretterne 

følger forskellig praksis. Anmodningerne kan også komme fra f.eks. fogedretter, 

plejehjem, hospitaler og socialforvaltninger. 

Der er nogen forskel på politiets sagsbehandling, inden sagen sendes til 

retten. Nogen forhåndsprøvelse af hensigtsmæssigheden af det ønskede 

skridt synes der ikke at ske. Københavns politis sager er efter det foreliggende 

veloplyste fra hospitalernes side, men folkeregisteret forespørges om familieforholdene, 

og hvis der er familiemedlemmer, foretages der ofte en afhøring 

af dem for at få sagen belyst, hvorimod det er sjældent, at den, der 

ønskes umyndiggjort, afhøres, idet den medsendte lægeerklæring lægges til 

grund. Andre politikredse må selv fremskaffe oplysninger, ikke alene om pårørende, 

men også om indtægts- og formueforhold samt indhente dåbsattest 

og lægeerklæring. I Ålborg foretages kun efterforskning i undtagelsestilfælde, 

idet politiet dér indskrænker sig til rekvisition af embedslægeerklæring 

samt forespørgsel i kriminalregisteret angående de foreslåede værgers vandel. 

I Århus begrænses efterforskningen til en samtale med den, der ønskes 

umyndiggjort, hvis det er muligt, ligesom man skaffer sig oplysning om eventuel 

værge samt en bekræftelse af, at vedkommende er villig til at være værge. 

Politiets praksis med hensyn til at indhente lægelige oplysninger, hvis disse 

ikke er medsendt anmodningen, varierer. Et embede overlader det til retten 

at fremskaffe sådanne oplysninger. Et par andre skaffer altid erklæringer fra 

embedslægeinstitutionen. Atter andre indhenter erklæringer fra den institution, 

hvortil den pågældende har tilknytning, og i andre tilfælde fra embedslægen. 

Endelig anmoder et af embederne den praktiserende læge om en er- 

4 ) UfR 1988 B, s. 347, note 14.

KAPITEL 6 176 

klæring. Politiets vanskeligheder i disse sager består bl.a. i, at det ikke er muligt 

at tvinge den pågældende til at underkaste sig en lægelig undersøgelse, 

og at det derfor kan være vanskeligt at fremskaffe de nødvendige bevisligheder, 

medmindre den pågældende i forvejen har en sygejournal. Der er også et 

betalingsproblem. 

3.2.2. Udvalget har overvejet, hvilke offentlige myndigheder der skal have 

mulighed for at tage et initiativ. 

3.2.2.1. Det er udvalgets opfattelse, at politiet ikke bør have samme centrale 

stilling som i dag. Umyndiggørelsesanmodninger kan næppe generelt henregnes 

til politiets naturlige arbejdsområde. Derfor foreslås, at andre myndigheder 

ikke længere nødvendigvis skal gå gennem politiet. Politiet vil dog 

også fremover have en vigtig opgave på dette område, jf. lovudkastets § 16, 

stk. 1, nr. 5, bl.a. fordi private, der ikke selv kan tage initiativ, eller som ikke 

ønsker at lægge navn til en anmodning, ofte vil henvende sig til politiet med 

henblik på at få politiet til at rejse sagen. Det kan næppe udelukkes, at der vil 

være tilfælde, hvor der for politiet opstår problemer eller forelægges tilfælde 

af en sådan karakter, at det vil være naturligt at anmode statsamtet om et 

værgemål. Statsamtet vil naturligvis stadig have mulighed for at anmode politiet 

om bistand til oplysning af sagen m.v. 

3.2.2.2. Det må anses for naturligt, at de kommunale socialforvaltningerkan 

tage initiativ til, at værgemålssag rejses, jf. lovudkastets § 16, stk. 1, nr. 4, selv 

om der kan være betænkeligheder herved. Forvaltningerne vil kunne have 

selvstændig interesse i sagen, f.eks. i forbindelse med plejehjemsanbringelse 

og lignende. Udvalget finder imidlertid sådanne indvendinger af mere teoretisk 

karakter, herunder fordi afgørelsen træffes af statsamtet eller en domstol 

efter en selvstændig prøvelse af anmodningen og dens oplysninger. 

Med ændringen af den sociale styrelseslov i 1989, jf. lov nr. 389 af 7. juni 

1989, er der ikke længere pligt for kommunen til at etablere et socialudvalg 

og en særlig forvaltning til varetagelsen af de sociale anliggender. Kommunerne 

har siden 1990 kunnet lægge behandlingen af sagerne på det sociale 

område i det eller de udvalg, de ønsker. Det kan således ikke på forhånd afgøres, 

hvilket udvalg i kommunen med ansvar for det sociale område, der vil 

komme til at tage stilling til, om der skal rejses værgemålssag. Derfor må der 

formelt stå 'kommunalbestyrelsen' i bestemmelsen. Udvalget forudsætter, at 

afgørelsen ikke henlægges til den samlede kommunalbestyrelse, da der vil 

være tale om en personsag, jf. princippet i den sociale styrelseslov § 2, stk. 2. 

Med det anførte må det ligge klart, at der med begrebet 'kommunalbestyrelsen' 

i udkastets § 16, stk. 1, nr. 4, er tænkt på primærkommunerne. 

3.2.2.3. Der kan være hospitalsafdelinger, som finder, at optagelse på plejehjem 

er det bedste for den fremtidige omsorg og pleje af en ældre person


indlagt i afdelingen, og derfor føler behov for, at der beskikkes en værge for 

den pågældende. Da det formentlig i alle landets kommuner er de sociale 

myndigheder, der i sidste instans vurderer, om omsorgen og plejen af den 

enkelte borger kan varetages af kommunens hjemmepleje, eller om optagelse 

på plejehjem er nødvendig, finder udvalget det hensigtsmæssigt, at en eventuel 

værgebeskikkelse først indledes, når de sociale myndigheder har haft 

mulighed for at vurdere, om den pågældende kan udskrives fra hospitalet til 

egen bolig med de tilbud om hjælp, som den enkelte kommune råder over. Er 

dette ikke realistisk, kan de sociale myndigheder tage et initiativ, hvis de finder, 

at der er behov derfor. Hospitalsafdelinger hørende under amtskommunen 

har derfor sjældent behov for at rejse en sag om værgebeskikkelse, selv 

om det ikke kan udelukkes. Udvalget har efter en samlet bedømmelse valgt 

ikke at medtage hospitaler i opregningen i udkastets § 16, stk. 1. 

De københavnske hospitalsafdelinger indtager en særstilling. I dag fremsendes 

praktisk talt alle sager, hvor Københavns Overpræsidium meddeler 

ad hoc værgebeskikkelse, af hospitaler. Også i de fleste sager, som Københavns 

Byret modtager, er den, der ønskes umyndiggjort, hospitalsindlagt. 

Samtidig hører hospitalsvæsenet under Københavns kommune. Med den foreslåede 

afgrænsning i lovudkastets § 16, stk. 1, nr. 4, 'kommunalbestyrelsen' 

uden nærmere specifikation, vil det ikke være udelukket, at en kommunal 

myndighed med særlig tilknytning til det københavnske hospitalsvæsen kan 

bemyndiges til at tage initiativ. Den eksisterende københavnske praksis kan 

derfor videreføres. Retsstillingen vil være den samme i Frederiksberg kommune. 

3.2.2.4. Udvalget har også drøftet, om andre administrative myndigheder 

end de ovenfor anførte burde kunne rette henvendelse til statsamterne. Dette 

er imidlertid ikke fundet hensigtsmæssigt. Ofte vil det være vanskeligt for disse 

myndigheder at skønne over, om der er et tilstrækkeligt behov for at 

iværksætte værgemål m.v. og tilvejebringe de nødvendige oplysninger med 

henblik på en sådan vurdering. Myndigheder, der ikke er nævnt i opregningen, 

f.eks. told- og skatteregioner eller miljømyndigheder, må derfor rette 

henvendelse til en af de i § 16, stk. 1, nr. 4 eller 5, nævnte. 

3.2.2.5. Udvalget har overvejet, om judicielle myndigheder skulle kunne 

tage initiativ. Et vist behov herfor er der. Det kan tænkes, at skifteretten under 

behandlingen af et dødsbo, hvor en arving skønnes ude afstand til at tage 

stilling, har en berettiget interesse i, at en person sættes under værgemål med 

henblik på administration af arven, når den er udbetalt. Også i fogedretten 

kan der f.eks. under en sag om udsættelse af en lejlighed opstå behov for en 

værge. 

Udvalget finder det ikke muligt at give dommeren eller dennes medarbej-

KAPITEL 6 178 

dere mulighed for at tage initiativ over for statsamtet. Dette hænger sammen 

med den kompetence, retten har i værgemålssagerne, jf. udkastets § 13, stk. 1 

og 3, og § 22. Retssikkerhedshensyn og inhabilitetsovervejelser taler imod en 

sådan dobbeltrolle. Skulle der under en retssag, under et skifte eller under et 

møde i fogedretten blive afdækket et behov for en værge, må de pårørende 

opfordres til at tage skridt med henblik herpå. Ellers må der rettes henvendelse 

til politiet eller kommunale myndigheder. 

De samme overvejelser gør sig i endnu højere grad gældende for statsamtet, 

der derfor ikke er tillagt nogen initiativmulighed i førstegangssager. Om 

muligheden i ændringstilfælde, se udkastets § 16, stk. 2, og nedenfor under 

pkt. 3.3.3. 

3.2.2.6. Afgrænsningen i lovudkastets § 16, stk. 1, indebærer også, at advokater 

ikke kan rette direkte henvendelse til statsamtet, medmindre de repræsenterer 

en klient, der er med i opregningen i § 16. En advokat for en kreditor 

eller en udlejer kan således ikke direkte søge debitor eller lejer sat under værgemål. 

Den hidtidige ordning, hvorefter alle kunne anmode om iværksættelse 

af ad hoc værgemål efter myndighedslovens § 59 ved midlertidig sygdom, 

ændres således. 

3.2.2.7. Hvis f.eks. politiet nægter&t tage initiativ til en værgemålssag, kan 

det ikke forhindres, at der forsøges gennem de sociale myndigheder. Afslår 

politiet at rette henvendelse til statsamtet, må dette kunne påklages til og omgøres 

af Justitsministeriet, hvorimod kommunalbestyrelsens afgørelse ikke 

kan indbringes for nogen anden myndighed. Klage fra pårørende over, at 

politiet har taget initiativ over for statsamtet, har derimod ingen mening, 

medmindre den angår politiets formelle sagsbehandling. 

3.3. Initiativ til ændrings- og ophævelsessager. 

3.3.1. Ifølge retsplejelovens § 466, stk. 2,1. pkt., kan anmodning om ophævelse 

af umyndiggørelse eller lavværgemål fremsættes af de samme, som kan 

fremsætte anmodning om umyndiggørelse eller anmodning om lavværgemål. 

3.3.2. Udvalget foreslår det gældende princip videreført, således som det 

fremgår af indledningen til lovudkastets § 16, stk. 1, hvor der også henvises til 

§§9 og 10. 

3.3.3. Med det smidigere system, udvalget foreslår, bliver der antagelig 

fremtidig i højere grad tale om tilpasning af den første værgemålsbeslutning. 

Her spiller statsamterne en særlig rolle på grund af deres centrale placering i 

tilsynssystemet, jf. udkastets § 28, og med kompetence i værgemålssagerne, 

jf. § 13, stk. 2. Under tilsynet, f.eks. under regnskabsrevisionen eller ved behandlingen 

af en godkendelsessag, jf. § 29 og § 30, kan det afdækkes, at der er

•5 


aktiver eller områder, som bør inddrages under et begrænset værgemål, eller 

som uden risiko kan føres uden for. Det kan vise sig nødvendigt med en 

handleevnefratagelse efter udkastets § 6. Værgerne vil naturligt henvende sig 

til statsamterne, hvis de skønner, at der ikke er behov for så omfattende et 

værgemål, som det etablerede. Det forekommer unaturligt, hvis statsamtet 

ikke kan tage ændringssagen op, eventuelt afsig selv, og skal gå den omvej at 

rette henvendelse til politiet eller de sociale myndigheder. Trods betænkelighederne 

ved, at samme myndighed både kan tage et initiativ og træffe afgørelse, 

har udvalget derfor valgt at give statsamterne initiativbeføjelser i ændrings- 

og ophævelsessager, se lovudkastets § 16, stk. 2, der henviser til 

§§ 9-10. Navnlig for så vidt angår justeringer inden for rammerne af det 

iværksatte værgemål forekommer en anden ordning at indebære unødige 

omsvøb. Skal et værgemål efter § 5 udbygges med handleevnefratagelse efter 

§ 6, afgøres spørgsmålet af retten, jf. § 13, stk. 3, og så forsvinder statsamtets 

dobbeltrolle. I ophævelsessager, jf. § 10, kan der indhentes erklæringer, jf. § 

18, stk. 1 og 4. De særligt nærtstående skal underrettes om sagen, jf. § 20. Er 

spørgsmålet, om et samværgemål skal ændres til et værgemål efter § 5, vil 

den, der er under værgemål ofte have en mening herom. Har denne form af 

meningsfyldt modstand, må sagen oversendes til retten, og det kan være, at 

statsamtet mere generelt vil finde det betænkeligt selv at træffe afgørelse om 

betydelige forandringer under sagen, hvis initiativet er taget af statsamtet, 

selv, jf. § 13, stk. 2. En yderligere garanti ligger i adgangen til at indbringe 

statsamtets afgørelser for domstolene, jf. § 22. 

3.4. Myndighedspligt til indgriben. 

3.4.1. De ovennævnte regler angår kompetencen til at rejse umyndiggørelsessag. 

Der er ikke i dansk ret regler om pligt for myndigheder til at gribe ind eller 

til selvstændigt at tage noget initiativ. Politiet vil normalt alene rejse sag på 

grundlag af en henvendelse udefra i anledning af et konkret opstået problem, 

f.eks. en aktuel arvesag, en skilsmissesag eller en plejehjemsanbringelse. 

3.4.2.1 den norske lov om umyndiggørelse findes som § 3, stk. 2, en regel, 

der i 1990 har fået følgende udformning: 

" « 

'Når noen er innlagt i psykiatrisk sykehus etter Lov om psykisk helsevern 

§ 5 for lengre tid enn 3 uker uten å ha verge eller hjelpeverge, 

skal sykehuset melde fra til fylkesmannen. Når noen ellers er innlagt i 

institusjon eller boform med heldøgnsomsorg eller pleie, skal institusjonerne 

m.m. melde fra til fylkesmannen eller overformynderiet dersom 

det anses behov for umyndiggøring eller oppnevning av hjelpeverge. 

Departementet kan gi nærmere regler om meldeplikten.'

KAPITEL 6 180 

Ved lovændringen i 1990 indskrænkedes indberetningspligten til tilfælde, 

hvor en person er tvangsindlagt i psykiatrisk sygehus i mere end tre uger. I 

andre tilfælde skal der ikke sendes rutinemelding, men kun når der menes at 

være behov for umyndiggørelse eller hjelpeverge. Reglen fik sin endelige udformning 

under Stortingsbehandlingen. Ved vurderingen forudsættes der 

både taget hensyn til vedkommendes psykiske tilstand og de økonomiske 

forhold 5 ). 

3.4.3. Udvalget finder ikke, at der er anledning til at indføre en lovbestemmelse 

om handlepligt for offentlige myndigheder. Noget sådant kunne medføre 

en unødig forøgelse af sagerne og dermed af antallet af personer under 

værgemål, samtidig med at det kan være vanskeligt for udenforstående myndigheder 

at skønne over behovet på et område, de ikke har erfaring og indsigt 

i. Samtidig må det antages, at offentlige myndigheder handler ansvarligt og 

tager fornødne initiativer, hvis der er behov herfor. Der henvises til udformningen 

af udkastets § 5, stk. 1, og § 7, og bemærkningerne herom ovenfor 

under kapitel 5, pkt. 5, om behovskriteriet. 

5.5. Anmodningens indhold. 

Udvalget har fundet det hensigtsmæssigt i udkastets § 17, stk. 2, at fremhæve, 

at anmodningen skal begrundes og dermed indeholde oplysninger om, hvad 

der er baggrund for henvendelsen. Dermed er det naturligt at redegøre for 

den pågældendes tilstand og bistandsbehov. Det skal også anføres, hvilken 

form for værgemål, der tænkes på, herunder om der ved værgemål efter § 5 

tillige er behov for handleevnefratagelse efter § 6. Ved værgemål efter § 5 eller 

samværgemål efter § 7 bør det tillige i anmodningen nævnes, hvilket omfang 

værgemålet skal have, d.v.s. hvilke opgaver værgen skal løse, f.eks. om denne 

kun skal tage sig af visse aktiver eller indtægter. Er der behov for personligt 

værgemål, bør dette på samme måde nævnes og begrundes. 

Der er ikke i lovteksten detaljerede forskrifter om, hvilke andre oplysninger 

anmodningen skal og bør indeholde. Sådanne kan medtages i de administrative 

forskrifter, der forventes udstedt med hjemmel i udkastets § 23, stk. 1. 

4. Beviserne. 

4.1. Official- og undersøgelsesprincipperne. 

4.1.1. Umyndiggørelsessagerne er som nævnt ovenfor under pkt. 1.1. et type- 

5 ) Innst. 0. nr. 42 (1989-90), s. 4-5, Ot. prp. nr. 45 (1989-90), s. 24-27 og 40 samt NOU 1979:57, s. 

24-25 og 59-60. De nærmere forskrifter om meldepligt findes nu i vedlegg 4 til Rundskriv af 

18. desember 1990 (G - 178/90) om endringer i vergemålsloven m.m. (hjelpevergeordningen 

m.m.) og i rundskrivets pkt. 2.2.


eksempel på såkaldte indispositive sager, der, til trods for at der er tale om 

civile søgsmål, ikke kan behandles efter samme regler som andre civile retssager. 

Retten må selvstændigt sikre sig, at umyndiggørelse er virkelig påkrævet, 

parterne har ikke rådighed over sagen, og retten udfolder en vis officialvirksomhed, 

idet det i § 460, stk. 1, er foreskrevet, at retten sørger for sagens 

oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af parter og vidner samt om 

tilvejebringelse af udtalelser fra sagkyndige og af andre beviser. 

4.1.2. Udvalget finder, at officialprincippet fortsat skal gælde i alle sager 

om værgemål og samværgemål, jf. udkastets § 5 og § 7, og det uanset om der 

er rejst spørgsmål efter § 6 om fratagelse af handleevnen. For så vidt angår 

statsamterne gælder det i forvejen i kraft af den undersøgelsesmaxime, der 

gælder for al administrativ sagsbehandling. Princippet har fundet udtryk i 

udkastets § 18, stk. 1, og i retsplejelovsudkastet § 461, stk. 1. 

Af grundprincippet følger, at statsamtet og retten kan indhente erklæringer 

fra myndigheder med kendskab til vedkommendes tilstand og sagkyndige 

erklæringer, se nedenfor under pkt. 4.2 og 4.3.1 loven er der nogle minimumskrav 

med hensyn til oplysninger. Således er det i udkastets § 18, stk. 2, 

bestemt, at der i de fleste værgemålssager skal foreligge en lægeerklæring om 

helbredstilstanden, og hvis vedkommende bor på en institution, tillige en udtalelse 

herfra, jf. § 18, stk. 3. Efter udkastets § 19 har den, beslutningen vedrører, 

som udgangspunkt ret til at udtale sig. I tillæg til lægeerklæringen kan 

der efter behov indfordres dokumentation eller udtalelser fra andre med 

kendskab til vedkommendes sociale funktionsevne, f.eks. fra sagsbehandleren, 

socialforvaltningen eller andre, der kommer hos eller holder øje med 

den pågældende, jf. § 18, stk. 4.1 praksis vil det antagelig sjældent forekomme. 

Retten kan også indkalde vidner under anvendelse af sædvanlige vidnetvangsmidler 

til at afgive forklaring om, hvorledes den pågældende virker og 

optræder. Hvis statsamtet finder det fornødent med vidneafhøringer for at 

træffe afgørelse i sagen, oversendes sagen til retten efter reglen i § 13, stk. 2. 

Et særligt spørgsmål er, om retten bør kunne kræve, at den, sagen angår, 

kommer til stede og afgiver forklaring. Dette spørgsmål behandles nedenfor 

under pkt. 4.4.7. 

4.2. Lægeerklæringer. 

4.2.1. Det vigtigste bevismiddel i umyndiggørelsessager er i dag de lægelige 

oplysninger. Det er principielt retten, der afgør, hvilke udtalelser fra sagkyndige, 

det findes påkrævet at indhente, jf. den gældende retsplejelovs § 460, 

stk. 1, men i praksis følger der oftest en erklæring med anmodningen. Udtalelsen 

skal først og fremmest belyse, om betingelserne for umyndiggørelse er 

til stede, jf. myndighedslovens § 2. Endvidere skal lægeerklæringen indehol-

KAPITEL 6 182 

de oplysninger om, hvorvidt den pågældende befinder sig i en tilstand, der 

gør, at vedkommende ikke forstår betydningen af umyndiggørelse, så retten 

kan undlade at indkalde til et retsmøde, jf. den gældende § 460, stk. 3. Oplysningen 

har også betydning for, om der skal beskikkes en advokat, jf. lovens 

§ 459, stk. 2. Der er ingen mulighed for at tvinge den, der søges umyndiggjort, 

til at lade sig lægeundersøge mod sin vilje 6 ). 

Af udvalgets undersøgelser fremgår, at der i de 263 umyndiggørelsessager 

ved byretterne i halvåret 1989-90 blev afgivet i alt 323 lægeerklæringer. Det 

høje antal skyldes, at der i 60 sager blev afgivet to erklæringer. Af de 323 

erklæringer blev 104 afgivet af embedslægerne, 73 af praktiserende læger og 

22 af læger på institution. 75 af lægeerklæringerne stammede fra læger på 

psykiatriske afdelinger og 43 fra andre hospitalsafdelinger. 3 erklæringer 

blev afgivet af speciallæger i psykiatri. 

I de 60 sager, hvor der var afgivet flere lægeerklæringer, var det i de fleste 

sager en erklæring fra en praktiserende læge, der fulgtes op med en erklæring 

fra embedslægen. I enkelte tilfælde var der tale om flere erklæringer fra samme 

læge. Tallene viser, at der er umyndiggørelser, der bestemmes alene på 

grundlag af en erklæring fra den alment praktiserende læge. 

Embedslægen spillede en forholdsvis betydelig rolle i sagerne. Brugen synes 

at variere fra retskreds til retskreds. 133 retskredse blev embedet slet ikke 

benyttet. I 15 byretter synes der at være indhentet erklæring i alle sager. I 

næsten alle de 60 sager, hvor der var to eller flere erklæringer, var den ene af 

erklæringerne fra embedslægen. Ifølge oplysninger fra Sundhedsministeriet 

medvirkede embedslægerne i hele 1988 i 329 umyndiggørelsessager, medens 

byretterne i samme år ifølge statistikken behandlede 581. 

Retslægerådet afgav udtalelse i to sager, der stammede fra samme retskreds, 

og de var i øvrigt de eneste sager fra dette dommerembede. 

10 af de 41 sager om lavværgemål og 1 af de 8 om ændring af umyndiggørelse 

til lavværgemål blev så vidt ses afgjort, uden at der forelå en lægeerklæring. 

I 3 af de 11 sager forelå i stedet en psykologerklæring, en erklæring fra 

plejehjemmet eller en udtalelse fra socialforvaltningen. I de allerfleste tilfælde 

blev der som nævnt ovenfor under pkt. 1.3.2. tillige holdt et retsmøde, 

hvor den pågældende var til stede. I de 38 lavværgemålssager med lægeerklæringer 

var der kun 3 med to erklæringer. Psykiaterne tegnede sig for det 

største antal, nemlig 12, heraf 7 fra overlæger eller reservelæger på hospitalsafdelinger, 

medens de øvrige betegnedes som speciallæger. To stammede fra 

neuromedicinere og en fra en overlæge på et plejehjem. Embedslægen var 

6 ) Se i det hele Retsplejelovskommentaren, bind 1,4. udg., 1989, s. 614, med yderligere henvisninger.

•• •• - • ' 


inddraget i 6 sager, herafen sammen med den praktiserende læge. I andre 8 

var det den praktiserende læge, der havde afgivet erklæringen. I de resterende 

forelå ikke oplysninger om lægens baggrund, dog blev én betegnet som 

speciallæge. 

4.2.2. Efter udvalgets opfattelse bliver lægeerklæringer også i fremtiden et 

meget vigtigt bevismiddel i værgemålssagerne, så betydningsfuldt at der er 

udformet en regel herom, se udkastets § 18, stk. 2. Som for andre beviser gælder, 

at retten ikke er bundet af lægens vurdering. Den er vejledende, men 

retten vil naturligt lægge vægt på en lægelig sagkyndigs syn. 

Ved vurderingen af erklæringernes rolle må det haves for øje, at læger i 

princippet kun kan udtale sig om den medicinske del af kriterierne, ikke om 

den retlige, se herom ovenfor i kapitel 5, pkt. 4.1 .-2. Lægerne har navnlig forudsætninger 

for at fastslå, hvorvidt den pågældende befinder sig i en helbredsmæssig 

tilstand, som indgår i opregningen i udkastets § 5, stk. 1, men i 

praksis vover de sig også ind på en vurdering af, om tilstanden medfører, at 

vedkommende er ude afstand til at varetage sine anliggender eller tage vare 

på sig selv. Overvejes der tillige handleevnefratagelse efter udkastets § 6, må 

det også forventes, at lægen udtaler sig om risikoen for, at den pågældende er 

så aktiv, at formuen, indkomsten eller andre vigtige økonomiske interesser 

forsømmes eller udsættes for fare, hvilket bl.a. vil betyde sagens overgang til 

retten, jf. udkastets § 13, stk. 3. Der bør ikke i erklæringen drages nogen fuldstændig 

retlig konklusion om, hvorvidt der bør foranstaltes værgemål eller ej. 

Derudover må lægeerklæringen tage stilling til, om tilstanden vurderes at 

være sådan, at den pågældende ikke med nytte kan udtale sig om værgemålet. 

Dette vil være afgørende for, om den pågældende skal indkaldes til et 

møde i statsamtet, jf. udkastets § 19, stk. 1. Det vil også være naturligt, at 

lægen, der har haft kontakt med den pågældende, oplyser, hvorledes denne 

ser på iværksættelse af et værgemål, hvis denne er i stand til at forstå, hvad 

det drejer sig om. Oplyser lægen, at vedkommende modsætter sig værgemålet, 

kan statsamtet ofte straks oversende sagen til retten, jf. udkastets § 13, stk. 

2. 

4.2.3. Mange spørgsmål opstår ved udformningen af en regel om lægeerklæringer. 

Det første er, om udstedelsen aflægeerklæring til brug for værgemålssagen 

skal være obligatorisk'x sager om iværksættelse af værgemål, jf. § 5, 

og om særskilt handleevnefratagelse, jf. § 6, hvilket udvalget går ind for. I dag 

er det så godt som utænkeligt, at en umyndiggørelsessag afgøres uden lægeerklæring. 

Hertil kommer, at lægen, hvis sagen afgøres på skriftligt grundlag 

og uden advokatbeskikkelse, ofte vil være den eneste mere udenforstående, 

statsamtet har kontakt med, der har et personligt aktuelt indtryk af den pågældende. 

Halvdelen af udvalget foreslår, at der i § 5 skal indføjes en regel

KAPITEL 6 184 

om værgemål efter egen anmodning, se den alternative udformning af stk. 2. 

Det er disse medlemmers tanke, at lægeerklæringen også skal kræves i disse 

situationer til konstatering af, om bestemmelsens betingelser for værgemål er 

til stede. Dermed understreges, at der ikke er noget krav på at få en værge. 

Kravet om lægeerklæring i sager efter §§ 5 og 6 fremgår af udkastets § 18, stk. 

2, l.pkt. 

Derimod må det overvejes, om lægeerklæring er nødvendig ved samværgemal 

efter udkastets § 7. Her har man i praksis undertiden klaret sig med 

erklæringer fra andre, f.eks. socialforvaltningen eller plejehjemmet, undtagelsesvis 

alene med den pågældendes egen tilkendegivelse. Efter udvalgets 

opfattelse bør det ikke altid kræves, at der foreligger en lægeerklæring i samværgemålssager, 

jf. udkastets § 18, stk. 2,1. pkt, modsætningsvis. § 7 kræver, 

at den pågældende selv ønsker foranstaltningen, og en anmodning tilkendegivet 

med fornøden klarhed under et møde i statsamtet må i reglen være tilstrækkeligt. 

Skulle statsamtet i det konkrete tilfælde finde det nødvendigt at 

få vedkommendes tilstand belyst gennem en lægeerklæring, må hjemmelen 

hertil søges i udkastets § 18, stk. 2, 2. pkt. 

Lægeerklæring kan ikke ubetinget kræves i ændringssager efter udkastets 

§ 9. Hvis der er tale om udvidelse med overskridelse af bestemmelsesgrænser, 

dvs. hvis man går fra samværgemål til værgemål efter udkastets § 5, eller hvis 

et værgemål efter § 5 suppleres med en handleevnefratagelse efter § 6, følger 

det af udkastets § 18, stk. 2, 1. pkt., at der skal foreligge en lægelig vurdering 

som grundlag for afgørelsen. 

Ny lægeerklæring kan ikke være nødvendig, hvis der er tale om at gøre 

samme type værgemål mere omfattende ved at inddrage flere aktiver, indtægter 

eller flere arter af beslutninger under værgemålet. Det samme må gælde 

ved indskrænkninger, hvor f.eks. aktiver eller indtægtsområder føres uden for 

værgemålet. Statsamtet kan dog i konkrete tilfælde finde en erklæring nødvendig 

for at vurdere, om det er forsvarligt at ændre foranstaltningen. 

Anmodes der i medfør af udkastets § 10 om ophævelse af et værgemål efter 

§ 5 eller af en handleevnefratagelse efter § 6, er der ikke nogen pligt til at 

skaffe en lægeerklæring. Situationen er anderledes end ved iværksættelse af 

værgemål m.v. I stedet for et indgreb, hvor retssikkerhedshensyn spiller ind, 

er der her tale om at fritage de pågældende for en foranstaltning. Nogle ophævelsesønsker 

kan straks afvises, f.eks. hvis de fremkommer umiddelbart 

efter den første sag eller kort efter hinanden. Statsamtet og retten har efter 

den mere generelle regel i udkastets § 18, stk. 2, 2. pkt, altid mulighed for at 

få tilvejebragt en lægeerlæring, hvis det skønnes fornødent i det konkrete tilfælde. 

Skulle en ophævelse være sket på for løst et grundlag, er der altid den 

udvej at anmode om gennemførelse af en ny værgemålssag.


4.2.4. Et andet spørgsmål er, hvilke faglige krav der skal stilles tilde læger, 

der udfærdiger lægeerklæringerne. Efter udvalgets opfattelse bør det ikke 

kræves, at erklæringen skal afgives af speciallæger inden for bestemte specialer. 

Afgørende er, at den, der afgiver erklæringen, har et godt kendskab til 

den pågældende. 

Udgangspunktet må være, at erklæringen kan afgives af den praktiserende 

læge, idet denne typisk er den læge, der kender vedkommende bedst. Hvis 

den pågældende er eller for nylig har været indlagt, vil en erklæring fra hospitalet 

kunne være tilstrækkelig. Det må være uden betydning, om afdelingen 

er kirurgisk, medicinsk eller psykiatrisk. Hvis den pågældende ikke har haft 

nogen reel kontakt til en læge, må embedslægen formentlig træde til. 

De praktiserende læger indtager en særstilling. Det gælder, hvad enten de 

er i almen praksis eller driver en speciallægepraksis. Problemet er, om den 

sædvanlige læge har en så nær kontakt til patienten og dennes pårørende, at 

det ud fra retssikkerhedsmæssige grunde kan drøftes, om deres erklæringer 

er tilstrækkelige. Det findes imidlertid ikke hensigtsmæssigt at afskære denne 

gruppe læger fra at afgive erklæring, fordi de ofte har det bedste lægelige 

indtryk af vedkommende. 

4.2.5. Udvalget har overvejet, om der bør være en faglig kontrol aflægeerklæringerne 

og dermed embedslægens rolle. De enkelt dommeres indstilling 

og dermed embedets rutiner varierer i dag. Nogle embeder sender alle sager 

til embedslægen, andre ingen, se herom ovenfor under pkt. 4.2.1. Det har været 

overvejet, om alle eller nogle lægeerklæringer skulle gennemgås af embedslægeinstitutionen, 

i København stadslægen, inden statsamtet eller retten 

gør brug af dem. Hvis ordningen skulle indføres, kunne det overvejes at 

gøre den obligatorisk, så den også skulle omfatte hospitalslægers erklæringer, 

selv om nogle vil synes, at det vil være overadministration. Baggrunden 

er erklæringernes centrale rolle, ikke mindst når så mange sager behandles 

skriftligt. Det betyder også noget, at temaerne for erklæringerne, både med 

hensyn til om betingelserne for værgemål, jf. udkastets §§ 5-7, og med hensyn 

til om den pågældende med nytte kan udtale sig, jf. udkastets § 19, stk. 1, er så 

specifikke. Udvalget har på mange måder været tiltalt af en ordning, hvorefter 

alle lægeerklæringer skulle passere embedslægeinstitutionen med henblik 

på en faglig gennemgang af, om erklæringen opfylder de almindelige 

krav til lægeerklæringer. Udvalget er imidlertid afstået herfra. I dag ser embedslægerne 

kun omkring halvdelen af umyndiggørelsessagerne, og en obligatorisk 

forelæggelse ville indebære en betydelig aktivitetsudvidelse for embederne, 

når også henses til den forøgelse af antallet af værgemålssager, udvalget 

forventer. Efter de foreliggende oplysninger kan opgaven ikke tilpasses 

embedslægernes øvrige opgaver. Hertil kommer den forsinkelse, dette

KAPITEL 6 186 

yderligere led i sagsbehandlingen ville indebære. Behovet for forelæggelse 

vil også mindskes, dersom der, som der er hjemmel til i udkastets § 23, stk. 2, 

gives generelle forskrifter for erklæringerne. 

Udvalget forudsætter, at der som hidtil er mulighed for at forelægge konkrete 

sager for embedslægerne, hvis statsamterne og byretten finder dette 

nødvendigt. Det kan skyldes de individuelle forhold, hvorunder erklæringen 

er udformet, særegenheder ved erklæringens indhold eller tilstandens usædvanlige 

karakter. 

En vurdering fra Retslægerådet kommer efter udvalgets opfattelse så godt 

som aldrig på tale, medmindre der foreligger modstridende lægelige udtalelser, 

eller lægeerklæringen har måttet baseres på undersøgelser, der ikke er af 

nyere dato. 

Antagelig vil det kun sjældent forekomme, at lægen, der har afgivet udtalelsen, 

indkaldestil retten for at uddybe den. Hvis den, sagen angår, modsætter 

sig værgemålet, kan det dog måske komme på tale. 

4.2.6. Et yderligere problem er, på h vilket grundlag lægeerklæringen udarbejdes, 

idet det må forudsættes, at den er af nyere dato. I de fleste tilfælde har 

den læge, der udfærdiger erklæringen, i forvejen en aktuel kontakt med den 

pågældende, hvadenten denne er på et hospital eller institution med jævnligt 

lægetilsyn, eller der er tale om den praktiserende læge. I atter andre tilfælde 

er der ikke problemer med at få vedkommende til frivilligt at lade sig undersøge, 

f.eks. af embedslægen. Ellers må grundlaget for lægeerklæringen være 

ældre hospitalsjournaler, den praktiserende læges journalkort med indtryk 

fra tidligere konsultationer eller lignende. Retslægerådets vurdering kan som 

nævnt muligvis være en hjælp i disse sager. 

Udvalget har ikke foreslået regler om, at der under sagen skal være pligt for 

den, sagen angår, til at underkaste sig en lægeundersøgelse. Dette ville kræve 

et særlig regelsæt, og en undersøgelse under tvang med et tema, som der her 

er tale om, ville næppe være særlig hensigtsmæssig. Reglen om obligatorisk 

lægeerklæring i de fleste sager må således forstås med den modifikation, som 

følger af, at der ikke er adgang til at gennemføre lægeundersøgelse tvangsmæssigt. 

Problemet opstår antagelig kun i ekstraordinære tilfælde. Hvis den 

pågældende ikke vil medvirke til en undersøgelse eller modsætter sig, at der 

indhentes en lægeerklæring, må statsamtet oversende sagen til retten, jf. udkastets 

§ 13, stk. 2. Retten må da på anden måde søge godtgjort, om betingelserne 

er opfyldt og overveje de fremkomne beviser. Oplysninger kan være 

udtalelser på grundlag af ældre lægeundersøgelser og med bidrag fra patientkort 

eller gamle hospitalsjournaler. Det kan også være erklæringer fra myndigheder, 

institutioner eller socialmedarbejdere med en aktuel opfattelse af 

den pågældendes tilstand. Vidneudsagn fra familiemedlemmer, venner eller


andre med kendskab til forholdene kan også overvejes. En mulighed, der 

kunne komme på tale i disse undtagelsestilfælde, ville være, at værgemålet 

ikke kan iværksættes. 

4.2.7. Reglen om lægeerklæringer foreslås placeret i værgemålsloven, jf. 

udkastets § 18, stk. 2. Det skyldes bl.a. overvejelser om, hvornår erklæringen 

skal foreligge. I de tilfælde, hvor offentlige myndigheder retter direkte henvendelse 

til statsamtet eller står bag et initiativ fra pårørende, må det være 

naturligt, at der med henvendelsen til statsamtet følger en lægeerklæring med 

de relevante oplysninger. 

Følger der ikke nogen lægeerklæring med anmodningen, må statsamtet eller 

retten indfordre en sådan. Imidlertid opstår det spørgsmål, om læger kan 

udstede erklæringer til brug for statsamtet eller retten uden vedkommendes 

samtykke, noget der som regel ikke kan opnås, fordi den pågældende forudsætningsvis 

næsten altid vil være ude afstand til at forstå problemstillingen. 

Efter lægelovens § 9 er læger under ansvar efter borgerlig straffelovs 

§§ 152-152 f forpligtet til at iagttage tavshed om, hvad de under udøvelsen af 

deres kald erfarer eller får formodning om angående privatlivet tilhørende 

hemmeligheder, medmindre de ifølge lovgivningen er forpligtet til at udtale 

sig, eller medmindre de handler i berettiget varetagelse af en almen interesse 

eller af eget eller andres tarv. 

Oplysninger om f.eks. helbredsforhold må som hovedregel anses at vedrøre 

rent private forhold, jf. herved også forvaltningslovens § 28, stk. 1. Lægen 

kan videregive oplysninger, hvis den, oplysningen angår, har givet samtykke 

hertil, f.eks. i forbindelse med at vedkommende selv har anmodet om værgemål. 

Derudover kan sådanne oplysninger efter forvaltningslovens § 28, stk. 2, 

nr. 2-4, videregives, når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold 

til lov, at oplysningen skal videregives, når videregivelsen sker til varetagelse 

af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, 

der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen 

angår, eller når videregivelse er et nødvendigt led i sagens behandling 

eller er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver. 

Om oplysningerne efter disse regler kan indgå i en værgesag, må 

bero på en konkret afvejning. Man vil måske kunne nå frem til, at lægen er 

berettiget til at videregive oplysninger om helbredsforhold til statsamtet, hvis 

det er af afgørende betydning for den pågældende, at værgemål iværksættes, 

idet samtykke ikke kan opnås, f.eks. fordi den pågældende er bevidstløs. 

Retsstillingen vil imidlertid være usikker for dem, der i praksis skal træffe 

afgørelsen. På baggrund af de gældende tavshedspligtsregler foreslår udvalget 

derfor, at der skabes hjemmel for, at statsamtet og retten kan indhente 

lægeerklæringer uden samtykke fra den, sagen angår, jf. udkastets § 18, stk. 4.

KAPITEL 6 188 

Reglen suppleres af § 23, stk. 2, der giver hjemmel til at fastsætte nærmere 

forskrifter om udformningen af erklæringerne m.v. 

4.2.8. Udvalget har overvejet, om lægeerklæringer til brug for værgemålssager 

burde betales af den, der sættes under værgemål, fordi værgemålet er en 

hjælpeforanstaltning for den pågældende. Betalingsforpligtelsen skulle ikke 

gælde, hvis vedkommende opfylder betingelserne for at få fri proces, elter 

hvis anmodningen om værgemål ikke bliver imødekommet. Af praktiske 

grunde har udvalget afstået fra at foreslå en sådan betalingsordning. Udgifterne 

til erklæringerne i den enkelte sag vil være af forholdsvis begrænset omfang, 

og det kan antagelig ikke kræves, at lægen selv skal indkræve pengene 

og bære risikoen for, at der betales. Det offentlige måtte derfor lægge pengene 

ud. Omkostningerne ved at administrere ordningen, at træffe betalingsafgørelse 

og at indkræve pengene vil antagelig som regel overstige det, der kan 

fås ind. 

Udvalget foreslår derfor, at den myndighed, der skal træffes afgørelse, dvs. 

statsamtet eller retten, afholder udgiften herved. Dette slås fast i lovudkastets 

§ 18, stk. 5. Som det fremgår af oplysningerne ovenfor under pkt. 3.2.I., er det 

en anden ordning end i dag, hvor politiet i hvert fald i en del kredse selv betaler 

for lægeerklæringerne. Rekvireres erklæringen af retten, afholdes udgiften 

som sagsomkostning, se herom retsplejelovsudkastets § 465. 

4.2.9. Der kan være behov for nærmere forskrifter til lægerne om kravene til 

erklæringen, eventuelt at der udarbejdes en vejledning og særlig blanket 7 ). 

Det foreslås derfor, at justitsministeren efter forhandling med sundhedsministeren 

kan fastsætte nærmere regler om kravene til og udformningen aflægeerklæringer, 

jf. udkastets § 23, stk. 2. 

4.3. Udtalelser fra institutioner. 

4.3.1. Som det fremgår af oplysninger fra udvalgets undersøgelse af byretsdomme 

fra halvåret 1989-90, var mindst 65 pct. på institution ved umyndiggørelsen, 

se ovenfor i kapitel 2, pkt. 1.1.5. Tilknytningen til plejehjemmet og 

varigheden af det forudgående ophold fremgik ikke af dommene. 

4.3.2.1 de tilfælde, hvor den, sagen angår, varigt har tilknytning til en institution, 

er det efter udvalgets opfattelse naturligt, at der indhentes oplysninger 

herfra til brug ved afgørelsen om værgemål m.v. Der vil oftest til institutionen 

være knyttet personale med en professionel baggrund og træning i at 

iagttage den persongruppe, den pågældende tilhører. 

Udvalget har derfor i lovudkastets § 18, som stk. 3, indsat en regel, hvoref- 

7 ) I Sverige er udarbejdet blanketter, som lægerne skal udfylde, se Socialstyrelsens föreskrifter 

af 2. maj 1990 om läkarintyg för utredning i ärenden om förordnande av god man och förvaltare 

(SOS FS 1990:4) som ændret ved kungörelse af 26. september 1990 (SOS FS 1990:19).


ter statsamtet eller retten skal indhente oplysningerfra institutionen. Det er en 

betingelse, at den pågældende bor her. Ophold af midlertidig karakter på en 

institution, f.eks. et hospital, medfører således ikke, at hospitalsafdelingen 

skal spørges. Om bopælskriteriet se i øvrigt ovenfor under pkt. 2.2. 

Institutionsbegrebet er ikke entydigt. Af betydning for, om der skal spørges, 

er, om der er en ledelse, der kan afgive en kvalificeret udtalelse. Kun, hvis 

dette er tilfældet, træder forpligtelsen efter § 18, stk. 3, i kraft. I andre tilfælde, 

f.eks. ved visse boligfællesskaber, er der ingen pligt til at spørge. Mulighed 

herfor er der altid efter udkastets § 18, stk. 4. 

Som det fremgår af udkastets § 18, stk. 3, er de sagsgrupper, hvori der skal 

indhentes en udtalelse fra institutionen, afgrænset på samme måde som i stk. 

2. Der henvises derfor til bemærkningerne ovenfor under pkt. 4.2.3. 

Udtalelser af den nævnte art falder ind under de offentligt ansattes tavshedspligt. 

Som omtalt ovenfor under pkt. 4.2.7. om lægeerklæringer, er der i 

lovudkastet et særligt § 18, stk. 4, for at overvinde den vanskelighed. Reglen 

er udformet således, at den også fritager personalet på institutionerne for 

tavshedspligt og muliggør, at de kan afgive erklæringer efter stk. 3. 

Statsamtet eller retten skal ikke indhente en udtalelse, hvis der allerede i 

sagen foreligger oplysninger fra institutionen. Det vil være tilfældet, hvis institutionen 

har taget det første skridt til værgemålssagen, og anmodningen 

derfor indeholder en vurdering herfra, eller hvis oplysninger fra personalet 

foreligger på anden måde, f.eks. i en politirapport. 

4.4. Den pågældendes egen stilling. 

4.4.1. Det forekommer som udgangspunkt naturligt, at retten får oplysninger 

fra den, der søges umyndiggjort, og som således er part i sagen. Retten kan i 

kraft af officialprincippet, se ovenfor under pkt. 4.1., anmode vedkommende 

om at komme til stede i retten for at afgive forklaring. Efter gældende ret kan 

dette ikke ske tvangsmæssigt, idet vidnetvangsmidlerne ikke kan anvendes, 

da den pågældende har status som part. Udebliver den, der søges umyndiggjort, 

eller vil vedkommende ikke lade sig lægeundersøge, må retten som 

ovenfor nævnt afgøre sagen på grundlag af erklæringer fra læger, der i forvejen 

kender den pågældende, forklaringer fra vidner, eventuelt indkaldt afretten, 

samt sagkyndige udtalelser afgivet på det foreliggende grundlag, herunder 

efter en gennemgang af indenretlige vidneforklaringer. Det følger af sagens 

indispositive karakter, at der ikke kan afsiges udeblivelsesdom 8 ). 

8 ) Retsplejelovskommentaren, 4. udg., 1989, bind 1, s. 13-14.

KAPITEL 6 190 

Efter retsplejelovens § 460, stk, 3, kan retten undlade at indkalde parterne 

til et retsmøde, hvis den, der søges umyndiggjort befinder sig i en sådan tilstand, 

at han ikke forstår betydningen af umyndiggørelsen. 

4.4.2. Udvalgets domstolsundersøgelse har som nævnt ovenfor under pkt. 

1.3. vist, at sagsbehandlingen hovedsagelig var skriftlig. Af de 263 umyndiggørelsessager 

ved byretterne i halvåret 1989-90 blev 225 eller 85 pct. afgjort 

på skriftligt grundlag og således uden egentligt retsmøde. Kun i 29 sager eller 

i godt 10 pct, fremgik det af oplysningerne, at vedkommende var til stede i 

retten, medens ni retsmøder blev afholdt uden vedkommende var mødt frem. 

I tre sager med beskikket advokat blev der afholdt et egentligt retsmøde 

uden vedkommendes tilstedeværelse. De endte alle med umyndiggørelse: 

76-årig enke var ikke mødt trods en forkyndt tilsigelse. Den beskikkede 

advokat oplyste, at han under besøg hos enken ikke kunne opnå nogen 

stillingtagen, hvorfor han påstod begæringen afvist. Endnu en advokat, 

som skulle være værge, mødte også. Endelig mødte en speciallæge og 

forklarede i tilslutning til erklæringen. 

Eneste barn protesterede mod umyndiggørelse af hans 81-årige moder, 

der var enke og på plejehjem. Den beskikkede advokat protesterede 

ikke. Ifølge en lægeerklæring forstod kvinden ikke betydningen af 

en umyndiggørelse. Der berammedes et retsmøde, og tidspunktet blev 

forkyndt for sønnen. Denne mødte ikke. 

Politimesteren begærede 57-årig fraskilt mand, der for tiden var på 

en psykiatrisk hospitalsafdeling som paranoid, umyndiggjort på grund 

af en fogedsag. Amtet havde afslået at beskikke en ad hoc værge. Der 

var afholdt et retsmøde, hvor vedkommende ikke ønskede at deltage. 

Den beskikkede advokat påstod frifindelse. Ifølge en lægeerklæring indebar 

tilstanden ikke, at han ikke forstod betydningen af en umyndiggørelse. 

Umyndiggørelsen blev anket, men stadfæstet af landsretten. 

I seks andre umyndiggørelsessager, hvor den pågældende ikke mødte frem 

og der ikke var beskikket advokat, var formålet med retsmødet en vidneførsel. 

I tolv sager erklærede den, der ønskedes umyndiggjort, sig indforstået hermed. 

I fire af de tolv skete dette, uden at der var beskikket advokat for vedkommende. 

Fra en af dem skal refereres : 

90-årig kvinde kunne ifølge hospitalserklæringen 'formentlig forstå betydningen 

af en umyndiggørelse. Det er mere tvivlsomt, hvorvidt patienten 

ved fremmøde i retten kan forstå, hvad der foregår'. Ifølge dom-


men havde retten en samtale med kvinden, som erklærede sig indforstået 

med at blive umyndiggjort. 

I otte tilfælde med beskikket advokat erklærede vedkommende sig i retten 

som nævnt indforstået med foranstaltningen. En af dem havde ifølge lægeerklæringen 

ikke kunnet forstå den fulde betydning af umyndiggørelsen. En 

anden - en ældre mand, som ifølge lægeerklæringen burde høres i retten - 

havde forinden en samtale med den beskikkede advokat på hospitalet, ligesom 

manden besøgte et plejehjem, hvorefter han i retten erklærede at han 

ikke længere ville modsætte sig ophold der. For så vidt angik en tredje var det 

ifølge lægeerklæringen 'tvivlsomt, om han til fulde forstår, hvad en umyndiggørelse 

indebærer, men han vil udmærket kunne afhøres i retten'. I en fjerde 

sag blev retten sat på et psykiatrisk hospital, hvor også en fætter var til stede. 

I 17 af de 29 sager med tilstedeværelse af den, der ønskedes umyndiggjort, 

var formålet, at vedkommende fik lejlighed til at udtale sig. I fire skete dette, 

uden at der var beskikket advokat. Tre af disse skal refereres: 

Om en 89-årig senil dement mand anførtes i overlægeerklæringen, at 

'det er yderst tvivlsomt, om han forstår betydningen af umyndiggørelse, 

og det vurderes, at han ikke vil være i stand til at møde i retten og forstå, 

hvad der foregår'. Den pågældende søgtes ifølge dommen afhørt i retten, 

'men det var ikke muligt at kommunikere med ham'. 

82-årig kvinde, som led af kronisk sygdom i centralnervesystemet, 

blev søgt afhørt i retten, men 'det har ikke for retten været muligt at 

kommunikere med '. 

I en sag om en 79-årig senil dement ugift kvinde, der var foreløbig 

umyndiggjort, mødte værgen, der var advokat, en juridisk konsulent fra 

kommunen, en sagsbehandler og en kontaktperson sammen med kvinden, 

der besvarede spørgsmål. Samtalen refereres i dommen over femten 

linier, hvorefter der i præmisserne anførtes, at det ved kvindens forklaring 

og fremtræden fandtes ubetænkeligt at anse umyndiggørelsesbetingelserne 

for godtgjort. 

I tretten sager var vedkommende og advokaten til stede sammen i et retsmøde. 

I to sager gav dette sig ikke udslag i dommen. Fra de resterende elleve 

skal gengives:

KAPITEL 6 192 

Om en 47-årig åndssvag kvinde nævntes blot: 'Retten har sammen med 

den beskikkede advokat haft en samtale med på dennes bopæl'. 

Retsmøde om en 83-årig senil dement kvinde blev ifølge dommen 

holdt på bopælen. Den beskikkede advokat protesterede ikke mod 

umyndiggørelsen. 

Om en 84-årig kvinde oplystes i dommen, at hun i retten blev gjort 

bekendt med begæringen, som hun ikke syntes at forstå og ikke havde 

taget stilling til. Den beskikkede advokat tiltrådte umyndiggørelse. 

Dommeren havde ifølge dommen på hospitalet under overværelse af 

en plejer og kontaktpersonen en samtale med en 50-årig schizofren 

kvinde, 'hvorunder denne ikke gav indtryk af forståelse for umyndiggørelsens 

betydning'. 

88-årig kvinde led ifølge lægeerklæringen af paranoid psykose. Det 

kunne ifølge lægeerklæringen 'ikke udelukkes, at hun forstår, hvad en 

umyndiggørelse indebærer, men det er vanskeligt at konstatere, eftersom 

hun ikke siger noget. Af samme grund vil der næppe komme noget 

brugeligt ud af at høre hende i retten'. Dommeren beskikkede en advokat 

og søgte forgæves sammen med denne at få kvindens stillingtagen 

til sagen. 

Ifølge lægeerklæring kunne det ikke udelukkes, at man kunne afhøre 

en 61-årig schizofren kvinde i retten med et vist udbytte. Ifølge dommen 

forsøgte man, og gengav fra retsbogen: 'NN har svært ved at udtrykke 

sig. Hun kunne ikke huske sin fødselsdag. Hun var ikke klar 

over, hvad umyndiggørelse eller værge er. Hun er glad for sin søster, 

der besøger hende. Hun var ikke klar over, at hendes mor var død'. Den 

beskikkede advokat protesterede ikke mod begæringen. 

Om en 90-årig senil dement kvinde oplyses i dommen, at retsmøde 

blev afholdt på hendes bopæl. Den beskikkede advokat havde tidligere 

protesteret mod umyndiggørelse, men efter at Retslægerådets erklæring 

var afgivet, oplyste advokaten, at hun ikke har yderligere bemærkninger. 

Ifølge lægeerklæringen om en 67-årig præsenil mand var det ikke 

muligt at få belyst sagen yderligere, f.eks. ved at bede patienten møde i 

retten. I dommen er anført, at retten under afhøring af manden konstaterede, 

at dennes udsagn for en stor del var i strid med virkeligheden. 

Om en 90-årig kvinde oplystes i lægeerklæringen, at hun var i stand 

til konsekvent at nægte plejehjemsanbringelse, og lægen mente at patienten 

forstod betydningen af umyndiggørelse og godt ville kunne høres 

i retten. Den beskikkede advokat besøgte kvinden under overværelse af

• 


en sygeplejerske, der var i stand til at råbe meget højt. Ifølge en skrivelse 

fra advokaten var kvinden absolut meget stædig og så helt urealistisk 

på sin egen situation. Plejehjemmet er vederstyggeligt for hende, sagde 

hun. Da hun fortsat absolut afslog en frivillig flytning til plejehjem, ville 

det også efter advokatens mening være nødvendigt med en personlig 

umyndiggørelse. I et retsmøde var det ikke muligt at få en egentlig forklaring 

fra kvinden, der bestemt afviste at komme på plejehjem, uden 

det dog var muligt at få en begrundelse herfor. Ved en beskrivelse af et 

plejehjem som et sted, hvor hun kunne medtage sine egne ting, og hvor 

hun blev passet og plejet, var hun dog indforstået med at tage ophold 

på sådan institution. 

Om en 74-årig anførtes i lægeerklæringen, at hun konsekvent modsatte 

sig plejehjemsanbringelse. En datter vedstod i retten sin begæring 

om moderens umyndiggørelse, medens moderen protesterede 

herimod. Den beskikkede advokat erklærede, at det ønskede værgemål 

var nødvendigt for at sikre den fornødne pleje fremover. 

Om en 35-årig åndssvag kvinde, der skulle arve 200.000 kr., afgav 

embedslægen en erklæring, hvorefter den pågældende ikke generelt 

burde umyndiggøres. Retten havde en samtale med kvinden under 

overværelse af skifterettens medhjælper, der var advokat, den under 

dødsbobehandlingen beskikkede ad hoc værge, der var sagsbehandler i 

kommunen, og den beskikkede advokat under umyndiggørelsessagen. 

Kvinden gav under samtalen rimeligt indtryk af at være orienteret om 

tid og sted, men hun havde ikke nogen som helst forstand på penges 

værd, og hun kunne slet ikke udtale sig om, hvad hun skulle bruge de 

mange penge til. Skifteretsmedhjælperen fastholdt på en søsters vegne 

umyndiggørelsespåstanden, som den beskikkede værge og ad hoc værgen 

tilsluttede sig. Derefter blev hun trods lægeerklæringernes ikke helt 

entydige indhold formueretligt umyndiggjort. 

4.4.3.1 en rapport, Gamle Dementes Menneskerettigheder, udarbejdet i 1990 

af en arbejsgruppe under Det danske Center for Menneskerettigheder, er det 

anført, at gældende praksis, hvorefter umyndiggørelse kan ske uden høring 

af den pågældende eller en repræsentant for denne, harmonerer dårligt med 

de krav der stilles til en retfærdig rettergang i Den europæiske Menneskerettighedskonventions 

artikel 6, stk. 1. Artiklen er gengivet og omtalt ovenfor 

under pkt. 2.1. Da en umyndiggørelse medfører indgreb i den umyndiggjor-

KAPITEL 6 194 

tes retlige handleevne, anføres det i rapporten, at den demente eller en repræsentant 

for denne altid bør høres i en sådan sag 9 ). 

4.4.4. Udvalget har overvejet, om der bør fastsættes regler om, at retten eller 

statsamtet altid skal høreden, der ønskes sat under værgemål, således at vedkommende 

selv er til stede, når sagen behandles. En sådan regel kan umiddelbart 

forekomme naturlig, idet den vil være i overensstemmelse med almindelige 

retsplejemæssige principper samt god forvaltningsskik. 

Imidlertid gør særlige forhold sig gældende på dette område. Som det 

fremgår af udvalgets undersøgelser vil den, sagen angår, i de fleste tilfælde 

befinde sig i en sådan tilstand, at den pågældende ikke med nytte kan udtale 

sig om værgemålsspørgsmålet, f.eks. den svært demente gamle eller den bevidstløse. 

En regel om obligatorisk forsøg på at få en stillingtagen ville i øvrigt 

i mange tilfælde betyde, at statsamtet skulle holde møde eller retten sættes 

på et hospital, et plejehjem eller på en anden institution, fordi vedkommende 

ikke uden betydelige vanskeligheder og anstrengelser kan bringes til 

retten. 

Heroverfor står, at en regel om, at den, der søges sat under værgemål, skal 

komme til stede, også har et andet formål. Dermed kan den uafhængige og 

besluttende myndighed danne sig et personligt indtryk af vedkommendes tilstand 

og forhold. Derigennem sikrer man sig også bedst mod mulige misbrug 

af værgemålsinstituttet. Under en tankegang, som forekommer noget fremmed 

her i landet, kan lægges vægt på, at der ikke er fare for, at sindssygdom 

og lignende bruges som skalkeskjul for, at politiske afvigere m.v. berøves deres 

retlige og personlige handleevne 10 ). 

Med de kompetenceregler, der foreslås i udkastets §§ 13 og 22, finder udvalget 

ikke, at Den europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 6, stk. 

1, gengivet ovenfor under pkt. 2.1., tvinger til at gennemføre en høringsregel i 

alle værgemålssager. Det hænger sammen med, at de særligt vanskelige sager 

skal oversendes til retten efter § 13, stk. 2. I de værgemålstilfælde, hvor der 

bliver spørgsmål om handleevnefratagelse, jf. udkastets § 6, er der i § 13, stk. 

3, også foreskrevet domstolsbehandling. Endelig er det i § 22 bestemt, at alle 

administrative afgørelser i værgemålssager efter § 5 eller §§7-10 kan forlanges 

indbragt for retten med henblik på en fuldstændig ny prøvelse, se også 

nedenfor under pkt. 9. 

Under værgemålsretssagerne er der særlige sikkerhedsgarantier. I relation 

til spørgsmålet om høring af den, sagen angår, har retsplejelovsudkastets 

§ 460 særlig betydning. Efter denne regel skal vedkommende have beskikket 

9 ) Gamle Dementes Menneskerettigheder, - rapport fra en arbejdsgruppe, Det Danske Center 

for Menneskerettigheder, 1990, s. 85. 

10 ) Sag Winterwerp, series A, vol. 33, pr. 37.


en advokat i alle værgemålssager. Advokaten skal repræsentere og bistå vedkommende, 

se nedenfor under pkt. 5.4. Hermed sikrer samfundet, at vedkommende 

kommer til orde, hvis det er muligt. 

I overvejelserne er tillige indgået, at menneskerettighedskonventionens artikel 

6 ikke indeholder et ubetinget krav om, at den pågældende er til stede 

under domsforhandlingen 11 ). Konventionsmyndighederne har fundet, at 

personligt fremmøde er nødvendigt i visse sager, særligt hvis den pågældendes 

'personal character' er af afgørende betydning 12 ). På denne baggrund må 

det formentlig antages, at konventionen stiller krav om, at en domstol, der 

omfattes af artikel 6, skal høre den pågældende og/eller dennes advokat, inden 

der træffes afgørelse om værgemål. Dette gælder dog ikke, såfremt der er 

adgang til en hurtig prøvelsesmulighed for en domstol eller en appelinstans, 

idet artikel 6 da kun skal overholdes i prøvelses- eller appelinstansen. 

4.4.5. Resultatet af udvalgets overvejelser tv blevet den udtrykkelige regel i 

udkastets § 19, stk. 1, hvorefter den, sagen angår, har ret til at udtale sig i 

statsamtet. Dette er den teoretiske hovedregel. Mødet i statsamtet kan imidlertid 

undlades, hvis vedkommende ikke med nytte kan udtale sig om spørgsmålene. 

Undtagelsen vil antagelig i praksis komme til at dække størstedelen 

af sagerne. 

Som det fremgår af udkastet, er kriteriet for, hvornår statsamtet kan undlade 

at spørge den pågældende, ændret, således at det afgørende bliver, om 

denne med nytte kan udtale sig om spørgsmålet, jf. udkastets § 19, stk. 1. Kriteriet 

er anderledes end efter den gældende retsplejelovs § 460, stk. 3, om 

fremmøde i retten, idet udvalget finder det for meget at forlange forståelse for 

betydningen af foranstaltningen. Selv om den pågældende ikke har en forståelse 

af værgemålsbegrebet, dets juridiske betydning og rækkevidde, kan det 

tænkes, at vedkommende på relevant måde vil kunne udtale sig om sine ønsker 

med hensyn til konkrete, aktuelle problemer inden for et kommende 

værgemålsområde, f.eks. plejehjemsanbringelse og hvad der skal ske med 

pengene, hvem der som værge skal bistå med at administrere osv. Udtalelser 

herom bør så vidt muligt tages i betragtning, når der skal træffes afgørelse i 

sagen. Med det foreslåede kriterium vil der også skulle indhentes en udtalelse 

fra den pågældende, selv om denne på forhånd har givet samtykke til foranstaltningen 

eller endog selv har anmodet herom. I disse tilfælde må det 

nemlig antages, at den pågældende vil kunne udtale sig om værgemålet. 

Det kan ikke kræves, at statsamtsjuristen selv skaffer sig et personligt indtryk 

af den pågældende med henblik på en vurdering af, om den pågældende 

") Digest-tillæg, afsnit 6.1.1.4.6.3., samt Fawcett: The application of the European Convention 

on Human Rights, s. 158. 

x 

12 

) App. 434/58, Yearbook 354,370. 

•

KAPITEL 6 196 

kan afhøres med nytte. Som hovedregel vil det efter udvalgets vurdering være 

tilstrækkeligt, at dette fremgår af lægeerklæringen med de krav, der i udkastets 

§ 18, stk. 2, stilles hertil, samt af en eventuel institutionsudtalelse, jf. § 18, 

stk. 3. 

I andre lignende regler om drøftelser, nemlig med børn i forældremyndigheds-, 

samværsrets- og adoptionssager, er det anført, at 'samtalen kan undlades, 

hvis den må antages at være til skade for barnet', se den gældende myndighedslovs 

§ 26 og adoptionslovens § 6, stk. 1. En tilsvarende undtagelse fra 

samtalekravet har ikke nogen mening i værgemålssager. Kan den, sagen angår, 

med nytte udtale sig, kan det vanskeligt tænkes, at samtalen vil skade. 

Fører sagen til en værgebeskikkelse, skal vedkommende alligevel orienteres 

herom og have medindflydelse, jf. udkastets § 26. Noget andet er, at det kan 

tænkes at skade vedkommende at blive bekendt med oplysninger i sagen, 

f.eks. indholdet aflægeerklæringer, og herom findes en regel i retsplejelovsudkastets 

§ 461, stk. 2, se herom også nedenfor under pkt. 4.4.8. 

I praksis vil formentlig langt de fleste administrative sager som nævnt kunne 

afgøres, uden at den pågældende spørges, fordi denne ikke med nytte vil 

kunne udtale sig om spørgsmålet. Sagen vil dermed som regel kunne afgøres 

på skriftligt grundlag. 

4.4.6. Retsstillingen, hvis værgemålssagen behandles i retten, er noget anderledes. 

Det skyldes den måde, domstolenes kompetence er afgrænset på, 

se ovenfor under pkt. 2.1.4 og 4.4.4. Domstolene har i nogen grad en rolle 

som kontrollant og som sidste instans. Her kan man finde, at den, værgemålssagen 

angår, skal have en mere central rolle, og at det afgørende ikke 

som ved statsamtet kan være 'nyttevirkningsbetragtninger', jf. udkastets § 19, 

stk. 1. Der må gøres noget andet og mere for at afklare vedkommendes situation. 

Med sådanne overvejelser kommer advokaten til at spille en central rolle. 

Som det fremgår af retsplejelovsudkastets § 460 og redegørelsen nedenfor 

under pkt. 5.3. forslår udvalget, at der skal beskikkes advokat i alle retssager 

efter værgemålsloven. Udvalget forudsætter som omtalt under pkt. 5.4., at 

advokaten altid tager kontakt med sin klient, at advokaten skønner over muligheden 

for og det hensigtsmæssige i, at klienten er til stede under domsforhandlingen, 

samt at advokaten i modsat fald over for retten redegør for klientens 

tilstand og situation. Hermed er kravene i menneskerettighedskonventionens 

artikel 6, stk. 1, for så vidt tilgodeset. 

Udvalget finder, at kriterierne for om den, sagen angår, skal have tilbud 

om at overvære domsforhandlingen og dermed mulighed for at komme til 

orde, må være andet end det, der som omtalt ovenfor under pkt. 4.4.5. gælder 

ved den administrative behandling i statsamtet, nemlig om vedkommende


med nytte kan udtale sig. Den pågældende skal, som det fremgår af udkastets 

§ 19, stk. 2, udtale sig i retten, medmindre det i konkrete tilfælde ikke skønnes 

påkrævet. Afgørelse herom må træffes af retten efter en vurdering af sagens 

karakter og problem samt på grundlag af oplysningerne om parten. De sidste 

vil ikke alene være den lægeerklæring, der altid vil foreligge, jf. udkastets 

§ 18, stk. 2, men også den institutionsudtalelse, der ofte vil indgå i akterne, jf. 

§ 18, stk. 3, og ikke mindst de oplysninger der kommer fra den beskikkede 

advokat, jf. retsplejelovsudkastets § 460. Vidneforklaringer kan også få betydning 

for overvejelserne. Resultatet vil som nævnt antageligt også afhænge 

af sagens karakter. Skyldes statsamtets betænkeligheder ved at afgøre sagen, 

jf. udkastets § 13, stk. 2, den pågældendes egen holdning, må dommeren så 

godt som undtagelsesfrit danne sig sit personlige indtryk. Har vedkommende 

anket sagen, gælder det samme antageligt i landsretten. Under sagen efter 

udkastets § 22 taler meget for i videst muligt omfang at få den, hvis værgemål 

skal prøves, til stede i retten. Dette må også gælde, selv om det er andre, der 

har indbragt sagen. 

Med den systematik, udvalget har valgt, se herom ovenfor under pkt. 

2.1.4.9, kunne der anføres gode grunde til, at reglen om ret til at udtale sig i 

retten hørte hjemme i retsplejelovsudkastet som et stk. i § 461. Udvalget har 

valgt placeringen i værgemålslovudkastet som § 19, stk. 2, fordi reglen har 

nøje sammenhæng med stk. 1, og for at give et samlet indtryk i værgemålsloven 

af retsstillingen under værgemålssagen for den, sagen angår. 

4.4.7. Et særligt spørgsmål er, om retten kan pålægge den, sagen angår, at 

komme til stede og afgive forklaring. Det kan retten ikke i dag, hvor vedkommende 

har almindelig partsstilling. Dette indebærer, at retten som i andre 

civile sager kan tillægge det bevismæssig betydning, hvis parten ikke møder 

personligt frem, idet modpartens fremstilling kan lægges til grund for afgørelsen. 

Princippet kaldes fakultativ processuel skadevirkning. Retten vil dog 

sjældent lade den pågældendes udeblivelse få denne virkning i umyndiggørelsessager, 

der er undergivet officialmaksimen, se ovenfor under pkt. 4.1. 

Udvalget har overvejet, om der skal indføres en regel om, at den, sagen angår, 

kan indkaldes efter vidnereglerne. Noget sådant gælder om forældre under 

forældremyndighedstvister, jf. retsplejelovens § 450, stk. 2. Dette indebærer 

en pligt til at møde og svare på spørgsmål, jf. retsplejelovens § 168, se 

om tvangsmidler retsplejelovens § 178, hvorefter vidner bl.a. efter rettens bestemmelse 

kan afhentes af politiet. Udvalget er dog betænkelig ved at gennemføre 

en sådan regel. Hvis den pågældende ikke frivilligt ønsker at møde i 

retten, må det anses for temmelig tvivlsom, hvorvidt anvendelse af vidnetvangsreglerne 

vil føre til et rimeligt resultat. 

4.4.8. Endnu et spørgsmål er, hvordan mødet i statsamtet eller retsmødet

KAPITEL 6 198 

skal afvikles. Det kan ikke holdes skjult for den, sagen angår, at mødet afholdes 

i anledning af en værgemålssag. Ellers ville partsbeføjelserne blive illusoriske. 

Når afgørelsen er truffet, og en værge beskikket, skal den, der er kommet 

under værgemål, da også orienteres om den nye retstilstand. 

Derimod er det ikke nødvendigt, at alle enkeltheder om baggrunden for 

værgemålsanmodningen altid lægges frem for den syge eller svage. Der vil 

være tilfælde, hvor det kan skade vedkommende at få kendskab til, f.eks. en 

livstruende sygdom. Statsamtet kan efter forvaltningslovens § 15, stk. 1, begrænse 

en parts ret til aktindsigt i det omfang, dennes interesse i at kunne 

benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at 

burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv. Retten kan ifølge 

retsplejelovsudkastets § 461, stk. 2, når særlige omstændigheder taler for det, 

bestemme, at den, sagen angår, ikke må overvære bevisførelsen eller en del af 

denne. Den pågældende skal efter 2. pkt. i så fald, inden sagen afgøres, gøres 

bekendt med de fremkomne oplysninger, medmindre dette vil stride mod de 

hensyn, der har ført til udelukkelsen. 

4.4.9. Særlig sagsbehandling er nødvendig ved samværgemål, hvor det efter 

lovudkastets § 7 kræves, at den pågældende selv anmoder om foranstaltningen. 

Her har et møde andre funktioner. Anmodningen vil blive bekræftet 

direkte over for statsamtet, der således kan kontrollere, at den er alvorlig 

ment og uden relevante forbehold. Forinden vil der kunne vejledes om retsvirkningerne 

af det skridt, der er ved at blive taget. Dette vil svare til fremgangsmåder, 

der følges på andre områder inden for statsamterne. Administrative 

regler om mødet kan fastsættes med hjemmel i udkastets § 23, stk. 1. 

4.4.10. Reglen i udkastets § 19, stk. 1, får afsmittende virkning på statsamternes 

administration af kontradiktionsforskriften i forvaltningslovens § 19.1 

det omfang, den sagen angår, ikke med nytte kan udtale sig, har det ikke nogen 

mening at forsøge at gøre vedkommende bekendt med indhentede oplysninger, 

og forelæggelse kan undlades. 

4.5. Orientering af særligt nærtstående. 

4.5.1. I gældende ret er der ikke regler om de pårørendes stilling under processen, 

bortset fra om den, der har indgivet anmodning og dermed er blevet 

part. Retten må skønne over, om og i hvilket omfang den nærmeste familie 

skal underrettes om en umyndiggørelsesbegæring, og eventuelt indkaldes 

som vidner. En indkaldelse vil navnlig kunne være hensigtsmæssig, hvis der i 

familien vides at være uenighed om en umyndiggørelse, eller der er usikkerhed 

om, hvilken stilling pårørende med tilknytning til og kontakt med den 

pågældende indtager. Det kan også være praktisk, at den, der forventes beskikket 

som værge indkaldes, jf. retsplejelovens § 460, stk. 1,2. pkt. Sker ind-


kaldelsen som vidne, kan de sædvanlige tvangsmidler anvendes for at få den 

pågældende til at møde og afgive forklaring. I praksis er det meget sjældent, 

at de pårørende indkaldes. 

4.5.2. Vidneførsel er sjælden, herunder forklaringer fra nære pårørende. 

Ifølge udvalgets undersøgelservar der seks ud af de 263 sager ved byretterne i 

halvåret 1989-90, hvor det eneste formål med et retsmøde var en vidneførsel, 

idet der i hver sag var et enkelt vidne. Det var en søn, i to sager en søster og i 

en fjerde en afdelingssygeplejerske. Kun i et par tilfælde blev forklaringen 

refereret i dommen : 

• - • • •• ' - : < ! • • ' • . , . - 

Sønnen til en 80-årig senil kvinde forklarede, at moderen var total hjælpeløs 

og helt ude afstand til at tage vare på sin personlige pleje og hygiejne. 

Ifølge afdelingssygeplejersken forstod en 84-årig senil dement mand ikke betydningen 

af en umyndiggørelse. 

Der var dog enkelte andre sager, hvor interesserede personer var mødt 

frem. Det var plejepersonale, kontaktpersoner og sagsbehandlere. Undertiden 

mødte også den slægtning, der havde taget initiativ til umyndiggørelsen. 

4.5.3. Ifølge den svms/ceföräldrabalkens kapitel 11, § 16, stk. 2, 1. pkt., skal 

retten, hvis det behøves, også indhente udtalelser fra ægtefælle og nærmeste 

slægtninge, overformynderen, en social instution, omsorgsnævnet og socialnævnet. 

Undlader nogen at efterkomme opfordringen, kan retten i reglen gå 

ud fra, at vedkommende ikke kan tilføre sagen noget. Efter de for udvalget 

foreliggende oplysninger er det usædvanligt, at pårørende modsætter sig en 

anmodning om god man, og når det sker, kommer protesten oftest fra den, 

som foreslås som god man. Indsigelser fra pårørende som resultat af underretningen 

behandles i reglen på skriftligt grundlag. 

4.5.4. Med de ovenfor under pkt. 4.2. og 4.3 anførte betragtninger omkring 

lægernes og institutionernes rolle samt de sjældent forekommende reelle muligheder 

for personlig kontakt med den, foranstaltningen vedrører, finder udvalget 

at der bør indbygges andre elementer i processen. Her kommer de nære 

pårørende ind i billedet. I de tilfælde, hvor anmodningen er indgivet af en 

slægtning, vil denne være part, se nedenfor under pkt. 8. Nogen sikkerhed 

for, at der er bred enighed om initiativet i kredsen, der står vedkommende 

nær, er der imidlertid ikke. Hvis anmodningen kommer fra en offentlig myndighed, 

vides i princippet intet om de pårørendes holdning til værgemålet.

KAPITEL 6 200 

De behøver end ikke at vide noget om sagen, f.eks. hvis den pågældende er 

på en institution, hvor familien ikke kommer. Familieforholdene kan også 

være uoplyste. 

Udvalget mener, at de allernærmeste pårørende, navnlig ægtefælle, børn og 

forældre samt en eventuel værge og/eller samlever eller nogen af dem, bør 

underrettes om, at der er indledt en sag om værgemål, om fratagelse af handleevnen 

eller om andre vigtige værgespørgsmål. Dermed sikrer man sig, at de 

nærtstående bliver bekendt med værgemålsinitiativet, så de kan få lejlighed 

til at ytre sig negativt eller positivt, før der træffes afgørelse. Orienteringen vil 

være et nyt element til sikring af retssikkerheden på linje med den pligt til 

kontradiktion, der gælder efter forvaltningslovens kapitel 5 om partshøring. 

En underretningspligt kan ikke omfatte alle de pårørende, der efter udkastets 

§ 16, stk. 1, kan tage initiativ til en værgemålssag. En meddelelse vil som 

regel kun have selvstændigt indhold for dem, der ikke har kontakt med den, 

værgemålsanmodningen vedrører. Familien vil normalt drøfte den svages 

forhold indbyrdes. Kommer slægtninge på besøg på et plejehjem eller en institution, 

kan det vanskeligt tænkes, at personalet holder overvejelser om et 

værgebehov hemmelige. Fjerne familiemedlemmer har ikke noget rimeligt 

krav på at vide noget om en værgemålssag, hvis de ikke har vist interesse for 

den svage. Spørgsmålet har en stærkt personlig karakter, og den omstændighed, 

at der er en sag, viser svagheder hos vedkommende, som denne måske 

ikke ønsker skal blive alment kendt. Under sagen vil der ofte fremkomme 

oplysninger af personlig og fortrolig karakter, som pårørende efter offentlighedsloven 

under normale omstændigheder er afskåret fra at få kendskab til. 

Hertil kommer, at forudsætningen for, at underretningen kan ske og blive 

effektiv, er, at statsamtet eller retten har kendskab til, hvem familien er. I nogle 

tilfælde vil det være vanskeligt og tidskrævende at få afdækket familieforholdene 

og at finde frem til bopælene. Under alle omstændigheder vil en 

kontradiktion være et forsinkende element i en sag, hvor det ofte vil være af 

betydning hurtigt at få en legal repræsentant. En videregående underretningspligt 

kan føre til en omfattende, måske rutinemæssig udpegning af foreløbige 

værger efter lovudkastets §21. 

Udvalget finder, at underretning i første række bør gives til ægtefællen, jf. 

udkastets § 20, stk. 1,1. pkt. Pligten hertil får indhold, hvis myndigheder har 

holdt denne i uvidenhed om værgemålsovervejelser, hvadenten det er af hensynsfuldhed 

eller af frygt for reaktionen. Af stk. 1, 2. pkt., fremgår, at underretningspligten 

ikke gælder, hvis ægtefællerne er separerede. Derimod er det 

uden betydning, om ægtefællerne på grund af uoverensstemmelser har ophævet 

samlivet, hvilket også vil være vanskeligt for myndighederne at få klarhed 

over.


Endvidere skal værgen eller samværgen underrettes, hvis en sådan allerede 

findes, jf. § 20, stk. 1,1. pkt. 

Af familiemæssige grunde og ud fra retspleje- og retssikkerhedshensyn bør 

der efter udvalgets opfattelse også ved ugifte, herunder separerede og skilte, 

være en vis pligt til at orientere de allernærmeste. Udvalgets undersøgelser 

viser, at kun en mindre del af dem, der blev umyndiggjort i halvåret 1989-90, 

var gifte, se ovenfor i kapitel 2. pkt. 1.1.3. Udvalget finder det i almindelighed 

uacceptabelt, at børn skal kunne holdes i uvidenhed om, at deres moder eller 

fader, nu skal have en værge, og at forældre til yngre ugifte, skal kunne komme 

ud for det samme. Med udkastets § 16 om initiativ kan det komme fra en 

myndighed, jf. nr. 4 og 5, eller fra et enkelt barn, der formelt bliver modpart. 

Den svage kan komme til at stå meget alene under en proces, der oftest vil 

være enkel samt skriftlig og dermed uden retssikkerhedsgarantier i form af en 

domsforhandling. Er den, sagen angår, ude afstand til at ytre sig fornuftmæssigt, 

bliver det andres protester, der kan bevirke sagens overgang til retten 

efter udkastets § 13, stk. 2, og reglen i § 22 om domstolsprøvelse er uden virkeligt 

indhold, hvis ikke de allernærmeste har kendskab til sagen og resultatet. 

