Niraham | Riger og kulturer - Niraham.dk

INTRODUKTION 

RIGER IGER OG 

KULTURER ULTURER 

Beretningen vil tage sit udgangspunkt i kongeriget Narabond, og herefter fortsætte med de nærtliggende riger som nu eller 

tidligere har haft en større betydning for livet heri. Derefter vil følge de fjernereliggende riger, hvoraf mange kun er kendt fra 

gamle historier og de handelsfarendes tvivlsomme beretninger. Endelig vil også de deciderede mytiske riger, hvis blotte eksistens 

stadig er omdebatteret, blive gennemgået. 

Beskrivelserne vil i overvejende grad være fokuseret på de menneskelige lande og kulturer, men også de øvrige racers bosættelser 

og etablerede riger vil blive beskrevet i separate afsnit. For fuldt ud at forstå de øvrige racers tilværelse, kan det kun 

anbefales også at sætte sig ind i fortællingerne om racernes særpræg i kapitlet Racebeskrivelser. 

Det har været hensigten, at alle beskrivelserne så vidt muligt skulle være neutrale og så objektivt rigtige som muligt. At berette 

om verden på denne måde har imidlertid været en kompliceret proces, og beboere i de enkelte riger vil ganske givet have 

en væsentlig anderledes opfattelse af både deres egen kultur og de omkringliggende. 

Af plads– og indholdsmæssige årsager har det været nødvendigt at begrænse de enkelte beskrivelser, og de dækker derfor 

kun de overordnede træk for de givne riger og kulturer. Det er således ikke usædvanligt, at der forekommer undtagelse og 

endda decideret afvigende underkulturer i hvert enkelt rige. 

N A R A B O N D 

Langt mod nordvest, i nogle af de fjerneste civiliserede egne på Niraham, finder man det gamle og traditionsfyldte kongerige 

Narabond. Igennem århundreder har riget været gjort til genstand for et utal af krige og magtkampe, og den dag i dag er 

det stadig et af Nirahams mest berygtede brændpunkter. Udover konflikterne mellem menneskenes kulturer, så er riget også 

blevet til et samlingspunkt for mange af de andre racers opmærksomhed. 

Siden Jarcos tid har riget været regeret af kongeslægten Narabond, og det er da også denne familie, der i sin tid lagde navn 

til riget. Magten over Narabond er siden da blevet nedarvet fra far til søn igennem utallige generationer. 

Riget er funderet i troen på et strengt klasseopdelt hierarki. Det er et traditionelt monarkisk feudalt rige, som man kender fra 

den europæiske middelalder, hvor al magt i riget udspringer fra kongen, der herefter uddeler beføjelser og privilegier til et 

antal udvalgte undersåtter. De jævne beboere er alle underlagt en eller flere herremænd, som dikterer hvordan de skal leve 

deres liv, og om end der er en teoretisk mulighed for at hæve sig over sin stand, så er skellet mellem klasserne noget nær 

umuligt at overkomme. 

På trods af at størstedelen af Nirahams folk efterhånden er blevet bekendt med Narabond og dets krigshærgede tilværelse, så 

har rigets beboere i de tidligere tider altid formået at leve en tilbagetrukket og noget isoleret tilværelse. Man har værdsat 

muligheden for blot at passe sig selv, og har gjort sit for at holde fast ved de gamle måder at leve livet på. Alle Nirahams 

større begivenheder er derfor traditionelt sket langt fra Narabond, og der er ofte gået lang tid før de har påvirket tilværelsen 

for den jævne naraboner.

Det er mere end noget andet tilknytningen til de tidligere tiders druidetro samt de norrlandske samfundsnormer, som har 

hængt ved i riget, og selv i dag har de stadig en stor betydning for rigets beboere. Hvor man i store dele af det øvrige Niraham 

er begyndt at opbygge højkulturelle samfund med sofistikerede politiske og økonomiske værdier, så har Narabond 

stædigt holdt fast i det gamle monarki og de feudale samfundsnormer. 

Riget kan dog ikke se sig helt frit for forandringer, og i de seneste år har man erkendt nødvendigheden af at tilpasse sig det 

forandrede Niraham, der synes at være i en konstant udvikling. Man har åbnet sine grænser for udefrakommende påvirkninger 

og taget adskillige tiltag til sig fra de omkringliggende riger. Særligt adelen og de højere samfundslag har fundet stor 

interesse i hvad omverden har at byde på, mens de simple bønder endnu holder stædigt fast i fortidens livsmønstre. 

Narabond er således et rige, der er delt mellem den højkulturelle adelsklasse, som både besidder størstedelen af privilegierne i 

riget og sidder på den altovervejende del af rigets formue, og så den jævne bondestand, der er traditionsbunden og kun 

langsomt lader sig påvirke af de nye strømninger. 

Jo tættere man kommer på hovedstaden og de større handelsbyer desto tydeligere bliver de nye tiders tiltag, mens de dele af 

riget, som opholder sig langt fra magtens tinde, lever et simpelt liv, der ikke er anderledes, end hvad man så for hundreder 

af år siden. 

GEOGRAFI 

Igennem mere end tusind år efter dets skabelse udgjorde riget en fælles enhed, hvis grænser kun sjældent blev udvidet eller 

indskrænket. For at stække kongens magt blev Narabond imidlertid opdelt i fem selvstændige lener i år 1065 EJ, og det har 

forblevet sådan lige siden. I fire af de fem lener ligger magten hos en lokal baron, der er indsat af kongen selv, og som herefter 

regerer på hans vegne. Det femte len - midtriget - er under direkte ledelse af kongen selv, om end han dog traditionelt 

har ladet dele af lenet forvalte af lokale magistrater. 

MIDTRIGET 

Midtriget er det største og rigeste af lenerne, og også det len hvori rigets hovedstad Kungstadt er beliggende. Herfra regerer 

kong Narabond over sit folk, og de fleste magtfulde personer i riget har deres daglige gang i hans nærvær. 

Midtriget er også kendt som Akonia. Det er et navn, der holder minderne i live om tiderne fra før Narabonds grundlæggelse. 

Dengang var folkene her en del af storrige, som Nikolaj Akonos samlede, og som sidenhen blev til kongeriget Narabond. 

Arkonerne var et stolt og ærekært folkeslag, og ved at betegne lenet som Akonia, minder man sig selv om de traditioner 

og værdier, som man hyldede dengang, og som lige siden har udgjort rigets grundsten. 

Udover at være rigets magtcentrum er det også det kulturelle samlingspunkt. Poeter, kunstnere og alverdens lykkeriddere 

valfarter hertil, og bliver rigt belønnet for deres anstrengelser. I disse tider hylder man enhver borger, der formår at gøre 

riget ære i sine værker og styrke folkets mod, så det har vilje til at stå imod de mange truende fjender. 

Det er også i Midtriget, at Basilikaen er beliggende. Dette er et stortempel dedikeret til De Sande Guder, og det er monumentalt 

i både sin størrelse og betydning. Basilikaen er det største religiøse centrum for De Sande Guder på det nordlige 

kontinent, og på resten af Niraham det overgås kun af Jarcos store tempel i Etos. 

Ingen borger i Narabond kan således være i tvivl om Midtrigets betydning, og det betragtes som et anerkendelsesværdigt 

træk hos enhver person, hvis vedkommende på et tidspunkt har rejst dertil for at modtage undervisning i den finere dannelse 

eller for at bede til guderne under Basilikaens tag. 

NORDLENET 

Nordlenet har traditionelt altid været en egn præget af store konflikter, og havde det ikke været fordi Narabonds eneste større 

handelsrute til dværgenes rige passerede igennem lenet, ville egnen næppe have gjort sig positivt bemærket i nogen sammenhæng. 

Udover dværgenes rige Darkonien, grænser lenet også op til Roul-Assin og til Norrland, og narabonerne har igennem årene 

haft vedvarende stridigheder med begge disse menneskelige kulturer. Herudover er lenet igen og igen blevet angrebet af 

orker og sortelvere, og i den seneste tid har også Det Chatonske Imperium forsøgt at underlægge det sin kontrol. Narabonds 

konger har i århundreder været nødsaget til at udstationere soldater her for blot at opretholde en vis ro og orden, 

men lige lidt har det hjulpet. I de seneste år, hvor Narabondslægten har været svækket, er lenet da også sunket hen i en 

nærved permanent tilstand af lovløshed.

Indtil år 8 EH var Thorin Rahr af Løvenborg indsat som baron og ordenshåndhæver i lenet. Han var en retfærdig og magtfuld 

mand, som med støtte fra sin klan af lejesoldater fra Plen, kaldet Løvenborg, formåede at opretholde en vis stabilitet. Da 

han døde, var rigets regent, Nikolai Narabond, forstyrret og ude af stand til at herske. Rigets reelle hersker var i disse tider 

rigskansler Victor van Hessen, men inden en ny baron kunne indsættes i Nordlenet, brød der borgerkrig ud mellem van 

Hessens tilhængere og kongens yngre broder Valdemar Narabond. 

Krigen hersker stadig, og om end Valdemar efterhånden har vundet overhånd i konflikten, så har han endnu ikke fundet 

tiden til at udpege en ny baron af Nordlenet. I stedet har han indsat den rouliske marsk Mardo som midlertidig ordenshåndhæver 

i lenet, og befalet ham at genoprette ro og orden samt beskytte lenet mod dets fjender. Marsk Mardo har imidlertid 

været optaget af problemer i sit hjemland, Roul-Assin, og han har derfor i vidt omfang overladt kontrollen over Nordlenet til 

lokale magistrater og visse af hans betroede rouliske fæller. 

Denne uddelegering af retten til at herske og råde i kongens navn har ført til stor forvirring og adskillige falske krav på magt. 

I marskens fravær kan ingen derfor vide sig sikre på hvor de skal lægge deres loyalitet, og spørgsmålet om hvem der i fremtiden 

vil blive udpeget som baron i lenet, synes stadig at stå åbent. 

VESTLENET 

Vestlenet har gennem tiden været en tilbagetrukken og noget isoleret egn, der først og fremmest har udmærket sig ved sit 

landbrug, og som derigennem er blevet rigets primære forsyningskilde af fødevarer. Lenet er også kendt for at have fremragende 

håndværkere og kyndige handlende. Der er en generel opfattelse af Vestlenet som en stabil og velhavende region, 

hvor ingen for alvor kan siges at mangle noget. 

Vestlenets fredelige tilstande har gjort det til et yndet tilflugtssted for beboere fra resten af Narabond, og også adskillige personer 

fra Nirahams øvrige riger og kulturer er blevet tiltrukket af drømmen om et simpelt og behageligt liv. Det er ikke kun 

mennesker, som har søgt hertil, men også dværge og elvere lever nu i et større antal her. 

Lenet er dog ikke helt undsluppet de seneste års kaos. Lenets rigdom har tiltrukket adskillige uheldige elementer, og der er et 

utal af svindlere og tyve, som forsøger at tjene til dagen og vejen på mindre hæderlig vis. De mange racer og kulturer, som 

lever side om side i lenet, har desuden også haft deres stridigheder, og for tiden trues Vestlenet i højere grad af indre stridigheder 

end af ydre fjender. 

Lenets baron er Arlan Wisenstein. Han er en afslappet og godmodig personlighed, der gerne blot lader verden gå sin gang, 

og ikke blander sig mere i folkets anliggender end højest nødvendigt. Hans tilbageholdende ledelse har blot bidraget yderligere 

til den tilbagelænede og noget gammeldags livsstil, der præger lenet, og de fleste af lenets beboere nærer ganske varme 

følelser for deres baron. Han er imidlertid ikke en handlingens mand, og i tider hvor fjender har truet, har han på ny blot 

forholdt sig afventende, og ladet folket om selv at løse problemerne. 

ØSTLENET 

Østlenet er det mindste af de fem lener, og det er traditionelt ikke blevet betragtet som meget mere end blot en sikker stødpude 

mellem Narabond og Emyr. Lenet er kendt for at have storslåede militære anlæg overalt, og der er konstant soldater på 

march, som patruljerer grænsen mod øst. 

Det er i Østlenet, at rigets bedste soldater bliver uddannet, men livet her er til gengæld også tit kort og barskt. Det er en egn, 

der altid har været plaget af fjender, og det er kun de mest hårdføre, der frivilligt vælger at drage hertil. 

Under borgerkrigen mellem rigskansleren og Valdemar Narabond valgte rigskansleren at drage hertil, og han lagde langsom 

store dele af lenet øde. Marker blev brændt af, beboerne blev fordrevet og de prægtige krigsakademier, som i århundreder 

havde uddannet rigets fineste soldater, blev jævnet med jorden. 

Rigskansleren har nu forskanset sig i lenet og indlemmet store dele af det under sit styre. Kong Narabond har endnu ikke 

haft styrken til endegyldigt at fordrive ham, og lenets beboere lever nu i en evig frygt for fremtidige krigshandlinger. 

Lenets baron er den rige William DeAndré. DeAndré-slægten støttede op omkring kong Narabond i hans kamp mod rigskansleren 

og har sidenhen forsøgt at holde ham stangen indtil kongen kunnet komme dem til hjælp. Slægten har kun haft 

begrænset succes og har lidt store tab, og mens de har koncentreret sig om rigskansleren er resten af lenet faldet hen i en 

tilstand af anarki og kaos.

SYDLENET 

Sydlenet er det len, som traditionelt altid har været det rigeste og mest udviklede i Narabond. Det er herfra, at størstedelen af 

Narabonds handel med omverden finder sted, og enorme summer skifter her ejere hver dag. 

Det har dog også tiltrukket et utal af lyssky elementer, og lenet har tilsvarende fået ry for at være noget af en røverrede. Lenets 

rigmænd har dog haft held til at købe sig til en skrøbelig fred med adskillige af disse lyssky elementer, som nu i stedet 

plyndrer de omkringliggende riger og hjembringer endnu flere rigdomme til Narabonds folk. 

Store dele af Narabonds adel er bosat her i lenet, og det er således også blevet kendt som et af rigets store kulturelle centre. 

Lenets baron er Armino DeVesper, der gennem årene har skrabet uanede summer til sig, og synes at være lige så populær 

blandt de adelige som blandt byens tyvepak. 

ROUL-ASSIN 

Det rouliske rige bliver formelt set også regnet som en del af Narabond. Roul-Assin har i snart 100 år været underlagt Narabond 

som en vasal, og roulerne har anerkendt kongen af Narabonds ret til at regere over deres land. Denne ret udnyttes 

kongen imidlertid kun i krigstid, og i realiteten er Roul-Assin dermed forblevet selvstændigt. Under fredelig tider har den 

rouliske hersker uindskrænkede magt over sit folk, og Narabond involverer sig ikke i hvem der indsættes som hersker over 

folket. Lenets nuværende baron er marsk Mardo af Keltos. 

STYRE 

Siden kongeriget Narabond blev grundlagt, har det fulgt en streng monarkisk styreform, hvor magten over riget er blevet 

nedarvet fra konge til ældste søn igennem generationerne. Den nuværende konge er kong Valdemar Narabond II, der er søn 

af Lochtar Narabond, og som har været ved magten siden år 12 EH. 

Kongen er rigets enerådige hersker, og hans ord er lov. Han betragtes som værende indsat af selveste Nimar, og det er dermed 

ikke kun en grov forbrydelse at sætte sig op mod hans magt, men også en religiøs synd. Den, der fornægter kongen, 

fornægter også guderne. Alle der omtaler kongeslægten bør derfor have in mente, at det ikke kun er folket, der dømmer dem 

på deres ord, men at guderne også lytter med, og lader deres straf ramme de formastelige, som ikke hylder deres udvalgte 

slægt. 

Kirken har derigennem også en overordentlig stor magt i Narabond. De støtter op om kongen og er med til at konsolidere 

hans styre, men på den anden side kan kongen heller ikke regere uden deres velvilje. Den konge, der er indsat af gudernes 

nåde, er også nødt til at forholde sig til gudernes vilje - en vilje, der som oftest kommer til udtryk gennem præsternes ord. 

Udover denne gudegivne autoritet, har Narabondslægten også en særlig status i folkets øjne, da de ikke blot er simple dødelige, 

men er af rindernes slægt. Rinderne var de særligt udvalgte forkyndere, som profeten Jarco i de tidligere tider skænkede 

livets og visdommens gaver, før han sendte dem ud i verden, for at udbrede kendskabet til De Sande Guder. Disse gaver er 

blevet nedarvet igennem generationerne, og folket har lært, at de der er velsignet med rindernes visdom, som oftest udgør 

retfærdige og godhjertede herskere. 

Rinderne er ikke kun visere end de simple dødelige. De er også stærkere, mere magtfulde og lever et ualmindeligt lagt liv. 

Deres indsigt i politik og filosofi er desuden uden sidestykke på Niraham, og adskillige af Nirahams største tænkere kan 

spore deres aner tilbage til rindernes slægt. 

Hovedstaden i Narabond er byen Kungstadt, hvor kong Narabond har sit palads. Det er herfra, at han udøver sit herredømme 

over lenerne, og byen er efterhånden blevet anerkendt som hele rigets magtcentrum. Det meste af rigets ledelse udøves 

imidlertid ikke af kongen selv, men af hans rådgivere og betroede magistrater. Kongen beskæftiger 17 magistrater, som har 

vidt forskellige ansvarsområder i riget, og som har autoritet til at udstede dekreter på hans vegne. 

Så længe kongen er optaget af bekæmpe rigskansleren og beskytte riget mod dets ydre fjender, har magistraterne næsten 

uindskrænket magt, og i disse tider er det således også dem, der forestår den meste af rigets aktive ledelse. Ét af magistraternes 

sæder står imidlertid tomt - siden rigskanslerens forræderi er der ikke blevet udpeget en ny magistrat til at varetaget rigets 

økonomiske interesser, om end der ikke har manglet bejlere til posten. 

Selvom magistraternes eneste forpligtelse ligger i at sikre rigets vel og vel, så har kongens fravær ført til at visse af magistraterne 

også har set deres snit til at fremme deres egne interesser. Der lader til at finde en omfattende korruption sted, og for 

hver dag der går, hvor uretfærdigheden i riget blot vokser, svækkes befolkningens tillid til kongemagten.

RELIGION 

I Narabond har De Sande Guder været erklæret for den eneste anerkendte religion siden år 39 EJ. Forud for dette var landet 

i overvejende grad befolket af druidetro arkonere, og der skulle gå næsten 800 år, før Narabond blev anset for endeligt konverteret. 

Herefter var der dog stadig mange, der bekendte sig til druidetroen, og den dag i dag er der stadig små samfund, 

der muligvis bekender sig til De Sande Guder udadtil, men som først og fremmest bærer druidetroen i deres hjerter. 

Blandt De Sande Guder er det særligt Nimars visdom, der har tiltalt folket. Narabonerne har traditionelt altid været tiltrukket 

af hans faderlige omsorg og beskyttelse, og de ser det som den største selvfølge, at det også er i hans navn, Narabondslægten 

nu udøver sit styre. 

Overalt i riget er der templer indviet til De Sande Guder. Det største og mest betydningsfulde af disse er dog Basilikaen, der 

er beliggende umiddelbart udenfor Kungstadt. Basilikaen er ikke kun Narabonds religiøse hjerte, men udgør også en magtfaktor 

på hele resten af det nordlige kontinent. Der er hver dag tusinder af tilbedere, som valfarter til basilikaen for at bede 

guderne om velsignelse og vejledning, og som for en stund oplever følelsen af at være i deres udvalgtes nærvær. 