Yderligere kan anføres, at statsamtet eller retten også af andre grunde har 

behov for kontakt med den nære familie, idet det ellers kan være svært at 

finde frem til værgeemner. Det foreslås derfor, som det fremgår af udkastets 

§ 20, stk. 2, at underretningspligten udvides, så børnene, forældrene eller andre 

nærtstående i rimeligt omfang skal underrettes, hvis den, sagen angår, 

ikke har en ægtefælle. 

Der vil være tilfælde, hvor selv den begrænsede underretningspligt, der er 

skitseret i det foregående, vil være vanskelig, måske umulig at opfylde, ikke 

mindst med det stigende internationale samkvem. En indvandrer kan have 

efterladt sin ægtefælle eller børn i udlandet. Børn kan være emigreret uden at 

bevare nogen kontakt med forældrene. I sådanne, men måske også i andre 

situationer, kan det være arbejdsmæssigt omfattende og tidskrævende at efterforske 

familieforholdene og efterspore adressen på den, der efter § 20 skal 

underrettes. Derfor er der ifølge udkastets § 20, stk. 2, begrænsninger i myndighedernes 

forpligtelser. Det følger forudsætningsvist af stk. 2, at statsamtet 

eller retten kun i rimeligt omfang skal undersøge familieforholdene, og hvem 

der måtte høre til kredsen af nærtstående, samt finde frem til deres adresser. 

Omfattende og tidskrævende efterforskninger, navnlig i udlandet, kan ikke 

kræves, også fordi personer uden en vis kontakt med den, sagen angår, næppe 

har interesse for værgemålsproblematikken eller viden af betydning for 

sagens afgørelse. 

Selv med kendte familieforhold er pligten til underretning begrænset til et 

rimeligt omfang. Det er ikke nødvendigt at orientere personer, der ifølge op-

KAPITEL 6 202 

lysningerne i sagen på forhånd kender til værgemålsinitiativet. Det skønnes 

også rimeligt at indskrænke orienteringen til at omfatte vedkommendes børn, 

hvis de er voksne, og forældrene til den, der søges sat under værgemål. Orientering 

af børn forudsætter, at de har en sådan alder og modenhed, at de forstår 

skrivelsens betydning, dvs. i hvert fald nærmer sig myndighedsalderen. 

Som nævnt skal også andre blandt de nærmeste underrettes i rimeligt omfang. 

Her kan ikke kræves myndighedsundersøgelse af, om der er muligt interesserede. 

Fremgår det imidlertid af foreliggende eller indhentede oplysninger 

i sagen, at der uden for den snævre familiekreds er en eller enkelte, 

som står den, der ønskes under værgemål, særligt nær, er det rimeligt at orientere 

denne, f.eks. en samlever, eller disse om sagen. Der kan også være søskende, 

en ven eller veninde, om hvem det oplyses, at den pågældende, måske 

som den eneste, har været i daglig eller hyppig kontakt med den, sagen angår, 

og har udvist interesse for dennes livsvilkår og -forhold. 

Rimelighedsafgrænsningen afhænger også af omstændighederne i sagen og 

de mulige vanskeligheder. Er der oplysninger eller mistanke om uenighed i 

familien eller om manglende støtte til et familiemedlems værgemålsinitiativ, 

taler det for at gøre mere end ellers for at opfylde kravet i § 20. Der kan ved 

skønnet f.eks. også lægges vægt på, om der kun er tale om en mindre udvidelse 

inden for § 5, eller om de nærmeste af andre grunde inden for kortere tid er 

blevet underrettet, således at underretning efter en konkret vurdering kan 

undlades. Generelt må det overlades til statsamtet at foretage en fornuftig 

afvejning. 

Med opbygningen af § 20, stk. 2, og det rimelighedsskøn, der er tillagt 

statsamtet eller retten, kan manglende opfyldelse af underretningspligten ikke 

bevirke, at værgemålet skulle miste sin gyldighed. § 20 er en processuel regel, 

og der vil derfor kunne klages til Civilretsdirektoratet over statsamtets beslutning 

om at undlade at underrette eller kæres til landsretten, såfremt det er 

byretten, der har forsømt at orientere de nærtstående. 

Udvalget har overvejet, i hvilke sager underretningspligten skal gælde. 

Den er naturlig i sager, hvor et værgemål efter § 5 senere og under en selvstændig 

sag ønskes suppleret med handleevnefratagelse efter § 6. Underretning 

skal også ske i sager om andre ændringer efter § 9 eller i ophævelsessager 

efter § 10, samt i tilfælde hvor statsamtets afgørelse indbringes for retten 

efter § 22, se opregningen i § 20, stk. 1. Endelig følger det af § 20, stk. 1, at 

underretningspligten gælder i sager om værgebeskikkelse og ændring heraf, 

jf. udkastets §§ 11-12. 

Ifølge udkastets § 20, stk. 3, skal statsamtet eller retten tillige underrette de 

nærtstående, der har fået underretning efter stk. 1 eller stk. 2, samt værgen 

om afgørelsen, når den foreligger. Dermed får de pågældende mulighed for at 

*


anmode om af få afgørelsen indbragt for retten, se udkastets § 22, eller for at 

anke en dom til landsretten, jf. retsplejelovsudkastets § 466. Underretningspligten 

er, som det fremgår af stk. 3, udvidet til at omfatte sagens oversendelse 

til retten. Dette gælder dog kun, hvis statsamtet, inden der er truffet beslutning 

efter udkastets § 13, stk. 2 eller 3, om at sagen skal oversendes, har foretaget 

underretning efter stk. 1 eller 2. 

Det kan i de administrative regler, der bliver udstedt i medfør af udkastets 

§ 23, stk. 1, foretages en uddybning af pligten efter § 20. Underretningen må 

kunne ske i almindeligt brev. Er underretning sket fra statsamtet, skal retten 

ikke sende et nyt brev, selv om sagen senere oversendes til retlig afgørelse. 

Derimod skal retten orientere om dommen. 

Resulterer en underretning i en protest til statsamtet, vil det normalt føre til 

en oversendelse af sagen til retten, idet der da er en tvist, som kan gøre det 

betænkeligt at afgøre sagen administrativt, jf. udkastets § 13, stk. 2, se ovenfor 

under pkt. 2.1.4.4. 

Personer omfattet af underretningspligten har ikke nødvendigvis partsstilling 

i værgemålssagen. På den anden side fritager underretning ikke for kontradiktion 

i forhold til sagens parter. Se under pkt. 8 om sagens parter og 

betydningen af status som part. Udkastets § 20 må således betragtes som et 

supplement til forvaltningslovens regler. 

5. Advokatbistand. 

5.1. Ifølge retsplejelovens § 459, stk. 2, skal retten obligatorisk beskikke en 

advokat for en person, der søges umyndiggjort, medmindre denne samtykker 

i umyndiggørelsen eller befinder sig i en sådan tilstand, at han ikke forstår 

betydningen af umyndiggørelsen. Efter 2. pkt. har retten i andre tilfælde en 

fakultativ adgang til advokatbeskikkelse for en part, hvis der er behov for 

advokatbistand. 

Det fremgår som også omtalt ovenfor under pkt. 1.3.1. af udvalgets undersøgelse, 

at der efter det oplyste kun var beskikket advokat i 54 af de 263 umyndiggørelsessager\ed 

byretterne i halvåret 1989-90 eller i under 20pct. Beskikkelsen 

var som nævnt ikke sammenfaldende med, om der afholdtes en 

mundtlig forhandling. I 30 sager blev der nemlig beskikket advokat for den 

pågældende samtidig med, at der, så vidt det fremgår af embedernes oplysninger 

eller af dommen, ikkeblev afholdt noget retsmøde eller - i to sager- et 

retsmøde hvor kun advokaten var til stede. Tilfældene fordeler sig jævnt, idet 

sagerne stammer fra 20 retskredse. I 14 fremgår advokatbeskikkelsen kun af 

besvarelsen af spørgeskemaet, medens den ikke er nævnt i dommen. I de resterende 

16 er beskikkelsen kort omtalt i dommen. 

•

KAPITEL 6 204 

I 10 af de 37 egentlige lavværgemålssager, hvor der blev afholdt retsmøde, 

var der beskikket advokat for vedkommende. I yderligere 2 var der mødt advokat, 

antagelig en privat antaget. I de 7 sager med retsmøder om omdannelse 

af umyndiggørelse til lavværgemål var der beskikket advokat i 1 og mødt 

med advokat i yderligere 2. Der var således advokat i 15 af de 49 sager. 

Advokatens opgave og rolle er belyst gennem oplysninger i enkelte sager. I 

fire tilfælde fremgik det af dommen, at advokaten havde besøgt sin klient på 

hospitalet. I en erklæring i den ene sag oplyste advokaten, at det var hans 

opfattelse, at klienten ikke forstod betydningen af umyndiggørelse og heller 

ikke kunne afgive forklaring med brugbart resultat. I den anden sag havde 

der været to besøg, uden at advokaten fik kontakt med klienten, og i erklæringen 

oplystes, at klienten ikke kunne afgive forklaring, hvorfor advokaten 

anbefalede, at politiets begæring toges til følge på det foreliggende grundlag. 

I den tredje oplyste advokaten i et retsmøde, at han havde besøgt klienten, 

men resultatet havde været, at advokaten havde fundet, at det ikke tjente noget 

formål at lade klienten møde i retten. Den fjerde er lidt mere speciel : 

90-årig kvinde led ifølge to erklæringer fra den tilsynsførende læge på 

plejehjemmet af senil demens i svær grad, og hun var ifølge lægen næppe 

i stand til at afgive en sammenhængende forklaring i retten. Advokaten 

havde talt med klienten og med bestyreren på plejehjemmet. Efter 

gennemgangen af sagen og drøftelserne meddelte advokaten, at klienten 

klart havde forstået, at hun havde underskrevet en begæring om 

økonomisk umyndiggørelse, og at hun ønskede dette. Baggrunden var, 

at hun ikke kunne overskue håndteringen af sin ikke ubetydelige formue. 

Advokaten fandt det stemmende med klientens interesser og i 

overensstemmelse med hendes ønsker, såfremt retten valgte at foretage 

umyndiggørelse. Retten bemærkede, at man på denne baggrund fandt 

afholdelse af et retsmøde i sagen ufornødent. 

y 

I to domme nævntes blot, at advokaten havde tiltrådt, at der skete umyndiggørelse. 

I en sag anførtes udtrykkeligt, at der blev afholdt et retsmøde, hvor advokaten 

ikke protesterede mod anmodningen. I en sag mødte advokaten og fik 

af retten pålæg om at foretage en række undersøgelser, herunder om vedkommendes 

fysiske tilstand, børnenes holdning til umyndiggørelse og muligheden 

for at finde en anden værge end den foreslåede.


I to sager var der foretaget en foreløbig umyndiggørelse, og i den ene sag 

var det oplyst, at advokaten var beskikket som foreløbig værge. 

Om advokaters rolle henvises også til de ovenfor under pkt. 4.4.2 omtalte 

sager. 

Hvis advokatens holdning er oplyst i sagen, gik den, som det fremgår af 

ovennævnte referater, i de allerfleste tilfælde ud på en tilslutning til, at klienten 

blev umyndiggjort, eller på at advokaten ikke ville protestere herimod. 

Det var også tilfældet i sager med retsmøde. Kun i et par sager, foruden en, 

der blev anket, var det direkte oplyst, at advokaten påstod frifindelse. 

5.2. Som det fremgår af det ovenfor under pkt. 4.4.3. anførte, har arbejdsgruppen 

under Det Danske Center for Menneskerettigheder i sin rapport sat 

spørgsmålstegn ved, om reglen i retsplejelovens § 459, stk. 2, hvorefter advokatbeskikkelse 

kan undlades, hvis den pågældende befinder sig i en sådan 

tilstand, at han ikke forstår betydningen af umyndiggørelsen, er i overensstemmelse 

med reglen i Menneskerettighedskonventionens artikel 6, stk. 1 u ). 

5.3. Udvalget har først konstateret, at det er et generelt træk for indispositive 

sager, at retten har adgang til at beskikke advokat for en part uden om fri 

processystemet. Dette er en af måderne, hvorpå samfundet forsøger at beskytte 

den svagere part i processen. Rettens officialvirksomhed, omtalt overfor 

under pkt. 4.1., er en anden. Selv i separations- og skilsmissesager, hvor 

der i princippet er tale om ligestillede parter, og hvor sagen kun delvis er 

indispositiv, var advokatbeskikkelse for sagsøgte obligatorisk indtil 1989. Nu 

er retsplejelovens § 449 gjort fakultativ og beskikkelsen er gjort afhængig af, 

at sagsøgte opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces. Også i 

faderskabssager, jf. retsplejelovens § 456 g, er der en vid adgang til advokatbeskikkelse, 

og i sager om administrativ frihedsberøvelse er det obligatorisk, 

jf. § 470, stk. 2. På den baggrund kan det give anledning til overvejelser, at 

reglen om advokatbeskikkelse i umyndiggørelsessager er afgrænset, som det 

er tilfældet. De allersvageste får ingen repræsentant, og afgørelsen afhænger 

af, hvad lægen skriver i sin erklæring. Den gældende retsplejelovs § 459, stk. 

2, og § 460, stk. 3, betyder, at den, der er for dårlig til at møde i retten, ikke får 

advokat, samtidig med at den, der kan forklare sig, har en advokat ved sin 

side. Som det fremgår af udvalgets undersøgelser, er det forholdsvis sjældent, 

der beskikkes advokat for den, foranstaltningen vedrører. 

Også under en kommende ordning må der være en adgang til advokatbeskikkelse 

for den, sagen angår, hvis sagen behandles i retten. En beskikkelse i 

statsamtssager er ikke fundet nødvendig. Efter udvalgets opfattelse må be- 

l3 ) Gamle Dementes Menneskerettigheder, - rapport fra en arbejdsgruppe, Det Danske Center 

for Menneskerettigheder, 1990, s. 85.

KAPITEL 6 206 

skikkelse ske i alle retssager, hvilket er kommet til udtryk i retsplejelovsudkastets 

§ 460, l.pkt. Baggrunden herfor kan også findes i Menneskerettighedskonventionens 

artikel 6, stk. 1, omtalt ovenfor under pkt. 2.1. og i overvejelserne 

ovenfor under pkt. 4.4.6. om retsstillingen under retssagen for den, sagen 

angår. Hertil kommer, at en reel domstolsprøvelse ikke findes at kunne 

gennemføres med den pågældende som selvmøder 14 ). 

I lighed med ordningen i dag foreslås en fakultativ adgang for retten til at 

beskikke advokat for andre parter, jf. retsplejelovsudkastets § 460, 2. pkt. Det 

kan være for den, der har taget initiativet til værgemålssagen, jf. lovudkastets 

§ 16, eller for den, der har forlangt statsamtets afgørelse prøvet afretten, jf. 

§ 22. Om partsbegrebet se nedenfor under pkt. 8. Advokatbeskikkelse er antagelig 

kun yderst sjældent aktuelt, navnlig på grund af sagernes indispositive 

karakter, se ovenfor under pkt. 4.1., og rettens aktive rolle, jf. lovudkastets 

§ 18. Om sagsomkostninger i disse tilfælde, se retsplejelovsudkastets § 465, 

stk. 2, 2. pkt. 

5.4. Advokatens opgaver efter § 460,1. pkt., under retssagen er at repræsentereog 

bistå den, der søges sat under værgemål. Advokaten er tillige garanten 

for, at klienten i nødvendigt omfang kommer til orde under sagen, se herom 

også ovenfor under pkt. 4.4.6. Det må derfor forudsættes, at den beskikkede 

advokat altid søger at skabe personlig kontakt med vedkommende. Uanset 

hvad der står i lægeerklæringen, må advokaten under et møde på sit kontor 

eller et besøg på institutionen, hvor klienten bor, danne sig et indtryk af dennes 

tilstand og de omstændigheder, der er baggrund for værgemålsønsket. 

Oplysninger fra institutionspersonale kan også belyse situationen. 

På grundlag af den opfattelse, advokaten får af situationen set i lys af sagens 

akter, herunder indhentede erklæringer, jf. lovudkastets § 18, stk. 2 og 3, 

må bevisførelsen i retten overvejes. Navnlig må advokaten tage stilling til, om 

der er nogen mening i og behov for, at klienten personligt er tilstede i retten. 

Som nævnt ovenfor under pkt 4.4.6. må det i nogen grad afhænge af retssagens 

karakter og baggrund. Finder advokaten, at det ikke er påkrævet, at klienten 

kommer i retten, eller at dommeren kommer til klienten, jf. lovudkastets 

§ 19, stk. 2, må advokaten forud for retsmødet orientere retten om sin 

opfattelse og begrunde den, idet det er retten, der træffer den endelige afgørelse 

af, om den, sagen angår, bør komme til orde. 

Advokaten må, uanset om klienten kommer til stede i retten, viderebringe 

sine indtryk af klienten til retten. Advokaten må være sig bevidst, at hun eller 

han repræsenterer sin klient. Som gennemgangen af sagerne ovenfor under 

pkt. 5.1. viser, kan det imidlertid ikke helt undgås, at advokaten mere objektivt 

må redegøre for sine iagttagelser. 

5.5. Efter den gældende retsplejelovs § 464, stk. 2, gælder der om salær og


godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat samme regler som i tilfælde, 

hvor der er meddelt fri proces. Retten kan bestemme, at også andre udgifter 

skal afholdes på denne måde. Denne regel foreslås opretholdt, jf. retsplejelovsudkastets 

§ 465, stk. 1. 

5.6. Efter den gældende retsplejelovs § 464, stk. 3, er hovedreglen, at den 

beskikkede advokats salær og andre sagsomkostninger afholdes endeligt 

over domstolenes sagsomkostningskonto. Kun når der er særlig anledning 

dertil, bør retten pålægge en part helt eller delvis at betale sagsomkostninger. 

Der kan f.eks. være tale om omkostninger i forbindelse med rettens indhentning 

af lægeerklæringer samt om transportudgifter, hvis den sagen angår, 

skal møde i retten, samt udgifter ved vidneførsel. 

Udvalget foreslår retsstillingen ændret, så at retten efter et konkret skøn 

fakultativt kan pålægge den, sagen angår, at betale sagsomkostninger, medmindre 

vedkommende opfylder betingelserne for at få fri proces, jf. retsplejelovsudkastets 

§ 465, stk. 2,1. pkt. Den pågældende vil imidlertid så godt som 

altid opfylde betingelserne for at få fri proces, idet der efter bekendtgørelse 

nr. 1103 af 14. december 1992 om fri proces § 2 kun ses på indtægtsforholdene, 

medens en stor formue ikke er til hinder for fri proces. Selv i tilfælde, hvor 

betingelserne for fri proces ikke er til stede, vil det i tilfælde, hvor sagen ender 

med, at der ikke iværksættes værgemål, eller at et værgemål ophæves, være 

naturligt, at det offentlige betaler. Omvendt vil det være nærliggende, at den 

velhavende, der gennem sagen får en værge til bistand, også skal betale for 

udgiften ved sagens gennemførelse, og er vedkommendes indtægter over 

grænsen for fri proces, skal der formentlig ikke så meget til for, at udgifterne i 

disse situationer pålægges denne. Efter retsplejelovsudkastets § 465, stk. 2,2. 

pkt., kan andre parter end den, sagen angår, pålægges at betale sagsomkostninger, 

hvis der findes rimelig grund dertil. 

6. Foreløbige værger. 

6.1. Efter den gældende retsplejelovs § 462 kan retten afsige en foreløbig kendelse 

om umyndiggørelse, hvis retten finder det sandsynligt, at der foreligger 

en umyndiggørelsesgrund, og at det kan være forbundet med væsentlig ulempe 

at udsætte afgørelsen. Reglen skyldes bl.a., at der kan være behov for hurtig 

indskriden over for dispositioner, som den, sagen angår, er i færd med at 

foretage eller påtænker, f.eks. i en manisk periode. Der kan også være eller 

opstå spørgsmål, der kræver en retlig afgørelse her og nu, uden at der er 

slægtninge eller venner, der kan foretage rent foreløbige dispositioner, eventuelt 

ud fra negotiorum gestio synsvinkler, eller hvis vedkommendes økonomiske 

situation er kaotisk. Der henvises herved også til de situationer, der i 

dag i nogen udstrækning er klaret ved ad hoc værgemål efter myndighedslo-

KAPITEL 6 208 

vens § 59. Der kan tænkes eksempler på, at pårørende og myndigheder ikke 

kan vente på en endelig værgemålsafgørelse og værgebeskikkelse. 

6.2. Udvalget finder, at der også under en ny værgemålsopbygning vil være 

behov for afgørelser, medens værgemålssagen er i gang. De nye behandlingsregler, 

udvalget har skitseret i lovudkastets kapitel 3, kan undertiden blive ret 

tidkrævende. Statsamternes iagttagelse af forvaltningsloven har samme effekt. 

Heroverfor står, at der kan være tilfælde, hvor der som nævnt er behov 

for hurtigt at få udpeget en værge, der kan tage stilling til et akut problem. 

Derfor foreslås som lovudkastets § 21 en regel om foreløbige værger. 

Den foreløbige afgørelse vil i de fleste tilfælde have til formålat fremskaffe 

en værge, der kan tage sig af aktuelle spørgsmål af nogen vigtighed, der kræver 

en stillingtagen her og nu. Ser det ud til, at den endelige ordning vil blive 

et samværgemål, er der intet i vejen for, at det foreløbige værgemål får samme 

karakter. Det kan være nødvendigt at gribe ind også på anden måde, hvis der 

er en væsentlig fare for, at den, sagen angår, f.eks. i en manisk fase, vil foretage 

risikofyldte, økonomiske dispositioner, medens sagen står på. Der kan allerede 

være handlet med væsentlig skade til følge, eller der kan være taget 

skridt til sådanne aftaler. Derfor kan en beslutning om en foreløbig værge, 

som det fremgår af udkastets § 21, stk. 1, 2. pkt, suppleres med en foreløbig 

handleevnefratagelse, smh. § 6. 

Forudsætningen for, at der kan udpeges en foreløbig værge, er efter § 21, at 

statsamtet eller retten efter en vurdering af indsendte bevisligheder og hidtil 

tilvejebragte oplysninger skønner, at betingelsernefor et endeligt værgemål er 

opfyldt. Dette er en svækkelse i forhold til den gældende regel, der kræver 

sandsynliggørelse. Skønnet må udøves på grundlag af det materiale, der foreligger 

på det tidspunkt, hvor der skal træffes en afgørelse efter §21. Tyder det 

på, at værgemålsanmodningen til sin tid vil blive afslået, kan et ønske om en 

foreløbig beslutning ikke imødekommes. Som regel vil der foreligge en lægeerklæring 

som grundlag for det foreløbige skøn, idet det vel navnlig er samtalekravet 

i § 19, underretningsreglen i § 20 eller overvejelser om oversendelsen 

af sagen til retten samt afholdelsen af et retsmøde, der fører til, at sagen ikke 

nu er moden til endelig afgørelse. Udelukkes kan det dog ikke i enkeltstående 

tilfælde, at der må iværksættes foreløbige foranstaltninger uden en lægelig 

vurdering, f.eks. hvis forsøg på at få den, sagen angår, til at gå med til en 

nødvendig lægeundersøgelse, trækker ud. 

Værgemål m.v. kan efter §§ 5-7 også komme i brug ved midlertidige tilstande 

eller sygdomme, se lovudkastets § 8, stk. 2, samt bemærkningerne ovenfor 

i kapitel 5, pkt. 4.2.7. og pkt. 6.4. Vejen til en værge i sådanne situationer går 

altid over lovudkastets kapitel 2 og 3. Udkastets kapitel 8 om særlige værger 

kan ikke anvendes. Der henvises herved særligt til, at udkastets § 49 er be-


grænset til situationer, hvor det er fravær, der midlertidigt hindrer den pågældende 

i at varetage sine anliggender. 

Yderligere en det en betingelse for at udpege en foreløbig værge, at der er 

øjeblikkeligt behov herfor. Der skal være en væsentlig risiko eller ulempe ved 

at afvente den endelige værgemålsafgørelse. Der må foretages en samlet afvejning 

af værdien af en hurtig indgriben, karakteren af det akutte problem, 

risikoen ved at vente og de aktuelt foreliggende bevisers vægt. 

Endelig er det en betingelse, at der er en sag om et endeligt værgemål hos 

den myndighed, der beskikker den foreløbige værge. Sagen kan godt indledes 

ved samme henvendelse som den, der rummer en anmodning om en foreløbig 

værge. Beskikkes der en foreløbig værge, skal sagen om det endelige 

værgemål fortsætte. I de fleste tilfælde vil det være med en afgørelse eller en 

dom, der tager stilling til anmodningen om det endelige værgemål, se om 

virkningen heraf for den foreløbige værges hverv, udkastets § 21, stk. 3, omtalt 

nedenfor. 

Den foreløbige værges opgaver kan begrænses, idet principperne i udkastets 

§ 5, stk. 2, jf. § 7, stk. 2, må kunne anvendes. Begrænsningen kan f.eks. 

være til det opståede akutte problem. Der vil ikke være noget i vejen for at 

begrænse hvervet til det personlige område. 

Med det, der er anført ovenfor om midlertidige tilstande og om § 21 som 

den eneste værgemulighed i sådanne tilfælde, vil det kunne ske, at tilstanden 

ophører, inden statsamtet eller retten har færdigbehandlet den endelige værgemålssag. 

Der kan f.eks. komme en ny lægeerklæring om, at vedkommende 

er kommet til bevidsthed, eller at en iværksat behandling har virket, så en 

manisk fase er bragt til ophør, eller at evnen til at handle fornuftmæssigt er 

genvundet på anden måde. Det kan også tænkes, at det eneste behov for værgemålet 

består i den enkeltstående disposition, som den foreløbige værge foretager. 

I så fald må statsamtet eller retten efter et skøn kunne standse sagsbehandlingen, 

ophæve beslutningen om den foreløbige værge og henlægge sagen. 

§ 21 kan i visse tilfælde komme til anvendelse i ændringssager efter udkastets 

§ 9. Under en sag om overgang af et samværgemål til et værgemål efter § 5 

kan der opstå situationer, hvor det er nødvendigt at give værgen foreløbige 

beføjelser til at handle på egen hånd. Der kan også blive tale om udvidelse af 

værgemålets omfang inden for § 5. Ønskes et værgemål suppleret med handleevnefratagelse 

efter § 6, kan der også være behov for under sagens gang 

foreløbigt at afskære den, der er under værgemål, fra at handle på egen hånd. 

En foreløbig værge kan også komme på tale, hvis en beskikket værge fratages 

værgemålet, jf. udkastets § 12, stk. 1, f.eks. på grund af misbrug, hvis værgen 

dør eller ønsker sig fritaget, og der ikke er noget nyt værgeemne parat, så

KAPITEL 6 210 

der må påregnes at gå nogen tid, inden en ny værge kan beskikkes efter §11, 

samtidig med at der er hastende og påtrængende værgeopgaver. 

6.3. Kompetencen til at træffe afgørelse om en foreløbig værge efter § 21 

tilkommer efter 1. pkt. statsamtet eller retten. Foreløbig handleevnefratagelse 

kan på grund af indgrebets karakter efter 2. pkt., der svarer til § 13, stk. 3, kun 

bestemmes afretten. 1. pkt. indebærer en henvisning til den almindelige regel 

i udkastets § 13. Den foreløbige værgeafgørelse må træffes af statsamtet i de 

tilfælde, hvor statsamtet selv skal træffe afgørelse, og så længe en sag, der 

efter udkastets § 13 skal færdigbehandles afretten, ikke er oversendt hertil. 

Derefter tilkommer afgørelsen retten. 

6.4. Der er ikke i eller i tilslutning til § 21 positive tilkendegivelser om behandlingen 

af spørgsmål om en foreløbig værge. Systematisk er § 21 også en 

af de processuelle regler i lovudkastets kapitel 3. Heller ikke i retsplejelovens 

kapitel 42 er der særregler, bortset fra § 464,2. pkt., hvor det er foreskrevet, at 

beslutning om en foreløbig værge m.v. træffes ved kendelse. Dette tilsikrer, at 

afgørelsen begrundes. 

Af placeringen og i øvrigt af en modsætningsslutning fra udkastets § 21, 

stk. 2, omtalt nedenfor under pkt. 6.6, fremgår, at reglerne i §§ 18-20 i princippet 

skal iagttages, inden der beskikkes en foreløbig værge. 

6.5. Når der ikke under pkt. 6.4 er henvist til lovudkastets §§ 13-17 skyldes 

det som nævnt ovenfor under pkt. 6.2., at det er en betingelse for at anvende 

§ 21, at der i forvejen er eller samtidig indledes en almindelig værgemålssag 

efter §§ 5-7. For denne sag gælder de almindelige regler i § 15 om stedlig kompetence 

og §§ 16-17 om anmodninger. 

Når en sag er under behandling, kan der beskikkes en foreløbig værge, 

uden at der foreligger nogen særskilt anmodning herom fra en udenforstående. 

Er værgemålssagen i gang, kan enhver henlede statsamtets eller rettens 

opmærksomhed på behovet for en foreløbig værge. Statsamtet eller retten 

kan også selv blive opmærksom på problemet og ex officio udpege en foreløbig 

værge. 

6.6. Som nævnt kan der være et akut behov for en foreløbig værge. Foreløbige 

værgemål må derfor kunne iværksættes, uden at alle de processuelle regler 

er fulgt fuldt ud. Der må være mulighed for at undlade de sædvanlige foranstaltninger, 

hvis de konkrete omstændigheder tilsiger det. Udvalget har 

overvejet, om det er nødvendigt med en særregel, der fritager myndighederne 

for at følge alle sagsbehandlingskrav, hvis dette i det konkrete tilfælde ikke 

skønnes muligt, såfremt formålet med en foreløbig værge skal tilgodeses. 

Om forvaltningsloven bemærkes, at hvor den forvaltningsprocessuelle lovgivning 

anvender begreberne 'foreløbig afgørelse' eller 'midlertidig afgørelse' 

eller lignende, er det et fortolkningsspørgsmål, om det hermed er angivet,


at der kan ske en vis svækkelse af sagsforberedelsens omfang 15 ). Som eksempel 

på en bestemmelse, der hjemler foreløbige afgørelser, men som ikke indeholder 

særlige sagsbehandlingsregler, kan nævnes myndighedslovens § 18 

om foreløbige forældremyndighedsafgørelser. Som eksempel på en bestemmelse, 

der hjemler foreløbige afgørelser, og som samtidig indeholder visse 

sagsbehandlingskrav, kan nævnes bistandslovens § 35 c om iværksættelse af 

foreløbige foranstaltninger, som af hensyn til barnets øjeblikkelige behov ikke 

kan opsættes. Efter forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3, gælder forpligtelsen 

til at foranstalte partshøring efter § 19, stk. 1, ikke, hvis partens interesse i, 

at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til 

offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse. Bestemmelsen 

tilsigter netop at give den fornødne hjemmel til, at myndigheden 

kan træffe afgørelse uden forinden at iværksætte partshøring i tilfælde, hvor 

det er af væsentlig betydning at træffe en foreløbig afgørelse. Herefter er en 

særregel om forvaltningsloven fundet unødvendig. 

For så vidt angår reglerne i retsplejelovens kapitel 42 bemærkes, at ingen af 

dem findes at udgøre nogen hindring for en hurtig sagsbehandling. Særligt 

henvises til, at det også i tilfælde af foreløbig handleevnefratagelse forekommer 

at være et rimeligt krav, at der er beskikket en advokat, jf. retsplejelovsudkastets 

§ 460, hvilket ikke skulle betyde nogen mærkbar forsinkelse. 

Tilbage bliver kravene i værgemålslovsudkastet § 18 om sagens oplysning, 

herunder stk. 2 om lægeerklæring og stk. 3 om institutionsudtalelse, § 19 om 

en udtalelse fra den, sagen angår, og § 20 om orientering af særligt nærtstående. 

Der må være hjemmel til kun at iagttage disse bestemmelser i det omfang, 

det er foreneligt med den foreløbige afgørelses konkrete karakter og behovet, 

herunder det tidsmæssige, for en afgørelse efter § 21. De samme grundsynspunkter 

og hensyn gælder også, hvis det er retten, der i det enkelte tilfælde 

skal gøre brug af § 21. 

Udvalget finder det nødvendigt med en særlig regel om adgang til at fravige 

de nævnte regler i værgemålslovens kapitel 3. Den findes i udkastets som 

§ 21, stk. 2. Derimod skulle det efter det anførte være unødvendigt med en 

særregel om forvaltnings- og retsplejelovens forskrifter. 

6.7. Et særligt problem er tilkendegivet utilfredshed med beslutninger efter 

§ 21 truffet under værgemålssager efter §§ 5-10. Den, sagen angår, kan være 

bange for, at en positiv foreløbig afgørelse præjudicerer den endelige. Denne 

eller andre kan frygte følgerne af et afslag. Der kan også være kritik af, at ikke 

en anden er udpeget som foreløbig værge. Ved vurderingen af klage- og appelmuligheder 

rak tages i betragtning, at afgørelser efter § 21 er foreløbige, og 

15 ) Nørgaard og Garde: Forvaltningsret, Sagsbehandling, 3. udg., 1988, s. 113.

KAPITEL 6 212 

at der fortsat er en sag, der skal færdigbehandles. Efter den kompetenceafgrænsning, 

der er opbygget i udkastets §§ 13 og 22, ville det ikke være hensigtsmæssigt, 

hvis statsamtets positive eller negative afgørelser om en foreløbig 

værge kunne indbringes for Civilretsdirektoratet. En klage over afgørelsen 

vil derimod gøre det betænkeligt, at statsamtet fortsætter sagsbehandlingen, 

jf. § 13, stk. 2, og sagen må overgå til retten. Byretten må da prøve statsamtets 

foreløbige afgørelse, selvom utilfredsheden kun går på, at den bestemte 

person er udpeget. Denne nye afgørelse vil ligesom andre retlige afgørelser 

efter § 21 kunne indbringes for landsretten. 

Udvalget har fundet det nødvendigt i lovudkastets § 21, stk. 4, at indsætte 

en udtrykkelig regel herom. Den indebærer, at en klage over en statsamtsafgørelse 

må behandles af retten. Dermed må hele sagen overgå hertil, jf. 

grundsætningen i § 13, stk. 2. Henvisningen i § 21, stk. 4, til § 5 og §§ 7-10 er 

udtryk for, at klager over foreløbige afgørelser efter § 21 under en selvstændig 

værgesag efter §§ 11-12 om værgebeskikkelse følger den almindelige ordning. 

Klagen må derfor indgives til Civilretsdirektoratet. 

Statsamtet må som følge af princippet i udkastets § 17, stk. 3, oversende 

sagen direkte til retten, når klagen er indkommet. Der henvises til bemærkningerne 


6.8. Den foreløbige værges hverv ophører, når værgemålssagen er afsluttet, 

hvadenten dette sker ved statsamtets afgørelse eller rettens dom, se lovudkastets 

§ 21, stk. 3. Ophøret indtræder straks ved domsafsigelsen, uden at ankefristen 

skal afventes. Dette forekommer ret selvfølgeligt, hvis afgørelsen går 

ud på, at der ikke er grund til at iværksætte værgemål. Skulle en sådan afgørelse 

blive indbragt for retten, jf. udkastets § 22, må byretten i givet fald selv 

kunne udpege en ny foreløbig værge. Det samme kan landsretten under en 

ankesag. Går afgørelsen ud på, at der skal være værgemål, træder den i kraft, 

selv om nogen ønsker den omprøvet. Af retsplejelovsudkastets § 463 følger, 

at en anmodning efter udkastets § 22 om prøvelse af statsamtets afgørelse 

ikke bevirker, at værgemålet bortfalder, medmindre byretten bestemmer andet. 

Ifølge retsplejelovsudkastets § 466, stk. 3, gælder det samme ved anke af 

byrettens afgørelser. 

6.9. Selv om der ikke er nogen udtrykkelig regel herom, må foreløbige værgemålsafgørelser 

efter § 21 kunne omgøres eller ændres. Det kan dreje sig om 

en nægtelse, hvor behovet senere dokumenteres mere udførligt og overbevisende. 

Der kan være behov for udvidelser af et foreløbigt værgemål til at omfatte 

handleevnefratagelse. Der kan også under sagens behandling fremkomme 

oplysninger, som viser, at det foreløbige værgemål er overflødigt. Ændring 

kræver ikke, at der er væsentligt forandrede forhold siden den første 

afgørelse.


6.10. Foreløbige handleevnefratagelser må offentliggøres efter reglen i tinglysningslovens 

§ 48. Dette svarer til retsstillingen i dag, hvor det uden speciel 

lovregulering antages, at det følger af myndighedslovens § 4 og tinglysningslovens 

§ 48, at foreløbige umyndiggørelseskendelser, der er afsagt i medfør af 

retsplejelovens § 462, skal tinglyses 16 ). Udvalget finder det heller ikke i fremtiden 

nødvendigt med en udtrykkelig lovregulering. 

7. Overgang til domstolene. 

7.1. Som udkastet er udformet, vil domstolene komme til at behandle tre forskellige 

sagstyper. Den ene er de sager, hvori der tillige anmodes om fratagelse 

af handleevne efter § 6, og hvoraf en del er sendt direkte til retten, jf. udkastets 

§ 17, stk. 1, 2. pkt, jf. § 13, stk. 3. De andre sager vil blive oversendt af 

statsamtet, og det drejer sig dels om sager, der oversendes uafsluttet, jf. 

udkastets § 13, stk. 2, og § 21, stk. 4, dels om sager hvor statsamtets afgørelse 

skal efterprøves, jf. udkastets § 22.1 alle tilfælde vil der blive tale om en fuldstændig 

behandling ved domstolene. Særligt om sidstnævnte sagstype, se nedenfor 

under pkt. 9. Sagerne er nævnt i retsplejelovsudkastets § 457, nr. 1 og 

2, som omfattet af procesreglerne i retsplejelovsudkastets kapitel 43 om værgemålssager. 

7.2. I modsætning til, hvad der er tilfældet i sædvanlige civile retssager, 

skal der ikke udformes nogen stævning. Efter forbillede i faderskabssagerne, 

således som reglerne praktiseres 17 ), foreslås en uformel oversendelse fra 

statsamterne, jf. udkastets § 17, stk. 3. Heller ikke i sager, som ifølge § 17, stk. 

1.2. pkt., sendes direkte til retten, fordi de rummer et spørgsmål om handleevnefratagelse, 

er en stævning nødvendig. En skrivelse til retten må være 

nok. 

7.3. Et vigtigt spørgsmål er, hvor langt statsamterne skal gå i sin sagsbehandling 

før oversendelsen. Hvis det straks eller tidligt står klart, at afgørelsen 

bliver et domstolsanliggende, oversender statsamtet uden yderligere behandling 

sagen til retten. I andre tilfælde vil statsamtet have fremskaffet flere oplysninger, 

herunder en lægeerklæring, inden det afdækkes, at sagen må oversendes 

til retten, jf. lovudkastets § 13, stk. 2-3. Se om spørgsmålet tillige ovenfor 

under pkt. 2.1.5 og pkt. 4.2., herunder i pkt. 4.2.6. om oversendelse til retten 

uden lægelige oplysninger, fordi disse ikke kan skaffes. 

Så snart det er afklaret, at sagen skal oversendes til retten, foretager statsamtet 

ikke yderligere sagsbehandling. Det kan således i almindelighed ikke 

forventes, at statsamtet har afholdt noget møde med den, der har indgivet 

") Retsplejelovskommentaren, bind 1,4. udg., 1989, s. 617. 

") Retsplejelovskommentaren, 4. udg., 1989, bind 1, s. 590-91.

KAPITEL 6 214 

anmodningen, inden oversendelsen, idet mundtlige forhandlinger og forklaringer 

i disse sager naturligt henhører under den judicielle proces. Derimod 

vil der som nævnt ovenfor under pkt. 2.1.4.3. som regel være mening i et møde 

i statsamtet med den, der påtænkes sat under værgemål, hvis denne med 

nytte kan udtale sig og ikke på forhånd har protesteret mod foranstaltningen, 

og der ikke er tale om fratagelse af handleevne, jf. § 6. Det er ikke tanken, at 

statsamtet skal fremkomme med en selvstændig indstilling om sagens afgørelse, 

herunder om valget af værgemålstype, jf. udkastets § 5 og § 7, om værgemålets 

udstrækning, jf. udkastets § 5, stk. 2, eller om der tillige bør ske 

handleevnefratagelse, jf. udkastets § 6. Forvaltningsloven forpligter ikke til 

at begrunde en beslutning om oversendelsen. Statsamtet bør dog som et udslag 

af god forvaltningsskik give underretning om oversendelsen og i denne 

forbindelse forklare, evt. ved en henvisning til vedkommende lovbestemmelse, 

hvorfor oversendelse af sagen er sket. 

7.4. Statsamtets forpligtelse til at oversende sagen til domstolene gælder 

også for egne afgørelser, der skal prøves efter § 22. Dette svarer til, hvad der 

gælder efter retsplejelovens § 475 b, stk. 2, om adoptionssager. Dermed opnås, 

at der gælder de samme rutiner, uanset sagsarten. Ved indbringelse af en 

afgørelse, statsamtet har truffet, opstår oplysningsproblemet ikke, da det må 

formodes, at beslutningsgrundlaget har været i orden, og at afgørelsen som 

bebyrdende indeholder fornøden begrundelse. Akterne skal naturligvis medsendes. 

8. Partsstilling. 

8.1. Afgrænsningen af, hvem der er parter i en værgemålssag ved statsamtet 

eller i retten, er vanskelig. Den er ikke i den konkrete sag sammenfaldende 

med de grupper, der kan tage initiativ efter udkastets § 16, og heller ikke med 

opregningen i § 20 om, hvem der skal underrettes. 

8.2. Fastlæggelsen af partsbegrebet i den administrative proces har navnlig 

betydning for kontradiktionspligten efter forvaltningslovens § 19, for, hvem 

der skal have underretning fra statsamtet om oversendelse af sagen til retten, 

jf. § 13, stk. 2-3, og for, hvem der skal have en begrundet afgørelse, jf. forvaltningslovens 

§§ 22-24, med vejledning efter lovens §§ 25-26 om klage- og indbringelsesmuligheder, 

jf. lovudkastets § 22. 

Under retssager om værgemål har partsstillingen også betydning i flere 

henseender. Den er afgørende for, hvem der har beføjelser under processen, 

bl.a. til at føre beviser og procedere. En retssag uden modstående parter vil 

stille større krav til retten i retning af selvstændig aktivitet for at få sagen oplyst, 

jf. udkastets § 18, stk. 1, og dermed forstærkes betydningen af official-


princippet. Hvis det kræves, at der er andre parter end den, foranstaltningen 

vedrører, kan det hævdes, at samfundet må stille advokat til rådighed. 

8.3.1. Den, sagen angår, har en naturlig partsstilling både i statsamtet og 

ved retten. Vedkommende skal gøres bekendt med det foreliggende materiale, 

og skal have en begrundet afgørelse tilsendt. Lige så naturligt er det, at 

den, der er sagens hovedperson, kan gøre brug af udkastets § 22 og indbringe 

statsamtets afgørelse for retten samt har beføjelse til at appellere en byretsafgørelse 

til landsretten, jf. retsplejelovsudkastets § 466. 

Hovedpersonens svækkede tilstand kan gøre det vanskeligt at give partsbeføjelserne 

noget reelt indhold under den administrative sagsbehandling. 

Alligevel må den pågældendes partsstatus føre til, at der skal ske underretning 

eller gøres et forsøg herpå, så kontradiktionskravet kan opfyldes. Endvidere 

må afgørelsen uanset den pågældendes tilstand altid sendes til vedkommendes 

adresse. Værgemålssagen kan således ikke holdes hemmelig for den, 

sagen angår. Betænkeligheder omkring udøvelsen af partsbeføjelsen kan i 

konkrete tilfælde føre til, at statsamtet oversender sagen til retten, jf. udkastets 

§ 13, stk. 2.1 så fald skal den, sagen angår, altid have beskikket en advokat 

til at bistå sig, jf. retsplejelovsudkastets § 460. Advokaten repræsenterer 

den pågældende, og han udøver de processuelle partsbeføjelser, f.eks. med 

hensyn til påstande, bevisførelse og anke. Retsstillingen er den samme under 

den retssag, der er en følge af, at statsamtets afgørelse indbringes i henhold til 

udkastets § 22. 

8.3.2. Andre parter- hovedpersonens modpart - er det vanskeligere at indkredse. 

Under retssagerne er dette også en følge af den valgte oversendelsesteknik 

fra statsamterne, se ovenfor under pkt. 7. Der kan være flere interesserede, 

f.eks. protesterende slægtninge og den nærtstående, der har rettet henvendelse 

til statsamtet, men uden at være den, der har taget noget initiativ, 

eller være den, der har forlangt retlig prøvelse af statsamtets afgørelse. Den 

offentlige myndighed, der har taget et initiativ, jf. udkastets § 16, stk. 1, nr. 4 

eller 5, kan synes, det er unødvendigt at gennemgå nye oplysninger, at møde 

op i retten eller at lade sig repræsentere. 

Under den administrative sagsbehandling må den, der har taget initiativet 

ved at rette henvendelse til statsamtet, jf. udkastets § 16, betragtes som part 

og ikke andre. Også en offentlig myndighed, som nævnt i udkastets § 16, stk. 

1, nr. 4 eller 5, der har anmodet om værgemål, er part, og fortrænger dermed 

eventuelle slægtninge, der har foretrukket at holde sig i baggrunden. Den 

specielle underretningsregel i § 20 tilsigter at tilgodese interesserne hos 

slægtninge, der, fordi de ikke har taget initiativ, ikke er parter. 

8.3.3. Udvalgets overvejelser om partsafgrænsningen under retssagerne 

fremgår af retsplejelovsudkastets § 459, hvorefter den, sagen angår, og den,

KAPITEL 6 216 

der har anmodet om værgemål, anses som parter. 

Andre interesserede pårørende, der måske har protesteret mod værgemålet 

eller indgrebet over for statsamtet, bliver ikke part i en sag, der er oversendt 

til retten af statsamtet i medfør af udkastets § 13, stk. 2 eller 3. Dette 

gælder også, selv om den, sagen angår, er ude af stand til at forstå baggrunden 

for sagen. 

Under en retssag efter lovudkastets § 22 om prøvelse af statsamtets afgørelse 

er den, der har forlangt sagen prøvet, part, jf. retsplejelovsudkastets § 459, 

nr. 3. Er det en anden end den, sagen angår, må denne være modpart. Også 

den, der har fremsat den oprindelige anmodning, er modpart, selv om det er 

en anden, der har ønsket afgørelsen prøvet. 

8.3.4. Udvalget har særligt overvejet statsamtets stilling under retssagerne 

også i lys af, at statsamtet er part i sager efter retsplejelovens kapitel 43 b om 

prøvelse af beslutning om adoption uden samtykke. I de tilfælde, hvor statsamtet 

oversender sagen til retten i medfør af udkastets § 13, stk. 2-3, og hvor 

der derfor kun er foretaget meget begrænset sagsbehandling i statsamtet, vil 

det ikke være naturligt at inddrage statsamtet i sagen som part. Det har været 

overvejet at inddrage statsamtet i sagen som part i sager om efterprøvelse af 

statsamtets afgørelser, jf. udkastets § 22.1 sagerom prøvelse af administrativt 

bestemt frihedsberøvelse og i sager om prøvelse og beslutning om adoption 

uden samtykke anses den besluttende myndighed også for part i sagen. Efter 

alt foreliggende har udvalget imidlertid besluttet at henholde sig til hovedreglen 

også i disse tilfælde, hvorefter statsamtet ikke er part. 

8.4. Det må være en selvfølge, alparterne, som opregnet i § 459, underrettes 

om domsforhandlingen, dersom retten er kompetent, og der skal afholdes et 

retsmøde. Dette gælder den, der har indgivet anmodningen, jf. udkastets 

§ 16. Også den, der ønskes sat under værgemål, skal have en meddelelse. Dette 

forekommer selvfølgeligt, og ingen regel herom er fundet nødvendig. 

Lige så selvfølgeligt er det, at parterne underrettes om afgørelsen. Krav om 

en klar og instruktiv afgørelse må også antages at følge af Den europæiske 

Menneskerettighedskonventions artikel 5 og 6 18 ). Det er nødvendigt i afgørelsen 

at vejlede om klage- og indbringelsesmuligheder. 

8.5. Nærtstående, der ikke er parter i kraft af retsplejelovsudkastets § 459, 

kan eventuelt gøre brug af retsplejelovens § 252 om biintervention under sagen, 

men det giver ikke partsbeføjelser. Hovedintervention efter § 251 forekommer 

derimod vanskeligt tænkelig. 

Udvalget har som beskrevet ovenfor under pkt. 4.5., også på grund af van- 

'*) Sagen van der Leer, series A, vol. 170, pr. 28, W v. United Kingdom, series A vol. 46, samt 

kommissionsudtalelsen i Winterwerp-sagen, series A, vol. 33.


skelighederne ved partsafgrænsning, gennem udkastets § 20 suppleret og udvidet 

underretningsforpligtelserne efter forvaltningsloven. 

9. Særligt om domstolsprøvelse. 

9.1. Særlige spørgsmål opstår i domstolenes sager efter § 22, hvor statsamtet 

har truffet en realitetsafgørelse, som skal prøves. Konstruktionen ligner den, 

der gælder for forældremyndighedsafgørelser efter dødsfald, jf. den gældende 

myndighedslovs § 15, stk. 5. Adgangen til domstolsprøvelse medfører, at 

der ikke er behov for eller hensigtsmæssighed i en administrativ rekurs af 

statsamtets afgørelse til Civilretsdirektoratet. Det ville kunne forsinke sagen 

og øge antallet af myndigheder, der kunne anmodes om at se på sagen. 

9.2. Det er ikke blot statsamternes positive afgørelser, der kan indbringes, 

men også nægtelser af at iværksætte værgemål. En begrænsning af den fuldstændige 

domstolsprøvelse har været overvejet, så den kun skulle omfatte 

indgreb og ikke de tilfælde, hvor en anmodning ikke bliver imødekommet. 

Der kan tænkes ubeføjede henvendelser til statsamtet om værgemål, særlig 

ved uenighed i familien, og det kan gøres gældende, at fuld domstolsprøvelse 

i sådanne tilfælde kunne lede til unødvendig brug af domstolene. Udvalget 

skønner, at antallet af afslag bliver lille, og at de kun sjældent bliver indbragt 

for retten. Er der forskellige opfattelser i familien, kan en mundtlig domsforhandling 

med forklaringer være hensigtsmæssig. Hertil kommer, at afslag 

uden en ordning med fuld domstolsprøvelse måtte kunne påklages til Civilretsdirektoratet, 

hvis erfaringsgrundlag ville blive langt mindre end domstolenes. 

Systemet med fornyet prøvelse ville blive kompliceret, og der kunne 

opstå afgrænsningsproblemer. Resultatet er således blevet en adgang til at 

indbringe alle afgørelser om værgemål efter § 5 og § 7 for domstolene. Det 

gælder også afgørelser om begrænsede værgemål, hvad enten det gøres gældende, 

at statsamtet har gjort værgemålet unødigt vidtgående eller har begrænset 

det for meget, jf. udkastets § 8. Også efterfølgende afgørelser i statsamtet 

om udvidelse eller indskrænkning af værgemål, jf. udkastets § 9, hvadenten 

de holder sig inden for grænserne af det eksisterende værgemål eller 

overskrider den, f.eks. ved at gå fra samværgemål til værgemål eller ved at 

supplere med handleevnefratagelse, er omfattet af prøvelsesadgangen. Det 

samme gælder sager om ophævelse, jf. § 10. 

9.3. Statsamtets afgørelser om værgebeskikkelse og om fratagelse heraf 

samt i godkendelsessager og under udøvelsen af værgemålstilsynet er ikke 

omfattet af udkastets § 22, men af den almindelige klageadgang til Civilretsdirektoratet. 

Adgangen til domstolsprøvelse på disse områder skal derfor søges 

i grundlovens § 63.

KAPITEL 6 218 

9.4. Efter udkastets § 22, stk. 2, tilkommer adgangen til at kræve sagen indbragt 

for domstolene alle de i udkastets § 16, stk. 1, nævnte personer eller 

myndigheder. Adgangen er uafhængig af, om det er vedkommende, der har 

rettet henvendelse til statsamtet. Den pågældende person eller myndighed 

bliver dermed part i sagen, jf. retsplejelovsudkastets § 459. 

9.5. Henvendelser efter § 22 sker til statsamtet, der oversender sagen til retten, 

jf. stk. 3. Det er en selvfølge, at alt det foreliggende materiale i sagen 

vedlægges. 

Ifølge udkastets § 22, stk. 1, er der fastsat en frist på fire uger, inden for 

hvilken statsamtets afgørelse skal være forlangt indbragt for retten. På denne 

måde sikres det, at det i løbet af relativ kort tid bliver klarlagt, om statsamtets 

afgørelse står ved magt. En otte ugers frist, svarende til, hvad der ifølge myndighedslovens 

§ 15, stk. 5, gælder om forældremyndighedsafgørelser efter 

dødsfald, ville forsinke sagen unødig. Samtidig må det tages i betragtning, at 

en utilfreds altid har mulighed for at kræve værgemålsafgørelsen ændret eller 

ophævet, jf. udkastets §§ 9 og 10. Fristen må regnes fra det tidspunkt, da der 

er givet meddelelse om statsamtets afgørelse. I denne vil indgå en vejledning 

om prøvelsesadgangen. Oversiddes fristen kan der rettes henvendelse til 

statsamtet, f.eks. om ændring eller ophævelse af foranstaltningen, og denne 

afgørelse kan da indbringes efter § 22. 

9.6. Af udkastets § 20, stk. 1, fremgår, at de nærmeste pårørendeskal underrettes 

om, at statsamtets afgørelse er krævet indbragt for retten. Domstolene 

må indkalde de pårørende, der har reageret på statsamtets henvendelse. Hvis 

der ikke reageres, er det næppe hensigtsmæssigt med tvangsmidler at inddrage 

dem som parter i processen. Derimod kan det være nærliggende at indkalde 

dem til at afgive forklaring i et retsmøde, og det må da blive som vidner. 

Om statsamtets rolle henvises til bemærkningerne ovenfor under pkt. 8.3.4. 

9.7. Retten foretager en fuldstændig ny prøvelse af alle sider af sagen, herunder 

også det skøn, statsamtet har udøvet, og den afvejning, der er foretaget. 

10. Anke. 

Byrettens værgemålsafgørelse kan i kraft af den almindelige toinstansfølge 

indbringes for landsretten. 

Efter den gældende retsplejelovs § 465 sker anke ved meddelelse til byretten. 

Under anken behandles sagen i landsretten efter samme regler, som er 

fastsat for byretsbehandlingen. Anke har kun opsættende virkning, hvis det 

bestemmes af den ret, hvis afgørelse ankes, eller af den ret, til hvilken anke 

sker. Der foreslås ingen ændring i disse regler, jf. retsplejelovudkastets § 466.


Ankefristen er den normale på fire uger. Fristen har mindre betydning end 

generelt på det civilprocessuelle område, hvilket følger af, at værgemålsdomme 

ikke har samme vidtrækkende retskraft som almindelige civile domme. 

Det følger af udkastets §§ 9-10 om ændring og ophævelse af domme, der 

navnlig for så vidt angår § 9 er lempelig i kriterierne 'ændrede forhold giver 

anledning hertil'. Er ankefristen overskredet, er der i princippet intet i vejen 

for, at et værgemål straks efter søges ændret eller ophævet, eller at der påny 

søges iværksat værgemål, selv om noget sådant kort forinden er nægtet. Retsstillingen 

er den samme i dag, og dette har ikke ført til noget stort antal sager 

om forandring af tidligere afgørelser, se ovenfor i kapitel 3. Udvalget har derfor 

ikke fundet anledning til at foreslå frister for, hvor hyppigt sager om værgemål 

for samme person kan rejses. 

11. Virkning af dom om værgemål m.v. 

11.1. Der er ikke i retsplejeloven generelle regler om virkningen af en umyndiggørelsesdom. 

Det er en statusdom, som ikke kan fuldbyrdes. I § 465, stk. 3, 

er det dog bestemt, at anke kun har opsættende virkning, når det bestemmes 

af den ret, hvis afgørelse ankes, eller af den ret, til hvilken anke sker. Udgangspunktet 

er altså, at retsvirkningerne af en afgørelse om umyndiggørelse 

eller anordning af lavværgemål ikke udsættes som følge af, at byrettens dom 

ankes til landsretten, medmindre anken udtrykkeligt tillægges opsættende 

virkning. 

11.2. Udvalget foreslår ingen ændringer i den gældende retstilstand, jf. 

retsplejelovsudkastets § 466, stk. 3. Reglen gælder kun de afgørelser, hvorved 

værgemål iværksættes. For domme, der ophæver eller indskrænker værgemål 

gælder de almindelige ankeregler, hvorefter det om denne konstitutive 

afgørelse, der i sig selv skaber en ny retstilstand, gælder, at ankefristen skal 

udløbe, før ændringen indtræder.

• 

221 

Hovedafsnit 2 

Værgemåls virkninger 

Med udkastet til nye værgemålsregler for voksne i lovudkastets kapitel 2, og 

sagsbehandlingsreglerne i udkastets kapitel 3, gennemgået i hovedafsnit 1, 

navnlig i kapitel 5 og 6, har udvalget søgt at løse sin hovedopgave. Udvalget 

har skønnet det nødvendigt eller på visse områder hensigtsmæssigt at drøfte 

en række tilgrænsende problemstillinger. I kommissoriet er da også nævnt, at 

i det omfang, det findes hensigtsmæssigt, kan udvalget i tilslutning til revisionen 

af værgemålsreglerne behandle spørgsmålet om retsvirkningerne af disse 

indgreb. Andre nydannelser er nødvendiggjort af det smidigere og mere nuancerede 

værgesystem, udvalget går ind for. Kun ved at vurdere værgereglerne 

i sammenhæng kan overvejelserne føres til bunds. Enkelte yderligere kapitler 

i hovedafsnit 2 er kommet til, fordi det tidligt i udvalgsarbejdet stod 

klart, at det var rimeligt og praktisk at udarbejde et helt nyt lovudkast til afløsning 

af den godt 70-årige myndighedslov, hvis regler på værgeområdet 

har stået uændret siden. 

Hovedafsnit 2 rummer en række kapitler om forskelligartede problemstillinger. 

Dette gælder i særlig grad de sidste kapitler. De første fire kapitler har 

større indre sammenhæng og har værgen og dennes rolle som overordnet emne. 

Værgerne skal udpeges og om nødvendigt kunne fratages opgaven eller 

afsættes, og dette omhandler kapitel 7, som rummer omtale af en række regler 

i lovudkastets kapitel 2 og 3. Værgens retsstillinger emnet for kapitel8og for 

de fleste regler i lovudkastets kapitel 4 med samme titel. Regler om formuens 

administration, anbringelse og anvendelse er centrale led i værgemålene. De 

findes nu i lovudkastets kapitel 5, som omtales i bemærkningerne i kapitel 9. 

Endelig er der i betænkningens kapitel 10 en gennemgang af reglerne i lovudkastets 

§§ 28-30 om det offentliges tilsyn med værgerne. 

De næste fire kapitler i hovedafsnit 2 har været nødvendige, når en ny lov 

skal udformes. Den største persongruppe under værgemål er børn og unge. 

De har fået et særligt kapitel 1 i lovudkastet suppleret med regler i kapitel 6, 

og de specielle forhold, der gør sig gældende for de mindre-årige, er gennemgået 

i bemærkningerne kapitel 11. Reglerne i lovudkastets kapitel 4 om værgens 

retsstilling må suppleres med en omtale af kapitel 6 om »Umyndiges 

retsstilling« og kapitel 7 om »Ugyldige aftaler«, se også bemærkningerne kapitel 

12 med overskriften »Retsstillingen under værgemål«. De såkaldte ad

• 

222 

hoc værger har fået særlige kapitler, lovudkastets kapitel 8 og bemærkningerne 

kapitel 13, begge med overskriften »Særlige værger«. Endelig har den gældende 

myndighedslovs §§ 63 og 64 om børns og sindssyges erstatningsansvar 

nødvendiggjort kapitel 14. 

De sidste to kapitler i hovedafsnit 2 afrunder gennemgangen af de spørgsmål, 

den foreslåede lovgivning rejser. I kapitel 75 omtales en række lovtekniske 

spørgsmål samt nogle overgangsproblemer. Endelig findes i kapitel 16 en 

omtale af lovudkastets administrative og økonomiske konsekvenser.

1. Valg af værge. 

.223 

Kapitel 7 

Værger 

1.1. Beskikkelse. 

I det omfang samfundet finder det nødvendigt, at en voksen skal under værgemål, 

jf. lovudkastets § 5, fordi vedkommende ikke selv kan varetage sine 

anliggender, må der udpeges en værge til som vedkommendes legale repræsentant 

at træffe de nødvendige beslutninger. Det samme gælder ved samværgemål, 

jf. lovudkastets § 7. 

De gældende regierom værgebeskikkelse i myndighedslovens kapitel 3 om 

»Værger« fik en ændret udformning ved lov nr. 230 af 6.juni 1985 i forbindelse 

med de nye regler om forældremyndighed. Efter ændringen er det personlige 

forældremyndighedsspørgsmål blevet det primære for børn og unge i alle 

tilfælde, også efter forældrenes død, hvorfor værgemål om de økonomiske 

anliggender er blevet en afledet funktion, jf. den gældende lovs § 29, stk. 1. 

Indehaveren af forældremyndigheden er automatisk værge. 

Spørgsmålet om, hvem der skal udpeges som værger og hvordan, samt hvilke 

kvalifikationer de skal have, opstår således næsten kun ved værgemål for 

voksne. Kun i specielle undtagelsestilfælde opstår der spørgsmål om værgebeskikkelse 

for mindreårige, se herom lovudkastets § 2, stk. 4, og nedenfor i 

kapitel 11, pkt. 2. Derimod kan fratagelse også blive aktuelt for værger for 

børn og unge. 

1.2. Valget. 

1.2.1. Efter den gældende myndighedslov § 30 skal der beskikkes en værge for 

umyndiggjorte. I forbindelse med umyndiggørelsesdom foretages beskikkelsen 

afretten, jf. lovens § 33, stk. 2.1 øvrigt er området administrativt og hører 

under statsamtet. 

1.2.2. Der vides kun lidt om, hvem der i praksis er værger. Som et led i undersøgelsen 

af byretternes umyndiggørelsessager îor halvåret fra den 1. oktober 

1989 til den 1. april 1990 modtog udvalget oplysninger om, hvem byretterne 

udpegede som værge i 248 af de 263 sager, som endte med umyndiggørelse. 

I 198 sager eller omkring 60 pct. var værgen et familiemedlem. 192 sa- 

>

KAPITEL 7 224 

ger var det voksne børn. I 82 sager blev andre slægtninge, oftest en broder 

eller søster, værge. Ægtefæller blev udpeget i 11 sager og én af forældrene i 

13.1 32 sager eller i omkring 13 pct. beskikkedes en advokat som værge. 118 

sager blev andre, hovedsageligt enten ansatte på et plejehjem eller bekendte 

af den umyndiggjorte, beskikket som værge. 11 tilfælde blev en samlever beskikket. 

Om lavværgerne kan fra undersøgelsens 49 sager oplyses, at det som regel 

var slægtninge, der blev beskikket, heraf i 8 tilfælde en af forældrene, i 4 sager 

et voksent barn og i 15 sager andre slægtninge, der, hvor tilhørsforholdet var 

oplyst, var en søster eller broder. I 14 tilfælde var værgen en advokat. I 8 

tilfælde var det andre ubeslægtede, ofte betegnet som en bekendt. Det er oplyst, 

at i det ene tilfælde var det en præst og i to andre en socialrådgiver. 

Fra tilsynsregistret, se herom ovenfor i kapitel 2, pkt. 1.1.2., foreligger enkelte 

værgeoplysninger om de 160 umyndiggjorte, der blev nyregistreret i forårshalvåret 

1990. I 20 tilfælde blev en advokat beskikket, hvilket bekræfter 

andelen nævnt ovenfor. 

1.2.3. Det er udvalgets indtryk, at der i stigende grad er problemer med at 

skaffe egnede og villige værgeemner. Ansatte i statsamterne har bekræftet, at 

det allerede i dag med det begrænsede antal sager er vanskeligt, undertiden 

særdeles svært, at finde nogen, der er vittig til at lade sig beskikke som værge 

for en umyndig. Selv hvis der er familie eller andre nærtstående, kan det vise 

sig umuligt at få egnede blandt dem til at påtage sig opgaven. I andre tilfælde 

er de nærmeststående så svage eller så uenige, at værgen ikke kan findes 

blandt dem. Vanskeligheder viser sig også, når den umyndiggjorte hyppigt 

retter henvendelse til og dermed ulejliger værgen, der derfor ønsker sig fritaget. 

Hvis det ikke er muligt at udpege en værge fra kredsen omkring den umyndiggjorte, 

retter statsamterne i reglen henvendelse til de kommunale myndigheder. 

Ved sådanne henvendelser gør statsamterne i reglen opmærksom på, 

at værgemål er et borgerligt ombud. Sådanne situationer er ofte endt med, at 

der er blevet beskikket en person fra den sociale sektor. 

1.2.4. Kun i Københavns kommuneer der en ordning med faste værger. Den 

har baggrund i, at værgerne dér indtil 1973 blev beskikket af Københavns 

magistrat. Magistraten havde gennem mange år en fast aftale med tre københavnske 

advokater, som mod et årligt vederlag påtog sig alle værgemål »for 

sådanne personer, blandt hvis pårørende det har vist sig umuligt at finde nogen 

til hvervet egnet person«. Det foreligger ikke oplyst, hvorledes og hvornår 

særordningen historisk er opstået. Efter at kompetencen til værgebeskikkelse 

overgik til Københavns byrets skifteafdeling, blev særordningen bevaret, 

og et månedligt grundvederlag afholdes af statskassen. Siden 1979 har

225 VÆRGER 

der været to faste værger, som Københavns Byret og Overpræsidium gør 

brug af. Om deres aflønning, se nedenfor i kapitel 8, pkt. 10.1.3. 

Det er oplyst, at de to københavnske faste værger i sommeren 1992 tilsammen 

varetog 273 værgemål. Heraf var 166 for umyndiggjorte og 59 for personer 

under lavværgemål, medens 20 var for mindreårige, hvorfor hvervet tillige 

omfattede varetagelse af forældremyndighed. Derudover havde værgerne 

på det pågældende tidspunkt opgaver i henhold til 28 ad hoc værgemål. 

1.3. Borgerligt ombud. 

1.3.1. Blandt værgebestemmelserne i den gældende myndighedslovs kapitel 

3 er § 31 helt central. Reglen fastslår, at det kun er muligt at afslå eller kræve 

sig fritaget for et værgemål, hvis den pågældende på grund af sygdom, alder 

eller anden særlig grund kun med betydelig vanskelighed kan udøve værgemål. 

Hvervet er et borgerligt ombud, som ingen kan nægte at påtage sig, medmindre 

en af de nævnte grunde foreligger. I betænkningen, der ligger til 

grund for bestemmelsen, forudsattes dog, at den gældende praksis fortsættes, 

hvorefter man normalt indhenter samtykke, før beskikkelse foretages, og kun 

helt undtagelsesvis beskikker personer, der er uvillige til at påtage sig hvervet 

1 ). 

Betydningen af, at det at være værge er noget, alle må påtage sig som en 

borgerpligt, viser sig på flere måder. Princippet kan antagelig bruges i en argumentation 

for, at de nærmeste naturligt stiller op og skal gøre det, og at de 

uafhængige, måske mere professionelle på det økonomiske område, skubbes 

i baggrunden. 

§ 31 kan i praksis bruges under overtalelsesforsøg, mens der antagelig 

næppe gøres brug af reglen til direkte at påtvinge nogen en værgebeskikkelse. 

Endelig og som måske det vigtigste indebærer det borgerlige ombud, at 

man har kunnet opretholde, at værger normalt ikke skal honoreres, se nedenfor 


1.3.2. Spørgsmålet om lignende hverv som borgerlige ombud har i de senere 

år været fremme i Danmark. Under revisionen af forældremyndighedsreg- 

1erne i 1985 blev det navnlig drøftet i relation til forældreløse børn. Arbejdsgruppen 

ville ikke foreslå, at det skulle være et borgerligt ombud at blive udpeget 

som indehaver af forældremyndighed. Det anførtes, at det at have forældremyndighed 

og dermed at tage sig af barnet og dets personlige problemer 

er så vigtig en opgave, at den kun har mulighed for at lykkes med rimeligt 

resultat på frivilligt grundlag 2 ). 

') Betænkning om forældremyndighed og samværsret (nr. 985/1983) s. 142-43. 

2 ) Betænkning om forældremyndighed og samværsret (nr. 985/1983) s. 94.

KAPITEL 7 226 

Senere har det tilsvarende spørgsmål været fremme, da man i psykiatriloven 

i 1989 indførte patientrådgivere som afløsning for de tidligere bistandsværger 

for tvangsindlagte. I den betænkning, der lå til grund for loven, anførtes 

om patientrådgivere, der udpeges som borgerligt ombud, at en sådan ordning 

ikke kan forventes at ville fungere tilfredsstillende, navnlig ikke som følge 

af, at den, der udpeges mod sin vilje, vil savne motivation samt lyst og evne 

til at løse opgaven på en forsvarlig måde 3 ). 

L3.3.1 Norge er værgemål på samme måde som i Danmark i dag et borgerligt 

ombud. Det fremgår af vergemålslovens § 9, der har samme udformning 

som den tilsvarende danske regel havde før 1985. I bestemmelsen opregnes 

en række tilfælde, der giver adgang til at blive fritaget for hvervet, f.eks. at 

vedkommende er fyldt 60 år, på grund af sygdom eller svagelighed ikke uden 

stor vanskelighed kan være værge eller allerede er udpeget som værge for to 

umyndige. 

I Finland opgav man i 1983 reglen om, at der er pligt til at påtage sig værgemål. 

I lovudkastet fra 1989 er det tilkendegivet ved et krav om, at vedkommende 

skal samtykke i at blive udpeget. Det ansås ikke længere for acceptabelt, 

at en person, som ikke selv var villig til at varetage hvervet, skulle udpeges 

som formynder. Der skønnedes heller ikke at være noget praktisk behov 

herfor 4 ). Medvirkende hertil er, at der i Finland er særligt ansatte værger, 

såkaldte tjänsteförmyndare, en eller to i hver kommune. Det er en kommunal 

opgave at sørge for, at der efter behov findes frivillige til opgaven. Som regel 

er de knyttet til kommunalforvaltningen, men det kan også være en advokat. 

Tjenesteförmyndare i de større byer har mellem 300 og 500 værgemål. Knap 

50 pct. af alle beskikkede værger i Finland er tjänsteförmyndare 5 ). I betænkningen 

fra 1989 foreslås, at kommunerne kan skabe et større udbud ved at 

betale vederlag af kommunale midler 6 ). 

I Sverige bortfaldt reglen om, at det var en borgerpligt at påtage sig hvervet 

som formynder, i 1974 7 ). 

Heller ikke i Island er hvervet et borgerligt ombud. 

1.4. Kvalifikationer. 

1.4.1. Der er ikke længere i myndighedsloven særlige regler med Æra v til værgens 

kvalifikationer. En bestemmelse om, at som værge må kun beskikkes en 

pålidelig og vederhæftig person, som kan anses for egnet til hvervet, fandtes 

3 ) Betænkning om tvang i psykiatrien (nr. 1068/1986), bind 2, s. 344-45. 

4 ) Publ.nr.3/1983,s. 15. 

5 ) SOU 1988:40s. 141. 

*) Betænkning fra förmynderskapskommissionen (1989:50), bilag 4, s. 7. 

7 ) SOU 1986:50, s. 103.

227 VÆRGER 

tidligere i myndighedsloven. Den udgik som overflødig ved den seneste ændring 

i 1985 8 ). 

Det er heller ikke foreskrevet, at værgerne skal søges i kredsen af den 

umyndiges nærmeste. Er der tale om forholdsvis unge, prøver man i praksis 

at få en af forældrene udpeget. Er den umyndiggjorte oppe i årene, vil en søn 

eller datter være et nærliggende emne 9 ). Ofte findes der ikke kvalificerede 

familiemedlemmer, eller de ønsker ikke at påtage sig hvervet. Konflikter 

blandt pårørende kan også hindre, at en repræsentant for en af fløjene udpeges. 

Værgen skal selv være myndig og må ikke være under lavværgemål. Der er 

ikke mulighed for at beskikke to værger for voksne. 

1.4.2. Den norske vergemålslovs § 7 ligner i nogen udstrækning de ældre 

danske bestemmelser, idet det i stk. 1, anføres, at til værger skal vælges mænd 

eller kvinder, som er vederhæftige og skikket til hvervet. I stk. 3 nævnes, at 

ægtefællen bør udpeges som værge, medmindre denne ønsker at blive fri, eller 

hensynet til den umyndiggjortes tarv kræver, at en anden vælges. Efter 

stk. 4 bør en stedfader eller -moder ikke udpeges, medmindre der er særlig 

grund hertil. I Norge er der i og for sig ikke noget i vejen for at udnævne 

forskellige hjelpeverger med adskilte opgaver. Praksis synes at variere. I Oslo 

lægges vægt på de særlige problemer med at flere deler ansvarsområde, samt 

at tilsynet må have kontakt med flere, og man har derfor ikke udpeget forældre 

som hjelpeverger i fællesskab. Derimod har man godtaget, at den udpegede 

hjelpeverge har givet ægtefællen fuldmagt. Andre steder har man udnævnt 

forældre i fællesskab og har da i beskikkelsen udtrykkelig nævnt, at de 

skal optræde sammen eller kan handle hver for sig 10 ). 

Ifølge den svenske foräldrabalk kapitel 11, § 12, skal som god man eller 

förvaltare udses en retsrådig, erfaren og i øvrigt egnet mand eller kvinde. En 

tidligere regel om, at man i første række skulle udpege en beslægtet eller besvogret 

eller en anden, som står den umyndige nær, er ophævet. I den svenske 

lovkommentar anføres, at forholdene ofte er sådanne, at man må gå uden 

for de pårørendes kreds, f.eks. når det gælder større formueforvaltninger, 

som må håndteres af en fagmand. Sindssyge kan være mistroiske over for 

deres nærmeste, og det kan i sådanne tilfælde være nødvendigt at udpege en 

udenforstående 11 ). Det forekommer, at der udpeges to gode män eller förval- 

8 ) Betænkning om forældremyndighed og samværsret (nr. 985/1983), s. 142. 

9 ) Myndighedslovskommentaren, bind 1, s. 61. 

10 ) Rundskrivaf 18. desember 1990, (G-178/90), s. 15-16. 

") Walin: Föräldrabalken, 1985,s.307.

KAPITEL 7 228 

tere, der handler på forskellige områder, f.eks. således at den ene varetager 

den økonomiske forvaltning, og den anden den personlige omsorg. 

1.5. Udvalgets overvejelser. 

Også efter udvalgets lovudkast skal der i en række tilfælde beskikkes en værge. 

Efter § 11 skal det ske i forbindelse med beslutninger om værgemål efter 

§ 5 og samværgemål efter §7.1 undtagelsestilfælde kommer værgebeskikkelse 

også på tale for børn og unge, jf. § 2, stk. 4, jf. stk. 2 og 3, se nedenfor i 

kapitel 11, pkt. 2. Udvalgets forslag indeholder på dette punkt ikke nogen 

ændring i forhold til gældende ret. 

1.5.1. Udvalget har drøftet, om værgeopgaven fortsat skal være et borgerligt 

ombud. I overensstemmelse med udviklingen på beslægtede områder er det 

udvalgets opfattelse, at dette ikke længere bør være tilfældet. 

Dette gælder i særlig grad, hvis værgen skal tage sig af personlige anliggender. 

At varetage et sådant værgemål kræver efter udvalgets opfattelse en indleven 

og motivation, som ikke kan antages at være til stede hos en værge, der 

er påtvunget hvervet. Hertil kommer, at varetagelse af personlige anliggender 

i et vist omfang må anses for en samfundsopgave. 

For så vidt angår økonomiske spørgsmål, kan det drøftes, om dette overhovedet 

er et offentligt anliggende. Traditionelt har samfundet fundet det nødvendigt 

at regulere, hvorledes midler tilhørende svage administreres, herunder 

for at sikre at midlerne så vidt muligt bevares med henblik på at tjene til 

forsørgelse, så den pågældende ikke ligger samfundet til last. Disse hensyn 

gør sig ikke længere gældende med samme styrke. Grunden til, at det offentlige 

fortsat interesserer sig for, hvorledes de svages økonomiske anliggender 

varetages, er vel nu snarere ordens- og beskyttelseshensyn, herunder at de 

pågældende ikke bliver udnyttet af omgivelserne, og at deres formue kommer 

dem selv til gode. 

I det omfang, det anerkendes, at et værgemål om økonomiske anliggender 

er en beskyttelse, er det også naturligt, at den pågældende selv afholder udgifterne 

derved, forudsat at der er midler hertil, se nedenfor i kapitel 8, pkt. 

10.3.7.-8. Dermed er der heller ikke længere grundlag for at opretholde værgemålet 

som et borgerligt ombud. Hvis den svage skal betale for beskyttelsesforanstaltningerne, 

bør værgen naturligvis også være den bedst kvalificerede 

og motiverede. Det gælder også, hvis det offentlige må træde til, fordi den 

pågældende ikke selv har tilstrækkelige midler. 

Ophævelsen af pligten til at være værge indebærer, at en udpeget værge 

når som helst med et rimeligt varsel kan frasige sig hvervet. Den gældende 

lovs § 31 om, under hvilke betingelser der er mulighed for fritagelse, er derfor 

udeladt. 

V

229 VÆRGER 

1.5.2. Dernæst har udvalget mere praktisk overvejet den fremtidige rekruttering. 

Hvem der er egnet, må naturligvis afhænge af, hvad formålet med værgemålet 

er, herunder om værgen især skal varetage økonomiske eller personlige 

anliggender. Af betydning ved vurdering af de økonomiske værgers nødvendige 

kvalifikationer er bl.a. størrelsen og sammensætningen af formuen, 

idet det vil indvirke på, hvilken administration der kræves, og hvilke problemer 

der skal tages stilling til. 

Fremtidens værgemål bliver i høj grad afhængige af, hvorledes behovskriterierne 

i lovudkastets § 5 og § 7 fortolkes og administreres. Hvis udvalgets 

tanker herom følges, se herom ovenfor i kapitel 5, pkt. 5.3., bliver værgemål 

noget, der ved personlige spørgsmål navnlig bliver aktuelt, hvis ikke en enig 

familie kan træde til. Ved uenighed blandt de pårørende må myndighederne i 

nogle tilfælde efter en konkret vurdering undlade at tage parti for en af fløjene 

ved i stedet at udpege en neutral værge. Er der ingen nærmeste, kan værgeemner 

ikke findes dér. Breder personlige værgemål sig, uanset udvalgets 

behovsovervejelser, ud over disse typetilfælde, forekommer det naturligt, at 

værgen søges i kredsen blandt de nærmeste, som har kendt den pågældende 

længe, som må forventes at tage sig tid til og at ville ofre kræfter på opgaven, 

og som må forventes bedst at være i stand til at sætte sig i den pågældendes 

sted og varetage dennes interesser. 

Er formålet med værgemålet udelukkende eller hovedsageligt at varetage 

økonomiske anliggender, er det ikke sikkert, at der gælder det samme. Medens 

der vel er en formodning for, at forældre som værger for deres børn, 

herunder yngre voksne under værgemål, vil varetage deres interesser på den 

bedste måde og uden interessekonflikter, kan man måske ikke altid regne 

med, at andre slægtninge som værger for ældre umyndiggjorte har samme 

indstilling. Navnlig for så vidt angår de gamle, kan det måske ikke ganske 

udelukkes, at et barn også vil se på egne interesser, f.eks. som kommende 

arving. Der kan endvidere være uenighed i familien om, hvem der bør udpeges, 

eller senere opstå problemer i familien om værgens måde at forvalte værgemålet 

på. 

Spørgsmålet om kvalifikationer har i øvrigt sammenhæng med de vanskeligheder, 

der efter det oplyste er med at få nogen til at påtage sig værgemålene, 

se ovenfor under pkt. 1.2.3., hvilket igen hænger sammen med følelsen af, 

at der er tale om en opgave, som samfundet bør tage sig af og betale for. Vanskelighederne 

afhænger også af, i hvilket omfang det er muligt at yde værgerne 

vederlag, se nedenfor i kapitel 8, pkt. 10. 

Udvalget ønsker at understrege, at spørgsmålet om, hvem der skal udpeges 

som værge, altid må bero på en konkret vurdering. Der må lægges afgørende 

vægt på holdningen hos den, der skal undergives værgemål, således at den-

KAPITEL 7 230 

nes ønsker i videst muligt omfang imødekommes, for så vidt den pågældende 

er i stand til at udtrykke sådanne, se også lovudkastets § 19. Endvidere må 

der tages hensyn til holdningen hos familien til den pågældende. Er der enighed 

om at foreslå et bestemt familiemedlem som værge, bør dette ønske som 

udgangspunkt følges, medmindre der er grund til at antage, at den foreslåede 

ikke er egnet hertil. Er der derimod uenighed blandt familien, vil dette i nogle 

tilfælde efter en konkret vurdering tale for at vælge en udenforstående, herunder 

eventuelt en professionel, som værge. 

Af udvalgets undersøgelser fremgår, at værgen undertiden findes blandt 

ansatte på det plejehjem eller anden institution, hvor vedkommende bor, eller 

er tilknyttet socialforvaltningen. Dermed overvindes nogle af vanskelighederne 

ved at finde et værgeemne. Men det er som hovedregel ikke hensigtsmæssigt 

at udpege værgen fra denne personkreds, da risikoen for interessekonflikter 

oftere vil opstå, især ved personlige spørgsmål, og navnlig hvis 

der er tale om relationer til plejehjemmet. Ansatte, der har en daglig omgang 

med den, der er under værgemål, bør i almindelighed ikke komme i betragtning 

som værgeemne for at sikre værgemålets virkning. 

7.5.5. Udvalget har ud fra forskellige synsvinkler overvejet muligheden for 

at beskikke to værger. Problemstillingen er ikke ny. Allerede udvalget, der 

forberedte loven af 1922, overvejede muligheden i lys af et svensk forslag, der 

førte til den stadigt gældende regel om to værger, se herom og om retsstillingen 

i Norge ovenfor under pkt. 1.4.2. Resultatet blev negativt 12 ). 

1.5.4. Den ene vinkel på toværgeproblemet er, at forældre normalt begge ex 

indehavere af forældremyndigheden, jf. den gældende lovs § 8, stk. 1, og i 

forening er værger for børn og unge under 18 år, jf. den gældende lovs § 29. 

Denne retstilstand foreslås ikke ændret, jf. lovudkastets § 2, stk. 1. Bliver der 

etableret et værgemål i forbindelse med den unges 18-års fødselsdag eller inden 

for kortere tid derefter, kan forældre føle det underligt og uheldigt, at 

kontinuiteten i værgemålet brydes, at deres fælles ansvar for fællesbarnet ophører, 

og at en af dem skal vælges som værge frem for den anden. 

Et mindretal (Kirsten Frost Bjerregaard og Perch Nielsen) finder derfor, 

uanset de få tilfælde der vil kunne blive tale om, at der skal være mulighed for 

forældrene for at fortsætte med dette fælles værgemål. Retsvirkningerne må 

være de samme, som før barnet fyldte 18. De to værger skal således være enige 

om beslutningerne, jf. lovudkastets § 3, stk. 1, og ved uenighed må statsamtet 

træffe afgørelse, jf. § 3, stk. 5. 

Udvalgets flertal (de øvrige medlemmer af udvalget) finder ikke, at der bør 

indføres en særregel om forældre som værger for voksne børn. Det praktiske 

12 ) Betænkning 1921, s. 32-33.

- 

231 VÆRGER 

behov for fortsættelse af det fælles værgemål forekommer meget begrænset. 

Efter udvalgets undersøgelser, se herom ovenfor i kapitel 2, pkt. 1.1.3., var 

kun 6 af de 263, der blev umyndiggjort i halvåret 1989-90, i aldersgruppen 

19-24 år eller ca. 2 pct. Af de 3.264, der ifølge det centrale personregister i 

januar 1990 var umyndiggjort, se ovenfor i kapitel 2, pkt. 1.1.2., var 119 eller 

knap 4 pct. i aldersgruppen 19-24 år. Hertil kommer, at værgemålet og samarbejdet 

med myndighederne bliver besværligere, hvis der kræves medvirken 

af to værger. For forretningsdrivende og andre mulige aftaleparter vil det i 

konkrete tilfælde kunne komme som en overraskelse, at en voksen har to 

værger. Der vil således opstå et legitimationsproblem, og det for en gruppe, 

der har flere penge end unge under myndighedsalderen generelt har, hvilket 

fremgår af, at der er skønnet at være behov for et økonomisk værgemål. En 

regel om fælles værgemål rejser efter flertallets opfattelse tillige en række tekniske 

problemer. Skal forældre bo sammen for at kunne varetage værgemålet 

i fællesskab? Skal der være kontinuitet i værgemålet, eller skal det kræves, at 

værgemålet iværksættes, inden barnet fylder 20,25 eller 30 år? Hvorfor skal 

fælles værgemål være begrænset til forældre og ikke kunne udstrækkes f.eks. 

til to børn, der gerne begge vil være værge for en moder eller fader? 

7.5.5. Den anden synsvinkel på spørgsmålet om muligheden for to værger 

er, om der bør være mulighed for en ordning med to værger, der har hver sit 

afgrænsede område. 

Et mindretal (Kirsten Frost Bjerregaard og Perch Nielsen) finder, at der 

under særlige omstændigheder bør være adgang hertil. Disse medlemmer 

henviser til retsstillingen i Norge og Sverige, se herom ovenfor under pkt. 

1.4.2. samt til, at en lignende ordning findes i Danmark i dag med muligheden 

for testamentariske værger ved siden af den beskikkede. Samtidig skønnes 

der at være et større behov i fremtiden for opdelte værgemål. Behovet 

bliver større, hvis tanken om professionelle værger vinder frem. F.eks. går 

der en grænse mellem økonomiske og personlige spørgsmål, og den værge, 

der skal tage sig af det førstnævnte område, har ikke nødvendigvis tid til og 

mulighed for at tage sig af det andet også. Det kan ikke forventes, at de professionelle 

værger, såsom advokater, revisorer og lignende, hyppigt opsøger 

institutionen, hvor den pågældende opholder sig, for at danne sig et personligt 

indtryk af denne. Der kan også tænkes en opdeling uden for det økonomiske 

område, f.eks. således at en mere professionel udpeges til som værge at 

drive en erhvervsvirksomhed eller til at administrere en udlejningsejendom, 

medens et familiemedlem kan være værge for de andre økonomiske og personlige 

forhold. 

I de tilfælde, hvor et personligt værgemål iværksættes efter udkastets § 5 og 

senere udvides til at omfatte et økonomisk spørgsmål, eller hvor der sker fra-

KAPITEL 7 232 

tagelse af handleevne efter § 6, og værgebeskikkelsen ændres, således at en af 

de professionelle værger udpeges, kan det være hensynsfuldt over for den 

svage, at den først udpegede personlige værge kan fortsætte som værge, for 

så vidt angår de personlige forhold. Eventuelle kompetencestridigheder kan 

imødegås ved en præcisering af de to værgemåls områder, og desuden kan 

strid mellem værgerne forelægges statsamtet til afgørelse, evt. med ny værgebeskikkelse 

til følge. 

Udvalgets flertal (de øvrige medlemmer) finder, lige som Familieretskommissionen 

gjorde det i 1921, at der ikke bør indføres en ordning med to værger 

med hver sit område. Kompetencen ville generelt være vanskelig at fastlægge. 

Eventuelle grænsedragninger mellem opgaverne måtte afklares af 

statsamtet, der også måtte løse eventuelle konflikter mellem de to værger. 

Tilsynet bliver vanskeligere og mere omfattende. Ansvaret kan forflygtiges. 

Der skulle måske afholdes to honorarer af den pågældendes indtægt eller 

eventuelle formue, hvilket ville blive bekosteligt. 

1.5.6. Udvalget finder det hensigtsmæssigt i højere grad end nu at havenste 

professionelle værger til rådighed, først og fremmest til varetagelse af økonomiske 

anliggender. Det er nærliggende at indføre en ordning, der i nogen 

grad svarer til den københavnske med f.eks. statsamternes geografiske områder 

som distrikter, se om den københavnske ordning ovenfor under pkt. 

1.2.4. og om det årlige antal umyndiggørelser i hvert statsamtsområde ovenfor 

i kapitel 2, pkt. 1.1.1. 13 ). Dermed vil statsamternes tilkendegivne vanskeligheder 

ved at finde egnede værgeemner blive mindsket. En anden fordel er, 

at samfundet vil få en række uafhængige specialister, der kender værgemålsreglerné, 

og hvordan de fungerer, herunder har kendskab til statsamternes 

tilsynspraksis, og til hvordan godkendelsesreglerne administreres. Sådanne 

faste værger vil også kunne tilrettelægge deres arbejde under udnyttelse af 

stordriftens fordele, navnlig i statsamtsområder med et større befolkningsunderlag. 

Hermed vil værgehonorarerne også kunne finde et rimeligt leje. 

Såfremt der indføres en ordning med faste, professionelle værger, vil den 

skulle administreres af statsamtet. Udvalget peger på, at stillingerne kan opslås 

eller annonceres ledige. Det vil være naturligt, at der forhandles med 

dommerne i regionen om besættelsen, da de også skal bruge værgeemner. 

Faste værgers faglige baggrund afhænger af, hvorledes værgemålsordningen 

udvikler sig. Udvalget har i første række haft advokater i tankerne, herunder 

fordi de faste værger i København traditionelt har været advokater. 

Får opgaverne i mindre grad karakter af formueforvaltning og stillingtagen 

til juridiske prægede spørgsmål og i højere grad karakter af bistand til 

1J ) Se også Lynge Andersen m.fl. : Umyndiges formue, 1988, s. 63.

233 VÆRGER 

spørgsmål af personlig art, kan også grupper med en anden baggrund komme 

på tale. De finske erfaringer tyder herpå. Det samme gør patientrådgiverordningen. 

Til varetagelse af personlige værgemål kunne det være nærliggende at bede 

de sociale myndigheder om bistand til at finde egnede værgeemner. En 

lovregel herom svarende til den gældende bistandslov § 32 a kunne overvejes. 

I bestemmelsen slås fast, at hvis ingen har forældremyndigheden over et 

barn eller en ung, skal kommunalbestyrelsen i fornødent omfang medvirke 

til, at der udpeges en egnet indehaver af forældremyndigheden. 

2. Fratagelse afværgemål. 

2.1. Efter myndighedslovens § 32, stk. 1, skal værgemålet fratages værgen, 

hvis denne misbruger sin stilling eller i øvrigt viser sig uegnet til hvervet. Ifølge 

stk. 2 ophører værgemålet, hvis værgen bliver umyndiggjort eller sat under 

lavværgemål. Efter § 33, stk. 1, har statsamtet eksklusiv kompetence til at 

træffe beslutning om værgemålsfratagelse. 

Ifølge oplysninger, udvalget har indhentet, havde statsamterne i halvåret 

1989-90 21 sager om fratagelse afværgemål. 

2.2. Efter udvalgets opfattelse er der ikke anledning til at ændre påfratagelsesreglen 

i myndighedslovens § 32, som stammer fra 1985, og som så vidt vides 

ikke har givet anledning til vanskeligheder eller kritik. Den er gentaget i 

udkastets § 12, stk. 1. 

Udvalget har med en tilføjelse udvidet eller måske snarere præciseret mulighederne 

for fratagelse. Hensynet til den, der er under værgemål eller samværgemål, 

kan nødvendiggøre, at der kommer en ny værge, uden at dette behøver 

at være begrundet i, at den nuværende værge har tilsidesat sine pligter. 

Samarbejdsklimaet kan af andre grunde være dårligt, og der kan være så alvorlige 

konflikter, at statsamtet må gribe ind. Tilføjelsen vil formentlig ikke 

have noget stort anvendelsesområde, også fordi værgen i sådanne situationer 

ofte vil vælge selv at bede sig fritaget for hvervet, hvilket er muligt, når det 

ikke længere er et borgerligt ombud. 

2.3. Udvalget finder, at en person, der er under værgemål efter § 5, som hidtil 

ikke kan udpeges som værge, og det uanset om denne tillige er frataget 

handleevnen efter lovudkastets § 6. Kommer værgen senere selv under værgemål, 

må hvervet bortfalde. Det samme må gælde, hvis værgen kommer 

under samværgemål, jf. lovudkastets § 7. Der henvises til lovudkastets § 12, 

stk. 2.

KAPITEL 7 234 

3. Kompetencen. 

3.1. Siden lovens tilblivelse i 1922 har kompetencen til at beskikke værger været 

adskilt fra beføjelsen til at beslutte umyndiggørelse. Medens det sidste er 

et domstolsanliggende, var det indtil 1985 skifteretterne, der beskikkede værger. 

Adskillelsen hang sammen med, at beskikkelsesspørgsmålet ofte opstod 

uafhængigt af umyndiggørelsen. Navnlig gjaldt det for de mindreårige, fordi 

der dengang skulle beskikkes en værge efter forældremyndighedsindehaverens 

død, men også ved efterfølgende ændringer af værgemålene for umyndiggjorte. 

Da de saglige kompetenceregler blev ændret i 1985, opretholdtes adskillelsen 

i princippet. Grundreglen efter § 33, stk. 1, er, at værger beskikkes og værgemål 

fratages af statsamtet. Af praktiske grunde og for at undgå dobbeltbehandling 

gjordes dog den undtagelse, at i forbindelse med en umyndiggørelsesdom 

foretages værgebeskikkelsen af den ret, der afsiger dommen, jf. myndighedslovens 

§ 33, stk. 2. I forarbejderne gennemgås baggrunden for, at 

man fritog skifteretterne for opgaven, og som hovedregel overførte den til 

statsamterne 14 ). 

3.2. Udvalget har ikke fundet anledning til at omforme de saglige kompetenceregler 

ved værgebeskikkelse, se lovudkastets § 14. De blev ændret i 1985 

og har så vidt vides ikke givet anledning til kritik. Reglerne om, hvem der kan 

beskikke værger, må ses i sammenhæng med, hvem der skal have kompetence 

til at bestemme værgemål. Som det fremgår af lovudkastets § 13 og det 

ovenfor i kapitel 6, pkt. 2, anførte, foreslår udvalget en todelt kompetenceordning. 

Efter § 13 er hovedreglen, at værgemålssager afgøres af statsamtet. 

Hvis der tillige anmodes om fratagelse af handleevne, eller hvis statsamtet 

finder det betænkeligt at afgøre sagen, er domstolene kompetent, jf. 

lovudkastets § 13, stk. 2 og 3. Udvalget foreslår, at kompetencen til at beskikke 

værge følger kompetencen til at træffe afgørelse om værgemålet, jf. lovudkastets 

§ 14, 2. pkt. 

4. Værgesagernes behandling. 

4.1. Det er nødvendigt, udover at fastlægge den saglige kompetence som sket 

i lovudkastets § 14, omtalt under pkt. 3, at se på behandlingen af sager om 

værgebeskikkelse samt om fritagelse for og fratagelse afværgemål, herunder 

at overveje i hvilket omfang reglerne i lovudkastets §§ 15-23 skal bringes i 

anvendelse. 

l4 ) Betænkning om forældremyndighed og samværsret (nr. 985/1983), s. 144-46.

• 

235 VÆRGER 

4.2. De allerfleste værgebeskikkelser sker i tilslutning til selve værgemålsbeslutningen 

eller umiddelbart herefter. Dette indebærer, som det fremgår af 

§ 14, et tostrenget system med både administrative og judicielle værgeafgørelser. 

Er det retten, der iværksætter værgemålet, jf. lovudkastets § 13, stk. 3, 

skal retten også udpege værgen, jf. § 14, 2. pkt. Om afgørelsesformen findes 

en særlig regel i retsplejelovsudkastets § 464, 3. pkt., hvorefter den enten er 

beslutning eller kendelse. Retsstillingen er den samme som i dag, jf. retsplejelovens 

§ 464, stk. 1,2. pkt. Der har så vidt vides ikke i årene siden nyordningen 

i 1985 været særlige processuelle problemer vedrørende retternes værgebeskikkelse. 

Behandlingen giver derfor ikke anledning til nærmere omtale, 

bortset fra at byretternes afgørelser kan appelleres til landsretten, selvstændigt 

i form af kære. 

Heller ikke statsamternes værgebeskikkelser i tilslutning til værgemålsbeslutningen 

giver anledning til særlige problemer. Sagen er der i forvejen, og 

den stedlige kompetence følger værgemålssagerne, jf. lovudkastets § 15. Officialprincippet 

som fastlagt i udkastets § 18, stk. 1, må også gælde. I § 19, stk. 

1, er det med henvisning til §§ 11-12 udtrykkelig nævnt, at princippet om, at 

den, der er eller skal under værgemål, har ret til at udtale sig, medmindre 

vedkommende ikke med nytte kan udtale sig, tillige gælder værgespørgsmålet. 

Kontradiktionsforskriften i udkastets § 20 omfatter efter opregningen også 

personspørgsmål. I tilfælde af tvist må værgeafgørelsen begrundes, jf. forvaltningslovens 

§§ 22-24. Hvis kun statsamtets afgørelse om, hvem der skal 

være værge, ønskes efterprøvet, må værgebeskikkelsen kunne påklages til Civilretsdirektoratet, 

idet udkastets § 22 om indbringelse for retten kun gælder 

selve værgemålet. 

4.3. Værgespørgsmålet kan opstå selvstændigt, hvis værgebeskikkelsen ønskes 

frataget værgen, jf. lovudkastets § 12, stk. 1. Det samme gælder, hvis den 

hidtidige værge dør, ønsker sig fritaget for hvervet, se ovenfor under pkt. 

1.5.1., eller selv kommer under værgemål eller samværgemål, jf. udkastets 

§ 12, stk. 2, og der derfor skal udfyldes et tomrum, idet statsamtet skal finde 

en ny værge. I alle disse situationer er statsamtet kompetent, jf. udkastets 

§ 14, 1. pkt. Afgørelserne er dermed administrative og omfattet af forvaltningslovens 

regler. 

4.3.1. Statsamtets stedlige kompetence i sager om værgebeskikkelse og fratagelse 

er fastlagt gennem udkastets § 15, der henviser til §§11-12. Afgørende 

er, hvor den, der er under værgemål, har bopæl. 

4.3.2. Et spørgsmål er, hvem der kan tage initiativ til en sag om fratagelse af 

værgemål. I dag er der ikke særlige begrænsninger i adgangen. En advokat 

kan således henvende sig til statsamtet herom. 

Udvalget finder ikke grundlag for at ændre på den eksisterende ordning.

KAPITEL 7 236 

Udgangspunktet er statsamtets specielle og centrale rolle. Den skyldes, at 

statsamtet som tilsynsmyndighed, jf. udkastets § 28, får et særligt indblik i 

værgens forhold samt eventuelle misbrug og derfor har særlig anledning til at 

gribe ind. Samtidig skal statsamtet afgøre værgesagen. Efter områdets karakter 

finder udvalget ikke, at der er noget til hinder for, at statsamtet ex officio 

kan tage fratagelsesspørgsmålet op og afgøre det, se lovudkastets § 16, stk. 2. 

Med denne regel er initiativspørgsmålet afklaret. Der kan ikke være begrænsninger 

i, hvem der kan rette henvendelse til statsamtet om værgens uegnethed. 

Det kan enhver, der har en anerkendelsesværdig interesse i værgespørgsmålet. 

Skulle en advokat eller en anden udenforstående finde en fratagelse 

nødvendig, kan denne også henlede statsamtets opmærksomhed herpå. 

Det samme gælder forvaltningsafdelingen, hvor aktiverne administreres, og 

mange regnskaber modtages og revideres, og som kan have indsigelse mod 

værgens handlemåde. 

4.3.3. Om statsamtets sagsbehandling gælder forvaltningslovens regler, og 

særregler i værgemålsloven om værgesager er fundet unødvendige. Som 

nævnt ovenfor fremgår det direkte af lovudkastets § 19, stk. 1, og § 20, at de 

der nævnte forskrifter også omfatter værgesager efter §§ 11-12. 

Af forvaltningslovens regler følger, at en afgørelse om fratagelse afværgemål 

altid må begrundes uanset resultatet, da det vil være bebyrdende for den, 

der ikke får medhold i tvisten, jf. forvaltningslovens § 22. Begrundelsespligten 

gælder kun over for parter, og det forhold, at en person som omtalt ovenfor 

under pkt. 4.3.2. ved sin henvendelse til en myndighed giver anledning til, 

at myndigheden rejser en sag, medfører ikke i sig selv, at den pågældende 

bliver part i sagen. Fritagelse for værgemål er begünstigende, og statsamtet 

behøver ikke at begrunde den imødekommelse, værgen har krav på. 

Der er ikke, bortset fra i udkastets § 20, stk. 3, regler om, hvorledes de trufne 

afgørelser skal kommunikeres. Heraf følger, at der skal sendes en meddelelse 

om, hvem der er blevet værge, til dem, der har fået lejlighed til at udtale 

sig. Den, der får en værge beskikket, skal også underrettes. Derudover forekommer 

det rimeligt at orientere dem, statsamtet ved, den pågældende har 

nær kontakt med. Er den pågældende på plejehjem eller anden institution, 

bør ledelsen have kendskab til hvem, der er værge. Det samme kan gælde de 

sociale myndigheder. 

4.3.4. Om muligheden for at/røfc/agefratagelsesafgørelsenjf. lovudkastets 

§ 12, stk. 1, og nybeskikkelser gælder de almindelige regler. Klageinstansen 

er Civilretsdirektoratet, og muligheden for domstolsprøvelse er begrænset til 

den, grundlovens § 63 hjemler. Specielt bemærkes, at den fuldstændige prøvelse, 

som lovudkastets § 22 indebærer, kun gælder de afgørelser, der er opregnet 

i § 22, stk. 1, og således ikke de her omtalte sager.

237 VÆRGER 

4.3.5. Det må forventes, at der med hjemmel i lovudkastets § 23, stk. 1 fastsættes 

mere detaljerede bekendtgørelsesregler m.v. om statsamternes værgesager. 

5. Gifte under værgemål. 

I slutningen af en gennemgang af reglerne om værgebeskikkelse m.v. er det 

naturligt med en særlig omtale af den gruppe under værgemål, der har en 

ægtefælle. Det skyldes den særstilling, disse værgemål har. 

Kun retsstillingen for voksne gifte under værgemål behandles her. Personer 

under 18 år, der gifter sig, vil, hvis udvalgets tanker følges, blive myndige 

i og med ægteskabet, se lovudkastets § 1, stk. 1, og nedenfor i kapitel 11, pkt. 

5. 

5.1.1 den gældende lov om ægteskabets retsvirkninger fra 1925 findes i § 52 

en særregel om gifte umyndiggjorte. Efter reglen tilkommer det ægtefællen i 

forbindelse med værgen at bestyre den del af fællesboet, hvorover den umyndiggjorte 

ægtefælle har haft rådigheden. Reglen stammer fra ægteskabsloven 

fra 1899. Af forarbejderne fremgår, at ved ordningen undgås overformynderibestyrelsen, 

ligesom værgemålstilsynet bortfalder 15 ). Særreglen indebærer 

en særlig form for samråden mellem værgen og ægtefællen. Det forudsætter 

naturligvis, at der er formuefællesskab, at ægtefællen ikke er beskikket som 

værge, og at ægteskabet består, bl.a. fordi adgangen ophører, når fællesejet er 

skiftet. § 52 gælder ikke i det omfang, der er særeje, herunder skilsmissesæreje. 

Ordningen har megen lighed med lavværgemål. § 52 forstås således, at 

beskikkes en anden end ægtefællen som værge, er den nævnte retsstilling 

obligatorisk. 

En mere generel regel om medindflydelse findes i myndighedslovens § 50. 

I bestemmelsens slutning foreskrives, at har den umyndige en ægtefælle og 

samlever de, skal værgen så vidt muligt indhente en erklæring fra ægtefællen 

i vigtige anliggender. Om medindflydelsesreglen se generelt nedenfor i kapitel 

8, pkt. 3. 

5.2. Udvalgets undersøgelser af byretsdomme giver et indtryk af antallet af 

gifte umyndiggjorte. I halvåret fra oktober 1989 til april 1990 drejede det sig 

om 39 af de 263, der blev umyndiggjort, eller knap 15 pct. Kun 2 var under 60 

år, medens 7 var i alderen 60-74, 13 var i alderen 75-79 og 17 var 80 eller 

derover, se ovenfor i kapitel 2, pkt. 1.1.3. Er tallene repræsentative, er knap 

500 af de 3264 umyndiggjorte gift. 

15 ) Betænkning 1921, s. 89-90.

KAPITEL 7 238 

Af de 39 gifte, der blev umyndiggjort i 1989-90, fik 12 ægtefællen som værge 

og 27 en anden som værge. Dette betyder, at vel mellem 300 og 350 ægtepar 

i dag gør brug af lov om ægteskabets retsvirkninger § 52. 

5.5. Udvalget foreslår systemet i lov om ægteskabets retsvirkninger § 52 bevaret. 

Reglen om værgens og ægtefællens samråden om bodelen er overført til 

udkastet til værgemålsloven, hvor den også af oplysningsgrunde hører hjemme. 

Den findes i lovudkastets kapitel 4 som § 25, stk. 1. 

Om værgens og ægtefællens fælles råden over bodelen sammenlignet med 

samværgemålsordningen efter udkastets § 7, omtalt ovenfor i kapitel 5, pkt. 

3.5., bemærkes, at der i førstnævnte tilfælde i højere grad er tale om et samarbejde 

mellem ligestillede. Ingen af de to har myndighedernes udsagn for at 

være svag. Ægtefællens interesse i at bevare fællesejeformuen er også betydelig. 

Begge bodele har betydning for familiens levestandard, og under delingen 

efter ægteskabets ophør er de afgørende for bosloddens størrelse. Samtidig 

vil en inddragelse af bodelen tilhørende en gift under værgemål under 

forvaltningsbestyrelse, kunne volde problemer og føles som en unødvendig 

indblanding i familiens forhold. Derfor finder udvalget det rimeligt at bevare 

den hundredårige ordning, hvorefter sådanne værgemål er undtaget fra kravet 

om bestyrelse af aktiverne i forvaltningsafdelingerne samt fra statsamternes 

tilsyn. Efter ordlyden af § 25, stk. 1, omfatter de to personers fælles råden 

kun den bodel, der tilhører den gifte under værgemål. Forudsætningen er således, 

at der er fælleseje i ægteskabet. Hvis og i det omfang den, der er under 

værgemål, har særeje, gælder reglen ikke, værgen råder på egen hånd, men 

under sædvanligt tilsyn og med ægtefællens medindflydelse sikret gennem 

lovudkastets § 26, stk. 2. Dette gælder, uanset om der er tale om et skilsmismissesæreje, 

jf. lov om ægteskabets retsvirkninger § 28, stk. 1, nr, 1, eller om 

et fuldstændigt særeje, jf. § 28, stk. 1, nr. 2. Retsstillingen ved værgemål, omfattet 

af udkastets § 25, stk. 1, er fastlagt i § 33, stk. 2, og § 41. Af § 33 fremgår, 

at værgen ikke er under statsamtets tilsyn, at der ikke skal aflægges regnskab, 

og at der ikke kræves godkendelse til bestemte dispositioner. Ifølge § 41 gælder 

kapitel 5 med de særlige bestemmelser om formuen heller ikke. 

Der er ikke i systemet indbygget nogen mulighed for at løse konkrete konflikter 

mellem ægtefællen og værgen. Retsstillingen er således den samme 

som ved samværgemål, se herom ovenfor i kapitel 5, pkt. 3.5. Ved uenighed 

må der om nødvendigt beskikkes en anden værge, og der kan blive tale om at 

gøre værgemålet til et almindeligt værgemål med sædvanligt tilsyn. Der er 

også den mulighed at beskikke ægtefællen som værge. 

Ved blandede formueordninger handler værgen efter forskellige regelsæt. 

Bodelen tilhørende den, der er under værgemål, administreres efter reglerne 

i lovudkastets § 25, stk. 1, § 33, stk. 2, og § 41. Med hensyn til særejeaktiver mk

239 VÆRGER 

de almindelige regler gælde, idet værgen handler på egen hånd. Disse aktiver 

er omfattet af udkastets kapitel 5, og de almindelige tilsynsregler m.v. i kapitel 

4 finder anvendelse. På samme måde må værgens beføjelser vedrørende 

personlige spørgsmål behandles, hvis værgemålet er udstrakt hertil, idet værgen 

handler på egen hånd. Ægtefællens medindflydelse er sikret gennem udkastets 

§ 26, stk. 2. 

Udvalget har overvejet ordningens obligatoriske karakter. Det kan forekomme 

overraskende, at kun ved at gøre ægtefællen til værge kan man komme 

ind under bestyrelses- og tilsynsreglerne. Ægtefællen kan selv være svagelig, 

og vil vel ofte være det med aldersfordelingen blandt dem, der kommer 

under værgemål. Dermed kan ægtefællen være mindre egnet som værgeemne. 

Skal ordningen gøres fakultativ, må den værgebeskikkende myndighed 

beslutte, om der skal være samråden mellem ægtefællen og værgen, eller om 

værgen skal råde alene og dermed være omfattet af de almindelige regler. 

Udvalget finder dette hensigtsmæssigt og har udformet en regel herom i lovudkastets 

§ 25, stk. 2. Benyttes muligheden, betyder det, at bodelen tilhørende 

den gifte under værgemål er underkastet reglerne i lovudkastets kapitel 5, 

herunder § 35 om indlevering til bestyrelse i en forvaltningsafdeling, hvilket 

fremgår modsætningsvist af § 41. Værgen er ligeledes undergivet statsamtets 

tilsyn, jf. lovudkastets § 28, og pligten til regnskabsaflæggelse, jf. udkastets 

§ 29, hvilket fremgår modsætningsvist af § 33, stk. 2. 

Med en sådan fakultativ ordning får reglen i udkastets § 26, stk. 2, om ægtefællens 

medindflydelse yderligere betydning. Den gældende lovs § 50 har 

vel navnlig sigtet på de mindreårige gifte, og det særligt før myndighedsalderen 

blev nedsat og samlivsvanerne ændret. Fremtidig vil en regel om, at ægtefællen 

skal erklære sig, skulle anvendes, hvis der er særeje, og som nævnt hvis 

det under en fakultativ ordning besluttes, at værgen skal handle alene efter 

§ 25, stk. 2. 

Af udkastets § 26, stk. 2, fremgår, at adgangen til at gøre brug af bestemmelsen 

ophører ved separation. Det gælder, uanset om der er gennemført deling 

af fællesboet.

I

241 

Kapitel 8 

Værgens retsstilling 

1. Afgrænsning. 

1.1. Den gældende myndighedslov kapitel 5 har overskriften 'Om værgens 

beføjelser og pligter'. Blandt kapitlets ti paragraffer er seks centrale værgeregler, 

der dækkes af overskriften. Det drejer sig om § 45 om værgens legale 

repræsentationsbeføjelser, § 47 om målsætningen, § 48 om forbud mod kaution, 

§ 50 om den umyndiges medindflydelse, § 51 om tilsyn og regnskabsaflæggelse 

samt § 53 om værgens ansvar. De behandles i det følgende. 

De resterende fire paragraffer behandles andetsteds i betænkningen. Det 

personlige værgemål, der i dag reguleres af § 46, gennemgås i kapitel 5, pkt. 

3.3, § 49 om umyndiggjortes erhvervsvirksomhed nævnes i kapitel 12, pkt. 2, 

og § 50 a og § 52 om forældre som værger hører under særreglerne om børn 

og unge, som behandles i kapitel 11, pkt. 2.2. 

Lovudkastets kapitel 4 med titlen 'Værgens retsstilling' er fælles for alle 

værgemål. Der er ingen særregler om forældre som værger for børn og unge 

udover dem, som findes i lovudkastets kapitel 1, se §§ 2-4, og som skyldes, at 

der for denne gruppe kan være to værger, forældrene, se nedenfor i kapitel 

11, pkt. 2.2. Værgernes opgaver for voksne afhænger afværgemålets omfang, 

der også vil fremgå af beskikkelsen, se tillige nedenfor under pkt. 6. De er 

uafhængige af, om den, der er under værgemål, tillige er uden handleevne, 

hvad enten vedkommende som barn eller ung er det automatisk, jf. udkastets 

§ 1, stk. 2, eller evnen er frataget den voksne, jf. udkastets § 6. Samværgerne, 

jf. udkastets § 7, og værgerne for gifte, der efter udkastets § 25, stk. 1, handler i 

forening med ægtefællerne, er omfattet af nogle af bestemmelserne i udkastets 

kapitel 3, se opregningen i lovudkastets § 33. 

2. Opgaver. 

2.1. Legal repræsentant. 

2.1.1. Ifølge den gældende myndighedslovs § 45 repræsenterer værgen den 

umyndige i økonomiske forhold, udøver den retlige og faktiske bestyrelse af 

den umyndiges formue i det omfang, formuen ikke er i en forvaltningsafdeling, 

forvalter den umyndiges indtægter og indgår kontrakter for denne, idet 

værgen generelt optræder i stedet for den umyndige. § 45 suppleres af de ad- 

-

KAPITEL 8 242 

ministrative regler i værgebekendtgørelsen. Værgens administration er udelukket 

i det omfang, den umyndige selv kan råde, jf. myndighedslovens §§35 

og 38-41. 

Efter myndighedslovens § 55 kan den, der er under lavværgemål, kun råde 

over sin formue og forpligte sig ved retshandler i forbindelse med sin lawærge. 

Dog træffer den lavværgede selv bestemmelse om indgåelse og ophævelse 

af aftaler om tjeneste eller andet personligt arbejde. 

2.1.2. Også under en nyordning er det nødvendigt, at værgen har legal 

hjemmel for at optræde for børn, unge og voksne under værgemål. Udvalget 

foreslår, at der for voksne åbnes mulighed for mere fleksible ordninger, jf. 

herved lovudkastets § 5, stk. 2, samt ovenfor i kapitel 5, pkt. 6. Værgens beføjelser 

under nyordningen er således ikke nødvendigvis altomfattende som 

under den gældende lov, idet de er begrænset til de anliggender, der er omfattet 

af værgemålet, jf. lovudkastets § 5, stk. 3. Stk. 3 omfatter også personlige 

spørgsmål, hvis dette er omfattet afværgemålet for en voksen. Det er ikke 

fundet nødvendigt at nævne dette udtrykkeligt. 

Som det fremgår af det ovenfor i kapitel 5, pkt. 3.5. anførte, foreslår udvalget, 

at lavværgemålet opretholdes under betegnelsen samværgemål, }f. lovudkastets 

§ 7, dog således, at værgen, og den, der er under samværgemål, handler 

i forening i de anliggender, der er opfattet af værgemålet, idet også samværgemålet 

foreslås gjort fleksibelt, jf. lovudkastets § 7, stk. 2 og 3. 

2.1.3. Udvalget har valgt at placere reglerne om værgernes legale legitimation 

centralt i værgemålsloven og i forbindelse med bestemmelserne om foranstaltningerne. 

Der henvises til udkastets § 1 med afgrænsningen af mindreåriggruppen, 

hvor værgens beføjelser er fastlagt i stk. 3, til § 5 om værgemål 

for voksne med stk. 3 om værgens rolle og til § 7, stk. 3, om værgens stilling 

under samværgemål. Udvalget har overvejet at gentage legitimationsbestemmelserne 

som den første paragraf i lovudkastets kapitel 4, men har undladt 

det. En samleregel vil blive kompliceret og dermed belaste regelsættet unødigt, 

ligesom den oplysende effekt forekommer at være begrænset. En henvisning 

i kapitel 4 er heller ikke fundet nødvendigt. 

2.2. Målsætning. 

2.2.1. Efter myndighedslovens § 47 skal værgen, for så vidt den umyndiges 

midler står under hans bestyrelse, på passende måde sørge for deres bevaring 

og frugtbargørelse og deres anvendelse til bedste for den umyndige. Værgen 

skal således efter evne sørge for, at værdier, som ikke administreres i en godkendt 

forvaltningsafdeling, men er under værgebestyrelse, bevares og vedligeholdes. 

I værgebekendtgørelsens § 11 tilføjes, at en forøgelse af den umyndiges 

formue som regel ligger uden for værgens opgave. Bestyrelsen er sale-

243 VÆRGENS RETSSTILLING 

des konservativ med det formål at bevare kapitalen for den umyndige. Om 

formuens forvaltning henvises til lovudkastets kapitel 5 og bemærkningerne 

nedenfor i kapitel 9. 

2.2.2. Udvalget foreslår, at værgemålsloven skal indeholde noget om målsætningen 

for værgernes arbejde som en vejledning for dem og for tilsynsmyndighederne, 

se lovudkastets § 24, stk. 1-3. Reglen har udgangspunktet i 

den gældende § 47. Indledningsvis slås i udkastets § 24, stk. 1, det ret naturlige 

fast, at værgen inden for hvervets omfang skal varetage interesserne for 

den, der er under værgemålet. Det er fundet overflødigt i reglen at gentage 

ordene fra den gældende § 53 om, at værgen skal handle 'med omhu og efter 

bedste evne'. 

Værgens rolle på formueområdet omtales i stk. 2. Princippet om formuens 

bevarelse er søgt nedtonet, se udkastets § 24, stk. 3, 3. pkt. Hvis indtægterne 

ikke er tilstrækkelige, kan også kapitalen anvendes i passende omfang til 

gavn for den, der er under værgemål, herunder til løbende forbrug. I hvilken 

udstrækning, det kan ske, må afhænge af de individuelle forhold, herunder af 

vedkommendes alder og dermed forventede levetid samt formuens størrelse 

og sammensætning. Muligheden for kapitalforbrug er ikke begrænset til 

voksne, noget udvalget har overvejet. Selv om det ikke fremgår direkte af formuleringen 

af 3. pkt., er det imidlertid forudsat, at adgangen fortrinsvis skal 

bruges ved værgemål for voksne, idet det i bestemmelsen nævnes, at der ved 

afgørelsen skal lægges vægt på 'værgemålets karakter'. Hermed er tilkendegivet, 

at hensigtsmæssigheden i at bruge af kapitalen stiger med alderen. For 

børn og unge er det ofte vigtigt at bevare kapitalen intakt. Hertil kommer, at 

forældre som værger har forsørgelsespligt over for deres børn, hvorfor det 

bør have undtagelsens karakter, at der sker forbrug af barnets formue, herunder 

til forsørgelsesformål. Dette fremgår indirekte af den gældende lovs § 7, 

stk. 3, der er gentaget i lovudkastets § 24, stk. 3,2. pkt., og som omtales nedenfor 

under pkt. 4.2. Styringen af kapitalforbrug sker gennem tilsynsmyndighederne, 

idet anvendelse af formue fortsat kræver statsamtets godkendelse, jf. 

lovudkastets § 39, se herom og om godkendelsespraksis nedenfor i kapitel 9, 

pkt. 10. 

Om værgens anvendelse af indtægter, se lovudkastets § 24, stk. 3, 1. og 2. 

pkt., omtalt nedenfor under pkt. 4. 

2.3. Det økonomiske område. 

2.3.1. Omfatter værgemålet økonomiske anliggender, er værgens opgave at 

administrere formuen og bestemme om anvendelse af indtægterne, jf. lovudkastets 

§ 24, stk. 2-3. Værgens økonomiske kompetence QT mere begrænset end 

reglerne i § 1, stk. 3, og § 5, stk. 3, antyder. Navnlig fremgår det af udkastets

KAPITEL 8 244 

§ 35, at formuen som hovedregel bestyres i en forvaltningsafdeling, se nedenfor 

i kapitel 9, pkt. 4.1. Endvidere er der i udkastets § 30 en bemyndigelse til 

at fastsætte administrative regler om godkendelse fra statsamtet til dispositioner 

over indtægten og formuen, se nedenfor i kapitel 10, pkt. 3. Det er 

navnlig over indtægterne, værgen har beføjelser og rådighed, se herom nedenfor 

under pkt. 4. 

I praksis betyder det, at værgen af formueaktiver forvalter fast ejendom, 

indbo og løsøre, fordringer på naturalydelser samt en forretning, der drives 

for den umyndiges regning, se i dag anbringelses- og bestyrelseslovens § 3, 

stk. 2, litra e, og udkastets § 35, stk. 2, nr. 1. Værgen administrerer endvidere i 

dag formuen, hvis den er på under 20.000 kr. Udvalget har peget på muligheden 

for at forhøje denne grænse til 50-75.000 kr., jf. nedenfor i kapitel 9, pkt. 

4.3.4., smh. udkastets § 35, stk. 2, nr. 2. Værgen administrerer desuden arveog 

gavebeløb, som gyldigt er holdt uden for bestyrelse i en forvaltningsafdeling, 

jf. anbringelses- og bestyrelseslovens § 3, stk. 2, litra b og c. Sådanne 

midler kan efter udvalgets forslag fortsat bestyres af værgen, jf. udkastets § 37 

og § 38, se nedenfor i kapitel 9, pkt. 6.4.1 og 7.4.2. Derudover bliver det de 

dagligdags ting som tøjindkøb o.s.v., værgen skal tage sig af i det omfang, 

personen under værgemål ikke får bemyndigelse hertil, se nedenfor under 

pkt. 5. Derudover bliver værgen initiativtager i forhold til forvaltningsafdelingen 

og må forhandle om placering af aktiver m.v. Det samme gælder ved 

store og usædvanlige dispositioner i relation til statsamtet. 

Omfanget af den økonomiske værges opgaver vil således foruden af hvervets 

fastlagte udstrækning, jf. udkastets § 8, jf. § 5, stk. 2, også i vidt omfang 

afhænge af formuens størrelse, og af i hvilke aktiver pengene er placeret. 

Hvervets omfang vil også afhænge af, om der er tale om værgemål for børn 

eller voksne. I førstnævnte tilfælde består opgaven i så vidt muligt at bevare 

formuen intakt til det fyldte 18. år, mens værgen for den voksne under værgemål 

antagelig oftere vil skulle træffe beslutninger for den, der er under værgemål, 

idet det her er tanken, at den pågældende skal have nytte af kapitalen, 

og således, afhængigt af de konkrete forhold, kunne bruge af den. Se tillige 

ovenfor under pkt. 2.2.2. 

2.3.2. De faste værger i København har i en redegørelse til udvalget oplyst, 

at der er mange enkeltstående opgaver, der skal løses ved iværksættelsen af et 

værgemål og straks efter værgebeskikkelse. Er værgen professionel eller uden 

forudgående forbindelse med den, der er sat under værgemål, må der søges 

skabt personlig kontakt med denne, dog meget afhængigt af vedkommendes 

helbredstilstand. Der kan også være behov for drøftelser med den nærmeste 

familie. Der må foretages en gennemgang af formue- og indkomstforholdene, 

herunder skaffes oplysninger fra skattemyndighederne. Der må forespør-


ges om bankboks, bankkonti skal ophæves, eventuelt må der ske mortifikation 

af bankbøger, og depotmeddelelser må gennemgås, hvorefter aktiverne 

skal anbringes efter de gældende regler i forvaltningsafdelingen, måske efter 

en omlægning af værdipapirbeholdningen. Tidligere års skatteforhold må 

gennemgås og kontrolleres. Der skal meddeles adresseændringer på indbetalinger 

og opkrævninger samt etableres eller ophæves betalingsservice. Værdifuldt 

indbo og andet kostbart løsøre må registreres og vurderes. Ved flytning 

til plejehjem må der søges om tilladelse i statsamtet til at opsige lejemål, 

til at sælge ejer- eller andelsbolig samt til at disponere over indboet. I denne 

forbindelse skal der tages stilling til eventuel ophævelse af avis- og telefonabonnement, 

radio- og TV-licens m.m. Yderligere må forsikringsforhold 

gennemgås med henblik på nytegning eller ophævelse af forsikringer. Er der 

et meget stort bohave, og er der hverken familie eller venner, der kan bistå 

ved tømning af et stort hus, kan det være nødvendigt nøje at gennemgå dokumenter, 

papirer m.v. I denne første fase af værgemålet kan de nævnte opgavers 

omfang variere meget. Hertil kommer specielle opgaver som vurdering 

af gældsforpligtelser for f.eks. tidligere selvstændige erhvervsdrivende og 

gennemgang af løbende kontrakter. 

2.3.3. Den løbende administration af et værgemål består typisk i kontrol 

med indtægter og udgifter, herunder betaling afregninger. Der skal aflægges 

værgemålsregnskab, ligesom selvangivelse skal udarbejdes eller kontrolleres. 

Formue skal genplaceres, og der skal indgives ansøgning om frigivelse af 

formue til konkrete formål. Værgen skal repræsentere den, der er under værgemål, 

som arving under dødsboskifte. Den personlige kontakt i øvrigt til 

den, der er under værgemål, familie og pårørende samt plejepersonale varierer 

meget, afhængig af den pågældendes behov. 

2.3.4. Ved værgemålets ophør, typisk ved dødsfald, bortfalder værgens legitimation. 

Der er dog ofte spørgsmål at tage stilling til i forbindelse med begravelse 

eller bisættelse, hvis der savnes pårørende. Der skal aflægges regnskab 

over for dødsboet. 

2.3.5. Om værgens opgaver i svensk ret se nedenfor under pkt. 10.2.2. 

2.4. Økonomiske enkeltområder. 

Værgens rolle og retsstillingen på enkelte områder skal omtales. 

2.4.1. Udvalget skal pege på muligheden for, at den svage selv tager stilling 

til sine forhold, f.eks. ved at udstede fuldmagt, eventuelt en generalfuldmagt, 

se ovenfor i kapitel 1, pkt. 2., og kapitel 5, pkt. 3.6. og 5.2.3. Sådanne fuldmagter 

taber ikke deres virkning, fordi fuldmagtsgiveren senere måtte miste evnen 

til at varetage sine anliggender. Det kan trods fuldmagten vise sig nødvendigt 

at skride til værgemål. Blandt de nærmeste kan der være utilfredshed

KAPITEL 8 246 

med den måde, hvorpå den generalbefuldmægtigede varetager sit hverv, et 

krav om en anden som værge eller et ønske om, at værgemålstilsynet m.v. 

skal træde i funktion. Årsagen kan også være behovet for en repræsentant på 

det personlige område, hvor generalfuldmagten i den gængse ordlyd ikke 

gælder, og hvor mulige specialformuleringers rækkevidde er tvivlsom. Den 

befuldmægtigede kan også føle, at forholdene er blevet så ændrede, at der 

bør søges gennemført en værgemålssag og udpeges en værge under de nødvendige 

retssikkerhedsgarantier. Under anvendelsen af fuldmagten kan fuldmægtigen 

blive mødt med skepsis, navnlig hvis der er gået mange år siden 

udstedelsen, eller hvis den, der får fuldmagten præsenteret, er klar over, at 

fuldmagtsgiverens forhold er ændrede. 

Efter iværksættelsen af et værgemål kan det være, at den befuldmægtigede 

bliver værge. Fuldmagten viger da for værgereglerne. 

Bliver en anden værge, bevarer fuldmagten sin gyldighed uanset værgemålet, 

medmindre der tillige sker handleevnefratagelse efter udkastets § 6, så 

vedkommende bliver umyndig, jf. § 6, stk. 2, jf. aftalelovens § 22.1 praksis vil 

der således kunne forekomme situationer, hvor både værgen, fuldmagtsgiveren 

og fuldmægtigen, hvis der er tale om et § 5-værgemål, har kompetence på 

det samme område, herunder at de eventuelt foretager kolliderende retshandler. 

Retsstillingen bliver i så fald den samme som omtalt nedenfor under 

pkt. 2.4.2. Værgen kan for at undgå dette - på samme måde som fuldmagtsgiver 

- selv tilbagekalde fuldmagten, herunder en generalfuldmagt. Dette må 

gælde, selv om der ikke er sket handleevnefratagelse. Udsteder den, der er 

under værgemål, nye fuldmagter, må værgen også kunne tilbagekalde dem. 

Forudsætningen er, at fuldmagten vedrører et område, hvor værgen har kompetence. 

Er dette ikke tilfældet, f.eks. fordi værgemålet er begrænset, bevarer 

fuldmagten sin gyldighed helt eller delvis ved siden af værgemålet. 

Fuldmagter, som værgen må overveje at tilbagekalde, vil sjældent være uigenkaldelige, 

herunder fordi det antages, at generalfuldmagter ikke kan klausuleres 

således. Skulle der være en uigenkaldelig fuldmagt, kan denne kun 

ophæves ved en handleevnefratagelse, så fuldmagtsgiveren erklæres umyndig, 

jf. aftalelovens § 22. Se om uigenkaldelighed og § 22 ovenfor i kapitel 1, 

pkt. 2.1. 

2.4.2. Et andet spørgsmål, udvalget har måttet drøfte, er de såkaldte kolliderende 

retshandler. Dobbelte eller sammenfaldende aftaler kan bl.a. forekomme, 

hvis både værgen og personen under værgemål handler på samme 

område, hvilket kan lade sig gøre ved værgemål uden handleevnefratagelse, 

jf. udkastets § 5, og ved samværgemål, jf. § 7, se ovenfor i kapitel 5, pkt. 3.1. og 

3.5.3. 

Situationen vil antagelig ikke forekomme særligt hyppigt. Den, der kom-


mer under værgemål, er typisk så passiv, at der ikke er nogen risiko for, at 

denne indgår økonomiske aftaler, se også ovenfor i kapitel 5, pkt. 2. Forstår 

vedkommende, hvad en økonomisk disposition indebærer, er der efter 

udkastets § 26 sikret denne medindflydelse på området, se nedenfor under 

pkt 3. Er der risiko for uhensigtsmæssige dispositioner eller utilbørlig påvirkning 

udefra, bør det overvejes at supplere værgemålet med handleevnefratagelse, 

jf. udkastets § 9, jf. § 6, og så opstår kollisionsspørgsmålet ikke. 

Under en retssag, der på denne måde skal hindre dobbeltdispositioner, kan 

der afsiges kendelse om foreløbig handleevnefratagelse efter udkastets § 21, 

stk. 1,2. pkt., jf. retsplejelovsudkastets § 464,2. pkt. Det vil f.eks. kunne komme 

på tale, hvis den, der er under værgemål, sælger fast ejendom eller forærer 

værdifuldt løsøre væk. Skulle personer under værgemål uden handleevnefratagelse 

på egen hånd indgå aftaler, kan disse eventuelt rammes af ugyldighedsreglen 

i udkastets § 46, se herom nedenfor i kapitel 12, pkt. 4.3.2. 

Spørgsmålet om kolliderende retshandler opstår kun, hvis personen under 

værgemål på egen hånd og værgen, vel især tidsmæssigt nært sammenfaldende, 

foretager dispositioner på samme område, f.eks. sælger samme aktiv, så 

der foreligger dobbeltsalg, eller begge pantsætter det. I analogi med forholet 

mellem en fuldmagtsgiver og en fuldmægtig må begge dispositioner anses 

som truffet af personen under værgemål 1 ). I forhold til medkontrahenterne 

vil det således afhænge af det konkrete retsforhold, hvem der vinder ret, herunder 

af om de fornødne sikringsakter m.v. er foretaget. Den omstændighed, 

at tredjemand kender værgemålet, medfører ikke i sig selv ugyldighed af de 

aftaler, denne træffer med personen under værgemål, smh. lovudkastets § 46. 

Normalt vil den ældste af dispositionerne således have fortrinsret, når begge 

medkontrahenter er i god tro. 

2.4.3. Udvalget har overvejet, om der bør gives værgen beføjelser på testamentsområdet. 

I dag afskæres muligheden for at oprette testamente, hvis den pågældende 

har mistet eller mangler evnen til at handle fornuftmæssigt, jf. arvelovens 

§51. Værgen kan, selv om der er sket umyndiggørelse, ikke oprette testamente 

på vedkommendes vegne. 

Er der ikke legale arvinger, tilfalder afdødes ejendele staten, jf. arvelovens 

§71. Justitsministeriet kan imidlertid efter stk. 2 undlade at anfægte et testamente, 

der må antages at være udtryk for afdødes sidste vilje, og kan under 

særlige omstændigheder afstå arven. Der kan herved tages hensyn til skriftlige 

tilkendegivelser eller mundtlige udtalelser fra afdøde 2 ). 

') Myndighedslovskommentaren,bind l,s. 154. 

2 ) LyngeAndersenm.fi.: Umyndiges Formue, 1988, s. 121.

KAPITEL 8 248 

Udvalget har ikke fundet anledning til at foreslå retstilstanden ændret. 

Uden testamente gælder de legale arveregler, og et ældre testamente må bestå. 

Der skønnes ikke at være noget reelt og anerkendelsesværdigt behov for 

en testamentsmulighed for værgen. En kompetence kunne føre til misbrug og 

konflikter mellem arvinger og forsøg på påvirkning af værgen, der ofte i kraft 

af slægtskab vil være blandt dem, der berøres af dispositionen. 

2.5. Personlige værgemål. 

For børn og unge er det ikke så vigtigt at trække en grænse mellem økonomiske 

og personlige spørgsmål. Forældrene er både indehavere af forældremyndigheden 

og værgemålet. Derimod kan det være nødvendigt for voksne 

under personligt værgemål. Som nævnt ovenfor i kapitel 5, pkt. 5.3., om behovsvurderingen 

kan det være vanskeligt at vurdere værgens opgaver \ tå. det 

personlige værgemål. De vil formentlig afhænge af formålet med beskikkelsen, 

herunder om den i realiteten alene sker med henblik på en enkeltstående 

disposition, eller om der er et permanent behov for stillingtagen til personlige 

anliggender. Opgaverne vil sikkert også i praksis afhænge af værgens forudgående 

forbindelse med vedkommende. Værgen skal navnlig træde til ved 

ekstraordinære ændringer, typisk ved flytning til plejehjem eller anden institution. 

Om en institution vil spørge værgen ved vigtigere dispositioner, afhænger 

af værgens tilknytning til den pågældende person og institutionens 

tradition samt ikke mindst af, hvordan teori og praksis omkring de personlige 

værgemål udvikler sig. Er der undtagelsesvis tale om mere professionelle 

værger, kan det ikke forventes, at de hyppigt opsøger institutionen for at danne 

sig et personligt indtryk af vedkommende. Derfor vil det være et særsyn, 

hvis en sådan personlig værge går ind i dagligdagens beslutninger. 

Om kolliderende beslutninger på det personlige område og om overvejelser 

om fratagelse af rådighed over personlige forhold henvises til kapitel 5, 

pkt. 3.4., samt til et mindretals forslag til en bestemmelse herom som lovudkastets 

§ 6 a. 

3. Medindflydelse. 

3.1. Efter den gældende myndighedslov § 50 skal værgen i vigtige anliggender 

så vidt muligt indhente erklæring fra den umyndige, hvis denne er fyldt 15 år. 

Har den umyndige en ægtefælle, med hvem denne samlever, skal der tillige 

foreligge erklæring fra denne. Erklæring kan ikke kræves, hvis den umyndige 

er ude af stand til at handle fornuftmæssigt på det område, sagen drejer sig 

om. Den pågældende skal således have forståelse for sagen. Ved dispositio-


ner, som statsamtet skal godkende, påses i almindelighed, om erklæring foreligger. 

Undladelse af at indhente erklæring medfører næppe nogensinde den 

pågældende foranstaltnings ugyldighed 3 ). Værgen er heller ikke forpligtet til 

at rette sig efter den umyndiges mening. Grovere eller gentagne forsømmelser 

kan dog medføre fratagelse af værgemålet. 

3.2. Spørgsmålet om, hvorvidt den, dispositionen angår, skal deltage i værgens 

afgørelser, har været både enkelt og kompliceret for udvalget. Nedadtil 

afgrænses området herfor af de dispositioner, personer under værgemål kan 

foretage på egen hånd. Navnlig for børn og unge har der været bestræbelser 

på at udtynde virkningerne af umyndigheden med årene, f.eks. for så vidt 

angår brug af selverhverv, se herom lovudkastets § 42. 

For voksne afhænger medindflydelsesmuligheden i høj grad af de fremtidige 

værgeordninger. Med flere valgmuligheder og dermed mere individuelle 

løsninger mindskes behovet for en generel regel. Samværgemålene må antages 

normalt at blive anvendt, hvis den pågældende selv er i stand til at tage 

stilling og dermed være medbestemmende. De, der kommer under værgemål 

efter udkastets § 5, vil som regel ikke være i stand til på fornuftig måde at 

medvirke. Nogle vil der dog være. Det gælder navnlig dem, der får en værge 

efter egen anmodning, fordi de med retsvirkningerne foretrækker dette fremfor 

samværgemål, se ovenfor i kapitel 5, pkt. 4.3. En gruppe blandt dem, der 

må under værgemål, ikke mindst med henblik på handleevnefratagelse, jf. 

lovudkastets § 6, vil også ofte kunne have en rimelig og begrundet mening om 

mange spørgsmål, herunder enkle og let overskuelige, men samtidig vigtige 

spørgsmål. Udvalget har ikke kunnet gå ind for en svensk tanke om, at medindflydelsen 

i princippet skal have form af et krav om samtykke. Det skyldes 

navnlig den særlige danske samværgemålsordning, jf. udkastets § 7, som må 

antages på relevant måde at dække dette behov. 

Udvalget har valgt i en af de første regler i kapitel 4 om værgens stilling, 

nemlig i § 26, at give udtryk for, at den, der er under værgemål, er hovedpersonen. 

Denne bør ikke skubbes til side, men tværtimod inddrages i beslutningsprocessen 

i videst muligt omfang under de givne forhold. Dette er også vigtigt 

for den pågældendes selvfølelse. Kontakten mellem værgen og vedkommende 

vil i første række afhænge af hovedpersonens situation og tilstand. 

Den dårligste gruppe under værgemål, se herom ovenfor i kapitel 5, pkt. 2, 

nytter det ikke noget at inddrage. 

3.2.2. Udvalget har drøftet, hvor langtrækkende værgens pligt til at drøfte 

anliggender skal være. Som nævnt er det afgørende i den nugældende § 50, 

om anliggendet er vigtigt. 

3 ) Myndighedslovskommentaren, bind l,s. 131 med henvisninger.

KAPITEL 8 250 

Et mindretal (Kirsten Kronborg og Perch Nielsen) finder, at værgen som 

udgangspunkt skal være forpligtet til at spørge i alle anliggender omfattet af 

værgemålet. 

Efter mindretallets opfattelse er det væsentligt, at dette helt selvfølgelige 

udgangspunkt fastholdes så langt som muligt, og mindretallet er betænkelig 

ved en ordning, hvorefter medindflydelse beror på værgens skøn over 'vigtigheden' 

af anliggendet. 

Også mindreårige under 15 år kan have en velbegrundet mening om økonomiske 

og personlige forhold, og for denne gruppe er det særligt betydningsfuldt, 

at de trænes i at overveje rækkevidden af handlinger, som de i 

løbet af en kortere årrække selv skal have ansvaret for. Denne oplæring sker 

bedst ved, at de tages med på råd så tidligt som muligt. Afgrænsningen af de 

anliggender, som mindreårige kan sætte sig ind i, er flydende, og det er derfor 

ikke heldigt med en skarp aldersgrænse. 

Reglen om medindflydelse har tillige særlig betydning for de psykiske udviklingshæmmede. 

Det er af væsentlig pædagogisk betydning for denne 

gruppe, at de i videst muligt omfang inddrages i beslutningerne, også selv om 

disse isoleret betragtet er rutineprægede, dagligdags eller mindre vigtige - 

efter værgens opfattelse. 

Mindretallet minder om, at der alene er tale om at pålægge værgen en pligt 

til at drøfte sagerne med den, hvis interesse skal varetages. Samtykke kræves 

ikke, og tilsidesættelse af reglen om medindflydelse vil kun i grove og gentagne 

tilfælde kunne sanktioneres ved fratagelse afværgemålet. Reglen er således 

først og fremmest en vejledning for værgerne. 

Mindretallet er selvfølgelig klar over, at der er tilfælde, hvor det ikke har 

fornuftig mening at pålægge værgen en pligt til at spørge. Det gælder over for 

de helt unge og for de meget svækkede. Disse situationer er omfattet af sidste 

punktum i mindretallets forslag til § 26, stk. 1. 

Et flertal i udvalget (de øvrige medlemmer af udvalget) finder, at den nugældende 

retstilstand i nogen grad bør videreføres, så værgen skal spørge i 

vigtigere anliggender, der må antages at være af betydning for den, der er 

under værgemål. En vis udvidelse af medindflydelsesområdet er der således 

tale om. På den anden side vil det være for upraktisk og byrdefuldt, hvis værgen 

altid skal spørge, herunder når det drejer sig om dagligdags, rutinemæssige 

eller sædvanlige dispositioner. Det har ingen rigtig mening at skulle forhøre 

sig hver gang en stadigt tilbagevendende udgift, f.eks. den månedlige 

husleje, skal betales. Ved en større formuemasse med mange værdipapirer 

kan det ikke være nødvendigt at spørge ved rutinemæssige gen- eller omplaceringer, 

når principper og hovedlinjer har været drøftet. Ejer den, der er under 

værgemål, en udlejningsejendom, kan det heller ikke være nødvendigt


med kontakt, hver gang der skal tilkaldes en håndværker. Navnlig hvis værgen 

er professionel, vil en videre udstrækning af pligten til at orientere sig 

hos den, der er under værgemål, være uoverkommelig. Det må også indgå i 

vurderingen, at sanktionerne over for den værge, der tilsidesætter forskrifter 

om medindflydelse, som nævnt nedenfor under pkt. 3.5. er begrænsede. 

3.2.3. Medindflydelsesreglen har ikke mindst betydning for unge. Den 

kunne derfor overvejes placeret systematisk i lovudkastets kapitel 1. Som en 

generel begrænsning i værgens dispositionsmuligheder er det imidlertid som 

nævnt fundet naturligere at have reglen i kapitel 4. Udvalget har strejfet tanken 

om en nedsættelse af 15-års aldersgrænsen, men har ikke fundet det muligt 

uden dybere og bredere overvejelser om unges retsstilling. Aldersgrænsen 

er ikke absolut. Som et led i forældrenes opdragelse forekommer det na- • 

turligt, at også børn under 15 efterhånden medinddrages i økonomiske beslutninger, 

alt afhængig af barnets udvikling og modenhed samt hvad det er, 

der skal tages stilling til. 

Ved værgemål for voksne har lovudkastets § 26 om medindflydelse ofte ingen 

mening. I flertallet af tilfælde vil den, der er under værgemål, være i en 

sådan tilstand, at det ikke nytter noget at spørge om opståede problemer. Om 

det er muligt, vil i visse sager afhænge af problemets karakter. Værgen må 

udøve et skøn, men de manglende muligheder vil ofte fremgå af beviserne 

under værgemålssagen, navnlig aflægeerklæringer. I både flertallets og mindretallets 

formulering af udkastets § 26 er princippet udtrykt ved, at værgen 

kan undlade at spørge, hvis den pågældende 'ikke forstår sagens betydning'. 

3.2.4.1 § 26 er der i begge varianter endnu en begrænsning, nemlig at værgen 

kan lade være med at spørge, hvis 'dette ikke kan ske uden betydelig vanskelighed. 

Disse kan vel navnlig bestå i måden, det er nødvendigt at kommunikere 

med den pågældende på, f.eks. hvis den, der er under værgemål, ikke 

kan skrive og tale, eller afstanden er så stor, at en dybere redegørelse og en 

dialog i det konkrete tilfælde vil være særlig vanskelig. Undtagelsen er relativ. 

Ved indgribende beslutninger må værgen gøre mere for at overvinde vanskelighederne 

end ved mere rutinemæssigt opståede problemer. 

3.3. For så vidt angår unge gælder reglen ikke ved personlige spørgsmål. 

Bestemmelsen har ikke nogen egentlig parallel i forældremyndighedskapitlet, 

bortset fra den gældende myndighedslovs § 26 om en samtale, hvis forældrene 

er uenige om forældremyndighed eller samværsret. Arbejdsgruppen, 

der udformede reglerne fandt, at en eventuel regulering af medbestemmelsesretten 

primært må ske ved særlige lovregler inden for de enkelte områder. 

Man afstod fra at foreslå en mere generel regel i myndighedsloven, idet en

• 

KAPITEL 8 252 

sådan regel primært ville være holdningspåvirkende, og idet det ville ære 

vanskeligt at sikre, at en eventuel regel blev overholdt, ligesom overtrædelse 

måtte være usanktioneret 4 ). 

Værger for voksne kan også have opgaver vedrørende personlige spørgsmål. 

Udkastets § 26 gælder også her og kan have mere mening. Vigtigere beslutninger 

om bolig- eller helbredsmæssige forhold vil ofte være noget en ældre 

eller svagelig lettere kan have en opfattelse af end af et måske kompliceret 

økonomisk anliggende. 

3.4.1 lovudkastets § 26, stk. 2, findes en regel om ægtefællers medindflydelse, 

når den, der er under værgemål, er gift. Reglens område er stærkt begrænset. 

Unge, der har indgået ægteskab, er ifølge udkastets § 1, stk. 1, ikke under 

•værgemål, se nedenfor i kapitel 11, pkt. 5. Hvis en anden end ægtefællen er 

beskikket som værge for en voksen, er der efter udkastets § 25, stk. 1, normalt 

samråden med ægtefællen om bodelen tilhørende den, der er under værgemål, 

se ovenfor under kapitel 7, pkt. 5, hvor betydningen af § 26, stk. 2, gennemgås. 

3.5. Reglen om, at der skal spørges, er som den tilsvarende gældende bestemmelse 

rettet til værgen, hvilket den systematiske placering i kapitel 4 og 

ikke i kapitel 6 da også viser. Forsømmelse af at få afklaret, hvad den, der er 

under værgemål, mener om en konkret disposition har ikke virkning udadtil. 

Navnlig kan det ikke bevirke, at en aftale tilsidesættes. Den, der er under 

værgemål, kan, hvis værgen ikke sørger for at indhente erklæring, klage til 

tilsynsmyndigheden, der i givet fald kan give pålæg, se i kapitel 10, pkt. 4, 

samt ved grovere eller gentagne forsømmelser fratage værgen værgemålet, jf. 

udkastets § 12, stk. 1. 

4. lndtægtsanv endelse. 

4.1. Personer under værgemål har i dag flere og større indtægter end tidligere. 

Børn og unge får bidrag, hvis deres forældre lever adskilt, og pensionsydelser, 

hvis den ene af dem er død. For voksne kan indtægterne være fra det 

offentlige i form af førtids- eller folkepension. Der kan være pensioner i kraft 

af et tidligere ansættelsesforhold eller forsikringsydelser. Også under institutionsophold 

udbetales der beløb til personlige fornødenheder. Indtægterne 

udgør værgernes væsentligste råderum. Der findes ikke i den gældende myndighedslov 

udtrykkelige forskrifter herom, men retsstillingen kan udledes af 

værgebekendtgørelsen. Af hensyn til kontrollen er der ordninger, hvorefter 

Civilretsdirektoratet underrettes om større løbende udbetalinger af pensio- 

4 ) Betænkning om forældremyndighed og samværsret (nr. 985/1983), s. 50-54, navnlig s. 53.

• 


ner fra livsforsikringsselskaber og en række pensionskasser, se herom nedenfor 

i kapitel 9, pkt. 3.3.1. 

Om renter og udbytte af kapital gælder ifølge bestyrelsesbekendtgørelsens 

§ 19, at forfaldne renter efter anmodning udbetales til værgen af forvaltningsafdelingen. 

Ikke udbetalte renter oplægges som kapital. Forvaltningsafdelingen 

kan ifølge § 19, stk. 2, bestemme, at renter kun delvis kan udbetales, hvis 

den umyndiges samlede indtægter må antages åbenbart at overstige, hvad 

der er nødvendigt til dækning af den umyndiges fornødenheder. Afdelingen 

kan bestemme, at værgen skal forelægge et budget over indtægtsforbruget. 

Værgens regnskabsaflæggelse omfatter ifølge værgebekendtgørelsens § 25 

især anvendelsen af den umyndiges indtægter. Forældre, der har umyndige 

børn boende, behøver ikke at indsende regnskab, når børnenes indtægter ikke 

overstiger 36.000 kr. årligt, jf. § 25, stk. 3, 2. pkt. 

4.2. For børn og unge får spørgsmålet om anvendelsen af indtægterne et 

særligt perspektiv på grund af reglen i forældremyndighedskapitlet i den 

gældende myndighedslov, § 7, stk. 3 : 

'Stk. 3. Forældrene kan anvende barnets indtægter til dets underhold i 

passende omfang og under hensyntagen til deres og barnets stilling'. 

Ifølge forarbejderne indebærer reglen, at forældrene får en videregående ret 

til at råde over barnets indtægter. Der bør vises en vis rummelighed, så der 

gså kan tages hensyn til, at barnets opdragelse og uddannelse i overensstemmelse 

med dets egne økonomiske kår kan indebære visse forøgede udgifter 

for forældrene, f.eks. til bolig og daglige fornødenheder 5 ). Har forældrene 

selv indtægter nok, kan de ikke anvende barnets indtægter til deres egne fornødenheder. 

Bestemmelsen åbner således en vis, omend begrænset, mulighed 

for, at barnets indtægter kan forbedre familiens almindelige levevilkår 6 ). 

Reglen gælder kun forældre og indebærer en begrænsning af deres forsørgelsespligt 

over for barnet. Reglen står i lovens kapitel 2 om forældremyndighed. 

Arbejdsgruppen om forældremyndighed fandt, at bestemmelsen i forbindelse 

med en revision af børnelovens kapitel 2 om barnets forsørgelse 

burde overføres dertil 7 ). 

4.3. Som det fremgår af det anførte, er det værgen, der råder over indtægterne 

mzå de begrænsninger, der opstilles i form af krav om godkendelse til visse 

typer dispositioner, og med den kontrol tilsynets revision af værgemålsregnskaberne 

indebærer. Efter udvalgets opfattelse bør dette udgangspunkt 

5 ) Betænkning 1921, s. 44-45. 

6 ) Myndighedslovskommentaren, bind 2, s. 39-40. 

7 ) Betænkning om forældremyndighed og samværsret (nr. 985/1983), s. 62.

KAPITEL 8 254 

om værgens frie rådighed over indtægterne til gavn for den, der er under værgemål, 

bevares. Samfundet bør som hovedregel kun gribe ind i tilfælde af 

misbrug, eller hvis indtægterne er så store, at de ikke med rimelighed kan 

forbruges til varetagelse af den pågældendes interesser, men i en vis udstrækning 

må lægges til kapitalen, samt ved visse særlige typer af forbrug, vel i 

særlig grad hvis der ydes gaver til andre. Dette må gælde, uanset hvorfra indtægterne 

stammer, om det er pensionsbeløb, bidrag eller renter og udbytte af 

kapital. 

I det foregående er der ikke tænkt på det, unge mennesker tjener ved selverhverv, 

og som de selv kan disponere over, se udkastets § 42, stk. 1, nr. 1. 

Det kan være ved bijobs på tankstationer, i kiosker eller lignende i deres fritid. 

Indtægterne kan beløbe sig til ganske meget. De unge er imidlertid begrænset 

i deres udfoldelsesmuligheder, idet de efter loven ikke kan foretage 

kreditkøb på egen hånd. I praksis sker dette dog nok alligevel i nogen udstrækning. 

Udvalget har fundet det hensigtsmæssigt i loven at udforme en særlig regel 

om værgens forhold til indtægterne, se udkastets § 24, stk. 3,1. pkt. Efter bestemmelsen 

skal værgen sørge for, at indtægterne anvendes til gavn for den, 

der er under værgemål. Heri ligger ikke blot, at værgen skal sørge for, at den, 

der er under værgemål, får dækket sine fornødenheder ved, at indtægterne i 

nødvendigt omfang anvendes hertil, men også en censurbeføjelse, således at 

indtægterne bliver anvendt på en nyttig måde. 

For mindreårige har indtægtsreglen en anden betydning, når der er tale om 

forældre som værger for deres børn. Forældrene har forsørgelsespligt, jf. børnelovens 

§ 13, og de har derfor som udgangspunkt pligt til at betale for barnets 

daglige fornødenheder, jf. også den gældende myndighedslovs § 7, stk. 

3, gengivet og omtalt ovenfor under pkt. 4.2. Udvalget har på ny overvejet 

placeringen af denne vigtige bestemmelse. Reglen er som nævnt ovenfor en 

forældreregel, der har betydning for forståelsen af forsørgelsespligten, og det 

kan derfor anføres, at den ikke hører hjemme i en værgemålslov. Da forældrene 

så godt som altid også er værger for den mindreårige, har udvalget af 

oplysningsmæssige grunde valgt at gentage reglen i værgemålslovudkastet. 

Udvalgets nye lovsystematik, som omtales nedenfor i kapitel 15, pkt. 2.1., indebærer, 

at reglen vil indgå i loven om forældremyndighed og samværsret 

som § 2, stk. 3, se udkastet til denne lov ovenfor. Nogen ændring på området 

er ikke tilsigtet. 

5. Overladelse til egen rådighed. 

5.1. Ifølge den norske vergemålslovs § 45 kan værgen lade den umyndige få

• . " • • . ' ' . 


midler til egen rådighed i den udstrækning, han finder det forsvarligt at lade 

den umyndige selv sørge for sine behov. 

5.2. Udvalget foreslår en tilsvarende bestemmelse indsat i værgemålsloven, 

jf. udkastets § 24, stk. 4. Reglen vil især få betydning for unge og for den gruppe 

under værgemål, der er rimeligt velfungerende, f.eks. psykisk udviklingshæmmede, 

der lever i bofællesskab, I bofællesskaber administrerer beboerne 

selv deres pension og eventuelt andre mindre indtægter sammen med personale 

med tilknytning til bofællesskabet. Husholdningen er man fælles om, 

udflugter og andre fornøjelser planlægges sammen. Det er derfor nødvendigt, 

at også de beboere, der måske på grund af en mindre formue er under 

værgemål, ikke hæmmes af en restriktiv værge, men som de øvrige beboere 

har midler til rådighed til det daglige forbrug. Administration af egne midler 

er også en del af den pædagogiske proces i bofællesskaber. Reglen indebærer, 

at værgen kan bemyndige den, der er under værgemål, til på egen hånd at 

varetage sine anliggender og at overlade denne de nødvendige midler hertil, 

og at værgen ikke skal aflægge regnskab for anvendelsen af disse midler. Kun 

i situationer hvor det viser sig, at midlerne ikke kommer den, der er under 

værgemål, tilgode eller administreres uforsvarligt, bør værgen gribe ind i den 

daglige administration. § 24, stk. 4, suppleres af § 42, stk. 1, nr. 3, i kapitel 6 

om umyndiges retsstilling med en hjemmel for den umyndiges råden over de 

overladte penge. 

Undlader værgen at imødekomme en rimelig anmodning efter stk. 4, hvadenten 

det sker chikanøst eller blot som ren passivitet, kan der klages over 

værgens undladelse til statsamtet med henblik på at få værgen pålagt at gøre 

noget, se nedenfor i kapitel 10, pkt. 4. Andre alternativer kan være at søge 

værgemålet begrænset, så en del af indtægterne i medfør af udkastets § 5, stk. 

2, holdes uden for, eller at beskikke en anden som værge. 

6. Overskridelse af beføjelser. 

6.1. Den gældende myndighedslov indeholder intet om, hvad der gælder, 

hvis værgen overskrider sin legitimation eller bemyndigelse til at handle på 

den umyndiges vegne, f.eks. ved at handle uden for de begrænsninger, der 

måtte være gjort i værgemålet og dermed i beskikkelsen og hvervet, eller ved 

at indgå en aftale, hvortil statsamtets samtykke burde være indhentet. Efter 

værgebekendtgørelsens § 18 er statsamtets samtykke nødvendig til enhver 

disposition udover, hvad der hører med til sædvanlig bestyrelse af den af 

værgen bestyrede formue. I værgebekendtgørelsens §§ 13-17 opregnes en 

række tilfælde, hvor statsamtets samtykke skal indhentes til dispositionen. 

Godkendelsesproblematikken behandles nedenfor i kapitel 10, pkt. 3. 

KAPITEL 8 256 

Hvis værgen undlader at indhente statsamtets godkendelse af en disposition, 

som efter sin art kræver godkendelse, savner værgen almindelig kompetence 

til den pågældende disposition. Såfremt værgen handler i strid med en 

af statsamtet tilkendegivet særlig forskrift vedrørende en disposition, som ikke 

allerede efter sin art kræver statsamtets godkendelse, eller han undlader at 

foranledige beskikket en værge ad hoc i et tilfælde, hvor hans interesser kan 

omme i strid med en umyndiges, jf. værgebekendtgørelsens § 5, savner værgen 

speciel kompetence 8 ). 

Har værgen indgået en aftale på den umyndiges vegne i tilfælde, hvor 

statsamtets godkendelse burde have været indhentet, eller nægter statsamtet 

efterfølgende at godkende aftalen, er virkningen, at aftalen er ugyldig, som 

om den var indgået af den mindreårige selv, uanset hvilke aktiver dispositionen 

vedrører. Drejer det sig f.eks. om køb af en fast ejendom, er godkendelse 

efter værgebekendtgørelsens § 13, stk. 1, altid nødvendig. En sådan aftale bliver 

derfor først gyldig, når tilsynsmyndighedens godkendelse foreligger, og 

så selv om medkontrahenten på grund af ukendskab til værgebekendtgørelsens 

regler troede, at værgen kunne disponere alene 9 ). Der vil i denne situation 

efter omstændighederne kunne blive tale om et erstatningsansvar for 

værgen, hvis denne har vildledt medkontrahenten. 

Hovedreglen modificeres dog af pengereglen samt reglerne om eksstinktion 

af rettigheder 10 ). Opgøret mellem den umyndige og medkontrahenten 

må da i givet fald ske efter reglerne i den gældende myndighedslovs § 44. 

Har værgen overtrådt sin specielle kompetence, vil medkontrahenten ofte 

ikke have nogen mulighed for at vide, at der forelå en kompetenceoverskridelse. 

Værgen kan således have fået et pålæg fra tilsynsmyndigheden, som 

han tilsidesætter, eller hans adgang til at disponere kan afhænge af et særligt 

kendskab til den mindreåriges forhold, som ikke foreligger oplyst for medkontrahenten. 

Det må derfor formentlig antages, at den umyndige bliver 

bundet over for medkontrahenten, hvis denne er i god tro med hensyn til 

værgens mangel på speciel kompetence. Den umyndige vil herefter kunne 

kræve sit tab dækket af værgen, jf. den gældende myndighedslovs § 53 og 

nedenfor under pkt. 7.2. 

6.2. Spørgsmålet om, hvad der gælder, når værgen overskrider sine beføjelser, 

er ikke i dag reguleret i myndighedsloven, men er navnlig behandlet i teorien. 

En nedfældet regel synes ikke at være savnet, og den vil være vanskelig 

at udforme. Problemet synes hidtil at have været af begrænset betydning, 

men vil fremtidig få en anden karakter, også fordi værgemål efter § 5 og sam- 

*) Lynge Andersen m.fl. : Umyndiges formue, 1988, s. 118-19. 

') Finn Taksøe-Jensen og Jesper Vorstrup Rasmussen : Familieretten, 1990, s. 231. 

l0 ) Lynge Andersen m.fl. : Umyndiges Formue, 1988, s. 121.


værgemål efter § 7 ikke offentliggøres, og fordi kun den, der er frataget handleevnen 

efter § 6, er omfattet af lovudkastets §§ 44-45. Med muligheden for 

begrænsede og individuelle værgemålsordninger kan det ikke udelukkes, at 

der i fremtiden vil opstå flere kompetenceoverskridelser. 

Udvalget har også på denne baggrund overvejet at optage en udtrykkelig 

bestemmelse om disse principper i lovudkastet, men har ikke fundet det nødvendigt. 