På trods af at Narabonds folk anerkender alle De Sande Guder, så er der visse af guderne, der er mere velsete at tilbede end 

andre. Særligt bliver der slået hårdt ned på tilhængere af Girak og Fanabina, og om tilbedelse af disse ikke er formelt bandlyst, 

så vil åbenlyse tilhængere ofte blive udstødt af befolkningen, og gjort til genstand for forfølgelse og had. 

Før i tiden sørgede kirkens inkvisition for at opretholde troen på De Sande Guder, og de var ikke sene til at sende enhver 

tilhænger af konkurrerende religioner på bålet, hvis personen ikke var villig til øjeblikkeligt at lade sig konvertere. Formelt set 

er alle andre religioner end troen på De Sande Guder stadig forbudt i landet, men i disse turbulente tider har kong Narabond 

set sig nødsaget til at trække på alle de forbundsfæller, der har været til at finde. De øvrige religioner tolereres således i 

landet, så længe deres tilhængerne er villige til at opretholde freden og garantere kongen deres venskab. 

RELATIONER 

Det narabonske rige har traditionelt altid været et samlingspunkt for utallige kulturer og racer. Dets befolkning har således 

været præget af en omfattende forskelligartethed, som har gjort det vanskeligt at give en entydig redegørelse for Narabonds 

relationer til de omkring riger. Som oftest har folket dog formået at finde sammen mod ydre fjender, og efterhånden er der 

opstået en vis følelse af samhørighed, og dermed også blevet fremelsket en vis fælles narabonsk kultur. 

De angivne relationer kan dog kun gøre sig gældende for de folk, der betegner sig som sande narabonere. De enkelte subkulturer 

i riget vil i højere grad være præget af deres kulturelle tilhørsforhold, og vil næppe kunne nikke genkendende til det 

følgende. 

Nord for Narabond finder vi riget Roul-Assin. Det er et gammeldags og også noget primitivt samfund, som igennem årene 

har ført omfattende krige med Narabond. Den seneste af disse fandt imidlertid sin afslutning ved at Roul-Assin blev underlagt 

Narabond som vasal, hvorved kongen af Narabond blev givet den formelle ret til at råde og regere over det rouliske 

folk. Siden da har der været fred mellem rigerne, men befolkningerne har stadig et noget anstrengt forhold til hinanden. 

Gammel fjendskab dør ikke let. I disse svære tider har kongen dog valgt at vise roulerne stor tiltro, og de besidder nu adskillige 

fremtrædende position i det narabonske rige. 

Mod øst ligger riget Emyr, der er et velorganiseret og praktisk rige, som synes at leve og ånde for krig. På trods af at Narabond 

og Emyr deler en fælles fortid og har ganske ensartede samfundsnormer, så har århundreders konstante krige formåede 

at kue enhver sympati for Emyrs folk. Man betragter dem nu som sin svorne fjende, og de to riger nærer et indædt foragt 

for hinanden. 

Sydvest for Narabond er de ridderlige samfund Gothia og Paravien beliggende. Deres folk er stolte og ærekære mennesker, 

der står ved deres ord, og som igennem tiden altid er kommet narabonerne til hjælp, når nøden var størst. Man ser op til de 

to riger, og har gentagne gange forsøgt at tage deres livsstil til sig. 

I det nordvestlige Narabond findes elverskoven Santillia. Narabonerne har til alle tider forsøgt at holde et godt forhold til de 

elvere, der er bosat her, men de to racer har alligevel aldrig formået at komme overens. Elverne lever derfor nu en sky og 

isoleret tilværelse, og narabonerne vogter over dem med udtalt skepsis. 

Vest for Narabond finder man dværgenes sagnomspundne rige Darkonien. Dværgene er anerkendte og velsete i Narabond. 

De er kyndige håndværkere og deres handelsmænd bliver altid budt indenfor. Man misunder imidlertid dværgene for deres 

enorme rigdomme, og det sker alt for ofte, at uhæderlige elementer overfalde deres handelskaravaner - For det meste dog

uden held. 

R O U L- A S S I N 

Langt mod nord, mellem Narabond og Norrland, er det rouliske rige at finde. Det er ikke stort i størrelse, og sammenholdt 

med Nirahams øvrige riger, er det også kun et ungt rige. Roulerne har ikke desto mindre formået at sætte deres præg på 

verdens gang, og særligt har man i det narabonske rige ikke kunnet undgå at føle påvirkningen fra Roul-Assin. 

Roul-Assin blev etableret i årene omkring 750 EJ. Tilhængere af den gamle druidetro var i flere hundrede år blevet lagt for 

had, og deres kultur blev gradvist udvandet efterhånden som verdens folk tvang dem til at underkaste sig De Sande Guder. 

Da skete det imidlertid, at dværgene trak sig tilbage fra nogle af de lavtliggende egne nord for Narabond, og en broget skare 

af norrlændinge og druidetro narabonere begyndte at befolket egnen. Her kunne de dyrke deres religion frit og uden at 

risikere forfølgelse, og visheden herom bandt hurtigt folket sammen i et tæt forbund. 

De religiøse rødder har været en centralt bindeled i den rouliske kultur, og blandt deres folk oplever man nu en følelse af 

samhørighed, hvis lige ikke kendes andetsteds i Niraham. Man dyrker selve tanken om den rouliske kultur som noget enestående, 

og hvor eksempelvist Narabond med tiden er blevet til en mangfoldig blanding af kulturer, så udgør det rouliske stadig 

en fælles enhed uden nævneværdige afvigelser. 

Denne forherligelse af den rouliske levevis har dog også ført til en udbredt afstandstagen fra det øvrige Niraham. Man har 

ihærdigt modsat sig påvirkninger udefra, og det har været småt nyskabelser i riget. Roulerne betragtes derfor ofte som tilbagestående 

og kulturelt hæmmede af de omkringliggende riger. 

Dette synes i et vist omfang at være berettiget, når opmærksomheden henledes på fraværet af en roulisk højkultur. Roulerne 

har stædigt holdt fast ved deres århundrede gamle livsmønstre og samfundsnormer, og der er ikke meget forskel på hvordan 

den jævne rouler lever livet nu og ved rigets etablering for hen ved 1000 år siden. Indenfor krigskunsten står roulerne imidlertid 

ikke tilbage for resten af Nirahams folkeslag, og de har gang på gang vist sig som en anerkendelsesværdig fjende i 

krig. 

Med så overvældende forskelle mellem Roul-Assin og de omkringliggende riger kan det næppe overraske, at de da også har 

fået gentagne muligheder til at bevise deres krigskunst. Særligt har roulere og narabonere haft tradition for at strides, og det 

har ført utallige krige med sig. 

Stridighederne med Narabond blev først blev endeligt bilagt for godt og vel 100 år siden. Det var det største vendepunkt i 

nyere roulisk historie, da man efter et halvt århundredes krig mod narabonerne valgte at underkaste sig Narabonds konge, 

og dermed gav afkald på herredømmet over Roul-Assin. Hermed overgik Roul-Assin til at være en vasal under Narabond. 

Dette vasalskab består stadig, og formelt set er hver en rouler underlagt kongen af Narabonds styre. Narabond påkalder sig 

imidlertid kun denne magt i krigstid, og i det daglige er roulerne reelt set stadig selvstyrende. Magten over Roul-Assin hviler 

hos en baron, som vælges af det rouliske folk. Baronen er dog forpligtet til at sværge troskab til Narabond, og dermed sikres 

begge parters ønske om herredømme. 

Udover at skulle underlægge sig Narabonds styre, var det også et kriterium i fredaftalen, at det rouliske folk skulle konvertere 

til De Sande Guder. Hvor man relativt hurtigt accepterede vasalskabet under Narabond, så førte dette krav om at skulle give 

afkald på druidetroen til omfattende protester og oprør. Siden de tidligste tider havde roulernes religion udgjort nøglestenen i 

deres kultur, og at skulle give afkald på denne, var for mange en skæbne værre end døden. 

Konverteringen til De Sande Guder blev dog gennemtvunget, om end under store protester og med mangen et oprør til 

følge. Uanset at roulerne herefter udadtil bekendte sig til De Sande Guder, så bar de imidlertid stadig druidetroen i deres 

hjerter. Den dag i dag formodes det, at mindst halvdelen af roulerne endnu bekender sig til druidernes lære, og omvendelsesprocessen 

har stadig en lang vej foran sig, før den er endeligt fuldendt. 

I disse tider er det rouliske folk splittet mellem det gamle og det nye. Om end man gennem forbundet med Narabond er 

tvunget til at tage visse nye tiltag til sig, så holdes de gamle traditioner stadig i hævd, og store dele af kulturen er så gennemsyret 

af den traditionelle rouliske livsopfattelse, at det synes utænkeligt, at den nogensinde vil forsvinde helt. 

Stolthed og personlig ære er endnu de mest betydningsfulde egenskaber for en rouler, og kun et fåtal af roulerne kan læse 

og skrive, da man mener, at det er overflødigt at binde ord til et pergament. Kun den, der nærer mistro til sin modpart, 

ønsker at få hans ord skrevet ned, og da en rouler aldrig taler usandt, er det en stor fornærmelse at foreslå noget sådant.

Adskillige andre elementer i den rouliske kultur afspejler tilsvarende den gamle levevis. 

De yngre generationer synes dog i et vist omfang at have taget de nye tider til sig. De bekender sig åbenlyst til De Sande 

Guder og frasiger sig druidetroens lære. De har tilsvarende adopteret store dele af narabonernes levevis, og givet afkald på 

mange dele af den traditionelle rouliske livsstil. Det kan til tider være vanskeligt at skelne denne nye generation af roulere fra 

narabonernes folk, og de vækker da også forargelse blandt mange af deres egne. Ikke desto mindre har disse ”nye” roulere 

opnået stor indflydelse og magt gennem deres tilknytning til Narabond, og man frygter at der snart er et internt opgør i 

Roul-Assin undervejes. 

GEOGRAFI 

Roul-Assin betragtes til dagligt som et forenet rige. Riget er ganske vist opdelt i fem jarledømmer, hvor de lokale herremænd 

har stor magt, men den notoriske følelse blandt roulerne af at høre sammen i et kulturelt fællesskab gør denne opdeling 

underordnet. Jarledømmerne forstår at sameksistere i en fredelig harmoni, og der hersker en udbredt forståelse af at denne 

opdeling udelukkende er båret af praktiske hensyn. 

I hver af de enkelte jarledømmer finder man dog en unik livsstil, og der er ofte store forskelle i tilværelsen fra det ene til det 

andet. Roulernes loyalitet ligger dog først og fremmest hos deres folk, og disse indbyrdes kulturelle forskelle kommer aldrig i 

vejen for den jævne roulers følelse af loyalitet overfor sit land og folk. 

ROULONDALEN 

Roulondalen er egnene i og omkring det store bjerg Roulon, der udgør hele rigets centrum. Det er en ugæstfri egn, der 

igennem årene er blevet affolket, og nu kun bebos af nogle få slægter. Særligt er der mange kvinder i jarledømmet, da store 

dele af den mandlige befolkning gennem tiderne er faldet i krig. Roulondalen er kendt for sine krigskyndige kvinder, kaldet 

valfylkiemøerne, der i deres mænds fravær har måttet træde frem og forsvare deres hjem i krigstider. Igennem årene har de 

udviklet deres færdigheder i en sådan grad, at man nu med stor stolthed lader dem indgå i den rouliske hær på lige fod med 

enhver mand. 

VALHORST 

Valhorst er en svært befæstet egn i det nordøstlige hjørne af Roul-Assin. Det er her, de værste orkangreb finder sted, og af 

samme årsag har befolkningen gennem tiderne trukket sammen i større og mere velbeskyttede byer. De mange krigshandlinger 

har tvunget folket i Valhorst til ihærdigt at træne deres kampfærdigheder, og de regnes nu for nogle af de bedste krigere 

i Roul-Assin. Roulerne her er barske og hårdføre, men lever også et liv i evig frygt for nye angreb. Det har gjort dem ængstelige 

og varsomme, og de er tilbøjelige til blot at isolere sig bag deres tykke mure og afskære enhver kontakt til omverden. 

SCHWARZWALD 

Schwarzwald er den sydvestlige del af Roul-Assin. Jarledømmet består primært af skove og marskland, og ligger i umiddelbar 

forlængelse af elvernes skov Santillia. Befolkningen her er kendt som store tænkere, og de værner nidkært om historierne 

fra gamle dage. De er overordentlig gammeldags anlagt, og af alle roulere er det dem, der har været mest modvillige mod at 

omvende sig til De Sande Guder og de nye tider, som denne religion bragte med sig. Det er alment kendt i Roul-Assin, at 

hvis man ønsker at lære om fortiden og om viden, der er glemt andre steder i verden, så må man rejse til Schwarzwald. Det 

er ligeledes her, de fleste af roulernes druider lever deres liv. 

BLÅDAL 

Blådal er rigets nordvestlige egn, der ligger op til Darkonien og i overvejende grad er udgangspunktet for roulernes handel 

med dværgene. Blådals folk er glimrende handelsmænd, og deres varer bliver omsat for store summer. Også udenfor Roul- 

Assins grænser er handelsmænd fra Blådal anerkendt som troværdige og loyale kontakter. Også deres smede er kendte i store 

dele af verden. De har lært deres færdigheder fra dværgene selv, og udveksler stadig erfaringer med Darkoniens folk. Disse 

mangfoldige kundskaber har da også ført til, at Blådal nu er det rigeste af de rouliske jarledømmer og genstand for en ihærdig 

misundelse blandt mange af de omkringliggende riger. 

MARKENHORST 

Markenhorst er beliggende i rigets sydøstlige hjørne, og det er det jarledømme, som grænser op til Narabond. Det er en 

frugtbar region med enge og sletter, som gentagne gange er gjort til genstand for stridigheder mellem de to riger. Det er i

Markenhorst at de fleste af Roul-Assins fødevarer bliver dyrket, og de er ligeledes kendt for deres enestående bestand af 

stridsheste. De fleste af de roulere, der i disse tider opholder sig i Narabond, er fra Markenhorst, og igennem årene er narabonerne 

ligeledes begyndt at bevæge sig den modsatte vej, med det resultat at kulturen efterhånden er blevet en smule udvandet 

i denne egn. 

STYRE 

Det rouliske samfund har til alle tider været præget af sammenstødet mellem det narabonske monarki og det traditionelle 

norrlandske stammestyre. 

Den formelle magt i riget ligger hos kongen af Narabond, som følge af den fredsaftale, der blev indgået mellem rigerne i år 

1407 EJ. Kongen er imidlertid ikke involveret i den daglige ledelse af riget. I hans sted bliver magten udøvet af den rouliske 

marsk. Marsken var i tidligere tider roulernes øverste hærfører og mest betroede forkæmper. Nu er titlen i højere grad af 

politisk karakter, og roulerne finder stor ved på denne vis reelt at være ledet af én af deres folk. Den nuværende regent er 

marsk Mardo af Keltos. 

Fra de bliver født til de dør, er alle roulere reelt kongens vasaller. Al magt i riget tildeles reelt af kongen, og han kan belønne 

sine undersåtter med land, goder og beskyttelse, som oftest mod at de sværger ham evig troskab og støtter op omkring ham 

i krigstider. Vasaller vil desuden skulle give afkald på en vis del af sit årlige høstudbytte eller af den anden indtjening, vedkommende 

måtte ernære sig igennem. 

Kongens mest betroede, er de fem jarler, der hersker over rigets jarledømmer. I fredstid er de rigets egentlige magthavere, 

og de har autoritet til på egne vegne at råde over deres folket i deres len. Under sig har jarlerne et utal af baroner og 

lensherrer, som udøver størstedelen af den praktiserende magt, og som er de personer, folket kommer til for at søge råd og 

retfærdighed. Alle de rouliske herremænd er dog fortsat underlagt kongen, og hans eller marskens ord er lov. 

Hermed hører tilknytning til de narabonske samfundsnormer dog også op. Der er en verden til forskel på denne formelle 

ledelse, og så den måde, som magten bliver administreret i små lokale samfund. Her følger man stadig trofast de gamle 

norrlandske skikke, hvor de ældste og stærkeste regerer. 

Roulernes folk har, mere end noget andet, respekt for de personer, som beviser deres værd i kamp. Det er roulere, med 

sådanne egenskaber, der bliver udnævnt til høvdinge og herremænd, og deres autoritet kommer i langt højere grad fra deres 

bedrifter end fra deres titel. Den rouliske adel og overklasse består også fortrinsvist af krigere, der igennem et langt liv har 

tjent riget, og nu har fået overdraget en titel og et stykke land som belønning for deres indsats. 

Den jævne befolkning lever som oftest en tilværelse under en lokal herremand, der fungerer som lovformidler og magistrat 

over egnen, og som lader sine bønder forpagte den jord, han besidder. Han er desuden også folkets mand, og den man går 

til for at afklare hverdagens små stridigheder. Herremanden har måttet bevise sit værd adskillige gange, før han har fået sin 

egen jord, og hans ord vil vægte tungt blandt folket. Der vokser ofte en mindre by op omkring herremandens hjem, og en 

kyndig herremand vil kunne tiltrække op mod tusind bønder, håndværkere og handlende til sin jord. 

I de enkelte familier vil man desuden have udpeget et familieoverhoved, som varetager familiens ve og vel. Han vil som 

regel enten være den ældste eller mest livserfarne i familien, og det er ham, der står for at holde sammen med familien, og 

afklare konflikter både indbyrdes og udadtil. 

RELIGION 

Da det rouliske rige blev etableret, var druidetroen det største samlingspunkt for folket, og som tiden gik, voksede tilknytningen 

til den gamle lære kun yderligere. Den rouliske tro var så indbyrdes forbundet med druidelæren, at det syntes utænkeligt 

at have det ene uden det andet. 

Druiderne var folkets hellige vejledere. De levede en asketisk tilværelse i det fri, og de havde en helt enestående mytisk status. 

Det var dem man vendte sig mod, for at få vejledning omkring alle livets aspekter, og ikke mindst åndernes vilje. Druiderne 

forestod også mange trivielle hverdagsanliggende, og deres anseelse blandt folket var uden sammenligning. 

Da man i år 1407 EJ derfor forkyndte, at Roul-Assin skulle konvertere til De Sande Guder, vakte det stor opstandelse i riget. 

Folket sørgede i mange år, og de var konstant på randen til at gøre oprør. Efter flere generationer, med vedvarende modstand 

mod den nye tro, begyndte roulerne dog efterhånden at tage guderne til sig. De gav ganske vist ikke afkald på deres 

gamle druidetro, men de begyndte at acceptere De Sande Guder som en anerkendelsesværdig religion, og med tiden blev 

også denne til en integreret bestanddel af den rouliske kultur.

Roulerne anerkender De Sande Guder, og særligt har Ragils lære fundet stort indpas hos rigets krigere. Der er rejst templer 

til De Sande Guders ære mange steder i landet, og visse steder har præsterne endda overtaget druidernes gamle helligdomme. 

Druidetroen findes imidlertid stadig, og den praktiseres endnu i vidt omfang. Druiderne har bibeholdt deres tidligere status, 

og er nu blevet omgæret af en om muligt endnu større mystik. På trods af at der blevet færre af dem med årene, så er deres 

indflydelse ikke blevet forringet, og den dag i dag tager marsken gerne en eller flere druider til sig som sine rådgivere. Blandt 

folket betragtes det desuden som en god skik, at invitere druiderne indenfor ved de store højtider, og man søger gerne deres 

råd indenfor anliggender, hvor man ikke føler at præsteskabet slår til. 

RELATIONER 

Igennem årene har Roul-Assins forhold til de nærtliggende riger været præget af en vis distance, da man har gjort mangt og 

meget for at bibeholde sin kultur ren og upåvirket. Som en konsekvens af dette har der kun været en begrænset diplomatisk 

kontakt mellem rigerne, og da roulerne tillige ofte er blevet gjort til mål for stridigheder, har dette kun forværret deres ringeagt 

for verdens øvrige kulturer. 

På grund af den ensartethed, der præger det rouliske folk, så vil de følgende relationer gøre sig gældende for en overvejende 

majoritet af det rouliske folk. Roulerne nærer en overvældende følelse af kulturelt fællesskab, og de der er én roulernes fjende 

vil også være folkets fjende. Den der vinder en roulers venskab vil til gengæld have en frænde for livet, og vil være en velkommen 

gæst i ethvert roulisk hjem. 

Syd for Roul-Assin findes kongeriget Narabond. De to riger har en lang og blodig fortid med adskillige krige, som imidlertid 

aldrig har ført andet med sig, end en indædt gensidig foragt. Roulerne har ganske vist været underlagt Narabond som 

deres vasal igennem snart et århundrede, men det har kun gjort lidt for at bløde op på det anstrengte forhold. Man tolererer 

narabonerne, og har erkendt at de to kulturer i fællesskab kan opnå visse ting, som de ikke formår hver for sig. Roulerne har 

taget visse kulturelle tiltag fra Narabond til sig, og har ligeledes delt ud af sin gamle visdom. Det har dog i højere grad været 

båret af nød end af lyst. Fortidens indarbejdede had dør kun langsomt hen, og den dag i dag nærer de jævne roulere stadig 

en ihærdig modvilje overfor Narabonds folk. 

Vest for Roul-Assin ligger dværgenes bjergrige Darkonien. De to kulturer har, på trods af deres indbyrdes forskellige, altid 

formået at leve i harmoni. Hver af dem har færdigheder, som modparten anerkender og respekterer dem for, og de har 

fundet sammen i en fælles forståelse om at supplere hinandens liv. Det er fra dværgene at roulerne har fået kendskab til smedekunstens 

hemmeligheder, og megen af dværgenes handel med omverden sker i disse tider gennem roulerne. Til gengæld 

forsyner roulerne dværgene med fødevarer og andre handelsvarer, som er utilgængelige under Darkoniens bjerge. De to 

kulturer udveksler også regelmæssigt nyheder om omverden, og nyder begge godt af hinandens indsigt. 

Mod nord og øst er Norrland at finde. Norrlændinge og roulere deler en fælles fortid, og deres kulturer har stadig mange 

lighedspunkter. De respekterer og værdsætter hinandens selskab, og har til alle tider opretholdt et nært forbund. I tiden efter 

roulernes omvending til De Sande Guder er forholdet dog blevet en smule mere anstrengt. 

Roul-Assins sydvestlige egne grænser op til elverskoven Santillia. De to folkeslag har bekriget hinanden igennem århundreder, 

og der er ikke noget, der lader til, at de vil holde inde. Kong Narabonds bud er det eneste, som holder stridighederne 

nede, og i disse år er hans sind optaget andetsteds, med det resultat at de århundrede gamle stridigheder er blusset op på ny. 

Nordøst for Roul-Assin er Rustbjergene at finde. Igennem årene har orkerne hærget mere hos roulerne end noget andet folk 

på Niraham, og de hader dem nu som pesten. Der kan aldrig være fred mellem roulere og sortblodsfolk, og hadet til de 

mørke racer er et træk, som deles af alle Roul-Assins folk. 

D ET C H AT O N S K E 

I M PE R I U M 

Mod øst, på de åbne sletter mellem Emyr og Eisloniens skove, finder vi Det Chatonske Imperium. Det er en højt udviklet 

kultur, der gennem århundrederne har markeret sig ved deres enestående militære færdigheder. År for år har chatonerne 

formået med vold og magt at udvide rigets grænser, og der synes ikke at være den kultur på Niraham, der længere har magten 

til at modstå de imperiale horder.

Det enorme rige dækker over et utal af provinser, der for det meste var etableret som selvstændige riger, inden de blev underkastet 

Imperiet, men som nu alle lever under Chatos herredømme. Livet i provinserne har imidlertid ikke ændret sig meget, 

i forhold til tiden før Imperiets opstanden. Chatonerne lader som oftest de enkelte provinser leve deres eget liv, så længe 

de blot underkaster sig Imperiet, betaler deres skatter og stiller soldater til rådighed for den imperiale hær. Imperiet dækker 

således over en stor variation i kulturer og livsstile. Igennem årene har Imperiets borgere dog fået en hel del fællestræk, og 

det er efterhånden blev normen i de fleste provinser, at man først og fremmest betegner sig som chatonere. 

Alt i riget er centreret omkring den konstante oprustning af den imperiale hær. Samtlige familier i riget er forpligtet til at 

stille med mindst ét medlem i hæren, og der skelnes ikke mellem mænd og kvinder. Som oftest melder hele familier sig 

imidlertid frivilligt. Det er omgivet af en helt enestående prestige i Imperiet at være en del af hæren, og intet overgår den 

prestige, som er forbundet med at blive optaget blandt legionærerne - hærens elitestyrker. Hver eneste borger i Imperiet har 

som sin ypperste pligt at vise hærens folk respekt og bidrage til deres fortsatte succes. Hvis vedkommende ikke selv er egnet 

til at indtræde i tjeneste, skal han i stedet forsyne tropperne ved enhver given lejlighed, og øjeblikkeligt stille sin håndværksmæssige 

kundskaber til rådighed, hvis anmodet herom. 

Uanset det evige fokus på hæren og dens behov, så lever de fleste af rigets folk dog en relativt fredelig og ubekymret tilværelse. 

Krigen når kun yderst sjældent ind i selve Imperiet, og så længe borgerne blot ærer deres gud, hær og kejser, bliver de 

for det meste overladt til deres egen skæbne. 

Rigets samlingspunkt er hovedstaden Chato, hvor kejseren har sit overdådige palads, og hvorfra al magt i riget udspringer. 

Det fortælles, at alle veje har deres udspring i Chato, og vand føres ind i byen fra hundrede akvædukter, således at byens 

tusinde springvand og fontæner aldrig løber tør. Kun få af rigets beboere har nogensinde selv været i Chato, men ikke desto 

mindre florerer fortællingerne om byens vidunder frit blandt folket. 

Den chatonske kultur synes at stræbe mod en konstant udvidelse af det i forvejen enorme rige. Der har derfor fundet store 

udviklinger sted indenfor krigskunsten og alle de discipliner, der knytter sig til denne. Også klassiske videnskaber som mekanik, 

matematik, metallurgi og lægekunst er højt værdsatte i riget. De mere teoretiske discipliner som filosofi, musik og retorik 

er til gengæld blevet ringeagtet. Som chatoner lever og ånder man for rigets storhed, og man gør hver dag sit ypperste 

for Chato. Borgere, som giver sig hen med sådanne løse teoretiske tanker og ubrugelige kundskaber betragtes som snyltere 

og forrædere mod riget, og vil blive ubønhørligt straffet for deres dovenskab. 

GEOGRAFI 

Det Chatonske Imperium er efterhånden blevet enormt, men i midten af riget ligger stadig den lille provins, hvor det hele 

tog sit udspring. Denne region har eksisteret i længere tid, end nogen optegnelse kan redegøre for, og man betegner den i 

almindelighed som Chatonien. Provinsen er ikke af nogen nævneværdig størrelse, og har heller ingen ressourcer af betydning. 

Den er imidlertid fortsat omgæret af en hel særlig mystik, og chatonere som er født og opvokset her, har en væsentlig 

højere status end resten af deres fæller. Det er ligeledes i Chatonien at rigets hovedstad Chato er beliggende, og kejserens 

nærvær bidrager kun yderligere til provinsens enestående status. 

Herudover består imperiet af adskillige øvrige provinser, hvis befolkninger i fortiden er blevet besejret af imperiets legioner, 

for herefter at blive indlemmet i det hastigt voksende rige. Indadtil er provinserne fortsat selvstyrende, og de lokale lensherrer 

har en stor magt over deres befolkning. Provinsernes eneste større forpligtelser går ud på at betale en årlig skat til Chato, 

samt at støtte legionerne og konstant stille deres bedste soldater til rådighed. Til gengæld herfor nyder provinserne godt af 

kejserens velvilje, og modtager beskyttelse fra de imperiale legioner i krigstid. 

GELA 

Provinsen Gela befinder sig i det sydøstlige hjørne af Imperiet. Provinsen er kendt for sin eksport af oliven, keramik og ost 

til resten af riget, og er generelt udgangspunkt for en stor del af rigets produktion af fødevarer. Gela er præget af et varmt og 

tørt klima, men på grund af de mange floder er det særdeles frugtbart. 

Befolkningen i provinsen kaldes gelanere og de betragtes som den bedst disciplinerede befolkningsgruppe i Imperiet. De 

lever en tilværelse domineret af regler og reglementer, og sætter en ære i at følge disse til punkt og prikke. Gelanerne er stort 

set uovervindelige i krig, og for utallige fjender har det sidste, de så i verden, været synet af en gelansk skjoldmur. 

PROVINSIELLE DES CANARD 

Af alle Imperiets talrige folkeslag, er canardiderne de mest ukuelige. Siden tidernes morgen har de værnet om rigets vestgrænse, 

og gang på gang har de måttet gå forrest i kampen mod de emyrske hære.

Canard er det mest kultiverede af de chatonske riger, og især Canards vin er eftertragtet. Den sagnomspundne canardiske 

kirsebærvin bliver brygget i flere hundrede varianter og solgt i hele resten af Imperiet. Det centrale Canard er gennemkrydset 

af floder og bække, der gør området frodigt og smukt. Ingen borgere i Imperiet elsker deres provins i så høj grad som canardiderne. 

De vil til hver en tid kæmpe for deres land, og for det kejserdynasti, der er garanten for deres overlevelse. 

Canardiderne er ganske vist arrogante, men denne arrogance er naturlig, og det er ikke uden grund, at Provinsielle des Canard 

af mange bliver betragtet som himmel på jord. 

RAVENSBURG 

Provinsen Ravensburg er Imperiets nordligste. Det er en feudalt opbygget provins, der reelt består af adskillige hundrede 

mindre lener med hver deres lokale herremand. 

Rigets bedste håndværkere kan findes i provinsens købstæder, og her er også en omfattende våben- og metalindustri. De 

mange kunstfærdigt forarbejdede produkter bliver eksporteret til resten af riget - ikke mindst til kejseren, der altid skal bruge 

flere våben til sin hær. 

Ravensburgerne er stolte folk, der med rette mener, at de er hævet over alt og alle, og kun overgås af kejseren og Iorin selv. 

De er som oftest lyshårede og kraftige af bygning. Det hårde liv i Ravensburg har skabt en befolkning af hårde og kontante 

mandfolk, og kvinder har ikke meget af skulle have sagt her. 

HIPUNIA 

Dette område befinder sig hovedsageligt langs de store bjergkæder i nordøst, og befolkningen består af et utal af klaner, der 

hver er bygget op omkring en eller flere familier. Disse familier ligger i evige krige med hinanden, og sætter en stor ære i at 

holde en strid i live så mange år som muligt. Folkene her er stolte, barske bjergfolk, der lever meget isoleret fra resten af 

imperiet. De har det bedst med bare at passe deres eget, og lader gerne resten af verden gå sin gang. Deres tro på Iorin er 

dog urokkelig, og de sender med stor entusiasme deres unge mænd i krig for at opnå gudens velvilje. 

Familien er det vigtigste for disse folk, og døtre skattes højt idet de er garantien for familiens videreførelse. Mangen en familiefejde 

er da også opstået på grund af bortførelsen af døtre eller graviditeter udenfor ægteskab. På trods af deres til tider 

meget krigeriske natur, er det tillige et meget poetisk folkefærd, og der er intet de elsker mere, end at samles om bålet og 

synge beretninger eller fortælle historier. 

GORRTZI 

Langt mod øst findes bjergene, der kendes som Dom Gorr. Man levede længe i en overbevisning om, at der ikke fandtes 

noget liv her, men med tiden blev man bekendt med, at et antal dværgeklaner havde deres hjem i bjergene. Dværgene havde 

indtil da holdt deres tilstedeværelse skjult, men de fandt snart ud af, at chatonerne havde mange varer af interesse, som var 

værd at handle sig til. 

Der er nu vokset en livlig handel op mellem chatonerne og dværgene, og som årene er passeret, har de to kulturer fået en 

sådan gensidig respekt for hinanden, at dværgene i Dom Gorr har ladet sig indlemme i Det Chatonske Imperium, og deres 

rige har fået betegnelsen Gorrtzi. 

IMPERIETS KOLONIER 

Imperiet har altid ekspanderet, men ikke alle erobrede områder er blevet integreret i riget og har fået status af en provins. I 

dag har Imperiet utallige kolonier udenfor det etablerede rige, hvor man har oprettet handelsstationer og indsat lokale chatonske 

magistrater. Man importerer adskillige værdifulde varer fra kolonierne, og mangen en chatoner er blevet rig af sine 

bedrifter her. 

Af alle Imperiets provinser er Imperialt Zara’bash nok den bedst kendte. Siden man erobrede kolonien i år 1443 EJ, er den 

konstant blevet fremhævet som et eksempel på Imperiets storhed og magt. Særligt nyder den imperiale flåde stor anerkendelse 

for sin hovedrolle i erobringen af Imperialt Zara’bash. 

Mindre kendt, men mindst lige så vigtigt, er imperiets handelsstation i Bang Tei, der blev etableret i år 1412 EJ som et resultat 

af et langvarigt pres fra overklassen i Chato. De følte, at det ville styrke Imperiets prestige, såfremt man kunne importere 

silke og andre eksotiske varer fra det fjernest kendte rige på Niraham. Imperialt Bang Tei består dog kun af en enkelt lille ø, 

hvorfra de udstationerede handelsmænd handler med de lokale indbyggere.

STYRE 

Al magt i Det Chatonske Imperium udspringer fra kejseren. Han er indsat af Iorin selv, og hans ord kan ikke fornægtes. 

Udover kejseren findes der kun de autoriteter i riget, som på den ene eller anden måde er udpeget af ham, og dermed kan 

aflede deres magt af hans. 

Den nuværende kejser er Kejser Anatol. Han er kendt som Barnekejseren, da han er født så sent som i år 2 EH og således 

endnu er meget ung. Ikke desto mindre har Kejser Anatol vist sig som en overordentlig kompetent regent, og riget har oplevet 

store fremskridt under hans styre. 

Kejseren udøver fortrinsvist sin magt igennem rigets enorme hærstyrker. Uden dem og deres evige loyalitet ville intet kunne 

fungere, og riget ville falde fra hinanden. Udover at føre kontante erobringskrige er hæren også rigets mest effektive redskab 

til at opretholde lov og orden, og pensionerede officerer, der har udført deres hverv med ære, bliver ofte belønnet med fremtrædende 

positioner i lokalsamfundet. 

Rundt om sig har kejseren en overflod af bureaukrater, der videreformidler hans bud, og som sørger for at ingen uvedkommen 

opholder kejseren unødigt. Der er et konstant rend af budbringer fra det gigantiske palads i Chatos midte, som løber 

ud i riget med befalinger fra kejseren. Disse budbringere rejser fra øst til vest igennem imperiet og er kejserrigets effektive 

nervebaner. At lægge hånd på dem straffes med døden. 

Kirken og religionen er tillige fundamentale magtkilder i Imperiet. Kejseren bygger sin magt på Iorin selv, og enhver borger 

i riget er forpligtiget til at underkaste sig såvel kejseren som guden. At sætte sig op imod kejseren er det samme som at gøre 

oprør mod Iorin selv, og for det findes der kun én straf. Allerede fra de er helt unge, lærer alle børn Iorins katekismus, og 

som ældre hylder samtlige af rigets borgere guden betingelsesløst. 

Præsteskabet er også i vid forstand kejserens håndlangere, og de har meget at skulle have sagt. De fungerer ofte som lovbringere, 

dommere og om nødvendigt bødler for kejseren. Som oftest har de dog et religiøst sigte med deres magtudøvelse, og 

de er tilbøjelige til at se igennem fingre med mere verdslige forbrydelser. 

Når alderen begynder at indhente kejseren vil han udse sig de mest begavede unge i riget, og blandt disse udpege sig en 

yndling, som han tager til sig og oplærer. Ved kejserens død, vil denne arving overtage rigets trone, og som sin sidste gerning 

på Niraham, overdrager kejserens præsteskab hans guddommelige kræfter til den udkårne arvtager. 

RELIGION 

Siden Det Chatonske Imperium blev indstiftet, har der kun været tilbedt én gud i riget - Iorin. Han er en streng og krævende 

gud, som forventer at hans folk tilbeder ham ihærdigt, og gør deres ypperste for at udbrede hans lære i resten af verden. 

Hvor størstedelen af verdens øvrige kulturer tilkender sig en flerhed af guder, så betragter man i Det Chatonske Imperium 

Iorin som værende den almægtige skaber af alt, og man ser hver eneste begivenhed som et udslag af hans vilje. Der kan 

intet være udover Iorin, og alle andre overnaturlige skabninger er enten falske guder eller dæmoner. 

Troen overholdes overordentlig strengt, og rigets utallige præster sørger nidkært for at folket giver Iorin al den ære og anerkendelse, 

som han er berettiget til. Overalt i riget ser man prægtige monumenter, der er rejst i hans ære, og hver eneste by 

har mindst ét tempel, som er indviet til ham, og hvor folket beder flere gange dagligt. 

Den lokale præst vil som oftest være en mand af folket, og han vil foretage alle gudstjenester og desuden udføre ægteskaber, 

begravelser og des lignende. Præsten vil desuden også i almindelighed nære en sund nysgerrighed for hvad der foregår i 

hans sogn, og sørger for at folk, som er svage i troen, bliver rettet ind. 

I Chato er det anderledes. Her sidder de højt belæste teologer og diskuterer hvordan Iorins ord skal fortolkes. Kardinalerne 

har det endelige ord i fortolkninger af Iorins bud, og de udsteder utallige religiøse direktiver. De forvalter desuden Iorins 

inkvisition, som tager sig af den mere hårdhændede afstraffelse af chatonere, der afviger fra den rette lære. I krigstider står 

præsteskabet dog side om side med hæren, og velsigner legionærerne før de drager i kamp. 

RELATIONER 

Den Chatonske historie har været præget af en konstant ufred, og så langt tilbage som nogen kan huske, har man ligget i 

krig med de omkringliggende riger. Den dag i dag nærer størstedelen af verdens folkeslag da også et stort had til det evigt

udfarende imperium. 