En eventuel lovregulering må afvente indhøstede erfaringer på området. 

7. Erstatningsansvar. 

7.1. Efter myndighedslovens § 53 skal værgen varetage den umyndiges interesser 

med omhu og efter bedste evne. Værgen er erstatningspligtig over for 

den umyndige for den skade, værgen forvolder denne ved forsætligt eller 

uagtsomt forhold. Bestemmelsen gælder både for fødte og beskikkede værger. 

Den gælder også for lavværger, jf. myndighedslovens § 61, og for værger, 

der på grund af lov om ægteskabets retsvirkninger § 52 ikke er undergivet 

statsamtets tilsyn 11 ). 

7.2. Udvalget har overvejet ansvarsreglen, der kan siges ikke at indeholde 

noget nyt. Alligevel har udvalget af oplysningsmæssige grunde valgt at bibeholde 

en særlig ansvarsregel, se udkastets § 31. Reglen svarer i sit forenklede 

indhold til den gældende § 53. Henvisningen i § 33 til § 31 viser, at både samværgen 

og den værge for en gift under værgemål, der samarbejder med ægtefællen, 

er underkastet reglen om erstatningsansvar. 

8. Regnskabsførelse. 

8.1.1 myndighedslovens § 51 er nævnt, at justitsministeren udfærdiger administrative 

regler om værgemålsregnskaberne. De findes i værgebekendtgørelsens 

§ 25. Her foreskrives i stk. 1, at værgen skaiyøreet omhyggeligt regnskab 

over sin bestyrelse af den umyndiges formue og over anvendelsen af indtægterne. 

I praksis er det formentlig ikke alle værger, der selv udarbejder regnskabet. 

Der er ikke nærmere forskrifter for regnskabsførelsen. Det er ikke som i 

svensk ret nævnt, at der skal føres en kassebog. De regnskabsblanketter, som 

fås i forvaltningsafdelingerne og i statsamterne, er vejledende. Omfanget må 

i øvrigt afhænge af kapitalens og indtægternes størrelse og bestanddele. Kvaliteten 

af værgemålsregnskaberne er stærkt varierende. 

8.2. Udvalget finder, at der i selve værgemålsloven bør findes en materiel 

regel om regnskaber, selv om den nødvendigvis må have en meget generel 

1 ') Om praksis se Myndighedslovskommentaren, bind 1, s. 138-39.

KAPITEL 8 258 

karakter, og detaljerede forskrifter må være bekendtgørelsesstof. Det er ikke 

fundet påkrævet at udforme en regel om det selvfølgelige, at værgen, hvis der 

er blot nogen løbende økonomisk administration, skal sørge for, at der føres 

regnskab. Kravet fremgår indirekte af, at regnskab skal aflægges til revisionsmyndigheden, 

og det er det, der foreskrives i lovudkastets § 29. Det er ikke 

nødvendigt, at værgen selv fører regnskabet, idet det i mange tilfælde er tilstrækkeligt 

med de kapitalregnskaber, forvaltningsafdelingerne udarbejder. 

Dette er beskrevet i reglen gennem vendingen 'skal sørge for'. § 29 bliver en 

tilsynsbestemmelse, og den gennemgås derfor nedenfor i kapitel 10, pkt. 5. 

9. Forbud mod kaution. 

Ifølge den gældende myndighedslovs § 48 kan en umyndig ikke forpligtes 

ved kaution eller anden sikkerhedsstillelse for tredjemands gæld. 

Det er udvalgets opfattelse, at bestemmelsen skal bevares. Den genfindes i 

udkastet som § 27. Reglen gælder ved alle værgemål, uanset om det måtte 

være begrænset i medfør af udkastets § 5, stk. 2, f.eks. til kun at omfatte de 

personlige områder. Det skyldes den risiko, kautionsforpligtelser indebærer. 

Som det fremgår af ordlyden og af placeringen i kapitel 4, er forbudet rettet 

til værgen. Af henvisningen i § 33, stk. 2, fremgår, at forbudet også gælder de 

værger for gifte, der i kraft af § 25, stk. 1, samarbejder med ægtefællen. Derimod 

er der ikke i § 33, stk. 1, om samværgemål en henvisning til § 7, hvilket 

svarer til retstilstanden i dag, se opregningen i den gældende myndighedslovs 

§ 56 12 ). 

Umyndige kan ikke selv påtage sig kautionsforpligtelser. Det gælder, hvadenten 

det drejer sig om mindreårige, jf. lovudkastets § 1, stk. 2; eller personer, 

der er frataget handleevnen, jf. § 6, stk. 2. Derimod er personer under 

værgemålefter § 5 eller samværgemål efter § 7 i princippet ikke afskåret fra at 

kautionere, da de ikke er berøvet handleevnen. Sådanne selvstændige dispositioner 

er antagelig mere teoretiske, men vil i givet fald kunne rammes af 

aftalelovens ugyldighedsgrunde eller omfattes af lovudkastets § 46. 

10. Værgens vederlag. 

10.1. Med hjemmel i myndighedslovens § 51, hvorefter justitsministeren kan 

fastsætte regler om, 'i hvilket omfang der kan tillægges værgen vederlag for 

bestyrelsen', findes i værgebekendtgørelsen en regel om vederlag. Efter bekendtgørelsens 

§ 7 kan statsamtet 'i særlige tilfælde tillægge værgen et vederlag'. 

Reglen fik sin nuværende affattelse i 1985 med det formål at åbne op for 

l2 ) Myndighedslovskommentaren, bind 1,8.144.


en lidt mere liberal administration end den tidligere meget restriktivt formulerede 

bestemmelse gav mulighed for 13 ). 

10.1.1. Princippet og hovedreglen er, at værgen i dag må udføre arbejdet 

gratis, idet der er tale om et borgerligt ombud, se herom ovenfor i kapitel 7, 

pkt. 1.3. 

Forældre som værger for mindreårige får kun rent undtagelsesvis vederlag, 

f.eks. hvis værgemålet er særligt belastende. 

Beskikkede værger med familiemæssig tilknytning til den umyndiggjorte 

får ligeledes kun undtagelsesvis tillagt et honorar af statsamtet. I praksis skal 

der være ret komplicerede formueforhold eller betydelige praktiske problemer, 

f.eks. i forbindelse med fast ejendom, for at vederlag kan komme på tale. 

Beskikkede værger uden familiemæssig tilknytning får ikke vederlag, hvis 

værgemålet er relativt ukompliceret. Er værgemålet derimod mere besværligt, 

f.eks. på grund af problemer med fast ejendom, større korrespondance 

eller jævnlige møder med offentlige myndigheder m.v., vil værgemålets karakter 

kunne begrunde et honorar 14 ). 

10.1.2. I forbindelse med ændringen afværgebekendtgørelsens § 7 i 1985 

tilkendegav Civilretsdirektoratet over for statsamterne 15 ), at der i almindelighed 

bør tilkendes advokater, der er beskikkede som værger, et honorar, når 

det godtgøres, at advokaten har haft et arbejde med værgemålet, der går ud 

over almindelige løbende opgaver i forbindelse med administrationen af en 

normalt sammensat formue, f.eks. i form af møder eller samtaler med den 

umyndige eller - mere typisk - med den umyndiggjortes familie, mere omfattende 

korrespondance, herunder f.eks. med offentlige myndigheder og lignende. 

Direktoratet gav udtryk for, at honoraret i normaltilfælde af denne art 

kunne fastsættes til indtil 1.000 kr. om året. Praksis i disse sager har efter de 

foreliggende oplysninger udviklet sig således, at der i en række tilfælde er 

tilkendt lidt større honorarer. Det må dog påpeges, at der er tale om et honorar 

for et borgerligt ombud, ikke ét egentligt salær for udført arbejde efter 

timeopgørelse eller lignende. Ved værgemål med mere omfattende opgaver 

fastsættes advokatens honorar efter en konkret bedømmelse. Hvis værgen 

som advokat udfører egentlige advokatopgaver fot den umyndige i forbindelse 

med sit hverv som værge, f.eks. køb eller salg af fast ejendom for den 

umyndige, kan advokaten få tillagt salær for sit arbejde efter de almindelige 

salærtakster. 

13 ) Myndighedslovskommentaren,bind 1, s. 184-185. 

14 ) Myndighedslovskommentaren,bind l,s. 186-187. 

15 ) Skarrildhusrapporten 1986, s. 78-83, specielt s.81-82.

KAPITEL 8 260 

Ud over disse honorarer kan advokaten som værge under alle omstændigheder 

og uden tilladelse fra statsamtet beregne sig godtgørelse for kontorholdsudgifter 

med indtil 1.500 kr. om året. 

10.1.3. De to faste værger i København, se om ordningen ovenfor i kapitel 

7, pkt. I.2.4., aflønnes hver med et fast månedligt honorar, der i 1988 blev 

fastsat til 18.000 kr., og som reguleres, så det i sommeren 1992 var på ca. 

19.500 kr. Dette honorar for samtlige værgemål afholdes af statskassen. Derudover 

kan værgerne hos den umyndige beregne sig et årligt vederlag på 7 

pct. af den umyndiges årlige bruttoindtægt, såfremt den udgør mindst 5.000 

kr. De faste værger kan derudover efter særskilt ansøgning i hvert enkelt tilfælde 

oppebære honorarer efter de almindelige vejledende takster for advokatarbejde, 

f.eks. retssager, salg af fast ejendom, oprettelse af testamenter og 

ægtepagter etc. Det forudsættes, at der ved særligt arbejdskrævende værgemål, 

f.eks. hvor der er tale om administration af fast ejendom, kan søges om 

et særligt vederlag uanset indtægternes størrelse. 

10.2.1. Den norske vederlagsregel findes i vergemålslovens § 17. Efter reglen 

har værgen krav på at få dækket nødvendige udlæg. I den udstrækning 

det er rimeligt, kan værgen også få dækket tabt arbejdsfortjeneste eller få vederlag 

for arbejdet som værge. Vederlagets størrelse fastsættes af overformynderne. 

Udgifterne dækkes af den umyndiges midler. Har den umyndige 

ikke midler, eller findes midlerne at være for ubetydelige til, at den umyndige 

selv bør bære udgifterne, dækkes de af kommunen. 

Vederlagsreglen blev udvidet noget ved revisionen i 1991.1 forarbejderne 

anføres bl.a., at loven ikke bør afskære muligheden for at yde vederlag, hvis 

det er nødvendigt for at få værger. Der bør være en tilstrækkelig fleksibel 

regel, som omfatter både tabt arbejdsfortjeneste og vederlag for arbejde i øvrigt. 

Formuleringen 'i den udstrækning, det er rimeligt' indebærer en begrænsning 

både med hensyn til, om der skal gives dækning og med hensyn til 

beløbets størrelse. Reglen gælder både for fødte og udpegede værger, men 

det antages, at det oftere vil fremstå som rimeligt at give udpegede værger 

godtgørelse end fødte værger 16 ). 

Om vederlagene er givet yderligere vejledning i et rundskriv fra Justisdepartementet. 

Heri anføres bl.a., at for beskikkede værger vil det gennemgående 

være naturligt at afklare retningslinjerne for vederlaget ved udpegningen. 

Med den nye, mere fleksible udformning håber man at have fået en praktisk 

anvendelig og rimelig regel, som vil dække de forskellige behov. Dersom klienten 

ikke selv har midler, eller midlerne anses for ubetydelige, skal udgifterne 

til beskikkede værger som nævnt dækkes af kommunen. Men udpegning 

I6 ) Ot. prp. nr. 45 (1989-90) s. 28-30.


afværger med henblik på mere omfattende og varige hverv forudsættes først 

og fremmest at være aktuelt, når klienten har midler. Belastningen for kommunerne 

ved dækning af udgifter til værger skulle derfor ikke blive særlig 

stor. Og det vil til enhver tid være op til overformynderne at praktisere vederlagsordningen 

inden for rammerne af de givne midler. For at sikre den forudsatte 

fleksibilitet er der ikke medtaget nogen hjemmel til at fastsætte nærmere 

forskrifter om den praktiske anvendelse af vederlagsreglerne. Dersom det viser 

sig ønskeligt, vil departementet eventuelt komme tilbage med nærmere 

vejledende retningslinjer om dette 17 ). 

10.2.2. De svenske regler om vederlag til værger blev afgørende ændret i 

1974.1 lovkommentaren nævnes, at de nye regler havde til formål så vidt muligt 

at garantere, at også personer med små økonomiske midler får kvalificerede 

formyndere, og at også personlige forhold bliver tilgodeset. Samfundet 

er trådt til og betaler vederlaget i en vis udstrækning 18 ). Nu bestemmes i föräldrabalkens 

kapitel 15, § 19, at formynderen hvert år skal have et rimeligt 

vederlag for forvaltningen af den umyndiges ejendom og arbejdet med dennes 

personlige anliggender. Formynderen har tillige ret til at få erstattet de 

udgifter, som har været rimelige for opfyldelsen af hvervet, f.eks. telefon, besøg 

hos den umyndige og lignende. Vederlaget og erstatningen fastsættes af 

overformynderiet. Vederlaget bestemmes individuelt. Det skal være rimeligt 

under hensyn til det arbejde, formynderen har udført. Der er givet anvisning 

på et standardvederlag i normaltilfældene. Dersom der skal betales større vederlag, 

bør der være visse holdepunkter herfor, og der gives anvisninger på 

hvilken dokumentation formynderen skal fremkomme med. 

Vederlag tilkommer ikke en fader eller moder, som er formynder i medfør 

af loven, medmindre overformynderen på grund af særlige omstændigheder 

giver tilladelse hertil. Sådanne formyndere har kun ret til erstatning for afholdte 

udgifter, hvis disse kan henføres til forvaltningen af den umyndiges 

formue. 

Vederlaget og erstatningen skal betales afden umyndiges midler, i det omfang 

dennes nettoindkomst overstiger et beløb, der svarer til to gange det basisbeløb, 

der gælder for året (2 x 29.700,00 kr.), eller hvis ikke særlige grunde 

fører til andet, i det omfang den umyndige har nettotilgang af værdier, der 

overstiger 3 gange det nævnte basisbeløb. Den umyndige må højst debiteres 

det overskydende beløb. I øvrigt betales vederlaget og udgifterne af kommunen. 

De svenske vederlagsregler blev overvejet i en betænkning fra 1988. Nor- 

17 ) Rundskriv af 18. desember 1990 (G-178/90), s. 7-8. 

18 ) Walin: Föräldrabalken, 1985, s. 388-89. 

• r

KAPITEL 8 262 

malvederlaget var 3 pct. af basisbeløbet, d.v.s. i 1988 ca. 700 kr. Ved økonomisk 

forvaltning af større omfang eller ved særligt komplicerede opgaver var 

honoraret henholdsvis 6 og 9 pct, d.v.s. 1.400 kr. henholdsvis 2.100 kr. Ifølge 

en forespørgsel til kommunerne, som 82 pct. af dem besvarede, udbetaltes 

sammenlagt ca. 18 mio. kr. i vederlag til formyndere og gode män. Knapt 3 

mio. betaltes som erstatning for udgifter 19 ). 

Senest har Svenska Kommunförbundet den 4. oktober 1990 udsendt et cirkulär 

om grundlaget for kommunale beslutninger om værgevederlag indeholdende 

forslag til regler om vederlaget 20 ). Baggrunden angives at være, at 

det er stadigt sværere at rekruttere værger, og at vederlaget til kontaktmændene 

under sociallovgivningen er betydeligt højere end det, förvaltara og gode 

män modtager. Det understreges, at reglerne i princippet ikke er ændret. 

Det er fortsat princippet, at værgen skal have et rimeligt vederlag for sit hverv 

og erstatning for udgifter. Selv om de nedenfor gengivne forslag vil muliggøre, 

at de fleste får denne rimelige erstatning, kan det tænkes, at vederlaget må 

sættes højere. Forholdene skal således overvejes nøje ved fastsættelsen. Fra 

cirkulæret skal gengives følgende regler: 

Til forældre, som er værger i medfør af loven, skal der ikke betales vederlag. 

Tilsynsmyndigheden kan dog give tilladelse til, at der ydes vederlag eller 

erstatning for udgifter, hvis der foreligger særlige grunde, f.eks. at den umyndiges 

formue er betydelig, hvorfor forældrene har brugt en væsentlig del af 

deres tid på hvervet. 

Økonomiske værgemål 

I de vejledende forskrifter anføres indledningsvis, at i samtlige kategorier 

indgår i hvervet kontakt med tilsynsmyndighederne, udfærdigelse af en aktivfortegnelse 

samt et årligt og et afsluttende regnskab, indgivelse af opgørelser 

til skattevæsenet samt udarbejdelse af en redegørelse for hovedmandens 

situation, hvilken redegørelse også bør omfatte oplysninger om hvervets omfang, 

og om der i årets løb har været nogen særlig tidskrævende ekstra opgave. 

De opregnede arbejdsopgaver inden for de forskellige kategorier omfatter 

dette løbende normalarbejde. 

Kategori 1: Hovedmandens pension indgår på en servicekonto i en bank, 

som administreres af institutionspersonale i henhold til fuldmagt. Det ansvarlige 

personale foretager alle betalinger og tager vare på hovedmandens 

løbende økonomiske transaktioner. Værgen forudsættes at foretage en vis 

kontrol med den økonomiske forvaltning, har ministrationen af enkelte 

'») SOU 1988:40 s. 189. 

20 ) 1990:120.


bankkonti med indestående midler, ansøger om pension, boligtillæg og lignende. 

2-8 pct. af basisbeløbet (600-2.400 kr. årligt). 

Kategori 2: Værgen varetager hele hovedmandens økonomiske forvaltning, 

ansøger om pension, boligtillæg og lignende, forvalter nogle bankkonti 

og udbetaler lommepenge til hovedmanden et par gange om måneden. 6-20 

pct. af basisbeløbet (1.800-6.000 kr. årligt). 

Kategori 3: Værgen har samme opgaver som i kategori 2. Hertil kommer 

forvaltningen af aktier, obligationer og andre værdipapirer i depot i bank. 

Kontakt med myndigheder og institutioner. Udbetaling af lommepenge en 

gang om ugen. Forvaltningen kræver løbende arbejde i årets løb. 15-30 pct. af 

basisbeløbet (4.500-9.000 kr. årligt). 

Kategori 4: Foruden opgaver som i kategori 2-3 har værgen administrationen 

af en fast ejendom med dertil hørende opgaver (opkrævning af leje, betaling 

af udgifter, forhandlinger m.v.), kontrol med forretningsanliggender, 

forvaltningen af større aktieposter eller andre værdipapirer, udarbejdelse af 

mere omfattende selvangivelse og årsregnskar til tilsynsmyndigheden. 25-50 


Hvis værgen i løbet af et år har udført et særligt arbejde udover de ovenfor 

angivne løbende opgaver, bør der betales rimeligt yderligere vederlag herfor. 

Som eksempler på sådanne opgaver nævnes: 

- varetagelse af hovedmandens interesser under et skifte 

- afvikling af bolig i forbindelse med flytning 

- salg af fast ejendom eller lejlighed 

- varetagelse af hovedmandens interesser under retssag 

- andre mere tidskrævende opgaver. 

Ved bedømmelsen af vederlagets størrelse bør en foreliggende timeopgørelse 

tages i betragtning. Vederlaget bør være rimeligt. 

Personlige værgemål 

Kategori 1 : Et par besøg om året, telefonkontakt med hovedmanden og/eller 

institutionen, holden sig ajour om den personlige situation. 2-8 pct. af basisbeløbet 

(600-2.400 kr. årligt). 

Kategori 2: Værgen har kontakt med hovedmanden/institutionen en til to 

gange månedlig, er i vist omfang personligt medinddraget i tøjindkøb og lignende, 

flere telefonsamtaler hver måned. 6-20 pct. af basisbeløbet 

(1.800-6.000 kr. årligt). 

Kategori 3: Personlig kontakt ved besøg eller i telefon en gang om ugen, 

udflugter med hovedmanden, ansvar for tøjindkøb, ledsagelse ved læge- og 

tandlægebesøg, besøg i hovedmandens hjem, f.eks. ved udbetaling af lomme-

KAPITEL 8 264 

penge, kontrol af hovedmandens situation, hvis denne bor i eget hjem. 15-30 


Kategori 4: Personlig kontakt gennem besøg flere gange om ugen, flere udflugter 

og rejser, flere besøg af hovedmanden i værgens hjem, stor arbejdsindsats 

i hovedmandens hjem. Løbende personlig engagement fra værgen. 

25-50 pct. af basisbeløbet (7.500-15.000 kr. årligt). 

Om betaling af udgifter udtales i de vejledende regler, at værgen har ret til 

at få betalt normalt forekommende udgifter, såsom til kortere rejer, telefon, 

porto og lignende med op til 2 pct. af basisbeløbet (600 kr. årligt). 

Som dokumentation for størrelsen bør værgen i de årlige redegørelser angive, 

hvilke udgifter der har været. Denne skabelonerstatning omfatter således 

ikke udgifter til længere rejser med egen bil, billetter til længere rejser og 

lignende. Sådanne udgifter skal afholdes af hovedmandens midler på tidspunktet, 

hvor udgiften er opstået. Hvis udgiften kan forudses, bør tilsynsmyndighedens 

tilladelse indhentes på forhånd. 

10.2.3.1 det finske lovudkast fra 1989 § 39 bestemmes, at interessebevakeren 

har ret til erstatning for nødvendige udgifter. Interessebevakeren for en person, 

som er fyldt 18 år, og en interessebevakere, som er udpeget for en mindreårig, 

har derudover ret til et vederlag, som er rimelig i forhold til kvaliteten 

og omfanget af arbejdet samt størrelsen af den formue, som skal forvaltes. 

Justitsministeriet kan give nærmere anvisninger om fastsættelsen af vederlaget. 

Vederlaget og erstatningen betales af hovedmandens indtægter. Hvis interessebevakaren 

ikke kan få rimeligt vederlag, fordi hovedmandens indtægter 

er små, har interessebevakeren ret til at få forskellen udbetalt af kommunale 

midler 21 ). 


10.3.1. Fastlæggelsen af vederlag til værgerer centralt for hele værgeordningen 

og dermed for den beskyttelse, som er formålet med loven. Som nævnt 

ovenfor i kapitel 7, pkt. 1.5.1., foreslår udvalget, at værgemålet ikke længere 

skal være et borgerligt ombud. Heraf følger, at det ikke er muligt at opretholde 

den hidtidige ganske restriktive regulering og praksis med hensyn til vederlag. 

Også af andre grunde må der efter udvalgets opfattelse åbnes op for en 

mere rimelig vederlæggelse. 

Når det som nævnt ovenfor i kapitel 7, pkt. 1.5.6., må forventes, at professionelle 

i højere grad bliver værger, og at værgehvervet bliver en del af deres 

arbejde, må de også betales for indsatsen. Kun ved at honorere værgerne or- 

21 ) Kommittébetänkande 1989:50, bilag 5.


dentligt, kan man få kvalificerede til at påtage sig hvervet. Dette er imidlertid 

ikke uden betænkelighed, fordi antallet afværgemål må forventes at stige noget, 

se ovenfor i kapitel 5, pkt. 5.I.5., og nedenfor i kapitel 16, pkt. 1, fordi 

højere honorarer vil belaste økonomien for de personer, der selv kan betale 

deres værger, og fordi værgemål antagelig i højere grad end nu vil komme til 

, at vedrøre personlige spørgsmål, herunder med den følge, at en større gruppe 

ikke selv vil kunne betale, således at offentlige kasser må træde til. 

Udvalget finder, at vederlagsspørgsmålet er så centralt, at en materiel regel 

herom bør findes i loven, se udkastets § 32. Den kan kun indeholde mere generelle 

principper. Ifølge 1. pkt. skal nødvendige udlæg dækkes, hvilket svarer 

til gældende praksis. Endvidere skal det almindelige princip om vederlag 

fastlægges. Bestemmelsen har den seneste udforming af den norske regel 

som forbillede. Den indeholder som alle de andre nordiske regler et rimelighedskriterium. 

Udlæggene og vederlagene skal efter 2. pkt. godkendes af 

statsamtet som værgetilsynsmyndighed. Enkeltheder og specialspørgsmål 

må overlades til administrativ regulering med hjemmel i stk. 2, eller fastlæggelse 

i praksis. Der kan imidlertid være anledning til at redegøre for udvalgets 

yderligere overvejelser. 

10.3.2. Af lovudkastets § 32, stk. 1, 1. pkt., fremgår, at værgen kan få nødvendige 

udlæg dækket. Dette gælder for alle værgemål. Der er i udkastets stk. 

2 hjemmel til at udstede administrative forskrifter f.eks. om, hvilken dokumentation 

der skal være for afholdte udgifter, og hvad der kan betales for 

kørsel i egen bil. 

10.3.3. Ved udformning af mere detaljerede vederlagsregler gør to synsvinkler 

sig gældende. Vederlagene må sættes så højt, at værgerekrutteringen 

ikke bliver for vanskelig. På den anden side må der være begrænsninger, så 

den enkelte, der får værgebistand, ikke rammes af for store udgifter. 

10.3.4. For så vidt angår forældrene som fødte værger for deres mindreårige 

børn, jf. lovudkastets § 2, stk. 1 og 2, er det udvalgets opfattelse, at det fortsat 

må forventes, at forældrene i almindelighed udfører deres hverv uden vederlag. 

Det forekommer formentlig de fleste forældre helt naturligt, at de som 

forældre er værger for børnene og varetager børnenes interesser uden at få 

vederlag herfor. Dette må også ses i sammenhæng med, at forældrene ifølge 

myndighedslovens § 7, stk. 3, gengivet ovenfor under pkt. 4.2. kan anvende 

børnenes indtægter til dets underhold. Udvalget forudsætter, at der fortsat 

kun rent undtagelsesvist vil blive tale om at tillægge forældrene et vederlag, 

f.eks. hvis arbejdet er særligt belastende på grund af komplicerede formueforhold. 

Der vil endvidere fortsat kun blive erstattet udgifter til udefra kommende 

bistand til f.eks. revisor, hvis en selvangivelse for en mindreårig er 

•

KAPITEL 8 266 

ekstraordinært kompliceret. Udvalget forudsætter således, at praksis opretholdes 

for så vidt angår disse værger. 

Er en af forældrene beskikket som værge for et voksent barn, er forholdet 

noget anderledes end for forældre som fødte værger, bl.a. fordi myndighedslovens 

§ 7, stk. 3, ikke finder anvendelse. I almindelighed må det dog lægges 

til grund, at forældrene vil finde det unaturligt, såfremt der skulle tilfalde 

dem et vederlag, der som udgangspunkt skal udredes af deres voksne børn, 

for varetagelsen afværgemålet. Også i disse tilfælde bør der kun undtagelsesvist 

tilkendes værgen et vederlag og i almindelighed kun, såfremt der er tale 

om komplicerede formueforhold eller betydelige praktiske problemer, f.eks. 

i forbindelse med fast ejendom. I den forbindelse kan der være grund til at 

nævne, at det forhold, at værgen efter § 31 kan ifalde erstatningsansvar for 

skade, der forvoldes ved forsætligt eller uagtsomt forhold, normalt kun vil 

have teoretisk interesse, således at dette ikke kan tillægges særlig vægt ved 

overvejelser om tilkendelse af vederlag. Der må ved vurderingen af, om vederlag 

skal tilkendes endelig lægges vægt på, om en alvorlig ment tilkendegivelse 

fra værgen om at frasige sig værgemålet vil medføre, at der i stedet skal 

beskikkes en udenforstående værge, der skal have vederlag. I forbindelse 

med udmålingen af et vederlag bør bl.a. tages hensyn til arbejdets omfang, 

kapitalens størrelse og dermed indtægten, hvorfra vederlaget normalt skal 

tages. Normalt vil der ikke være grundlag for et vederlag, der svarer til, hvad 

der skal ydes til en professionel værge. 

Tilsvarende betragtninger må finde anvendelse, hvis en ægtefælle eller 

voksne børn er beskikket som værge for en af forældrene, eller hvis der er tale 

om en anden nært beslægtet eller samlever. Jo længere man fjerner sig fra den 

familiemæssige tilknytning, jo mere naturligt vil det være at tilkende den pågældende 

værge et vederlag, dog især afhængig af værgemålets karakter. 

10.3.5. Er værgen udpeget uden for familiens kreds, f.eks. en præst eller en 

socialrådgiver, synes det især at afhænge af værgemålets karakter, om der 

bør tilkendes vederlag for udførelsen af hvervet. Er der tale om et værgemål 

til en enkelt foranstaltning af forholdsvis ukompliceret karakter, kan man efter 

omstændighederne undlade at tilkende honorar, men man må også i disse 

situationer være opmærksom på, om et afslag kan medføre, at der i stedet må 

beskikkes en værge, der vil være berettiget til at beregne honorar. 

10.3.6.1 det omfang, det bliver nødvendigt at beskikke professionelle, f.eks. 

advokater eller revisorer, som værge, er en lempelse af vederlagspraksis nødvendig. 

Værgeopgaven vil da være normalt klientarbejde og indgå i virksomhedens 

drift. Fastlæggelse af honorarets størrelse og dets beregning er af 

mange grunde vanskelig. Det skyldes også, at der kun vides lidt om, hvor 

mange og hvor store udsving der er i forhold til en given norm. Hvilke fordele


der er ved stordrift, hvis faste værger får mange værgemål, er heller ikke afklaret. 

Hertil kommer, at det i givet fald må overvejes, hvorledes et vederlagssystem 

skal opbygges i lyset af, at opgaverne kan være enkeltstående men 

også flerårige, at der må være en godkendelses- eller kontrolordning, og at 

der ikke kan være en enhedsordning om, hvem der skal betale. 

En ren timebetaling efter opgørelse i alle tilfælde forekommer med de 

ovennævnte overvejelser næppe administrerbar. Derfor kan det som sket i 

Sverige overvejes at fastsætte takster for de gængse opgaver eventuelt opdelt 

i kategorier, eller også må vederlaget fastlægges efter andre generelle principper 

med elementer som f.eks. et grundbeløb og en procentsats af de indtægter 

og/eller formuemidler, personerne under værgemål har. Skal det være 

attraktivt for advokater at blive udpeget som værge, må den enkelte have flere 

værgemål, således at arbejdet hermed kan rationaliseres og tilrettelægges 

på en hensigtsmæssig måde. Dette fører tilbage til udvalgets overvejelse om, 

at der bør være mulighed for at indføre en ordning med faste værger, se ovenfor 


Udvalget har med det fremlagte materiale og de fremdragne synspunkter 

søgt at skabe et grundlag for de kommende overvejelser, men har ikke fundet 

det hensigtsmæssigt at gå længere på dette stadium. 

10.3.7. Modstykket til, at værgen skal have vederlag, er, at andre skal betale. 

Udgangspunktet må efter udvalgets opfattelse være, at den, der er under 

værgemål, selv skal betale. Dette indebærer, at de, der får udpeget en værge, 

og deres nærmeste må acceptere, at der bruges af indtægterne til at betale 

værgens honorar. Der må imidlertid være en undergrænse for, hvornår vederlaget 

kan pålægges. Den svenske er på ca. 50.000 kr. Med en formue på 

50.000 kr. vil afkastet forsigtigt regnet under hensyntagen til midlernes placering 

vel være omkring 4.000 kr. årligt. Ved fastlæggelsen af en grænse må det 

overvejes, om der skal tages hensyn til andre indtægter end formueafkast, og 

om det kan kræves, at formuen i givet fald skal bruges til betalingen. Udvalget 

er ikke fremmed over for en tanke om, at indtægter i rimeligt omfang i 

givet fald må medgå til at betale værgen, og at der om nødvendigt må bruges 

af formuen, selv om dette ved længerevarende værgemål kan betyde, at den 

bruges op. Overvejelser om en undergrænse får en vis betydning under behovsvurderingen, 

når værgemålet skal besluttes, se udkastets § 5 og § 7. Udvalgets 

vurdering af de økonomiske værgemål er, at de som overvejende hovedregel 

må hvile honorarmæssigt i sig selv. Hvis ikke formuen er så stor, at 

der er midler til at dække udgiften til værgens administration, må man lade 

være at etablere værgemål alene på dette formuegrundlag, se ovenfor i kapitel 

5, pkt. 5.2.

KAPITEL 8 268 

Det må også overvejes, om den pågældende selv skal betale for værgens 

arbejde med personlige spørgsmål. Efter udvalgets opfattelse må spørgsmålet 

som udgangspunkt besvares bekræftende i det omfang, denne har noget at 

betale med. Reglerne om vederlag på dette område og deres størrelse vil også 

afhænge af, hvem der udpeges som værge, og generelle overvejelser om egenbetaling. 

10.3.8. Hvis og i det omfang vederlagsudgiften ikke kan pålægges den pågældende 

selv, må det offentlige betale. Udvalget har drøftet de foreliggende 

muligheder. 

Det kan hævdes, at værgemålene er en retlig foranstaltning, og at udgifterne 

må påhvile statsamterne, der udpeger værgerne, og som i kraft af tilsynsmyndigheden 

har kontakt med dem i godkendelsessagerne og under regnskabsrevisionen. 

Yderligere kan det gøres gældende, at udgifterne bør afholdes 

af den myndighed, der har råderum og ansvar for størrelsen gennem godkendelsen 

af honorarerne. Men heroverfor kan anføres, at statsamterne i 

givet fald skulle tage stilling til vederlag i tilfælde, hvor udgiften skal betales 

af deres egen ramme. Der vil herved dels kunne ske en mistænkeliggørelse af 

statsamternes afgørelser, dels taler retssikkerhedsmæssige grunde imod, at 

statsamterne på denne måde bliver inddraget som en form for part i sagen om 

vederlag. 

En anden mulighed er at anse værgemålene som en social beskyttelsesforanstaltning, 

hvorefter det offentliges udgifter er en kommunal eller amtskommunal 

opgave. Dette gælder så meget mere, som det navnlig er ved rent personlige 

værgemål eller i relation til værgens opgaver uden for det økonomiske 

område, at det offentlige må træde til med et honorartilskud. Som nævnt 

ovenfor er det udvalgets tanke, at de økonomiske værgemål i det store og hele 

skal kunne hvile i sig selv. Yderligere kan anføres, at det i et vist omfang vil 

være institutionspersonale, ansatte i socialforvaltning eller hospitalslæger, 

der ønsker et værgemål, og dermed har de i højere grad end statsamtsjuristerne 

indflydelse på antallet af værgemål, hvorfor det kan gøres gældende, at 

honorarudgiften også bør gå over disse myndigheders budget. Dermed vil 

man også følge linjen fra psykiatriloven, hvor vedkommende sygehusmyndighed 

udbetaler vederlag til de beskikkede patientrådgivere, selv om ordningen 

administreres af statsamtet, der også foretager beskikkelse 22 ). Denne 

løsning vil tillige svare til, hvad der gælder på værgeområdet i de øvrige nordiske 

lande. 

Udvalget har drøftet de foreliggende mulige betalingsordninger, men har 

fundet, at en afklaring af, hvor det offentliges udgifter til værgehonoraret en- 

22 ) Bekendtgørelse nr. 615 af 20. september 1989 om patientrådgivere § 17, stk. 1.


deligt skal konteres, bør afvente principielle og politiske forhandlinger. I udvalgets 

lovudkast § 32, stk. 1, 2. pkt., er derfor alene foreskrevet, at udgiften 

skal afholdes af det offentlige. 

10.3.9. Udvalget forudsætter, at mulige vederlag til samværgerne aldrig 

kan komme til at belaste det offentlige. Samværgemål kan ikke angå personlige 

værgemål, og det må forudsættes, at der er så stor økonomisk aktivitet, at 

der er formue eller indtægter nok til at dække, hvad eventuelt samværgen 

skal have for at varetage hvervet. Dette gælder så meget mere, som udvalget 

som nævnt overfor i kapitel 5, pkt. 3.5, går ind for, at samværgemål skal holdes 

uden for værgemålstilsynet, og at der ikke skal være nogen kontrol med 

det vederlag, samværgen og den samværgede i forening når frem til at fastsætte. 

Reglen fremgår af § 33, stk. 1, 2. pkt. 

10.3.10. På tilsvarende måde forudsætter udvalget, at der ikke af det offentlige 

skal betales vederlag til den værge, der under en fællesejeordning i forening 

med ægtefællen bestyrer bodelen for den, der er under værgemål, jf. 

lovudkastets § 25, stk. 1. Retsstilligen er i mange henseender den samme som 

for samværger, og de synspunkter, der er fremført ovenfor under pkt. 10.3.9., 

gælder også her. Reglen fremgår af § 33, stk. 2, 2. pkt. 

Noget andet er, at værgen kan have opgaver uden for regelsættet i § 25, stk. 

1, § 33, stk. 2, og § 41. Det kan som omtalt ovenfor i kapitel 7, pkt. 5.3., være 

tilfældet, hvis der er delvist særeje, og navnlig vedrørende personlige spørgsmål. 

Helt udelukkes kan det ikke, at det kan komme på tale at vederlægge 

værgen herfor, og at der ikke er midler i bodelen til at betale vederlaget med. 

I så fald er man uden for § 25, stk. 1, jf. § 33, stk. 2, og de almindelige regler, 

herunder § 32, må da anvendes. Dette indebærer bl.a., at vederlaget skal godkendes 

af statsamtet.

271 

Kapitel 9 

Formuerne 

1. Afgrænsninger m.v. 

1.1. Forvaltningen af mindreåriges og umyndiggjortesybrmwerhar altid været 

noget centralt i dansk personret. For mindreårige er formålet en beskyttelse 

og sikring af, at midlerne i princippet kan udbetales ubeskåret, når den unge 

bliver myndig. Grundholdningen er således, at administrationen skal være 

konservativ. Det tilstræbes også, at midlerne giver rimelige renter eller andet 

udbytte. Tidligere skulle aktiverne indleveres til det centrale statslige overformynderi. 

Selv om området blev privatiseret for en halv snes år siden, er 

principperne om anbringelse og forvaltning de samme, se herom nedenfor 

under pkt. 4 og 5. 

Formueforvaltningen reguleres i en særlig lov nr. 211 af 13. maj 1981 om 

anbringelse og bestyrelse af umyndiges midler m.v. Loven suppleres af de såkaldte 

anbringelses- og bestyrelsesbekendtgørelser. Det er bekendtgørelse nr. 

869 af 17. december 1991 om anbringelse af umyndiges midler og båndlagt 

arv og bekendtgørelse nr. 870 af 17. december 1991 om bestyrelse af umyndiges 

midler m.v. i godkendte forvaltningsafdelinger. Her opstilles et fintmasket 

net af regler om, i hvilke typer sikre aktiver umyndiges midler må anbringes 

og dermed investeres. Vigtigere er måske, at værgen ikke har den faktiske 

rådighed over midlerne, idet penge skal indbetales og værdipapirer indleveres 

til eller indskrives i en særlig godkendt forvaltningsafdeling i et pengeinstitut. 

Reglerne indebærer således en faktisk beskyttelse af formuen. 

Hermed er værgens råderum over formuen begrænset, og reelt er der ikke 

den vide legale repræsentationsret, som myndighedslovens § 45 udtrykker, se 

også ovenfor i kapitel 8, pkt. 2.3.1. Investering samt gen- og omplacering af 

aktiverne sker i samarbejde med forvaltningsafdelingerne, der har kendskab 

til værgemålslovgivningen og forvaltningsreglerne. Værgen kan ikke trække 

aktiver ud, uden at der bliver reageret. Regnskabsudarbejdelsen sker i nogen 

grad i samarbejde med afdelingen. Forvaltningsafdelingerne påser, at forbruget 

af renteindtægter m.v. ikke er for stort. 

1.2.1. Det er vanskeligt at få et overblik over formuereglernes betydning og 

effektivitet. Det skyldes, at der ikke udarbejdes statistik på grundlag af de 

oplysninger, der findes i eller indsendes til Civilretsdirektoratets tilsynsregi-

KAPITEL 9 272 

ster, og at forvaltningsafdelingerne heller ikke har tilgængelige samletal. Til 

brug for udvalget er foretaget en vis bearbejdning af indberetningerne til tilsynsregistret 

vedrørende umyndiggjortes formue, se ovenfor i kapitel 2, pkt. 

1.2. Visse andre tal, herunder fra de andre nordiske lande, gengives nedenfor 

under pkt. 2.1.3., 2.2.3. og 2.4.-5. 

En anden årsag er, at der ikke indberettes eller indsamles oplysninger om 

de formueaktiver, der bestyres af værgen, deres beskaffenhed og værdi. Kun 

en statistisk bearbejdelse af tal fra de regnskaber, statsamterne og forvaltningsafdelingerne 

reviderer, ville kunne give et indtryk. Udvalget har afstået 

fra at iværksætte noget sådant, også fordi det forekommer tvivlsomt, hvad 

statistikken kunne bruges til. Et vist indtryk afværgebestyrelsens begrænsede 

betydning får man gennem oplysningerne om, at statsamterne i 

vinterhalvåret 1989-90 kun modtog 56 værgemålsregnskaber vedrørende sådanne 

aktiver til revision, se også nedenfor i kapitel 10, pkt. 5.1.4. 

1.2.2. På samme måde har udvalget afstået fra at foranstalte mere detaljerede 

undersøgelser af børns og unges formuer. I givet fald måtte de være dobbeltsidige. 

Fra skattevæsenets registre kunne uddrages oplysninger om formuerne 

fordelt efter ejermændenes alder og i størrelsesgrupper. Tilsvarende 

tal kan uddrages fra tilsynsregistret eller i forvaltningsafdelingerne. På denne 

måde ville man med større sikkerhed kunne konstatere, hvor meget børn og 

unge ejede, hvor stor en andel, der var under forvaltningsafdelingerne, og 

hvad værgerne eller de umyndige selv administrerede. Udvalget har valgt at 

nøjes med at arbejde ud fra en antagelse om, at de gældende regler om anbringelse 

og bestyrelse af umyndiges formuer næppe følges i fuld udstrækning 

og navnlig ikke, når det drejer sig om, hvad børn og og unge ejer. 

I dansk teori er det således anført, at en række værger, specielt forældre, 

aldrig kommer i kontakt med forvaltningsmyndighederne. Realiteten er, 'at 

mange værger 'klarer' værgemålet gennem barnets første 18 år uden at ofre 

mange tanker på, om onkels flotte pengegave på 20.000 kr. til Svend skal indsættes 

på konti i et bestemt pengeinstitut, om midlerne skal placeres i bestemte 

aktiver, eller om man skal spørge nogen, hvis Svend vil købe computerudstyr 

for pengene' 1 ). 

Udsagn fra andre skandinaviske lande peger i samme retning. I norsk teori 

er tilkendegivet, at reglerne om forvaltning af den umyndiges formue længe 

på vigtige områder har været papirbestemmelser. Særlig gælder det i forholdet 

barn-forældre. Når man ser bort fra rigtigt store beløb, er det i praksis 

') Lynge Andersenm.fi.: Umyndiges formuer, 1988, s. 75. «

273 FORMUERNE 

forældrene, som disponerer, medmindre myndighederne ved skifteretten eller 

andres mellemkomst får midlerne til forvaltning 2 ). 

I den seneste svenske betænkning fra Formynderskapsudredningen fra 

1988 nævnes, at det er den almene opfattelse, at ikke alle forældre følger 

samtlige regler. Det beror antagelig delvis på manglende kendskab til reglerne. 

En medvirkende årsag er nok, at adskillige regler opleves som unødvendige 

3 ). 

1.3.1 den ovenfor nævnte svenske betænkning fra 1988 er anført, at reglerne 

om forvaltningen af umyndiges midler ikke blot er detaljerede, men også 

svære at overskue og fortolke samt vanskelige at anvende. I stor udstrækning 

afspejler de ældre tiders syn på økonomiske forhold. De sondrer ikke mellem 

forældre som værger for mindreårige og beskikkede værger for umyndiggjorte 

voksne. Der spørges også, om der behøves så indgribende en regulering, 

som de gældende regler tilsiger, og som måske er unødigt bureaukratiske. 

Den svenske kritik må vurderes i lys af, at föräldrabalkens kapitel 15 om formueforvaltningen 

har 22 paragraffer, samt at der er en særlig lov fra 1924 om 

vård av omyndigs vardehandlinger (1924:322) og derudover en kundgørelse 

fra 1974 om placering av omyndigs medel m.m. (1974:1048). Alligevel kan 

udvalget tilslutte sig bemærkningerne som gældende også for det danske lbvog 

bekendtgørelsesstof, bl.a. fordi samme emne behandles flere steder. En 

forenkling er tiltrængt. 

1.4. Også under fremtidens værgemålslovgivning bliver formuereglerne 

centrale. Selv om forvaltningen efter udvalgets opfattelse afhængig afværgemålets 

karakter fremover kan være noget mindre konservativ, se også lovudkastets 

§ 24, stk. 3,3. pkt, bør det ikke være ved uhensigtsmæssig anbringelse 

og bestyrelse, at formuen mindskes. I det omfang administrationen er overladt 

til pengeinstitutter, begrænses værgernes opgaver, råden og ansvar. Det 

samme gælder statsamternes tilsynsopgaver. Formuereglerne mindsker således 

presset andre steder. 

Bestemmelserne om anbringelse af aktiverne er i praksis i vidt omfang genanbringelsesregler. 

De gælder navnlig, hvis den, der kommer eller er under 

værgemål, har eller får likvide midler, hvadenten det er kontantbeløb som 

arv, fra en forsikring eller i erstatning, eller der på anden måde fremkommer 

eller frigøres penge, f.eks. ved indfrielse, udtrækning eller afdrag. Midlerne 

bør i hvert fald i nogen udstrækning kunne bevares i den form, hvori de fandtes 

ved umyndiggørelsen, afhængig af deres karakter og den pågældendes 

situation, se nedenfor under pkt. 3.1. For den mindreårige kan det være vig- 

2 ) Bratholm: Umyndige Personer, 1969,s. 70. 

3 ) 'Föräldrar som förmyndara', SOU 1988:40, s. 156-157.

KAPITEL 9 274 

tigt at arve andet end penge eller værdipapirer, navnlig hvis det drejer sig om 

indbo og andet løsøre. For den gamle bør et værgemål ikke tvinge til realisation 

af en bolig, så længe vedkommende kan få glæde af den. Det samme 

gælder selv kostbart indbo, navnlig i det omfang det kan medbringes på en 

institution. 

1.5.1. Før formuereglerne gennemgås i enkeltheder, må udvalget generelt 

tage stilling til deres anvendelsesområde med de nye værgemålsformer. I dag 

gælder anbringelses- og bestyrelsesbestemmelserne både for mindreårige og 

umyndiggjorte. Derimod gælder de ikke under lavværgemål. De omfatter 

heller ikke de tilfælde, hvor en værge og en ægtefælle sammen administrerer 

den umyndiggjortes bodel, jf. lov om ægteskabets retsvirkninger § 52. Se 

ovenfor i kapitel 1, pkt. 1.3., i kapitel 5, pkt. 3.5., og i kapitel 7, pkt. 5.3. 

1.5.2. Udvalgets opfattelse er, at reglerne om formueforvaltningen i hvert 

fald som udgangspunkt skal omfatte alle former for værgemål, og det uanset 

om handleevnen er frataget vedkommende, jf. lovudkastets § 6. Formuereglerne 

må som nævnt betragtes som et væsentligt element i værgeadministrationen 

og som en begrænsning i værgens råderum snarere end som en hindring 

af mulighederne for aktivitet for den, der er under værgemål. 

Efter udvalgets udkast åbnes der ved værgemål for voksne mulighed for 

mere individuelle og dermed begrænsede ordninger, se lovudkastets § 5, stk. 

2, og § 8, stk. 1,1. pkt., samt ovenfor i kapitel 5, pkt. 6. Forudsætningen for, at 

lovudkastets kapitel 5 finder anvendelse, er, at aktiverne er inddraget under 

værgemålet. Angår det kun personlige spørgsmål eller indtægterne, kommer 

brug af formuebestemmelserne ikke på tale. Er kun visse aktiver inddraget 

under værgemålet, gælder reglerne kun for dem. Denne begrænsning fremgår 

af formuleringen 'omfattet af et værgemål' i lovudkastets § 35, stk. 1, § 36 

og § 39. 

Udvalget finder, at samværgemålene og værgemål for gifte, hvor værgen og 

ægtefællen samvirker, på samme måde som i dag skal holdes udenforet særlige 

formueregler. Herom henvises til overvejelserne ovenfor i kapitel 5, pkt. 

3.5., og i kapitel 7, pkt. 5.3. Undtagelserne fremgår af udkastets § 41. 

Yderligere foreslår udvalget, som det fremgår af lovudkastets § 37 og § 38, 

omtalt nedenfor under pkt. 6.4.1. samt 7.4.2., at der åbnes mulighed for, at 

giver og testator kan tage stilling til, om gaver og friarv skal forvaltes og anbringes 

efter reglerne i lovudkastets kapitel 5. 

1.6. Udvalget finder, at reglerne om formuens bestyrelse og anbringelse systematisk 

bør overførestil v ær gemålslov en, se lovudkastets kapitel 5. Dette vil 

medvirke til et større kendskab til og forståelse for, hvordan værgemålsinstituttet 

er opbygget. Dermed må den særlige lov om anbringelse og bestyrelse 

af umyndiges midler m.v. ophæves, se udkastets § 51, stk. 2, hvilket får følger

275 FORMUERNE 

for anden lovgivning, selv om de nødvendige konsekvensændringer er begrænsede. 

Dette vil formentlig også gøre det naturligt at indføje de administrative 

anbringelses- og bestyrelsesregler i en samlet værgemålsbekendtgørelse. 

Se herom og om systematikken nedenfor i kapitel 15, pkt. 2.2. og pkt. 3. 

2. Noget om formuernes sammensætning. 

2.1.1. Ved vurdering af formuereglerne er der grund til at se på de forskellige 

grupper af umyndige, deres aktiver og behov. Børnene og de unge - de mindreårige 

- er dominerende talmæssigt, idet knap 12.000 af de ca. 15.000 

umyndiges konti i forvaltningsafdelingerne tilhører dem. Loven er som 

nævnt udformet navnlig med henblik på, at de mindreårige kan få formuen 

udbetalt eller udleveret intakt på 18 års fødselsdagen. Her har en konservativ 

bestyrelse mening. 

Mindreåriges aktiver består hovedsagelig af midler, de har arvet i forbindelse 

med en nærtståendes død. Som regel er det fra en af forældrene, men 

det kan også være f.eks. bedsteforældre, morbrødre eller fastre, der er arveladere, 

enten fordi der ikke er et mellemliggende arveled eller i kraft af testamente. 

I de fleste tilfælde vil halvdelen af børnenes arv være tvangsarv, se om 

friarv nedenfor under pkt. 7. 

Foruden arv kan et dødsfald udløse en forsikringsydelse. Det kan f.eks. være 

en livsforsikring, en gruppelivsforsikring, en kapitalforsikring eller en 

ulykkesforsikring. 

Yderligere kan børn og unge modtage erstatningsbeløb, vel navnlig som 

følge af personskader. De kan have været ude for en ulykke, som har medført 

forbigående eller varige mén, og som er dækket af en forsikring, eller som en 

anden er ansvarlig for. De kan også være berettiget til erstatning for tab af 

forsørger som følge af en af forældrenes død. 

Mindreårige får gaver. Foruden sædvanlige fødselsdags-, jule- og andre 

lejlighedsgaver eller penge til bestemte formål eller for at opfylde tilkendegivne 

ønsker vil det vel navnlig være gaver for at udnytte skatte- og afgiftslovgivningens 

regler om, hvad der kan overføres til børn og børnebørn uden afgiftsmæssige 

konsekvenser. Er man uden for den op- eller nedstigende linje, 

udløser gaver indkomstskat og det i princippet også ved mindre beløb. Ved 

gaver fra forældre til børn og fra bedsteforældre til børnebørn skal der betales 

gaveafgift. Er en gave på 8.000 kr. eller derunder årligt, er den dog afgiftsfri. 

Derudover kan der måske være tale om arveforskud eller om større kapitaloverførsler 

som led i et generationsskifte i levende live. 

2.1.2. Som værger indtager forældre for mindreårige børn en særstilling. 

Der er gode grunde til at antage, at de fleste af dem handler i børnenes interesse, 

også når formue skal administreres. Forældre kan måske føle det tyn-

KAPITEL 9 276 

gende at skulle forhandle med forvaltningsafdelingerne om om- og genplaceringer 

samt at skulle indsende regnskab med bilag. Forvaltningsafdelingernes 

medvirken sikrer dog mod bl.a. risikofyldte spekulationsanbringelser for 

den mindreåriges midler. Reglen i lovudkastets §31, hvorefter værgen kan 

gøres erstatningsansvarlig, udgør også i denne sammenhæng et værn mod 

uforsvarlig adfærd eller måske misbrug fra værgens side. Har værgen tilegnet 

sig den umyndiges midler, kan anvendelse af straffelovens regler komme på 

tale. 

2.1.3. Der findes som nævnt under pkt. 1.2.2. ikke aktuelle talmæssige oplysninger 

om mindreåriges formuer, bortset fra dem udvalget har samlet. 

I sommeren 1990 var der 11.828konti'x danske forv.altningsafdelingertilhørende 

mindreårige. Kun 1% af samtlige i aldersgruppen 1-18 år havde således 

sådanne konti. I Norge med en befolkning på godt 4 mio. forvaltedes ved 

udgangen af 1987 formuer for 7.825 mindreårige og således forholdsvis næsten 

lige så mange som i Danmark 4 ). I Sverige med et befolkningstal på ca. 8.5 

mio. havde 34.140 mindreårige konti i 1987 eller relativt noget flere end i 

Danmark 5 ). 

Om den danske formuesammensætning blev det for mere end en snes år 

siden, forud for overformynderiets nedlæggelse, oplyst, at ca. 65 pct. af de 

årlige indbetalinger fra nye mindreårige kontohavere var arv, ca. 10 pct. var 

livs- eller anden kapitalforsikring og ca. 20 pct. erstatningsbeløb 6 ). 

I 1. halvår 1990 indgik ifølge tilsynsregistret på nyoprettede depoter tilhørende 

mindreårige'. 

Private aktiver 2.358.523 kr. 

offentlige aktiver 9.994.358 kr. 

kontante midler 70.145.140 kr. 

lait nom 82.498.021 kr. 

2.2.1. Voksne under værgemål udgør i henseende til formuesammensætningen 

ikke nogen homogen gruppe. 

Nogle umyndiggøres i umiddelbar tilslutning til eller kort efter, at myndighedsalderen 

er nået. Typisk vil det være unge med hæmmet forstandsudvikling, 

som har arvet som børn. Umyndiggørelse kan også blive aktuel, for at 

der kan blive truffet beslutninger for den pågældende som arving i et dødsbo, 

eller for at denne kan få udbetalt arv. I praksis er det ikke rutine, at psykisk 

4 ) Ot prp. nr. 45 ( 1989-90), s. 32. 

5 ) SOU 1988:40, s. 125. 

6 ) Betænkning om overformynderiet (nr. 358/1964), s. 41.

277 FORMUERNE 

handicappede søges umyndiggjort i forbindelse med deres 18 års fødselsdag, 

se om de oplysninger udvalget har indhentet ovenfor i kapitel 4, pkt. 4.1.3. 

Denne gruppes formue vil typisk ikke være meget anderledes sammensat end 

mindreåriges. De vil i mindre grad end børnene bo sammen med forældrene 

og dermed med værgerne. Samtidig får de unge i stigende grad bolig uden for 

institutioner. Dermed opstår behov for at have midler placeret i bolig og indbo. 

Samtidig kan der være behov for at bevare så megen formue, at der bliver 

et rimeligt renteafkast, eller for at forbruget af formuen kan fordeles nogenlunde 

jævnt over det forventede livsforløb. 

Sker en umyndiggørelse, medens vedkommende er erhvervsaktiv, er grunden 

ofte en sygdom, der opstår forholdsvis pludseligt, eller en ulykke. Ikke 

sjældent vil den ramme en familiefader eller -moder. Formuen vil i nogen 

grad eller hovedsageligt være bundet i bolig, indbo, bil o.s.v. Større likvide 

midler vil antagelig være sjældnere. Dog kan sygdommen eller tilstanden have 

udløst en forsikringsydelse eller en erstatningsudbetaling. Hyppigt vil den 

pågældende være gift, så der er tale om en bodel i et formuefællesskab. 

Sker umyndiggørelsen efter, at vedkommende er blevet gammel, typisk på 

grund af demens, vil formuen ikke sjældent være sammensat anderledes. Aktiverne 

vil være, hvad der er opsparet gennem et langt liv, måske sammen 

med en ægtefælle. Denne kan være død og den efterlevende have arvet, fordi 

de var barnløse, kan have overtaget boet efter ' 150.000 kr. reglen' eller kan 

have overtaget fællesboet til uskiftet bo. Samtidig vil den gamle ofte være i 

den situation, at hjemmet er under opløsning, fordi vedkommende ikke mere 

magter at bo alene. Boligen er solgt eller må realiseres. Indboet er fordelt 

mellem de interesserede børn eller børnebørn, noget er måske solgt, og atter 

andet er kasseret. Dermed er formuen i ofte betydelig udstrækning blevet likvid. 

For denne gruppe vil en bevarelse af aktiverne hovedsagelig være til 

gavn for arvingerne. Det kan derfor hævdes, at der bør være mulighed for at 

bruge af midlerne i den udstrækning, den pågældende selv kan have glæde 

deraf. 

2.2.2. De beskikkede værger for umyndiggjorte udgør heller ikke nogen 

homogen gruppe. Nogle vil være forældre, børn eller andre nærtstående. Andre 

er mere professionelle, og dermed mere objektive, samtidig med at deres 

erfaringer med formueforvaltning er større. Dette vil f.eks. gælde advokater 

og revisorer. 

2.2.3. Antallet afdanske umyndiggjorte med formue og formuernes størrelse 

er angivet ovenfor i kapitel 2, pkt. 1.2. Ved årsskiftet 1989/90 var der 2.916 

konti for umyndiggjorte i forvaltningsafdelingerne. 

Udvalget har fra tilsynsregistret, se herom ovenfor i kapitel 2, pkt. 1.2, 

modtaget oplysninger om tilgangen til forvaltningsafdelingerne af midler i 1.

KAPITEL 9 278 

halvår 1990. Hermed kan man danne sig et vist indtryk af størrelsesordenen 

af de umyndiges aktiver og deres sammensætning. I denne periode indgik 

der på nyoprettede depoter tilhørende umyndiggjorte: 

Private aktiver 1.832.486 kr. 

offentlige aktiver 11.557.400 kr. 

kontante midler 24.852.602 kr. 

lait nom 38.242.488 kr. 

2.4. Til danske forvaltningsafdelingerblev [forårshalvåret 1990 indbetalt eller 

indleveret aktiver på nom. 156.047.126 kr. tilhørende såvel mindreårige som 

umyndiggjorte. 

Nogen samlet opgørelse over midler i forskningsafdelingerne tilhørende 

mindreårige og umyndiggjorte haves som nævnt ovenfor under pkt. 1.2.1. ikke. 

Det seneste offentliggjorte tal er næsten tredive år gammelt. 11963 bestyrede 

det daværende statslige overformynderi 220 mio. kr. tilhørende disse 

persongrupper 7 ). 11982, hvor Overformynderiet blev nedlagt, var beløbet efter 

det oplyste steget til godt en mia. kr. 

2.5. Norske tal fra udgangen af 1987 viste, at overformynderne forvaltede 

formuer for 6.009 umyndiggjorte, og ialt havde 13.834 konti, herunder for 

mindreårige. Samlet udgjorde de forvaltede aktiver 1.2 mia. kr. 8 ). 

I Sverige foretog förmynderskapsutredningen en undersøgelse vedrørende 

de i 1987 forvaltede formuer. Den omfattede dog ikke de største byer, 

Stockholm, Göteborg og Malmö. De svenske overformyndere havde tilsyn 

med ca. 6,5 mia. kr. Heraf kunne ca. 3,7 mia. henføres til 34.140 mindreårige, 

925 mio. til 10.348 umyndiggjorte og 1,8 mia. til 27.000, der havde beskikket 

en god man. De mindreårige havde i gennemsnit ca. 108.000 kr., de umyndiggjorte 

ca. 92.000 kr., og personer under god mans-ordningen ca. 66.000 kr. 

Det bemærkedes om undersøgelsen, at man ved bedømmelsen bør være opmærksom 

på, at hvervet som god man i mange tilfælde ikke omfatter nogen 

form for formueforvaltning 9 ). 

3. Dispositioner ved værgemålets iværksættelse. 

3.1. Uændret form. 

3.1.1. Et afgrundprincipperne i den gældende værgemålslovgivning er, at 

midler, der tilhører en umyndiggjort ved umyndiggørelsen, kan bevares i den 

7 ) Betænkning om overformynderiet (nr. 358/1964) s. 9. 

8 ) Ot.prp.45(1989-90),s.32. 

9 ) SOU 1988:40, s. 124-125.

• 279 FORMUERNE 

form, de foreligger. Dette fremgår ikke af nogen nedskrevet regel, men er forudsat 

i anbringelses- og bestyrelseslovens § 1 10 ). Princippet gælder også eller 

måske navnlig fast ejendom og løsøre. Det kan tillige modsætningsvis udledes 

afværgebekendtgørelsens § 20 om tilfælde, hvor den umyndige véd værgemålets 

indtræden er ene- eller medindehaver af en forretning, og hvor værgen 

må sørge for, at virksomheden afvikles på en hensigtsmæssig måde. Af 

§ 20 fremgår yderligere, at anser værgen det for at være til den umyndiges 

bedste, at forretningen fortsættes, skal ansøgning herom indgives til statsamtet. 

3.1.2. Af anbringelses- og bestyrelseslovens § 1, stk. 2, fremgår udtrykkeligt, 

at midler, som tilfalderen umyndig ved arv, kan bevares i den form, hvori 

de udlægges på skiftet. Reglen uddybes i skifteloven og værgebekendtgørelsen. 

I skiftelovens § 47 slås fast, at enhver arving er berettiget til at få sin arvelod 

udlagt efter vurdering, dog ikke i fast ejendom, og at værgens påstand 

herom på den umyndiges vegne skal godkendes af skifteretten, når det skønnes 

at være til den umyndiges gavn. En umyndig arving har ikke nogen fortrinsstilling 

for så vidt angår bestemte aktiver 11 ). I værgebekendtgørelsens 

§ 27, stk. 2,2. pkt., er bestemt, at ved arveudlæg i fast ejendom eller i aktiver, 

som medfører, at den umyndige pådrager sig gældsforpligtelser, skal statsamtets 

godkendelse indhentes. I bekendtgørelsens § 28 anføres, at værgen 

skal have sin opmærksomhed henledt på, at den umyndige får sin part af løsøre, 

som denne har brug for eller formodes at ville få brug for, eller som kan 

antages at have særlig værdi for ham eller hans familie. 

Det principielle udgangspunkt er, at arv, der tilfalder en umyndig, bør udredes 

i rede penge eller i sådanne aktiver, der er godkendt som anbringelsesobjekter 

for umyndiges midler. Enhver arving er altid berettiget til efter ønske 

at få sin arv udbetalt kontant og har ikke pligt til udlæg i andet, således at 

de fornødne realisationer i givet fald må gennemføres forinden som et led i 

bobehandlingen. 

3.1.3. Udvalget foreslår ikke nogen ændring af den gældende retstilstand, 

hvorefter midler kan bevares i den form, hvori de foreligger ved iværksættelse 

afværgemål for voksne, men finder, at der i loven bør indsættes en udtrykkelig 

bestemmelse herom, jf. lovudkastets § 34, stk. 1. 

På tilsvarende måde finder udvalget, at der bør være en udtrykkelig regel 

om bevaring af midler, som umyndige og personer under værgemål har modtaget 

som arv. Der henvises til lovudkastets § 34, stk. 2. 

Værgen må naturligvis foretage en samlet vurdering af, hvad der skal ske 

10 ) Myndighedslovskommentaren, bind 1, s. 260 og 262 med henvisninger samt Lynge Andersen 

m.fl. : Umyndige personers formue, 1988, s. 79. 

") Myndighedslovskommentaren, bind 1, s. 249 med henvisninger. 

j

KAPITEL 9 280 

med de aktiver, der ejes ved værgemålets begyndelse, eller som senere arves. 

Der må skønnes over, om den, der kommer eller er under værgemål, har behov 

for og vil få glæde af aktiverne. Navnlig vil det vel dreje sig om en fast 

ejendom, ikke mindst hvis den tjener til bolig, samt om indbo eller andet løsøre. 

Hvis der er aktiver af tvivlsom karakter, eller som er mindre sikre, bør 

værgen overveje, om de skal afhændes. 

3.2. Registrering. 

3.2.1. Der findes i dag kun meget begrænsede regierom registrering af^ umyndiges 

midler. Ifølge cirkulære nr. 20 af 26. februar 1986 om indberetning vedrørende 

midler, der tilfalder umyndige og borteblevne, samt indberetning 

vedrørende værgebeskikkelser m.v. bør retten i forbindelse med værgebeskikkelser 

indhente oplysning fra værgen om, hvorvidt den umyndiggjorte 

ejer midler af en sådan størrelsesorden, at de skal bestyres i en godkendt forvaltningsafdeling, 

og i bekræftende fald i hvilken forvaltningsafdeling værgen 

ønsker midlerne bestyret. Retten bør sende en kopi afværgebeskikkelsen 

til forvaltningsafdelingen med oplysning om midlernes art. Der bør endvidere 

i alle tilfælde sendes en kopi af værgebeskikkelsen til det tilsynsførende 

statsamt. 

Ifølge samme cirkulære bør retten i øvrigt i forbindelse med værgebeskikkelse 

meddele værgen, at det påhviler denne at lade umyndiggørelsesdommen 

tinglyse ved den umyndiges værneting, og hvis denne ejer eller erhverver 

faste ejendomme tillige der, hvor disse er beliggende, og derefter forevise 

denne for det tilsynsførende statsamt. Om tinglysning på ejendommen se nedenfor 

under pkt. 3.4. 

3.2.2. Ifølge den norske umyndiggørelseslov § 27 skal værgen sørge for, at 

den umyndiggjortes ejendele bliver registreret. Ifølge vergemålslovens § 90 d 

kan overformynderiet pålægge hjelpeverger snarest muligt at drage omsorg 

for, at klientens bo registreres og vurderes og at sende registreringsforretningen 

til overformynderiet. I en rundskrivelse om ændringen i 1990 er anført, at 

ved begrænsede hverv eller små og kurante boer vil der efter forholdene ikke 

være behov for registrering eller kun for en mere summarisk registrering. Registrering 

af løsøre gøres sædvanligvis forholdsvis summarisk 12 ). 

I den svenske foräldrabalk kapitel 16, § 2, stk. 1 og 2, bestemmes, at gode 

män og förvaltare, som er udpeget til at forvalte formue, inden to måneder 

skal indsende en fortegnelse til overformynderen over aktiver, som er omfattet 

af opgaven. For værger for mindreårige indtræder forpligtelsen inden en 

måned efter, at et aktiv er tilfaldet den pågældende. 

12 ) Rundskrivafl8.desemberl990(G-178/90),s. 17-18.

281 FORMUERNE 

I det finske lovudkast § 34 i betænkningen fra 1987 er foreskrevet, at det 

kan pålægges værgen at udarbejde og indlevere en plan for bevarelsen og 

brugen af den formue, som værgen skal administrere for den umyndige. Ifølge 

udkastets § 42 skal værgen inden tre måneder efter, at denne er udpeget, 

indgive en fortegnelse over aktiver og passiver, som tilhører den umyndige, 

og som værgen skal administrere. Fortegnelsen skal suppleres ved senere erhvervelser. 

3.2.3. Med udgangspunkt i reglerne i de andre nordiske lande om registrering 

af aktiver og passiver ved værgemålets start har udvalget drøftet, om en 

tilsvarende ordning bør indføres i Danmark. Meget taler herfor. Straks når 

beskikkelsen foreligger, er det helt naturligt, at værgen skaffer sig et overblik 

over den økonomi, der skal administreres, se også ovenfor i kapitel 8, pkt. 

2.3.2. Værgen må undersøge, hvad den pågældende ejer af kontantkonti, aktier, 

obligationer og andre aktiver i værdipapircentralen, pantebreve og lignende. 

De løbende indtægter, deres størrelse og oprindelsessted må konstateres. 

Forholdene til skattevæsenet må kontrolleres og eventuelt bringes i orden. 

Det er naturligt med en åbningsstatus. Et formelt krav om registrering 

vil medvirke til, at værgen drager omsorg for, at aktiverne kommer under forvaltning, 

jf. i dag værgebekendtgørelsens §§ 6 og 8. Et naturligt led i overvejelserne 

vil også være, om midlerne er anbragt betryggende, og om de under 

hensyntagen hertil giver tilstrækkeligt udbytte. 

Registrering vil tillige have betydning, hvis der under værgemålet opstår 

tvivl om, hvorvidt værgen har forvaltet sine opgaver forsvarligt eller ligefrem 

har begået misligheder med hensyn til midlerne og bør drages til ansvar herfor, 

jf. lovudkastets §31. Den må i øvrigt også ses i sammenhæng med reglerne 

om værgemålstilsyn, som er omtalt nedenfor i kapitel 10. I jo større omfang, 

der slækkes på værgemålstilsynet, desto mere taler det for at indføre en 

registreringsordning ved værgemålets start. 

En registreringsforskrift skal formentlig kun gælde i forbindelse med værgebeskikkelse 

og dermed i realiteten ved værgemålTor voksne. Som nævnt er 

den et naturligt første skridt, når værgen er udpeget. For børn og unge bliver 

de økonomiske værgemål først aktiveret, når de bliver ejere af aktiver, og her 

må indberetnings- og andre ordninger omtalt nedenfor under pkt. 3.3. skabe 

den fornødne sikkerhed. 

Udvalget har overvejet, om en registreringsforskrift skal begrænses til større 

formuer eller komplicerede aktivmasser. Det kan hævdes, at ved aktiver af 

begrænset størrelse, hvor værgen typisk ikke er professionel, vil det være for 

stor en byrde for denne, og udbyttet af en registrering står måske ikke mål 

med anstrengelserne. På den anden side kan det hævdes, at hvis der antages 

kun at være behov for værgemål ud fra en formueretlig behovsvurdering, så-

KAPITEL 9 282 

fremt formuen er 50-75.000 kr., se ovenfor under kapitel 5, pkt. 5.2.I., er der 

samtidig skabt en naturlig undergrænse for, hvornår en registrering er rimelig. 

En beløbsgrænse har imidlertid mindre mening, fordi det netop er gennem 

en registrering, formuens størrelse afdækkes. Det kunne også foreskrives, 

at registreringen skal afhænge af aktivernes karakter, således at der altid 

skal ske registrering, f.eks. hvis personer, der kommer under værgemål, ejer 

fast ejendom eller en erhvervsvirksomhed. Nærliggende er den mulighed, at 

statsamtet træffer beslutning i forbindelse med værgebeskikkelsen. Den endelige 

afgrænsning af en registreringsforpligtelse må overvejes nærmere forud 

for udarbejdelsen af administrative forskrifter efter drøftelse med forvaltningsafdelingerne. 

Her kan det også foreskrives, hvilken detaljeringsgrad registreringen 

skal have. 

Udvalget finder således, at fortegnelsesproblematikken bør nævnes i selve 

loven, men at afgrænsninger og enkeltheder må fastlægges i administrative 

forskrifter. Der henvises til bemyndigelsesbestemmelsen i lovudkastets § 40, 

nr. 1. 

3.3. Kontrol med midlernes indlevering. 

3.3.1. Efter værgebekendtgørelsens § 9 kan værgen ikke gyldigt kvittere for 

modtagelsen af umyndiges midler, der skal bestyres i en godkendt forvaltningsafdeling. 

Bestemmelsen udbygges med cirkulære nr. 20 af 26. februar 

1986 om indberetning vedrørende midler, der tilfalder umyndige, og som omhandler 

domme, retsforlig og dødsboer, samt ved cirkulære nr. 21 af samme 

dato om indberetning af forlig vedrørende umyndiges midler. Den, der som 

privat debitor, forsikringsselskab etc. betaler direkte til værgen, kan således 

risikere at skulle betale en gang til. Bestemmelserne medvirker til at sikre, at 

midlerne rent faktisk indleveres til bestyrelse i en forvaltningsafdeling. Forvaltningsafdelingen 

har desuden pligt til at påse, at de midler, hvis eksistens 

afdelingen herefter har kendskab til, også indbetales eller indleveres. 

Endelig har visse pensionskasser og forsikringsselskaber indgået en frivillig 

aftale med Civilretsdirektoratet om, at de skal underrette direktoratet som 

tilsynsmyndighed om udbetaling af ydelser til umyndige. 

3.3.2. Udvalget finder, at det er centralt for formueadministrationen og 

dens effektivitet, at aktiverne overføres til forvaltningsafdelingerne, når værgemål 

iværksættes, eller når aktiver senere tilkommer. Den primære pligt påhviler 

værgen. Udvalget finder, at dette bør fremhæves i selve loven, og har i 

udkastets § 35, stk. 3, udformet en regel herom. Reglen er ikke udtømmende. 

I en række tilfælde er det muligt at dirigere midlerne direkte fra den udbetalende 

til forvaltningsafdelingen. Det gælder som nævnt f.eks. skifteretter, for-

283 FORMUERNE 

sikringsselskaber og pengeinstitutter 13 ). Regler herom bør som hidtil findes i 

de administrative forskrifter. Hjemmelen hertil må søges i lovudkastets § 40, 

nr. 2, jf. § 35, stk. 3. 

Et tredje element er indberetningspligten med hensyn til løbende ydelser 14 ). 

Administrative forskrifter herom kan eventuelt erstatte de hidtidige begrænsede 

frivillige aftaler. I § 40 om adgangen til at udforme administrative forskrifter 

er der som nr. 4 indføjet en udtrykkelig hjemmel for denne indberetningspligt. 

3.4. Sikring ved værgebestyrede aktiver. 

3.4.1. Værgen forvalter ifølge anbringelses- og bestyrelseslovens § 3, stk. 2, de 

aktiver, der ikke er under bestyrelse i en forvaltningsafdeling, bl.a. faste ejendomme, 

løsøre, fordringer på naturalydelser m.v. Endvidere forvalter værgen 

kapitalbeløb, som er under grænsen for sådan bestyrelse, for tiden 20.000 

kr. Endelig omfatter værgens bestyrelse gavemidler og friarv, som ved gavegivers 

og arveladers gyldige bestemmelse er holdt uden for bestyrelse i en 

godkendt forvaltningsafdeling. 

For så vidt angår fast ejendom er det i dag forskrevet, at umyndighed skal 

tinglyses. Tinglysningslovens § 13, stk. 2-3, indeholder herom følgende regel: 

'§ 13. I tilfælde af en ejendoms salg eller overtagelse ved endelig 

tvangsauktion skal fogeden, og i tilfælde af konkurs og offentligt skifte, 

der omfatter faste ejendomme, skifteretten (eller executor testamenti) 

uopholdelig sende dommeren meddelelse herom til tinglysning. 

Stk. 2. Samme meddelelsespligt påhviler ved umyndiggørelse og anordning 

af lavværgemål værgen. 

Stk. 3. Hvis en ejendom ved arv udlægges til en umyndig eller en under 

lavværgemål stående person, eller hvis den pågældende på anden 

måde erhverver fast ejendom, skal værgen lade tinglyse, at erhververen 

mangler rådighed over ejendommen, samt om dette skyldes ungdom 

eller umyndiggørelse, eller at han står under lavværgemål. For mindreårige 

skal meddelelsen desuden oplyse vedkommendes fødselsdato.' 

Pligten for værgen til at lade umyndiggørelsesdommen tinglyse på den faste 

ejendom fremgår tillige afværgebekendtgørelsens § 6. 

13 ) Betænkning om Overformynderiet (nr. 358/1964), s. 41, og Myndighedslovskommentaren, 

bind 1, s. 193-97. 

14 ) Betænkning om Overformynderiet (nr. 358/1964), s. 41.

KAPITEL 9 284 

Tinglysningslovens § 13, stk. 2-3, er en ordensforskrift, idet den umyndige 

ikke mister sin ret, selvom tinglysningen forsømmes 15 ). Når umyndiggørelsen 

er lyst på den faste ejendom, vil evt. dokumenter, hvorved den umyndiggjorte 

på egen hånd ved aftaler overdrager rettigheder over ejendommen til 

andre, blive afvist. Ved køb og salg vil det også blive påset, om statsamtets 

samtykke foreligger, og er dette ikke tilfældet, afvises dokumentet 16 ). 

Sikringsakter med hensyn til løsøre er ikke foreskrevet. 

I værgebekendtgørelsens § 8, stk. 4, bestemmes, at værgen skal lade den 

umyndiges fondsaktiver, der bestyres af værgen, registrere i værdipapircentralen 

som tilhørende den umyndige under værgens bestyrelse. Dette skyldes, at 

umyndighedsindsigelsen fortabes over for en godtroende erhverver af fondsaktiverne, 

hvis umyndiggørelsen ikke er registreret i Værdipapircentralen, jf. 

§ 11 i lov om en værdipapircentral, jf. lovbekendtgørelse nr. 101 af 10. februar 

1991. Det samme gælder for lavværgemål 17 ). Registreringen af umyndiggørelse 

og lavværgemål sker på grundlag af retsafgørelsen, jf. § 30, stk. 1, i bekendtgørelse 

nr. 911 af 18. december 1991 om registrering m.v. af fondsaktiver 

i Værdipapircentralen. Registrering af mindreårighed sker på grundlag af 

cpr-nummeret. 

En bestemmelse om notering af umyndighed findes ikke med hensyn til 

fysiske omsætningsgældsbreve som f.eks. pantebreve, selv om umyndighedsindsigelsen 

kan fortabes over for en godtroende erhverver, jf. gældsbrevslovens 

§ 14. Hæver en umyndig på en bank- eller sparekassebog, hvis indestående 

er under værgens bestyrelse, må umyndighedsindsigelsen for så vidt angår 

umyndiggjorte kunne gøres gældende, når umyndiggørelsen er tinglyst, jf. 

myndighedslovens § 4, ud fra de almindelige bestemmelser i myndighedslovens 

§ 34 og § 45 og for mindreåriges vedkommende ligeledes efter §§ 34 og 

45, da pengeinstituttet, der skal have kontohaverens cpr.nr. oplyst ved kontoens 

oprettelse, må antages at være bekendt med kontohaverens unge alder. 

3.4.2. Værgen vil også i fremtiden have en række opgaver til sikring af, at 

aktiver, der er omfattet afværgemålet, bliver administreret behørigt. Om kontrol 

med indlevering af aktiver, der skal forvaltes i en forvaltningsafdeling, jf. 

lovudkastets § 35, stk. 1, henvises til bemærkningerne overfor under pkt. 3.3. 

3.4.3. Efter lovudkastets § 35, stk. 2, skal en række aktiver, herunder en 

række særligt opregnede i nr. 1, også i fremtiden bestyres af værgen, se herom 

nedenfor under pkt. 4.2., 4.3.3. og 4.3.4. 


16 ) Myndighedslovskommentaren,bind l,s. 51. 

n ) Myndighedslovskommentaren, bind 1, s. 191, og Gert Bo Gram og Bent Mebus: Værdipapircentralen, 

s. 49-50 og s. 74.

285 FORMUERNE 

Under det fremtidige værgesystem får sikringsforskrifter med hensyn til 

sådanne aktiver særlig betydning og perspektiver. Det skyldes, at de fleste 

værgemål efter udkastets § 5 ikke forventes suppleret med handleevnefratagelse 

efter § 6. Kun hvis dette er tilfældet, vil beslutningen bliver offentliggjort 

gennem tinglysning, jf. § 6, stk. 3, jf. tinglysningslovens § 48, se herom 

ovenfor i kapitel 5, pkt. 10. 3.4.4. For så vidt angår de umyndige d.w.s. de mindreårige, 

jf. lovudkastets § 1, stk. 1, og personer under værgemål, der tillige er 

frataget handleevnen, jf. § 6, stk. 2, finder udvalget, at de gældende forskrifter 

for værgen bør videreføres. 