Mod vest støder man på de forbundne riger Etos og Kamirr. Så længe nogen kan huske, har man ligget i krig med Emyr, 

alt imens flåden har måttet strides med de kamirrske pirater. Situationen er ikke blevet lettere af, at emyrerne har rejst et mastodontisk 

murværk langs grænsen, som indtil nu har udgjort et yderst kompetent forsvar mod Imperiets styrker. Man har 

derfor for en tid vendt opmærksomheden bort fra Emyr og i stedet koncentreret sig om andre af rigets fjender. 

Mod nordvest støder Det Chatonske Imperium op mod Norrland. Det norrlandske folk har aldrig været videre organiseret, 

og til trods for at deres krigere er stærke og magtfulde, så har den chatonske hær alligevel vundet store sejre, overalt hvor 

den er marcheret frem i Norrland.. Norrlændingene hader efterhånden chatonerne af et godt hjerte, men de har alligevel ikke 

formået at samle en tilstrækkelig stor og veludrustet styrke, til at kunne gøre kvalificeret modstand. 

Mod syd har Imperiet begivet sig over Kamirrhavet, og erobret flere havnebyer i det fjerne Zara’bash. Zaraberne er et spredt 

folkefærd uden samme krigskunster og militære traditioner, som man er vandt til på det nordlige kontinent, og indtil nu har 

de vist sig som en overkommelig fjende. Zaraberne er dog begyndt at lære lektien, og efterhånden er størstedelen af deres 

havnebyer blevet stærkt befæstede. Med sine store rigdomme udgør landet dog stadig et attraktivt mål, og der bliver forsøgt 

nye fremstød hvert eneste år. 

Mod øst støder Det Chatonske Imperium op til elvernes rige Eislonien. Der udkæmpes jævnligt kampe mellem de to racer, 

og igennem tiderne har det som oftest været elverne, der har måttet trække sig ud af konflikten som den tabende part. I dag 

nærer chatonerne ikke megen respekt for elvernes folk, og på kejserligt bud bliver de nu betragtet som simpelt kvæg, der 

ikke ved hvad der er bedst for dem selv. Elvere bliver tolereret, så længe de blot holder sig indenfor visse afgrænsede reservater 

og ikke blander sig i menneskenes anliggender. Skulle de gøre oprør, bliver de dog slået ned, som de skadedyr de er. 

N O R R L A N D 

Mod nordvest, på den anden side af Darkonien og Rustbjergene, bor et folkefærd helt ud til Ishavet. De kaldes norrlændinge, 

og det land, som de befolker, er kendt som Norrland. Det er et barskt og krigerisk folkefærd. Livet er ofte hårdt og kort 

i disse egne, for landet er dækket af is i de fleste af årets måneder, og det hører med til hverdagen, at man konstant må være 

forberedt på at slås for den sparsomme føde. 

De barske vilkår har gjort norrlændingene til et hårdført folk, der formår at få det meste ud af de ringe betingelser. De er 

dygtige jægere og tillige fremragende søfolk. Deres prægtige drageskibe har sejlet over store dele af Nirahams have, og bag 

stævnen har stået vilde krigere, hvis hærgende togter gennem tiden har spredt skræk og rædsel blandt verdens folk. 

I efteråret og vintermånederne lever norrlændingene en isoleret tilværelse uden megen kontakt med omverden, og de bruger 

de kolde dage på at jage og samle hvad der er at finde af føde. Når foråret kommer og isen smelter, tager de sydpå for at 

handle og plyndre. Selvom de primært er berygtede for deres krigstogter, så er norrlændingene alligevel handelsmænd mere 

end noget andet, og de tilvejebringer da også størstedelen af deres livsfornødenhed gennem handel med de omkringliggende 

riger. 

Beboerne i Norrland lever for det meste i små lokale stammesamfund, kaldet ’hirder’. Hver hird består som regel af mellem 

50 og 100 personer, der bliver ledet af en enkel stærk høvding. For det meste har høvdingen opnået sit position ved at udmærke 

sig som kriger, jæger eller handelsmand, men det sker også, at visse ældre høvdinge bliver udpeget, fordi de enten er 

fædre eller bedstefædre til størstedelen af hirden, og derigennem har en naturlig autoritet. 

Egenskaber som fysisk styrke eller hårdværksmæssige færdigheder, der skaffe føde til familien, er særligt værdsatte blandt 

norrlændingene, men også handlende bliver anerkendt for deres bidrag til samfundet. Der skelnes ikke mellem mænd og 

kvinder i hirden. Norrlændingene bedømmer folk på baggrund af deres egenskaber, og kvinder har lige så gode muligheder 

for at høste anerkendelse som mænd. Efterhånden som de ældes og ikke længere kan bidrage til hirden, mister individer 

imidlertid status, og det er sjældent at norrlændingene bliver særlig gamle. 

De barske vilkår har betydet, at norrlændingene har været tvunget til at skulle stole på medlemmerne af deres hird, og begreber 

som ære og troværdighed har derfor en overvældende stor betydning. Det værste, der kan overkomme en norrlænding, 

er at han må bryde sit ord, og den hårdeste straf af alle, er at blive erklæret æreløs. En persons plads i hierarkiet afhænger i 

høj grad af hans ære, så den der opfører sig uværdigt, vil også af de andre norrlændinge blive behandlet herefter. 

Det er kun sjældent, at norrlændinge lærer at læse og skrive. Der er sjældent det fornødne overskud til at hengive sig til en 

sådan uddannelse, og derfor har mundtlige løfter fået en stor betydning. Særligt de handlende lægger en ære i altid at over-

holde, hvad de har lovet, og de betragter det som en fornærmelse, hvis folk ikke stoler på deres ord. At skrive en aftale ned 

på papir er udelukkende et udtryk for mistillid til sin handelspartner, og der bliver set ned på sådanne uværdige traditioner. 

GEOGRAFI 

Norrland er opdelt i fem regioner. Der er ikke fastlagt nogle præcise grænser mellem dem, og der er i højere grad tale om 

kulturelle grænser end om en bevidst politisk opdeling. Hvorvidt en hird hører til den ene eller anden region, afhænger derfor 

primært af, hvem de føler sig nærmest beslægtede med. 

Indenfor hver region nærer man til gengæld en ihærdig følelse af fællesskab, og der finder en vedvarende rivalisering sted 

mellem dem. Der kan være utrolig store forskelle på tilværelsen og kulturen fra region til region, og norrlændingene betragter 

sig kun i ringe grad som et fælles folkefærd. Af og til bliver gnidningerne mellem regionerne tilmed så store, at de kan 

føre til regulære grænsekrige mellem hirderne på hver side. 

LANDISKA 

Denne ø er beliggende to dages sejlads mod nordvest. Beboerne på Landiska betragtes som afvigere af de øvrige norrlændinge. 

Øens beboere har altid levet et isoleret og tilbagetrukkent liv, og efterhånden som århundrederne er gået, er hirderne 

blevet en anelse indavlede. Det har sat sit præg på folket. Norrlændingene fra Landiska betragtes som sære og uligevægtige, 

og man er altid en anelse varsom i deres nærvær. De samme træk har imidlertid også gjort dem til frygtede krigere, og synet 

af deres drageskibe har spredt panik hos mangen en fjende igennem årene. Rådshøvdingen er Ravna, der også kendes som 

Havdronningen. 

THORONDIS 

Dette er det største af de norrlandske områder, og består af det frie land, der er ligger ud til Iskysten mod vest. Det er en 

kold og barsk egn, og tilværelsen her er mere udfordrende end noget andet sted i de norrlandske regioner. Af samme årsag 

er de træk, der kendetegner norrlændingene, endnu mere udtalte her, og de gamle traditioner bliver ihærdigt holdt ved lige. 

Folket i Thorondis betegner sig selv som de ’sande’ norrlændinge, og blandt deres kulturfæller synes de da også at have en 

noget højere status. Det er primært folket fra Thorondis, som drager sydpå på plyndringstogter, og hvis byttet et år har været 

for magert, lader de også gerne deres vildskab ramme de øvrige norrlændinge. De er derfor i lige så høj grad frygtede 

som de er respekterede. Rådshøvdingen er Erik Fridgjordsson, der også er kendt som Røde Orm. 

DRAGEGABET 

Egnen består af den lange stribe lavland, der er beliggende mellem Kuldens mur og Rustbjergene. Den har fået navnet fra 

de spidse og savtakkede klipper, som omgiver landet, og egnen er omgæret af en helt særlig mystik. Igennem de seneste par 

år har store dele af Dragegabet været besat af soldater fra Det Chatonske Imperium, og mange norrlandske beboere er flygtet 

nord- eller vestpå for at undgå besættelsesmagten. Man har gentagne gange forsøgt at gøre modstand mod de fremmede 

horder, men det har hidtil været en forgæves indsats. Rådshøvdingen er Augar den Vise. 

DARKONDISKA 

Betegnelsen dækker over de samfund, som er beliggende i Darkoniens bjerge. Her har norrlændingene udviklet et enestående 

forhold til dværgene, som er kendetegnet ved en gensidig respekt mellem kulturerne. Dværgene er næsten udelukkende 

bosat under jorden, hvor de har gravet gange i bjergene og opbygget et enormt rige langt borte fra verdens folk. De tolererer 

imidlertid at norrlændingene opbygger samfund i dalen mellem Darkoniens bjerge, og der finder nu en livlig handel sted 

mellem de to folk. Rådshøvding er Hedon Rødskæg. 

ROUL-ASSIN 

Om end Roul-Assin for flere hundrede år siden blev etableret som et selvstændigt rige, så har de og norrlændingene fælles 

historiske rødder, og den i dag har deres kulturer stadig store ligheder. Norrlændingene betragter derfor også i et vist omfang 

Roul-Assin som en del af Norrland, og mange norrlændinge er bosat blandt roulernes folk, hvor de færdes frit og nyder 

stor anerkendelse for deres færdigheder. Roulerne deler ikke ubetinget denne opfattelse af Roul-Assin som en del af 

Norrland, men de ynder ikke desto mindre norrlændingenes venskab, og går gerne til store længder for at opretholde de 

positive relationer. Den rouliske Marsk Mardo anerkendes som Rådshøvding.

STYRE 

Om end Norrland kun er løst opdelt og primært består af lokale småsamfund, så har man alligevel altid levet under et 

strengt men klart hierarki. Hver af de lokale hirder vil være ledet af en høvding, men man føler ofte et nært slægtskab til de 

nærtliggende bebyggelser, og vil som oftest udpege en overordnet leder for eksempeltvist en dal, hvor flere hirder er bosat. 

Denne leder, kaldet stormanden, vil have ret til at udøve den magt, der måtte være nødvendig, for at hver af beboerne under 

ham har de bedste mulige forhold. Også de lokale høvdinger adlyder stormanden, og i tider hvor klanerne er truet, flokkes 

krigerne under hans banner. 

Hver af de fem regioner er desuden ledet af en rådshøvding. Han er som oftest en mægtig mand, der gennem årene gentagne 

gange har måttet bevise sit værd. Alle stormænd er undergivet rådshøvdingens bud, og han alene kan udstede love og 

befalinger over folket. 

Norrlændingene har ingen konge eller lignende fælles leder. Ingen har nogensinde vist sig tilstrækkelig kyndig og værdig til 

at lede folket, og selve tanken om at skulle lade samtlige norrlændinge lede af blot én mand, strider mod den ældgamle tradition 

for høvdingevælde. Ingen norrlænding, vil lade sig lede af en person, som ikke beviseligt er en bedre mand, og det 

synes en absurd idé, at blot én mand skulle vise sig bedre og mere magtfuld end samtlige norrlændinge på Niraham. 

Til at udøve deres lederskab, har rådshøvdingerne et antal magistrater rundt om i hirderne, som sørger for, at deres befalinger 

bliver efterlevet. Magistraterne bliver desuden anvendt til at løse problemer på rådshøvdingens vegne og afklare mindre 

stridigheder. Når magistraterne udfører rådshøvdingens bud på denne vis, taler de med hans autoritet og deres ord er bindende. 

Det er rådshøvdingen, der står for at opkræve skatter fra de jævne norrlændinge. Til dette har de særlige opkrævere, kaldet 

’mallere’, der regnes for nogle af de mest skånselsløse og brutale krigere i riget. De belønnes rigt, og er de eneste norrlændinge, 

som har muligheden for at dyrke krigskunsten hele året rundt. På trods af at de er frygtede, er de dog også anerkendt 

som fremragende krigere, og når ydre fjender truer, er det mallerne, der går forrest i kampen. De er også et hyppigt syn 

under de årlige togter sydpå, men det er i højere grad på grund af kedsomhed, end på grund af udsigten til et rigt bytte. 

RELIGION 

Norrlændingene har altid været blandt de mest indædt druidetro mennesker, der er kendt på Niraham. De er overordentligt 

religiøse og meget gudfrygtige. Religionen sætter sit præg på alle aspekter af norrlændingenes liv, og i hver eneste af deres 

gerninger, ihukommer de sig gudernes bud. 

Den norrlandske druidetro adskiller sig dog i et vist omfang fra de øvrige fortolkninger af druidetroen, som man kender dem 

fra roulerne og elverne. Norrlændingene anerkender, at der findes kræfter, som styrer alt i tilværelsen, og at visse af disse er 

så mægtige, at de reelt er guder. Den mægtigste af disse bærer navnet Arkan, og han æres højere end noget andet på Niraham. 

Der findes utallige mindre magtfulde ånder – nogle er venligtsindede og hjælper deres folk, mens andre er fjendske og 

gør dem syge. Mange af guderne og ånderne har navne, men der er også adskillige, som ikke har. 

Det er nødvendigt at glæde ånderne, da det kun er med deres velvilje, at mennesket kan lære og forbedre sig selv. Man mener, 

at hver eneste gerning i verden finder sted efter åndernes vilje, og man derfor bringe et offer til ånderne som tak, når 

man har mødt lykke og fremgang. Ånderne har dermed en konstant indvirkning på norrlændingenes liv, og man lægger 

megen tid og ære i at anerkende dem og deres gaver. 

For at fortolke åndernes vilje, har norrlændingene deres åndelige vejledere. Om end disse lejlighedsvist betegnes som druider, 

så vil de mandlige oftere blive kaldt ”goder” og de kvindelige for ”gydjer”. De har en vigtig funktion i hverdagen, hvor 

de beretter om ånderne og fortolker deres tegn. Norrlændinge, som er blevet ramt af uheld eller dårlige tider, vil bringe 

gaver tid sin gode, der ofrer dem til ånderne, og hjælper til at fjerne den onde vilje. Derudover er goderne en kilde til gammel 

viden og glemte sagn, og det er dem, man går til, når man ønsker viden om fortiden. De er således i lige så høj grad 

åndelige vejledere, som de er vismænd med indsigt i fortiden. Endelig følger goderne også de enkelte familier igennem generationerne, 

og kan erindre hirdens medlemmer om deres forfædre. 

Det er goderne, der holder de store højtider i hu, og samler folket om de ritualer, som afholdes for at glæde ånderne. I disse 

tider, hvor fjender truer Norrland, bruger mange goder desuden store dele af deres tilværelse på at vejlede høvdingerne om 

åndernes vilje, og om hvordan han kan vinde deres gunst og derigennem opnå sejr i kamp. 

Det er kun yderst sjældent at goderne reelt anvender magi, da udøvelsen af sådanne kunster betragtes med en vis skepsis 

blandt norrlændingene. I stedet vil de have kendskab til andre midler, som kan anvendes til at opnå af et givent mål, og de

er blandt andet anerkendt for deres store viden om urter. 

RELATIONER 

Mod syd har norrlændingene riget Roul-Assin. Man betragter fortsat blot roulerne som en norrlandsk slægt, og har derfor 

plejet et vedvarende godt forhold til dem. Der finder en omfattende handel sted mellem de to riger, og det er hos roulerne, 

at norrlændingene handler sig til en stor del af deres fødevarer. 

Mod sydvest ligger dværgenes rige Darkonien. Gennem tiderne har norrlændinge og dværge fundet en gensidig forståelse, 

og de nærer stor respekt for hinandens kulturer. Der foretages en konstant udveksling af varer mellem dem, og når de trues 

af ydre fjender, står norrlændinge og dværge ofte side om side. 

Mød øst grænser Norrland op til Det Chatonske Imperium. Igennem de seneste år har chatonerne erobret dele af Norrland, 

og har drevet størstedelen af beboerne fra Dragegabet på flugt. Der har været gentagne kampe mellem de to kulturer, men 

hver gang har chatonerne kunnet trække sig sejrrige ud af konflikten. 

Længere mod syd ligger Narabond, som norrlændingene har haft en vis kontakt til gennem årene. Det meste af denne har 

dog været i form af årlige plyndringstogter, og norrlændinge bliver derfor betragtet med stor skepsis i Narabond. Det er dog 

tillige lykkedes at etablere visse handelskontakter til riget, og mange norrlandske flygtninge er draget hertil i de senere år. 

EMYR 

Øst for Narabond finder vi Emyr, som er et struktureret og velorganiseret rige, og dets befolkning værdsætter idealer som 

grundighed og disciplin over alt andet. I de omkringliggende lande betragter man desuden emyrerne for at være krigeriske 

og aggressive af natur, men blandt Emyrs eget folk forklarer man sin natur med en lang og barsk fortid, hvor riget konstant 

har været truet af ydre fjender. 

En træk, som gennemsyrer alt ved Emyrs kultur, er den måde hvorved militæret bliver prioriteret over alt and i riget. Der er 

anlagt utallige veje tværs gennem riget, og hele bjerge er blevet udgravet, for at gøre dem så jævne og lige som menneskeligt 

muligt. Om end lokalbefolkningen nyder stor nytte heraf, er vejene dog først og fremmest anlagt for at de militære styrker 

hurtigst muligt skal kunne bevæge sig omkring i riget. 

Overalt i Emyr er der også etableret akademier, hvor alle drengebørn i riget bliver sendt til som 5-årig, så at det kan lære at 

læse, skrive og regne samt at kæmpe. Kun de mest egnede får lov til at fortsætte på akademierne, og med tiden bliver de 

overflødige elever sendt tilbage til deres forældre i skam. Det er en stor ære at blive udlært fra akademierne og indgå i Emyrs 

hær. Soldaterne belønnes da også efter bedste evne og nyder stor anerkendelse blandt folket. 

For det meste består Emyr af små by- og landsbysamfund, og særligt produktionen af fødevarer fylder meget i tilværelsen, 

da rigets enorme hær har mange munde at mætte. Også produktion af våben, rustninger og lædervarer er højt skattet, og 

våbensmede fra hele Niraham bliver hentet til Emyr for tjene. For at tilfredsstille sit behov for råvarer, har man desuden 

anlagt mange minekolonier for foden af Kuldens mur, hvorfra man henter jernmalm i store mængder. 

Størstedelen af tilværelsen i Emyr er således centeret omkring opretholdelsen af de militære styrker, og det er den generelle 

livsholdning, at de som ikke indgår i hæren, har en forpligtelse til at støtte den i enhver henseende. Det er kun yderst sjældent, 

at man finder store filosofiske tænkere i riget, da personer, der ikke producerer håndgribelige resultater, ringeagtes. 

Vise mænd tillægges kun værdi såfremt de anerkendes som strateger eller forstår sig på rigets fjender. Af samme årsager har 

man længe syntes at sakke bagud i forhold til de omkringliggende riger, når det gjaldt almindelig samfundsmæssige udviklinger. 

Gennem tiden er der til gengæld blevet lagt en stor indsats i at udvikle militære teknologier, og Emyrs hær har nu nogle 

af de bedste våben og rustninger samt de mest sofistikerede krigsmaskiner man finder på hele Niraham. 

Grundet den generelle foragt for svage og tænksomme individer, har man aldrig ønsket at gøre troldmænd til en del af militæret, 

og i almindelighed betragtes disse med stor mistro. Man foragter i det hele taget alt overnaturligt, og har ingen hæmninger 

ved at erklære folk for kættere og brænde dem på bålet. Det er således et skeptisk og i en vis forstand tilbagestående 

folkefærd, der befolker Emyr. Indenfor de områder, hvor Emyrs folk har deres præferencer, skal man til gengæld lede længe 

for at finde deres ligemænd. De er velorganiserede og effektive, og under rigets kompetente styre, har de formået at udrette 

storslåede bedrifter, som de omkringliggende riger kun kan skule misundelige til.

GEOGRAFI 

Emyrs rige har altid udgjort en samlet enhed. Hvor adskillige andre riger på Niraham har set nytten i at lade landet opdele i 

lener og grevskaber, så har lignende overvejelser i Emyr været bandlyst og fornægtet som en utænkelig svækkelse af rigets 

magt. I stedet har man holdt manisk fast ved tanken om Emyr som ét forenet rige med en enerådig hersker på toppen. 

Ud fra forståelsen af, at ingen enkelt hersker dog vil kunne varetage samtlige autoritære positioner i riget, blev Emyr dog 

opdelt i 37 jarledømmer i 569 år EJ – tre år efter at det var blevet etableret som et selvstændigt rige. Dette antal er siden hen 

blev forøget, i henholdsvis år 732 EJ, 884 EJ og 1135 EJ, således at det nu omfatter 77 jarldømmer. I hvert af jarledømmerne 

er indsat en jarl, hvis eneste formål er at sikre sig, at produktionen i lenet er så hensigtsmæssig som muligt, og at den del 

af hæren, som er udstationeret på hans land, er veludrustet og beredt. I hvert jarledømme er desuden oprettet et akademi, 

hvor alle børn bliver sendt til i en tidlig alder, og hvor de bedste og mest talentfulde udvælges til at indgå i hæren. Jarlerne 

udpeges og indsættes enerådigt af kongen selv, og de afsættes tillige med regelmæssige mellemrum, såfremt de ikke lever op 

til forventningerne. 

Jarledømmerne er desuden opdelt i tre regioner, og hver af disse har et overordnet formål, som i høj grad dikterer hvordan 

tilværelsen forløber for den simple beboer. I Emyr betegner man ofte disse regioner som lener, men de besidder ingen af de 

kendetegn, der normalt definerer sådanne. Betegnelsen bør derfor tages med et gran salt. 

NORENGARD 

Norengard er den nordligste af regionerne. Egnen er beliggende umiddelbart op mod Kuldens Mur, hvorfra man henter 

store mængder jernmalm. Den altovervejende størstedel af rigest smede og håndværkere er derfor bosiddende her, og Norengards 

fornemmeste opgave er at holde hæren forsynet med våben, rustninger og andet materiel. 

WESTFELDT 

Den sydvestlige del af Emyr er et plant og frodigt område, hvor en overvejende del af rigets bønder er beskæftiget. Det er en 

region, som er præget af omfattende og velstrukturerede landbrug, med frodige marker og prægtige husdyr, som gennem 

århundreder er blevet avlet store og stærke. 

OSTENWALD 

Det østlige len er hvor størstedelen af hæren er udstationeret, således at den til enhver tid kan være klar til at rykke ud mod 

den lurende fjende fra Det Chatonske Imperium. Regionen er præget af store byer, hvor handelsmænd bliver rige af at forsyne 

hæren, og overalt er landet præget af bombastiske forsvarsværker. 

KAMIRR 

Med til riget bør også i en vis grad regnes staten Kamirr, der er beliggende syd for Emyr. Om end Kamirr fortsat anerkendes 

som et selvstændigt rige, så har Emyrs konger igennem næsten 1000 år haft en stor indflydelse i riget og modtager hvert 

år en stor tribut mod til gengæld at beskytte landet mod ydre fjender. 

STYRE 

Emyrs styre er - som alt andet i riget - centraliseret omkring en stærk og kyndig ledelse, og den enevældige magt over riget 

ligger hos kongen. Hver konge bliver udpeget på livstid af de forsamlede jarler, ved den tidligere konges død. Det foregår 

efter et kompliceret system, hvor hver jarls indflydelse er afhængigt af hvilken respekt og anerkendelse denne nyder blandt de 

resterende jarlen. Som oftest udpeges der på forhånd et antal kandidater til tronen, hvis det konstateres at kongen er aldrende 

eller svækket, således at riget aldrig står uden hersker i mere end få dage. Kandidaterne udvælges normalt blandt de mere 

succesfulde af jarlerne, men det er efterhånden også blevet almindeligt at lade en succesfuld general eller anerkendt strateg stå 

for valg. Den nuværende konge er kong Archibald Westfeldt. 

Hovedstaden i Emyr er den prægtige stad Emyrendorf, som er opkaldt efter rigets stifter og første konge. Emyrendorf er 

dog først og fremmest et samlingspunkt for informationer og koordination af rigets hære og byen minder i højere grad om 

et militært anlæg end om en vanlig hovedstad. Der er derfor også kun relativt få normale indbyggere i selve Emyrendorf. De 

personer, der bor der, har som oftest en praktisk funktion i relation til hærledelsen, eller også tilhører de deres nærmeste 

familie eller hushold.

I Emyrendorf ligger også senatet, hvor kongen mødes med jarlerne en gang hver tredje måned, for at få rapporter om rigets 

tilstand og diskutere aktuelle problemer. Resten af tiden bruges senatet som et samlingspunkt for jarler, magistrater og hærledere, 

hvor de kan arbejde på politiske og militære forordninger, som bliver fremlagt for kongen ved næste møde i senatet. 

Intet dekret har effekt i Emyr, hvis ikke kongen har godkendt det, og det betragtes som landsforræderi, at løgnagtigt udgive 

sig for at handle med kongens autoritet. 

Kongen er kun sjældent selv tilstede i Emyrendorf, da han konstant må rejse omkring og personligt tilse rigets tilstand. Det 

forventes desuden af kongen, at han skal kunne indgå i hæren på lige fod med enhver anden soldat, så han må også tilbringe 

en del af sit år til fods med at marchere sammen resten af hæren. Når det endelig sker, at kongen får muligheden for at trække 

sig tilbage og hvile for en stund, finder det ofte sted i hans eget len, så han kan se til, at alt også står vel til her. 

Kongens befalinger bliver altid sendt direkte til de respektive jarler, som da fører dem ud i livet i hans navn. Den enkelte 

jarler har ingen nævneværdig autoritet selv, og kan således udelukkende råde gennem kongens bud. De bliver dermed primært 

blot til formidlere af love og dekreter. Ved senatsmøderne redegør de herefter for tilstanden i deres len, hvorefter kongen 

forholder sig til, om lenet bliver drevet efter hensigten eller om der skal laves ændringer. 

Emyr har været truet af udefrakommende fjender så langt tilbage, som nogen kan huske. Det har ført til et nært sammenhold 

i riget, og oprør og andre brud på hierarkiet er overordentlig sjældne. Man ser det som en ære at opfylde sin pligt i samfundet, 

og selv den lavest borger har forståelse for, at hans tjenester bidrager til rigets storhed. Kongen anerkendes således også 

ubetinget som rigets leder, og man har en medfødt forståelse for, at enhver trussel mod kongen kun vil medføre ustabilitet 

og svækkelse i riget. Kongen kan derfor gå uhindret blandt pøbelen, og han har aldrig haft behov for beskyttelse indenfor 

rigets grænser. 

RELIGION 

Da man i år 559 EJ etablerede det forenede emyrske rige, skete det ud fra et ønske om bedst muligt at kunne værne sig mod 

udefrakommende trusler. Allerede 300 år forinden havde de oprindelige beboere dog forstået, hvilken magt De Sande Guder 

skænkede deres tro tilhængere, og folket var derfor langsomt men støt begyndt at omvende sig. De havde førhen været indædte 

druidetro, men denne nye kilde til kraft var for stor, til at man turde give afkald på den. 

Da Emyr blev skabt, var befolkningen således i overvejende grad omvendt til De Sande Guder. Tilbedelse af guderne var 

dog i høj grad præget af praktiske hensyn. Man ønskede at trække på deres kræfter i kampen mod sine fjender, og præster 

var først og fremmest blot magtfulde beskyttere af riget frem for de religiøse lederskikkelser, som man fulgte de fleste andre 

steder på Niraham. 

Man holdt fast ved denne tilbøjelighed i Emyr, og gjorde meget for at fremskynde uddannelsen af præster og klerke, således 

at de ville kunne støtte hæren og hjælpe de soldater, der blev såret i kamp. Som med så meget andet i Emyr er skolingen til 

præster dermed noget, man må gøre sig fortjent til, frem for et hverv man kan opnå ved blot at følge sit hjerte. 

I dag er Emyrs folk endegyldigt konverteret til De Sande Guders lære. Den jævne befolkning mærker dog kun sjældent religionens 

påvirkning. Der er ikke indrettet templer, hvori guderne kan dyrkes, og det tilskyndes, at man viser sin hengivenhed 

til guderne gennem sit arbejde frem at begive sig af med bønner og lignende tidsspild. Selv de, der er udvalgt til at indtræde 

i præsteskabets rækker, tjener først og fremmest guderne for at få indsigt i den kraft, som de skænker deres udvalgte. Når der 

afholdes ritualer i gudernes ære, er det for at bede om krigslykke og styrke. Disse ritualer er til gengæld også overdådige. 

Tusindvis af præster iklæder sig farvestrålende rober og påkalder guderne - gerne i flere dage uden pause - alt imens offerdyr 

konstant bringes til enorme bål. 

Når religionen således primært dyrkes ud fra pragmatiske hensyn, har emyrerne ej heller en videre tilskyndelser til at fornægte 

andre religioner. Man tolererer derfor i et vidt omfang tilhængere af fremmede religioner, og også personer med afvigende 

fortolkninger af læren om De Sande Guder bliver normalt accepteret, så de blot ikke skaber uro eller splitter folket. Derfor 

finder man også stadig mange druidetro rundt omkring i Emyr, hvor de lever et frit og uhindret liv, uden at frygte forfølgelse 

eller andre repressalier. 

RELATIONER 

Igennem årene har Emyr igen og igen været offer for hærgende krigshandlinger, og der er i dag ikke det nærtliggende rige, 

som de ikke har været i krig med op til flere gange. Det har ført til en udbredt modvilje overfor de fleste af Nirahams øvrige 

folkefærd, og efterhånden har emyrerne næsten fuldstændig isoleret sig fra omverdenen, og i stedet forskanset sig bag tykke 

mure.

Som en konsekvens af Det Chatonske Imperiums konstante fremstød mod riget, blev det i år 1455 EJ besluttet, at der skulle 

opføres en gigantisk mur langs rigets østlige grænse. Muren skulle være så høj og massiv, at den alene ville kunne bremse de 

angribende hære, og stå som et vidnesbyrd om Emyrs magt. Det enorme værk tog adskillige år at opføre, men stod langt 

om længe færdig i år 6 EH, og siden da har Emyr været næsten fuldstændig afskåret fra de østlige riger. 

Mod nord er riget beskyttet af Kuldens mur. Det er en massiv bjergformation med evigt snedækkede tinder, der er så ugæstfri, 

at det er næsten umuligt at forcere den. Bag Kuldens mur bor såvel orker som norrlændinge, og en sjælden gang imellem 

er det lykkedes dem at trænge over bjergene og ind i Emyr. Som en konsekvens af deres hærgende togter, skyer Emyr 

disse folkeslag som pesten, og man har konstant bevæbnede vagter udstationeret ved bjergenes fod. 

Vest for Emyr ligger kongeriget Narabond, som man i århundreder har haft et anstrengt forhold til. Der var åben krig mellem 

de to riger i årene 969 – 1040 EJ, og selvom sejren ved flere lejligheder var indenfor rækkevidde, lykkedes det alligevel 

for Narabond at vende krigslykken og trække sig sejrrig ud af konflikten. Siden da har al officiel kontakt mellem rigerne 

været afskåret, og selv den jævne befolkning betragter stadig narabonerne som en gammel, svoren fjende. 

Mod syd findes søstaten Kamirr. Ved etableringen af det emyrske rige forsøgte Kamirr at stikke folket en kniv i ryggen. Det 

mislykkedes imidlertid og Emyr tvang Kamirr ind i et tæt forbund, som stadig lever i bedste velgående. Kamirr er kendt som 

en rig bystat, hvor handelen florerer frit, og folket ejer sådanne rigdomme, som man kun kan skelne misundeligt til på resten 

af Niraham. Kamirr betaler hvert år en anseelig tribut til Emyr, mod at Emyrs hær til gengæld vogter deres grænser og sikrer 

dem mod ydre fjender. Kamirr har længe nydt godt af denne beskyttelse, og deres flåde har hyppigt givet sig hen med 

reelt pirateri, i visheden om at intet rige turde røre dem af frygt for Emyrs hærstyrker. 

I øst findes Emyrs største fjende gennem tiden: Det Chatonske Imperium. Imperiet har i flere århundreder forsøgt sig med 

vedvarende togter ind i Emyr, og de har da også haft held til at erobre store mængder land. Det er mere end noget andet 

Imperiets fremstød, der har fået Emyr til at forskanse bag sine mure og afskære kontakten til omverden. Krigen er stilnet en 

smule af efter opførelsen af den store mur langs grænsen, men der er stadig regelmæssig træfninger, og forholdet er ikke 

blødt nævneværdigt op. Lige for nu formår Emyr at holde Imperiet stanget, men man frygter, at det kun er et spørgsmål om 

tid, før murens beskyttere bliver løbet over ende, og skulle det ske, vil riget utvivlsomt være prisgivet. 

T H A R K I E N 

Mod sydvest finder vi det tharkiske rige. Hvad der engang blot var en løs sammenslutning af handelsbyer, er med tiden 

vokset i både omfang og indflydelse, og Tharkien udgør nu et storslået og velorganiseret centrum for en stor del af al handel 

på Niraham. 

Tharkien er hjemsted for mangen en navnkyndig købmand, og hele samfundet er præget af, at man sætter en stor ære i at 

kunne købe billigt og sælge dyrt. Det er et land, der kun har få egne ressourcer, men alligevel nyder den tharkiske velstand 

ingen sammenligning. Guld og sølv findes her i overflod, og tilværelsen af præget af al tænkelig luksus. 

Det er et fredeligt land, og den overvældende rigdom har gjort tharkerne i stand til at hengive sig til de klassiske akademiske 

videnskaber. Enhver tharker lærer fra barnsben at læse og skrive samt at regne , og både høj som lav sætter en stor ære i at 

være vis og belært. 

Hvor dagene går med at varetage forretninger og evindelige handelseventyr, så tilbringer man efterfølgende sine aftener og 

nætter med storslåede banketter, hvor de mest kyndige fremviser deres intellektuelle og kunstneriske værker, og de handlende 

soler sig i lyset af dagens præstationer. 

For tharkerne er tilværelsen således præget af mange glæder. Det kan imidlertid også været et kynisk og ubarmhjertigt liv. 

Selvom tharkerne betragter sig selv som et samlet folkefærd, så er der ikke megen næstekærlighed blandt dem. Hver eneste 

købmand er bevidst om, at hans bedste ven ofte også vil være hans nærmeste konkurrent, og at den eneste måde at styrke 

sin egen position er ved at tage brødet ud af munden på andre. 

Der er derfor hård konkurrence mellem de handlende, og selvom det betragtes som en god skik at udstråle næstekærlighed 

og venlighed overfor sine nære, så bliver der i det skjulte samtidigt plejet en vedvarende jalousi. Samtlige tharkere gør derfor 

et stort nummer ud af konstant at udtrykke overlegenhed og aldrig vise tegn på svaghed eller tvivl. 

De handlende er organiseret i handelshuse af varierende størrelser. Som regel vil de være bygget op omkring en stærk leder 

og dennes umiddelbare familie - Både mænd og kvinder besidder ledende positioner, og der bliver i det hele taget ikke gjort 

forskel på mænd og kvinder i Tharkien. Under sig vil familien have et antal betroede rådgivere samt utallige tjenere, som har

til formål at lette hverdagen for deres herrer. Med tiden vil de mere kyndige af disse hver især blive tildelt betydningsfulde 

positioner og kunne opnå et stort personligt ansvar. Endelig ejer hvert handelshus også en skare at slaver, som står for de 

hårdere fysiske opgaver i hverdagen. 

Om end tharkerne er de rigeste af alle Nirahams folk, så lever de et liv præget af mange bekymringer, og tilværelsen er præget 

af en konstant bevidsthed om, at blot en enkelt fejl kan fratage dem alt hvad de ejer. Det gør dem til kolde og kyniske 

mennesker, og der skal overordentligt meget til, før de stoler på personer udenfor deres hushold. De enkelte handelshuse er 

derfor ofte meget lukkede, og udefrakommende kan ikke forvente at blive mødt med andet end blot en kølig og overfladisk 

høflighed. 

GEOGRAFI 

Tharkien består af seks selvstyrende bystater. Herudover er det et utal af mindre byer, der er beliggende rundt omkring i 

riget, men som er uden reel indflydelse. Al handel er centreret omkring de seks store byer, og de udgør dermed også samlingspunktet 

for både kultur og økonomi i riget. 

DORENBURG 

Dette er rigets reelle handelscentrum. Siden det tharkiske rige opstod, har byen haft en særlig status i tharkernes øjne, da det 

var herfra, at gnisten til det Tharkien, som vi kender det i dag, udsprang. I de tidligste tider var byens navn Tharkien, og det 

var på initiativ fra repræsentanter herfra, at man i år 617 FJ oprettede den tharkiske pagt. Efterfølgende blev byens navn 

ændret til Dorenburg, således at man ville kunne skelne det samlede rige fra byen. Det er en storslået by med prægtige bygningsværker 

og et evigt aktivt handelsliv. Alt kan købes her, og varer fra verdens fjerneste egne blive ført til byen hver dag, 

for sidenhen at blive solgt videre med stor fortjeneste. 

SØLVBORG 

Dette er den mest prægtige af de tharkiske byer. Byens huse er bygget af det fineste marmor, og i aftensolen synes den at 

have et næsten overnaturligt skær - som af nyslået sølv. Det er herfra, at Sølvborg har fået sit navn. Byen er tillige blevet et 

politisk samlingspunkt, og det er heri at senatet har sit sæde. Sølvborg anvendes ofte som et mødested for både tharkere og 

repræsentanter fra de øvrige riger, og man oplever en stor mangfoldighed i byen, som bidrager til at give den en særlig 

følelse af eventyrlighed og mystik. 

ALVONSARIA 

Den sidste af de tre sydlige byer i riget er Alvonsaria. Man har igennem tiden levet en noget tilbagetrukken og stille tilværelse 

her, og den afslappede livsstil i byen har gjort den til et yndet samlingspunkt for vismænd og intellektuelle hoveder. Her 

kan de i ro og mag give sig hen til deres videnskaber, og mange af verdens fremskridt er udsprunget fra Alvonsarias akademier. 