Om fast ejendom henvises til udkastet til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser 

om værgemål, formueadministration m.v., § 6, nr. 1, om ændring 

af tinglysningslovens § 13, stk. 2-3. Hvis en umyndig arver eller på anden 

måde erhverver fast ejendom skal værgen lade umyndigheden tinglyse 

på den faste ejendoms blad i tingbogen. 

Ejer en umyndig fondsaktiver, som registreres i Værdipapircentralen, må 

værgen have pligt til at lade umyndigheden registrere der. Ellers fortabes 

umyndighedsindsigelsen, hvis den umyndige overdrager fondsaktivet, se 

ovenfor under pkt. 3.4.1. En bestemmelse herom kan fastsættes administrativt 

med hjemmel i udkastets § 40, nr. 1. Med hensyn til fysiske omsætningsgældsbreve 

mener udvalget, at værgen må notere umyndigheden på dokumentet. 

Pligten hertil kan ligeledes fastsættes administrativt. For værgebestyrede 

kontantindeståender i pengeinstitutter er notering af umyndighed efter 

udvalgets opfattelse ikke nødvendig, da umyndighedsindsigelsen kan gøres 

gældende alligevel. Notering af umyndigheden kan dog anbefales af andre 

grunde. En notering på bank- eller sparekassebøger eller andre kontantkonti 

dokumenterer over for pengeinstitutter, at værgen er berettiget til at disponere. 

Udvalget finder ikke anledning til at foreslå indført en pligt for værgen til 

at foretage notering af værgemålet i sådanne tilfælde, der alene har betydning 

for værgens legitimation. 

3.4.5. Udvalget finder ikke, at der bør indføres særlige regierom sikring af 

værgebestyrede aktiver, der tilhører personer under værgemål efter 

lovudkastets § 5 og under samværgemål efter § 7, herunder om de værgemål, 

der er omfattet af § 25, stk. 1, idet ægtefællen og værgen i forening bestyrer 

bodelen tilhørende den, der er under værgemål. Disse værgemålsformer foreslås 

således ikke medtaget i den nye affattelse af tinglysningslovens § 13, 

stk. 2 og 3. Der forudsættes heller ikke særlige regler om f.eks. fondsaktiver 

og fysiske omsætningsgældsbreve, som sådanne værger administrerer. Med 

de grupperinger, udvalget har opstillet, se ovenfor i kapitel 5, pkt. 2, vil det 

være de færreste under værgemål, der vil have faktisk mulighed for at disponere 

på egen hånd. Hertil kommer, at særlige sikringsakter for disse former

KAPITEL 9 286 

for værgemål vil stride mod udvalgets grundsyn, hvorefter det kun er værgemål 

med handleevnefratagelse, der skal offentliggøres i medfør af tinglysningslovens 

§ 48. Tinglysning afværgemål efter § 5 på faste ejendomme og 

registrering eller notering ved andre aktiver vil i øvrigt komme til at virke som 

en slags kamufleret handleevnefratagelse. Sådanne skridt vil heller ikke betyde 

noget for værgens legitimation til at råde. 

Udvalget må erkende, at en registrering eller notering ville medvirke til, at 

mulige medkontrahenter ville blive bekendt med værgemålet. Dette ville i 

givet fald stille den, der er under værgemål, bedre, hvis aftalen, når denne har 

rådet på egen hånd, senere anfægtes efter lovudkastets § 46 eller aftalelovens 

regler. Udvalget har dog ikke fundet dette afgørende. 

4. Formueadministration. 

De vigtigste blandt formuereglerne er måske dem, der fastlægger administrationen 

af umyndiges formuer, d.v.s. hvor midlerne skal opbevares eller registreres 

og dermed forvaltes. 

I anbringelses- og bestyrelseslovens § 3 findes regler om bestyrelse af 

umyndiges formue. De indebærer en sondring mellem administration i godkendte 

forvaltningsafdelinger og værgebestyrelse. Et tredje område er midler, 

som den umyndige bestyrer på egen hånd. Det kan være selverhverv eller, 

hvis dette er særlig bestemt, modtagne gaver eller arv, jf. myndighedslovens 

§§ 39 og 40. Denne administration er ikke særlig reguleret, se dog anbringelses- 

og bestyrelseslovens § 3, stk. 2, litra f, og vil ikke blive omtalt i det følgende. 

4.1. Bestyrelse i forvaltningsafdeling. 

Hovedreglen ifølge anbringelses- og bestyrelseslovens § 3, stk. 1, er, at umyndiges 

midler skal bestyres i en godkendt forvaltningsafdeling, som er tilknyttet 

et pengeinstitut. I dag er der 11 godkendte forvaltningsafdelinger. 

Î praksis administrerer forvaltningsafdelingerrie samme aktiver, som der 

normalt er kontakt med et pengeinstitut om. Det er kontante midler, jf. bestyrelsesbekendtgørelsens 

§ 9, fondsaktiver, der registreres i Værdipapircentralen, 

jf. bekendtgørelsens § 10, stk. 1, andre værdipapirer, der kan foreligge i 

fysisk form, jf. § 10, stk. 2, og pantebreve, jf. § 10, stk. 3. 

Bestyrelsen består i almindelig kapitaladministration. Det er værgen, der 

bestemmer, hvorledes midlerne skal investeres inden for anbringelsesbekendtgørelsens 

rammer, se herom nedenfor under pkt. 5, og om beløb m.v., 

der fremkommer ved udtrækning af obligationer, indfrielse af eller afdrag på 

pantebreve m.v., skal geninvesteres eller placeres på kontantkonti. Opsigelse

287 FORMUERNE 

af pantebreve og gældsbreve, salg af aktiver, udnyttelse af tegningsrettigheder 

eller aktierettigheder kan forvaltningsafdelingen kun foretage med værgens 

samtykke, medmindre dennes erklæring ikke kan indhentes, eller dispositionen 

er nødvendig for at bevare kapitalen. I så fald har afdelingen en selvstændig 

kompetence til at disponere. Ændring i sikkerheden for bestyrede 

værdipapirer, herunder især pantebreve og gældsbreve, og ændringer i selve 

gældsforpligtelsen ifølge sådanne værdipapirer skal godkendes af forvaltningsafdelingen, 

som forinden skal indhente en erklæring fra værgen, jf. bestyrelsesbekendtgørelsens 

§ 14. Ifølge bestemmelsen kan forvaltningsafdelingen 

ikke godkende en ansøgning fra pantebrevsdebitor, som værgen ikke 

ønsker at medvirke til, men forvaltningsafdelingen kan afslå et ønske fra værgen, 

hvis afdelingen finder, at ændringen ikke er til den umyndiges fordel. 

Denne afgørelse kan indbringes for Civilretsdirektoratet. Forvaltningsafdelingen 

har som udgangspunkt stemmeretten på bestyrede dagligt børsnoterede 

aktier. Endvidere har afdelingen et selvstændigt ansvar for, at bestyrede 

værdipapirer ikke forældes, ligesom det i øvrigt skal påses, at den umyndiges 

midler administreres betryggende. Der foregår således et samarbejde mellem 

forvaltningsafdelingen og værgen, men afdelingens medvirken indebærer en 

automatisk kontrol med, at anbringelsesbekendtgørelsen overholdes. 

Udover at medvirke til og kontrollere, at administrationen foregår forsvarligt, 

har forvaltningsafdelingerne forskellige centrale opgaver i forhold til 

værgen, der reelt er af samme karakter som dem, der er henlagt til de offentlige 

tilsynsmyndigheder, statsamterne og Civilretsdirektoratet. Forvaltningsafdelingen 

skal således påse, at udbetaling af kapitalbeløb kun sker efter, at 

værgen af statsamtet har fået tilladelse til at anvende et bestemt beløb af den 

umyndiges kapital til et bestemt formål, se herom nedenfor under pkt. 10. 

Får værgen renter og andet udbytte af den umyndiges kapital udbetalt, 

skal værgen aflægge et årligt regnskab over anvendelsen af disse indtægter til 

forvaltningsafdelingen, som reviderer og godkender regnskabet og herunder 

påser, at indtægterne er anvendt til bedste for den umyndige, se nedenfor i 

kapitel 10, pkt. 5. Selv om værgen har krav på at få renter m.v. overført, kan 

forvaltningsafdelingen begrænse udbetalingen af renter og udbytte til værgen, 

hvis de samlede indtægter må antages åbenbart at overstige, hvad der er nødvendigt 

til at dække den umyndiges fornødenheder. Forvaltningsafdelingen 

kan i denne forbindelse bestemme, at værgen skal forelægge et budget over 

det forventede forbrug af den umyndiges midler. 

4.2. Værgebestyrelse. 

Værgebestyrelse har hjemmel i anbringelses- og bestyrelseslovens § 3, stk. 2. 

Reglen fremtræder som en opregning af undtagelser fra stk. 1 om forvalt-

KAPITEL 9 288 

ningsbestyrelse. Vigtigst er, at værgen bestyrer fast ejendom og løsøre, som 

den umyndige ejer. Sådanne aktiver kan den umyndige have ejet ved umyndiggørelsen 

eller senere arvet, se herom ovenfor under pkt. 3.1. Fast ejendom 

og løsøre kan også være købt senere med statsamtets godkendelse med henblik 

på at etablere en bolig og skabe et hjem for den umyndige. Værgen har 

ikke beføjelser vedrørende stereoanlæg, knallerter og andre ting, børn og unge 

har erhvervet for selverhverv, som gave eller for penge foræret til sådanne 

indkøb. 

En vigtig regel er, at formuer under 20.000 kr. administreres af værgen. 

Yderligere undtagelser er omtalt nedenfor under pkt. 6 og 7 om gave og arv, 

som gavegiver eller arvelader har undtaget fra forvaltningsbestyrelse. 


4.3.1. Overvejelser om fremtidens administrationsregler må tage udgangspunkt 

i, at der som gennemgået ovenfor under pkt. 2 er to forskellige typer af 

værgemål. 

Langt den største gruppe, de mindreårige, har forældre, der som værger 

skal administrere, hvad børnene har erhvervet. I praksis drejer det sig navnlig 

om arv eller erstatnings- og forsikringsbeløb, og sikkerheden for, at sådanne 

aktiver bliver indleveret til bestyrelse i en forvaltningsafdeling, er ganske 

stor, se ovenfor under pkt. 3.3. Det samme kan ikke antages med hensyn til 

andre aktiver, navnlig gaver, se ovenfor under pkt. 1.2.2. Efter gældende regler 

kan kun formuer under 20.000 kr. holdes uden for forvaltningsafdelingerne. 

Den anden gruppe er de voksne under værgemål. Den behovsvurdering, 

der er omtalt ovenfor i kapitel 5, pkt. 5.2.1., sætter grænser for, ved hvor små 

formuer der af denne grund skal iværksættes økonomiske værgemål, herunder 

fordi formuerne også skal være store nok til, at et eventuelt værgemålshonorar 

kan betales. Undergrænser i størrelsesordenen 50-75.000 kr. nævnes. 

4.3.2. Udvalgets grundsyn er, at den nuværende ordning med administration 

i godkendte forvaltningsafdelinger skal fortsættes, se lovudkastets § 35, 

stk. 1. Den er gennemført ved loven fra 1981 om anbringelse og bestyrelse af 

umyndiges midler m.v. efter nøje overvejelser. 

For personer under værgemål indebærer forvaltningsbestyrelsen, at risikoen 

for tab af formue mindskes. 

For værgerne er det ikke særlig vanskeligt at udpege en forvaltningsafdeling 

og at sørge for, at midlerne overføres hertil. I de allerfleste tilfælde står 

aktiverne i forvejen på konti i et pengeinstitut, mange midler er placeret i 

fondsaktiver i Værdipapircentralen gennem et pengeinstitut og atter andre, 

f.eks. pantebreve, er deponeret. Forandringen for værgen er ikke stor, og be-

289 FORMUERNE 

sværet under det jævnlige samarbejde ikke større end ved andre former for 

formueadministration. Alternativet er, at værgen selv skal tage sig aktivt af 

forvaltningen. Måske ville det gøre dem utrygge, deres job ville blive mere 

besværligt, arbejdet ville forøges og et eventuelt honorarkrav vokse. Samtidig 

er det en betryggelse for værgen at vide, at der er kontakt med specialister 

inden for værgemålslovgivningen og sikkerhed for, at reglerne overholdes. 

Værgens risiko for at blive inddraget i e.n retssag med et erstatningskrav bliver 

betydelig mindre 18 ). 

For det offentlige og særligt for statsamterne indebærer ordningen også 

fordele. En del af tilsynsopgaverne har kunnet overlades til de private forvaltningsafdelinger, 

herunder med at anbringelsesforskrifterne overholdes, 

se nedenfor under pkt. 5. 

4.3.3. Uanset fordelene ved forvaltningsafdelingerne må nogen administration 

nødvendigvis ligge hos værgen, herunder fordi opgaverne falder uden 

for, hvad et pengeinstitut kan tage sig af. Navnlig gælder det, hvis den, der er 

under værgemål, ejer eller erhverver fast ejendom og løsøre. Her må værgen 

tage sig af det fornødne vedrørende vedligeholdelse og ejendommens opvarmning 

m.v. Også betaling af de løbende termins- og andre udgifter samt af 

modtagne regninger er en værges opgave. Afgrænsningen i loven er i dag 

udelukkende negativ og derfor mindre oplysende. Udvalget har i udkastets 

§ 35, stk. 2, nr. 1, valgt positivt at opregne de fleste af de formueformer, der 

har en sådan karakter, at forvaltningen hører under værgen. Den yderste afgrænsning 

er dog efter bestemmelsen fortsat aktiver, der ikke bestyres i en 

forvaltningsafdeling. 

4.3.4. Vanskeligere er at fastlægge den beløbsmæssige undergrænse ior forvaltningsbestyrelse, 

som nødvendigvis også må findes i fremtiden, se bemyndigelsen 

i lovudkastets § 35, stk. 2, nr. 2, til en administrativ fastsættelse heraf. 

Fornylig, nemlig ved årsskiftet 1991-92, er grænsen for, hvilke formuer 

m.v. der hører under værgebestyrelse, som nævnt forhøjet fra 10.000 kr. til 

20.000 kr. 

Der er i udvalget enighed om, at den beløbsmæssige undergrænse for bestyrelse 

i en forvaltningsafdeling og for det offentliges regnskabsrevision 

vedrørende kapitalbeløb, se herom nedenfor i kapitel 10, pkt. 5, fortsat må 

være den samme. Et mellemområde med værgeadministration for mindre kapitalbeløb, 

men med pligt for værgen til at indlevere kapitalregnskab til revision, 

vil føre til praktiske vanskeligheder for værgerne og pålægge statsamterne 

en måske unødvendig arbejdsbyrde. 

l8 ) Betænkning om Overformynderiet (nr. 358/1964), s. 40, og Borum: Personretten, 3. udg., 

1953, s. 116 og 118.

KAPITEL 9 290 

Dermed bliver overvejelserne om et forvaltningsminimum mere generelle 

og principielle. De går på, i hvilket omfang de værgemål, samfundet finder 

nødvendige, skal undergives offentlig styring og kontrol. Det kan hævdes, at 

det er tilstrækkeligt, at der er udpeget en legal repræsentant, som må forudsættes 

at have de fornødne kvalifikationer samt at være ansvarsbevidst og 

loyal. I det omfang begrænsede beløb ikke skal bestyres i en forvaltningsafdeling 

men af værgen, uden at der skal indsendes kapitalregnskab, har samfundet 

tilkendegivet, at man stoler på værgen og er villig til at løbe risikoen 

for, at midlerne forsvinder, hvadenten de bruges til fordel for ejeren eller misbruges. 

Erstatningsansvarsreglen i lovudkastets § 31 og straffeværnet giver 

en vis sikkerhed for aktivernes bevarelse. Hensynet til den svage, ansvaret for 

den iværksatte værgeordning og samfundshensyn må således afvejes over 

for, hvor megen kontrol der skal være, og hvor små formuer det er rimeligt at 

føre tilsyn med. 

Afvejningerne er i nogen grad parallelle med dem, udvalget har haft vedrørende 

den økonomiske behovsvurdering, når værgemål for voksne skal besluttes, 

se ovenfor i kapitel 5, pkt. 5.2., og ovenfor under pkt. 4.3.1. De har ført 

til, at værgemål for voksne først bør iværksættes ud fra rene formueretlige 

behovsvurderinger, når det drejer sig om midler over 50-75.000 kr. 

En beløbsundergrænse for forvaltning i et godkendt pengeinstitut får derfor 

især betydning for børn og unge, og her gør særlige forhold sig gældende. 

Den legale repræsentant udpeges ikke, idet der er fødte værger, forældrene. 

De må antages i særlig grad at have interesse i deres børns velfærd og dermed 

i deres økonomi, se ovenfor under pkt. 2.1.2. Efter udvalgets opfattelse må 

samfundet ved formuer under 50.-75.000 kr. løbe den risiko, der er ved, at 

aktiverne ikke inddrages under en forvaltningsafdelings administration samt 

for, at formueforvaltning ikke er værgens stærkeste side og for påvirkning 

udefra. 

For voksne kan en lavere grænse end 50-75.000 kr. undtagelsesvis få virkning, 

hvis værgemålet i første række har haft andre formål, samtidig med at 

man ikke har villet undtage formuen fra værgemålet. 

I udvalget er det den overvejende opfattelse, at der bør ske en forhøjelse af 

20.000 kr. grænsen, og at grænsen også her passende kan sættes til 50-75.000 

kr. i dagens priser. 

4.3.5. Til sidst har udvalget overvejet, om der ved værgemålets iværksættelse 

skal åbnes mulighed for, at tilsynsmyndighederne kan træffe individuel 

bestemmelse om, hvordan midlerne skal bestyres, herunder eventuelt at også 

mindre formuer skulle inddrages under den særlige forvaltning eller større 

fritages herfor. Ifølge lovudkastets § 13 vil de fleste værgemål blive besluttet 

af statsamtet, og det kunne være et naturligt første led i tilsynet at tage stilling

291 FORMUERNE 

hertil. Om der er behov for individuelle formueordninger afhænger i nogen 

grad af, i hvilket omfang der i praksis vil blive gjort brug af muligheden for 

individuelt tilpassede værgemålsordninger, hvor formuen holdes uden for, 

se lovudkastets § 5, stk. 2, og § 8, stk. 1, samt ovenfor i kapitel 5, pkt. 6. Skræddersyede 

forvaltningsløsninger vil kunne være vanskelige at administrere og 

kontrollere. Udvalget har ikke på forhånd villet afskære muligheden for at 

indføre individuelle ordninger på forvaltnings- og anbringelsesområdet, hvis 

erfaringerne med de nye værgemålsordninger skulle vise, at dette vil være 

hensigtsmæssigt. Der er derfor i lovudkastets § 40, nr. 5, indbygget en hjemmel 

til at indføre systemet administrativt. 

- 

5. Midlernes placering. 

5.1. Anbringelses- og bestyrelseslovens § 1 omhandler anbringelse af umyndiges 

midler og suppleres af anbringelsesbekendtgørelsen. Efter § 1, stk. 1, må 

umyndiges midler kun placeres som kontant indskud i et pengeinstitut eller i 

aktiver, der giver fuldt betryggende sikkerhedTor midlernes bevaring. Justitsministeren 

bestemmer, hvilke aktiver, der kan godkendes som investeringsobjekter. 

Med hjemmel i § 1 er i anbringelsesbekendtgørelsen fastsat detaljerede 

regler herom. Efter bekendtgørelsens § 2 kan umyndiges midler anbringes 

som kontant indskud i et pengeinstitut eller i værdipapirer efter reglerne i 

§§ 6-14, dvs. som hovedregel i børsnoterede obligationer eller aktier eller i 

pantebreve i fast ejendom med sikkerhed inden for 70 procent af kontantvurderingen, 

jf. bekendtgørelsens § 11. Indtil halvdelen af midlerne kan anbringes 

i aktier m.v., jf. bekendtgørelsens § 8, ligesom der er visse andre begrænsninger, 

jf. bekendtgørelsens § 9. Som nævnt ovenfor under pkt. 3.1. får disse 

regler særlig betydning ved genanbringelse, hvis der kommer kontanter fri 

som følge af salg af værdier, f.eks. en fast ejendom, ved indfrielse af pantebreve, 

udtrækning af obligationer o.s.v. De skal også anvendes, hvis kontante 

midler ønskes anvendt til køb af værdipapirer m.v. 

Af særlig interesse er, i hvilket omfang de nævnte regler giver mulighed for 

anbringelse af begrænsede midler på en særlig enkel måde. Med hjemmel i 

anbringelses- og bestyrelseslovens § 1, stk. 1, 3. pkt., er i anbringelsesbekendtgørelsens 

§ 3, stk. 2,2. pkt., bestemt, at beløb under 5.000 kr. eller beløb, 

som må anses for nødvendige til løbende udgifter, kan foreligge kontant hos 

værgen. 

Anbringelsesreglerne gælder, uanset hvorledes aktiverne administreres, se 

herom oven for under pkt. 4. De gælder for de midler, der bestyres af forvaltningsafdelingerne. 

Værgen skal også overholde dem. Dette kommer i princippet 

på tale i det omfang, friarv og gaver ifølge særlig bestemmelse holdes 

uden for forvaltningsafdelingerne, samtidig med at der ikke tillige er gjort

KAPITEL 9 292 

undtagelse vedrørende anbringelsesreglerne, se nedenfor under pkt. 6 og 7.1 

praksis har reglerne betydning for værgens administration af midler under 

den grænse, der betyder administration i en forvaltningsafdeling, i dag under 

20.000 kr., men over de 5.000 kr. der som nævnt kan foreligge kontant hos 

værgen. 

5.2. Udvalget finder, at afgørelsen om, hvorledes likvide midler anbringes 

og genanbringes, er et væsentligt led i formuereguleringen. Det forekommer 

naturligt at foreskrive, at midler tilhørende personer under værgemål ikke 

må anbringes for risikofyldt. Navnlig gælder det for de mindreårige, hvis aktiver 

så vidt muligt bør bevares intakt, til de fylder 18 år og selv kan disponere. 

Heller ikke for voksne under værgemål ses der at være grund til, at værgen 

skal have lov til at indlade sig på risikofyldte dispositioner. Derfor er der i 

udkastet som § 36 medtaget en generel regel herom. Enkeltheder bør som i 

dag overlades til fastlæggelse i administrative forskrifter, se bemyndigelsen i 

lovudkastets § 40, nr. 3. 

Det har været overvejet, om anbringelsesreglerne skal omfatte de aktiver, 

værgen administrerer, fordi de er for begrænsede til at inddrage under forvaltningsafdelingerne. 

Som nævnt ovenfor under pkt. 4.3.4. vil det være midler i 

størrelsesordenen 50-75.000 kr. Efter udvalgets vurdering er der ikke grund 

til generelt at undtage værgebestyrede kapitaler fra anbringelsesforskrifterne. 

De angiver fornuftige anbringelsesformer, som værgen vil kunne følge 

uden større besvær. 

6. Gaver. 

6.1. Gaver til umyndige forekommer ofte. I praksis vil det udover ting som 

lejlighedsgaver navnlig være rede penge, måske værdipapirer. Skatte- og afgiftslovgivningen 

sætter visse grænser. Er man uden for den op- og nedstigende 

linie, udløser gaver indkomstskat. Derfor er det navnlig mellem forældre 

og mindreårige børn eller bedsteforældre og børnebørn, at spørgsmålet 

bliver aktuelt, men måske også ved yngre voksne under værgemål, se i det 

hele ovenfor under pkt. 2.1. 

6.2. I dansk lovgivning er der tre regelsæt, hvorefter en gavegiver har mulighed 

for at træffe mere individuelle bestemmelserom, hvad der skal ske med 

gaver til umyndige. Formentlig er de ikke almindelig kendt, og bl.a. derfor 

gør giveren antagelig kun i begrænset omfang brug af dem. Undersøgelser på 

området findes ikke. 

Hyppigst er vel, at børn eller unge får kontanter eller en check. Ofte vil 

giveren samtidig udtrykkeligt, omend som regel mundtligt, tilkendegive, at 

de kan bruges til, hvad modtageren vil. Ellers er dette vel oftest underforstået. 

Dermed har giveren henvist til myndighedslovens § 40 om gaver til den

293 FORMUERNE 

umyndiges frie rådighed. Andre muligheder er anbringelses- og bestyrelseslovens 

§ 1, stk. 3,1. pkt, hvorefter reglerne i stk. 1 om anbringelse af umyndiges 

midler ikke finder anvendelse i det omfang, giveren har bestemt andet. 

Efter lovens § 3, stk. 2, litra b, kan en giver bestemme, at midlerne ikke skal 

bestyres i en godkendt foryaltningsafdeling. 

6.3. Også i de andre nordiske lande er der særregler om gaver. Ifølge de 

svenske gælder forvaltningsreglerne ikke for midler, den umyndige har fået 

som gave, hvis det er foreskrevet, at midlerne skal stå under særskilt forvaltning 

af en anden end den sædvanlige formynder, jf. föräldrabalken kapitel 

13, § 1, stk. 2. 

Den svenske förmynderskabsutredning afgav i 1988 en betænkning om 

'Föräldrar som förmyndare'. Udvalgets hovedovervejelse var, om der behøves 

så indgribende en regulering som den nugældende af forældres forvaltning 

af børns formue. Særligt gælder det om gaver, barnet har modtaget, eller 

hvis barnet har erhvervet formue som legal arv, ved testamente eller som begunstiget 

i henhold til en forsikring. Derfor foreslås, at forældrene som værger 

fremtidig skal administrere gaver uden myndighedernes indblanden. 

Giveren skal have mulighed for at foranstalte kontrol med forvaltningen, og 

overformynderiet skal kunne gribe ind. Der skal fortsat kræves samtykke til 

dispositioner over fast ejendom, barnet har fået. I betænkningen sidestilles 

andre typer af aktiver med gaver. Det gælder børnepensioner og andre socialforsikringsydelser 

samt erstatninger fra private syge- og ulykkesforsikringer 

19 ). Lovforslag på grundlag af betænkningen er endnu ikke udarbejdet. 

6.4.1. Udvalget finder, at der fortsat bør være en særlig regulering for gaver 

til personer under værgemål, men skønner, at det nugældende regelsæt er for 

kompliceret. Grundsynet må være, at det som udgangspunkt er giver, der bestemmer, 

om der skal være begrænsninger i modtagerens og dermed værgens 

rådighed, medmindre giveren er gået det skridt videre at bestemme, at den, 

der er under værgemål, selv skal disponere over det modtagne, se lovudkastets 

§ 42, stk. 1, nr. 2, og nedenfor i pkt. 6.4.2. Giveren er naturligt opmærksom 

på de problemer, det kan skabe, at modtageren er under værgemål. Gaver 

til sådanne voksne er antagelig sjældne. Endnu sjældnere vil der i et gavebrev 

være taget højde for den situation, at gavemodtageren senere måtte 

komme under værgemål. Derimod forekommer gaver til børn og unge sikkert 

ofte, vel navnlig inden for en snæver familiekreds og hyppigst fra forældre til 

børn. For udvalget er det naturligt, at forældre og bedsteforældre som værger 

har frihed til selv at administrere, hvad de har givet børnene, men også gaver 

børnene har fået fra andre. Dette må også gælde, selv om skatte- og afgifts- 

19 ) SOU 1988:40, s. 156-57 og sammenfatningen, s. 9-12.

KAPITEL 9 294 

tankegange er en del af motiveringen for ædelmodigheden. Antagelig er det 

også i overensstemmelse med de fleste giveres ønske og i nogen udstrækning 

med, hvorledes der handles i praksis, se ovenfor under pkt. 1.2. Der er ikke 

grund til en anden regel om de antagelig sjældne tilfælde, hvor voksne modtager 

gaver efter, at de er kommet under værgemål. Udvalget foreslår derfor, 

at der skal gælde en formodning for, at giver haï fraveget forvaltnings- og anbringelsesreglerne. 

Kun hvis giver har truffet udtrykkelig bestemmelse herom, 

eller det fremgår af omstændighederne, skal gaver administreres i en forvaltningsafdeling 

og/eller omfattes af anbringelsesreglerne. Der henvises 

herved til udkastets § 37 både i flertallets og mindretallets udformning. Har 

giveren ikke truffet sådanne bestemmelser, administreres gaven herefter af 

værgen. 

6.4.2. Samme grundsætning kan næppe gælde, for så vidt angår giverens 

mulighed for at bestemme, at gaven skal være til^n rådighedTor den umyndige, 

jf. den gældende myndighedslovs § 40. Her vil det afhænge af den konkrete 

gavesituation, om gaven kan anses for givet på dette vilkår. Afgørende er 

gavegiverens hensigt, men derudover vil det for mindreårige især afhænge af 

beløbets størrelse og den pågældendes alder og modenhed. For voksne under 

værgemål vil det bero på den pågældendes evne til selv at varetage egne 

interesser og til en vis grad på beløbets størrelse. Der har derfor ikke på dette 

område kunnet opstilles nogen formodningsregel, se lovudkastets § 42, stk. 1, 

nr. 2. 

6.4.3. Med det udgangspunkt, at giveren på den ene side kan undlade at 

være gavmild og på den anden kan gå så langt at give til fri rådighed for den, 

der er under værgemål, jf. lovudkastets § 42, stk. 1, nr. 2, har udvalget drøftet, 

om der også for så vidt angår andre af værgemålslovens begrænsninger skal 

gælde en formodning for, at de ikke skal gælde for gaven. 

For udvalgets flertal (alle bortset fra Black, Danielsen og Bente Djørup) er 

dette en naturlig tanke. Ifølge flertallets udformning af lovudkastets § 37 er 

der derfor også formodning for, at gaven ikke er omfattet af statsamtets tilsyn, 

jf. udkastets § 28, at der ikke skal indsendes regnskab til statsamtet vedrørende 

gaven, jf. udkastets § 29, at der ikke skal si&is&mtsgodkendelsetiX bestemte 

dispositioner med hensyn til gaven, jf. udkastets § 30 og, at der ikke kræves 

godkendelse fra statsamtet for at bruge a/gaven, jf. udkastets § 39. Forskrifterne 

skal således kun gælde, hvis giveren har bestemt det. 

Flertallet er sig bevidst, at en sådan formodningsregel og en mulighed for 

at fravige de samme regler ved friarv, se herom nedenfor under pkt. 7.4.3., 

kan siges at underminere formuebeskyttelsesreglerne og vanskeliggøre kontrollen 

med de aktiver, der er fritaget for forvaltnings-, anbringelses- og tilsynsreglerne. 

Grænsedragningen mellem de to kapitalområder kan i praksis

295 FORMUERNE 

vise sig vanskelig. Sådanne grænser kendes imidlertid også inden for andre 

områder, f.eks. ved blandede formueordninger i et ægteskab med fælleseje 

og særeje. I sådanne tilfælde er der en formodning for, at et aktiv hører til 

fællesejet, og kun såfremt det kan godtgøres, at aktivet stammer fra en særejebestemmelse 

i en ægtepagt, i en gave eller i et testamente, kan aktivet anses 

for særeje. På tilsvarende måde finder flertallet, at der bør være en formodning 

for, at et aktiv ikke er fritaget for bestemmelserne i §§ 28-30 og § 39, 

således at værgen konkret skal godtgøre, at det netop er denne gave, der er 

omfattet af fritagelsesformodningen, eller at der er tale om surrogat for gaven. 

Flertallet bemærker endvidere, at den nævnte grænsedragning ikke synes 

at have givet anledning til vanskeligheder, når gaver eller arv i dag ikke 

skal bestyres i en forvaltningsafdeling, jf. anbringelses- og bestyrelseslovens 

§ 3, stk. 2, litra b, der videreføres med lovudkastets § 37. 

Efter flertallets opfattelse må de samlede vanskeligheder ikke overvurderes. 

Giveren må have overvejet konsekvenserne for modtageren af gaven, og 

om det er hensigtsmæssigt også ud i fremtiden at fjerne de nævnte elementer i 

kontrollen med værgens dispositioner. Disse overvejelser sker som regel på 

et tidspunkt, hvor giveren i de aktuelle forhold har et godt grundlag for vurderingen 

af modtagernes situation. 

Flertallet har ved forslaget lagt afgørende vægt på, at det udelukkende beror 

på gavegiverens vilje, om gaven skal gives. Har modtageren forståelse for 

gaven, kan den gives til fri rådighed for den, der er under værgemål. Har gavemodtageren 

ikke en sådan forståelse, må gaven i stedet gives til en værge. 

Herved bliver det naturligvis vanskeligere at afsløre et misbrug, men dette 

må gavegiveren tage i betragtning, når gaven gives. Det synes vanskeligt forståeligt, 

at en gave, der ikke gives - eller kan gives - til fri rådighed, nødvendigvis 

skal undergives tilsynsbestemmelserne m.v. i §§ 28-30 og § 39. Flertallet 

er sig bevidst, at afgiftsreglerne og generationsskifteproblemer ofte er 

grunden eller en væsentlig årsag til gaven. Dette er legitime motiver, og hvis 

værgen er en anden end giver, er der næppe nogen særlig grund til at antage, 

at gaven ikke med tiden kommer modtageren til gode. Anderledes kan det 

stille sig, hvis giveren samtidig er værge for modtageren. Er der imidlertid 

tale om en proformagave tilhører gaven stadig giveren, og risikoen for proformahandlen 

må som udgangspunkt påhvile denne. Dette problem er næppe 

nyt. Som nævnt ovenfor under pkt. 6.2. har man også hidtil kunnet fravælge 

bestyrelses- og anbringelsesreglerne, således at forvaltningsafdelingerne 

og statsamterne som flere steder påpeget i betænkningen ofte ikke har fået 

kendskab til en gave til en umyndig. Efter flertallets opfattelse vil det være 

hensigtsmæssigt, såfremt sådanne forhold - der ofte skyldes uvidenhed om 

retsreglerne - fremover bliver lovliggjort. Flertallet har fundet, at formod-

KAPITEL 9 296 

• 

ningsreglen giver en betydelig smidigere ordning, og at man herved på gaveområdet, 

kan komme uden om nogle af de regler, der af nogle opfattes som 

stive og restriktive. 

Flertallet har endelig overvejet, om en bestemmelse efter § 37 om anvendelse 

af §§ 28-30 og § 39 skal kunne træffes uafhængigt af, hvorledes aktiverne 

bestyres og anbringes, og om det skal være muligt at fravælge nogle af 

bestemmelserne i §§ 28-30 og § 39, men ikke andre. Hensynet til at skabe smidigere 

og fleksible ordninger taler for at tillade den størst mulige aftalefrihed. 

Imidlertid har flertallet fundet, at reglerne har en sådan sammenhæng, at en 

bestemmelse efter § 37 om at fravælge §§ 28-30 og § 39 alene bør kunne træffes 

samtidig med, at der er truffet en bestemmelse om at fravælge anbringelses- 

og bestyrelsesreglerne. For ikke at gøre reglerne på området, der i forvejen 

er indviklede, for uoverskuelige, ikke mindst for parterne, har flertallet 

tillige fundet, at en bestemmelse efter § 37 ikke kan begrænses til en enkelt 

eller nogle af bestemmelserne efter §§ 28-30 og § 39, men må omfatte alle. Det 

er således ved flertallets formulering af § 37 forudsat, at der er tale om en 

pakkeløsning. Udgangspunktet vil være, at gavegiver har bestemt, at gaven er 

til fri rådighed, eller at gaven gives til personer under værgemål ved værgen, 

uden at forvaltnings-, anbringelses- og tilsynsreglerne finder anvendelse. Ønsker 

giveren imidlertid kontrol med værgen, kan giver ikke bestemme, at nogle 

af reglerne i §§ 28-30, § 35, stk. 1, § 36 eller § 38 skal finde anvendelse, men 

ikke andre. Gavegiver må i så fald vælge, at alle bestemmelserne skal finde 

anvendelse. 

Mindretallet (Black, Danielsen og Bente Djørup) henviser til, at der ikke i 

den gældende myndighedslov er en regel om, at gavegiver kan bestemme, at 

værgen for en umyndig gavemodtager ikke skal være omfattet af det almindelige 

tilsyn. Tilsynsreglerne antages at være ufravigelige 20 ). At givere i dag 

kan bestemme, at umyndiges gaver ikke skal bestyres i en forvaltningsafdeling, 

men i stedet forvaltes af værgen, eller at værgen i sine investeringsmuligheder 

ikke skal være begrænset af reglerne om anbringelse af umyndiges 

midler, må derfor ses på baggrund af, at andre regler findes at rumme tilstrækkelig 

beskyttelse for den svage, herunder bestemmelserne om tilsyn, tilsynsmyndighedernes 

muligheder for at give værgen pålæg, regnskabsaflæggelse 

og om godkendelse af visse dispositioner, jf. udkastets §§ 28-30 og § 39, 

se nærmere nedenfor i kapitel 10. Så vidt vides har der ikke i praksis været 

rejst spørgsmål om adgang til at fravige tilsynsbestemmelserne, hvilket efter 

mindretallets opfattelse må tages som udtryk for, at der ikke har været et behov 

for og grund til noget sådant. 

20 ) Myndighedslovskommentaren,bind l,s. 179.

• 

297 FORMUERNE 

Mindretallet finder ikke, at der er grundlag for at antage, at muligheden for 

at kunne bestemme, at beskyttelsesreglerne i §§ 28-30 og § 39 skal fraviges, vil 

indgå som et væsentligt, endsige afgørende moment i overvejelser om at yde 

en gave til en person under værgemål og dermed for gavmildheden. Især ved 

større kapitaloverdragelser vil muligheden for f.eks. at spare gaveafgift eller 

løse vanskelige generationsskifteproblemer erfaringsmæssigt udgøre en 

langt større motivering. Den formodningsregel, flertallet foreslår som § 37, er 

udtryk for, at der ved udformningen af centrale regler, der har til formål at 

beskytte formuen for personer under værgemål, tages langt større hensyn til 

den myndige gavegiver end til den modtager, der er uner værgemål, som er 

den, reglerne i øvrigt tilsigter at beskytte. Det er også vanskeligt at se, hvilke 

anerkendelsesværdige motiver en giver skulle have for at føre midlerne uden 

for tilsyns- og regnskabsreglerne. Det kan med vægt hævdes, at en forudsætning 

for, at formodningsreglen om, at forvaltnings- og anbringelsesreglerne i 

udkastets § 35, stk. 1, og § 36 ikke skal gælde ved gaver, er, at andre tilsyns- og 

beskyttelsesbestemmelser sikrer den svage gavemodtager. 

Flertallets forslag indebærer desuden, at kun midler i form af tvangsarv og 

erstatnings-, forsikrings- og pensionsbeløb i princippet vil være omfattet af 

lovudkastets tilsyns- og beskyttelsesregler. Andre aktiver, der tilfalder personer 

under værgemål, vil kunne holdes uden for tilsynet. For disse midler, der 

navnlig for så vidt angår arv, udgør en betydelig del af de samlede formuer, 

der i dag forvaltes for umyndige, vil der i realiteten ikke være nogen beskyttelse 

mod misbrug eller mod uheldige eller fejlagtige dispositioner fra værgens 

side. De almindelige straffe- og erstatningsretlige regler er efter mindretallets 

opfattelse af begrænset betydning i denne sammenhæng. Den vigtige 

kontrol gennem regnskabsrevisionen bliver udvisket, hvis den ikke omfatter 

alle aktiver. Ufuldstændige, delvise regnskaber til tilsynsmyndigheden giver 

ikke noget rigtigt billede af situationen og bliver vanskelige at revidere. Godkendelsesreglerne 

rækker videre end til blot at angå kapitalen, f.eks. på 

grund af de forpligtelser, dispositionen kan indebære. Myndighedernes mulighed 

for på de undtagne områder at gribe ind over for en værge med pålæg 

er også udelukket, idet dette forudsætter, at der er et almindeligt tilsyn. Mindretallet 

bemærker, at udvalget netop har tillagt adgangen for tilsynsmyndigheden 

til at gøre brug af pålægsmuligheden væsentlig betydning ved udformningen 

af formuereglerne, se herved bl.a. kapitel 10, pkt. 4. Der kan derimod 

være god mening i at åbne mulighed for et øget kapitalforbrug for så vidt 

angår modtagne gaver og falden friarv, men helt at undvære statsamtets kontrol 

forekommer ikke heldigt. Hensigtserklæringer i gavebreve og testamente 

om kapitalens anvendelse vil i konkrete tilfælde kunne påvirke statsamtets 

måde at administrere reglen i lovudkastets § 39 på.

KAPITEL 9 298 

Mindretallet foreslår herefter § 37 affattet således, at formodningsreglen 

ved gaver kun gælder forvaltnings- og anbringelsesreglerne i § 35, stk. 1, og 

§ 36. Dette indebærer, at §§ 28-30 og § 39 som hidtil er ufravigelige også på 

gaveområdet. 

7. Arv. 

7.1. Der er ikke i myndighedsloven eller i loven om anbringelse og bestyrelse 

af umyndiges formue m.v. særregler om formue, som den mindreårige eller 

umyndiggjorte har arvet i henhold til loven. Arvede aktiver kan dog som 

nævnt ovenfor under pkt. 3.1. generelt bevares i den form, hvori de udlægges 

på skiftet. 

For så vidt angår tvangsarv kan arvelader ikke bestemme, at den skal bestyres 

uden for en forvaltningsafdeling eller fravige anbringelsesreglerne, 

men der kan udpeges en testamentsværge, se herom nedenfor. 

7.2. Ved friarv kan arvelader i testamente bestemme anbringelsen og bestyrelsen, 

også hvis arvingen er umyndig. Hvis der efterlades tvangsarvinger, 

kan sådan bestemmelse kun træffes vedrørende den testationsfrie halvdel, 

herunder f.eks. halvdelen af hvad børn skal arve efter deres forældre. På samme 

måde som ved gaver er der en rig variation af muligheder. 

Arveladeren kan bestemme, at den umyndige skal have midlerne ti\ fri rådighed, 

jf. myndighedslovens § 40. 

Arveladeren kan med hjemmel i anbringelses- og bestyrelseslovens § 1, stk. 

3, 2. pkt., bestemme, at reglerne i stk. 1 om anbringelse af umyndiges midler 

ikke skal anvendes. Lovens § 3, stk. 2, litra c, giver tillige arveladeren mulighed 

for at bestemme, at friarven ikke skal bestyres i en godkendt forvaltningsafdeling. 

Arveladeren kan i medfør af myndighedslovens § 62 bestemme, at arven 

skal bestyres af en særlig testamentsværge. Sådan bestemmelse kan også træffes 

med hensyn til tvangsarven til en umyndig. Arveladerens bestemmelser 

kan tilsidesættes af justitsministeren, såfremt den findes stridende mod den 

umyndiges tarv. 

De foreliggende muligheder vil kun blive benyttet, hvis arvelader ved testamentets 

oprettelse er klar over, at en, som skal arve, er umyndig eller må 

have formodning om, at vedkommende senere vil blive umyndiggjort. Testators 

adgang bliver derfor antagelig oftest kun en realitet, hvis arvingerne er 

mindreårige eller er yngre umyndiggjorte. Det er mindre sandsynligt, at en 

testator tænker på, om en arving, f.eks. ægtefællen eller et voksent barn, vil 

blive umyndiggjort på grund af alderdomssvækkelse, eller finder, at noget 

sådant bør føre til særlige foranstaltninger. 

7.3. Udvalget har haft mulighed for at få indtryk af, i hvilket omfang der

299 FORMUERNE 

gøres brug af lovgivningens muligheder til at bestemme særlige foranstaltninger 

vedrørende umyndiges arv. Professor, dr.jur. Finn Taksøe-Jensen har 

foretaget en undersøgelse af de notartestamenter, der i 1987 blev oprettet i ni 

udvalgte retskredse. Det drejer sig om ialt 1.627 testamenter omfattende 

2.325 testatorer. De udvalgte testamenter skønnes at være et repræsentativt 

udsnit af de godt 26.000, der i 1987 blev registreret i Centralregistret for testamenter, 

og det drejer sig om op mod 10 pct. af de testamenter, der blev oprettet 

i 1987 21 ). 

I undersøgelsen blev ikke fundet et eneste testamente, hvor der var truffet 

bestemmelse efter myndighedslovens § 40 om fri rådighed. 

De undersøgte testamenter indeholdt heller ikke klare tilfælde, hvor der 

var sket en fravigelse af anbringelses- og/eller bestyrelsesreglerne. Der fandtes 

følgende tre testamenter af interesse for udvalgets overvejelser. Kun ét var 

en egentlig anvendelse af myndighedslovens § 62 om testamentsværger 22 ) : 

Testator var en 33-årig separeret mand, hvis ægtefælle havde forældremyndigheden 

over fællesbørn, der var femten, tretten og ni år. Han testerede 

over halvdelen af sine aktiver til fordel for en 24-årig tredjepart 

og ønskede, at hendes arv så vidt muligt skulle udlægges i aktier i de 

selskaber, han helt eller delvis ejede. Endvidere bestemtes: 'Stemmeretten 

på aktier mine ovennævnte børn arver, skal, indtil de er myndige, 

bestyres af en værge, jf. myndighedslovens § 62, der dermed tilsidesætter 

den faste værge desangående'. 

To andre testamenter indeholdt, hvad der forekom i hvert fald delvis at være 

en sammenblanding af myndighedslovens § 16 med tilkendegivelse om forældremyndighed, 

såkaldte børnetestamenter, og § 62. Samtidig rummede de, 

uden at sondre mellem tvangs- og friarv, nogle tilkendegivelser om arvens 

anbringelse, som måske snarere var hensigtserklæringer med henblik på at 

påvirke tilsyns- og godkendelsesmyndigheden end egentlige bestemmelser 

efter anbringelses- og bestyrelsesloven: 

I et fælles testamente skrev forældre om to børn: 

'Hvis vi begge afgår ved døden, inden børnene eller et af dem bliver 

myndige, ønsker vi, at forældremyndighed og værgemål overgår til min 

... Hvis den omstændighed, at han overtager ansvaret for børnene, nød- 

21 ) Se om undersøgelsen tillige Taksøe-Jensen i Suum Cuique, Retsvidenskabelig afhandlinger, 

Københavns Universitet, 1991, s. 230. 

22 ) I UfR 1992.61.0 havde testator truffet bestemmelse om en testamentsværge til at administrere 

en båndlagt arv.

KAPITEL 9 300 

vendiggør, at han må anskaffe sig anden og større bolig, kan børnenes 

midler placeres i denne bolig for at formålet, at børnene er anbragt under 

betryggende forhold, kan opnås. Det er ikke afgørende for os, at de 

for anbringelse af umyndiges midler foreskrevne grænser overholdes. 

Vi vil lægge vægt på, at dispositionen godkendes af vor nedennævnte 

eksekutor.' 

39-årig moder med 7-årig søn indsatte barnet som universalarving. 

Derefter fastsættes : 

'Skulle han ved min død være mindreårig, skal min broder ... være 

hans testamentariske værge. Da barnets fader ikke lever under sådanne 

omstændigheder, og ikke har en sådan forbindelse med min søn, at jeg 

finder det forsvarligt, at forældremyndigheden i denne situation overlades 

til ham, fremsætter jeg herved anmodning om, at forældremyndigheden 

over min søn ... i stedet tillægges den testamentariske værge, 

min broder. 

Hvis min søn arver en betragtelig formue efter mig, er det mit ønske, 

at formuen skal anbringes i samråd med min nedennævnte executor på 

en sådan måde, at formuen giver størst muligt afkast, alt - herunder 

skattemæssige konsekvenser - taget i betragtning.' 

7.4.1. Testamentsundersøgelsen viser, at arveladere kun i yderst begrænset 

omfang bruger de valgmuligheder, som lovgivningen giver dem, til at fravige 

de legale anbringelses- og bestyrelsesregler. Dette taler efter udvalgets opfattelse 

mod et fintmasket net af muligheder for individuelle løsninger. Helt 

undværes kan de dog ikke. 

7.4.2. Udvalget finder ikke, at den ovenfor under pkt. 6.4.1 foreslåede formodningsregel 

for gaver kan overføres til friarv, end ikke til testamentarisk 

arv. Ofte vil der være tale om større beløb end på gaveområdet, og testamentsdispositioner 

får normalt først virkning noget ud i fremtiden, hvor arvingens 

forhold kan have udviklet sig anderledes, end testator regnede med. 

Udvalget finder derfor, at en fravigelse ïra de almindelige forvaltnings- og anbringelsesregler 

i udkastets § 35, stk. 1, og § 36 må kræve en udtrykkelig^ bestemmelse 

i et testamente. Der henvises til både flertallets og mindretallets 

udformning af udkastets § 38. 

7.4.3. Som det fremgår af gennemgangen overfor under pkt. 6.4.3. har udvalget 

drøftet beskyttelsesreglernes anvendelse på gaveområdet. Det drejer 

sig om statsamtstilsynet, jf. udkastets § 28, pligten til at aflægge regnskab, jf. 

udkastets § 29, statsamtsgodkendelse til bestemte dispositioner over friarv, jf. 

udkastets § 30, og statsamtets godkendelse af forbrug af friarv, jf. udkastets 

§39.

301 FORMUERNE 

Udvalgets flertal (alle medlemmer, bortset fra Black, Danielsen og Bente 

Djørup) finder, at arvelader i et testamente bør have adgang til at tilkendegive, 

at ovennævnte begrænsninger ikke eller kun delvis skal gælde ved friarv. 

Flertallet er opmærksom på, at forslaget forekommer mere tvivlsomt end ved 

gaver, hvor gaven typisk gives samtidigt med afgivelsen af løftet, mens arvefaldet 

ved et testamente ofte ligger langt ude i fremtiden. Det kan således 

være vanskeligt for testator at overskue forholdene så langt ud i fremtiden. 

Der må dog samtidig lægges betydelig vægt på, at de fleste testatorer får en 

anden og bedre vejledning fra notar eller advokat end gavegivere. Afgørende 

for flertallet har været, at arvelader på den ene side har frihed til helt at berøve 

arvingen Marven og på den anden side kan overlade friarven til fri rådighed 

for den, der er under værgemål. Også på andre områder er der adgang til 

vidtrækkende testamentariske beslutninger med hensyn til friarv, f.eks. 

båndlæggelse, jf. arvelovens § 65. På denne baggrund finder udvalgets flertal 

ikke grund til at hindre testator i de nævnte mere begrænsede beslutninger, 

der berører friarven. 

'•• Flertallet har ved udformningen af § 38 forudsat, at der med samme begrundelse 

som ved gaver ikke kan ske fravælgelse af nogle af bestemmelserne 

i §§ 28-30 og § 39 mens andre skal gælde. En fravælgelse vil således gælde alle 

bestemmelserne. På tilsvarende måde forudsætter en bestemmelse om at de 

nævnte regler ikke skal finde anvendelse, at der tillige er truffet en bestemmelse 

vedrørende § 35, stk. 1, og § 36. 

Mindretallet (Black, Danielsen og Bente Djørup) henviser til de argumenter, 

mindretallet har fremført ovenfor under pkt. 6.4.3. mod en regel om formodning 

om, at gavegivere har fraveget beskyttelsesreglerne i udkastets 

§§ 28-30 og § 39. Synspunkterne kan gøres gældende på testamentsområdet 

med øget styrke. Testamenter oprettes på et tidspunkt, hvor arvefaldet ikke er 

aktuelt, og hvor testator derfor ikke har mulighed for en reel vurdering af 

virkningen af den svaghedstilstand, der har ført til værgemålet, og af værgens 

måde at varetage hvervet på, samt dermed af beskyttelsesreglens betydning. 

Der kan også være en risiko for, at det bliver rutine at indføje undtagelsesreglen, 

således at individuelle overvejelser begrænses. Det samme vil være tilfældet, 

hvis sådanne klausuler indgår som et element i hyppigt anvendte testamentsformularer 

eller datasystemer. Der henvises til mindretallets udformning 

af udkastets § 38, hvorefter det kun er § 35, stk. 1, og § 36, der kan fraviges. 

Testator behøver ikke at fravige begge bestemmelser. 

8. Testamentsværger. 

Udvalget finder ikke anledning til at bevare testators ret til at udpege en testamentsværge. 

Testamentsundersøgelsen, omtalt ovenfor under pkt. 7.3., vi-

. • 

KAPITEL 9 302 

ser, at der så godt som ikke gøres brug af myndighedslovens § 62. Et system 

med to værger, en testamentarisk og en beskikket, der tager sig af hver sit sæt 

af aktiver, kan være uhensigtsmæssigt og give anledning til afgrænsningsvanskeligheder 

og misforståelser, ligesom tilsynet kan blive besværligere og mindre 

effektivt. Om toværgeordninger, se tillige ovenfor i kapitel 7, pkt. 1.5.4. 

og 5. 

Der kan ikke være noget i vejen for, at der i et testamente indføjes en hensigtserklæring 

om, hvem der bør beskikkes som arvingens værge. Testator 

kan selv være værge for sit voksne barn under værgemål og være ængstelig 

for, hvad der vil ske, når han eller hun falder væk. Tilkendegivelsen vil kunne 

indgå i statsamtets overvejelser under værgebeskikkelsessagen, jf. udkastets 

§11. Dette svarer til, hvad der gælder efter den gældende myndighedslovs 

§ 16 om de såkaldte 'børnetestamenter'. Nogen lovregulering findes ikke 

nødvendig og vil heller ikke have særlig oplysningsværdi med den begrænsede 

praktiske anvendelse, den gældende testamentsværgeregel har haft. 

Ophævelse af adgangen til i et testamente at indsætte en testamentsværge 

medfører nogle overgangsproblemer. Udvalget foreslår, at allerede iværksatte 

testamentsværgemål skal fortsætte efter de hidtil gældende regler. Er testamentsværgen 

endnu ikke begyndt at arbejde, fordi arveladeren endnu ikke er 

død, må de nye regler anvendes. En testamentarisk bestemmelse må da betragtes 

som en hensigtserklæring, således som det er beskrevet ovenfor. Det 

er fundet nødvendigt at udforme en særskilt overgangsregel om etablerede 

testamentsværgemål, se lovudkastets § 54. Fra denne regel kan der sluttes 

modsætningsvis for så vidt angår testamentariske værgeindsættelser, der 

endnu ikke er blevet aktuelle. Det afgørende for, om værgemålet er 'iværksat' 

og således for, om de gamle regler skal anvendes, må være, om boet er afsluttet 

og arven udloddet til arvingen ved testamentsværgen. 

9. Forsikringer. 

9.1. Muligheden for i dag i en begunstigelsesbestemmelse i en livs- eller ulykkesforsikring 

at træffe bestemmelse om, at en forsikringssum, der tilfalder en 

begunstiget, som er umyndig, ikke ska\ indleveres til en forvaltningsafdeling, 

men udbetales til den umyndiges værge til bestyrelse, er ikke nævnt blandt 

undtagelsesbestemmelserne i anbringelses- og bestyrelseslovens § 3, stk. 2. 

Familieretsdirektoratet har i en skrivelse til et forsikringsselskab bl.a. anført, 

at det efter direktoratets opfattelse ikke kan antages, at en begunstigelsesbestemmelse 

af det nævnte indhold kan sidestilles med en bestemmelse i et ga-

303 FORMUERNE 

vebrev eller i et testamente om, at henholdsvis gavemidler og friarv skal holdes 

uden for bestyrelse i en godkendt forvaltningsafdeling 23 ). 

Assurandør-Societetet indbragte spørgsmålet for Folketingets Ombudsmand. 

Societetet anførte bl.a., at for en analogislutning taler den store lighed, 

som begunstigelsesbestemmelser har med både testamentariske bestemmelser 

og gavedispositioner. Begunstigelsesbestemmelser og testamentariske 

bestemmelser er begge udtryk for ensomme, ensidige og private viljeserklæringer, 

hvorved en person råder over sine efterladte ejendele. Der kræves i 

begge tilfælde visse formkrav opfyldt for gyldigheden af bestemmelserne. 

Begunstigelsesbestemmelser ligner gavedispositioner derved, at en forsikringstager 

efter forsikringsaftaleloven ved en begunstigelsesbestemmelse 

helt kan udelukke en tvangsarving fra at erhverve forsikringssummen. Foreningen 

har endvidere henvist til, at en analogislutning har støtte i teorien 24 ). 

Yderligere anførtes, at forsikringsselskaberne faktisk i praksis gennem mange 

år har fortolket begunstigelsesbestemmelser således, at udbetaling kan ske 

direkte til værgen, dog således at der er sket indberetning herom til statsamterne. 

For så vidt angår udbetaling af løbende ydelser m.v., er selskabernes 

praksis godkendt af Justitsministeriet. Efter Assurandør-Societetets opfattelse 

er der ikke tilstrækkeligt grundlag for forskellig behandling i de to situationer, 

bl.a. fordi forbruget ved udbetaling af løbende ydelser nemt kan blive 

større end ved udbetaling af en kapitalforsikring. 

Folketingets Ombudsmand fandt efter sin gennemgang, at spørgsmålet om, 

hvorvidt der er grundlag for en analogislutning, i hovedsagen beror på en 

afvejning af på den ene side de reale hensyn, som er anført af Assurandør- 

Societetet, og på den anden side de synspunkter, der er anført af Familieretsdirektoratet 

(nu Civilretsdirektoratet), og som er baseret på anbringelseslovens 

hovedformål vedrørende beskyttelse af den umyndiges formue. Efter 

ombudsmandens gennemgang af sagen fandt han ikke - ved anvendelse af 

sædvanlige juridiske fortolkningsprincipper - at have grundlag for at anse 

det standpunkt, som Familieretsdirektoratet har indtaget, som juridisk 

uholdbart. Hertil kommer, at en mulig analogislutning vel alene kunne komme 

på tale for så vidt angår forsikringer, der kommer til udbetaling i tilfælde 

af dødsfald. Efter ombudsmandsloven og praksis ved ombudsmandsembedet 

er det ikke udelukket, at ombudsmanden, selvom han ikke kan kritisere 

en myndigheds standpunkt, dog alligevel henstiller til vedkommende myndighed 

at overveje sagen på ny, eventuelt således at ombudsmanden peger på 

et efter hans opfattelse rigtigere resultat end det foreliggende. Ombudsman- 

23 ) Direktoratets skrivelse af 14. april 1988(1. ktr.j.nr. 1988-519-92). 

24 ) Torben Svenne Schmidt m.fl.: Arveret, 1985, s. 262, note 85, og C.C. Munksgaard Nielsen: 

Introduktion til civilretten, 1987, s. 21.

KAPITEL 9 304 

I 

den overvejede, om der var grundlag for en sådan henstilling, men fandt ikke, 

at det var tilfældet. Sagen drejer sig om et generelt juridisk fortolkningsspørgsmål. 

En endelig - og bindende - afklaring af retstilstanden kan alene 

ske ved domstolene. Ombudsmanden har altid mulighed for at fremsætte sin 

opfattelse af sagen (fortolkningsspørgsmålet), men en forudsætning for, at 

han gør det i et tilfælde som det foreliggende, må være, at han har en relativ 

sikker formodning om, at domstolene vil nå til samme resultat som han. Efter 

ombudsmandens opfattelse er det rejste fortolkningsspørgsmål så tvivlsomt, 

at han på ovennævnte baggrund afstod fra en nærmere stillingtagen 25 ). 

Spørgsmålet har senere være omtalt i den juridiske litteratur. Jørgen Nørgaard 

har i 1991 bl.a. oplyst, at det er livs- og pensionsforsikringsselskabernes 

opfattelse, at analogien fra anbringelses- og bestyrelseslovens § 3, stk. 2, 

litra c, omfatter bestemmelser i enhver kapitalforsikringsordning, hvad enten 

den er skattebegunstiget eller ej. Efter hans opfattelse synes det rigtige at være, 

at man ved en begunstigelse af en umyndig tvangsarving lægger vedkommendes 

eventuelle arv og forsikringssummen sammen, hvorefter groft sagt 

halvdelen af det herved fremkomne beløb kunne holdes uden for forvaltningsafdelingsbestyrelse, 

når tilkendegivelse herom er anført i et testamente 

eller i forsikringen. Det tilsvarende resultat må gælde ved begunstigelsesindsættelser 

i opsparingsordninger 26 ). 

9.2. Udvalget har på denne baggrund overvejet, om forsikringstagere skal 

have mulighed for i begunstigelsesbestemmelser at træffe bestemmelse svarende 

til, hvad der gælder for testatorer ved friarv. 

Resultatet af udvalgets overvejelser er imidlertid blevet, at der ikke i lovudkastets 

kapitel 5 i tilslutning til §§ 37 og 38 er indsat nogen undtagelsesregel 

om forsikringer. Der er flere grunde hertil. I givet fald måtte en regel have et 

ganske vidt anvendelsesområde. Det ville være nærliggende at medinddrage 

alle forsikringsordninger, hvor der efter en forsikringsbegivenhed som følge 

af en begunstigelse tilfalder umyndige, navnlig børn og unge, et beløb. Dermed 

måtte foruden livs- og ulykkesforsikringer medtages kapitalforsikringsordninger, 

hvadenten de er skattebegunstigede eller ej. Begunstigelsesindsættelser 

i pensionsopsparingsordninger måtte som påpeget af Jørgen Nørgaard 

i givet fald også med. 

Med en sådan afgrænsning og med den udbredelse f.eks. gruppelivs-, kapitalopsparings- 

og pensionsordninger har, ville en adgang til at undtage fra 

forvaltnings- og anbringelsesreglerne få stor betydning. Det gælder så meget 

mere, som undtagelsesreglen antagelig ville blive hyppigt anvendt, ikke 

») Folketingets Ombudsmands sag 1989-335-69. 

26 ) Jørgen Nørgaard i Svenne Schmidt m.fl.: Arveret (2. udg., 1991), s. 299, note 85. Om spørgsmålet, 

se Munksgaard Nielsen: Introduktion til Civilretten, 3. udg., 1991, s. 24 fif.

305 FORMUERNE 

mindst hvis det kunne ske i tilslutning til en begunstigelsesindsættelse, jf. forsikringsaftalelovens 

§ 103, evt. ved afkrydsning i fortrykte forsikringsbegæringer. 

Der ville herved ikke være sikret en dyberegående overvejelse som 

ved oprettelse af testamente. Endvidere ville det dermed være store beløb 

tilfaldende børn, unge og andre under værgemål, der kunne holdes uden for 

forvaltningsafdelingens administration, jf. udkastets § 35, stk. 1, og anbringes 

i andet end sikre papirer, jf. udkastets § 36. Hertil kommer, at i en del tilfælde 

vil forsikringssummen være det eneste eller væsentligste, en mindreårig får 

ved et dødsfald. Princippet om beskyttelse af de mindreåriges formue ville 

således blive udhulet, og det forsørgelses/erstatningsformål som forsikringen 

er udtryk for, ville måske slet ikke kunne opfyldes, hvis beløbet hurtigt 

blev sat til. 

Hertil kommer de særlige regler om forsikringernes placering i dødsboet, 

jf. forsikringsaftalelovens § 104, hvorefter forsikringsummen udbetales uden 

om boet. For ikke at give forsikringstagere for vidtgående muligheder til at 

fravige anbringelses- og bestyrelsesreglerne til ugunst for den, der er eller 

kommer under værgemål, måtte der som påpeget af Jørgen Nørgaard indbygges 

begrænsninger, så muligheden for at fravige reglerne i lovudkastets 

§ 35, stk. 1, og § 36 begrænses. Også sådanne overvejelser, der rækker langt 

ind i forsikrings-, familie-, arveog skifteretten, har medvirket til, at udvalget 

har afstået fra at foreslå en særregel om forsikringer. 

10. Kapitalforbrug. 

10.1. En afgrundreglerne om umyndiges midler er myndighedslovens § 47, 

hvorefter værgen skal sørge for, at de midler, der står under dennes bestyrelse, 

bevares og frugtbargøres, og at de anvendes til bedste for den umyndige. 

Dette uddybes i værgebekendtgørelsens § 11 : 

'§ 11. Medens en forøgelse af den umyndiges formue som regel ligger 

udenfor værgens opgave, skal han sørge for, at den del af formuen, der 

er undergivet hans bestyrelse, så vidt muligt bevares i uforringet stand, 

samt at den på passende måde frugtbargøres og anvendes til bedste for 

den umyndige'. 

Med disse ordvalg er det ikke overraskende, at litteraturens karakteristik er 

'konservativ bestyrelse 121 ). 

Forbrug af den umyndiges kapital kræver altid tilladelse fra statsamtet, jf. 

værgebekendtgørelsens § 24. Efter bestemmelsen kan det kun ske, hvis ind- 

27 ) Se Myndighedslovskommentaren, bind 1, s. 125 med henvisninger.

KAPITEL 9 306 

• 

tægterne ikke er tilstrækkelige til at dække den umyndiges fornødenheder og 

til at fyldestgøre dennes forpligtelser, eller hvis dennes velfærd i øvrigt kræver 

sådant. Ifølge bestyrelsesbekendtgørelsens § 18 påser forvaltningsafdelingen, 

at tilladelse foreligger, inden kapitalen udbetales. 

Frigivelse af kapital er efter værgebekendtgørelsens § 24 subsidiær i forhold 

til forbrug af indtægter. Sålænge indtægterne ikke er brugt, kan frigivelse 

af kapital ikke ske. § 24's formulering indebærer, at frigivelse kun kan ske 

til formål af forsørgelsesmæssig karakter. Myndighedslovens § 7, stk. 3, om at 

forældre kan anvende barnets midler til dets forsørgelse, gælder kun indtægter, 

ikke kapitalbeløb. Ved fødte værgemål spiller oplysningerne om forældrenes 

egne økonomiske forhold derfor en betydelig rolle ved vurderingen af 

en ansøgning om frigivelse af kapital. 

10.2. Antallet af ansøgninger \\\ statsamterne om kapitalfrigivelse er ganske 

betydeligt, og de udgør langt det største administrative enkeltområde inden 

for værgemålslovgivningen. I vinterhalvåret 1989-90 behandlede statsamterne 

665 ansøgninger efter § 24, hvilket svarer til godt 1.300 på årsbasis. Dette 

indebærer, at værger for op mod 10 pct. af alle umyndige med konti i forvaltningsafdelingerne 

hvert år søger om at få midler ud. Af de 665 ansøgninger 

blev 568 eller godt 80 pct. imødekommet. 

Der er foretaget en gennemgang af Civilretsdirektoratets praksis vedrørende 

frigivelse af kapital for perioden indtil 198&*) fremgår bl.a., at ansøgninger 

fra forældrene om kapitalfrigivelse til anskaffelser til barnet af nødvendig, 

dagligdags karakter, som f.eks. indkøb til barnets værelse, beklædning, cykel 

eller lignende imødekommes. Har forældrene selv en rimelig eller betydelig 

indtægt, afslås ansøgninger af denne art dog normalt. Mere luksusbetonede 

anskaffelser som f.eks. stereoanlæg i den dyrere prisklasse, farvefjernsyn, 

computere og lignende tillades normalt ikke uanset forældrenes økonomiske 

forhold. 

Som et andet område, hvor der i praksis udvises stor tilbageholdenhed, 

kan nævnes ansøgninger om tilladelse til køb af en ridehest eller af en anpart 

i en hest. Sådanne anskaffelser rummer i øvrigt også risiko for faktiske løbende 

forpligtelser af ikke ringe omfang til foder, staldpleje m.v., som ofte ikke 

med sikkerhed kan forventes afholdt inden for renteafkastet. I praksis gives 

tilladelse, når der kan påvises et særligt behov for anskaffelsen, herunder når 

der er tale om et handicappet barn. 

Ansøgninger om frigivelse i forbindelse med en mindreårigs konfirmation 

imødekommes ofte, men stor tilbageholdenhed udvises særligt med hensyn 

til betaling af udgifter ved selve festen og til gaver til barnet. Ønsker værgen 

28 ) Myndighedslovskommentaren, bind 1, s. 223-230.

307 FORMUERNE 

tilbagekøbsværdien af en livsforsikring udbetalt i sådanne tilfælde, afslås 

normalt. I praksis frigives ved det fødte værgemål et beløb, der tager udgangspunkt 

i udmålingsprincipperne for konfirmationsbidraget. I andre tilfælde 

frigives lidt større beløb, især i tilfælde hvor værgen ikke har forsørgelsespligt 

over for barnet. 

Efter nedsættelsen af myndighedsalderen til 18 år opstår spørgsmålet om 

køb af egen bil til mindreårige ikke. Frigivelse kan dog efter omstændighederne 

ske, hvis der er tale om et invalidt barn. Som eksempel kan nævnes et 

tilfælde, hvor en 13-årig stærkt invalideret og retarderet havde ca. 150.000 kr. 

stammende fra arv. Der frigaves ca. 25.000 kr. til køb af bil til moderen med 

henblik på befordring af barnet. Senere frigaves 4.000 kr., for at faderen kunne 

tage fri, medens moderen var på hospitalet. Til sidst frigaves 25.000 kr. til 

køb af campingvogn, idet det var den eneste måde, hvorpå forældrene kunne 

rejse med barnet. 

Statsamtet og Familieretsdirektoratet har i mange tilfælde frigivet beløb til 

videregående uddannelse og studierejser. På grund af forsørgelsespligten 

over for børnene må hensyn tages til forældrenes økonomi. Så vidt muligt 

sikres, at midlerne anvendes til det angivne formål. Forudsætningen er, at > 

behovet for uddannelsesstøtte er aktuelt, altså at uddannelsen er i gang eller 

meget snart skal påbegyndes. Ved studierejser lægges der ud over oplysningerne 

om forældrenes økonomi betydelig vægt på barnets alder, rejsens karakter 

og varighed. I praksis udvises betydelig tilbageholdenhed ved ansøgninger 

om frigivelse til rene ferierejser. Ansøgninger om frigivelse til klasserejser 

imødekommes ofte. I almindelighed pålægges det ikke værgen at undersøge, 

om der eventuelt kan opnås støtte andetsteds fra. 

En gennemgang af praksis siden 1988 viser, at den ovenfor skitserede praksis 

som udgangspunkt fortsat følges. Muligvis lægges dog i højere grad vægt 

på, om den mindreåriges midler stammer fra en godtgørelse for svie og smerte, 

idet dette kan tale for frigivelse. Derimod taler det imod frigivelse, hvis der 

er tale om erstatning for erhvervsevnetab. Endvidere taler det for frigivelse, 

hvis renterne har været oplagt gennem nogle år. Endelig tillægger man barnets 

helbredsforhold betydelig vægt. Lider den mindreårige af en sygdom, 

der efter al sandsynlighed vil medføre døden i løbet af kortere tid, er man 

betydelig mere liberal end normait. Som et eksempel kan nævnes et tilfælde, 

hvor værgerne for en svært handicappet 9-årig dreng med en formue på 

313.000 kr. søgte frigivet 89.000 kr. til erhvervelse af invalidebil. Den mindreårige 

var uhelbredeligt syg og ville maksimalt leve 10-15 år yderligere. Forældrenes 

bruttoindtægter var 370.000 kr. Civilretsdirektoratet tillod det ansøgte. 

Senest har Civilretsdirektoratet i december 1992 udsendt en cirkulæreskri-

KAPITEL 9 308 

velse om frigivelse af godtgørelse til umyndige HIV-smittede blødere og 

transfusionssmittede. Det fremgår heraf, at Civilretsdirektoratet for at sikre, 

at en umyndig HIV-smittet får størst mulig personlig gavn af den ydede godtgørelse, 

har henstillet til statsamterne og forvaltningsafdelingerne, at der ved 

ansøgninger i medfør afværgebekendtgørelsens § 24 om frigivelse af sådanne 

midler udvises en meget høj grad af imødekommenhed under hensyn til den 

risiko, som HIV-smitten indebærer for den enkelte smittede. 

De retningslinjer, som normalt er gældende ved frigivelser efter § 24, er 

derfor ikke nødvendigvis gældende for de omhandlede godtgørelser. Der bør 

således f.eks. kunne ske frigivelse med henblik på, at løntab dækkes, således 

at forældre eller andre får den fornødne tid til samvær med og pleje af den 

smittede, at den smittede får mulighed for at foretage en længere rejse sammen 

med nære familiemedlemmer eller andre, at der iværksættes forbedringer 

af de smittedes daglige, nære miljø og at der erhverves nødvendige, praktiske 

hjælpemidler, herunder f.eks. et transportmiddel. 

Bliver renteindtægten af kapitalen utilstrækkelig til at dække den umyndiges 

daglige behov for småfornødenheder, forlystelser, smårejser m.v., kan 

der blive tale om med mellemrum at frigive runde beløb, f.eks. 10.000 kr., til 

sådanne fornødenheder. 

10.3. Forholdene i forbindelse med frigivelse af kapital til voksne stiller sig 

ofte noget anderledes end for mindreårige. Her synes en konservativ bestyrelse 

ikke på samme måde på sin plads som for børn og unge, hvis den gamle 

selv kan få glæde af pengene og dermed en behageligere tilværelse. Hertil 

kommer, at myndighedslovens § 7, stk. 3, om en vis forsørgelsespligt for andre 

ikke gælder her. Er den pågældende i en alder, så denne må forventes at 

ville leve længe, eller er tilstanden midlertidig, kan der i højere grad være 

behov for at bevare formuen uberørt. Der må endvidere lægges vægt på, at 

forbrug af kapitalen vil medføre faldende renteindtægter, som den pågældende 

muligvis lever af. 

10.4. Udvalget har overvejet reglen om kapitalforbrug, herunder om der 

altid og uden beløbsmæssige eller andre undtagelser skal kræves tilladelse fra 

statsamtet til udtræk af kapitalfra forvaltningsafdelingerne eller fra værgens 

bestyrelse. Dernæst må statsamternes tilladelsespraksis vurderes. 

10.4.1. Efter udvalgets opfattelse bør reglen om, at der skal søges om tilladelse 

til kapitalforbrug være generel. En begrænsning til kapitalerne i forvaltningsafdelingerne 

ville indebære en sikker kontrol med, at der blev søgt. 

Men det ville betyde, at alle værgebestyrede midler gik fri, og at man i realiteten 

prisgav kapitaler på under 50-75.000 kr., se om minimumsgrænser for forvaltningsbestyrelse 

ovenfor under pkt. 4.3.4. En anden mulighed var at friholde 

hævninger under f.eks. 2.000 kr. eller 5.000 kr. om året, også fra forvalt-

309 FORMUERNE 

ningsafdelingerne fra tilladelseskravet. Men dermed risikerer man, at kapitalen 

forsvinder ved mange mindre udtræk som sammenlagt bliver til meget. 

Hertil kommer, at reglen danner bolværk i det omfang, der lempes på kravene 

om forhåndsgodkendelse afværgedispositioner, f.eks. til køb afløsere, se 

nedenfor i kapitel 10, pkt. 3.3. Ved afgrænsningen er sagsantallet og den 

praktiske administration af kapitalfrigivelsesreglen af betydning. Udvalget 

finder, at kontrollen med midlerne gennem tilladelse til udtræk er så central, 

at kravet om godkendelse af kapitalforbrug skal være undtagelsesfrit, selv 

om man ikke kan være sikker på, at værgen søger vedrørende kapitaler, denne 

selv administrerer. Men måske kan udtrækkene afsløres under regnskabsrevisionen. 

Derudover vil en regel advare værgen, herunder om et muligt erstatningsansvar. 

Reglen om, at værgen skal søge statsamtet om tilladelse til at bruge af kapitalen, 

er fundet så vigtig, at den er overført fra det administrative stof til selve 

loven. Der henvises til lovudkastets § 39. 

10.4.2. For så vidt angår børn og unge finder udvalget, at statsamternes administration 

af tilladelsesreglen er rimeligt begrundet ud fra princippet om 

konservativ bestyrelse og den stramme godkendelsespraksis med hensyn til 

kapitalforbrug. Samfundet har interesse i og står i nogen grad som garant for, 

at det, mindreårige har arvet eller modtaget som forsikrings- og erstatningsbeløb, 

kan afleveres nogenlunde ubeskåret, den dag myndighedsalderen opnås. 

Det er da op til den nu myndige unge selv at træffe beslutninger vedrørende 

kapitalen. Udvalget forudsætter dog, at den gældende praksis vedrørende 

frigivelse til meget syge børn fortsættes. 

For voksnekan situationen være en anden. Her vil spørgsmålet om frigivelse 

af kapital i højere grad afhænge af bl.a. den pågældendes alder, helbred og 

særlige behov samt kapitalens størrelse. Jo ældre den pågældende er, des mere 

begrænsede er mulighederne for, at denne kan bruge og få fornøjelse af 

kapitalen. Samtidig vil en bevarelse af formuen i første række komme arvingerne 

til gode. Det må også tages i betragtning, at indtægterne af kapitalen 

mindskes ved en frigivelse. Dette synspunkt gør sig endnu mere gældende, 

såfremt den pågældende må forventes at leve mange år endnu, eller såfremt 

det må forventes, at værgemålet ikke bliver livsvarigt. Må tilstanden antages 

at være permanent, kunne meget tale for, at værgen lagde en plan for, hvorledes 

den pågældendes indtægter og i et vist omfang kapitalen kan anvendes til 

at dække den pågældendes behov. 

Udvalget har afstået fra at give nærmere retningslinjer for, hvorledes den 

administrative praksis bør tilrettelægges, fordi afgørelsen af, om frigivelse af 

kapitalen bør ske, som anført afhænger af en lang række forhold i den enkelte 

sag, og fordi for detaljerede anvisninger fra udvalget vil kunne gøre det van-

( 

KAPITEL 9 310 

skeligt at ændre praksis i takt med samfundsudviklingen og erfaringerne med 

en ny værgemålslov. 

-

311 

Kapitel 10 

Værgemålstilsyn 

1. Generelle betragtninger 

1.1. Gennem tilsyn med værgerne søger myndighederne at sikre, at de umyndiges 

interesser varetages, og at deres formue bevares. 

Værgemålstilsynet har tre bestanddele: Godkendelsesfunktionen, pålægsmulighederne 

og regnskabskontrollen. Tilsynsmyndighedernes beføjelser 

har i dag hjemmel i indledningsordene i myndighedslovens § 51 : 'Justitsministeren 

fører tilsyn med værgemålene og udfærdiger nærmere bestemmelser 

om værgens forhold til tilsynsmyndigheden ... og aflæggelse af regnskab ...'. 

Ifølge de uddybende bestemmelser i værgebekendtgørelsen udføres tilsynet 

af statsamterne med Civilretsdirektoratet som overordnet myndighed og klageinstans. 

Nogle opgaver, navnlig med regnskabsrevision, er dog henlagt til 

forvaltningsafdelingerne eller er en følge af deres formueadministration. 

Behovet for offentlig kontrol med værgerne samt karakteren og omfanget af 

tilsynet kan vurderes ud fra forskellige synsvinkler. 

Den helt centrale kontrolmulighed behandles ovenfor i kapitel 9. Den består 

i, at umyndiges formuer som hovedregel bestyres i særlige forvaltningsafdelinger. 

Værgen kan ikke få kapital ud herfra uden forvaltningsafdelingens 

medvirken, og kun når der foreligger en godkendelse af kapitalforbrug fra 

statsamtet, jf. værgebekendtgørelsens § 24, se ovenfor i kapitel 8, pkt. 2.2.2., 

og i kapitel 9, pkt. 10.1 det omfang dispositioner kræver kapital/vil myndighederne 

allerede af den grund som regel få indseende med værgens beslutning. 

Selv om § 24 er generelt formuleret og omfatter al brug af formue, er 

kontrolmuligheden efter de gældende ordninger mindre, hvis aktiverne er 

anbragt andetsteds end i en forvaltningsafdeling, det være sig, fordi der er 

tale om beløb under 20.000 kr. eller om arv eller gaver, som efter særskilt 

beslutning holdes uden for den sædvanlige bestyrelse. Hertil kommer de 

midler, som ikke opfanges af forvaltningsafdelingerne, fordi værgen forsømmer 

at få dem undergivet denne særlige bestyrelse, se herom ovenfor i kapitel 

9, navnlig pkt. 1.2.2. 

En anden kontrolmulighed - som i modsætning til godkendelse af kapitalforbrug 

og samtykke til bestemte dispositioner er efterfølgende - består i 

myndighedernes revision af værgemålsregnskaberne, se nedenfor under pkt.