Tharkiens største og mest prestigefyldte videnskabelige akademier er da også beliggende her, og mange fremtrædende 

handelsmænd har fået deres uddannelse i byen. 

PAEST 

Den mest berygtede af rigets bystater er uden tvivl Paest. Byen er befolket af adskillige kulturer, og udgør efterhånden en 

mangfoldighed af racer og folkeslag. Det er ikke mindst søfolk fra Kamirr, som gennem tiden har slået sig ned her, når tilværelsen 

er blevet for utryg for dem i deres hjemland. Det har ført adskillige uhæderlige elementer til byen, og den har efterhånden 

fået et dystert ry. I resten af Tharkien har imidlertid indset behovet for at et sted, hvorfra man kan importere mere 

eksotiske varer, som ikke vil kunne lovligt tilvejebringes andre steder fra, og man har derfor set igennem fingre med, hvad 

der ellers finder sted i Paest. 

HETENZA 

Hetenza er byen hvori størstedelen af Tharkiens militær er udstationeret. Rigets krigsskibe ligger i havn her, og hver af de 

øvrige bystater bidrager hvert år med store summer, for at opretholde en anseelig styrke, som kan holde det tharkiske hav fri 

for pirater og andre uønskede elementer. Herudover er byen også blevet til et knudepunkt for handel med de nordlige riger, 

og særligt de paraviske handelsmænd er et hyppigt syn.

TAECK 

Taeck er den sidste af de seks store bystater. Den er relativt lille og isoleret, sammenligning med de øvrige, og det er kun 

små 100 år siden, at den blev endeligt anerkendt. Der er lang vej endnu, før den har en økonomi, som kan måle sig med de 

øvrige større bystaters, og Taecks politiske indflydelse er tilsvarende begrænset. Byen har dog formået at blive det centrale 

udgangspunkt for handel med Norrland, og der kan findes mange særprægede varer her, som ikke er tilgængelige i resten af 

Tharkien. 

STYRE 

Hver af de seks bystater er som udgangspunkt selvstyrende. De skriver deres egne love, og udpeger hver især embedsmænd 

til at varetage byens interesser. Hver af bystaterne udpeger desuden en fyrste hvert syvende år, som bliver udset til at regere 

over byen og sørge for, at der hersker god ro og orden. 

Der er tradition for at disse fyrster primært vælges ud fra deres evner som handelsmænd, og man lægger ikke skjul på, at der 

ved udvælgelsen skeles mere til hvorvidt de forventes at sikre byen gunstige handelsbetingelser, end til hvorvidt de reelt besidder 

politiske færdigheder. Man må dog holde sig for øje, at det er et fremtrædende element i den tharkiske tankegang, at 

den der formår at skabe rigdomme for sig selv, også må forventes at kunne gøre det for bystaten i sin helhed. Som oftest 

viser denne antagelse sig da også at være korrekt. 

Fyrsten har først og fremmest til opgave at sørge for, at al handel i byen bliver afviklet gnidningsfrit og på en måde, der er 

så gunstig som mulig for riget. Han har meget frie rammer, og om nødvendigt kan han foretage så store politiske indgreb, 

at hele familier og handelshuse bliver ruineret. Fyrsten har dog også en vis social indflydelse, og det er som oftest fyrstens 

gunst, der afgør hvem af byens handelshuse der favoriseres og hvilke der misbilliges. Denne sociale magt er om muligt af 

endnu større betydning end den politiske, og de mest kyndige af Tharkiens fyrster er i stand til at herske uden på noget tidspunkt 

at ytre mere end blot nogle få, velvalgte ord. 

Som rådgivere for fyrsten, findes der i hver af bystaterne et byråd, hvori der sidder repræsentanter fra de mest fremtrædende 

og prominente huse i byen. De har ingen reel politisk magt overfor fyrsten, men han vil som oftest lytte til deres råd og 

forsøge at finde en løsning, der tilgodeser de parter, som han finder berettiget hertil. Da det desuden er byrådet, som udpeger 

fremtidige fyrster, vil de fleste af byens borgere have et incitament til at fremføre sig med værdighed og respekt her. 

Møderne i byrådet bliver derfor ofte afviklet med en overdreven høflighed, og eventuelle stridigheder bliver fremlagt og 

afklaret på en sådan kunstig manér, at byrådsmøderne i spøg bliver betegnet som ’akter’ blandt folket. 

Siden etableringen af det forenede Tharkien i 1224 EJ har man desuden udpeget en storfyrste, kaldet ’tarkinen’, som skulle 

sørge for at alle bystaterne kunne leve side om side i en fælles forståelse. Det er kun sjældent, at tarkinen involverer sig i de 

enkelte bystaters virke, og hans reelle handlekraft er begrænset. Hver af Tharkiens fyrster er dog underlagt hans direktiver, og 

tarkinen har, såfremt hans befalinger modstrides, den fornødne kompetence til at afsætte enhver af rigets fyrster. 

Tarkinen er desuden den eneste, der har beføjelser over Tharkiens hær. Det er dog aldrig sket, at en tarkin har brugt militær 

magt mod rigets bystater. Skulle en bystat blive uregerlig, er det i stedet kutyme blot at undlade at stille beskyttelse til rådighed 

for bystatens handelsfartøjer, og om nødvendigt lader tarkinen også et ord falde til piraterne fra Paest og Kamirr herom. 

Efter gentagne gange at have set sine skibe overfaldet og plyndret, er de uregerlige bystater som oftest endt med hurtigt at 

efterkomme tarkinens befalinger. 

Tarkinen udpeges principielt hver ottende år af de forsamlede fyrster. Der er dog en vis tradition for, at tarkinen genvælges, 

hvis han viser sig tilstrækkelig kompetent, og dermed reelt bliver siddende indtil sin død. Den nuværende tarkin er Dominic 

Julius V af Alvonsaria, der har været indehaver af posten siden år 9 EH. Han er imidlertid ikke synderlig vellidt, og det 

forventes at han forlader posten ved udløbet af sin valgperiode. 

RELIGION 

Den altovervejende del af Tharkiens befolkning er tilhængere af De Sande Guder. Enhver er dog fri til at den dyrke den 

religion, som vedkommende ønsker i riget, og mange handelsmænd fra verdens øvrige egne har taget deres egen religion 

med sig til riget. Der bliver således dyrket en mangfoldighed af guddomme i Tharkien. For en sand tharker betragtes det dog 

som upassende at dyrke andre guder end De Sande, og selvom der ikke finder en åbenlys diskrimination sted, så er det alligevel 

overordentlig vanskeligt for tilhængere af andre religioner at tilkæmpe sig anerkendelse og prestige i riget. 

Særligt har tilbedelsen af Nimar fået en særlig rolle i den tharkiske kultur, og uanset at man gør et stort nummer ud af at 

anerkender samtlige af De Sande Guder, så er den overvejende del af de gudstjenester, der bliver afholdt i riget, dog dedike-

et til Nimars navn og ære. Hvad man dyrker, er dog i højere grad de ritualer, der er forbundet med religionen, end læren i 

sig selv. Om man helhjertet vedkender sig troen, er ikke i sig selv af nogen særlig betydning. I stedet bliver der lagt stor 

vægt på, at man er til stedet ved de enkelte gudstjenester, og her viser både Nimar og hans tjenere den fornødne respekt. 

Religionen er dermed i overvejende grad blevet centreret omkring kirken og dens folk, og præstene har som en naturlig 

følge heraf fået høj social status i riget. Det betragtes som god skik at invitere en repræsentant fra kirken, når der afholdes 

fest, og man lægger også en stor ære i at få højtstående gejstlige til at udføre livets særlige ritualer såsom bryllupper og begravelser. 

Derudover er kirken i sig selv også blevet til et socialt samlingspunkt. Tharkerne går hver morgen til gudstjeneste, og de 

benytter denne lejlighed til at socialisere og mødes med byens andre betydningsfulde personer under afslappede og mindre 

formelle omstændigheder. Der er derfor også opstået en tradition for altid pynte sig og bære sine fineste klæder under gudstjenesterne, 

i håbet om at kunne vække beundring og respekt blandt de øvrige tilstedeværende. 

RELATIONER 

Grundet deres store rigdom, er tharkerne kendte over størstedelen af Niraham, og de er respekteret for deres evne til altid at 

kunne levere de mest eksotiske varer. De er imidlertid også genstand for megen jalousi, og deres handelskaravaner må dagligt 

tage kampen op med pirater og røvere, som på uhæderlig vis søger at få andel i de kostbare goder. 

På grund af disse konstante overfald, har man måttet lære alt beskytte sig selv og altid være på vagt overfor de nærtliggende 

riger. Der er derfor vokset en stemning af mistro frem blandt tharkerne, som har fået dem til at isolere sig fra omverdenen i 

alle andre henseender, end når de har ønsket at handle. Deres rigdom til trods har tharkerne derfor ofte kun en ringe anseelse 

blandt de omkringliggende riger. 

Mod nord findes Paravien, som er det nærmeste man i Tharkien kommer på en betroet allieret. Der findes ingen formelle 

aftaler mellem de to riger, men man har alligevel gennem tiderne udviklet en sådan gensidig respekt, at rigerne ofte er kommet 

hinanden til hjælp, når ydre fjender truede. Den dag i dag finder der stadig en omfattende handel sted mellem Tharkien 

og Paravien. De paraviske adelsfamilier sætter stor pris på fine klædninger og vine fra resten af Niraham, og til gengæld 

forsyner de Tharkiens hær med våben, rustninger og prægtige stridsheste. 

Mod øst ligger det zarabiske rige. Det er et storslået og højt udviklet land, som man altid har drevet en omfattende handel 

med. Så ærværdige, som visse zarabere har syntes, så tilsvarende nederdrægtige og bedrageriske har de også vist sig, og man 

har derfor altid vogtet over dem med stor varsomhed. Da det kom til stridigheder mellem Etos og Zara’bash i år 15 EH 

undlod tharkerne at involvere sig af frygt for en åben krig med Zara’bash. Ikke desto mindre sendte zaraberne alligevel en 

flåde til Tharkien for at belejre Alvonsaria og dermed kue tharkerne. Ved hjælp fra magiens cirkel lykkedes det dog at tvinge 

zaraberne på flugt, men forholdet mellem de to riger har formentlig båret uoprettelig skade af hændelsen. 

Nordøst for Tharkien finder man Kamirr, der om nogen ligger for had blandt de Tharkiens handlende. Kamirrs folk har 

igennem århundreder bedrevet pirateri mod de handlende, og gang på gang er enorme summer gået tabt som følge af de 

uberettigede overgreb. I disse tider bliver tharkiske skibe fortsat plyndret på daglig basis, men man har ikke fundet andre 

midler til at sætte sig imod, end ved blot at øge beskyttelsen omkring hver handelskaravane. Den er alment kendt, at Kamirr 

står under beskyttelse af Emyrs hær, og tharkerne har ikke haft modet til at indlede en åben krig mod begge disse riger. I 

stedet har man blot afbrudt enhver kontakt til Kamirr. 

Øst for Tharkien findes Etos, der er Nirahams største kulturelle samlingspunkt. De to riger har altid plejet et nært venskab, 

men følelserne er kølnet betydeligt ned på det seneste, efter at tarkinen nægtede at efterkomme en anmodning om militær 

støtte fra Etos, da bystaten var truet af den forestående invasion fra Zara’bash. 

Mod nordøst er kongeriget Narabond at finde. Om end narabonerne har en stor indflydelse på de omkringliggende riger, så 

er der kun lidt at vinde ved at sende karavaner dertil. Efter tharkisk standard er narabonerne både fattige og primitive, og 

selvom man ikke har et reelt dårligt forhold til folket her, så nærer man heller ikke på nogen måde udtalte varme følelser for 

dem. 

K A M I R R 

Sydøst for Narabond findes det løst funderede rige Kamirr. Riget består af godt og vel tyve selvstændige bystater, der hver 

for sig kun har en begrænset tilknytning til de øvrige, og for udefrakommende er der ikke meget ved riget, som tilkendegiver

en reel følelse af kulturelt fællesskab. Kamirr synes således ikke så meget at være holdt sammen af en følelse af nationalitet, 

som af en generel fornemmelse blandt dets folk om, at man kan opnå mere ved at samarbejde med de øvrige bystater og i 

fællesskab blive rige på bekostning af Nirahams øvrige riger. 

Udadtil er Kamirr en nation af søfarer og handelsmænd, som gennem snilde og list har formået at udbrede deres kontakter 

til verdens fjerneste egne. De er imidlertid sjældent særlig vellidte. Økonomisk vinding er et centralt omdrejningspunkt for 

hver af Kamirrs borgere, og de opnår gerne deres mål, uden hensyn til hvem det går ud over. Udover den legitime handel 

har Kamirrs folk også i årevis bedrevet omfattende sørøveri mod de omkringliggende riger, og de har med stor succes formået 

at slippe væk med det. 

På trods af, at deres umiddelbare naboer har gjort alt tænkeligt for at dæmme op for dette næsten legaliserede pirateri, så har 

Kamirr ved politiske snilde og et væld af bestikkelser alligevel formået at slippe udenom alle anklager. Til dato har ingen stat 

således endegyldigt kunnet bevise Kamirrs medvirken ved de regelmæssige overfald i Kamirrhavet og det Tharkiske Hav. 

Det står dog klart for enhver, hvordan Kamirrs bystater glædeligt huser pirater og udruster dem til at plyndre deres naboer, 

for efterfølgende at nyde stor glæde af udbyttet herfra. 

Indadtil i riget er der en stærk tilknytning mellem folket i hver af de enkelte bystater. Mellem bystaterne finder der til gengæld 

en ihærdig konkurrence sted, og det sker da også regelmæssigt i fredstid, hvor tilværelsen er ensformig og kedsom, og 

riget ikke er optaget af en fælles ydre fjende, at der udbryder mindre konflikter mellem bystaterne. De bliver imidlertid bilagt 

lige så hurtigt, som de er opstået - ofte ved at man finder sammen om at plyndre en tredje bystat. Hver af bystaterne er som 

regel selvforsynende, og de udruster hver for sig af egen lomme en mindre hærstyrke til at forsvare sig mod ydre fjender. 

Hver bystat byder på en helt unik kultur, og man møder store variationer fra by til by i Kamirr. Overordnet betragtet er den 

kulturelle udvikling i Kamirr dog særdeles fremskreden, og man har gennem sine handels- og plyndringstogter fået indsigt i 

alle større fremskridt hos de omkringliggende riger. De fleste af landets borgere er desuden overordentlig rige, da man altid 

har formået at tjent store summer på både handel og plyndring af det øvrige Niraham, og i de omkringliggende lande ser 

man da også på Kamirrs rigdomme med stor jalousi. 

Kamirr har igennem mange år haft et særligt forhold til sin nabo mod nord, Emyr. De to riger deler en fælles fortid, og de 

først adskilt for godt og vel et årtusinde siden. Om end der aldrig er indgået et decideret forbund imellem rigerne, så er det i 

disse tider vanskeligt at betragte det ene, uden også at måtte beskrive det andet. 

For sit vedkommende, bidrager Kamirr til forbundet ved hvert år at betale en anseelig tribut til Emyr. I krigstider har man 

desuden stiller sin flåde til rådighed, og dermed gjort det muligt for Emyr at nå hurtigt og sikkert over havet. Til gengæld er 

Kamirr underlagt beskyttelse fra Emyr og rigets enorme hær. Om end denne fordeling må synes ulige, så er det frygten for 

Emyrs hær, der har afholdt de omkringliggende riger fra at skride til handling mod Kamirrs evige pirateri. Prisen for denne 

tryghed kan således synes stor, men den sikkerhed og frihed, der følger heraf, har til alle tider været pengene værd. 

STYRE 

Kamirr er, som tidligere anført, opdelt i et antal separate bystater, der hver for sig er selvstyrende. De skriver selv deres egne 

love, og håndhæver dem også ved egen kraft. Traditionen for denne lokale livsstil er så fast forankret i folket, at man ihærdigt 

har modsat sig ethvert forsøg på at samle riget under en fælles, central leder. Der har været gjort adskillige forsøg på at 

forene riget gennem både politiske og militære midler, men bystaterne har hver gang gjort ihærdig modstand, og i disse 

tider synes det utænkeligt at de enkelte bystater nogensinde skulle indvilge i at give afkald på deres autonomi. 

Størstedelen af magten i Kamirr ligger derfor hos lederne af de enkelte bystater. Disse ledere er som oftest valgt til positionen 

af de rigeste og mest indflydelsesrige af bystatens familier, og de vælges for en periode på mellem 2 og 7 år. Bystaternes 

ledere betegnes som patricierne, og deres embede er omgæret af en dyb respekt men også en velbegrundet frygt. Patricierne 

har ikke beføjelser til at udstede love, men de kan frit fortolke de eksisterende love, og har desuden beføjelsen til at dømme i 

stridigheder mellem bystatens borgere. De udruster også af egen lomme en mindre hærstyrke, der sørger for at opretholde 

ro og orden, og regelmæssigt også anvendes til at kue genstridige parter. Patricierne er dermed magtfulde mennesker, men 

de skaber sig mange fjender, og det er ikke sjældent forekommende, at en patricier ikke overlever sin valgperiode ud. 

I hver af bystaterne findes desuden et byråd, hvor repræsentanter for de større familier og handelshuse mødes regelmæssigt. 

Her afklarer de interne stridigheder og udstikker fælles retningslinjer, så handlen kan flyde frit og til alles fordel. Byrådet har 

den lovgivende magt i bystaten, men herudover ingen videre beføjelser. I alle andre henseende må de nøjes med at udarbejde 

forordninger, der kan forelægges patricieren, der herefter bestemmer om forslaget skal godkendes. Reelt bliver mange af 

de mest betydningsfulde beslutninger i Kamirr dog truffet under byrådets tage - ikke gennem lovgivning, men ved at overhovederne 

for de større familier kommer frem til aftaler, der får en sådan gennemslagskraft, at ingen af parterne efterfølgende

har modet til at bryde dem. 

Byrådene bliver hver for sig ledet af en central person, der er udpeget af de forsamlede, og som har til ansvar at forvalte 

bystatens affærer udadtil. Disse ledere betegnes ofte med den noget misvisende titel ”konger”. Titlen er misvisende, fordi de 

reelt kun har indflydelse og handlekraft, så længe de har et flertal bag sig i bystatens råd. Ofte bliver kongerne da også blot 

reduceret til marionetter, der er indsat fordi alle parter mener at kunne bruge dem, til at trumfe sin egen vilje trumfet igennem 

ved rådsmøderne. De enkelte konger mødes lejlighedsvist med deres modstykker fra de øvrige bystater for at lave handelsaftaler 

og afklare konflikter. Der er ingen større ceremonier forbundet med dette, og i de fleste tilfælde foregår møderne 

da også i dybeste hemmelighed, da ingen ønsker at uvedkommende skal få kendskab til de aftaler, som bliver forhandlet på 

plads. 

RELIGION 

De fleste indbyggere i Kamirr er tilbedere af De Sande Guder. Religionen spiller dog kun en begrænset rolle for livet i Kamirr, 

og den næsten ingen - hvis nogen - indflydelse på den jævne borgers hverdag. Som oftest har man blot en noget overbærende 

holdning til de som dyrker guderne, og man anerkender præsteskabet på lige fod med enhver anden i samfundet. 

Ingen i riget ringeagtes for at dedikere sit liv til guderne, og man har da også en sådan respekt for De Sande Guder, at man 

gerne skænker dem en ofring, såfremt man har haft succes med et særligt indbringende foretagende. 

Kamirrs folk går sjældent til templerne uden at have en særlig anledning hertil, og det er heller ikke almindeligt for dem at 

dyrke guderne i hjemmet. Man anerkender ganske vist, at guderne kan have en indflydelse på, hvad der finder sted på Niraham, 

men man ringeagter deres betydning, og sætter i stedet hellere blot lid til eget arbejde. 

Præsteskabet er derfor heller ikke videre udbredt i Kamirr, og deres primære funktion består i at være rådgivere for de handlende. 

Præsterne har igennem deres hverv et utal af kontakter udenfor riget, og som oftest formå de via deres netværk at 

opsamle store mængder viden, som de handlende drager nytte af. Ofte kommer præsterne desuden til at fremstå som diplomater 

og mæglere i konflikter mellem de enkelte huse, hvor man ikke har tiltro til patricieren vil være upartisk og dømme 

retfærdigt. 

RELATIONER 

Kamirr har traditionelt altid haft et overordentlig dårligt forhold til størstedelen af sine naboer. Udover det åbenlyst problematiske 

i, at de igennem flere århundreder har sponsoreret pirater og nydt godt af deres bytte, så har kamirrerne imidlertid 

også vist sig som kyndige handlende, som har udkonkurreret mangen en rival blandt Nirahams øvrige folkefærd. Grundet 

deres nære forbund med Emyr, og den beskyttelse der følger heraf, har ingen imidlertid turde sætte sig op mod riget. Kamirr 

er således blevet anset som en urørlig fjende af lige dele rigmænd og pirater, og forholdet til de nærtliggende kulturer er 

præget af dette. 

Mod nord findes Emyr, med hvem man igennem århundreder har levet i et næsten symbiotisk forhold. Om end den årlige 

tribut, man må betale for dette, er uhyrlig, og den kamirrske flåde adskillige gange har lidt under Emyrs krige, så har beskyttelsen 

imidlertid også sikret de handlende særdeles favorable vilkår, og gjort dem i stand til uhindret at bedrive deres erhverv. 

Mod øst har Kamirr Det Chatonske Imperium. Det er en gammel fjende, der har udmærket sig indenfor krigsførelse på 

havet, og som følgelig betragtes som en stor trussel. Man har kun en ringe kontakt til Chato, og i Kamirr er frygten for en 

invasion fra havet evigt nærværende. 

Vest for Kamirr findes Narabond, der er rigets næststørste handelspartner, efter Emyr. På trods af Emyrs foragt for narabonerne, 

har man i Kamirr for længe siden overkommet denne, og i stedet indset hvor tillokkende et marked, der findes i riget. 

Mod sydøst ligger ørkenriget Zara’bash, hvis folkefærd er fjendsk men også overordentlig rigt. Zaraberne har imidlertid altid 

været afvisende og næret en dyb foragt for Kamirrs folk. De mulige indkomster ved handel med Zara’bash er dog for store 

til at man uden videre giver afkald på dem. 

Mod vest ligger det tharkiske imperium. Det er det rigeste af alle Niraham lande, og man har lagt megen tid og energi i at få 

indyndet sig på deres marked. Tharkerne betragter imidlertid kamirrerne som pirater og afskum, og har afskåret al officiel 

kontakt. 

P A R AV I E N

Sydvest for Narabond, på den fjerne side af Gothia, er det gamle riddersamfund Paravien at finde. 

Igennem århundrederne har Paravien været et forbillede for de vestlige riger, og nordens regenter har altid forsøgt at skele til 

den paraviske levevis, når de har truffet beslutninger af afgørende betydning for deres undersåtter. 

Det var i det paraviske rige, at Nirahams første ridderkultur opstod, for efterfølgende at brede sig til riger som Narabond og 

Emyr. Det er ligeledes arnestedet for nogle af de største kulturelle og videnskabelige udviklinger, Niraham endnu har kendt 

til. Ridderkulturen er fortsat vidt udbredt i Paravien. Den er det store ideal, der binder hele riget sammen, og de gamle begreber 

er således ikke kun af betydning for rigets forsvar, men udgør også hele nøglestenen i samfundets sociale orden. 

Paravien er etableret som et gennemført feudalt rige. Alt land i riget ejes af godt og vel 40 adelsmænd. Deres jorde betragtes 

som selvstændige lener, og indenfor hvert len er adelens herredømme uindskrænket. Deres ord er lov, og de råder enevældigt 

over deres undersåtters liv og død. Landet lader de forpagte af et større antal vasaller, der får ret til at dyrke jorden mod 

at betale herremændene en årlig afgift i guld, samt stille mænd til rådighed i krigstid. 

Paravien er således præget af et udtalt social skel. Øverst i samfundet sidder den adelige elite, og har rådigheden over både 

land, rigdomme og militær i riget. Under dem findes den jævne pøbel, der i altovervejende grad består af simple bønner, der 

lever under herremændenes bud, og er tvunget til at efterleve deres ønsker i et og alt. Det sociale skel er noget nært ubrydeligt, 

og det er sjælden set, at nogen simpel paraver formår at overvinde det. 

Denne samfundsopbygning giver imidlertid en ellers uset stabilitet i riget, og det gør det muligt for adelsstanden at lægge 

deres kræfter andetsteds. Det forventes således, at enhver paraver, der er af adelig byrd, fra barnsben sendes til et af rigets 

mange akademier, hvor de bliver oplært i krigsførelsens ædle kunst. Træningen er hård og krævende, men når de er udlærte 

og slås til riddere, er de paraviske adelssønner imidlertid også nogle af de mest kompetente krigere, man kender på Niraham. 

Da adelen desuden besidder uhørte rigdomme, vil de også være yderst veludrustede. Uddannelsen på akademierne forbereder 

imidlertid også ungersvendene til livet i de højere kredse. De introduceres således til klassiske intellektuelle færdigheder 

som filosofi, retorik og etikette, og udover at være frygtindgydende krigere, vil enhver paravisk adelssøn således også udgøre 

en veluddannet og attråværdig gemal. 

Den mest kendte af de paraviske ridderslægter, er ordenen kendt som Nimranns riddere. Igennem århundreder har de været 

en stor magtfaktor både i og udenfor Paravien, og man mener at vide, at deres orden er den ældste ridderorden i Niraham. 

Deres særlige status stammer helt tilbage fra Jarcos tid, og det berettes, at ordenens stifter blev velsignet med Nimars kraft af 

Jarco selv. Siden da har Nimranns riddere ihærdigt plejet deres tilknytning til Nimar, og det er alment kendt, at Jarcos ligklæde 

– det stykke silke, man svøbte Jarco i efter hans død – befinder sig et sted i krypten under ordenens slot. 

Paravien har - sin store styrke til trods - altid forsøgt at holde sig ude af verdens større konflikter. Ridderne har formået at 

forsvare deres rige mod alle fjender, som har truet dem igennem tiden, men de har kun sjældent selv indledt deres krige. 

Den fred og fordragelighed, der hersker i riget, skyldes således i høj grad adelsslægternes tilbøjelighed til blot at afskære sig 

fra omverdenen og lade Nirahams øvrige riger om at udkæmpe deres konflikter. 

Selv nu, hvor Det Chatonske Imperium i øst har påbegyndt en nådesløs erobringskrig, har paraverne undladt at komme de 

øvrige riger til undsætning. I stedet ser de blot til, og lever ud fra en opfattelse af, at de med deres overlegne militære færdigheder, 

vil kunne slå chatonerne tilbage, såfremt de nogensinde skulle nå Paraviens grænse. 

Denne holdning har medført stor forundring blandt resten af de nordlige riger, og man er begyndt at betragte paraverne 

som et arrogant og selvforherligende folk. Det til trods, så nærer man dog fortsat stor respekt for deres kultur, og det er en 

enestående ære for en narabonsk adelssøn at blive optaget på et paravisk akademi. De, der vender tilbage med titlen ’ridder 

af Paravien’, kan være sikre på at nyde stor anerkendelse blandt sine slægsfæller resten af livet. 

STYRE 

Al magt i det paraviske rige ligger som anført hos adelen. Den simple bonde har ingen indflydelse på sit eget liv, og der 

venter ham en hård straf, hvis han forsøger at sætte sig op mod sin herre. Herremændene kan dog umuligt varetage alle de 

administrative opgaver, som deres lener byder på, og som oftest bliver magten dermed fordelt til et antal betroede rådgivere. 

Disse vil ofte selv være af adelige stand - enten fordi de er i familie med herremanden, eller også fordi de er fra en nærtstående 

familie, og er bragt ind i herremandens hushold grundet deres store vid eller intellektuelle færdigheder. 

Visse dele af lenets mindre betydningsfulde opgaver overlades dog til en kreds af ikke-adelige, som på grund af deres kendskab 

til eksempelvis handel eller landbrug har en større indsigt i det givne emne end de adelige selv. At være optaget hos 

lensherren på denne vis, giver dem en særlig status, der hæver dem over resten af pøblen. Yderligere vil deres årlige indtægt

fra dette arbejde ofte overgå en simpel bondes hundredfold. En del af magten i riget er således overdraget til denne klasse af 

lavadelige, og i krigstider - hvor store dele af adelen er optaget andetsteds - vil de kunne opnå en betydelig magt. Særligt har 

opkrævningen af skatter traditionelt været en af de mest prestigefyldte poster, der er blevet overdraget til lavadelen. 

Blandt de førende adelsmænd i Paravien udpeges en konge, der indsættes som rigets regent, og som bestrider denne titel 

indtil sin død. Han har ikke mange beføjelser, og overlader i det store hele blot rigets vel og vel til de enkelte herremænd. 

Hans beføjelser udtrækker sig principielt set kun til disse herremænd, og kongen har ingen autoritet over land og befolkning 

i de enkelte lener. Kongens første og fremmest opgaver er dermed blot at afklare stridigheder mellem de adelige, og se til at 

rigets affærer udadtil bliver afviklet på en hensigtsmæssige måde. Det er først i krigstid, at kongen for alvor træder i karakter. 

Da indtræder han som kommandør over rigets forenede styrker, og hver en ridder i Paravien er underlagt hans bud. 

Den nuværende konge er Kong Arkiel af Nimranns orden. 

RELIGION 

Paraverne er alle tilhængere af troen på De Sande Guder. Religionen er dybt integreret i den feudale ridderkultur, der kendetegner 

riget, og troen er dermed også blevet til en essentiel del af kulturen. Som med meget andet i Paravien er religionen og 

udøvelsen af denne imidlertid primært forbeholdt adelen. 

Man betragter guderne som værende mægtige og indflydelsesrige væsener, hvis kræfter er uden begrænsninger, og som er i 

stand til at diktere skæbnen for ethvert levende væsen. Dog finder man det utænkeligt, at guderne skulle bekymre sig om 

trivielle og ligegyldige detaljer i simple menneskers liv, og den gennemgående opfattelse er således, at guderne ganske vist 

findes, men at de har det bedst med blot at lade de dødelige selv om at leve deres liv. Det er derfor op til individerne selv at 

handle, hvis de ønsker at nå deres mål. Guderne kan og vil ikke hjælpe dem, der heller ikke hjælper sig selv, og de bliver 

dermed i højere grad til idealer, man bør efterleve, end reelle genstande for tilbedelse. 

Uanset at paraverne anerkender og værdsætter samtlige af De Sande Guder, så har tilbedelsen af Nimar dog altid været meget 

udbredt i riget. Det skyldes ikke mindst, at Nimranns riddere - der lagde selve grundstenen til rigets kultur - menes at 

være velsignet af Nimar selv, men paraverne synes i det hele taget at føle en nær tilknytning til de idealer, som Nimar står 

som indbegrebet for. Siden himmelkrigenen er også Jorins lære dog begyndt at vinde indpas i riget. 

Det er den gængse opfattelse i riget, at kun de, der er viise og indsigtsfulde, bør forstyrre guderne og påkalde sig deres opmærksomhed. 

Den uindviede, der afkræver guderne tjenester, vil blot vække deres vrede, og blive straffet herefter. Præsteskabet 

er derfor særdeles velsete i Paravien, og kun de mest kyndige adelssønner får muligheden for at påbegynde oplæring i 

templerne. Først når de er færdiguddannede og har bevist, at de har gudernes gunst, anerkendes de nye præster. Herefter vil 

de imidlertid blive budt velkommen hos enhver adelsslægt, og deres velsignelser og helbredelser er gaver, som bliver skattet 

højt. 

Udenfor adelens kredse er det tilladt for de simple bønder at dyrke guderne, så længe det blot sker i et afpasset forhold, der 

ikke påvirker deres arbejde. Her anerkender man ganske vist guderne og mange blandt folket tilbeder dem regelmæssigt. 

Som oftest betragtes religionen dog som et privilegium, der er forbeholdt adelen, og den gængse opfattelse blandt pøblen er 

at gudernes affære overgår den jævne mands forstand, og at man derfor bør blande sig udenom. 

RELATIONER 

Mod syd ligger det enorme tharkiske handelsimperium, som paraverne gennem tiden har haft et overordentligt nært og venskabeligt 

forhold til. Der florerer en omfattende handel mellem de to riger, og om der aldrig er indgået formelle aftaler herom, 

så synes der at herske en udtalt forståelse for, at tharkerne giver fordelagtige priser til de paraviske handlende, mod at de 

paraviske ridder til gengæld yder dem beskyttelse mod eventuelle fjender. 

Mod nord findes Gothia, der er et rige ikke ulig Paravien. Den gothiske kultur er kraftigt inspireret af den paraviske, og 

store dele af den gothiske adel er da uddannet ved de paraviske akademier. Den norrlandske kultur har imidlertid også haft 

en stor indflydelse på Gothia, og om end man værdsætter venskabet med riget, så betragtes indbyggerne som noget primitive, 

og ikke værdige til helt den samme anerkendelse som ægte paravere. 

Nordøst for Paravien findes Narabond. Det er et rige, som har taget meget inspiration til sig fra det paraviske, og som man 

gennem tiden har oparbejdet et ganske nært forhold til. Særligt har de narabonske konger sat en stor ære i at sende deres 

sønner til Paraviens akademier. Narabonds nuværende konge - Valdemar Narabond - er den seneste af mange narabonske 

konger, der har fået sin uddannelse i Paravien, og riget har i de seneste år nydt godt af hans færdigheder.

Øst for Paravien ligger det elviske rige Buranus. Uanset de store forskelle på menneskenes og elvernes livssyn, så har de to 

riger alligevel flere lighedspunkter, end adskillige af de omkringliggende menneskelige riger. Også Buranus’ folk lever deres 

liv efter strenge militære regler, og uanset at der kun er en ringe kontakt mellem de to riger, så nærer de alligevel en udtalt 

respekt for hinanden. 

Z A R A’ BA S H 

Langt mod syd - i de omfattende ørkenområder, der præger det sydlige kontinent - finder vi det storslåede zarabiske rige. 

Det er et land befolket af mørkladne og stolte menneskestammer, som igennem årtusinder har trodset de barske vilkår og 

formået at skabe en af de mest glorværdige kulturer, som verden endnu har set. 

Riget har sit ophav i de frie ørkenstammer, der i tidernes morgen vandrede over stepperne og i ørkenen. Med tiden slog de 

sig ned og etablerede store byer, hvor der blev gjort op med fortidens primitive levevis, til fordel for et liv med højkultur og 

en værdsættelse af kunsten og de videnskabelige færdigheder. Folket værdsatte det skønne og ophøjede, og med tiden udviklede 

den zarabiske kultur sig til et enestående samfund, hvor kloge hoveder brugte deres dage på at være innovative og nyskabende. 

Det er hér, at størstedelen af de videnskaber, som vi i dag tager for givet, har fundet deres udspring. Udover naturvidenskaben 

kan også matematikken, filosofien og de første menneskelige skriftsprog føres tilbage til Zara’bash. Alt imens højkulturen 

blomstrede i Zara’bash var resten af Nirahams menneskelige samfund stadig ikke meget mere end barbariske klaner, og alle 

har de det zarabiske rige at takke for de kulturelle fremskridt, som de siden hen har nydt glæde af. 

Særligt har den zarabiske hovedstad Cartheero til alle tider udmærket sig som hele Nirahams kulturelle samlingspunkt. Det er 

en position, som byen i disse tider har måttet afgive til Etos, men når Nirahams vismænd omtaler Cartheero, er det stadig 

med en særlig blanding af stolthed og respekt. Også de øvrige tre storbyer i Zara’bash; Juncater, Badra og Khajdba nyder 

stor anerkendelse både i og udenfor riget. 

Ikke hele Zara’bash er dog præget af denne højkultur. Den største kulturelle udvikling har fundet sted i rigets større byer, der 

alle er beliggende i de nordlige egne ud til enten Kamirrhavet eller Dhallhavet. I syden har tilværelsen typisk været væsentlig 

anderledes. Her lever de gamle nomadestammer stadigvæk som de har gjort det igennem tusinder af år, og de nægter at tage 

de nyere tiders tiltag til sig. De vandrer omkring på stepperne med deres flokke af dyr, og opsørger kun byerne, når de har 

behov at handle. De er imidlertid et sjældent syn, og der kan gå flere år, før de viser sig, for da snart efter at forsvinde ud på 

stepperne igen. 

Uanset zarabernes storhed, så er det dog værd at bemærke, at langt fra alle får glæde af de kulturelle goder i riget. Zara’bash 

er præget af enorme forskelle på høj og lav, og det betragtes som en selvfølge, at velhavende personer har ret til at holde 

slaver. Rige købmænd kan eje og beskæftige op mod tusind slaver, og selv de simple borgere i byerne ejer ofte en slave til at 

tage sig af husholdningen. Slaverne fødes ind i deres stand, og har kun ringe mulighed for at blive givet fri. Det antages at 

nær ved halvdelen af den zarabiske befolkning er slaver, og tilværelsen for disse er ofte præget af et hårdt og kort liv. 

Denne del af samfundet er imidlertid kun sjældent synlig for udefrakommende. I stedet bliver øjet fanget af den overvældende 

pragt, der kendetegner de zarabiske byer. Hvert eneste hus er næsten et lille palads i sig selv, og alle bygninger er overdådigt 

udsmykket. Det er et almindeligt træk hos zaraberne, at de ynder at udstråle rigdom og velstand. Den zarabiske livsstil 

dikterer, at rigmænd bør skilte med deres formuer, for kun ved at vise deres værd, vil de kunne få den anerkendelse, som de 

fortjener. Personer, der i stedet skjuler deres velfærd og gemmer deres rigdomme af vejen, anses for skamfulde, og vil blive 

mistænkt for at have kommet til sin velstand på uhæderlig vis. 

Det er i det hele taget et gennemgående træk, at alle zarabere værdsætter rigdom og materielle goder højt. Også visdom og 

intellektuelle værdier betragtes som noget enestående. Filosoffer og store videnskabelige begavelser indenfor eksempeltvist 

medicin, retorik og astronomi har særdeles høj status, og det forventes af alle velhavende borgere i riget, at de tillige forstår 

sig på disse klassiske discipliner. 

Denne forherligelse af tankevirksomhed har da også affødt nogle af de viseste mennesker, som Niraham endnu har set, og 

særligt sætter zaraberne en stor ære i at Cartheero var fødested for selveste profeten Jarco. 