KAPITEL 10 312 

5. Dersom værgens oplysninger er korrekte, og regnskabskontrollen er effektiv, 

kan det konstateres, hvad værgen har brugt penge til. Revisionen kan da 

gribe ind over for værgen for at hindre gentagelser. I grelle tilfælde kan der 

tages skridt til at gøre erstatningsansvar gældende mod værgen, jf. lovudkastets 

§ 31, se herom ovenfor i kapitel 8, pkt. 7, eller at fratage værgen værgemålet, 

jf. udkastets § 12, stk. 1. 

2. Værgemålsformer under tilsyn 

2.1. Udvalget har først overvejet, hvilke værgemålsformer der skal være under 

tilsyn, om der bør gælde det samme regelsæt for alle typer, alle grupper af 

værger og alle slags midler, samt om tilsynsreglerne skal kunne fraviges. 

2.2. Tilsynsreglernes område må være uafliængigt af, om den, der er under 

værgemål, har bevaret sin handleevne eller ej, smh. lovudkastets § 1, stk. 2, og 

§ 6, stk. 2. Behovet for værgekontrol er det samme. Derimod kan der ikke 

føres tilsyn på områder, der ikke er omfattet af værgemål. Er værgemålet i 

medfør af lovudkastets § 5, stk. 2, begrænset, er tilsynet indskrænket tilsvarende. 

Udvalget har overvejet, om samværgemålene, jf. udkastets § 7, skal inddrages 

under tilsynsreglerne eller, ligesom lavværgemålene i dag, stå uden for. 

Som det fremgår af det, der er anført ovenfor i kapitel 5, pkt. 3.5, er resultatet 

blevet en bevarelse af den hidtidige retstilstand. Det samme er tilfældet med 

gifte under værgemål, hvor en værge i forening med den anden ægtefælle bestyrer 

bodelen tilhørende den, der er under værgemål, jf. udkastets § 25, stk. 

1, se ovenfor i kapitel 7, pkt. 5. Retsstillingen fremgår af, at der i udkastets 

§ 33, stk. 1, ikke er en henvisning til §§ 28-30. Dette indebærer, at statsamterne 

ikke skal godkende værgedispositioner og ikke have regnskaberne tilsendt. 

Statsamtet har heller ikke mulighed for at gribe ind over for konkrete 

beslutninger ved at give pålæg, medens der fortsat er adgang til at fratage 

værgebeskikkelsen efter lovudkastets § 12, stk. 1, eller eventuelt at omdanne 

værgemålet, jf. § 9. 

Et andet stort område, det kan komme på tale at holde uden for tilsyn, er 

gaver og friarv. Et flertal i udvalget går som omtalt ovenfor i kapitel 9, pkt. 

6.4.3. og 7.4.3 ind for, at giver og arvelader skal have rådighed over, om det, 

der modtages på denne måde, bl.a. skal fritages for tilsyn, se også flertallets 

udformning af lovudkastets § 37 og § 38. 

2.3. Udvalget har drøftet, om tilsynet kun skal vedrøre økonomiske spørgsmål, 

således som det er tilfældet i dag. Værgernes beslutninger for personlig 

umyndiggjorte efter myndighedslovens § 46 skal ikke forelægges nogen, ej 

heller selv om det drejer sig om vidtrækkende beslutninger, f.eks. flytning fra 

eget hjem til institution eller fra en institution til en anden. Baggrunden for

313 TILSYN 

den manglende regulering er muligvis holdningen til forældremyndighed. 

Efter myndighedslovens § 7, stk. 1, drager forældremyndighedens indehaver 

omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra 

barnets interesse og behov. Statsamtet fører ikke kontrol med, hvorledes forældrene 

udøver deres beføjelser. Sanktionsmulighederne findes i lov om social 

bistand, herunder adgangen til at anbringe barnet uden for hjemmet. 

Udvalget mener ikke, at der som noget nyt skal indføres pligt for værgen til 

at forelægge væsentlige dispositioner vedrørende den berørtes personlige 

forhold for myndighederne. Den kontrol, der skulle udøves, inden beslutningen 

blev godkendt, ville være af en anden art end den økonomiske vurdering, 

der kendes fra de andre dispositioner, som skal godkendes. Der ville antagelig 

skulle medsendes lægeerklæringer og anden dokumentation for tilstanden 

og behovet. Hertil kommer, at ved de mest betydningsfulde flytninger er 

de sociale myndigheder alligevel indblandet og har dermed indseende i forholdene. 

Andre vigtige beslutninger vedrører helbredsmæssige foranstaltninger, 

og her er læger og hospitalsmyndigheder inddraget. Alt i alt er det 

antagelig vanskeligt at stable en godkendelsesordning på benene, og dens 

formål kan være vanskelig at få øje på. 

Derimod er der som omtalt nedenfor under pkt. 4.1. i praksis givet værgen 

pålæg også på det personlige område. 

3. Godkendelse afværgedispositioner 

3.1. Generelt 

3.1.1. Det er karakteristisk for dansk værgeret, at tilsynsreglerne er bekendtgørelsesstof. 

Med hjemmel i den meget generelle bemyndigelse i myndighedslovens 

§ 51 er i værgebekendtgørelsen opbygget et system med krav om 

myndighedernes godkendelse af en række økonomiske dispositioner, værgen 

ønsker at foretage. I bekendtgørelsens §§ 13-18 er der bestemmelser herom. 

Grundreglen findes i § 18, stk. 1, hvor det efter den mere specificerede opregning 

i §§ 13-17 slås fast, at statsamtets godkendelse er nødvendigt til enhver 

disposition udover, hvad der hører med til sædvanlig bestyrelse af den af 

værgen bestyrede formue. Reglen om forudgående tilladelse fra statsamtet 

omhandler en mellemgruppe af beslutninger mellem dem, der aldrig må 

træffes - om kaution, jf. myndighedslovens § 48 og lovudkastets § 27 - og det, 

værgen kan gøre på egen hånd, fordi det drejer sig om sædvanlig eller om 

almindelig brug af indtægter. Godkendelsesreglerne har navnlig selvstændig 

betydning, hvis dispositionerne kan foretages uden brug af kapital, jf. værgebekendtgørelsens 

§ 24, se ovenfor i kapitel 9, pkt. 10, dvs. ved at anvende 

indtægter, ved at købe på kredit eller ved at tage lån. Bestemmelserne kan


også være en særlig advarsel til og kontrol med værgen, for så vidt angår værgebestyret 

kapital. Derudover indebærer de, at myndighederne kan foretage 

en prøvelse af dispositionernes hensigtsmæssighed, herunder kontrollere aftalernes 

indhold og vurdere den konkrete risiko. Man kan tillige i konkrete 

tilfælde undlade beskikkelse af særlig værge efter udkastets § 47, selv om aftalen 

rummer risiko for interessekonflikt mellem værgen og den, der er under 

værgemål, hvis dispositionen som sådan skal vurderes af statsamtet l ). 

Enkeltreglerne i § 13 omhandler køb og salg af fast ejendom, § 14 om køb 

og salg af løsøre, § 15 om gældsstiftelse, § 16 om gavegivelse og § 17 om afslag 

på gaver eller afkald på arv. Derudover er der i § 27 en særregel for dødsboskifte. 

3.1.2. Udvalget har på godkendelsesområdet først drøftet afgrænsningen 

af, hvad der bør fremgå af lovteksten, og hvad der kan henskydes til administrativ 

regulering, se generelt herom nedenfor i kapitel 15, pkt. 3. Opfattelsen 

er, at den gældende opdeling i det store og hele rummer en smidig løsning, og 

der er derfor i lovudkastets § 30 medtaget en bemyndigelse til at udfærdige 

administrative forskrifter om godkendelse. 

Dernæst har udvalget overvejet, om det er hensigtsmæssigt at gå ind i enkeltreglerne. 

Uden at ville binde den fremtidige retsudvikling findes det rimeligt 

at redegøre for nogle hovedtanker fra udvalgets drøftelser. Som på mange 

andre områder må reguleringen bero på en afvejning. Heri indgår, i hvilket 

omfang samfundet tør stole på værgens ansvarsbevidsthed og på, at denne 

varetager den svages interesser. Der er også et hensyn at tage til de medkontrahenter, 

aftalerne indgås med. Hertil kommer, at jo flere aftaletyper, 

der inddrages under en godkendelsesordning, des mere arbejde bliver der for 

tilsynsmyndigheden. I det omfang, aftalerne kræver brug af kapital, skal 

statsamtet alligevel godkende dette, jf. lovudkastets § 39, se ovenfor i kapitel 

9, pkt. 10. Godkendelsessystemet har som nævnt også en pædagogisk og dermed 

vejledende betydning. Dermed kan det hævdes, at reglerne også bør være 

så enkle som muligt, f.eks. således at man kan nøjes med enkelte markante 

kategorier, nemlig en regel om fast ejendom, en om gældsstiftelse samt en om 

gaver og arveforskud. Som generelle synspunkter, der navnlig går på reglernes 

administration, er nævnt, at statsamtet ved sine godkendelser også kan 

tage hensyn til skatte- og afgiftsmæssige regler, såfremt det er normalt i samfundet 

at udnytte dem. Yderligere er det rimeligt at være fleksibel ved dispositioner 

for de 16-17 årige, således at myndighedsaldersgrænsen ikke bliver 

for skarp. 

') Smh. Myndighedslovskommentaren, bind l,s. 147.

• • 

315 TILSYN 

3.2. Fast ejendom 

3.2.1. Ifølge værgebekendtgørelsens § 13, stk. 1, må værgen ikke uden statsamtets 

samtykke erhverve eller afliændefast ejendom for den umyndige eller 

behæfte den umyndiges faste ejendom med pant eller servitut og heller ikke 

bortforpagte eller bortleje den på usædvanlige vilkår eller på usædvanlig 

lang tid. 

Statsamterne modtog i halvåret 1989-90 119 ansøgninger om umyndiges 

køb og salg af fast ejendom. Heraf blev 103 eller knap 87 pct. imødekommet, 

medens 16 blev afslået. 

3.2.2. Udvalget finder, at der fortsat er behov for en regel om offentlig kontrol 

med værgedispositioner over fast ejendom. Ved salg er der risiko for, at 

prisen er for lav, og statsamtet kan sikre, at provenuet kommer under fornøden 

forvaltning. KøbdS fast ejendom er en betydelig og vidtrækkende enkelt- 

• disposition. Det skønnes hensigtsmæssigt, at tilsynsmyndigheden vurderer, 

om den, der er under værgemål, har sådanne livsvilkår, at det er rimeligt at 

erhverve fast ejendom. I så fald er det også formålstjenligt, at statsamtet ser 

på købsvilkårene og herunder vurderer de gældsforpligtelser, der indgår 

heri, og de realistiske muligheder, den pågældende har for at klare forpligtelserne. 

3.3. Løsøre 

3.3.1. Ifølge værgebekendtgørelsens § 14 må værgen ikke uden statsamtets 

samtykke købe løsøre for den umyndige ud over, hvad dennes fornødenheder 

kræver, eller sælge den umyndiges løsøre, medmindre sådant salg hører med 

til sædvanlig administration af formuen. 

3.3.2. Udvalget har indgående drøftet bestemmelsen, der kan forekomme 

snæver og restriktiv. 

3.3.3. For så vidt angår salg af løsøre tilhørende den, der er under værgemål, 

vil det ofte være et helt naturligt led i værgens opgaver ved værgemålets 

begyndelse at afvikle sådanne aktiver og i stedet placere midlerne i sikre papirer 

m.v., således at statsamtets samtykke vanskeligt kan tænkes nægtet. Det 

er endvidere antaget, at værgen ved løsøresalg må have en bred margin med 

hensyn til, hvad der hører under sædvanlig administration 2 ) Hvis der er et 

gavemoment i overdragelsen, kræves statsamtets samtykke fortsat, se herom 

nedenfor under pkt. 3.5. En regel om salg af løsøre findes heller ikke i de 

øvrige skandinaviske lande, og meget kunne tale for at foreslå bestemmelsen 

ophævet. 

2 ) Myndighedslovskommentaren, bind 1, s. 208.


I teorien har nogle nævnt, at kravet om godkendelse af køb af løsøre sikkert 

ofte overtrædes i hverdagen 3 ). Kun i tilfælde, hvor værgen skal have frigivet 

penge i en forvaltningsafdeling, jf. værgebekendtgørelsens § 24, for at kunne 

fortage købet, er der reel mulighed for forudgående at kontrollere, om en løsøreanskaffelse 

er hensigtsmæssig. Er der købt løsøre i strid med § 14 uden 

brug af kapitalen, vil myndighederne efter omstændighederne være tilbageholdende 

med at kræve, at købet går tilbage. Bestemmelsens betydning viser 

sig i sådanne tilfælde ved, at myndighederne kan gøre værgen opmærksom 

på, at anmodninger om tilsvarende fremtidige løsørekøb ikke vil blive imødekommet. 

Som anført i teorien kan det være svært at opstille grænserne for, hvornår 

der skal indhentes samtykke til køb af løsøre 4 ). Det er med eksempler nævnt, 

at der er væsentlig forskel på, hvilke fornødenheder en mindreårig og en 

umyndiggjort kræver 5 ). Der har i udvalget været overvejelser om at foreslå 

værgebekendtgørelsens § 14 ophævet, således at kun usædvanlige anskaffelser 

af løsøre kræver godkendelse fra statsamtet. Heroverfor har været anført, 

at reglen i værgebekendtgørelsens § 14 må ses i sammenhæng med de øvrige 

regler i myndighedslovgivningen. Efter myndighedslovens § 7, stk. 3, gengivet 

ovenfor i kapitel 8, pkt. 4.2., og gentaget i lovudkastets § 24, stk. 3, har 

forældrene en ubetinget ret til at disponere over barnets indtægter uafhængig 

af forældrenes økonomiske situation. Reglen er udtryk for en begrænsning af 

forældrenes forsørgelsespligt over for barnet. Det følger antagelig modsætningsvis 

af ordlyden, at forældrene ikke uden videre kan anvende barnets 

indtægter til formål, der ikke er af forsørgelsesmæssig karakter. Overvejelserne 

om en ophævelse afværgebekendtgørelsens § 14 må således nøje overvejes 

i sammenhæng med reglen i myndighedslovens § 7, stk. 3. 

De samme overvejelser gør sig ikke gældende vedrørende løsørekøb til 

voksne, hvor meget kunne tale for en ophævelse eller begrænsning af bestemmelsen. 

Udvalget har imidlertid fundet, at man af hensyn til retsudviklingen 

bør afstå fra at afstikke for detaljerede retningslinier for udarbejdelsen af de 

kommende administrative regler, idet det må overlades til Civilretsdirektoratet 

at foretage den nærmere afvejning. Det tilføjes, at for detaljerede anvisninger 

fra udvalget vil kunne gøre det vanskeligt at ændre reglerne i bekendtgørelsen 

i takt med samfundsudviklingen og erfaringerne med den nye værgemålslov. 

- 

3 ) Lynge Andersen m.fl. : Aftaler og mellemmænd, 2. udg., 1991, s. 189, note 59. 

4 ) Taksøe-Jensen: Personretten, s. 119-20. 

5 ) Lynge Andersen m.fl. : Umyndige Personers formue, s. 108-9.

317 TILSYN 

3.4. Gældsstiftelse 

3.4.1. Efter værgebekendtgørelsens § 15, må værgen ikke uden statsamtets 

samtykke stifte gældTor den umyndige udover, hvad der sædvanlig kræves til 

fyldestgørelse af den umyndiges fornødenheder. 

Statsamterne modtog i halvåret 1989-90 56 ansøgninger om tilladelse til, at 

den umyndige stiftede gæld. 

3.4.2. Udvalget har ikke fundet anledning til at foreslå reglen ændret. 

3.5. Gaver og arv 

3.5.1. Afværgebekendtgørelsens § 16 fremgår, at værgen kan yde gaver afden 

umyndiges indtægt, for så vidt de kun andrager ubetydelige værdier. Er den 

umyndige over 15 år og ikke sindssyg eller åndssvag, kan dette dog kun ske 

med dennes samtykke. Til ydelsen af andre gaver, såvel af indtægt som af 

ejendele, kræves statsamtets samtykke. 

Ifølge bekendtgørelsens § 17 må værgen ikke uden statsamtets samtykke 

afslå en gave til den umyndige, hvis den er over 500 kr. værd, eller give afkald 

på arv eller legat, der tilkommer den umyndige. 

Statsamterne modtog i halvåret 1989-90 68 ansøgninger om, at den umyndige 

kunne give en gave. 46 eller knap 69 pct. blev imødekommet, medens 22 

blev afslået. 

3.5.2. Efter udvalgets opfattelse bør der fortsat findes bestemmelser om gaver 

og arv. 

3.6. Forlig 

3.6.1. Ifølge værgebekendtgørelsens § 18, stk. 2, kan forlig indgås af en værge 

på den umyndiges vegne uden statsamtets godkendelse under forudsætning 

af, a) at forliget er indgået under en retssag, b) at det af retsbogen fremgår, at 

forliget er i overensstemmelse med et afretten fremsat forslag, eller at retten i 

øvrigt anser forliget for stemmende med den umyndiges tarv, og c) at forliget, 

hvis kun den ene af en mindreårigs to værger har optrådt på den umyndiges 

vegne, jf. retsplejelovens § 257, stk. 1, tiltrædes også af den anden værge. 

En stor gruppe af statsamternes godkendelsessager handler om forlig. I 

halvåret 1989-90 drejede det sig om 334, primært om erstatning til mindreårige. 

3.6.2. Udvalget mener, at forlig som udgangspunkt fortsat skal godkendes. 

Den nærmere udformning må fastlægges i de administrative forskrifter. 

3.7. Opsamlingsbestemmelsen 

3.7.1. Som nævnt ovenfor under pkt. 3.1.1. er statsamtets samtykke efter vær-


gebekendtgørelsens § 18, stk. 1, nødvendig til enhver disposition ud over, 

hvad der hører med til sædvanlig bestyrelse af den af værgen bestyrede formue. 

Reglen er en opsamlingsbestemmelse, som dækker de tilfælde, der ikke 

er opregnet i §§ 13-17. 

3.7.2. Udvalget henviser til, at der i lovudkastets § 30 er indsat en bemyndigelse 

til at fastsætte regler om værgens pligt til at indhente godkendelse fra 

statsamtet til dispositioner over indtægten, jf. § 24, stk. 3, og formuen, jf. § 39. 

4. Pålægsmuligheder 

4.1.1 værgemålstilsynet er indbygget, at værgen skal efterkomme tilsynsmyndighedernes 

forskrifter, jf. værgebekendtgørelsens § 2, stk. 2. Statsamtet kan 

give værgen direktiver om at gøre eller undlade noget. Pålæg er også givet 

vedrørende personlige forhold, hvis der er tale om personlig umyndiggørelse, 

jf. § 46, f.eks. om at handle i overensstemmelse med lægernes anvisninger 6 ). 

Efterkommer værgen ikke pålægget, kan der blive tale om at beskikke en 

ad hoc værge på grund af interessekonflikt eller om at fratage værgen hvervet. 

Derimod kan tilsynsmyndigheden ikke selv foretage det pågældende 

værgeskridt. 

4.2. Den norske vergemålslov § 61 om overformynderiets værgemålstilsyn 

indeholder regler, der ikke genfindes i den danske §51.1 stk. 1,2. pkt., anføres 

således, at værgen så vidt muligt skal rådføre sig med overformynderen, 

når han er i tvivl, eller når det gælder afgørelser af særlig stor betydning for 

den umyndiges økonomi. Ifølge stk. 2 har værgen pligt til at give de oplysninger, 

som overformynderiet afkræver om værgemålet. Efter 2. pkt. skal værgen 

efter tilsigelse møde hos overformynderiet til mundtlig forhandling. Endelig 

kan en umyndig, der er uenig i værgens afgørelse efter § 40, stk. 3, 2. pkt., 

indbringe spørgsmålet for overformynderiet. 

4.3. Medens godkendelsesfunktionen og regnskabskontrollen navnlig har 

til formål af begrænse de aktive værgers selvstændige dispositioner, kan der 

være vanskeligheder med den passive værge. Der forekommer tilfælde, hvor 

værgen ikke træffer beslutninger, som den unge eller den, der er under værgemål, 

ville have endog stor interesse i, eller ikke tager initiativ til at forelægge 

spørgsmål for statsamtet. Værgen har - på grund af besværet og det manglende 

eller begrænsede vederlag - måske ikke nogen anledning til at bruge 

tid på et problem. Denne kan også være angst for kritik fra de potentielle 

arvinger, dersom der bruges for mange penge på den, der er under værgemål, 

eller fra institutionerne, som kan få besvær og ulemper af værgens initiativer. 

Værgen kan også som arving selv være interesseret i formuens bevarelse. Pas- 

6 ) Myndighedslovskommentaren,bind l,s. 135-36.

t 

319 TILSYN 

siviteten kan også have chikanøse motiver. De gældende regler i myndighedslovens 

kapitel 5, herunder § 47 om den konservative bestyrelse, og måske 

truslen i § 53 om erstatningsansvar, opfordrer i sig selv værgen til tilbageholdenhed. 

Udvalget finder, at der under en fremtidig værgemålslov bør rettes mere 

opmærksomhed på pålægsfunktionen. Det kan komme på tale i de administrative 

regler at redegøre herfor med angivelse af, at der kan rettes henvendelse 

til statsamtet over værgers passivitet. Hermed vil statsamterne i de konkrete 

sager få større anledning til foranstaltninger over for værger, herunder 

med råd og vejledning eller pålæg. Statsamtet kan også tage et initiativ, hvis 

det i forbindelse med tilsynet bliver opmærksom på et problem. Udvalget har 

overvejet, om en særlig initiativregel bør medtages i lovteksten. Den er ikke 

fundet nødvendig, fordi en henvendelse kan få statsamtet til at tage sagen op, 

hvilket er muligt og naturligt, fordi tilsynet kan handle på eget initiativ. 

5. Regnskabsrevision 

5.1.1. Værgens regnskabspligt er kun antydet i myndighedslovens § 51 gennem 

bemyndigelsen til at udfærdige bestemmelser om aflæggelse af regnskab. 

Nærmere regler findes i værgebekendtgørelsens § 25 og § 26. Om regnskabsførelsen 

henvises til bemærkningerne ovenfor i kapitel 8, pkt. 8. 

Regnskabsaflæggelsen er et centralt led i det system, som opstilles til beskyttelsen 

af personer under værgemål. For så vidt angår den værgeadministrerede 

kapital, giver regnskaberne mulighed for at kontrollere aktivernes 

tilstedeværelse og anbringelsesreglerne overholdelse. Indtægtsregnskaberne 

medvirker til at sikre, at værgen anvender f.eks. pensioner og renter til gavn 

for den umyndige, og at der i fornødent omfang søges godkendelse i statsamtet. 

Endelig sikrer regnskaberne værgen mod senere at blive mødt med begrundede 

indsigelser mod forvaltningen af formue og indtægter. 

5.1.2. For så vidt angår pligten til at indsende regnskaber til revision sondres 

i værgebekendtgørelsens § 25 mellem forældre og beskikkede værger. 

Beskikkede værger skal ikke indsende kapitalregnskab i det omfang, aktiverne 

administreres i en forvaltningsafdeling, jf. § 25, stk. 3. Kapitalforholdene 

fremgår af forvaltningsafdelingens depotudskrifter. Bestyrer værgen kapitalen, 

skal der heller ikke indsendes regnskab, hvis kapitalen er under 20.000 

kr., jf. værgebekendtgørelsens § 25, stk. 4. Beløbsgrænsen falder sammen 

med undergrænsen for, hvornår kapitalen skal administreres i forvaltningsafdelinger, 

jf. bestyrelsesbekendtgørelsens § 2, stk. 1. Derimod skal der afleveres 

kapitalregnskab for værgebestyrede kapitaler over 20.000 kr. og for andre 

formueformer, f.eks. hvis der er en fast ejendom, en forretning eller andre 

aktiver, som ikke er egnede til at administreres i en forvaltningsafdeling., Der


er ikke nogen minimunsgrænse for indtægtsregnskaberne. Det gælder hvad 

enten indtægterne består i rente og andet udbytte fra en kapital i en forvaltningsafdeling 

eller i en pensions- eller forsikringsydelse, som udbetales direkte 

til værgen. 

Forældre som fødte værger er i det væsentlige undergivet samme pligter til 

at indsende kapitalregnskab som beskikkede værger. Forældre skal ikke indsende 

kapitalregnskab for en formue, som bestyres i en forvaltningsafdeling. 

Forældre skal heller ikke aflægge kapitalregnskab for en værgebestyret kapital, 

når afkastet ikke overstiger 36.000 kr. om året, jf. § 25, stk. 4, 2. pkt. Om 

indtægtsregnskaber gælder, at har forældre værgemålet for børn eller unge i 

forening, hvad enten det skyldes legal eller aftalt fælles forældremyndighed, 

og har de eller en af dem barnet boende, skal de ikke aflægge regnskab, hvis 

de udbetalte indtægter ikke overstiger 36.000 kr. Det gælder, hvad enten formuen 

bestyres i en godkendt forvaltningsafdeling eller ej, og hvad enten indtægten 

består i et renteafkast eller en pensions- eller forsikringsydelse, jf. bekendtgørelsens 

§ 25, stk. 3, 2. pkt. og stk. 4, 3. pkt. 

Uanset undtagelserne kan statsamtet ifølge bekendtgørelsens § 25, stk. 5, 

altid pålægge en værge at indsende regnskab, når der skønnes at være særlig 

grund dertil. 

5.1.3. Om regnskaberne fremgår af bekendtgørelsens § 25, stk. 2, yderligere, 

at der er tale om årsregnskaber, at perioden er kalenderåret, og at fristen er 

tre måneder, idet de skal indsendes inden den 1. april. 

De fornødne bilag skal følge med. Der kræves ikke indsendt bilag for dagligdags 

indkøb, men kun for større kontante udgiftsposter og anskaffelser. 

5.1.4. Modtagerne af regnskaberne, og dermed revisionsmyndigheden, afhænger 

af bestyrelsesformen. Administrerer en forvaltningsafdeling aktiver, 

skal regnskabet indsendes hertil, også for så vidt angår indtægter, der ikke er 

kapitalindtægter, f.eks. pensions- og forsikringsydelser. Statsamterne står 

som modtagere af regnskaberne i alle andre tilfælde. 

Ifølge de oplysninger, udvalget har indhentet, modtog statsamterne i vinterhalvåret 

1989-90 kun 131 regnskaber vedrørende umyndiges indtægter og 

56 vedrørende værgebestyrede kapitaler. 

5.7.5. Sanktionen for manglende indsendelse af regnskaber er ifølge bekendtgørelsens 

§ 25, stk. 5,2. pkt., at statsamtet kan begrænse udbetalingerne 

af indtægterne til værgen. 

5.1.6. Forvaltningsafdelingerne og statsamterne underkaster de modtagne 

regnskaber en kritisk og talmæssig revision, herunder en bilagsrevision af, om 

indtægterne er anvendt til den umyndiges fornødenheder, og om udbetalt kapital 

er brugt i overensstemmelse med den givne tilladelse. 

5.2. Udvalget finder, at regnskaberne er nøglen til kontrollen med, hvordan

321 , TILSYN 

værgen varetager sit hverv, og om de forskrifter om godkendelse af beslutninger, 

der er omtalt ovenfor under pkt. 3., overholdes. Der bør derfor også som 

en oplysning være en regnskabsregel i loven. Den bestemmelse, der er indsat 

i udkastet som § 29, er udformet generelt, og detailreguleringen må ske i administrative 

regler, som 2. pkt. giver hjemmel til at udstede. 

. Udvalget ønsker imidlertid at fremkomme med enkelte mere alment holdte 

overvejelser om afgrænsninger. Navnlig må nævnes, at der af praktiske, 

herunder arbejdsmæssige grunde, også i fremtiden må være beløbsmæssige 

undergrænser for, hvornår regnskaber skal indsendes til revision. Udvalget 

har overvejet en forhøjelse af de gældende beløbsmæssige grænser, også ud 

over en ren pristalsregulering, uanset de ricisi det indebærer. På flere andre 

områder har udvalget drøftet undergrænser. Det er sket under overvejelserne 

om behovet for økonomiske værgemål, se ovenfor i kapitel 5, pkt. 5.2.1., og 

vedrørende formueadminstration, se ovenfor i kapitel 9, pkt. 4.3.4. Som 

nævnt sidstnævnte sted er der i udvalget enighed om, at undergrænsen for, 

hvornår aktiver skal administreres i en forvaltningsafdeling, og for regnskabsaflæggelsen 

med hensyn til formuen må være den samme, for så vidt 

angår værger for voksne. 

I forbindelse med overvejelser om andre minimumsregler må fremhæves, 

at spørgsmålet om, hvor effektiv regnskabskontrollen skal være, har sammenhæng 

med, i hvilket omfang man vil lempe på reglerne om forudgående 

godkendelse fra statsamtet til en række dispositioner, herunder til køb og 

salg af løsøre. Hvis man f.eks. som drøftet ovenfor under pkt. 3.3. i større 

omfang tillader værgen at skønne over, om en disposition er fornuftig og berettiget, 

bør man næppe samtidig ophæve eller lempe regnskabspligten. Med 

en større frihed for værgen må også følge et større ansvar over for den, formuen 

og indtægten tilhører. Ansvaret vil kun gøres gældende, hvis værgen 

fortsat har pligt til at indsende regnskaberne. Viden om, at regnskaberne vil 

blive revideret, kan også virke forebyggende og mane til forsigtighed med 

usædvanlige dispositioner. 

For så vidt angår indtægter, der ikke har sammenhæng med formuen, er 

der særlige afgrænsningsproblemer med hensyn til regnskabsaflæggelse. 

Nogle klares, fordi visse indtægtstyper ikke skaber behov for værgemål, se 

ovenfor i kapitel 5, pkt. 5.2.2., andre ved en individuel afgrænsning, hvor visse 

områder holdes uden for værgemålet, jf. lovudkastets § 8, jf. § 5, stk. 2. 

Måske skal atter andre indtægter holdes uden for regnskabsaflæggelsespligten. 

Dette kunne f.eks. ske ved fritagelse for aflæggelse af regnskab for pensionsindtægten, 

hvis kommunen fører tilsyn med den umyndige. Civilretsdirektoratet 

har i praksis i nogle tilfælde fritaget for pligten til at indsende regnskab.

323 

Kapitel 11 

Værgemål for børn og unge 

Langt den største gruppe under værgemål er børnene og de unge. Der er i 

Danmark op mod 1,2 mio. under 18 år. De mindreårige spiller på en gang 

hovedrollen og indtager en særstilling på området. Deres retsstilling har ikke 

været central i udvalgsarbejdet, som efter kommissoriet navnlig har omhandlet 

værgemål for voksne. Udvalget har imidlertid fundet det hensigtsmæssigt 

at udarbejde en samlet ny værgemålslov. Derfor har det været naturligt i et 

vist omfang også at bearbejde reglerne om mindreårige, navnlig lovteknisk 

og sprogligt. Udvalget har valgt i lovudkastets kapitel 1 at samle de centrale 

regler om værgemål for denne talmæssigt dominerende gruppe. Derudover 

er i kapitel 6 nogle særregler om umyndiges og dermed også børns og unges 

retsstilling. 

Afgrænsningen af gruppen, der er mindreårige og dermed umyndige, er 

ændret flere gange gennem de sidste årtier, idet myndighedsalderen er blevet 

tilpasset samfundsudviklingen og nedsat i takt med, at de unge modnes tidligere. 

Ved myndighedsloven i 1922 nedsattes fuldmyndighedsalderen til 21 

år. Der gik næsten fyrre år før en ændring på ny kom på tale. Fra den 1. januar 

1970 blev aldersgrænsen 20 år, og siden den 1. november 1976 har myndighedsalderen 

været 18 år. 

Grundreglen fra den gældende lovs § 1 om, hvem der er mindreårige, fastholdes 

i lovudkastets § 1, stk. 1, dog med en ændret sproglig udformning, 

inspireret af den gældende lovs § 6 om forældremyndighed. Om gifte unge se 

nedenfor under pkt. 5. Terminologien foreslås også bevaret uændret, idet udvalgets 

overvejelser på dette område har vedrørt de voksne, se ovenfor i kapitel 

5, pkt. 9. Når umyndighedsbegrebet bevares for personer over 18 år, der 

fratages handleevnen, er det selvfølgeligt, at børn og unge, der har den samme 

retsstilling, også fortsat kaldes umyndige. I bestemmelsen bevares begrebet 

mindreårige ligeledes, og det bruges i §§ 2-3. De umyndige er en del af den 

persongruppe, der er omfattet af betegnelsen 'under værgemål', som anvendes 

i en del af lovens regler, og som således også rummer de mindreårige, se 

ovenfor i kapitel 5, pkt. 9.4.1.


1. Personlige spørgsmål 

For børnene og for deres forældre er det primære område for beskyttelsen de 

personlige spørgsmål, som opstår for dem alle. Omsorgen for børnene og adgangen 

til at træffe afgørelser om de personlige forhold ud fra barnets interesse 

og behov, jf. den gældende myndighedslovs § 7, stk. 1, er udskilt som et 

særligt retsinstitut, forældremyndighed. Efter udvalgets systematik foreslås 

reglerne i den gældende myndighedslovs kapitel 2 overført til en særlig lov 

om forældremyndighed og samværsret, se skitsen hertil ovenfor og bemærkningerne 

nedenfor i kapitel 15, pkt. 2.1. Blandt forældremyndighedsbestemmelserne 

findes også regler om, at forældre er automatiske indehavere af forældremyndigheden, 

og om, hvordan der skal forholdes ved samlivsophævelse, 

separation, skilsmisse eller dødsfald. Disse forhold gør, at værgemålslovudkastets 

regler om personlige spørgsmål, f.eks. § 5, stk. 2, kun gælder for 

voksne under værgemål. 

2. Værger 

2.1. Endnu en særegenhed ved værgemål for børn og unge er, at de allerfleste 

værger er indehavere af deres beføjelser og forpligtelser uden særlig beskikkelse. 

Dette har ført til brugen af betegnelsen fødte værger. Hertil kommer, at 

i de tilfælde, hvor en beslutning er nødvendig, angår den som nævnt næsten 

altid forældremyndigheden, idet værgemålet afledes heraf. Denne ordning 

blev indført i 1985, hvor forældremyndigheden som det vigtigste blev gjort til 

det primære, se nu udkastets § 2, stk. 1. 

2.2.1 størstedelen af tilfældene er begge forældre værger, og der er således 

to, en ordning som blev indført i 1957. Det gælder, hvis forældrene er gift 

med hinanden, jf. den gældende myndighedslovs § 8, stk. 1, eller hvis de som 

ugifte eller efter separation eller skilsmisse har aftalt fælles forældremyndighed, 

jf. lovens § 9 og § 11, stk. 2. Ordningen med to værger har nødvendiggjort 

enkelte særregler. De har hidtil været placeret i myndighedsloven som 

§ 50a og § 52, men er i lovudkastet overført til det særlige kapitel 1 om værgemål 

for børn og unge, se udkastets § 3. 

Forældrenes samarbejde om værgemålet har ikke ført til andre særordninger. 

De er således ikke, som det er tilfældet ved samværgemål, jf. lovudkastets 

§ 7, fritaget for at overholde forskrifterne om formuens forvaltning og 

anbringelse, og de er omfattet af værgemålstilsynet. Forældre som værger er 

omfattet af alle almindelige værgeregler, bortset fra de administrative særregler, 

der gælder om regnskabsaflæggelsen, se ovenfor i kapitel 10, pkt. 5. 

2.3.1 enkelte tilfælde kan værgemål og forældremyndighed ikke følges ad. 

Om disse og om beskikkelse af værger for mindreårige henvises i det hele til

325 BØRN OG UNGE 

udkastets §§ 2, stk. 2-4, og § 4 samt til forældremyndighedsbetænkningen ! ). 

Sådanne værgebeskikkelser er sjældne. Ifølge udvalgets undersøgelser var 

der i statsamterne kun 6 sager herom efter den gældende lovs § 29, stk. 3, i 

halvåret 1989-90. 

2.4. Udvalget har påny overvejet, om fødte værger skal kunne fritages for 

hvervet. Værgereglerne blev ændret i 1985, og i betænkningen, der lå til 

grund herfor, anførtes: 'En født værge kan ikke kræve sig fritaget for hvervet. 

Ulemper herved kan imødegås ved, at værgen antager bistand, eller ved, at 

der beskikkes en værge ad hoc. Skulle det rent undtagelsesvis være påkrævet, 

forudsættes det, at værgen som efter gældende praksis kan fritages og en ny 

beskikkes' 2 ). Disse bemærkninger er blevet kritiseret som værende i splid 

med sig selv, og det er nævnt, at det havde været at foretrække, at man i 1985 

havde løst spørgsmålet i loven fremfor i en kontradiktorisk motivbemærkning 

3 ). Udvalget har besluttet at lovfæste praksis og har i udkastets § 2, stk. 3, 

udformet en bestemmelse herom. For at en fritagelsesanmodning kan imødekommes 

kræves, at der foreligger ganske særlige omstændigheder. Er det en 

født eneværge, der fritages, må en anden beskikkes, jf. § 2, stk. 4. 

2.5. Reglen i den hidtidige myndighedslov § 58 om ad hoc værgemål for 

umyndige er overført til lovudkastets § 47, se nedenfor i kapitel 13, pkt. 2. 

3. Værgemål 

3.1. For børn og unge under 18 år spiller de økonomiske spørgsmål en langt 

mindre rolle end de personlige, som er omtalt ovenfor under pkt. 1. Baggrunden 

er navnlig, at de mindreårige kun i begrænset omfang har formuer, som 

skal anbringes og forvaltes efter værgemålslovens regler, eller har indtægter, 

der er undergivet værgens rådighed. 

Udvalget har ikke foretaget dybere undersøgelse af de mindreåriges formuer. 

Kun er det oplyst, at der i sommeren 1990 var 11.828 konti i forvaltningsafdelingerne 

tilhørende mindreårige. Det drejer sig således om mindre 

end 1% af denne befolkningsgruppe. Som oplyst ovenfor i kapitel 9, pkt. 

2.1.3., hvor yderligere talmæssige oplysninger om børns og unges midler findes, 

svarer det nogenlunde til omfanget i Norge og Sverige. 

Indtægter, som den mindreårige ikke selv har rådighed over, jf. udkastets 

§ 42, og som værgen derfor skal bestyre, omfatter især børnepensioner og forskellige 

former for løbende forsikringsydelser. Disse indkomster er som oftest 

udløst af den ene af forældrenes død og erstatter til dels - og efterhånden 

') Betænkningen om forældremyndighed og samværsret (nr. 985/1983) s. 140-41. 

2 ) Betænkning om forældremyndighed og samværsret (nr. 935/1983) s. 143. Om praksis se Myndighedslovskommentaren, 

bind 1, s. 59-60. 

3 ) Lynge Andersen m.fl.: Umyndiges Formue, 1988, s. 58, note 3.


i stigende grad - de hidtidige kapitaludbetalinger fra livsforsikringsselskaber 

i forbindelse med dødsfald. Der foreligger ikke oplysninger om, hvor mange 

børn og unge der har sådanne værgebestyrede indtægter. Der henvises i øvrigt 

til bemærkningerne i kapitel 9, pkt. 2.1. 

Udover formue- og indtægtsadministrationen opstår spørgsmålet om retshandler. 

Det drejer sig ikke om de aftaler, forældrene indgår af hensyn til 

børnene, og som belaster deres egen økonomi, men kun dispositioner, de foretager 

på børnenes vegne, og som kun forpligter børnene selv. Sådanne aftaler 

er antagelig sjældne, og de vil som regel forudsætte, at barnet har større 

indtægter eller formueaktiver, som kan danne grundlag for forpligtelsen. 

Sker det, drejer det sig formentlig oftest om køb af møbler og andet løsøre, 

den unge ønsker sig og kan bruge, eller om aftaler om skole- og studierejser 

eller udlandsophold. Helt udelukkes kan det heller ikke, at værgen medvirker 

ved et kreditkøb af en større genstand, f.eks. en PC'er eller et stereoanlæg, 

se om overvejelser om godkendelse af sådanne køb ovenfor i kapitel 10, pkt. 

3.3. 

3.2. Værgemålene for børn og unge adskiller sig på flere måder fra den ordning, 

udvalget foreslår indført for voksne, og som er omtalt ovenfor i hovedafsnit 

1 med kapitel 5. Tilstanden, der kræver repræsentation, indtræder automatiskvtå 

fødslen og ophørerpå 18-års fødselsdagen. Værgemålene er altomfattende, 

og der er normalt ikke mulighed for individuelt tilpassede ordninger. 

Hertil kommer, at de mindreårige ikke har nogen handleevne til på 

egen hånd at indgå retshandler, se den gældende lovs § 34. Som nævnt i kapitlets 

indledning udgør de hovedgruppen af umyndige. Det er fundet hensigtsmæssigt, 

centralt i lovudkastets indledning og i tilslutning til § 1, stk. 1, 

om myndighedsalderen i stk. 2 at fastlægge indholdet af at være under denne 

alder ud fra den mindreåriges synspunkt. Reglen angår som nævnt kun økonomiske, 

formueretlige anliggender. Da udkastets § 1, stk. 2 svarer til den 

gældende myndighedslovs § 34 kan der om dens betydning og om, hvad den 

mindreårige kan foretage sig og ikke gøre, i det hele henvises til gennemgangen 

i den juridiske litteratur 4 ). 

3.3. Derudover er det fundet hensigtsmæssigt i udkastets § 1, stk. 3, som 

supplement til stk. 2 at redegøre for, at værgen handler på den umyndiges 

vegne og med hvilke beføjelser. Reglen uddybes i lovudkastets kapitel 4 om 

værgens stilling og i kapitel 5 om formuen med regler om forvaltning og anbringelse. 

4 ) Myndighedslovskommentaren, bind 1, s. 73-85, og Lynge Andersen m.fl.: Umyndiges Formues. 

145-149.

4. Særregler for umyndige. 


4.1. Umyndiges stilling. 

I den gældende myndighedslov findes en række særregler om mindreårige. 

Der henvises til lovens kapitel 4 'Om umyndigheds retsvirkninger' med 

§§ 35-36 om aftale om tjeneste eller andet personligt arbejde, § 37 om lærlingeforhold, 

§ 39 om råden over selverhverv og § 40 om råden over, hvad den 

pågældende ved gave eller testamente har fået til egen rådighed. 

Efter udvalgets opfattelse er der fortsat et behov for særregler om umyndiges 

og dermed børns og unges selvstændige rådighed over selverhverv m.v. 

De findes i lovudkastet i et særligt kapitel 6. Her findes § 42 om selvstændig 

rådighed over selverhverv, og efter særlig bestemmelse gave eller friarv samt 

§ 43 om selvstændig næring. 

Udvalgets forslag om, at værgemål for voksne kan suppleres med handleevnefratagelse, 

jf. lovudkastets § 6, og om at der her er tale om alt eller intet, 

se ovenfor i kapitel 5, pkt. 3.2 og 6.3, har som nævnt ovenfor i indledningen til 

dette kapitel ført til bevarelse af umyndighedsbegrebet. En følge er også, at 

det er nødvendigt at have de samme særregler for denne gruppe voksne som 

for børn og unge, se nedenfor i kapitel 12, pkt. 2. Dette er også baggrunden 

for, at lovudkastets kapitel 6 har overskriften 'Umyndiges retsstilling'. 

4.2. Arbejdsaftaler. 

4.2.1. I den gældende myndighedslov findes som nævnt i §§ 35 og 36 regler 

om mindreåriges arbejdsaftaler. § 35, stk. 2, omhandler tilfælde, hvor mindreårige 

med tilladelse fra forældremyndighedens indehaver på egen hånd har 

indgået en arbejdsaftale. § 36 vedrører ophævelse af sådanne aftaler. 

4.2.2. De svenske arbejdsaftaleregler findes i foräldrabalkens kapitel 6 om 

forældremyndighed. De blev ændret i 1983. Grundreglen i § 12, stk. 1,1. pkt. 

er, at det er barnet selv, der indgår aftalen om ansættelse eller andet arbejde, 

men det kræver samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. Ifølge 2. pkt. 

kan barnet selv opsige aftalen. Hvis den unge er fyldt 16 år, kan denne derefter 

uden nyt samtykke, indgå en ny aftale om andet arbejde af lignende art. 

Efter § 12, stk. 2, kan barnet eller forældremyndighedsindehaveren opsige 

aftalen med umiddelbar virkning, hvis det behøves af hensyn til barnets helbred, 

udvikling eller skolegang. Har forældremyndighedsindehaveren opsagt 

aftalen af denne grund, kan barnet ikke derefter træffe ny aftale uden 

samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. 

4.2.3. Udvalget har kort drøftet de særlige regler om arbejdsaftaler for børn 

og unge. Baggrunden herfor er, at reglerne kan forekomme forældede. Særlig


er § 35, stk. 2, med vore dages kommunikationsmidler og den udvidede skolegang 

blevet karakteriseret som yderst upraktisk 5 ). 

Det synspunkt har været fremme, at unge, der er fyldt 75 år, selv skal kunne 

indgå aftaler om personligt arbejde, idet dette måske ofte svarer til forholdene 

i det praktiske liv. Det kan gøres gældende, at det er et tilstrækkeligt 

værn, hvis forældremyndighedens indehaver til enhver tid, under visse omstændigheder 

kan ophæve aftalen. Heroverfor er anført, at sådan selvstændighed 

for den unge vil være en vidtrækkende udhulning af forældremyndigheden. 

I realiteten ville ordningen betyde, at forældrene for de 15-18-årige 

fik begrænset indflydelse på uddannelsesforløbet. 

Udvalget har overvejet en begrænset modernisering inspireret af de svenske 

regler. De indebærer, at unge mellem 15 og 18 har en mere central rolle 

med hensyn til arbejdsaftaler, idet der kræves en tilslutning fra værgen eller 

værgerne. Der kræves således begges eller alles medvirken. En anden mindre 

vidtgående mulighed ville være blot at justere ophævelsesreglen i den gældende 

§ 36. 

Under drøftelserne er fremhævet, at efter gældende ret er det forældremyndighedens 

indehaver, som har en rolle ved arbejdsaftaler. Det skyldes, at 

der i princippet og i vid udstrækning i praksis er tale om personlige spørgsmål. 

En bestemmelse om arbejdsaftaler hører derfor ikke hjemme i værgemålslovudkastet. 

Hertil kommer, at dyberegående overvejelser om en revision 

af reglerne måtte kræve en nærmere samlet gennemgang af større børns 

retsstilling, og det falder uden for udvalgets opgave. Derfor har udvalget ikke 

foreslået ændringer i reglerne, der af systematiske grunde heller ikke er medtaget 

i værgemålslovsudkastet. Som det fremgår af lovudkastene ovenfor, er 

de gældende regler i myndighedslovens §§ 35-36 overført til udkastet til lov 

om forældremyndighed og samværsret som et særligt kapitel. 

• 

4.3. Selverhverv m.v. 

Efter den gældende myndighedslovs § 39 råder en umyndig selv over, hvad 

han har erhvervet ved egen virksomhed euer sit fyldte 15 år. Rådigheden omfatter 

også indtægten af det således erhvervede, og hvad der træder i stedet 

derfor. Den rådighed, der tilkommer en mindreårig, kan, hvis det skønnes, at 

hans tarv kræver det, fratages ham af forældremyndighedens indehaver, ved 

at denne tager det erhvervede i sin varetægt. Efter myndighedslovens § 40 

kan en umyndig, der er fyldt 15 år, også selv råde over, hvad den pågældende 

har fået ved gave eller testamente /// egen rådighed. I dag kan forældremyndighedens 

indehaver fratage den mindreårige rådigheden uden at spørge no- 

5 ) Trolle i UfR 1977 B, s. 424 og Myndighedslovskommentaren, bind 1, s. 90.


gen, jf. myndighedslovens § 39, stk. 2, 1. pkt. Efter 2. pkt. skal værgen for en 

umyndiggjort have Civilretsdirektoratets samtykke. 

Udvalget foreslår, at disse bestemmelser slås sammen til én, men at de i 

øvrigt, med visse sproglige ændringer, opretholdes, jf. lovudkastets § 42. 

Kompetencen til at fratage den mindreårige rådigheden skal dog efter stk. 3 

tilkomme værgen i stedet for forældremyndighedens indehaver. Dette betyder 

ikke nogen reel ændring af retsstillingen, fordi forældremyndighedens 

indehaver efter lovudkastets § 2, stk. 1, næsten altid også er værge. Kriteriet 

for fratagelsen er, at værgen skal finde det nødvendigt at fratage den umyndige 

rådigheden af hensyn til dennes velfærd. Udvalget foreslår, at værgen for 

både mindreårige og voksne umyndige skal have tilladelse fra statsamtet til 

fratagelse. 

4.4. Selvstændig næring. 

4.4.1. Efter den gældende myndighedslovs § 49 kan værgen for en umyndiggjort 

med justitsministerens samtykke give en umyndiggjort tilladelse til på 

egen hånd at udøve næring. Værgen kan tilbagekalde tilladelsen med ministerens 

samtykke. En umyndiggjort, der har en sådan tilladelse, kan ifølge 

§ 41 på egen hånd indgå de retshandler, som falder inden for virksomhedens 

område. Reglen gælder som nævnt kun umyndiggjorte. I forbindelse med et 

spørgsmål om momsregistrering af mindreårige har skatteministeren i et svar 

til Folketinget udtalt, at hvis der opstår et praktisk behov, må en myndig - 

f.eks. værgen - drive virksomheden 6 ). 

4.4.2. Udvalget foreslår, at der i lovudkastet medtages regler om selvstændig 

næring med en ændret affattelse, så de også omfatter mindreårige. Unge 

driver i dag i enkelte tilfælde egen virksomhed, selv om de nugældende regler 

ikke er indrettet herpå. Der er formentlig et vist, omend meget begrænset, 

praktisk behov for sådanne regler. Adgangen til at udøve næring eller anden 

virksomhed skal efter udkastets § 43 kun gælde for den, der er fyldt 15 år, og 

udøvelsen af den selvstændige næring kan kun ske med tilladelse både fra 

værgen og fra statsamtet. Efter reglen kan tilladelsen endvidere tilbagekaldes 

af værgen med statsamtets godkendelse. 

5. Gifte unge. 

5.1. Blandt de unge indtager gifte mindreårige en retlig særstilling. De, der er 

under 18 år, kan ifølge ægteskabslovens §§ 1 og 2, kun indgå ægteskab med 

statsamtets tilladelse og forældrenes samtykke. Efter lovens § 4 kan statsamtet 

6 ) Folketingstidende 1986-87, sp. 6924 og 7520-21 samt Myndighedslovskommentaren, bind 1, 

s. 128-29, herunder om en 16-årig, som ønskede at drive en minkfarm af beskeden størrelse.


dog tilsidesætte forældrenes nægtelse af at godkende deres barns kommende 

ægteskab. I statsamternes dispensationspraksis efter § 1 er der ikke opstillet 

faste, ufravigelige grænser. Tilladelserne meddeles måske primært for ikke at 

hindre unge kvinder, der har eller venter barn, i at få en forsørger. Dispensation 

gives som altovervejende hovedregel til kvinder, der er fyldt 15 år, hvis 

de er gravide eller har børn. I tilfælde, hvor en kvinde er fyldt 15 år, men ikke 

er gravid, tillægges det væsentlig betydning, om parterne samlever i en fælles, 

selvstændig bolig, men der ses også på parternes situation i øvrigt, særligt 

deres økonomiske situation og forholdets stabilitet. Er kvinden fyldt 17 år, 

meddeles tilladelse kurant. Er det manden, der er under 18, meddeles der 

næsten altid afslag, hvis han mangler væsentlig tid i at opnå denne alder 7 ). 

Antallet af unge under 18 år, der indgår ægteskab, er stærkt begrænset. Af 

de ialt 31.513 vielser i 1990 var kun 69 med kvinder under 18 år. De fleste var 

antagelig 17 år. Af de mænd, der blev gift i 1990, var 5 under 18 år 8 ). 

5.2. Forældremyndigheden ophører ved ægteskab, se den gældende myndighedslovs 

§ 6. Arbejdsgruppen om forældremyndighed overvejede i betænkningen 

fra 1983 at lade forældremyndigheden vedvare, uanset om den 

unge indgik ægteskab. Der henvistes til, at et sådant forslag var lagt til grund 

for den norske børnelov, og at også i svensk ret vedvarer forældremyndigheden 

uanset den unges ægteskab. Blandt fordelene ved en sådan ordning 

fremhævedes, at der derved blev sammenfald mellem forældremyndighedens 

og værgemålets varighed. En andel fordel ville være, at unge, der gifter 

sig, og unge, der flytter sammen uden ægteskab, ville blive ligestillede i henseende 

til forældremyndighed. Alligevel fandt arbejdsgruppen det ikke hensigtsmæssigt 

at udvide området for forældremyndighed, idet det ikke fandtes 

behov herfor, ligesom det kunne føre til unødige konflikter 9 ). 

5.5. Gifte mindreårige bliver i dag ved med at være umyndige, se den gældende 

lovs § 1, stk. 1. 

For denne lille gruppe findes en række særregler. Det har været nødvendigt 

i myndighedslovens § 29, stk. 1, 2. pkt., at udforme en bestemmelse om 

værger for gifte under 18 år. I § 35, stk. 1, findes en regel om deres arbejdsaftaler 

og i § 39, stk. 2, 2. pkt., en regel om fratagelse af rådigheden over selverhverv. 

Endelig findes i lov om ægteskabets retsvirkninger § 11, stk. 2, en legitimationsregel 

for mindreårige ægtefæller. 

I Norge, Sverige og Finland er retsstillingen den samme som i Danmark i 

dag. 

5.4. Udvalget hav fundet det rimeligt og lovteknisk nødvendigt at overveje 

7 ) Om praksis se Ægteskabslovskommentaren, 2. udg., 1984, s. 26-28. 

8 ) Befolkningens bevægelser 1990, tabel 44, s. 71. 

9 ) Betænkningen om forældremyndighed og samværsret (nr. 985/1983) s. 59-60. 

;


den formueretlige særstilling for de gifte under 18 år. Som nævnt er de ikke 

under den personlige forældremyndighed, og på tilsvarende måde taler meget 

for at lade ægteskabet få den virkning, at den formueretlige umyndighed 

og dermed forældrenes værgemål ophører. Gruppen er meget lille, idet den 

som nævnt tæller under IJOO, næsten alle kvinder. Antallet er sikkert blevet 

mindre i de seneste årtier som følge af de unges tendens til at flytte sammen 

uden vielsesattest. Hertil kommer, at unge under 18 år kun kan indgå ægteskab 

med forældrenes samtykke, samt efter at myndighederne-har vurderet 

forholdene og fundet det forsvarligt at godkende ægteskabets indgåelse. 

Efter en samlet bedømmelse foreslår udvalget, at unge under 18 år bliver 

myndige, i og med at de indgår ægteskab. Dette har fundet udtryk i lovudkastets 

§ 1, stk. 1, som er udformet på samme måde som den gældende lovs § 6, 

stk. 1, om forældremyndighed. Den ændrede retsstilling vil muligvis kunne 

indvirke på statsamternes dispensationspraksis, idet det vil være naturligt at 

nægte godkendelse, hvis der er betænkeligheder ved at udbetale formuen ved 

vielsen og at frigøre den unge fra forældrenes værgebeføjeiser. 

En konsekvens af lovudkastets § 1, stk. 1, er, at de gældende særregler om 

mindreårige gifte bliver overflødige. Derfor kan man ikke genfinde særreglen 

om gifte mindreåriges værger, jf. den gældende § 29, stk. 1, 2. pkt., og om 

fratagelse af deres selverhverv, jf. den gældende § 39, stk. 2, 2. pkt., i udvalgets 

værgemålslovsudkast. I kapitlet om arbejdsaftaler i udvalgets udkast til 

lov om forældremyndighed og samværsret er § 35, stk. 1, om gifte mindreåriges 

arbejdsaftaler derfor foreslået udeladt. Endvidere bliver det nødvendigt 

at ophæve § 11, stk. 2, i loven om ægteskabets retsvirkninger, se herom nedenfor 

i kapitel 15, pkt. 2.3.2.

333 

Kapitel 12 

Retsstillingen under værgemål 

1. Grundregler 

1.1. Efter den gældende myndighedslovs 34 kan en umyndig ikke selv råde 

over sin formue eller forpligte sig ved retshandler, for så vidt ikke andet er 

bestemt. Bestemmelsen indeholder hovedreglen om retsvirkningerne af 

umyndighed og dermed en slags definition af, hvad det indebærer at være 

umyndig. Den er udtryk for, at mindreårige mangler retlig handleevne, og at 

det samme i dag altid er følgen af en umyndiggørelse af en voksen. Administrationen 

af aktiverne og beslutninger i formueretlige anliggender er unddraget 

den umyndige og tilkommer værgen, eventuelt i samarbejde med forvaltningsafdelingen, 

se om formuen ovenfor i kapitel 9. I en række tilfælde 

skal statsamtets godkendelse også foreligge, se ovenfor i kapitel 10, pkt. 3. 

Fratagelsen af råderetten omfatter enhver retlig disposition, der forpligter. 

Den umyndige er ikke afskåret fra faktisk at bruge sine formuegenstande. 

§ 34 indebærer, at en umyndig ikke på egen hånd kan sælge, bortgive, pantsætte, 

udleje eller udlåne sine ejendele eller stifte rettigheder over dem. En 

umyndig kan heller ikke på egen hånd forpligte sig ved aftaler eller andre 

retshandler, uanset om de vedrører formuen eller ej. 

1.2. Som det fremgår af gennemgangen i hovedafsnit 1, herunder i kapitel 5 

med pkt. 6, bliver fremtidens værgemålsordning for voksne mere opdelt og 

smidig. Der bliver mulighed for individuelle ordninger, jf. lovudkastets § 5, 

stk. 2, jf. § 8. Om retsstillingen se nedenfor under pkt. 4. 

Kun i et fåtal af tilfælde forventes værgemål efter lovudkastets § 5 suppleret 

med handleevnefratagelse ifølge lovudkastets § 6. Retsvirkningerne fremgår 

direkte af § 6, stk. 2, hvor det også er anført, at fratagelsen indebærer, at 

vedkommende bliver umyndig. Området er omtalt ovenfor i kapitel 5, pkt. 

3.2. 

1.3. Alle børn og unge under 18 år er umyndige, jf. lovudkastets § 1, stk. 1. 

Som nævnt også ovenfor i kapitel 11, pkt. 3.2., har udvalget fundet, at reglen 

om retsvirkningerne heraf systematisk bør placeres centralt i denne indledende 

bestemmelse, se udkastets § 1, stk. 2. Også denne gruppe mangler retlig 

handleevne. 

1.4. Udvalget har fundet det unødvendigt og for kompliceret at gentage


grundreglerne om umyndighed senere i lovteksten, herunder i udkastets kapitel 

4 og 6. 

Fratagelsen af handleevne hindrer, som ordene tilsiger, vedkommende i at 

råde retligt. Gøres det alligevel, bliver aftalen ugyldig, se herom lovudkastets 

kapitel 7 og nedenfor under pkt. 3. 

2. Særregler for umyndige voksne 

2.1. I den gældende myndighedslöv findes en række regler om retstillingen 

for umyndiggjorte, rent bortset fra ugyldighedsreglerne i §§ 43 og 44, omtalt 


Ifølge § 38 indebærer en umyndiggørelse ikke nogen indskrænkning i adgangen 

til at indgå arbejdsaftaler, medmindre der træffes særskilt bestemmelse 

herom. Domme med sådanne bestemmelser omkring arbejdsaftaler i trykte 

umyndiggørelsesdomme kendes ikke. Heller ikke nogen af de domme, udvalget 

har modtaget fra halvåret 1989-90, se overfor i kapitel 2, pkt. 1, gjorde 

brug af § 38. 

Efter § 39 råder umyndiggjorte over selverhverv, men ifølge stk. 2, 2. pkt., 

kan værgen fratage vedkommende rådigheden med Justitsministeriets samtykke. 

§ 40 bestemmer, at § 39 også anvendes på, hvad en umyndiggjort ved 

gave eller som friarv ved testamente har fået til egen rådighed. 

Endelig findes i § 41 og § 49 regler, hvorefter umyndiggjorte kan få tilladelse 

til at udøve næring. Om reglernes anvendelse i praksis vides så godt som 

intet, men ifølge de oplysninger udvalget har indhentet, modtog intet statsamt 

i halvåret 1989-90 nogen sådan anmodning. 

2.2. Som det fremgår af kapitel 5, pkt. 6, har udvalget foreslået nye smidige 

værgemålsordninger. Værgemål skal afpasses efter den enkeltes behov og bør 

ikke gøres mere omfattende end nødvendigt, jf. herved lovudkastets § 8, stk. 

1. Værgemål kan således begrænses, herunder til at angå bestemte aktiver 

eller anliggender, jf. lovudkastets § 5, stk. 2. Dette medfører efter udvalgets 

vurdering, at der ikke længere er behov for særregler i værgemålsloven for så 

vidt angår voksne under værgemål efter udkastets § 5. Man må derfor ved 

afgrænsningen af værgemålets omfang være særlig opmærksom på, om der 

er grund til at undtage selverhverv m.v. fra værgemålet, således at værgen 

ikke har kompetence til at råde over selverhvervet m.v. 

Smidigheden og de individuelle ordninger har af praktiske hensigtsmæssighedsgrunde 

ikke kunnet tilpasses tilfælde med handleevnefratagelse efter 

lovudkastets § 6, se overfor i kapitel 5, pkt. 6.3. Her er valget alt eller intet. 

Udvalget har da også bevaret umyndighedsbegrebet for denne gruppe voksne, 

jf. § 6, stk. 2. Af logiske grunde må der derfor i loven være de samme 

særregler som for de unge, se ovenfor i kapitel 11, pkt 4. Det gælder så meget

335 UNDER VÆRGEMÅL 

mere, som der også kan være et vist praktisk behov. Personkredsen, der kan 

tænkes frataget handleevnen, vil især omfatte de aktive, bl.a. de maniske. De 

kan meget vel tænkes at have og kunne passe et arbejde og måske i nogle 

tilfælde at kunne drive selvstændigt erhverv. 

Reglerne om fri rådighed over selverhverv, gaver og friarv samt selvstændig 

næring, der findes i udkastets § 42 og § 43, og som er gennemgået i kapitel 

11, pkt. 4, er derfor udvidet til at omfatte alle umyndige. De gælder derfor 

ikke alene de mindreårige som afgrænset i udkastets § 1, stk. 1, men også de 

voksne, der efter § 6 er umyndige i kraft af en handleevnefratagelse. 

Udvalget har undladt at medtage en regel svarende til myndighedslovens 

§ 38, der som nævnt ikke er anvendt i praksis. Handleevnefratagelse efter udkastets 

§ 6 bevirker ikke i sig selv indgreb i evnen til at indgå arbejdsaftaler, 

der som omtalt ovenfor i kapitel 11, pkt. 4.2. må betragtes som hørende til 

blandt de personlige anliggender. Ved at lade et værgemål omfatte de personlige 

spørgsmål, jf. udkastets § 5, stk. 2, overgår adgangen til at indgå arbejdsaftaler 

til værgen. Om spørgsmålene se tillige ovenfor i kapitel 5, pkt. 

6.2. 

3. Ugyldige aftaler 

3.1. Efter myndighedslovens § 43 er hovedreglen, at en medkontrahent, der 

med en umyndig har indgået en gensidig bebyrdende aftale, som bliver ugyldig, 

kan træde tilbage fra kontrakten, så snart denne bliver klar over forholdet. 

Medkontrahenten bliver dermed frigjort fra aftalen og for sin forpligtelse 

til at lægge sin ydelse. Forudsætningen for, at medkontrahenten kan træde 

tilbage efter § 43, stk. 1, er, at han var i god tro, da aftalen blev indgået, d.v.s. 

at han gik ud fra, at han handlede med en myndig, eller at han vel var klar 

over, at han sluttede aftalen med en umyndig, men havde grund til at tro, at 

denne havde værgens samtykke eller anden hjemmel til at indgå aftalen. 

Vidste medkontrahenten derimod, at han handlede med en umyndig, og 

blev det aftalt, at den umyndige skulle sørge for godkendelse fra værgen, kan 

medkontrahenten efter myndighedslovens § 43, stk. 2, 1. pkt., først træde tilbage 

efter udløbet af den aftalte frist for indhentelse af de fornødne godkendelser. 

Er der ikke aftalt en frist ved kontraktens indgåelse, må medkontrahenten 

afvente den tid, som med rimelighed måtte forventes at medgå til værgens 

overvejelser. 

Er aftalen ugyldig, og er der sket hel eller delvis udveksling af ydelser, skal 

opgøret efter ophævelsen finde sted efter reglerne i myndighedslovens § 44. 

Bliver en aftale således ugyldig på grund af umyndighed, skal hver af parterne 

tilbagelevere, hvad de har modtaget, eller hvis tilbagelevering ikke kan 

ske, erstatte dets værdi. For den myndige medkontrahent er pligten til at er-


statte værdien ubetinget. Den umyndiges pligt til at erstatte værdien af det 

modtagne er derimod begrænset, idet den pågældende kun skal erstatte så 

meget, som er anvendt til passende underhold eller som i øvrigt skønnes at 

være kommet den pågældende til nytte. Har den umyndige forledt den anden 

part til at indgå aftalen ved urigtige anbringender om sin hjemmel til at træffe 

aftalen, kan det dog pålægges den umyndige at yde erstatning i det omfang, 

det findes billigt, jf. myndighedslovens § 44, stk. 2, 1. pkt. Muligheden for 

nedsættelse af erstatningsbeløbet gælder efter 2. pkt. ikke, hvis den umyndiges 

adfærd overfor medkontrahenten rummer et strafbart forhold med hensyn 

til hjemlen til at indgå aftalen. Her gælder de almindelige erstatningsregler 

fuldt ud, jf. herved myndighedslovens § 44, stk. 2, 2. pkt. 

3.2. Reglerne i §§ 43 og 44 giver så vidt vides ikke ofte anledning til retssager. 

Trykt domspraksis foreligger næsten kun fra det første årti, reglen var i 

kraft. Siden 1932 er der kun offentliggjort én dom, nemlig en Vestre Landsretsdom 

fra 1959 om en mindreårigs køb af en motorcykel 1 ). 

Forbrugerklagenævnet har i sine årsberetninger fra de sidste femten år omtalt 

syv sager om umyndiges køb. De drejede sig alle om mindreårige, der var 

i alderen 9-17 år. 

13-årig dreng købte en legetøjsbil til kr. 1.080,- uden forældrenes tilladelse. 

Forbrugerklagenævnet fandt, at legetøjet havde så høj en pris, at 

forhandleren burde have undersøgt, om drengen havde tilladelse, inden 

forhandleren solgte bilen. Den indgåede aftale var ikke gyldig, og 

legetøjsforhandleren måtte tilbagebetale købesummen mod at få lejetøjsbilen 

udleveret. Årsberetning 1982, s. 75, pkt. 3.13.9.2. 

16-årig dreng købte et luftgevær for kr. 395,- kontant. Sælgeren 

spurgte ikke om hans alder, uanset at det er forbudt at overdrage luftgeværer 

til personer under 18 år. Da moderen blev klar over købet, forsøgte 

hun at hæve handelen og indgav politianmeldelse mod sælgeren 

for overtrædelse af våbenloven. Sælgeren vedtog en bøde på kr. 1.000,-, 

mens den 16-årige fik en advarsel. Forbrugerklagenævnet fandt under 

hensyn til køberens unge alder, og til at sælgeren havde handlet i sit 

erhverv og derfor burde have sikret sig, at han ikke i strid med våbenloven 

solgte våben til en mindreårig, at aftalen burde tilsidesættes, således 

at den umyndige kunne tilbagelevere våbenet mod at få udbetalt 

købesummen. Årsberetning 1982, s. 75-76, pkt. 3.13.9.3. 

14-årig købte en maskinpistolattrap til kr. 948,- og betalte kontant 

med lommepenge og selverhverv. Det var en fast aftale mellem mode- 

') UFR 1959.227 V.


ren og sønnen, at der skulle gives tilladelse til større køb. Moderen vidste, 

at sønnen ville købe en maskinpistolattrap, men troede, at denne 

skulle købes fra et overskudslager til små penge. Så snart moderen blev 

klar over, at sønnen havde betalt kr. 948,- for attrappen, konfiskerede 

hun den og lagde den i bagagerummet til sin bil. Sælgeren ville kun 

tilbagebetale halvdelen af beløbet, idet han henviste til, at attrappen 

ikke længere kunne sælges som ny, idet metallet under opbevaring 

uden fornøden olie var begyndt at ruste. Han fremhævede, at drengen 

på baggrund af sin fremtoning og opførsel lige så godt kunne være 16 

som 14 år, og at hjemmet ikke havde instrueret drengen tilstrækkeligt 

om hans rådighed over pengene. Forbrugerklagenævnet rettede henvendelse 

til Københavns Politis våbenafdeling, hvor det blev oplyst, at 

der ifølge våbenloven intet ulovligt var ved at sælge maskinpistolattrapper 

som den pågældende, selv om den for ukyndige så ud som en 

normal maskinpistol. Forbrugerklagenævnet lagde til grund, at moderen 

ikke havde givet sin 14-årige søn tilladelse til køb af maskinpistolattrappen. 

Uanset at der var købt kontant, burde sælgeren under hensyn 

til misforholdet mellem drengens alder, arten af det købte og købesummens 

størrelse have indset eller i hvert fald fået mistanke om drengens 

manglende dispositionsret og undersøgt denne nærmere. Nævnet fandt 

under henvisning hertil, at den indgåede aftale var ugyldig. Efter at have 

besigtiget maskinpistolattrappen fandt nævnet, at denne ikke var 

blevet værdiforringet i drengens besiddelse, hvorfor moderen ikke var 

erstatningsansvarlig over for indklagede. Forbrugerklagenævnet fandt, 

at sælgeren skulle udbetale samtlige kr. 948,- mod udlevering af attrappen. 

Årsberetning 1980, s. 71-72, pkt. 3.7.4. 

9-årig var af sin far sendt til cykelhandleren for at få en cykel repareret. 

Forbrugerklagenævnet udtalte, at den 9-årige gyldigt havde kunnet 

indgå en aftale om lapning eller udskiftning af et dæk. Årsberetning 

1979, s. 51, pkt. 3.7.5. 

17-årig klager havde på afbetaling købt en strikkemaskine til kr. 

3.995,-. Moderen, der var til stede ved købet, havde ikke underskrevet 

købekontrakten. Da klageren ikke kunne betjene strikkemaskinen, ønskede 

hun at bytte den til en symaskine. Parterne kunne imidlertid ikke 

blive enige om en ombytning, og klageren ønskede herefter handelen 

ophævet. Klageren henviste i denne forbindelse til, at hun på tidspunktet 

for kontraktens indgåelse var umyndig. Forbrugerklagenævnet 

fandt, at afbetalingskøbet ikke gyldigt havde kunnet indgås af den 

umyndige, eller af værgen på den umyndiges vegne, jfr. myndighedslovens 

§ 34 sammenholdt med værgebekendtgørelsens § 15, stk. 1. Afta-


len var således ugyldig, hvorfor sælgeren skulle tilbagebetale den betalte 

del af købesummen, medens klageren skulle tilbagelevere strikkemaskinen, 

jfr. myndighedslovens § 44, stk. 1, l.pkt. I købekontraktens 

standardtekst var det anført, at køberen på tro og love erklærede at være 

20 år og fuldmyndig. Af den udfyldte kontraktrubrik for personnummer, 

der fandtes i umiddelbar forbindelse med klagerens underskrift, 

fremgik det imidlertid, at klageren ved købets indgåelse kun var 17 år 

gammel. Under disse omstændigheder fandt nævnet ikke, at klageren 

ved sin underskrift på købekontrakten havde givet sælgeren urigtige 

oplysninger om sin alder og derved forledt ham til at indgå aftalen. 

Sælgeren kunne derfor ikke kræve erstatning af klageren for eventuelt 

tab, som aftalen havde medført. Årsberetning 1978, s. 41, pkt. 3.1.1. 

15-årig dreng havde pr. postordre købt værktøj til ca. 450 kr. Noget 

af værktøjet var blevet borte, således at det ikke kunne tilbageleveres. 

Der var ikke i bestillingskuponen taget ejendomsforbehold, og det var 

heller ikke tilkendegivet, at eventuelle købere skulle være myndige. 

Forbrugerklagenævnet udtalte, at der ikke i forbindelse med afviklingen 

af kontrakten kunne pålægges den umyndige pligt til at betale erstatning, 

hverken efter reglerne om ansvar uden for kontrakt eller efter 

reglerne i myndighedslovens § 44. Nævnet lagde bl.a. herved vægt på, 

at den mindreårige ikke i forbindelse med sin underskrift på bestillingskuponen, 

der ikke - som det er sædvanligt ved postordresalg o.lign. - 

tilkendegav, at det fremsatte tilbud alene henvendte sig til personer 

over 20 år, havde givet udtryk for, at han var fyldt 20 år. Årsberetning 

1976, s. 41, pkt. 9, a. 

Bogagent havde efter det oplyste med henblik på salg til en umyndig 

formået moderen til en kvindelig bekendt af den umyndige til at underskrive 

kontrakten. Den umyndiges far gjorde kort herefter umyndighedsindsigelsen 

gældende mod bogfirmaet, der imidlertid flere gange 

rykkede den umyndige for købesummen. Efter at den umyndiges far 

havde meddelt, at han ville videregive sagen til forbrugerklagenævnet, 

oplyste firmaet, at det frafaldt ethvert krav mod den umyndige, men at 

det mente sig berettiget til at rette kravet mod den umyndiges 'svigermor', 

der har underskrevet kontrakten som værge....'. Forbrugerklagenævnet 

udtalte, at den umyndige ikke var bundet af kontrakten. Efter 

det oplyste lagde nævnet endvidere til grund, at det ved aftalens underskrivelse 

har været meningen, at købesummen skulle betales af den 

umyndige, og at 'svigermor' ikke ved at sætte sit navn på kontrakten 

har haft til hensigt at forpligte sig selv, men alene har gjort dette efter 

opfordring fra bogagenten i den tro, at en aftale mellem bogagenten og

V 


den umyndige herved blev mulig. Nævnet lagde endvidere til grund, at 

dette må have stået klart for bogagenten, og fandt på dette grundlag 

ikke, at 'svigermoderen' kunne være forpligtet til at betale købesummen, 

jfr. herved aftalelovens § 33. Årsberetning 1975, s. 33, pkt. 8. 

; 

3.3. Udvalget foreslår, at myndighedslovens §§ 43-44 bibeholdes, dog med 

visse sproglige moderniseringer, jf. lovudkastets §§ 44-45. Reglerne finder 

kun anvendelse for mindreårige, jf. lovudkastets § 1, stk. 2, samt for voksne, 

der er frataget handleevnen efter lovudkastets § 6. 

Det bemærkes, at udvalget ovenfor i kapitel 8, pkt. 6.2., har overvejet 

spørgsmålet om værgens kompetenceoverskridelse. Også på dette område 

sker der en ændring af retsstillingen for den, der er under værgemål efter § 5 

eller samværgemål efter § 7. Erfaringer med den nye værgemålslov må vise, 

om dette giver anledning til lovgivningsovervejelser. 

4. Dispositioner uden fratagelse af handleevne 

4.1. Generelt 

Efter den gældende myndighedslov kan der i princippet ikke blive tale om 

værgemål uden handleevnefratagelse, idet både umyndiggjorte og personer 

under lavværgemål bliver afskåret fra at handle med den virkning, at de retshandler, 

de indgår på egen hånd, bliver ugyldige, se myndighedslovens § 34, 

§§ 43 og 44 samt § 55. 

Under den nye værgemålsordning for voksne bliver både den teoretiske og 

praktiske hovedregel, at der ikke sker handleevnefratagelse, se lovudkastets 

§ 8, jf. § 5 og § 6. Dermed får værgemålet i princippet ingen indvirkning på 

vedkommendes retlige handleevne. Denne er stillet som andre myndige. Risikoen 

for, at der bliver indgået økonomiske aftaler på egen hånd, er dog som 

nævnt ovenfor i kapitel 5, pkt. 2, vurderet som ringe. Retsstillingen for personer 

under samværgemål efter lovudkastets § 7 er den samme, selvom muligheden 

for kolliderende retshandler formentlig er større ved samværgemål. 

4.2. Kolliderende retshandler 

Denne nye retlige situation har nødvendiggjort visse teoretiske overvejelser. 

Værgen og vedkommende kan som nævnt ovenfor i kapitel 8, pkt. 2.4.2., tænkes 

at indgå kolliderende retshandler, men det er som omtalt i kapitel 1, pkt. 

1.4.2., ikke noget nyt fænomen. Om værgers stilling og råderum henvises til 

omtalen ovenfor i kapitel 8, pkt. 2.


4.3. Tilsidesættelse af aftaler 

4.3.1. Aftaleloven 

I lovgivningen er det forudsat, at der er behov for beskyttelse af andre svage 

end umyndiggjorte og lavværgede mod uheldige dispositioner. Således findes 

i aftaleloven et særskilt afsnit III : 'Om ugyldige viljeserklæringer' med en 

halv snes paragraffer. Af særlig betydning for de persongrupper, udvalget beskæftiger 

sig med, er aftalelovens § 31 om udnyttelse af bl.a. 'betydelige økonomiske 

eller personlige vanskeligheder', 'manglende indsigt' og 'letsind' til 

at opnå en ydelse, der står i væsentligt misforhold til modydelsen, eller som 

der ikke skal ydes vederlag for, idet den, der således er udnyttet, ikke er bundet 

af sin viljeserklæring. Opregningen af tilstandene m.v. i § 31 blev ændret i 

1975. Tidligere indeholdt reglerne foruden 'letsind' begreberne 'nød', 'enfoldighed' 

og 'uerfarenhed'. I teorien antages det generelt, at reglen i myndighedslovens 

§ 65 bør påberåbes frem for aftalelovens § 31, hvis betingelserne 

herfor opfyldt, fordi § 65 er en stærk ugyldighedsgrund, og man undgår dermed 

kravene i § 31 om 'udnyttet' og 'væsentligt misforhold' 2 ). Nævnes kan 

også aftalelovens § 33 om aftaler, som det ville stride imod almindelig hæderlighed 

at gøre gældende. 

I aftaleloven blev i 1975 indført den såkaldte generalklausul i § 36, der kan 

siges at 'sluge' de øvrige ugyldighedsregler 3 ). Efter bestemmelsen kan en aftale 

tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med 

redelig handlemåde at gøre den gældende. Det samme gælder andre retshandler. 

Ifølge § 36, stk. 2, tages der hensyn til forholdene ved aftalens indgåelse, 

dens indhold og senere indtrufne omstændigheder. Blandt fordelene 

ved § 36 er, at også aftalens indhold efter formuleringen kan inddrages i bedømmelsen 

som et indicium for, at der har været noget galt. Dermed kan det 

også blive lettere for den svage part at løfte sin bevisbyrde. Hertil kommer, at 

§ 36 lægger op til en helhedsvurdering. 

4.3.2. Myndighedsloven 

4.3.2.1. Familieretskommissionen fandt, at der udover aftalelovens regler tiltrængtes 

en bestemmelse om betydning af kontakter indgået af de sindssyge, 

der endnu ikke er umyndiggjorte 4 ). Dette førte til, at det danske udvalg i myndighedsloven 

fik indført den gældende § 65. Efter bestemmelsen er en aftale 

2 ) Lynge Andersen og Jørgen Nørgaard: Aftalelovskommentaren, 1990, s. 151 med henvisninger. 

3 ) Aftalelovskommentaren, s. 129 og 174-75. 

4 ) Betænkning 1921, s. 102.


ikke bindende, hvis den er indgået af en person, som på grund af sindssygdom, 

åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand manglede 

evnen til at handle fornuftmæssigt. Enhver af parterne skal da tilbagelevere, 

hvad han har modtaget, eller hvis tilbagelevering ikke kan ske, erstatte 

dets værdi. Den, som manglede evnen til at handle fornuftmæssigt, er dog 

kun pligtig at yde sådan erstatning i det omfang, hvori det modtagne er brugt 

til passende underhold for den pågældende eller i øvrigt skønnes at være 

kommet den pågældende til nytte. Var den anden part i god tro, kan der, uanset 

om nogen opfyldelse har fundet sted, i det omfang, hvori det findes billigt, 

tillægges ham erstatning for det tab, som aftalen har medført, jf. myndighedslovens 

§ 65, stk. 2. Der er tale om en stærk ugyldighedsgrund, som også kan 

påberåbes overfor en medkontrahent, der er i god tro. 

4.3.2.2. § 65 påberåbes antagelig kun sjældent i retssager. Siden reglens 

fremkomst i 1922 er der kun trykt godt en snes domme om bestemmelsen, og i 

mere end halvdelen af afgørelserne blev aftalen opretholdt 5 ). Alligevel har 

reglen antagelig en vis præventiv betydning. 

Vestre landsret har i to domme fra 1991 taget stilling til, om betingelserne 

for at anvende myndighedslovens § 65 var til stede : 

Ingeniør købte sommerhus for knap 700.000 kr. Ifølge en erklæring fra 

en overlæge og fra Retslægerådet befandt manden sig i den periode, 

hvor dispositionerne fandt sted, i en manisk fase som følge af en ikke 

erkendt manio-depressiv psykose. Byretten fandt ikke aftalerne bindende. 

Landsrettens flertal fandt det, navnlig når hensås til sommerhuskøbets 

karakter, anvendelse af standardslutseddel og standardvilkår, 

ikke godtgjort, at manden på købstidspunktet havde manglet evnen 

til at handle fornuftmæssigt. En dissentierende dommer henviste 

til, at manden i den omhandlede periode foretog flere dispositioner af 

vidtrækkende økonomisk karakter. Uanset om de enkelte dispositioner 

isoleret måtte fremtræde som fornuftige, fandt denne dommer, at det 

efter en samlet vurdering af dispositionernes karakter dog måtte kunne 

lægges til grund, at manden, der ikke forud for indgåelsen af købet om 

sommerhuset havde modtaget økonomisk eller juridisk rådgivning, 

manglede evnen til at handle fornuftmæssigt ved købet af sommerhuset, 

hvorfor dommeren ville stadfæste byretsdommen (Vestre Landsrets 

dom af 4. marts 1991 (7.afd. nr. 979/90)). 

I den anden sag havde den samme mand optaget et lån på ca. 100.000 

kr. i en sparekasse til indkøb af anparter i et vindmølleprojekt i Califor- 

5 ) Praksis er gennemgået i Myndighedslovskommentaren, bind 1, s. 168-76, og i Lynge Andersen, 

m.fl. : Umyndiges Formue, 1988, s. 238-42.

• 


nien. Landsretten nåede med dissens til samme resultat som i den første 

sag (Vestre Landsrets dom af 4. marts 1991 (7. afd. nr. 423/89)). 

Derudover er i Forbrugerklagenævnets Årsberetning fra 1981 gengivet følgende 

tilfælde : 

Forbruger havde gennem en årrække i flere perioder været under behandling 

på et hospital, da hun led af manio-depressiv psykose. I en 

periode, hvor hun gik til behandling, henvendte hun sig en lørdag efter 

lukketid i en tilstand af sygelig opstemthed i en skrivemaskineforretning, 

hvor hun købte en el-skrivemaskine for kr. 3.795,-, som hun betalte 

kontant. Da hun få dage efter indså, at dispositionen havde været 

ufornuftig, dels fordi hun ikke havde brug for maskinen, og dels fordi 

købet havde ødelagt hendes økonomi, idet hendes månedlige bruttoløn 

kun udgjorde kr. 5.700,- og hun ingen formue havde, anmodede hun 

den erhvervsdrivende om, at handelen måtte gå tilbage, hvilket han 

nægtede. Forbrugerklagenævnet indhentede en erklæring fra den behandlende 

overlæge, der udtalte, at forbrugeren på tidspunktet for aftalens 

indgåelse led af en forbigående sindssygdom, der bevirkede, at 

hun på aftalens tidspunkt var ude af stand til at handle fornuftsmæssigt. 

På baggrund af denne erklæring og af prisen sammenholdt med 

klagerens oplysninger om sine økonomiske forhold, fandt nævnet, at 

aftalen ikke var bindende for klageren, fordi hun på købstidspunktet på 

grund af sindssygdom manglede evnen til at handle fornuftmæssigt, jf. 

myndighedslovens § 65 (Årsberetning 1981, s. 87, pkt. 3.15.5). 

4.3.2.3. Professor Finn Taksøe-Jensen har i 1990 analyseret retspraksis om 

reglen. Konklusionen er, at § 65 efterhånden må anses for at være alt for restriktiv 

i forskellige henseender og navnlig helt ude af trit med de nyere danske 

regler om fortrydelsesret. Videre anføres bl.a., at tilsidesættelse ved væsentligere 

dispositioner formentlig bør kunne ske, hvor der er tilvejebragt 

overvejende sandsynlighed for tilstedeværelsen af en psykisk svækkelse, der 

væsentligt begrænser den pågældendes indsigt i det anliggende, aftalen angår, 

i hvert fald når det drejer sig om forbrugerkøb, eller det må antages, at 

medkontrahenten har haft mistanke om den pågældendes tilstand 6 ). 

4.3.2.4.1 Sverige gennemførtes i 1924 en særlig lov om virkningen af aftaler, 

som er indgået under indflydelse af svækket sjælsvirksomhed. Loven fik 

en ny udformning i 1991 og har nu titlen 'Lag om verkan av avtal, som slutits 

6 ) Taksøe-Jensen og Vorstrup Rasmussen, Familieretten, 1990, s. 384-88.


under påverkan av en psykisk störning' 7 ). Loven, der kun er på nogle få linier, 

svarer i sit indhold til den danske § 65. Reglen blev ikke overvejet i forbindelse 

med styrkelsen af godmansinstituttet, men den er omtalt i betænkningen 

8 ). Her citeres også fra betænkningen: 

'I den mån handlingen själv till sin art och beskaffenhet närmer sig det 

normala, bör man, så framt ej tydliga former av sinnessjukdom eller utpräglad 

sinneslöshet föreligga, endast med största varsamhet skrida till rättshandlingens 

underkännande. En dylik varsamhet kräves med hänsyn såväl 

till vederbörandes eget intresse av att varda bibehållen vid sin rättsliga handlingsförmåga 

som ock till den allmänna samfärdselns intresse av att rättshandlingar 

icke utan tvingande skäl förklaras ogiltiga.' 

I Norge findes ikke lovregler, som generelt regulerer alvorligt sindslidendes 

og psykiske svækkede personers retlige dispositioner, når de ikke er mindreårige 

eller umyndiggjorte. I juridisk teori og retspraksis er der imidlertid 

udviklet en sikker regel om, at en retlig disposition er ugyldig, hvis den er 

motiveret af sindssygdom eller høj grad af åndssvaghed hos den, der handler. 

Ugyldigheden kan som hovedregel gøres gældende selv om den anden part 

var i god tro. Det antages, at princippet kan anvendes ved alvorlige svækkelser, 

hvis ikke den pågældende har forstået, hvad han eller hun har gjort, og 

hvad handlingen indebærer. Afgørende vil ofte være, om vedkommendes 

vurdering antages at have været normal. I praksis vil det ofte få betydning, 

om aftalen, da den blev indgået, fremstod som rimelig. Dog er det ikke uden 

videre afgørende, om aftalen falder mere eller mindre heldigt ud. Af betydning 

vil også være, om aftalerne er komplicerede eller dagligdag 9 ). 

I Finland er retsstillingen den samme som i Norge. 

4.3.2.5. Udvalgets tanker om, at der kan iværksættes værgemål uden fratagelse 

af handleevne, jf. lovudkastets § 5, og at handleevne ikke fratages ved 

samværgemål, har nødvendiggjort overvejelser omkring § 65. Nyordningen 

indebærer, at dispositioner, der måtte blive foretaget af personer under sådanne 

værgemål, ikke bliver ugyldige i medfør af den gældende lovs §§ 43 og 

44, se nu lovudkastets §§ 44 og 45. Baggrunden er som mange gange nævnt en 

formodning om, at de pågældende ikke antages at have evne og vilje til samt 

mulighed for at handle på egen hånd, eller også at der ikke skønnes nogen 

risiko herved. Alligevel må det forudses, at det kan ske. I sådanne tilfælde er 

det aftalelovens ugyldighedsregler og afløseren for § 65, der må holde for. 

Dermed får sidstnævnte regel et nyt perspektiv og et teoretisk udvidet anvendelsesområde. 

Hertil kommer, at bestemmelsen - som i dag - har en funktion 

7 ) Lag (1924:323) og Prop. 1990/91:194, s. 12. 

8 ) SOU 1986: 50, s. 110-111. 

9 ) Ot.prp.nr. 45 (1989-90), s. 8-9.


over for personer, der ikke er under værgemål, det være sig fordi ingen har set 

problemet endnu, eller fordi tilstanden er så forbigående, at betingelserne for 

værgemål ikke er opfyldt, når man når til overvejelser herom. Typeområdet 

er den pludselige mani, som kommer uden så klare varsler, at omverdenen 

har nået at gribe ind. Med disse perspektiver og i lys af moderne aftalelovgivning 

har udvalget besluttet at bevare reglen, se lovudkastets § 46, samtidig 

med at det er overvejet, om den bør ændres, navnlig således at beskyttelsesområdet 

udvides. 

Udgangspunktet for udvalget har været, at reglen bør dække samme personkreds 

som i dag. Opregningen af tilstandene er derfor bevaret, dog på 

samme måde som i lovudkastets § 5 med en fremhævelse af de svært demente 

som en vigtig gruppe blandt de sindssyge og med en omformulering af 

'åndssvaghed' til det mere moderne 'hæmmet psykisk udvikling', se om medicinske 

kriterier ovenfor i kapitel 5, pkt. 4.2. Som i dag går den retlige del af 

kriteriet på, at vedkommende på grund af tilstanden mangler evnen til at 

handle fornuftmæssigt. 

Taksøe-Jensen har påpeget, at det kan være vanskeligt for den, der gør 

ugyldighedsindsigelsen gældende, at bevise tilstanden på aftaletidspunktet. 

Han nævner særligt muligheden for at svække kravene ved forbrugerkøb. Bevisproblemer 

opstår ikke ved personer under værgemål efter lovudkastets 

§ 5. Dér er der en værge, som vil være opmærksom på, om den, der er under 

værgemål, indgår uheldige aftaler, og værgen vil dermed kunne tage initiativer 

over for den anden aftalepart. I kraft af værgemålsbeslutningen med den 

forudgående lægeerklæring står værgen stærkt, når det skal godtgøres, at der 

foreligger en svækket tilstand. Det vil normalt stille sig anderledes ved samværgemål. 

Bevisproblemerne omkring tilstanden findes især uden for værgemålenes 

område. Her må den pågældende eller dennes rådgivere søge at godtgøre, at 

en af de opregnede tilstande forelå nogen tid tilbage, nemlig på aftaletidspunktet. 

Dette kan være vanskeligt, medmindre der i den omhandlede periode 

var kontakt med en læge, der kan afgive erklæring om de helbredsmæssige 

forhold. Eventuelt kan sagen forelægges Retslægerådet. Lægeerklæringer vil 

kun være vejledende, og bevis for fornuftsmangler kan også tilvejebringes på 

andre måder, f.eks. gennem vidneforklaringer. I vurderingen må også indgå 

aftalens karakter, retsområdets kompleksitet og aftalens indhold, herunder 

om den er enkel eller detaljeret og svært tilgængelig. Vægt kan også lægges 

på, om den svage har haft rådgiver. Om praksis i dag se ovenfor under pkt. 

4.3.2.2. 

Udvalget har overvejet disse bevisproblemer og en svækkelse af kravene. 

Behovet for en lempelse er måske ikke så stort, hvis antallet af værgemål

345 UNDERVÆRGEMÅL 

øges, og med de andre eksisterende indsigelsesmuligheder, navnlig den forholdsvis 

nye regel i aftalelovens § 36. Betænkelighederne bliver navnlig større, 

hvis man fortsat ønsker at bevare reglen som en stærk ugyldighedsgrund, 

som kan påberåbes over for medkontrahenter, som ikke kendte eller burde 

kende tilstanden. Med ordene 'må antages' har udvalget tilkendegivet en tilslutning 

til tanken om i nogen grad at slække på beviskravene med hensyn til 

tilstanden. 

Udvalget har også overvejet muligheden for at lempe reglen på anden måde. 

Det kunne f.eks. gøres ved at give forbrugerkøb en særstilling eller ved at 

vende bevisbyrden om. Vanskelighederne ved at udtrykke sådanne intentioner 

i en lovregel er imidlertid stor, og udvalget har afstået fra at foreslå yderligere 

lempelser. Noget andet er, at udvalget gerne ser og på en måde forventer 

en lempelse i retspraksis. Nutidens syn vil antagelig smitte af i den konkrete 

helhedsbedømmelse, der skal foretages i sager efter lovudkastets § 46. 

Dernæst har udvalget overvejet virkningerne af, at en aftale ikke bliver bindende 

på grund af tilstanden. I den gældende § 65 har man valgt samme konstruktion 

som for de umyndige, nemlig en uensartet retsstilling for parterne, 

hvor den umyndige ikke er bundet, medens medkontrahenten er det i nogen 

grad. Samtidig har man særlige opgørelsesmetoder under anvendelse af den 

såkaldte nytteregel. I aftalelovens ugyldighedskapitel findes ikke tilsvarende 

opgørelsesregler, og ikke mindst aftalelovens § 36 vil antagelig ofte blive påberåbt 

parallelt med § 65 og dens efterfølger. Udvalget har imidlertid valgt at 

bevare virkningerne af aftaler indgået af personer, der mangler evnen til at 

handle fornuftmæssigt. 

Endelig har udvalget overvejet reglens systematiske placering. Meget kunne 

tale for at flytte den til aftalelovens ugyldighedskapitel, hvor den på mange 

måder hører hjemme. Resultatet er imidlertid blevet en bevarelse i værgemålslovsudkastet. 

Her er der i forvejen ugyldighedsregler om virkningerne af 

handleevnefratagelse. Oplysningsmæssigt kan det være rimeligt i værgemålsloven 

at bevare en regel om retsstillingen, hvis værgemålet ikke kombineres 

med en handleevnefratagelse. Resultatet er som nævnt blevet en placering i 

værgemålslovudkastet som § 46.

•

347 

Kapitel 13 

Særlige værger 

1. Opdelinger. 

1.1. Ved siden af de almindelige værgemål for børn og voksne, omtalt bl.a. i 

lovudkastets kapitel 1 og 2 samt i hovedafsnit 1 og kapitel 11, findes særlige 

former for værgemål. Hovedgruppen er de såkaldte ad hoc værger, som udpeges 

til at varetage enkeltstående, bestemte eller begrænsede opgaver. De 

særlige værger kan naturligt opdeles i tre grupper: Myndighedslovens ad hoc 

værgemål, skifteværgemål og særlovgivningens specialværgemål. 

1.2. I myndighedsloven er der hjemmel til at udpege ad hoc værger for 

umyndige, jf. den gældende lovs § 58, og for myndige, jf. § 59, jf. i begge tilfælde 

§§ 60 og 61, samt til testamentariske værger, jf. § 62. 

1.3.1 skiftesituationen er der adgang til at udpege en værge, som kan medvirke 

ved bobehandlingen. Ifølge skiftelovens § 14, 4. pkt, kan det ske for 

fraværende arvinger, og i eksekutortilsynslovens § 4 forudsættes, at der kan 

beskikkes værger for legater. Derudover bruges myndighedslovens § 58 og 

§ 59 under dødsboskifter. 

1.4. Rundt i anden lovgivning findes værge- eller rådgiverordninger med 

henblik på løsning af opgaver, som er særlige for dette særlige regelområde. 

Ifølge lov om svangerskabsafbrydelse § 5, stk. 2, beskikker statsamtet en værge, 

hvis kvinden på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller af anden grund 

er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet. Tilsvarende regler findes 

i lov om sterilisation og kastration § 6, stk. 2, og § 7. 

Efter straffelovens § 71 beskikker retten en bistandsværge, såfremt der bliver 

tale om at dømme en tiltalt til anbringelse i institution eller i forvaring. 

7.5. Reglerne om beskikkelse afværger i særlige tilfælde er nævnt i udvalgets 

kommissorium. Spørgsmålet om værger under dødsboskifte behandles 

imidlertid i Skiftelovsudvalget. Bistanden til de tvangsindlagte er moderniseret 

ved psykiatriloven af 1989, og specialreglerne, f.eks. i abortloven og straffeloven, 

falder uden for udvalgets opgaver. I det følgende behandles derfor 

ad hoc værgemålene i myndighedslovens §§ 58 og 59. Testatorernes muligheder 

er omtalt ovenfor i kapitel 9, pkt. 8.


2. Ad hoc værge for personer under værgemål. 

Efter myndighedslovens § 58 kan der i fornødent fald beskikkes en værge til 

udførelsen af et bestemt hverv for en umyndig. En sådan skal altid beskikkes, 

når værgens interesse i et foreliggende retsforhold kan komme i strid med 

den umyndiges. 

2.1. § 58 anvendes, hvis værgen for en voksen umyndiggjort på grund af 

sygdom, fravær eller på anden måde er midlertidigt forhindret i at varetage 

værgemålet. 58 har nu mistet denne betydning i forhold til mindreårige, fordi 

der ved forældrenes midlertidige forhindring eller fravær i stedet udpeges en 

midlertidig forældremyndighedsindehaver efter myndighedslovens § 21. 

Den, der udpeges, bliver samtidig midlertidig værge, jf. den gældende myndighedslovs 

§ 29. Hvis der er behov for en værge til at varetage den mindreåriges 

økonomiske interesser, vil der nemlig næsten altid også være behov for 

en til at tage sig af de personlige forhold 1 ). 

2.2. Der er ikke i myndighedslovens kapitel 2 om forældremyndighed en 

regel om interessekonflikter mellem barnet og forældrene som indehavere af 

forældremyndigheden. Normalt vil myndighederne i sådanne situationer 

spille en selvstændig rolle, og udpegning af en anden til at varetage barnets 

personlige interesser er sjældent nødvendig. Helt udelukkes kan det dog ikke. 

Det er sket, at der er udpeget en ad hoc værge til varetagelse af interesser 

ved en adoptionsansøgning 2 ). Samme fremgangsmåde har været fulgt under 

en retssag, en fader anlagde om ophævelse af en stedmoderadoption 3 ). 

2.3. § 58 har antagelig sit hovedområde i situationer, hvor der er risiko for 

interessekonflikt mellem værgen og den umyndige. Det kan være, fordi værgen 

ønsker at indgå en aftale med den umyndige, f.eks. ønsker at købe en fast 

ejendom eller et andet aktiv af denne. Værgen kan også ønske at give den 

umyndige noget, som vil påføre denne forpligtelser. De kan have modstridende, 

økonomiske interesser i samme erhvervsdrivende selskab. Hovedeksemplet 

er antagelig, at værgen og den umyndige er arvinger i samme bo. 

Efter værgebekendtgørelsens § 5 påhviler det værgen at drage omsorg for, at 

der beskikkes en ad hoc værge, hvis der i det konkrete tilfælde er eller kan 

være interessekonflikt mellem den pågældende og den umyndige. Beskikkelsen 

sker med henblik på varetagelsen af et bestemt eller bestemte hverv og 

foretages af statsamtet. 

') Myndighedslovskommentaren, bind 2, s. 173. 


3 ) UFR 1988.683 H.

349 SÆRLIGE VÆRGER 

Hvis de modstridende interesser er af længere varighed, vil det ofte være 

mest hensigtsmæssigt, at værgen anmoder om fritagelse for værgemålet eller 

fratages det, jf. udkastets § 12, stk. 1, så en ny værge beskikkes. 

2.4. Statsamtet har ikke mange sager efter myndighedslovens § 58. Ifølge 

de oplysninger, udvalget har indhentet fra statsamterne, drejede det sig i vinterhalvåret 

1989-90 om kun 21. Hertil kommer et ukendt antal beskikkelser 

foretaget af skifteretter i dødsbosituationer. 

2.5. Efter udvalgets opfattelsemå der i værgemålsloven fortsat findes regler 

om ad hoc værger for personer, der i forvejen er under værgemål, se 

lovudkastets § 47 og § 48. Ordene ad hoc værge findes ikke i den gældende 

formulering og forekommer for fremmedartede til at bruges i en lovtekst. Det 

foreslås at anvende betegnelsen ^særlige værger", der da også bruges som 

overskrift til kapitel 8. 

2.5.1. Det væsentligste område for særlige værger er interessekonflikterne, 

og i lovudkastet findes som § 47 en særlig regel herom. Konflikter kan opstå 

under værgemål for børn og unge og ved alle former for værgemål for voksne. » 

Det er uden betydning for behandlingen af en konflikt, om den voksne tillige 

er frataget handleevnen. Ved lavværgemål er der i dag ikke nogen adgang til 

ad hoc værgebeskikkelse, hvilket har været følt som en mangel og har givet 

anledning til kritik 4 ), men det vil der efter lovudkastet, jf. § 47,2. pkt, fremtidig 

være mulighed for ved samværgemål og ved værgemål efter § 25, stk. 1. 

De fleste interessekonflikter opstår i dødsfaldssituationen, typisk fordi både 

værgen og den, denne repræsenterer, er arvinger i dødsboet. En fader dør, 

og moderen, der som indehaver af forældremyndigheden tillige er værge, jf. 

lovudkastets § 2, skal arve i konkurrence med fællesbørnene. Et andet eksempel 

er, at en søster er beskikket som værge, og den sidste af forældrene dør. 

Skiftelovsudvalget foreslår efter det oplyste, at interessekonfliktreglen vedrørende 

dødsboskiftesituationen skal findes i skifteloven som en vigtig del af 

skifteværgeordningen. § 47 skal derfor fremtidig kun dække andre konflikter. 

§ 47 kan også anvendes ved interessekonflikter om personlige spørgsmål, 

både under et værgemål for en voksen omfattende dette område og mellem 

barnet og forældrene som indehavere af forældremyndigheden. For så vidt 

angår forholdet mellem forældre og børn bemærkes, at udvalget ikke har 

fundet grundlag for at tage afstand fra denne anvendelse af udkastets § 47, 

selv om reglens nye systematiske placering i en anden lov end forældremyndighedsreglerne 

kunne tale herimod. 

Udvalget har inspireret af norsk og svensk ret overvejet at udforme også en 

materiel lovregel om interessekonflikter, men har fundet det unødvendigt. 

4 ) Myndighedskommentaren, bind 1, s. 143 med henvisninger.


Det danske udvalg, der forberedte loven af 1922, overvejede et sådant materielt 

forbud, men syntes det var vel specielt, idet det måtte anses for at være 

en almindelig følge af værgens pligt til forsvarlig bestyrelse, at han ikke kan 

repræsentere den umyndige, hvis værgens egne interesser står imod dennes, 

og de fremdragne tilfælde er kun særlige eksempler herpå 5 ). Dette udvalg er 

nået samme resultat og har ikke fundet det nødvendigt med en udtrykkelig 

lovregel. I givet fald kan der i de administrative regler på samme måde som i 

dag indsættes en sådan oplysende regel, der nævner forudsætningen i § 47. 

2.5.2. Medens midlertidige forhindringerfor forældre som forældremyndighedsindehavere 

og dermed som fødte værger som nævnt ovenfor løses gennem 

den gældende lovs § 21, som ikke foreslås ændret, kan forhindringsproblemet 

opstå ved beskikkede værger. Næsten altid vil det være værger for 

voksne, jf. lovudkastets § 5, men i sjældne tilfælde kan det være for børn og 

unge,jf. §2,stk. 4. 

Udvalget har fundet det nødvendigt fortsat at have en særregel dækkende 

den situation, se lovudkastets § 48. Det vil bero på et skøn, hvornår den ordinære 

værges forhindring er midlertidig, så man kan klare sig med en særlig 

værge, og hvornår det er mere rimeligt og hensigtsmæssigt at finde en ny ordinær 

værge, efter at værgemålet er frataget den forhindrede værge, jf. udkastets 

§ 12, stk. 1. 

3. Midlertidigt fraværende. 

3.1. I den gældende myndighedslovs § 59 findes en regel om ad hoc værger 

for myndige, der ved sygdom eller fraværelse midlertidigt er forhindret i at 

varetage deres anliggender. På grund af dens praktiske og principielle betydning 

er reglen for så vidt angår syge omtalt ovenfor i kapitel 1, pkt. I.4., hvor 

også kritikken af den måde, hvorpå reglen er blevet anvendt, er omtalt. Om 

reglens anvendelse i praksis se ovenfor i kapitel 2, pkt. 3. 

3.2. Efter udvalgets værgemålskonstruktion vil de behov, den gældende 

§ 59 opfylder, fremtidig i vidt omfang være tilgodeset gennem værgemål efter 

lovudkastets kapitel 2. Værgemål efter § 5 kan begrænses til bestemte opgaver, 

jf. stk. 2, og det kan efter § 8, stk. 2, tidsbegrænses, herunder hvis tilstanden 

er midlertidig. Om brugen af § 5 ved midlertidige sygdomme m.v. henvises 

til bemærkningerne ovenfor i kapitel 5, pkt. 4.2.7. og 6.4. Yderligere findes 

i lovudkastets kapitel 3 som § 21 en regel om foreløbige værger, se herom 

ovenfor i kapitel 6, pkt. 6. Det er derfor ikke fundet nødvendigt eller hensigtsmæssigt 

i lovudkastets kapitel 8 at have en regel om særlige værger ved midlertidige 

tilstande eller sygdomme. 

5 ) Betænkning 1921, s. 81-82.

3 51 SÆRLIGE VÆRGER 

3.3. Som nævnt omfatter den gældende § 59 også situationer, hvor nogen er 

forhindret på grund af fravær. En regel med dette indhold er det fundet nødvendigt 

at bevare, og den findes i udkastets § 49. Fraværet skal hindre den 

pågældende i at varetage sine anliggender. Er det muligt at få kontakt telefonisk 

eller på anden måde, så vedkommende kan nå at tage stilling til opståede 

problemer, kan § 49 ikke anvendes. Mundtlig kontakt vil dog i visse tilfælde 

ikke være nok, f.eks. hvis der kræves en underskrift på et dokument, en 

skriftlig fuldmagt eller anden dokumentation. Her kan en telefax være nødvendig. 

Det vil heller ikke være nødvendigt at bruge § 49, hvis den fraværende 

har forudset forhindringen og på forhånd givet en anden fuldmagt. Det 

må over for statsamtet godtgøres, at der er udfoldet rimelige bestræbelser for 

at komme i forbindelse med den pågældende med henblik på en stillingtagen 

til det opståede problem. 

Som nævnt i § 49 skal fraværet være midlertidigt. Grænsen opad er, at den 

pågældende ikke er bortebleven. I så fald gælder lov om borteblevne, jf. lovbekendtgørelse 

nr. 587 af 1. september 1986. Ifølge denne lovs § 1 beskikkes 

der om fornødent en værge for en bortebleven. Ifølge stk. 2 gælder myndighedslovgivningens 

regler om særlige værgemål for dette værgemål. 

Beskikkelsen skal efter ordlyden af udkastets § 49 lyde på varetagelse af 

anliggender 'i nærmere angivet omfang'. Dette er ikke til hinder for, at beskikkelsen 

lyder f.eks. på varetagelsen af alle økonomiske anliggender i et 

bestemt tidsrum. 

4. Sagsbehandling og retsvirkning. 

4.1. Den saglige kompetence til at beskikke særlige værger efter lovudkastets 

kapitel 8 tilkommer efter udkastets § 50, stk. 1, statsamtet. Det svarer til, hvad 

der efter § 13 og § 14 fremtidigt skal være hovedreglen om værgemål og værgebeskikkelse 

samt til, hvad der gælder i dag, jf. myndighedslovens § 61, jf. 

§ 33, stk. 1.1 den gældende lov er der i § 61,2. pkt, en særregel om kompetencen 

til at beskikke ad hoc værger under dødsboskifte. Da denne særlige situation 

som nævnt fremtidig må forventes dækket af skifteloven, er reglen ikke 

gentaget. 

4.2.1 den gældende lovs § 60 findes en speciel regel om den stedlige kompetence, 

hvorefter det afgørende ofte er, hvor hvervet skal udføres. Udvalget 

finder denne regel mindre hensigtsmæssig, idet det forekommer mere praktisk, 

at det er statsamtet der, hvor den, sagen angår, bor, som tager stilling til 

udpegning af en særlig værge. Der henvises til lovudkastets § 50, stk. 2, hvorved 

§ 15 overføres til at gælde ved særlige værgemål. 

4.3. Behandlingen aï sagerom særlige værger kan give anledning til problemer, 

herunder om overførelse af de almindelige regler i lovudkastets kapitel 

•


3, se herom i relation til værgesager ovenfor i kapitel 7, pkt. 4. Det skyldes, at 

der navnlig i tilfælde som nævnt i udkastets §§ 48 og 49 ofte vil være behov 

for at værgen udpeges hurtigt, undertiden omgående. Samtidig afsluttes sagen 

med beskikkelsen, idet der ikke som ved værger efter udkastets § 21 er 

tale om et foreløbigt skridt under en sag, der bringes til afslutning under iagttagelsen 

af de sædvanlige processuelle forskrifter. 

Udvalget foreslår en række af sagsbehandlingsreglerne i udkastets kapitel 

3 overført, se udkastets § 50, stk. 2,1. og 2. pkt. Det gælder - ud over § 15 om 

den stedlige kompetence, jf. ovenfor under pkt. 4.2. - § 17, stk. 2, om anmodningens 

indhold, § 18 om sagens oplysning, § 19, stk. 1, om en udtalelse fra 

den, sagen angår, § 20 om orientering af særligt nærtstående og § 23 om hjemmelen 

til at udfærdige administrative forskrifter, idet det kan være nødvendigt 

at have supplerende regler om særlige værgemål. Derimod er der ingen 

henvisning til lovudkastets § 16, stk. 1, med begrænsninger i, hvem der kan 

give anmodning til statsamtet om udpegning af en særlig værge. I dag kan 

enhver anmode om en ad hoc værge for en anden. I fremtiden bliver retsstillingen 

den samme, se i øvrigt om initiativet vedrørende værgebeskikkelse generelt 

lovudkastets § 16, stk. 2. 

I sagsbehandlingsmæssig henseende gælder der særlige forhold ved anvendelse 

af udkastets § 48 og § 49 om værger ved midlertidige hindringer. 

Der henvises i det hele til bemærkningerne ovenfor i kapitel 6, pkt. 6.6., om 

behandlingen af sager efter § 21 om foreløbige værger og muligheden for at 

fravige de sædvanlige procedurer. Det, der er anført her, må gælde også ved 

sager efter §§ 48-49. De specielle forhold har givet sig udslag i udkastets § 50, 

stk. 2, 2. pkt. Heraf fremgår, at sagsbehandlingsreglerne i § 18, stk. 2-3 og 5, 

§ 19, stk. 1, og § 20 kun anvendes i det omfang, det er foreneligt med afgørelsens 

midlertidige karakter. 

4.4. I den gældende myndighedslov er af de materielle regler om værger 

overført reglerne i § 31 om fritagelse for hvervet og § 32 om fratagelse, jf. myndighedslovens 

§ 61. Reglen om fratagelse, der genfindes i lovudkastets § 12, 

må fortsat overføres, se henvisning hertil i lovudkastets § 50, stk. 3. Derimod 

er der ingen fritagelsesregel at overføre, idet værgemål ikke længere er noget 

borgerligt ombud, se ovenfor i kapitel 7, pkt. 1.3. 

4.5. Retsvirkningerne aï særlige værgemål må også fastlægges. I dag henvises 

i § 61 til den gældende myndighedslovs § 50 om erklæring fra umyndige, 

der er fyldt 15 år, til tilsynsregien i § 51 og til ansvarsreglen i § 53. Tilsvarende 

henvisninger findes i lovudkastets § 52, stk. 3, til medindflydelsesreglen i 

§ 26, tilsynsregien i § 28, regnskabsreglen i § 29, godkendelsesreglen i § 30, 

ansvarsreglen i § 31 og vederlagsreglen i § 32. Derudover henvises til § 24, stk. 

1, om værgens almindelige pligter.

353 . SÆRLIGE VÆRGER 

5. Værger på skifte. 

Som nævnt ovenfor under pkt. 1.3. er der i skiftesituationen ofte brug for særlige 

værger. Hidtil har man i et vist omfang haft hjemmelen i myndighedslovens 

§§ 58 og 59 eller analogier herfra. 

Skiftelovsudvalget har efter det oplyste udførligt drøftet repræsentationsproblemer 

for arvinger på dødsboskifte. Udvalget tænker dem løst ved et par 

bestemmelser i skifteloven. De bemyndigede vil få betegnelsen 'skifteværger'. 

Herefter har myndighedslovsudvalget som nævnt ovenfor under pkt. 

1.5. ikke fundet anledning til at overveje retsstillingen for de særlige værger i 

skiftesituationen.

355 

Kapitel 14 

Børns og sindssyges erstatningsansvar 

/. I den gældende myndighedslov findes et kapitel 8 med tre paragraffer og 

overskriften 'Om umyndiges og sindssyges erstatningsansvar og om sindssyges 

retshandler'. Reglerne er ikke ændret siden 1922. Kapitlets sidste bestemmelse, 

§ 65 om retshandler, er omtalt ovenfor i kapitel 12, pkt. 4.3.2. De to 

første om erstatning uden for kontrakt omtales her. 

1.1. Myndighedslovens § 63 indeholder en særregel om erstatningsansvar 

for børn under 15 år. Børn har erstatningspligt for skadegørende handlinger 

efter samme regler som personer over 15 år. Culpabedømmelsen skal dog 

foregå ved en sammenligning med den adfærd, som udvises af et normalt 

barn i samme alder. I praksis er der en minimumsgrænse for, hvor små børn 

der kan ifalde ansvar. Efter § 63 er der en fakultativ adgang til at nedsætte 

erstatningen eller helt at lade den bortfalde, hvis det findes billigt på grund af 

manglende udvikling hos barnet, handlingens beskaffenhed og omstændighederne 

i øvrigt, herunder navnlig forsikringsforholdene. 

Praksis om børns erstatningsansvar er meget righoldig, og området er ofte 

og omfattende beskrevet i den juridiske litteratur ')• 

1.2. Om sindssyges erstatningsansvar'findes i myndighedslovens § 64 en regel 

svarende til § 63. Personer, der på grund af sindssygdom, åndssvaghed, 

forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand mangler evnen til at handle 

fornuftmæssigt, er som udgangspunkt erstatningspligtige efter samme regler 

som sjælssunde personer. Erstatningsansvaret kan lempes efter regler 

svarende til § 63. Dette gælder dog ikke, hvis skaden er forårsaget af en person, 

der ved misbrug af beruselsesmidler eller på lignende måde forbigående 

har sat sig i en sindstilstand som ovenfor nævnt, og dermed selv har berøvet 

sig evnen til at handle fornuftmæssigt, jf. stk. 2. 

Der er så vidt vides kun lidt praksis omkring § 64.1 hvert fald er der siden 

reglens tilkomst i 1922 kun offentliggjort en halv snes domme ; den seneste en 

landsretsdom i 1980 2 ). 

') A. Vinding Kruse: Erstatningsretten, 5. udg., 1989, s. 126-127 med henvisninger s. 127. 

2 ) Dommene er gengivet i Myndighedslovskommentaren, bind 1, s. 165-67.


2. Legislativt blev spørgmålet om børns og sindssyges erstatningsansvar 

drøftet i de nordiske erstatningsudvalg. Det danske udvalg afgav en betænkning 

i 1964, hvis 2. del havde titlen. 'Erstatningsansvar for børn, forældre 

m.v. 3 ). I afsnittet var udkast til nye regler. 

3. De norske regler om særgruppens ansvar findes i lov nr. 26 af 13. juni 

1969 om skadeserstatning. Efter lovens § 1-1 har børn og unge under 18 år 

pligt til at erstatte skade, som de forvolder forsætligt eller uagtsomt, for så 

vidt det findes rimeligt under hensyn til alder, udvikling, udvist adfærd, økonomisk 

evne og forholdene i øvrigt. På samme måde har den, der er sindssyg, 

åndssvag, bevidstløs eller befinder sig i en lignende forstyrrelse af sindstilstanden, 

ifølge § 1-3 pligt til at erstatte skade, som den pågældende forvolder, 

for så vidt det findes rimeligt under hensyn til udvist adfærd, økonomisk evne 

og forholdene i øvrigt. Har skadeforvolderen selvforskyldt bragt sig i en 

forbigående tilstand som nævnt, påhviler der ham ansvar efter de almindelige 

erstatningsregler. 

De tilsvarende svenske regler findes i skadeståndslag af 2. juni 1972, kapitel 

2, § 2 og § 3. Efter disse regler skal en person, der ikke er fyldt 18 år, og som 

forvolder person- eller tingsskade, erstatte skaden i det omfang, det er rimeligt 

under hensyn til den pågældendes alder og udvikling, handlingens beskaffenhed, 

foreliggende ansvarsforsikring og andre økonomiske forhold 

samt øvrige omstændigheder. Den, som volder person- eller tingsskade under 

påvirkning af'en allvarlig psykisk störning', skal erstatte skaden i det omfang, 

det er rimeligt under hensyn til den pågældendes sindstilstand, handlingens 

beskaffenhed, foreliggende ansvarsforsikring og andre økonomiske 

forhold samt omstændighederne i øvrigt. Det samme gælder, hvis nogen volder 

en sådan skade under påvirkning af anden 'psykisk störning och störningen' 

ikke er selvforvoldt og tilfældig. 

De norske og svenske regler fandtes tidligere i henholdsvis ikrafttrædelsesloven 

til straffelov og straffeloven. 

4. Det har ligget udenfor udvalget opgave aX drøfte indholdet afreglerne om 

børns og sindssyges erstatningsansvar. 

Derimod er det nødvendigt at overveje reglernes fremtidige systematiske 

placering. Allerede i 1922 var Danmark ene om at have disse erstatningsbestemmelser 

sammen med umyndigheds- og værgereglerne 4 ). Efter udvalgets 

opfattelse hører de ikke hjemme i en ny værgemålslov, idet de ikke har sam- 

3 ) Betænkning om arbejdsgiveres erstatningsansvar for ansattes skadegørende handlinger (nr. 

352/1964), s. 49-79. 

4 ) Se parallelteksterne i betænkning 1921, s. 220-223.

357 ERSTATNINGSANSVAR 

menhæng med nogen af reglerne i udvalgets udkast og ikke dækkes af den 

foreslåede titel. Dette standpunkt er lettere at nå, nu da Danmark i 1984 har 

fået en erstatningsansvarslov, hvor reglerne om børns og sindssyges ansvar 

naturligt kan indpasses i tilslutning til den mere generelle lempelsesregel i 

§ 24. Dette svarer da også til de tilsvarende bestemmelsers placering i norsk 

og svensk lovgivning. 

I udvalgets udkast til ændring af forskellige lovbestemmelser om værgemål 

m.v. § 3 forslås §§ 63 og 64 med uændrede formuleringer overført til erstatningsansvarsloven. 

Der henvises til bemærkningerne nedenfor i kapitel 

15, pkt. 2.3.1.

359 

Kapitel 15 

Lovtekniske spørgsmål 

1. Lovens titel. 

1.1. Den lov, det har været udvalgets hovedopgave at gennemgå, har som 

oprindelig og fuldstændig titel 'lov om umyndighed og værgemåF, hvilket er 

en forholdsvis præcis benævnelse, når bortses fra kapitel 2 om forældremyndighed 

og samværsret og kapitel 8 om bl.a. sindssyges erstatningsansvar. I 

daglig tale er loven imidlertid altid blevet kaldt 'myndighedsloven' i stedet 

for det mere korrekte 'umyndighedsloven', og betegnelsen har fundet vej til 

lovbekendtgørelserne. 

1.2. Udvalget foreslår lovens titel ændret til 7øv om værgemåt, hvilket i 

daglig tale vil blive til 'værgemålsloven'. Denne betegnelse dækker meget 

præcist det, der er indholdet. Det fremhæves, at sigtet er at yde værgestøtte til 

personer, der har behov for bistand, det være sig mindreårige eller svækkede 

voksne. Samtidig bliver spørgsmålet om handleevnefratagelse, i overensstemmelse 

med hvad der er et væsentligt led i udvalgets forslag, nedtonet, se 

ovenfor i kapitel 5, pkt. 3. Udvalget har overvejet den korte titel 'lov om værger', 

der også indebærer, at det måske lidt gammeldags ord 'værgemår undgås. 

Når tanken er forladt, er årsagen, at loven rummer andre bestemmelser 

end om, hvem der er værger, og at reglerne om værgernes opgaver, formueadministration 

og retsstilling under værgemål er vigtige. 

2. Systematik. 

2.1. Forældremyndighedsreglerne. 

2.1.1. Siden 1922 har myndighedsloven rummet regler om forældremyndighed 

og samværsret. Indtil 1985 stod de i kapitel 3, nu findes de i kapitel 2. 

Kapitlet indeholder et praktisk væsentligt regelsæt, som er betydningsfuldt 

for mange. Familiekommissionen besluttede i 1921 at overføre forældremyndighedsbestemmelserne 

fra ægteskabslovudkastet til myndighedslovudkastet. 

De havde i mange henseender forbindelse med umyndighedsreglerne, 

bl.a. fordi funktionerne som forældremyndighedsindehaver og værge ofte 

ville tilkomme samme person 1 ). 11969b\ev en del regler om forældremyndig- 

') Betænkning 1921, s. 39-41.'


hed ved separation og skilsmisse, om ændringstvister og om midlertidige afgørelser 

placeret som §§ 46-48 og 57 i loven om ægteskabs indgåelse og opløsning. 

Ved revisionen i 1985 blev forældremyndighedsreglerne på ny samlet 

i myndighedsloven. Dette havde sammenhæng med ønsket om at mindske 

den retlige forskel mellem børn afgifte og ugifte forældre. Det betød også, at 

ægteskabsloven nu alene regulerer ægtefællernes forhold 2 ). 

Dansk civilretlig lovgivning om børn er - når bortses fra adoptionsinstituttet 

- præget af to love ; nemlig foruden myndighedsloven af børneloven med 

regler om faderskab, forsørgelse og bidrag. 

2.1.2. Med en fuldstændig omskrivning af myndighedsloven som følge af 

udvalgets arbejde er der forskellige muligheder for forældremyndigheds- og 

samværsretsreglernes fremtidige placering. Reglerne kan bevares i samme lov 

som bestemmelserne om værgemål m.v.", men de indarbejdede paragrafnumre 

fra 1985 vil ikke kunne bevares, f.eks. '§ 9' om aftaler om fælles forældremyndighed 

og '§ 27 a' om rådgivning, hvis den nye lov skal udformes hensigtsmæssigt. 

Dermed føler udvalget sig frit stillet med hensyn til, hvor reglerne 

skal stå. Skal de forblive i myndighedslovgivningen, kunne meget tale 

for at rykke dem frem foran reglerne om værgemål for voksne, således at man 

fik et samlet børneafsnit i værgemålsloven med to indledende kapitler. 

En anden mulighed er at omdanne kapitlet om forældremyndighed og 

samværsret til en særlig lov, der eventuelt vil få en slags midlertidig karakter i 

afventen på resultatet af arbejdet i det nedsatte børnelovsudvalg, hvorunder 

der er mulighed for at overveje en indføjning af reglerne i børneloven. 

Udvalget har foretrukket den sidstnævnte løsning. Teknisk set bliver der 

blot tale om en ren omnummerering af den gældende myndighedslov §§ 6-28. 

Til loven foreslås tillige overført arbejdsaftalereglerne i den gældende lovs 

§§ 35-36. Det forekommer hensigtsmæssigt at have kapitelinddelinger. Endvidere 

skal udformes en lovtitel. Sidstnævnte må antagelig blive enten 'Lov 

om forældremyndighed' eller 'Lov om forældremyndighed og samværsret', 

idet valget måske påvirkes af bevidstheden om, at loven i daglig tale sikkert 

vil blive kaldt 'forældremyndighedsloven'. Udvalget har skitseret opbygningen 

af et lovudkast, der findes først i betænkningen. Specielle bemærkninger 

til lovudkastet findes sidst i betænkningen. 

2.2. Formuereglerne. 

2.2.1. Reglerne om anbringelse og bestyrelse afumyndiges midlerfindes i Danmark 

i en særlig lov, medens de i Norge findes i vergemålslovens kapitel 6 og 

i Sverige i föräldrabalkens kapitel 15. Den historiske baggrund herfor er u- 

2 ) Betænkning om forældremyndighed og samværsret (nr. 985/1983), s. 27. 

-,

361 LOVTEKNIK 

tvivlsomt det gamle landsdækkende danske 'overformynderi'. Før 1981, da 

den nuværende lov blev gennemført, var der en særlig lov om overformynderiet 

af 1966 og en lov fra samme år om anbringelse af umyndiges midler m.v. 

Den gældende lov nr. 211 af 13. maj 1981 om anbringelse og bestyrelse af 

umyndiges midler m.v. indeholder foruden overgangsbestemmelser kun fire 

paragraffer. § 1 vedrører udelukkende anbringelse af umyndiges midler, § 3 

angår bestyrelsen af midlerne og § 4 er en bemyndigelsesregel til at fastsætte 

bestemmelser om forvaltningsafdelingerne. Som det fremgår af udkastet til 

værgemålslovens kapitel 5, omtalt ovenfor i kapitel 9, pkt. 4 og 5, foreslås 

disse paragraffer overført til værgemålsloven, bl.a. fordi det vil gøre systemet 

mere overskueligt, og ordningerne lettere at forstå for de berørte, navnlig for 

værgerne. 

2.2.2. Tilbage fra anbringelses- og bestyrelsesloven fra 1981 bliver enkelte 

regler, som ikke naturligt lader sig overføre til værgemålsloven, hvorfor deres 

fremtidige placering må overvejes. Resultaterne heraf afspejler sig i en række 

regler i udkastet til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om værgemål, 

formueadministration m.v. gengivet ovenfor, se udkastets §§ 1, 2 og 4. 

Der henvises tillige til de specielle bemærkninger til lovudkastet. 

2.3. Andre systematiske spørgsmål. 

2.3.1. Værgemålslovudkastet indebærer enkelte andre systematiske justeringer. 

Der henvises til forslaget ovenfor i kapitel 14 om overførelse af reglerne i 

den gældende lovs § 63 og § 64 om særgruppers erstatningsansvar til erstatningsansvarsloven 

samt til udkastet til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser 

om værgemål, formueadministration m.v. § 3. 

2.3.2. Lov om ægteskabets retsvirkninger § 52 om giftes værgemål foreslås 

overført til værgemålsloven. Der henvises til lovudkastets § 25 samt til bemærkningerne 

ovenfor i kapitel 7, pkt. 5. 

3. Lov eller bekendtgørelse. 

3.1. Endnu et systematisk spørgsmål er, hvorledes afgrænsningen mellem lovog 

bekendtgørelsesstofskal være. 

Udvalget finder, at den nuværende opdeling i det store og hele er hensigtsmæssig. 

Visse centrale områder bør dog omtales i loven, eventuelt i form af 

en grundregel, men med bemyndigelse til at udarbejde mere detaljerede administrative 

regler. I udvalgets lovudkast er således medtaget en værgevederlagsregel, 

se udkastets § 32, medens en sådan i dag kun findes i værgebekendtgørelsens 

§ 7, se ovenfor i kapitel 8, pkt. 10. Yderligere er i udkastets


§ 29 en omtale af kravet om aflæggelse af værgemålsregnskaber med en bemyndigelse 

til administrative regler, se i kapitel 10, pkt. 5. 

Den gældende værgebekendtgørelse har hjemmel i to bemyndigelsesregler 

i myndighedsloven, herunder den meget generelt formulerede § 51, medens 

anbringelsesbekendtgørelsen og bestyrelsesbekendtgørelsen har hjemmel i 

fire bemyndigelsesbestemmelser i anbringelses- og bestyrelsesloven. Udvalgets 

lovgivningsteknik og ønsket om at fremhæve visse centrale principper i 

lovteksten har medført, at bemyndigelsesbestemmelserne i værgemålslovudkastet 

er blevet mere spredt. Der henvises til udkastets § 23, §§ 28-30, § 32, stk. 

2, § 35, stk. 2, nr. 2, og § 40. Udvalget finder anledning til at understrege, at 

bemyndigelserne i alt væsentligt er gentagelser af de eksisterende bestemmelser 

og kun på enkelte punkter, se § 40, nr. 1,4 og 5, er mere vidtrækkende. 

Der er således ikke tale om, at overføre stofområder, der i dag er lovregulerede, 

til administrative bekendtgørelser. 

3.2. Udvalget har fundet, at udarbejdelsen af nye administrative regler må 

afvente gennemførelsen af en ny lovgivning på området og har med kommissoriet 

og tidshorisonten ikke ment at burde foretage en gennemgang af det 

gældende administrative regelstof. Endnu mindre har udvalget påtaget sig 

det også tidskrævende arbejde at udarbejde udkast til en værgemålsbekendtgørelse 

m.v. På enkelte områder har udvalget valgt at redegøre for nogle mere 

generelle overvejelser. Det gælder f. eks. om værgevederlagene, se kapitel 8, 

pkt. 10, og om formuebestyrelses- og anbringelsesregler, se kapitel 9, pkt. 4 

og 5, herunder om beløbsmæssige undergrænser for, hvornår formueforvaltning 

skal iværksættes. Også omkring reglerne om godkendelse fra statsamtet 

til bestemte værgedispositioner er der argumenteret, se ovenfor i kapitel 10, 

pkt. 3. Der er tillige en diskussion omkring en undergrænse for regnskabsaflæggelse, 

se ovenfor i kapitel 10, pkt. 5. Det må understreges, at det, der anføres, 

er foreløbige overvejelser, som ikke tilsigter at binde udarbejdelsen af 

nye administrative regler eller den fremtidige retsudvikling. Diskussionen er 

tænkt som en inspiration og eventuelt med henblik på reaktioner, når lovområdet 

drøftes på grundlag af betænkningen. 

4. Konsekvensændringer. 

4.1. Udvalgets udkast til lov om værgemål skal, hvis det gennemføres, ledsages 

af en lang række forslag til konsekvensændringer i anden lovgivning. En 

del af dem er omtalt ovenfor under pkt. 2. 

4.2. Som det fremgår af det, der er anført ovenfor i kapitel 5, pkt. 9, om 

umyndighedsbegrebet, vil de fleste konsekvensændringer være en følge af, at 

værgemål for voksne i de talmæssigt fleste tilfælde vil træde i stedet for 

umyndiggørelse. Umyndighedsbetegnelsen vil for voksne fremtidig blive be-

363 LOVTEKNIK 

grænset til dem, der fratages handleevnen, jf. udkastets § 6, stk. 2. Værgemål 

bliver dermed overbegrebet. Samtidig bliver lavværgemål til samværgemål, 

jf. udkastets § 7, se ovenfor i kapitel 5, pkt. 3.5. Hvorledes de mange henvisninger 

til umyndige, umyndighed, umyndiggørelse, lavværgede og lavværgemål 

i anden lovgivning for at beskrive en bestemt retstilstand skal udformes 

under den nye terminologi må som omtalt ovenfor i kapitel 5, pkt. 9.4.4., 

overvejes af de enkelte fagministerier. Udvalget har afstået fra at foretage en 

gennemgang af andre love end myndighedsloven, hvor umyndighed, umyndiggørelse 

og lavværgemål er tillagt retsvirkninger. Indtil konsekvensændringer 

er gennemført, finder overgangsreglen i § 53 anvendelse, se herom nedenfor 

under pkt. 5.4 og 5.5. 

5. Overgangsregler. 

Den nye værgemålsordning for voksne, som udvalget foreslår, gør det nødvendigt 

at overveje en række overgangsproblemer. Det skyldes, at systemet på 

mange måder adskiller sig fra umyndiggørelse efter de hidtidige regler. 

5.7. Det første spørgsmål er, hvorledes sager, der er i gang ved lovens 

ikrafttræden skal behandles. Det er fundet hensigtsmæssigt, at verserende 

retssager om umyndiggørelse og lavværgemål færdigbehandles efter de nye 

regler, for at nyordningen kan komme i gang så hurtigt som muligt, og dermed 

tilgodese de pågældendes behov. Dette har fundet udtryk i lovudkastets 

§ 52. Det betyder også, at de nye regler om sagsbehandlingen, i særlig grad 

om lægelige oplysninger, om institutionserklæringer og om underretning af 

nærtstående, jf. udkastets §§ 18 og 20, skal iagttages, hvis byretten ikke har 

afsagt dom inden lovens ikrafttræden. Den eneste undtagelse, der gøres, er, 

at domstolene skal færdigbehandle de sager, der er indkommet hertil ved lovens 

ikrafttræden, i stedet for at oversende dem til statsamterne, jf. udkastets 

§52, 2. pkt. 

5.2. Reglen i lovudkastets § 9 om indskrænkning og udvidelse af værgemål 

samt § 10 om ophævelse gælder også for umyndiggørelse og lavværgemål 

iværksat under myndighedsloven. Det kan ikke udelukkes, at der i lovens 

første år kommer en række sager om ændring af hidtidige umyndiggørelser 

til værgemål uden handleevnefratagelse, eventuelt med mere individuelt udformede 

afgrænsninger af værgens beføjelser. 

5.5. Der er ikke udformet særregler om verserende sager om værgebeskikkelse, 

om genbeskikkelse samt om fratagelse. Reglerne er i realiteten uændrede, 

og der skulle ikke opstå særproblemer. Det kan dog ikke udelukkes, at 

den gældende lovs § 59 om ad hoc værgemål for myndige i en overgangsperiode 

kan give anledning til vanskeligheder.Er der kort før lovens ikrafttræden 

indgivet en anmodning, som statsamtet ikke har nået at færdigbehandle,


må statsamtet overgå til en sagsbehandling efter den nye lov i kraft afgrundsætningen 

i lovudkastets § 52. 

5.4. De nye regler om værgemåls virkninger adskiller sig betydeligt fra de 

hidtidige regler om umyndiggjortes retsstilling. Forskellene er imidlertid ikke 

så store, hvis man sammenligner retsvirkningerne afværgemål med fratagelse 

af handleevnen efter udkastets § 5 og § 6 med retsvirkningerne af umyndiggørelse. 

Derfor er det fundet forsvarligt at sidestille disse to grupper i en 

overgangsperiode. Er der før lovens ikrafttræden afsagt dom om umyndiggørelse, 

får den således retsvirkninger efter både § 5 og § 6, hvilket i kraft af 

udkastets § 6, stk. 2, indebærer, at den pågældende fortsat betragtes som 

umyndig. Det gælder også for den, der har været umyndiggjorte i en længere 

periode, måske i årevis. Efter udvalgets opfattelse skulle dette ikke give anledning 

til tillempningsproblemer, og det er hensigtsmæssigt at undgå at 

skulle arbejde efter to sæt regler. Dermed vil det også lette udformningen af 

nye administrative regler. Der henvises til overgangsreglen i lovudkastet § 53, 

stk. 1. 

Den afgrænsning af umyndighedsbegrebet, som er anvendt i anden lovgivning 

end værgemålsloven, vil som et overgangsfænomen ikke rykke meget 

ved den gældende retstilstand. Det skyldes den begrænsede anvendelse, 

umyndiggørelse har i dag, se ovenfor i kapitel 2. Det kan konstateres, at en 

stor gruppe voksne er ude af stand til at varetage egne anliggender eller 

handle fornuftmæssigt, uden at det har ført til beskyttelsesforanstaltninger 

eller indgreb. 

Er der i anden lovgivning særregler for umyndige og umyndiggjorte, findes 

overgangsløsningen i udkastets § 53, stk. 1, der således får et vidererækkende 

og mere generelt område, indtil de konsekvensændringer, der er omtalt 

ovenfor i pkt. 4.2., er gennemført. 

5.5. Den nydannelse, indførelse af samværgemål til erstatning for lavværgemål 

indebærer, er mere af terminologisk art, se ovenfor i kapitel 5, pkt. 3.5. 

Retsvirkningerne er stort set uændrede. Det er derfor fundet forsvarligt at 

sidestille områderne i overgangsreglen i § 53, stk. 2. Ændringsreglen i udkastets 

§ 9 gælder også de hidtidige lavværgemål, og det kan ikke udelukkes, at 

bestemmelsen vil blive anvendt til at ændre gamle domme til mere individuelle 

ordninger, se også ovenfor under pkt. 5.1. 

5.6. For børnene og de unge er særlige overgangsregler fundet unødvendige. 

Deres retsstilling forbliver stort set uændret med de nye regler. Gifte under 

18 år vil blive myndige i og med lovens ikrafttræden, jf. udkastets § 1, stk. 

1. 

5.7. Efter den gældende myndighedslov § 62 kan ved testamente bestemmes, 

at arven skal bestyres af en særlig testamentsværge. Adgangen foreslås

•5 

365 LOVTEKNIK 

ophævet. Dette nødvendiggør en særlig overgangsregel for iværksatte værgemål. 

Den findes i lovudkastets § 54, se om reglen og udvalgets overvejelser 

nærmere i kapitel 9, pkt. 8. 

5.8. Loven må sættes i kraft, jf. lovudkastets § 51, stk. 1, med et sådant varsel, 

at der bliver rimelig tid for administrationen til at udarbejde nye administrative 

regler samt for forvaltningsafdelingerne og de statsamtlige værgemålstilsyn 

til at tilpasse sig nyordningen. Endvidere må der, afhængig af hvilken 

lovgivningsteknik der vælges, være tid til at udarbejde og gennemføre 

konsekvensændringer som følge af nye værgemålsordninger og begreber, se 

ovenfor under pkt. 4.2. 

Udvalget foreslår endvidere, at loven skal træde i kraft til en 1. januar, jf. 

lovudkastets § 51, stk. 1. Af hensyn til regnskabsåret for værgemålsregnskaberne 

og overgangen til de nye regler vil det være mest hensigtsmæssigt, at 

loven får virkning fra et årsskifte.

•

367 

Kapitel 16 

Administrative og økonomiske konsekvenser 

Udvalgets tanker omkring en ny og smidigere værgemålsordning, men med 

en række yderligere retssikkerhedsgarantier, vil trods forslag om visse forenklinger 

medføre en aktivitetsudvidelse. Lovudkastene får, hvis de bliver 

gennemført, også en del administrative konsekvenser. Der knytter sig imidlertid 

megen usikkerhed til udviklingen på området. 

1. Flere værgemål. 

1.1. Den største usikkerhed omkring en aktivitetsudvidelse skyldes forhold, 

der ikke i sig selv har forbindelse med nye regler. Som omtalt ovenfor i kapitel 

2 og 4 med talmæssige oplysninger er det kun et begrænset udsnit af de 

grupper, der er ude af stand til på egen hånd at varetage deres anliggender, 

som i dag umyndiggøres eller kommer under lavværgemål og dermed får beskikket 

en værge. Måske drejer det sig om 10 pct. Den potentielle målgruppe 

omfatter for tiden ca. 25-30.000 svært demente, og af dem har antagelig kun 

1.500-2.000 en værge. Hertil kommer en gruppe sindssyge, særligt nogle tusinde 

skizofrene, og et tilsvarende antal psykisk udviklingshæmmede, i hvert 

fald nogle tusinde, måske ialt op mod 10-15.000. Alt i alt er der vel idag over 

40.000 voksne, som opfylder umyndiggørelses- eller lavværgemålsbetingelserne. 

Andelen af voksne med værger er langt mindre end i de andre nordiske 

lande, omkring 4.000. Norge har med et lidt mindre befolkning end Danmark 

over 6.000 værgemål, og i Sverige, hvor indbyggertallet er det dobbelte, er 

antallet af forvalter- og godmanskaber ca. 35.000. 

Udvalget anser det for givet, at antallet af værgemålVil stige i de kommende 

år, både absolut og relativt. Ældregruppen bliver større. Antallet af svært 

demente, der nogenlunde konstant udgør ca. 4 pct. af befolkningen over 65 

år, må dermed også stige. Dette vil i sig selv øge presset. 

Befolkningens interesse for de ældres og handicappedes tilværelse og livskvalitet 

er stigende, de pårørendes og de implicerede myndigheders bevidsthed 

omkring retssikkerhedsspørgsmål er øget, og der sættes fra mange sider 

spørgsmålstegn ved, om der uden en værge kan tilvejebringes fornødent samtykke 

til vigtigere dispositioner. Også dette vil betyde en stigning i antallet af 

værgemål.


1.2. Hertil kommer, at det er næsten sikkert, at gennemførelsen af en ny 

værgemålslovi sig selv vil medvirke til stigningen, bl.a. på grund af den omtale 

en betænkning, et lovforslag og en gennemførelse i Folketinget vil få, samt 

den signalværdi der er heri. Nye smidigere værgemålsordninger, som foreslås 

indført med udvalgets lovudkast, se f.eks. § 5, § 7, og § 8, og hvor handleevnefratagelse 

efter udkastets § 6 bliver et supplement i et begrænset antal tilfælde, 

vil antagelig også bevirke mindre tilbageholdenhed med initiativer. Om 

udvalgets overvejelser om fremtidens værgemål se ovenfor i kapitel 5. 

Størrelsen af stigningen afhænger først og fremmest af, hvorledes behovskriterierne 

i udkastets § 5, stk. 1, og § 7, stk. 1, vil blive fortolket og anvendt. 

Udvalget har i kapitel 5, pkt. 5, redegjort for sit syn herpå og for afvejningerne 

af de forskellige hensyn. Det er vanskeligt at forudse, i hvilken udstrækning 

formelle forudsætninger vil vinde over hensynene og andre praktiske 

overvejelser. Dette vil i nogen grad bero på social- og sundhedsmyndighedernes 

syn på samtykkeproblematikken. 

1.3. Hvor mange flere værgemål, fremtiden vil bringe, er med disse overvejelser 

så godt som umuligt at forudse. Skønnene varierer fra en fordobling til 

mere end en femdobling, hvilket vil indebære en stigning i antallet afværgemål 

fra de nuværende omkring 4.000 til mellem 8.000 og 20.000. Skal vi i 

Danmark op på et værgemålstal svarende til det nuværende norske, nærmer 

vi os en fordobling. Er det de svenske, der skal være vejledende, bliver der 

snarere tale om en femdobling. Det er i udvalget den overvejende opfattelse, 

at det samlede antal værge- og samværgemål i løbet af få år må forventes at 

stige til mindst 10-15.000. Holder dette skøn, vil antallet af nye værgemålssager 

stige til mindst 1.700-2.800 om året. 

1.4. En aktivitetsstigning på værgeområdet vil i sig selv og uden ændringer 

af andre regler betyde øgede offentlige udgifter. Flere værgemålssagerbetyder 

større pres på de myndigheder, der skal afgøre værgemålssagerne og beskikke 

værger, navnlig på statsamterne, og der skal til brug for sagerne udstedes 

flere erklæringer, som det offentlige direkte eller indirekte skal betale, jf. udkastets 

§ 18, stk. 2 og 3, se ovenfor i kapitel 6, pkt. 4. Hertil kommer, at myndighederne 

vil få endnu større vanskeligheder end i dag ved at finde egnede 

og villige værgeemner, se herom i kapitel 7. Hvert nyt værgemål betyder derudover 

mere arbejde for forvaltningsafdelingerne som tilsynsmyndighed, idet 

der skal gennemgås flere værgemålsregnskaber, og fordi der skal behandles 

flere sager om godkendelse af dispositioner, der ligger uden for det sædvanlige, 

se ovenfor i kapitel 10. Hertil kommer flere personlige henvendelser fra 

værgen, den, der er under værgemål, og dennes pårørende.

369 KONSEKVENSER 

2. Individuelle ordninger. 

Udvalgets hovedsyn er, at der bør vælges den mindst indgribende form for 

værgemål, og at der skal udformes ordninger, tilpasset konkrete forhold, se 

lovudkastets § 8 samt om det mindste middels princip overfor i kapitel 5, pkt. 

6. Der henvises også til udkastets § 5, stk. 2, og§ 7, stk. 2. Selv om udvalget 

venter, at visse standardordninger vil blive de hyppigst anvendte, stiller de 

nye regler større krav til myndighedernes sagsbehandling og betyder dermed 

yderligere arbejde. Der må være eller skal indhentes mere detaljerede oplysninger 

om de pågældendes tilstande, forhold og behov. Vurderingen må også 

være mere individuel. 

Nyordningen vil formentlig yderligere medføre, at en del værgemål må tages 

op til nyvurdering på et senere tidspunkt, jf. lovudkastets § 9, ikke med 

henblik på ophævelse, men for at justere værgemålets omfang, enten på 

grund af ændrede forhold eller fordi indhøstede erfaringer har vist, at der er 

brug for udvidelser eller indskrænkninger. 

De begrænsede værgemål vil dog kunne medføre, at en række aktiver holdes 

udenfor tilsynet m.v., således at myndighederne ikke behøver at anvende 

ressourcer herpå. 

3. Værgemålssagerne. 

Udvalgets udkast til nye regler om værgemålssagerne i lovudkastets kapitel 3, 

omtalt i kapitel 6, medfører forskydninger i og forøgelser af arbejdsbyrden. 

3.1. Den mest iøjnefaldende nydannelse er, at der foreslås overgang til administrativ 

behandling afasi store antal værgemålssager, jf. lovudkastets § 13, 

med bemærkninger i kapitel 6, pkt. 2. Dette indebærer en hovedregel om 

skriftlig sagsbehandling, hvilket teoretisk skulle betyde forenklinger. I realiteten 

afgør domstolene imidlertid allerede i dag de fleste umyndiggørelsessager 

uden noget retsmøde. Der bliver således snarere tale om en kodificering 

af den gældende retstilstand. På den anden side lægger udvalget op til en 

mere formaliseret retssag bl.a. i tilfælde, hvor et værgemål ønskes suppleret 

med en handleevnefratagelse, jf. § 6, herunder fordi der altid skal beskikkes 

advokat, jf. retsplejelovsudkastets § 460. 

De ændrede saglige kompetenceregler med indførelse af et dobbeltstrenget 

system indebærer efter udvalgets vurdering en mere hensigtsmæssig og smidig 

ordning. De sager, der ikke indebærer indgreb i handleevnen, som ikke 

rummer tvister, og som kan afgøres på skriftligt grundlag, henlægges til statsamterne, 

hvis administrative sagsbehandling er egnet hertil. Statsamtet får 

dermed et nyt arbejdsfelt. Domstolene skal efter udkastet kun behandle de 

sager, hvor der er tvist, eller hvor der skal afholdes et retsmøde til afgivelse af


mundtlige forklaringer. Retsmøder vil antagelig blive hyppigere, men det 

skyldes retssikkerheds- og menneskerettighedshensyn. Hertil kommer ulemperne 

ved en vis dobbeltbehandling, hvis statsamtet går ind i sager, der ender 

hos domstolene, og en oversendelsesekspedition. 

Som et led i den tostrengede ordning og til styrkelse af retssikkerheden 

foreslås, at statsamtets værgemålsafgørelser skal kunne prøves af domstolene, 

jf. lovudkastets § 22, se herom i kapitel 6, pkt. 9. Efter udvalgets skøn vil det 

kun blive få statsamtsafgørelser, der forlanges indbragt for retten. 

3.2. På en række områder foreslås sagsbehandlingen ændret. 

3.2.1. Kredsen af offentlige myndigheder, der kan tage initiativet til, at en 

person får en værge, foreslås udvidet jf. udkastets § 16, stk. 1, nr. 4 og 5. Det 

betyder navnlig, at socialmyndighederne ikke længere skal rette henvendelse 

til politiet, for at en sag kan blive indledt, se herom i kapitel 6, pkt. 3.2. 

3.2.2. Ifølge lovudkastets § 18, stk. 2, skal der foreligge lægeerklæring i alle 

sager om værgemål efter § 5 samt i en række andre tilfælde. Dette er ikke 

nogen reel nydannelse, idet det allerede er praksis. De skal betales af den 

myndighed, der afgør sagen. Der henvises til bemærkningerne i kapitel 6, 

pkt. 4.2.8. 

Har den, sagen angår, bopæl på institution, skal der efter udkastets § 18, 

stk. 3, i de fleste sager indhentes en udtalelseherfra. Der henvises til bemærkningerne 

i kapitel 6, pkt. 4.3. Hermed indføres en ny sagsekspedition for 

statsamtet eller retten, og en ny opgave for institutionerne. 

3.2.3. Ifølge lovudkastets § 19, stk. 1, har den, sagen angår, ret til at udtale 

sig i statsamtet, medmindre denne ikke med nytte kan udtale sig om spørgsmålet. 

I retten skal vedkommende udtale sig, medmindre det i det konkrete 

tilfælde ikke skønnes påkrævet, jf. stk. 2. Der henvises til bemærkningerne i 

kapitel 6, pkt. 4.4. Langt de fleste sager vil formentlig kunne afgøres, uden at 

den pågældende høres, og relativt skulle reglen ikke føre til flere sager. Udbygningen 

af retssikkerhedsreglerne, som § 19 er udtryk for, vil dog føre til 

øgede bestræbelser på at få kontakt med den, sagen angår. 

3.2.4. Som noget nyt foreslås en obligatorisk underretning af særligt nærtstående, 

jf. udkastets § 20, hvilket medfører i hvert fald nogle yderligere ekspeditioner, 

samt hvis underretningen fører til reaktioner, også til behandling 

heraf. 

3.2.5. Advokatbeskikkelserne mk blive hyppigere, idet beskikkelse for den, 

sagen angår, efter retsplejelovsudkastets § 460, 1. pkt., bliver obligatorisk i 

alle sager ved domstolene, hvad enten årsagen er, at der er rejst spørgsmål 

om handleevnefratagelse efter lovudkastets § 6, eller sagen er oversendt af 

statsamtet, fordi det skønnes betænkeligt at afgøre sagen administrativt, jf. 

udkastets § 13, stk. 2-3. Der henvises til bemærkningerne i kapitel 6, pkt. 5, og


nedenfor under pkt. 8. Dette vil betyde større træk på sagsomkostningskontoen. 

De fleste sager antages dog at kunne afgøres administrativt efter § 5 

eller § 7 uden beskikkelse af advokat. 

4. Værgerne. 

4.1. Udvalgets forslag til værgeregler, jf. lovudkastets §§ 11 og 12, indeholder 

ikke nydannelser, og værgerne bliver i princippet ikke pålagt nye opgaver. 

En usikkerhed er dog, om der kommer flere permanente personlige værgemål 

uden samtidige økonomiske værgemål, og i hvilket omfang sådanne værger 

føler sig forpligtet til kontakt med institutioner og til at blive inddraget i 

beslutningerne. 

4.2. Det noget større antal værgemål, udvalget som omtalt overfor under 

pkt. 1.3 forventer, vil føre til øgede vanskeligheder med at finde egnede værgeemner. 

Teoretisk skyldes det også, at udvalget har fundet det hensigtsmæssigt 

at afskaffe princippet om, at værgehvervet er et borgerligt ombud. Dermed 

må der forudses større behov for at gøre brug af professionelle som værger, 

navnlig på det økonomiske område, se herom bemærkningerne til kapitel 

7, pkt. 1.5.6. Udvalget peger også på muligheden for en ordning med faste 

værger. 

4.3. Som følge af, at navnlig flere advokater, men måske også revisorer og 

andre, kommer til at udføre værgearbejde som et led i deres erhverv, men 

også i øvrigt, forudser udvalget en forhøjelse af værgevederlagene. Den grundlæggende 

regel om vederlag foreslås lovfæstet i udkastets § 32, der er omtalt i 

kapitel 8, pkt. 10. 

4.4. Det er udvalgets opfattelse, at værgemålene i princippet skal kunne 

hvile økonomisk / sig selv på den måde, at den, der er under værgemål, og 

dermed nyder godt af værgens arbejde, også må betale herfor, jf. udkastets 

§ 32, stk. 1, 2. pkt. 

Imidlertid vil der være en række tilfælde, hvor det ikke vil være muligt at 

opretholde dette principielle udgangspunkt. Navnlig vil det være tilfældet 

med rent personlige værgemål. Her må det offentlige træde til og betale for 

værgens arbejde, jf. udkastets § 32, stk. 1, 2. pkt. Hvor store udgifter, det offentlige 

kommer til at afholde, er så godt som umuligt at sige. Udgifternes 

størrelse afhænger af, hvor stor stigningen i antallet afværgemål vil blive, og 

hvorledes den vil fordele sig på økonomiske og personlige værgemål, hvilket 

igen afhænger af behovsvurderingerne, og hvilke opgaver der bliver pålagt 

værgerne. Af betydning er også resultaterne af kommende forhandlinger om 

honorarniveauet og om principperne for beregningen.


5. Formueforvaltningen. 

Udvalgets overvejelser om formuen, som er kommet til udtryk i lovudkastets 

kapitel 5, skulle ikke medføre større ændringer i grundlæggende principper. 

Der henvises til gennemgangen ovenfor i kapitel 9. 

Følges udvalgets bemærkninger i kapitel 5, pkt. 5.2., om den økonomiske 

behovsvurdering, skulle de formuebetonede værgemål blive begrænset, så 

det undgås, at forvaltningsafdelingerne skal bestyre mindre formuer, hvilket 

også efter de foreliggende oplysninger om forholdene i dag skulle indebære 

en lettelse. 

I øvrigt skulle forvaltningsafdelingernes arbejde blive uforandret, bortset 

fra på den ene side den aktivitetsudvidelse en forøgelse af antallet afværgemål 

vil indebære, og på den anden side muligheden for begrænsede værgemål 

og muligheden for personlige værgemål uden samtidigt økonomisk værgemål. 

6. Værgemålstilsynet. 

Det er udvalgets tanke, at statsamternes værgemålstilsyn skal bibeholdes, se 

lovudkastets § 28, se herom ovenfor i kapitel 10. Opgaverne skulle også stort 

set blive uforandrede. 

Talmæssigt spiller sagerne om kapitalfrigivelse, jf. lovudkastets § 39, den 

største rolle, og på dette område har udvalget ikke foreslået ændringer, se 


Godkendelsesområdet afhænger af de fremtidige administrative regler, se 

herom ovenfor i kapitel 10, pkt. 3. 

Regnskabsreglerne foreslås også bevaret, jf. lovudkastets § 29 med bemærkninger 

i kapitel 8, pkt. 8, og kapitel 10, pkt. 5. 

På den baggrund fører udvalgets forslag for statsamterne til en uændret 

arbejdsbyrde på de tre ovenfor nævnte områder med et uændret sagstal. 

Sammenlagt vil arbejdsbyrden med tilsynet imidlertid blive forøget med stigningen 

i værgemålsantallet. 

7. Statsamterne. 

Som det fremgår af gennemgangen overfor i pkt. 1-4 og 6 venter og forudser 

udvalget en øget arbejdsbyrde for det offentlige på området. Stigningen vil 

hovedsagelig ramme statsamterne. Det gælder, fordi statsamterne får et nyt 

arbejdsområde, idet de fleste værgemålssager i fremtiden forventes at kunne 

afgøres administrativt. På de områder statsamterne hidtil har haft, navnlig 

værgebeskikkelse og tilsyn, sker der ikke nogen mærkbar ændring for så vidt 

angår de eksisterende værgemål, men den forventede stigning i antallet af


værgemål vil selvfølgelig medføre en samlet forøgelse af arbejdet også på disse 

områder. 

Vurderingen af den samlede aktivitetsforøgelse er vanskelig på grund af 

usikkerheden omkring stigningen i antallet af værgemål. 

To af udvalgets medlemmer (Kirsten Frost Bjerregaard og Perch Nielsen) 

ønsker at tilføje, at de forventede merudgifter for statsamterne ved lovudkastets 

gennemførelse må beregnes ud fra de givne oplysninger om det nuværende 

antal umyndiggjorte på ca. 4.000 personer og et skøn over, at dette antal 

vil være stigende til mindst 10-15.000 i løbet af få år. Dette er den overvejende 

opfattelse i hele udvalget. 

Hvis det herefter antages, at det samlede antal værgemål stiger med 10.000 

fordelt ligeligt over de første fire år efter lovens ikrafttræden, vil den årlige 

tilvækst altså udgøre omkring 2.500 sager. Af disse vil ca. 80 pct. - eller 2.000 

sager - skulle afgøres af statsamterne. Dette vil i det første år nødvendiggøre 

en personaleudvidelse i statsamterne med 10 årsværker, fordelt på otte akademisk 

uddannede og to kontoruddannede medarbejdere. Den samlede udgift 

hertil og til øgede kontorholdsomkostninger m.v. samt til lægeerklæringer 

vil være 6.150.000 kr. I hvert af de følgende tre år vil der være behov for en 

årlig merudgift på 4.690.000 kr. 

Efter udgangen af det fjerde år vil de samlede merudgifter ved lovudkastets 

gennemførelse således udgøre ca. 20 mill. kr. 

Disse forventninger er baseret på erfaringerne med behandling af værgemålssagerne 

efter de nugældende regler. Det er lagt til grund, at der til behandling 

af hver af de 2.000 nye værgemålssager medgår fem timer. Vejledning 

af værgerne, ændring afværgemål og regnskabsgennemgang i visse værgemål 

er anslået til gennemsnitligt to timer pr. sag. Det er endvidere lagt til 

grund, at statsamterne vil modtage personlige henvendelser, ansøgninger om 

frigivelse og forbrug samt om værgemålshonorar etc. i yderligere gennemsnitligt 

500 sager om året, svarende til 1/5 af de nytilkomne sager, og at der til 

disse særligt vanskelige værgemål efter statsamternes hidtidige erfaringer vil 

medgå mindst 10 timet pr. sag (journalisering, brevskrivning, telefonering, 

kontradiktion, vejledning, forhandlinger, arkivering, klager over afgørelsen 

m.v.). 'Overhead'-omkostningerne er anslået til 700 kr. pr. sag og udgiften til 

lægeerklæring til 1.000 kr. pr. sag. 

De to medlemmer bemærker endelig, at hertil må lægges de udgifter, som 

måtte blive en følge af, at værgemålshonorarerne eventuelt skal afholdes af 

statsamterne, se ovenfor i kapitel 8, pkt. 10.3.8., og af at statsamterne eventuelt 

skal overtage administrationen af en ordning med faste, professionelle 

værger, se ovenfor i kapitel 7, pkt. 1.5.6.. For så vidt angår udgiften til værgemålshonorarer 

kan det tjene som en vis vejledning, at der i Sverige i 1986


udbetaltes ca. 18 mill. kr. i vederlag til ca. 35.000 förmyndare og gode män, jf. 

ovenfor i kapitel 2, pkt. 4.4., og kapitel 8, pkt. 10.2.2. 

8. Domstolene. 

En samlet vurdering af domstolenes rolle under en kommende værgemålslovgivning 

fører til, at deres arbejdsbyrde vil blive stort set uændret. Dette gælder 

antagelig også, selvom det samlede antal værgemålssager øges. Baggrunden 

er, at domstolene fritages for de mere rutineprægede områder, hvor opgaven 

navnlig er på skriftligt grundlag at kontrollere, om lovens betingelser er opfyldt, 

samt at vejlede. 

Domstolenes fremtidige rolle bliver efter lovudkastets § 13, stk. 2 og 3, 

samt § 21, stk. 4, at tage sig af sagerne om handleevnefratagelse, samt af de 

sager statsamterne finder det betænkeligt at afgøre. Hertil kommer prøvelse 

af statsamternes afgørelser, jf. lovudkastets § 22. 

Domstolene har i dag knap 700 umyndiggørelsessager om året, hvoraf de 

fleste behandles på skriftligt grundlag, se ovenfor i kapitel 2, pkt. 1.1.1, og i 

kapitel 6, pkt. 1.3.1. Hvor mange af de 1.700-2.800 nye sager om året, der efter 

udvalgets skøn vil komme, se ovenfor under pkt. 1.3., domstolene skal afgøre 

eller prøve, er vanskeligt at sige, men det bliver formentligt noget færre end i 

dag. Sagerne vil imidlertid kræve mere arbejde, herunder fordi det må påregnes, 

at der skal afholdes retsmøde i de allerfleste sager. På den anden side vil 

retterne få bistand af den advokat, der obligatorisk skal beskikkes for den, 

der søges sat under værgemål, jf. retsplejelovsudkastets § 460. 

Antallet af ankesagers* forsvindende. Der vil sikkert blive flere i fremtiden 

med den type sager, byretterne vil behandle, men sagsområdet vil sikkert heller 

ikke fremtidig kunne mærkes, set i forhold til den samlede sagsmængde 

ved landsretterne. 

Alt i alt venter udvalget ikke der sker nogen mærkbar ændring i byretternes 

og landsretternes arbejdsbyrde. Sagsomkostningskontoen vil blive belastet 

med flere advokatsalærer som følge af den udvidede beskikkelsesregel. 

Hertil kommer udgifter til lægeerklæringer, jf. lovudkastets § 18, stk. 5. 

•

375 

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser i 

udkastet 

til 

lov om værgemål 

Til titlen 

Som der nærmere er redegjort for ovenfor i indledningen til hovedafsnit 2 i 

de almindelige bemærkninger har udvalget valgt at udarbejde en helt ny lov 

om umyndighed og værgemål. Den skal, som det fremgår af § 51, stk. 2, afløse 

myndighedsloven af 1922 og loven om anbringelse og bestyrelse af umyndiges 

midler m.v. fra 1981. Om systematikken og om valget af titelse ovenfor i 

kapitel 15, pkt. 1-2. 

Til kapitel 1 

Kapitel 1 med overskriften ' Værgemål for børn og unge indeholder grundreglerne 

om denne gruppes umyndighed i økonomisk henseende. Der henvises 

til de almindelige bemærkninger i kapitel 11. 

Til§l 

Stk. 1 om mindreåriges umyndighed svarer til den gældende myndighedslovs 

§ 1, stk. 1,1. pkt., og stk. 2,1. pkt., dog med visse sproglige ændringer. Stk. 2 

og 3 svarer i nogen grad til de gældende bestemmelser i § 34 og § 45. Der 

henvises til de almindelige bemærkninger i indledningen til kapitel 11, i kapitel 

8, pkt. 2.1., og i kapitel 12, pkt. 1. 

Udvalget foreslår, at mindreårige, der indgår ægteskab, bliver myndige i og 

med ægteskabet, se herom stk. 1 og de almindelige bemærkninger i kapitel 

11, pkt. 5. 

Stk. 2 fastslår retsvirkningen af mindreårighed. Det er fundet hensigtsmæssigt 

på dette centrale sted i loven og i tilslutning til stk. 1 om gruppens afgrænsning 

at fastslå virkningen af at være mindreårig og dermed umyndig. 

Reglen angår kun formueretlige anliggender. 

Om retsvirkningen af, at den umyndige handler i strid med bestemmelsen, 

henvises til §§ 44-45.

376 

Med en myndighedsalder på 18 år er der behov for, at unge under denne 

alder får visse beføjelser til at handle på egen hånd eller får medindflydelse 

på beslutningerne. Regler herom findes i § 26 om medindflydelse, § 42 om 

selvstændig rådighed og § 43 om selvstændig næring, se de almindelige bemærkninger 

kapitel 8, pkt. 3, og kapitel 11, pkt. 4.3. og 4.4. 

I tilslutning til stk. 2 om, hvad den umyndige ikke kan, er det fundet hensigtsmæssigt 

i stk. 3 at fastslå, at værgen handler på dennes vegne og med 

hvilke beføjelser. Reglen uddybes i lovudkastets kapitel 4 om værgens retsstilling 

og i kapitel 5 om formuen. 

Til §2 

Stk. 1, 2 og 4, om, hvem der er værger for mindreårige, svarer til den gældende 

lovs § 29, således som den blev udformet i 1985. Der henvises til de almindelige 

bemærkninger i kapitel 11, pkt. 2. Udtrykket 'børn og unge' er dog erstattet 

med begrebet 'mindreårige'. Den gældende lovs § 29, stk. 5, er udeladt 

som overflødig. 

Den omstændighed, at de fleste forældre begge er værger, har nødvendiggjort 

visse særregler. De findes i § 3. Forældrene er i øvrigt undergivet de 

sædvanlige regler f.eks. om værgemålstilsyn samt om formuens forvaltning 

og anbringelse. 

Stk. 3 er ny, men lovfæster en allerede eksisterende praksis, hvorefter en 

indehaver af forældremyndigheden under ganske særlige omstændigheder 

kan fritages for værgemålet. Der henvises til de almindelige bemærkninger i 

kapitel 11, pkt. 2.4. 

Til § 3 

Bestemmelsen indeholder regler om de tilfælde, hvor begge forældre er værger, 

jf. § 2, stk. 1,2. pkt. Der henvises til de almindelige bemærkninger i kapitel 

11, pkt. 2. 

Stk. 1, der er ny, fastslår det allerede gældende princip om, at forældrene 

handler i forening på den umyndiges vegne, når de begge er værger, fordi de 

har fælles forældremyndighed, 

Det er fundet hensigtsmæssigt i tilslutning til stk. 1 at anbringe de regler, 

der hidtil har været i myndighedslovens § 50 a og § 52. 

Stk. 2 om fuldmagt til den ene værge svarer med enkelte omformuleringer 

til den gældende § 50 a, stk. 1. Det er fundet hensigtsmæssigt i 3. pkt. udtrykkeligt 

at nævne tilbagekaldelsesspørgsmålet. 

Reglerne i stk. 3-4 om den ene værges legitimation og om midlertidige forhindringersvarer 

med sproglige forenklinger til den gældende § 50 a, stk. 2-3.

377 

Reglen i stk. 5 om uenighedsvarer med sproglige ændringer til den gældende 

§ 52. 

Til §4 

Stk. 1, l.pkt., om fratagelseog bortfald af værgemål samt om værgemålssagerne 

er ny. Reglen er indsat, fordi det er valgt at udforme et særligt kapitel 1 om 

værgemål for børn og unge. For at undgå for mange gentagelser er det nødvendigt 

at henvise til § 12 i kapitel 2 om værger for voksne. 

Om behandlingen af værgesager indeholder stk. 1, 2. pkt., en henvisning til 

en rækker regler i lovudkastets kapitel 3 om værgesagerne for voksne. Ifølge 

§ 14 har statsamtet som efter den gældende lov kompetence til at foretage 

værgebeskikkelse og ændring heraf. 

Reglen i stk. 2 svarer i realiteten til den gældende lovs § 33, stk. 3. 

Til kapitel 2 

Kapitel 2 med overskriften ' Værgemål for voksne 1 rummer udvalgets hovedtanker 

om nye og smidigere værgemålsordninger for voksne til afløsning af 

reglerne om umyndiggørelse i myndighedslovens § 2, om lavværgemål i § 54 

og om ad hoc værgemål i § 59. Udvalgets undersøgelser og overvejelser gennemgås 

i de almindelige bemærkninger, hovedafsnit 1. 

Til §5 

Stk. 1 om værgemål afløser den gældende myndighedslovs § 2, og stk. 3 erstatter 

i nogen grad § 45. Stk. 2 er ny, men træder delvis i stedet for den gældende 

§ 46. Der henvises til de almindelige bemærkninger i kapitel 5, pkt. 

1-3. 

Grundmodellen i udvalgets forslag til ny værgemålsordning for voksne er 

lovudkastets § 5. Bestemmelsen omhandler de almindelige værgemål for personer, 

der er fyldt 18 år, og indeholder betingelserne for deres iværksættelse 

samt de grundlæggende retsvirkninger heraf. 

Til stk. 1 

I stk. 1 findes betingelserne for værgemål. Der er et retligt kriterium, medicinske 

kriterier og et behovskriterium. De er gennemgået i de almindelige bemærkninger, 

kapitel 5, pkt. 4 og 5. 

Det retlige grundkriterium for at iværksætte værgemål efter stk. 1 er, at den 

pågældende er ude afstand til at varetage sine anliggender. Dette svarer i realiteten 

til ordvalget i den gældende § 2, nr. 1 og 3, om økonomisk umyndiggørelse 

samt i § 46 om personlig umyndiggørelse. Se herom nærmere ovenfor 

i kapitel 5, pkt. 4.1.

378 

Som i den gældende lov opstilles ved siden af dette retlige kriterium en 

række medicinske kriterier. Herom henvises til bemærkningerne ovenfor i kapitel 

5, pkt. 4.2. 

Som nævnt kræves det yderligere, at der skal være et konkret behov for værgemålet. 

Behovsvurderingen kan gå både på de økonomiske anliggender og 

på de personlige forhold. Om udvalgets overvejelser om behovskriteriet, se 


Virkningen af et værgemål efter § 5 er, at der som nævnt i § 11 udpeges en 

legal repræsentant, en værge, til at træffe dispositioner på vedkommendes 

vegne. Derimod mister en person under værgemål ikke automatisk sin retlige 

handleevne, se om muligheden for supplerende beslutninger herom nedenfor 

under bemærkningerne til § 6. Der foreslås således en grundlæggende 

ændring af retstilstanden. I dag medfører umyndiggørelse automatisk fratagelse 

af handleevnen, og det er ikke muligt at få en værge uden denne konsekvens. 

I fremtiden er der ikke denne sammenkobling. Om fratagelse af handleevne, 

se nærmere ovenfor i kapitel 5, pkt. 3.2. Om muligheden for, at værgen 

og den, der er under værgemål, indgår modstridende, kolliderende retshandler, 

se ovenfor i kapitel 1, pkt. 1.4., og i kapitel 8, pkt. 2.4.2. Om adgangen 

til at få erklæret retshandler, som personer under værgemål efter § 5 har 

foretaget sig på egen hånd, ugyldige, se lovudkastets § 46 og ovenfor i kapitel 

12, pkt. 4. Om nogle tilstandsgrupperinger se ovenfor i kapitel 5, pkt. 2.1. 

Tilstk. 2 

Efter stk. 2 kan værgemålet begrænses. Dermed er det muligt at udforme smidige 

og individuelle værgemålsordninger, tilpasset de konkrete behov. Værgemålet 

kan indskrænkes til at angå økonomiske forhold, hvis der kun er 

grund til at have en værge på dette område. Det kan yderligere begrænses til 

en del af formuen eller visse af indtægterne. Værgemål efter § 5 kan også indskrænkes 

til kun at angå personlige spørgsmål, uden at de økonomiske områder 

berøres, fordi der ikke er noget behov herfor. Inden for det personlige 

område er det også muligt at bestemme, at værgemålet ikke bliver altomfattende, 

men rettet på bestemte anliggender eller spørgsmål, f.eks. en institutionsanbringelse. 

Om muligheden for at tilpasse værgemålenes omfang efter den individuelle 

situation, se nærmere ovenfor i kapitel 5, pkt. 6. Det, der kan besluttes efter 

stk. 2, er alene, hvor meget der skal inddrages under værgemålet. Det er ikke 

muligt at give værgemålsudøvelsen et særligt indhold eller tillægge værgemålet 

særlige retsvirkninger, f.eks. at værgemålet ikke skal være undergivet 

tilsyn, se herom ovenfor i kapitel 5, pkt. 6.5. I lovudkastets § 40, nr. 5, er der

379 

dog en bemyndigelse til i administrative forskrifter at indføre adgang til i 

konkrete tilfælde at fravige reglerne om forvaltning og anbringelse af formueaktiver. 

Tilstk.3 

Retsvirkningen afværgemålet er efter stk. 3, at værgen handler på vegne af 

den, der er under værgemål i anliggender, der er omfattet afværgemålet. Bestemmelsen 

svarer til den gældende myndighedslovs § 45. Værgens beføjelser 

er dog, som det fremgår af formuleringen, begrænset af reglerne i kapitel 4 

om medindflydelse og om værgemålstilsyn, kapitel 5 om formuens forvaltning 

og anbringelse samt kapitel 6 om den umyndiges retsstilling. 

Til det alternative stk. 2 

Halvdelen af udvalget har foreslået en yderligere regel om værgemål^ efter 

egen anmodning indsat i lovudkastets § 5, som stk 2 til afløsning af 

den gældende myndighedslovs § 2, nr. 4. Om udvalgets overvejelser, se 

ovenfor i de almindelige bemærkninger, kapitel 5, pkt. 4.3. 

Til §6 

Til stk. 1 

§ 6 om fratagelse af handleevne er ny. Om bestemmelsen henvises til de almindelige 

bemærkninger i kapitel 5, pkt. 3.2. 

Efter stk. 1 kan der i forbindelse med et værgemål efter § 5 ske fratagelse af 

den retlige handleevne. Kriteriet herfor er, at dette er nødvendigt for at hindre, 

at den pågældende udsætter sin formue, indkomst eller andre økonomiske 

interesser forfare for at forringes væsentligt eller for at hindre økonomisk 

udnyttelse. Der kan ikke foretages begrænset handleevnefratagelse, se ovenfor 


Til stk. 2 

Retsvirkningerne af en handleevnefratagelse fremgår af stk. 2. Den pågældende 

kan ikke selv forpligte sig ved retshandler eller råde over sin formue, medmindre 

andet er bestemt. Dette svarer til virkningen af en umyndiggørelse 

efter gældende ret, jf. myndighedslovens § 34. Med denne retsstilling er det 

naturligt, at den, der er frataget handleevnen, betegnes som umyndig, jf. lovudkastets 

§ 6, stk. 2, se om umyndighedsbegrebet i kapitel 5, pkt. 9.

380 

Tilstk. 3 

Efter stk. 3 skal domme om fratagelse af handleevne offentliggøres. Reglen 

svarer til den gældende myndighedslovs § 4. Der henvises til bemærkningerne 

i kapitel 5, pkt. 10, og til udkastet til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser 

om værgemål, formueadministration m.v. § 6 med forslag til en 

ny affattelse af tinglysningslovens § 48. 

Til §6a 

§ 6 a om fratagelse af rådigheden over personlige forhold, der foreslås af 

et mindretal i udvalget, er ny. Der henvises til de almindelige bemærkninger 


Til §7 

§ 7 om samværgemål svarer i nogen grad til den gældende myndighedslovs 

§ 54 og 55. Der henvises til de almindelige bemærkninger i kapitel 5, pkt. 3.5. 

Efter bestemmelsen videreføres lavværgemålsinstituttet, men som nævnt 

med en ny betegnelse. 

Tilstk. 1 

Kriteriet for iværksættelse af samværgemål er efter stk. 1, at der er behov for 

hjælp til at administrere formuen eller varetage andre økonomiske anliggender. 

Hovedbetingelsen er, at den pågældende selv anmoder om samværgemålet. 

Udvalget har med dette krav om samtykke ikke fundet anledning til at 

indføje et egentligt medicinsk kriterium, men har alene anført, at behovet for 

samværgemålet skal skyldes uerfarenhed, svækket helbred eller anden lignende 

tilstand. Dette svarer med sproglige ændringer til myndighedslovens 

§54. 

Samværgemål er som i dag lavværgemål begrænset til at angå økonomiske 

spørgsmål, se ovenfor i kapitel 5, pkt. 3.5.3. 

Efter stk. 2 kan samværgemål begrænses til kun at angå bestemte aktiver 

eller anliggender, jf. herved bemærkningerne ovenfor til § 5, stk. 2, og i kapitel 

5, pkt. 6, om individuelle ordninger. 

Retsvirkningerne af samværgemål fremgår af stk. 3. Herefter handler værgen 

og den pågældende i forening i de anliggender, der er omfattet afværgemålet. 

Retsvirkningerne af samværgemålet afviger noget fra den gældende 

ordning, hvorefter aftaler den, der er under lavværgemål, indgår på egen 

hånd, ifølge myndighedslovens § 55 bliver ugyldige med den konsekvens, at 

opgøret skal ske efter §§ 43-44, jf. § 56. Personer under samværgemål er der-

381 

imod ikke frataget handleevnen. Handler den pågældende alene, er retsstillingen 

den samme, som hvis der var tale om et værgemål efter § 5. Om kolliderende 

retshandler, se i øvrigt ovenfor i kapitel 5, pkt. 3.5.3. 

Til §8 

§ 8 om omfanget afværgemål er ny. Der henvises til de almindelige bemærkninger 


Udvalget har som nævnt i bemærkningerne til § 5, stk. 2, og § 7, stk. 2, 

fundet det hensigtsmæssigt at skabe adgang til at udforme individuelle løsninger. 

Grundsynspunktet fremgår af § 8, stk. 1,1. pkt, hvorefter afgørelser efter 

§ 5 eller § 7 skal afpasses efter den pågældendes behov og ikke må være mere 

omfat-tende end nødvendigt, se ovenfor i kapitel 5, pkt. 6, om det mindste 

middels princip. I 2. pkt. opstilles en prioriteret rækkefølge for de foranstaltninger, 

der kan iværksættes. Fratagelse af handleevne efter § 6, som er det 

mest vidtgående indgreb, kan ikke ske, hvis den pågældendes interesser i tilstrækkelig 

omfang kan tilgodeses ved værgemål efter § 5. Det følger forudsætningsvist 

af bestemmelsen, at samværgemål efter § 7 skal foretrækkes, 

hvis dette er en tilstrækkelig og hensigtsmæssig foranstaltning, forudsat at 

den pågældende samtykker. Som nævnt ovenfor i kapitel 5, pkt. 6.1., kan det 

være svært på forhånd at forudse behovene. Der vil derfor i praksis antagelig 

opstå nogle typeafgørelser. 

Efter stk. 2 kan værgemålet eller samværgemålet tidsbegrænses, hvis tilstanden 

er midlertidig, eller der af andre grunde er særlig anledning hertil. 

Dermed må de værgemål, der i dag i sygdomstilfælde iværksættes med hjemmel 

i myndighedslovens § 59, for fremtiden få form af begrænsede værgemål 

efter § 5. Bestemmelsen omfatter alle værgeordningerne, herunder også med 

handleevnefratagelse, samt samværgemål. 

Til § 9 

§ 9 om ændring af værgemål er ny. Der henvises til de almindelige bemærkninger 


Som et udslag af det mindste middels princip bestemmes i /. pkt, at værgemålet 

efterfølgende skal gøres mindre omfattende, hvis ændrede forhold 

giver anledning hertil. Reglen gælder for alle værgeordningerne, herunder 

med handleevnefratagelse, således at der i sidstnævnte tilfælde i stedet skal 

beskikkes en værge efter § 5 eller etableres et samværgemål efter § 7, eventuelt 

af begrænset omfang. Værgemålet kan ifølge 2. pkt. gøres mere omfattende 

under de betingelser, som gælder for dets iværksættelse efter §§ 5-7. 

Som omtalt i de almindelige bemærkninger i kapitel 15, pkt. 5.2., gælder

382 

§ 9 også for umyndiggørelser iværksat under den hidtidige lovgivning. Det er 

skønnet hensigtsmæssigt at give mulighed for at omdanne umyndiggørelser 

til værgemål efter § 5, eventuelt med et individuelt præg. 

Til § 10 

§ 10 om ophævelse afværgemål svarer til den gældende myndighedslovs § 5. 

Der henvises til de almindelige bemærkninger i kapitel 5, pkt. 7. Værgemål, 

handleevnefratagelse og samværgemål skal ophæves, hvis betingelserne for 

at træffe beslutning efter §§ 5-7 ikke længere er opfyldt. 

Til § 11 

§ 11 om udpegning af en værge eller en samværge svarer til den gældende 

myndighedslovs § 30. Der henvises til de almindelige bemærkninger i kapitel 

7, pkt. 1. 

Udvalget foreslår, at værgeopgaven ikke længere skal være et borgerligt 

ombud, se ovenfor i kapitel 7, pkt. 1.3. Dermed er den gældende myndighedslovs 

§ 31 overflødig. 

Udvalget har ikke fundet anledning til at indføre kvalifikationskrav for 

værger, se de almindelige bemærkninger i kapitel 7, pkt. 1.5.2. Udvalget har 

her peget på det hensigtsmæssige i en ordning med faste professionelle værger, 

se ovenfor i kapitel 7, pkt. 1.5.6. 

Stk. 2 og 5, der er nye, foreslås af et mindretal i udvalget. 

Efter reglen i stk. 2 kan forældre fortsætte med det fælles værgemål for 

en ung, der kommer under værgemål efter at være fyldt 18 år. Som ved 

værgemål for børn og unge kræves det, at værgerne er enige om alle 

beslutninger, jf. henvisningen til udkastets § 3. I tilfælde af uenighed, 

træffer statsamtet afgørelser, jf. § 3, stk. 5. Om en toværgeordning se 

nærmere ovenfor i kapitel 7, pkt. 1.5.4. 

Bestemmelsen i stk. 3 indebærer, at der under særlige omstændigheder 

kan beskikkes to værger med hver deres opgaver og områder. Om 

bestemmelsen, se nærmere ovenfor i kapitel 7, pkt. 1.5.5. 

Til § 12 

§ 12 om fratagelse og bortfald af værgebeskikkelse svarer delvis til den gældende 

myndighedslovs § 32. Der henvises til de almindelige bemærkninger i 


Stk. 1 foreskriver, at beskikkelsen skal fratages en værge eller en samværge, 

hvis denne misbruger sin stilling eller i øvrigt viser sig uegnet til hvervet. I

383 

reglen er tilføjet, at fratagelse kan ske, hvis det er nødvendigt af hensyn til 

den, der er under værgemål eller samværgemål. Om reglen se ovenfor i kapitel 

7, pkt. 2.2. 

Efter stk. 2 bortfaIder beskikkelsen, hvis værgen selv kommer under værgemål 

efter § 5 eller samværgemål efter § 7. Bortfaldet er uafhængigt af, om 

værgen tillige fratages handleevnen efter § 6. 

Til kapitel 3 

Kapitlet indeholder regler om behandlingen af værgemåls- og værgesagerne. 

Om værgemålssagernes gang henvises til de almindelige bemærkninger i kapitel 

6 og om værgesagerne til de almindelige bemærkninger i kapitel 7, pkt. 3 

og 4. 

Den gældende myndighedslov indeholder kun få regler om sagsbehandlingen. 

Udvalget har fundet det hensigtsmæssigt i sit lovudkast at medtage en 

række sådanne regler. Det skyldes, at udvalget foreslår et tostrenget system, 

se lovudkastets § 13, hvor de fleste værgemålssager efter § 5 vil blive behandlet 

administrativt. De vigtigste og grundlæggende regler om proceduren, 

navnlig dem, der er fælles for den administrative og retlige behandling, er 

derfor indsat i værgemålslovudkastets kapitel 3.1 udkastets § 23 er der hjemmel 

til at supplere med detailforskrifter om den administrative sagsbehandling. 

Retsplejelovens kapitel 43 foreslås bevaret i en ny udformning som gældende 

for retssagerne om værgemål ved domstolene, se ovenfor i kapitel 6, 

pkt. 2.1.4.9. Der henvises til lovudkastet om ændring af retsplejeloven først i 

betænkningen og de specielle bemærkninger nedenfor. 

Kapitel 3 indeholder, som overskriften tilkendegiver, også regler om de 

administrative sager om værgebeskikkelse og fratagelse heraf. 

Til §13 

§ 13, der er ny, indeholder regler om den saglige kompetence i værgemålssager. 

Der henvises til de almindelige bemærkninger i kapitel 6, pkt. 2.1. 

Bestemmelsen fastlægger, hvilke myndigheder der har kompetence til at 

træffe afgørelser efter kapitel 2 om værgemål for voksne. Om udvalgets overvejelser, 

se oven for i kapitel 6, pkt. 2.1.4. Resultatet er blevet en delt kompetence, 

så sager om værgemål efter lovens kapitel 2 som hovedregel henlægges 

til statsamterne, mens nogle sager fortsat skal behandles af domstolene. Den 

tostrengede ordning fremgår af stk. 1. 

Hovedreglen om administrativ behandlinghar fundet udtryk i stk. 2, hvorefter 

statsamtet træffer afgørelse om værgemål efter § 5, om samværgemål efter

384 

§ 7, om ændring afværgemål, jf. § 9, og om ophævelse afværgemål, jf. § 10. 

Ifølge stk. 3 har retten enekompetence til at træffe afgørelse om handleevnefratagelse 

efter § 6. Om begrundelsen for afgrænsningen se ovenfor i kapitel 

6, pkt. 2.1.4.2. Domstolene er også kompetente, hvis statsamtet finder det 

betænkeligt at behandle sagen administrativt, jf. stk. 2 og 3. Om udvalgets 

overvejelser om forhold, der kan føre til sagens overgang til domstolsbehandling, 

se ovenfor i kapitel 6, pkt. 2.1.4.4. 

Kompetencereglen i § 13 finder som nævnt også anvendelse ved senere 

ændringer af det oprindelige værgemål, jf. lovudkastets § 9. Bortset fra fratagelse 

af handleevne er der intet til hinder for, at statsamtet udvider, indskrænker 

eller ophæver en dom, se ovenfor i kapitel 6, pkt. 2.1.4.6. 

I stk. 4 slås det fast, at statsamtets beslutning om, hvem der skal afgøre 

sagen, er den endelige administrative afgørelse. Der er ikke mulighed for at 

klage til Civilretsdirektoratet. Er en af sagens parter utilfreds med statsamtets 

afgørelse, må den pågældende indbringe statsamtets afgørelse for retten 

efter lovudkastets § 22, se bemærkningerne hertil. 

Til § 14 

§ 14 om den saglige kompetence i værgesager svarer til myndighedslovens 

§ 33, stk. 1 og 2. Der henvises til de almindelige bemærkninger i kapitel 7, pkt. 

3. 

Til §15 

§ 15 om den stedlige kompetence i værgemåls- og værgesager svarer til retsplejelovens 

§ 458. Der henvises til de almindelige bemærkninger i kapitel 6, pkt. 

2.2.1 reglen opstilles en prioritetsorden over tilknytningsmomenter af betydning 

for afgørelsen. Om retsstillingen, hvis vedkommende er på institution, 

se ovenfor i kapitel 6, pkt. 2.2.2. 

Til § 16 

§ 16 om, hvem der kan tage initiativ til en værgemåls- eller værgesag ved at 

fremsætte anmodning, afløser retsplejelovens § 457. Der henvises til de almindelige 

bemærkninger i kapitel 6, pkt. 3. 

Efter stk. 1, nr. 1-3, kan den pågældende selv, de nære pårørende som ægtefælle, 

børn, forældre, søskende eller andre blandt de nærmeste samt værgen, 

samværgen eller en særlig værge fremsætte anmodning i værgemålssager efter 

§§ 5-10. Se om reglen ovenfor i kapitel 6, pkt. 3.1. En fuldmægtig, herunder i 

henhold til en generalfuldmagt, kan ikke tage noget initiativ, medmindre 

vedkommende hører til blandt de personer, der er nævnt i § 16, stk. 1, nr. 1 -2.

385 

Efter stk. 1, nr. 4 og 5, kan visse offentlige myndigheder, nemlig kommunalbestyrelsen 

eller politimesteren (politidirektøren) tage initiativ til at der indledes 

en sag. Udvalget har anset det for en naturlig opgave for de kommunale 

socialforvaltninger at tage initiativ til en værgemålssag. Som følge af ændringen 

af den sociale styrelseslov er beføjelsen til at rejse sag formelt tillagt kommunalbestyrelsen, 

se nærmere ovenfor i kapitel 6, pkt. 3.2.2.2. Politiet har 

fortsat initiativbeføjelse, herunder fordi det kan være et naturligt mellemled 

mellem private eller myndigheder, der efter opregningen i § 16 ikke selv kan 

tage initiativ, og statsamtet, se nærmere ovenfor i kapitel 6, pkt. 3.2.1 og 

3.2.2.1. Udvalget har ikke fundet anledning til at tillægge andre myndigheder 

initiativret, se nærmere ovenfor i kapitel 6, pkt. 3.2.2.3.-3.2.2.5. 

Efter stk. 2 er statsamtet tillagt begrænsede initiativbeføjelser i sager om 

ændring og ophævelse afværgemål, jf. udkastets § 9 og 10. Om baggrunden 

herfor henvises til de almindelige bemærkninger i kapitel 6, pkt. 3.3. 

På samme måde kan statsamtet efter stk. 2 selv tage initiativ til beskikkelse 

af ny værge, hvis den hidtidige værge er død eller af andre grunde ikke kan 

eller vil fortsætte. Også sager om fratagelse afværgebeskikkelse kan statsamtet 

tage op på egen hånd. Der henvises til de almindelige bemærkninger i 

kapitel 7, pkt. 4.3.2. 

Til § 17 

§ 17 om indholdet af og adressaten for en anmodning om værgemål er ny. Der 

henvises til de almindelige bemærkninger i kapitel 6, pkt. 3.5. Om sorteringen 

af sagerne henvises til kapitel 6, pkt. 2.1.5. 

Stk. 2 indeholder nogle generelle krav til anmodningens indhold. Mere detaljerede 

krav til henvendelsen kan fastsættes i de administrative forskrifter, 

der må forventes udsendt med hjemmel i udkastets § 23. 

Efter stk. 3 oversender statsamtet sagen til retten, hvis retten er kompetent 

efter lovudkastets § 13. Om sagsbehandlingen m.v. inden oversendelse se 

nærmere ovenfor i kapitel 6, pkt. 2.1.5. og pkt. 7.3. 

Til § 18 

§ 18 om sagens oplysning er ny bortset fra stk. 1, der i realiteten svarer til den 

gældende retsplejelovs § 460, stk. 1. Der henvises til de almindelige bemærkninger 


Det vigtigste bevismiddel i værgemålssager er i dag lægeerklæringer. En 

regel herom findes i stk. 2. Om udvalgets overvejelser se nærmere ovenfor i 

kapitel 6, pkt. 4.2.2-4.2.5. Udvalget har ikke fundet anledning til at foreslå 

pligt for den sagen angår, til at underkaste sig en lægelig undersøgelse, se 

ovenfor i kapitel 6, pkt. 4.2.6.

386 

En anden vigtig kilde til oplysninger er institutioner, hvor de, der søges sat 

under værgemål, bor. Også herom er indsat en udtrykkelig regel, se stk. 3. Om 

udvalgets overvejelser se ovenfor i kapitel 6, pkt. 4.3. 

Reglen i stk. 4 giver statsamtet og retten udtrykkelig hjemmel til at indhente 

lægeerklæring og institutionsudtalelser, jf. stk. 2 og 3, uden samtykke fra 

den, sagen angår. Hermed kan sådanne oplysninger videregives til retten eller 

statsamtet uden at tilsidesætte tavshedspligtbestemmelser, se nærmere 

ovenfor i kapitel 6, pkt. 4.2.7. 

Ifølge stk. 5 skal udgifterne til lægeerklæringer afhængig af, hvem der skal 

afgøre sagen efter § 13, betales af statsamtet eller retten, i sidstnævnte tilfælde 

som sagsomkostning. Om betalingen se bemærkningerne i kapitel 6, pkt. 

4.2.8. 

Til § 19 

Adgangen til, at den, der søges sat under værgemål, kan være tilstede og udtale 

sig, er ny. Der henvises til de almindelige bemærkninger i kapitel 6, pkt. 

4.4. 

Udgangspunktet må efter udvalgets opfattelse være, at den, sagen angår, 

skal have lejlighed til at udtale sig om værgemålsspørgsmålet m.v., før der 

træffes afgørelse. I statsamtet kan en samtale ikke gennemføres, hvis den pågældende 

ikke med nytte kan udtale sig om spørgsmålet, se stk. 1. Se nærmere 

ovenfor i kapitel 6, pkt. 4.4.4.-5. 

Situationen er anderledes, hvis sagen er blevet et domstolsanliggende. 

Hjemmelen hertil findes i § 13, stk. 3, samt i § 22. Her vil en personlig tilstedeværelse 

i et retsmøde i nogen grad have et andet sigte. Ifølge § 19, stk. 2, kan 

det kun undlades, hvis det ikke findes påkrævet. Herom og om den beskikkede 

advokats rolle se bemærkningerne i kapitel 6, pkt. 4.4.6. og pkt. 5.4. 

Til § 20 

§ 20 om underretning af de nærmeste er ny. Der henvises til de almindelige 


Efter stk. 1 skal ægtefællen, værgen eller samværgen underrettes om, at der 

er indgivet en anmodning efter § 5, § 6, § 9, § 10 eller § 22 og i værgesager efter 

§§11-12. 

Er den pågældende ugift, skal der efter stk. 2 i stedet ske underretning af 

forældre, børn eller andre blandt de nærmeste. Underretningspligten er begrænset 

til et rimeligt omfang, se herom bemærkninger i kapitel 6, pkt. 4.5.3. 

Efter stk. 3 skal de, der har fået underretning efter stk. 1 eller 2 tillige have 

underretning om sagens oversendelse til retten og om afgørelsen. 

{

387 

Til § 21 

§ 21 om foreløbige værger afløser retsplejelovens § 462. Der henvises til de 

almindelige bemærkninger i kapitel 6, pkt. 6. 

Efter stk. 1,1. pkt. kan statsamtet eller retten beskikke en foreløbig værge, 

hvis det efter en vurdering af de foreliggende bevisligheder skønnes, at betingelserne 

for et endeligt værgemål efter § 5 eller samværgemål efter § 7 er opfyldt. 

Der skal endvidere være et øjeblikkeligt behov for en værge. Kompetencen 

til at beskikke en foreløbig værge tilkommer den myndighed, der i øvrigt 

skal træffe afgørelse i sagen. Efter stk. 1, 2. pkt., kan der under de samme 

betingelser tillige ske foreløbig fratagelse af handleevnen. 

Ifølge stk. 2 kan visse sagsbehandlingsregler fraviges, se herom i kapitel 6, 

pkt. 6.6. 

Efter stk. 3 ophører den foreløbige værges hverv, når sagen er afsluttet med 

en værgemålsafgørelse, hvad enten dette sker ved statsamtets afgørelse eller 

rettens dom. Ophøret indtræder straks ved domsafsigelsen, uden at ankefristen 

skal afventes. 

Af stk. 4 fremgår, hvorledes der skal forholdes, hvis der er utilfredshed med 

den foreløbige værgeafgørelse. 

Til § 22 

§ 22 om prøvelse af statsamtets værgemålsafgørelser er ny. Der henvises til de 


Som nævnt i de almindelige bemærkninger i kapitel 6, pkt. 2.1.4., foreslår 

udvalget, at de fleste værgemålssager skal behandles og afgøres administrativt, 

se også lovudkastets § 13. Som et led i nyordningen og ud fra retssikkerhedshensyn 

foreslås der adgang til fuld domstolsprøvelse af statsamtets afgørelser 

efter § 5 eller §§ 7-10. 

Efter stk. 2 tilkommer adgangen til at indbringe sagen for domstolene alle 

de personer og myndigheder, der er nævnt i lovudkastets § 16, stk. 1. Dette 

gælder uanset, om den pågældende oprindeligt har rettet henvendelse til 

statsamtet. 

Efter stk. 3 oversender statsamtet sagen til retten, når der anmodes om prøvelse. 

Der skal således ikke udfærdiges stævning i sagen. 

Ifølge stk. 4 bevirker anmodning om prøvelse af statsamtets afgørelse ikke 

værgemålets bortfald, medmindre retten bestemmer andet. 

Til § 23 

Reglen i stk. 1 indeholder en bemyndigelse til justitsministeren til at fastsætte 

administrative regierom behandlingen af sager om værgemål og værger. Om

388 

en kommende værgemålsbekendtgørelses afgrænsning se ovenfor i de almindelige 


Reglen i stk. 2 indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til efter 

forhandling med sundhedsministeren at fastsætte nærmere regler om kravene 

til og udformningen af lægeerklæringer til brug under værgemålssager. 

Der henvises herom til de almindelige bemærkninger i kapitel 6, pkt. 4.2.9. 

Til kapitel 4 

Kapitel 4 har overskriften ' Værgens retsstilling'. Det svarer i nogen grad til 

den gældende lovs kapitel 5 'Om værgens beføjelser og pligter'. Der henvises 

til de almindelige bemærkninger i kapitel 8. 

I kapitlet er medtaget enkelte regler, som i dag findes i værgebekendtgørelsen, 

men som skønnes at være så centrale, at de bør findes i selve loven. Der 

henvises til lovudkastets § 28 om tilsynet med værgerne, § 30 om administrative 

regler om godkendelse fra statsamtet til visse dispositioner og § 32 om 

værgens vederlag. Om baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger 

i kapitel 8, pkt. 10.3.1., kapitel 10, pkt. 3.1. og pkt. 5. samt kapitel 

15, pkt. 3. 

Grundreglen i den gældende § 45 om værgens opgaver er flyttet frem som 

henholdsvis § 1, stk. 3, om værger for børn og unge og § 5, stk. 3, om værger 

for voksne. Om baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger 


Til § 24 

§ 24 om værgens opgaverer ny for så vidt angår stk. 3 og 4. Stk. 1 svarer til den 

gældende § 53, 1. pkt, og stk. 2 til den gældende § 47. Der henvises til de 


Stk. 1 fastslår som indledning til kapitlet det ret selvfølgelige, at værgens 

opgave er inden for hvervets omfang at varetage interesserne for den, der er 

under værgemål. 

Stk. 2 omhandler værgens rolle på formueområdet. Princippet om formuens 

bevarelse er søgt nedtonet, se herom stk. 3, 3. pkt., og bemærkningerne 


Stk. i omhandler indtægtsanvendelsen, l.pkt. fastslår grundprincippet om 

værgens frie rådighed over indtægterne til varetagelse af interesserne for den, 

der er under værgemål. Reglen i 2. pkt. er identisk med den gældende § 7, stk. 

3, som foreslås gentaget i loven om forældremyndighed og samværsret, se 

også ovenfor i kapitel 8, pkt. 4. 3. pkt., der er ny, angiver, at der, i hvert fald 

når det drejer sig om voksne under værgemål, i passende omfang og med

389 

statsamtets godkendelse kan og bør kunne bruges af kapitalen under hensyn 

til værgemålets karakter, hvis indtægterne ikke er tilstrækkelige, se herom 

bemærkningerne ovenfor i kapitel 8, pkt. 2.2.2 

Ifølge stk. 4, der er ny, kan værgen, hvis denne finder det forsvarligt, bemyndige 

den, der er under værgemål, til på egen hånd at sørge for sine egne 

behov og overlade den pågældende de nødvendige midler hertil. Om reglen 

se nærmere i kapitel 8, pkt. 5. Om retsstillingen se § 42, stk. 1, nr. 3. 

Til § 25 

§ 25 om gifte under værgemål svarer for så vidt angår stk. 1 til den gældende 

lov om ægteskabets retsvirkninger § 52. Der henvises til de almindelige bemærkninger 

i kapitel 7, pkt. 5, og kapitel 8, pkt. 3.4. 

Stk. 2 er ny. Foreligger der særlige forhold, kan det bestemmes, at de almindelige 

regler om værgen og om formuen skal anvendes, selv om en anden 

end ægtefællen beskikkes som værge. Om baggrunden herfor, se de almindelige 


Til § 26 

§ 26 om medindflydelse svarer i nogen grad til den gældende lovs § 50. Der 

henvises til de almindelige bemærkninger i kapitel 8, pkt. 3. 

Stk. 1 fastlægger værgens pligt til at rådføre sig med den, der er under værgemål. 

Ægtefællen skal høres, hvis den, der er under værgemål, er gift, medmindre 

ægtefællerne er separerede, jf. stk. 2. 

Et mindretal foreslår, at værgens pligt til at spørge skal gælde i alle anliggender 

og uden aldersgrænse. Begrænsningen ligger alene i 2. pkt., 

hvorefter værgen ikke behøver at spørge, hvis den, der er under værgemål, 

ikke forstår sagens betydning, eller hvis dette ikke kan ske uden 

betydelige vanskeligheder. 

Til §27 

§ 27 om forbud mod kaution svarer til den gældende § 48. Der henvises til de 


Til § 28 

§ 28 om værgemålstilsyn erstatter til dels den gældende lovs §51. Om tilsynet 

henvises til de almindelige bemærkninger i kapitel 10. 

"1

390 

Til § 29 

§ 29 om værgeregnskaber er ny. Der henvises til de almindelige bemærkninger 

i kapitel 8, pkt 8, om regnskabsførelse og i kapitel 10, pkt. 5, om regnskabsrevision. 

Til § 30 

Efter § 30, der er ny, kan justitsministeren fastsætte regler om værgens pligt 

til at indhente godkendelse fra statsamtet til dispositioner over indtægten og 

formuen. De hidtidige bestemmelser om godkendelse fra statsamtet til værgens 

dispositioner findes især i værgebekendtgørelsens §§ 13-18. Om reglerne 

og praksis i forbindelse hermed henvises til de almimindelige bemærkninger 


Til §31 

§ 31 om værgens erstatningsansvar svarer med sproglige ændringer til den 

gældende lovs § 53, 2. pkt. Der henvises til de almindelige bemærkninger i 


Til § 32 

§ 32 om værgens vederlag er ny. Der henvises til de almindelige bemærkninger 


1. pkt. om dækning af udlæg og vederlag svarer i nogen udstrækning til 

værgebekendtgørelsens § 7. Udvalget har fundet det hensigtsmæssigt, at dette 

centrale og væsentlige spørgsmål reguleres i selve loven. Endvidere foreslår 

udvalget en udvidelse af adgangen til at få vederlag. Det skyldes bl.a., at 

det at påtage sig værgemål ikke længere skal være et borgerligt ombud. Derfor 

bestemmes i § 32, at der skal tillægges vederlag i den udstrækning, det er 

rimeligt. Vederlaget fastsættes af statsamtet. De nærmere enkeltheder må 

fastlægges i administrative regler udfærdiget i medfør af § 32, stk. 2. 

Ifølge stk. 1, 2. pkt., skal vederlag m.v. som hidtil som udgangspunkt betales 

af den, der er under værgemål. Som noget nyt fastslås, at har den pågældende 

ikke tilstrækkelige midler hertil, må beløbet betales af det offentlige. 

Der henvises i øvrigt til kapitel 8, pkt. 10.3.8.-10. 

Til §33 

Stk. 1 fastlægger, hvilke af bestemmelserne i kapitel 3, der gælder for samværgemål. 


Stk. 2 fastlægger, hvilke af bestemmelserne i kapitel 3, der gælder for det 

værgemålTor gifte efter § 25, stk. 1, hvor værgen er en anden end ægtefællen.

391 


Til kapitel 5 

Kapitel 5 med overskriften 'Formueri indeholder grundreglerne om formuens 

forvaltning og anbringelse m.v. Kapitlet rummer en række af de regler, 

der i dag findes i lov nr. 211 af 13. maj 1981 om anbringelse og bestyrelse 

af umyndiges midler, der som konsekvens heraf foreslås ophævet, jf. lovudkastets 

§ 51, stk. 2. Der henvises til de almindelige bemærkninger i kapitel 9, 

pkt. 1. 

Til § 34 

§ 34 om værgemåls iværksættelse m.v. lovfæster den gældende ordning, hvorefter 

formuen kan bevares i den form, den havde, da værgemålet blev iværksat. 

Det samme gælder for arv, der senere tilfalder den pågældende, jf. stk. 2. 

Reglen om arv findes i dag i anbringelses- og bestyrelseslovens § 1, stk. 2. Der 

henvises til de almindelige bemærkninger kapitel 9, pkt. 3.1. 

Til § 35 

§ 35 om formuens forvaltning afløser for så vidt § 3, stk. 1-2, i lov om anbringelse 

og bestyrelse af umyndiges midler m.v. Dog er reglerne om gaver og 

friarv udskilt til særskilt behandling i lovudkastets §§ 37-38. Stk. 3 afløser 

værgebekendtgørelsens § 8, stk. 1, 2. pkt, og § 9. Den pålægger værgen at 

sørge for indlevering af den umyndiges midler til forvaltningsafdelingen. Der 

henvises til de almindelige bemærkninger kapitel 9, pkt. 3.3, og pkt. 4. 

Hovedreglen om, at umyndiges midler skal bestyres i en godkendt forvaltningsafdeling, 

som er tilknyttet et pengeinstitut, der er godkendt af justitsministeren, 

bevares, jf. stk. 1. Værgen bestyrer dog efter stk. 2 fortsat fast ejendom 

og løsøre, fordringer på naturalydelser og andre aktiver, der ikke bestyres 

i en forvaltningsafdeling. 

Til § 36 

§ 36 om anbringelse af aktiverne afløser anbringelses- og bestyrelseslovens 

§ 1, stk. 1. Der henvises til de almindelige bemærkninger kapitel 9, pkt. 5. Der 

foreslås ingen ændring i reglerne om, at umyndiges midler skal anbringes 

som kontant indskud i pengeinstitut eller i aktiver, der giver betryggende sikkerhed. 

Til §37 

§37 om gaver afløser bestemmelsen i lov om anbringelse og bestyrelse af

392 

' • • • . - : • .;• 

umyndiges midler m.v. § 1, stk. 3,1. pkt, og § 3, stk. 2, litra b. Der henvises til 

de almindelige bemærkninger kapitel 9, pkt. 6. Efter gældende ret skal 

giveren udtrykkelig bestemme, at gaven undtages fra de almindelige anbringelses- 

og bestyrelsesregler. 

Udvalget foreslår, at reglen vendes om, således at reglerne om anbringelse 

og forvaltning af midlerne kun finder anvendelse, såfremt giveren udtrykkeligt 

har bestemt det. Tilsynsreglerne, dvs. § 28 om tilsyn, § 29 om regnskabsaflæggelse, 

§ 30 om godkendelse af usædvanlige dispositioner og § 39 om kapitalforbrug, 

finder også kun anvendelse på gaven, hvis giveren har bestemt 

det. Gavegiveren skal fravælge bestemmelserne samlet og kan således ikke 

nøjes med at fravælge en enkelt eller flere af bestemmelserne. Om baggrunden 

henvises til bemærkningerne i kapitel 9, pkt. 6.4.3. 

Et mindretalforeslår, at formodningsreglen ved gaver skal omfatte forvaltnings- 

og anbringelsesreglerne, men ikke tilsynsreglerne i §§ 28-30 

og § 39. Om baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger 


Til § 38 

§ 38, stk. 1 om friarv afløser lov om anbringelse og bestyrelse af umyndiges 

midler m.v. § 1, stk. 3,2. pkt., og § 3, stk. 2, litra c. Der henvises til de almindelige 

bemærkninger kapitel 9, pkt. 7. 

Som i dag kræves en udtrykkelig bestemmelse i testamentet om, at de almindelige 

forvaltnings- og anbringelsesregler er fraveget. Testator kan tillige 

bestemme, at tilsynsreglerne ikke skal finde anvendelse på friarven, dvs. § 28 

om tilsyn, § 29 om regnskabsaflæggelse, § 30 om godkendelse af usædvanlige 

dispositioner og § 39 om kapitalforbrug. Testator skal fravælge bestemmelserne 

samlet og kan således ikke nøjes med at fravælge en enkelt eller flere af 

bestemmelserne. Om baggrunden for reglen henvises til de almindelige bemærkninger 


Et mindretal foreslår, at testator kan fravælge forvaltnings- og anbringelsesbestemmelserne, 

men ikke tilsynsreglerne i §§ 28-30 og § 39. Om 

baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger kapitel 9, 

pkt. 7.4.3. 

Til § 39 

§ 39 om kapitalforbrug med statsamtsgodkendelse afløser værgebekendtgørelsens 

§ 24. Princippet er fundet så vigtigt, at det bør lovfæstes, se de almin-

393 

delige bemærkninger i kapitel 9, pkt. 10., med redegørelsen for praksis og 

synspunkter med hensyn til fremtidens administration af reglen. 

Til § 40 

§ 40 indeholder en række bemyndigelser til justitsministeren til at fastsætte 

administrative regler om formuens forvaltning og anbringelse m.v. 

Om bestemmelsen i nr. 1, der er ny, og som omhandler fortegnelse over 

aktiver og passiver samt om registrering og notering af umyndigheden, henvises 

til kapitel 9, pkt. 3.2.3. og 3.4.4. 

Om nr. 2, der supplerer § 35, henvises til kapitel 9, pkt. 4, og om nr. 3, der 

supplerer § 36, henvises til kapitel 9, pkt. 5. Nr. 2 og 3 erstatter tilsvarende 

bemyndigelser i anbringelses- og bestyrelsesloven, der har dannet grundlag 

for de hidtidige anbringelses- og bestyrelsesbekendtgørelser. 

Om nr. 4, der angår indberetning om løbende ydelser og som i nogen grad 

giver bemyndigelse med hensyn til en eksisterende praksis, henvises til kapitel 

9, pkt. 3.3.2. 

Endelig henvises om nr. 5, der giver adgang til i konkrete tilfælde at fravige 

forvaltnings- og anbringelsesreglerne, jf. §§ 35 og 36, til kapitel 5, pkt. 6.5., og 


Til § 41 

§ 41, der er ny, indebærer, at formuereglernei kapitel 5 ikke finder anvendelse 

ved samværgemål og ved værgemål for gifte efter § 25, stk. 1, hvor en anden 

end ægtefællen er værge. Der henvises til de almindelige bemærkninger i kapitel 

5, pkt. 3.5., i kapitel 7, pkt. 5.3., og i kapitel 9, pkt. 1.5.2. 

Til kapitel 6 

Den gældende myndighedslovs kapitel 4 med overskriften 'Om umyndigheds 

retsvirkninger' er i lovudkastet opspaltet i to kapitler, kapitel 6 ' Umyndiges 

retsstilling' med lovudkastets §§ 42-43 og kapitel 7 'Ugyldige aftaler' 

med lovudkastets §§ 44-46. Kapitel 6 har væsentligst betydning for børn og 

unge, der som det fremgår af udkastets § 1, stk. 1, er omfattet af begrebet 

umyndige. Blandt de voksne under værgemål er det kun dem, der tillige er 

frataget handleevnen, der er umyndige, se lovudkastets § 6, stk. 2. 

Bestemmelserne om arbejdsaftaler i den gældende lovs §§ 35-36 er som det 

fremgår af de almindelige bemærkninger i kapitel 11, pkt. 4.2. overført uændrede 

til udkastet til lov om forældremyndighed og samværsret. § 35, stk. 1, om 

gifte mindreåriges arbejdsaftaler forslås udeladt. § 37, der rummer en henvisning 

til lærlingelovsreglerne, forekommer overflødig og er ikke gentaget. Om

394 

voksne umyndiges arbejdsaftaler henvises til kapitel 5, pkt. 6.2., og kapitel 

12, pkt. 2.2. 

Til § 42 

Reglerne i stk. 1, nr. 1-2 og stk. 2, om adgangen til at råde over selverhverv 

samt arv og gaver modtaget til fri rådighed svarer til den gældende lovs § 39 

og § 40. Der henvises til de almindelige bemærkninger i kapitel 5, pkt. 6.3., 

kapitel 11, pkt. 4.3., og kapitel 12, pkt. 2.2. 

I stk. 1, nr. 3, findes en ny regel, hvorefter den selvstændige rådighed også 

omfatter, hvad værgen har overladt den umyndige efter § 24, stk. 4, se bemærkningerne 

ovenfor til denne bestemmelse. 

Kompetencen til at fratage den umyndige rådigheden over selverhverv, tilkommer 

efter stk. 3 værgen, men statsamtet skal godkende fratagelsen, se 

herom bemærkningerne i kapitel 11, pkt. 4.3. 

Til § 43 

§ 43 om selvstændig næring svarer til den gældende § 49 og § 41, der dog i dag 

kun gælder for umyndiggjorte. 

Reglen er udvidet til også at gælde for mindreårige, der er fyldt 15 år. Der 

henvises til de almindelige bemærkninger i kapitel 11, pkt. 4.4., og kapitel 12, 

pkt. 2. 

Til kapitel 7 

Kapitel 7 omhandler 'ugyldige aftaler*. Der henvises til de almindelige bemærkninger 

i kapitel 12, pkt. 3 og 4. 

Til §§ 44-45 

§§ 44-45 om umyndiges ugyldige aftaler svarer med enkelte sproglige ændringer 

til den gældende myndighedslovs § 43 og § 44. Der henvises til de almindelige 


Til § 46 

§ 46 om andre ugyldige aftaler svarer med enkelte ændringer til den gældende 

myndighedslovs § 65. Der henvises til de almindelige bemærkninger i kapitel 

12, pkt. 4. De medicinske kriterier for anvendelse af bestemmelsen er ændret, 

så de delvis svarer til sprogbrugen i lovudkastets § 5 om værgemål for voksne. 

Kravene til beviset for tilstanden er lempet gennem anvendelsen af ordene 

'hvis det må antages, at den er indgået'. Om fremtidig praksis se i øvrigt i 

kapitel 12, pkt. 4.3.2.5.

395 

Til kapitel 8 

Kapitel 8 med overskriften 'Særlige værger* indeholder regler om de særlige 

former for værgemål, der findes ved siden af de almindelige værgemål for 

børn og unge og for voksne efter lovudkastets kapitel 1 og 2. Der henvises til 

de almindelige bemærkninger i kapitel 13. 

Til §47 

§ 47 om udpegning af særlig værge i tilfælde af interessekonflikt mellem den 

faste værge og den, der er under værgemål, svarer til den gældende myndighedslovs 

§ 58,2. pkt. Der henvises til de almindelige bemærkninger i kapitel 

13, pkt. 2, særlig pkt. 2.5.1. 

Til § 48 

§ 48 om udpegning af særlig værge i tilfælde, hvor den faste værge er midlertidigt 

forhindret, svarer til den gældende myndighedslovs § 58,1. pkt. Der henvises 

til de almindelige bemærkninger i kapitel 13, pkt. 2, særlig pkt. 2.5.2. 

Til § 49 

§ 49 om særlige værger for midlertidigt fraværende svarer delvis til den gældende 

myndighedslovs § 59. Om reglens hidtidige anvendelse i praksis, se de 

almindelige bemærkninger i kapitel 1, pkt. 1.4., og kapitel 2, pkt. 3. Efter udvalgets 

værgemålskonstruktion vil de behov, som den gældende § 59 opfylder 

i sygdomstilfælde, fremtidig være tilgodeset gennem værgemål efter lovudkastets 

kapitel 2. Der henvises til de almindelige bemærkninger i kapitel 

13, pkt. 3. 

Til § 50 

Stk. 1 om den saglige kompetence i sager om særlige værger svarer til den 

gældende myndighedslovs § 61, jf. § 33, stk. 1. 

Stk. 2 fastlægger, hvilke af reglerne om sagsbehandlingen i kapitel 3, der 

gælder ved værgesager efter §§ 47-49. Der henvises til de almindelige bemærkninger 


Stk. 3 rummer gennem henvisninger de materielle regler om fratagelse og 

bortfald af værgens beføjelser samt om retsvirkningerne af de særlige værgemål. 


Til kapitel 9 

Kapitel 9 indeholder ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser til lovudkastet. 

Der henvises til de almindelige bemærkninger i kapitel 15, pkt. 5.

396 

Til §51 

Stk. 1 indeholder lovens ikrafttrædelsestidspunkt. Herom henvises til de almindelige 


Stk. 2 fastslår, at den gældende myndighedslov og loven om anbringelse 

og bestyrelse af umyndiges midler ophæves samtidig med lovens ikrafttræden. 

Til § 52 

§ 52 indeholder overgangsreglen for så vidt angår de retssager om umyndiggørelse 

og lavværgemål, der er anlagt før lovens ikrafttræden. Der henvises 

til de almindelige bemærkninger i kapitel 15, pkt. 5.1. 

Til § 53 

Stk. 1 indeholder overgangsregler om retsvirkningen afen umyndiggørelse under 

den tidligere lovgivning. Der henvises til de almindelige bemærkninger i 

kapitel 15, pkt. 5.4. 

Stk. 2 indeholder de tilsvarende regler for så vidt angår lavværgemål. Der 

henvises til de almindelige bemærkninger i kapitel 15, pkt. 5.5. 

Til § 54 

§ 54 indeholder overgangsreglen for så vidt angår testamentariske værgemål, 

der er iværksat før lovens ikrafttræden. Der henvises til de almindelige bemærkninger 

i kapitel 9, pkt. 8, og kapitel 15, pkt. 5.7. 

Til § 55 

§ 55 om overenskomster med andre stater for så vidt angår værgemål svarer til 

den gældende myndighedslovs § 72. 

Til § 56 

§ 56 indeholder en sædvanlig hjemmel til at sætte loven i kraft for Færøerne 

og Grønland.

397 


udkastet 

til 

lov om ændring af retsplejeloven 

Det gældende kapitel 43 har overskriften 'Sager om umyndiggørelse og lavværgemår. 

Det stammer tilbage fra myndighedsloven af 1922. Sin nuværende 

udformning fik kapitlet ved lov nr. 260 af 8. juni 1979. 

Som det fremgår af udkastet til værgemålslov kapitel 3 med overskriften 

'Værgemåls- og værgesager' foreslår udvalget omfattende ændringer i, hvilke 

myndigheder der skal behandle sager om værgemål, og i behandlingen af sagerne. 

Der henvises herom til de almindelige bemærkninger i kapitel 6. Det 

har været nødvendigt at give retsplejelovens kapitel 43 en helt ny udformning 

med en ny titel 'Værgemålssager', se om terminologien ovenfor i de almindelige 

bemærkninger kapitel 15, pkt. 1. Det rummer de regler, der er specielle for 

disse sager ved domstolene. I værgemålslovudkastets kapitel 3 findes en række 

regler, der er fælles for de administrative og de judicielle sager, se om 

overvejelser om reglernes placering i kapitel 6, pkt. 2.1.4.9. Navnlig gælder 

det § 13 og § 22, der afgrænser den saglige kompetence, § 16 om initiativet, 

der afløser retsplejelovens § 457, § 18 om sagens oplysning, der afløser retsplejelovens 

§ 460, stk. 1, § 19, stk. 2, om adgang for den, sagen angår, til at 

udtale sig, der afløser retsplejelovens § 460, stk. 3, § 20 om underretning og 

§ 21 om foreløbige værger, der afløser retsplejelovens § 462. 

Det følger af retsplejelovens § 224, at værgemålssagerne behandles i første 

instans ved byretterne. Ifølge § 226, stk. 2, kan sagerne efter kapitel 43 ikke 

henvises til landsretten. Byrettens rolle er også angivet i udkastets § 458, stk. 

1. 

Værgemålssagerne hører til blandt de indispositive. Dette fremgår af værgemålslovudkastets 

§ 18, stk. 1 og 4, samt retsplejelovudkastets § 461, stk. 1, 

hvorefter retten selv sørger for sagens oplysning, se om denne officialvirksomhed 

bemærkningerne i kapitel 6, pkt. 1.1. og pkt. 4.1. Om, hvad dette betyder 

for partsstillingen, se nedenfor under § 459 og ovenfor i kapitel 6, pkt. 8. 

Værgemålssagerne er ikke belagt med retsafgift, se retsafgiftslovens § 12, 

stk. 1, nr. 5, og lovudkastet ovenfor om en ændring af formuleringen af reglen.

398 

I det gældende kapitel 43 er der et par bestemmelser, som ikke genfindes i 

udvalgets retsplejelovsudkast. Det gælder således § 461 om virkningen af, at 

den, der har anmodet om umyndiggørelse, udebliver. Det skyldes den ændrede 

kompetencefordeling, domstolenes forandrede rolle og de forskelligartede 

sagstyper, domstolene under nyordningen kommer til at behandle. Efter 

lovudkastet vil grundløse henvendelser om værgemål i de fleste tilfælde blive 

afslået af statsamtet. Kun hvis der anmodes om handleevnefratagelse, jf. værgemålslovudkastets 

§ 6, kan der efter udkastets § 17, stk. 1, 2. pkt., tænkes en 

direkte henvendelse til retten. En særlig type sager er dem, hvor statsamtets 

afgørelse indbringes for domstolene efter udkastets § 22. For den, sagen angår, 

vil fuldstændig udeblivelse ikke komme på tale, fordi denne efter lovudkastets 

§ 460, 1. pkt., obligatorisk vil få beskikket en advokat, som møder på 

dennes vegne. Virkningen af andre parters udeblivelse er vanskelig at fastlægge 

entydigt i en enkelt regel. I øvrigt stemmer princippet i den gældende 

§ 461 mindre godt med sagernes indispositive karakter samt rettens officialvirksomhed, 

og afvisningsadgangen er da heller ikke absolut. Udvalget finder 

derfor, at det må overlades til retten og fremtidig praksis under hensyntagen 

til sagens emne og domstolens rolle samt lovudkastets § 461 om rettens 

aktive rolle og de almindelige civilprocessuelle udeblivelsesregler at afgøre, 

hvilken virkning der skal tillægges parters udeblivelse. Det må derfor være 

op til retten, på hvilket grundlag der skal afvises eller frifindes i sager, hvor 

betingelserne for værgemål klart ikke er opfyldt. 

Den gældende retsplejelovs § 466 omhandler ophævelse af værgemål. Stk. 

1, der indeholder en materiel regel, er afløst af værgemålslovudkastets § 9 og 

§ 10. Den gældende § 466, stk. 2, indeholder særregler om anmodningen og 

den stedlige kompetence, der er unødvendig efter de generelt formulerede 

regler i værgemålslovudkastets § 15 og § 16, som udtrykkeligt angiver at gælde 

også i sager efter § 9 og § 10, og den almindelige kompetenceregel i retsplejelovsudkastets 

§ 458. Også de andre regler i retsplejelovsudkastet gælder i 

ophævelsessager, hvilket fremgår af den generelt holdte formulering af § 457, 

nr. 1. Henvisningen i den gældende § 466, stk. 3, er derfor ligeledes overflødig. 

Til §457 

§ 457 om, hvilke sager der behandles efter kapitel 43, er ny. Om domstolenes 

saglige kompetence henvises til de almindelige bemærkninger i kapitel 6, 

pkt. 2.1. 

§ 457 angiver, i hvilke sagstyper kapitel 43 skal anvendes. Afgrænsningen 

mellem statsamternes og domstolenes opgaver findes i værgemålslovudkastets 

§ 13. Om overvejelser om indførelse af det tostrengede system se bemærkningerne 

i kapitel 6, pkt. 2.1.4.

399 

Til nr. 1 

De sager om 'værgemår, der henvises til, er dem, domstolene modtager, fordi 

de angår handleevnefratagelse, jf. værgemålslovsudkastet § 13, stk. 3, jf. § 6, 

samt dem, statsamterne oversender, fordi det findes betænkeligt at afgøre 

dem administrativt jf. § 13, stk. 3, jf. stk. 2. Det er ikke udelukket, at en sag 

ved retten kan ende med samværgemål, hvilket også fremgår af § 13, stk. 1, se 

herom kapitel 6, pkt. 2.1.4.5. Hertil kommer sager, hvor der er ytret utilfredshed 

med statsamtets afgørelse om en midlertidig værge, jf. § 21, stk. 4. Om 

afgrænsningen se de almindelige bemærkninger kapitel 6, pkt. 2.1.4. og pkt. 

6.7. 

Til nr. 2 

Prøvelsessagerne omhandles i værgemålslovudkastets § 22. Der henvises til 

de almindelige bemærkninger kapitel 6, pkt. 9. 

Til nr. 3 

I forbindelse med en værgemålsdom, foretages beskikkelsen af retten, jf. værgemålslovudkastets 

§ 14, 2. pkt. Der henvises til de almindelige bemærkninger 


Til § 458 

§ 458 om den stedlige kompetence svarer til den gældende lovs § 458, stk. 1. 

Den er en parallel til værgemålslovudkastets § 15 om statsamternes stedlige 

kompetence. Der henvises til de almindelige bemærkninger kapitel 6, pkt. 

2.2. 

Den gældende lovs § 458, stk. 2, om, hvad anmodningen skal indeholde, er 

overført til værgemålslovudkastets § 17, stk. 2. 

I udkastets § 458 er anført, at sagerne 'indbringes'. Hermed er henvist til 

værgemålslovudkastets § 17, stk. 3, hvorefter statsamterne oversender sager, 

hvor domstolskompetencen fremgår af udkastets § 13, stk. 3, direkte til retten. 

Samme fremgangsmåde er foreskrevet i udkastets § 22, stk. 3, om prøvelse 

af statsamtets afgørelser. Om sorteringen af sagerne, se bemærkningerne i 

kapitel 6, pkt. 2.1.5., og om overgangen til domstolene, bemærkningerne i 


Sager, hvori der er tale om handleevnefratagelse, sendes ifølge værgemålslovudkastets 

§ 17, stk. 1, 2. pkt., til retten. Det er ikke tanken, at der i disse 

tilfælde skal udformes en egentlig stævning. En skrivelse til retten med de 

fornødne oplysninger må være tilstrækkelig, se kapitel 6, pkt. 7.2.

400 

Til § 459 

§ 459 om partsbegrebet svarer til den gældende lovs § 459, stk. 1. Om betydningen 

af partsstillingen henvises til de almindelige bemærkninger kapitel 6, 

pkt. 1.1. og 8. 

Til § 460 

§ 460 om advokatbeskikkelse afløser den gældende lovs § 459, stk. 2. Der henvises 

til de almindelige bemærkninger kapitel 6, pkt. 5. 

1. pkt. indebærer, at retten i alle sager skal beskikke en advokat for den, 

sagen angår. Denne udvidelse i forhold til gældende ret skyldes den tostrengede 

ordning, hvor kun et begrænset antal værgemålssager skal behandles i 

retten. Ifølge 2. pkt. kan retten fakultativt beskikke en advokat for andre parter 

end den, sagen angår. Om advokatens salær og udlæg samt om sagsomkostningerne 

henvises til udkastets § 465. 

Til § 461 

§ 461 om sagens oplysning svarer til den gældende lovs § 460, stk. 1 og 2. Den 

gældende lovs § 460, stk. 3, er afløst af værgemålslovudkastets § 19, stk. 2. Om 

beviserne i sagen henvises til de almindelige bemærkninger kapitel 6, pkt. 4. 

Til stk. 1 

Stk. 1 er udtryk for det såkaldte officialprincip og for, at værgemålssagerne er 

indispositive, se herom de almindelige bemærkninger kapitel 6, pkt. 1.1., 4.1. 

og 8.2. 

§ 461, stk. 1, indeholder en gentagelse og en vis udbygning af værgemålslovudkastets 

§ 18, stk. 1 og 4. På den anden side suppleres § 461 af forskrifterne 

i værgemålslovudkastets § 18, stk. 2, om lægeerklæringer, § 18, stk. 3, om institutionsudtalelser, 

§ 19, stk. 2, om adgang for den, sagen angår, til at udtale 

sig i retten, og § 20 om underretning om sagen til visse nærtstående. Om beviserne, 

herunder de nævnte regler, henvises til de almindelige bemærkninger 

kapitel 6, særlig pkt. 4.2.-5. 

Til stk. 2 

Stk. 2 svarer med sproglige ændringer til den gældende lovs § 460, stk. 2. 

Til § 462 

§ 462 om adgang til dørlukning og om forbud mod offentliggørelse af navne er 

identisk med den gældende lovs § 463.

401 

Til § 463 

§ 463 om virkningen af en anmodning om prøvelse af statsamtets værgemålsafgørelse 

er ny. 

Om disse sager henvises til værgemålslovudkastets § 22, stk. 4, jf. retsplejelovsudkastets 

§ 457, nr. 2, samt til de almindelige bemærkninger i kapitel 6, 

pkt. 9. § 463 indebærer, at statsamtets afgørelse om værgemål står ved magt, 

selvom afgørelsen ønskes prøvet ved retten. Retten kan dog bestemme, at anmodningen 

om prøvelse af statsamtets afgørelse skal have opsættende virkning 

for værgemålets iværksættelse. 

Til § 464 

§ 464 om afgørelsesformen svarer til den gældende lovs § 464, stk. 1.12. pkt. er 

dog indføjet en bestemmelse om, at rettens beslutning om en foreløbig værge 

efter værgemålslovudkastets § 21 træffes ved kendelse. 

Til § 465 

Reglen i stk. 1 om salær m.v. til advokater, der er beskikket i medfør af § 460 

for den, sagen angår, svarer til den gældende lovs § 464, stk. 2. 

Stk. 2 om sagsomkostninger afløser den gældende § 464, stk. 3. Retten kan 

efter 1. pkt. pålægge den, sagen angår, at betale sagsomkostninger, medmindre 

vedkommende opfylder betingelserne i § 330, stk. 1, nr. 2, for at få fri 

proces. Retten kan pålægge andre parter at betale sagsomkostninger, hvis 

der findes rimelig grund hertil, jf. 2. pkt. Der henvises til de almindelige bemærkninger 

i kapitel 6, pkt. 4.2.8., 5.5. og 5.6. 

Til § 466 

Reglen om ankeiW landsretten svarer til den gældende § 465. Herom henvises 

til de almindelige bemærkninger i kapitel 6, pkt. 10.

402 


udkastet 

til 

lov om ændring af forskellige lovbestemmelser 

om værgemål, formueadministration m.v. 

Udvalgets udkast til lov om værgemål vil få en lang række konsekvenser for 

anden lovgivning. Det skyldes navnlig de ændrede værgemålsformer for 

voksne, der har hjemmel i udkastets §§ 5-7, og som omtales i de almindelige 

bemærkninger kapitel 5, pkt. 3. Umyndiggørelse erstattes afværgemål med 

handleevnefratagelse, jf. § 6, der forventes kun at få begrænset anvendelse. 

Den almindeligt anvendte regel bliver sikkert § 5 om værgemål. Lavværgemål 

bliver til samværgemål, jf. § 7. Følgerne heraf for anden lovgivning er 

gennemgået i kapitel 5, pkt. 9, om umyndighedsbegrebet og nævnt i kapitel 

15, pkt. 4. Som anført har udvalget ikke fundet det hensigtsmæssigt at gennemgå 

samtlige love med henblik på de ændringer, de nye typer afværgemål 

fører med sig. Nærværende lovudkast er derfor begrænset til en opregning af 

de direkte konsekvenser i anden lovgivning som følge af værgemålslovudkastet. 

Ændringsforslagene skyldes for en stor dels vedkommende, at loven 

om anbringelse og bestyrelse af umyndiges midler m.v. foreslås ophævet og 

de fleste regler indsat i værgemålslovens kapitel 4. Tilbage bliver enkelte, 

som må indpasses i andre love, se herom i de almindelige bemærkninger kapitel 

15, pkt. 2.2.2. Om andre systematiske spørgsmål se kapitel 15, pkt. 2.3. 

Til § 1 (arveloven) 

I arvelovens kapitel 11 findes regler om 'båndlæggelse ved testamente'. I § 61 

er bestemmelser om administration af midlerne i en godkendt forvaltningsafdeling. 

I anbringelses- og bestyrelseslovens § 2 findes en supplerende regel, 

hvorefter justitsministeren fastsætter regler om anbringelse af myndiges 

båndlagte midler. Forslaget om indsættelse af et nyt stk. 3 i arvelovens § 61 

tilsigter at overføre hjemmelen til administrative anbringelsesregler for myndiges 

båndlagte midler til arveloven.

403 

Til § 2 (lov om borteblevne) 

I anbringelses- og bestyrelseslovens § 3, stk. 3, bestemmes, at midler efter lov 

om borteblevne § 2 og § 25 bestyres i godkendte forvaltningsafdelinger. Med 

en ophævelse af førstnævnte lov er det nødvendigt at overføre reglen til sidstnævnte 

lov. Ved samme lejlighed forekommer det hensigtsmæssigt at udfylde 

et tomrum i loven om borteblevne, idet der ikke ses at være regler om anbringelse 

af borteblevnes midler. Om borteblevnes midler henvises til den 

nye affattelse af § 2, stk. 1, og om midler tilhørende forsvundne arvinger til 

ændringen af § 25, stk. 4. Endelig foreslås en ændring af henvisningen i § 1, 

stk. 2, til den nye værgemålslovgivning. 

Det bemærkes, at de administrative regler om bestyrelse af borteblevnes 

midler i dag findes i bestyrelsesbekendtgørelsen. Udformes en ny samlet 

værgemålsbekendtgørelse, se bemærkningerne herom i kapitel 15, pkt. 3, må 

den fremtidige placering af reglerne om borteblevnes og forsvundne arvingers 

midler i en særlig bekendtgørelse overvejes. 

Til § 3 (erstatningsansvarsloven) 

Som der nærmere er redegjort for i kapitel 14 foreslås myndighedslovens 

§§ 63-64 overført til erstatningsansvarsloven, uden at udvalget er inde på nogen 

realitets- eller formuleringsændring. 

Til § 4 (fideikommisloven) 

I anbringelses- og bestyrelseslovens § 3, stk. 4, findes en hjemmel for justitsministeren 

til at bestemme, hvorledes 'andre midler under offentligt tilsyn' 

skal bestyres. 

Hjemmelen er i bestyrelsesbekendtgørelsen anvendt vedrørende midler 

under tilsyn af lenskontrollen, jf. § 3, stk. 2. En ophævelse af stk. 4 nødvendiggør, 

at der i § 4 i lov om lens, stamhuses og fideikommisgodsers samt de 

herhen hørende fideikommiskapitalers overgang til fri ejendom, jf. lovbekendtgørelse 

nr. 638 af 16. september 1986, indsættes et nyt stk. 

Dermed er reglerne gennem henvisningen i § 14 i lov om familiefideikommissers 

overgang til fri ejendom, jf. lovbekendtgørelse nr. 637 af 15. september 

1986, gjort anvendelige også på familiefideikommisserne. 

Det bemærkes, at bekendtgørelse nr. 97 af 15. marts 1985 om anbringelse 

af fondes midler og bestyrelsesvederlag som hjemmel foruden fondslovens 

§10 angiver bl.a. anbringelses- og bestyrelseslovens § 2. En tilføjelse til fondsloven 

synes ikke nødvendig, men fondsbekendtgørelsen skal så fremtidig 

muligvis tillige have hjemmel i § 4, stk. 4, i lensafløsningsloven fra 1919.

404 

Til § 5 (retsafgiftsloven) 

Udvalgets forslag om nye værgemålsformer har ført til, at det i retsplejelovudkastet 

foreslås, at kapitel 43 får en ny titel 'værgemålssager'. Som følge 

heraf og i kraft af den nye terminologi, se de almindelige bemærkninger i 

kapitel 5, pkt. 9.4., er det nødvendigt at omformulere henvisningen i retsafgiftslovens 

§ 12 om fritagelse for retsafgift. 

Til § 6 (tinglysningsloven) 

Efter gældende ret skal der ske tinglysning af umyndiggørelsen, for at denne 

får gyldighed over for trediemand, der i god tro indgår aftaler med den 

umyndiggjorte. Der foreslås ingen ændring heri, men udvalget har som bekendt 

foreslået begrebet 'umyndiggørelse' afskaffet og erstattet af udtrykket 

'værgemål med handleevnefratagelse', jf. lovudkastets §§ 5 og 6. Bestemmelsen 

i tinglysningslovens § 48 et i konsekvens heraf omformuleret. Der henvises 

til de almindelige bemærkninger i kapitel 5, pkt. 10, om offentliggørelse. 

Efter gældende ret skal også afgørelser om lavværgemål tinglyses for at få 

gyldighed for trediemand. Efter udvalgets forslag skal der ikke længere ske 

handleevnefratagelse ved samværgemål. Der er derfor ikke længere behov 

for tinglysning ved samværgemål se ovenfor i kapitel 5, pkt. 3.5. og 10.5. 

Som omtalt ovenfor i kapitel 9, pkt. 3.4., foreslår udvalget, at tinglysningslovens 

§ 13, stk. 2-3 ændres. Efter den foreslåede nye affattelse skal det som 

hidtil på faste ejendomme tinglyses, at ejeren er mindreårig og dermed 

umyndig, jf. udkastet til værgemålslov § 1, stk. 1, eller er umyndig i kraft af en 

handleevnefratagelse, jf. § 6, stk. 2. 

Til § 7 (lov om ægteskabets retsvirkninger) 

Som anført i de almindelige bemærkninger kapitel 11, pkt. 5, foreslås det, at 

gifte under 18 år bliver myndige. Dermed skal lovens §11, stk. 2, ophæves. 

Af kapitel 7, pkt. 5, fremgår, at der i udvalgets værgemålslovudkast som 

§ 25, stk. 1, er indsat en særregel om gifte under værgemål svarende til den 

gældende § 52 i lov om ægteskabets retsvirkninger. Dermed kan også denne 

regel ophæves.

405 

Bemærkninger til udkastet 

til 

lov om forældremyndighed og samværsret 

Myndighedslovens kapitel 2 'Forældremyndighed' fik sin nuværende udformning 

ved lov nr. 230 og 231 af 6. juni 1985. Ved lov nr. 793 af 27. november 

1990 blev § 10 a indsat. 

Som omtalt i de almindelige bemærkninger kapitel 15, pkt. 2.I., foreslår 

udvalget reglerne om forældremyndighed og samværsret udskilt til en særlig 

lov med nævnte titel. Teknisk er der tale om en ren omnummering af §§ 6-28 

og §§ 35-36.1 lovudkastet er skitseret en kapitelinddeling og en udformning 

af slutkapitlet med overgangsregler m.v. 

Som nævnt i kapitel 11, pkt. 4.2., er det nødvendigt, at reglerne i den gældende 

lovs §§ 35 og 36 om arbejdsaftaler fremtidig får plads blandt forældremyndighedsreglerne. 

Det er sket i udkastets kapitel 4. Dog bliver § 35, stk. 1, 

overflødig i og med, at gifte under 18 år efter værgemålslovsudkastets § 1, stk. 

1, ikke længere er umyndige, ligesom de efter den gældende lovs § 6, stk. 1, 

ikke er under forældremyndighed. Der henvises til de almindelige bemærkninger 

i kapitel 11, pkt. 5.

407 

Litteraturliste 

1. Bøger m.v.: 

Ernst Andersen'. Personret, 2. udg., 1977. 

Lennart Lynge Andersen, Bent Iversen og Jørgen Nørgaard: Umyndiges 

formue. Anbringelse, forvaltning, råden, 1988. 

O. A. Borum: Personretten, 3. udg., 1953. 

Svend Danielsen og Nils Black: Myndighedslovskommentaren, bind 1, 3. 

udg., 1988. 

Svend Danielsen og Dorrit Sylvest Nielsen: Myndighedslovskommentaren, 

bind 2, 2. udg., 1989. 

Gamle Dementes Menneskerettigheder- rapport fra en arbejdsgruppe, Det 

Danske Center for Menneskerettigheder, 1990. 

George W. Leeson, Hanne Spøhr og Poul Christian Matthiessen : Nye tider - 

nye ældre. Befolkningen. EGV-Fondens Fremtidsstudie, 1988. 

Inger Margrete Pedersen: Handicappede og ældre med kommunikationsproblemer, 

1992. 

Socialministeriets rapport om initiativer for gamle med demens, 1991. 

Finn Taksøe-Jensen: Personretten, 1981. 

Finn Taksøe-Jensen og Jesper Vorstrup Rasmussen: Familieretten, 1990. 

Yderligere henvisninger til litteratur findes bl.a. i Gamle Dementes Menneskerettigheder 

- rapport fra en arbejdsgruppe, Det Danske Center for Menneskerettigheder, 

1990, s. 91-93. 

2. Forarbejder: 

Udkast til Lov om Umyndighed og Værgemål udarbejdet af Familieretskommissionen 

(Betænkning 1921). 

Principbetænkning om tvang i psykiatrien (nr. 1068/1986). 

Betænkning om forældremyndighed og samværsret (nr. 985/1983). 

3. Norsk: 

NOU 1979:57. Betænkning om lov om innskrenkninger i persons råderett 

m.v.

408 

Ot.prp. nr. 45 (1989-90). Om lov om endringer i vergemålsloven m.m. (hjelpevergeordningen 

m.m.). 

Inst. O.nr. 42 (1989-90). Innstilling fra justitskomiteen om lov om endringer 

i vergemålsloven m.m. (hjelpevergeordningen m.m.). 

Rundskriv G-178/90 af 18. desember 1990. Endringer i vergemålsloven 

m.m. (hjelpevergeordningen m.m.). 

Bratholm: Umyndige personer, 1969. 

4. Svensk: 

SOU 1986:50. God man och förvaltare. Delbetänkande frän förmynderskapsutredningen. 

SOU 1988:40. Föräldrar som förmyndare. Betänkande frän förmynderskapsutredningen. 

Proposition 1987/88:124. God man och förvaltare. 

Gösta Walin: Föräldrabalken och internationell föräldrarätt, 4. oplag, 

1985. 

5. Finsk: 

Kommittébetänkande (1989:50). Betänkande av kommissionen för revidering 

av förmynderskapslagen.

searchable_1247-1993..

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?