STYRE 

Al magt i Zara’bash ligger hos sultanen. Han er rigets øverste leder, og fra sit palads i Cartheero råder han over liv og død

for hver eneste sjæl i riget. 

Uanset at sultanens magt er uindskrænket, og hver eneste zaraber principielt er bundet til at efterleve og om nødvendigt gå i 

døden ved hans bud, så udøver han dog sin autoritet med en udtalt varsomhed. Sultanen har ingen nævneværdige hærstyrke 

til sin disposition, og han betragtes heller ikke som værende indsat af guderne, som man ellers ser adskillige andre steder på 

Niraham. 

Sultanen må således råde og regere ud fra folkets velvilje, og han har ikke andre styrker at trække på, end sine egne personlige 

egenskaber. Det har gennem tiden ført til utallige oprør, hvor magtsyge rigmænd har forsøgt at lægge sig ud med sultanerne. 

Visse af dem har haft held med deres foretagende, og da har man blot på diplomatisk vis afsat den tidligere sultan og 

erstattet ham med en ny, der blev betragtet som mere værdig. Væbnede oprør er til gengæld sjældne i riget, da det at skride 

til våben bliver betragtet som en overilet og uværdig handling, der først og fremmest udtrykker manglende intellektuel formåen. 

Den nuværende sultan er Ahriman Ibn Hajdi Ibn Uhra. 

Omkring sig har sultanen et antal storvisirer, der tager sig af de mest almindelige handlinger, som sultanen ikke selv har 

tiden til at beskæftige sig med. De udpeges ofte blandt rigets største vismænd, og har ofte næsten lige så meget magt som 

sultanen selv. Det meste af tiden råder de på eget initiativ og uafhængigt af sultanen, og det at modsætte sig en storvisir betragtes 

som en lige så stor forbrydelse, som at modsætte sig sultanen. 

Når sultanen dør, overgår magten i riget som oftest til en af hans visirer. Det sker dog ofte, at sultanen har sørget for at 

mindst en af hans sønner har en sådan position, og der er med tiden opstået en tradition for, at magten går i arv fra far til 

søn. 

I hver af rigets fire store byer er indsat en lokal magistrat, som sørger for at sultanens love bliver efterlevet. Magistraten sørger 

desuden for at afklare stridigheder mellem de handlende og blandt de almene indbyggere i byen, i tilfælde af at der skulle 

opstå konflikter, som kræver mægling. 

RELIGION 

Den officielle statsreligion i Zara’bash er troen på De Sande Guder. 

Denne lære praktiseres imidlertid først og fremmest i de store byer, og det er særligt de mere velhavende borgere, der bekender 

sig til De Sande Guder. Zaraberne har dog traditionelt haft en noget afvigende tolkning af læren. Man har ganske vist 

ikke modsat sig den officielle doktrin fra Etos, som forpligter tilhængere til at anerkende alle De Sande Guder, men der er en 

udbredt tilbøjelighed til, at zaraberne udpeger sig en enkelt af De Sande, som de tilbeder helhjertet, og at de herudover ikke 

skænker resten af guderne en nævneværdig anerkendelse. Mere end nogen anden, har Gasnian altid haft en særlig plads i 

zarabernes hjerter, men også Nimar og Tara har fundet vid udbredelse. 

Religionen er dog ikke videre synlig i zarabernes liv. Man har ganske vist for vane at besøge templerne regelmæssigt, og 

gavmildt at skænke gaver til sin udvalgte gud, men donationerne går primært til selve templet, og de bliver betragtet som en 

betaling til præstene, for at de kan dedikere deres liv til at tilfredsstille guderne, så resten af folket kan koncentrere sig om 

deres respektive hverv uden at skulle frygte for gudernes modvilje. 

Den fremherskende opfattelse blandt zaraberne er tillige, at det kun er ved sine gerninger, at man til fulde kan tilfredsstille 

guderne. Man søger så vidt muligt at leve sit liv i overensstemmelse med de retningslinjer, som ens udvalgte guddom har 

meddelt, og såfremt man opnår sine mål i livet, så tages det som det bedste tegn af alle, på at guderne er tilfredse. 

Handlende kan dermed fryde sig dobbelt over at en indbringende handel er kommet i hus, for de ved da, at guderne vil 

finde glæde ved dem, og de kan leve i visheden om, at de har opfyldt deres ønsker. 

Blandt de sydlige stammer har man imidlertid ikke endeligt konverteret til De Sande Guder. Om end denne lære har været 

rigets officielle religion gennem nærved 1000 år, har folket i disse egne holdt fast ved deres gamle levevis, og herunder også 

de tidligere tiders religioner. De nomadiske folk i ørkenen og på de åbne sletter bekender sig således stadig til den gamle 

Kasmanitro, der tager afstand fra eksistensen af egentlige guder, og i stedet anser menneskene som noget guddommeligt i sig 

selv. 

For hver generation der passerer, mener man imidlertid, at de ophøjede og guddommelige træk bliver udvandede, og efterhånden 

som søn efterfølger fader, bevæger folket sig længere og længere væk fra dengang, hvor de selv var guder. Eftersom

de yngre generationer dermed aldrig vil kunne opnå samme værdighed som de ældre, værdsætte de Kasmanitro derfor de 

aldrende og vise. Der er intet højere ideal blandt de Kasmanitro end indsigt og jagten på viden. Kun gennem en forståelse af 

verden vil man kunne genvinde tidligere tiders storhed og holde kontakten til den tabte guddommelighed i live. 

Det er ikke kun de sydlige stammer, der sværger til denne religion. Den praktiseres også hyppigt blandt slaverne og de fattige, 

da økonomi og velstand ikke spiller nogen rolle indenfor Kasmaniens lære. Religionen tillader selv de nederste i samfundet 

at føle, at de er ligeværdige med enhver anden i riget - selv sultanen. Det har imidlertid også gjort religionen upopulær 

blandt de velhavende, som derfor ofte forbyder deres slaver at udøve den. 

RELATIONER 

Mod nordvest grænser Zara’bash op til Etos. Gennem årene har Etos opnået en særlig status i Niraham som værende udgangspunktet 

for næsten al kultur og videnskab, og bystaten har dermed overtaget den anerkendelse, som i tidligere tider 

tilkom Zara’bash. Det har ført til gnidninger imellem de to riger, og da der kom oplysninger frem om, at etoisk guld havde 

købt loyaliteten hos store dele af den tharkiske flåde, som nu var ved at blive udrustet til en invasion, blev man nødt til at 

handle. Siden har de to riger set hinanden an og man frygter at en invasion fra Etos måtte være nært forestående. 

Mod nordøst blev grænsestaten Aihlann Bachir oprettet for blot få år siden. Den havde til formål at adskillige Zara’bash fra 

de eislonske skove, og skulle også sørger for, at Emyr ikke igen ville anlægge bosættelser på det sydlige kontinent. Dermed 

blev krigen mellem de tre riger, der havde raset i flere årtier, bilagt. Aihlann Bachir mangler endnu at stå sin prøve, og man 

ser på denne fredsordning med en vis skepsis. Der er dog også en vis følelse af optimisme, og der er mange som håber, at 

man hermed én gang for alle kan bilægge de gamle stridigheder. 

Mod nord, på den anden side af Kamirrhavet, findes Det Chatonske Imperium. I de seneste år har chatonerne foretaget en 

række fremstød på det nordlige kontinent, og ved hjælp af deres flåde, har de også haft held til at erobre et antal kolonier i 

Zara’bash. Det har vakt harme blandt zaraberne, men lige for nu har man valgt at holde sig afvende og afstå fra at erklære 

imperiet krig. Mange frygter imidlertid, at det kun er et spørgsmål om tid, før der bryder åben krig ud mellem de to lande, 

og man nærer ikke just varme følelser for fjenden i nord. 

E T O S 

Sydøst for Narabond finder vi den lille, men overordentlig indflydelsesrige, bystat Etos. Siden tiden for Jarcos åbenbaring 

har Etos udgjort hele Nirahams religiøse centrum, og det er fra bystatens stortempel, at næsten alle religiøse doktriner om 

De Sande Guder bliver udstedt. 

Jarco selv opholdt sig i byen igennem adskillige år af sit liv, hvor han prædikede for den evigt voksende menighed, og hvor 

de vismænd fra hele verden udarbejdede omfattende værker om den store profets liv og læren. 

Umiddelbart efter den store åbenbaring opførte man et monumentalt tempel i Etos, der skulle være et samlingspunkt for ikke 

blot de troende, men tillige skulle huse de mest anerkendte præster, og være en skole udi forståelsen af gudernes væsener og 

kraft. Templet opnåede snart en status uden lige, og man har formået at fastholde denne enestående position op til nutiden. 

Uanset afstandene, så er troende i alle verdens riger forpligtet til at efterleve doktrinerne fra stortemplet, og de gør det med 

stor glæde. Templets ord er indbegrebet af visdom, og ingen sande tilhængere af De Sande Guder vil vove at sætte sig op 

mod dets ord. Det betragtes tværtimod som et ophøjet ideal at efterleve De Sandes bud i alle aspekter i livet, og de troende, 

som igennem deres liv har draget til Etos for selv at opleve gudernes undere og lære de vises ord, har et helt enestående 

status. Det betragtes således også som stor ære for en præst, hvis han har været optaget i templets præsteskab og dedikeret 

nogle år af sit liv til at studere her. 

Alt i Etos synes at have templet som sit afgørende samlingspunkt. Der er vokset en storslået by op omkring det, der også 

blot er blevet givet navnet Etos. Byen er hjemsted for lærde fra hele Niraham, og de har taget videnskaber og kulturelle 

udviklinger med sig fra hele verden. Man har altid taget imod disse nye borgere og deres kundskaber med stor glæde, og i 

templet har man gjort meget for at fremme udviklingen af nye teknologiker. Det har resulteret i, at Etos nu ikke kun betragtes 

som Nirahams religiøse samlingspunkt, men også som et af de mest veludviklede samfund i verden. De fleste magthavere 

på Niraham har derfor også altid søgt at holde sig på god fod med bystaten, og de har nyt stor glæde af dens nyskabelser og 

indsigt. 

Rigets store fremskridt og udtalte popularitet har ført en udmærket økonomi med sig, og de fleste etoere nyder godt af de

mangfoldige handelsvarer der strømmer til i en lind strøm. Det er således ikke kun de gavmilde donationer til templet og 

dets folk, der giver levebrød til bystatens befolkning, men også de utallige handelsvarer, der fragtes hertil dagligt og bliver 

solgt videre med store fortjenester. 

Der er dog ingen tvivl om, at det er stortemplet, der er rigets egentlige samlingspunkt og kilden til dets høje status. Til templet 

er også knyttet et akademi for moderne og klassiske videnskaber, hvor verdens store tænkere mødes og udveksler tanker. 

Akademiet bygger på et ideal om, at viden bør strømme frit, og et utal af oplyste tilbedere og intellektuelle begavelser rejser 

til templet hvert år for at få råd og vejledning. Selv konger og kejsere er et hyppigt syn her, efterhånden som også de føler et 

behov for få rådgivning fra Niraham største tænkere. 

Udover templet og byen er det eneste andet varetegn ved Etos, at bystaten rummer hjemsædet for magiens cirkel. Cirklen er 

den mest udbredte sammenslutning af magikere på Niraham, og i de fleste af verdens riger er det en forudsætning for, at 

magikere kan udøve deres kunster, at det sker efter accept fra magiens cirkel. Cirklen har dermed en overvældende stor magt, 

men bliver af samme grund også frygtet og lagt for had af mange. De fleste riger har deres egen gren af magiens cirkel, men 

de er alle underlagt hovedsædet i Etos, og den øverste af magikerne her er Gageil ’Lysbringeren’. Han regnes for det viseste 

menneske på Niraham, og han har været overhoved for magiens cirkel igennem mere end 300 år. 

Den eneste reelle kampstyrke Etos besidder, er et fåtal af veltrænede krigerpræster, der har til opgave at beskytte templet og 

dets præster. Disse krigerpræster er kendt som tempelvogterne, og deres kræfter er anerkendte selv udenfor rigets grænser. 

Udvælgelsen er overordentlig streng, og der optages kun en lille håndfuld kandidater hvert år. Præster og krigere fra hele 

verden søger at blive optaget som tempelvogtere, og ordenen består efterhånden af personer fra næsten alle kulturer og racer. 

Udenfor byen Etos finder man et antal spredte landsbyer, der sørger for at bystatens indbyggere er velforsynede med mad. 

Det land i riget, der ikke består af enten byen eller ufremkommelige terræn, er kendetegnet ved, at der ligger marker så langt 

øjet rækker. Jorden i riget har vist sig yderst frugtbar, og under præsteskabets kyndige vejledning har bønderne formået at få 

et fremragende udbytte ud af det ellers ringe areal. 

Der er dog også tradition for, at præster, der kommer til Etos fra resten af verden, bringer store gaver med sig, som udtryk 

for deres taknemmelighed over at have fået mulighed for at studere i det store tempel. Også verdens konger betaler anseelige 

summer for den vejledning, de modtager fra de etoiske vismænd. Derigennem formår man at sikre bystatens borgere et ganske 

velhavende liv, og når man selv dyrker de fleste af sine fødevarer, er i højere grad af vane end på grund af et egentligt 

behov. For det meste sælges de da også blot videre til de omkringliggende riger og bidrager dermed til blot at gøre Etos 

endnu rigere 

Al magt i Etos ligger hos præsteskabet. Bystaten har ingen formelle magthavere, og man lever sit liv ud fra en overbevisning 

om, at landet er styret af guderne selv. Det forekommer derfor også absurd, at etoerne skulle lade sig underkaste en dødelig 

konge eller kejser. Det er dog i samme grad anerkendt, at de største og mest betydningsfulde beslutninger i bystaten bliver 

truffet af præsteskabet, og man anerkender, at de i kraft af deres ophøjede visdom har en større magt end den jævne borger. 

Denne tradition opstod allerede i Jarcos levetid, hvor spurgte profeten til råds, hvis man ønskede vejledning, og folket gjorde 

en kunst ud af at efterleve hans bud. Efter Jarcos begyndte præsteskabet at samle hans ord, og de sammenfattede dem i både 

religiøse og politiske doktriner, der havde en sådan karakter, at de mindede om deciderede love. Om end det aldrig er blevet 

offentligt kundgjort, at magten i riget ligger hos præsteskabet, så er traditionen dog efterhånden så indgroet i befolkningen, 

at ingen bestrider deres ord. 

Befalinger fra templet adlydes således uden tøven, og skulle det ske, at de modsættes, vil præsteskabet iværksætte repressalier 

for at bringe folket tilbage på den rette vej. I alt andet end navn, er præsteskabet således reelt den herskende magt i Etos. 

G O T H I A 

Vest for Narabond finder vi det gothiske rige. Det er et relativt ungt rige, og før det blev etableret, var egnen her blot et 

ufrugtbart og sparsomt befolket stykke land. Grundet dets overordentlig strategiske betydning var egnen dog alligevel meget 

omstridt, og både Norrland, Paravien og Narabond havde gjort krav på ejerskabet over egnen. 

Befolkningen var - og er fortsat - i overvejende grad norrlændinge, som er immigreret sydpå i håbet om at kunne finde et 

mere attraktivt hjem end det kolde nord. De havde anlagt utallige bosættelser og opdyrket store dele af jorden. De havde 

tillige anlagt fiskerbyer hele vejen ned langs kysten, og udbyttet herfra var så righoldigt, at det kunne brødføde store dele af 

Norrland i årets koldeste måneder. Om end herredømmet over egnen således var en omtvistet affære, så var befolkningen i 

overvejende grad af den opfattelse, at landet måtte betragtes som en del af Norrland.

Denne opfattelse nød dog ingen videre anerkendelse i de omkringliggende riger. Den vig, som landet var centreret omkring, 

udgjorde et oplagt udgangspunkt for adgang til både Norrland og Darkonien i nord, Narabond i øst, Paravien i syd og Plen 

mod vest. Egnen var således af en overvældende stor militærstrategisk betydning. Derudover var det også den mest oplagte 

handelsrute mellem rigerne, og der ville være store formuer at vinde på at kunne erklære sit herredømme over de velbenyttede 

karavaneruter. 

Tilværelsen som omstridt grænseregion varede ved igennem adskillige århundreder, og til sidste havde stridighederne nået et 

sådant omfang, at de truede med at ødelægge forholdet mellem rigerne og trække dem ind i en krig, som ingen af dem ville 

kunne vinde på. I år 1198 EJ blev der indledt en overvældende strid, der én gang for alle skulle afklare rigets skæbne. 

Gotherne gjorde imidlertid indædt modstand, og ved stor snilde og gennem gudernes magt formåede de at presse deres 

fjender tilbage og tvinge dem til at anerkende deres autoritet. Denne strid er for eftertiden blevet kendt som 

’menneskekrigen’, og er en skelsættende begivenhed i Gothias historie. 

Dermed var kimen lagt for, at egnen skulle etableres som et selvstændigt rige, og værre undsagt kontrollen fra samtlige af de 

ærgerrig parter. Uanset at ingen af de øvrige riger fandt glæde ved permanent at skulle afgive sit krav på denne vis, så var 

det for sent at omgøre det hændte, og man måtte erkende, at det eneste alternativ var en altomsluttende krig, mod et standhaftigt 

folkefærd, der trodsigt nægtede at opgive deres frihed. Man anerkendte derfor det nye rige i år 1204 EJ og gav det 

navnet Gothia. 

Riget har nu været en selvstændig enhed i godt og vel tre århundreder. I disse år har gotherne levet en afsondret og anonym 

tilværelsen uden at blande sig meget i verdens gang. Folket har heller ikke været tilbøjelige til at tage nye tiltag til sig fra 

omverdenen, og tilværelsen har derfor ikke ændret sig mærkbart igennem årene. 

Befolkningen er stadig præget af den gamle norrlandske livsstil, hvor styrke, ære og anseelse er de fundamentale grundbegreber. 

Adskillige århundreder med barske livsvilkår, har desuden gjort folket meget fåmælte og direkte i deres adfærd. De er 

ikke et udtalt brutalt eller voldeligt folkefærd, men deres adfærd er meget fysisk, og de foretrækker eksempelvist at afklare 

stridigheder hurtigt, kynisk og effektivt ved at lade sværdene tale frem for at give sig hen med endeløse diskussioner. 

Det har givet gotherne ry for at være simple og primitive, men sandheden er dog nærmere den, at de lever et ligefremt og 

konsekvent liv. Gotherne er da også ansvarsbevidste og stolte af natur. De betragter det som en dødssynd, såfremt en person 

skulle bryde en ed eller blive fanget i at lyve, og den blotte beskyldning om uhæderlighed er tilstrækkeligt til at få dem til at 

trække våben. 

Riget er dog også i en vis grad præget af deres forhold til Paravien. Paraverne nyder en helt særlig anseelse for deres hjælpende 

hånd, der førte til rigets etablering. Man har siden hen forsøgt at tage store dele af den paraviske kultur til sig, og de 

gamle norrlandske traditioner er gennem årene blevet suppleret med et utal af ridderlige idealer og æreskodekser. Der er 

også opståen en reel adelsstand i Gothia, som nyder særlige privilegier, og som har en nær kontakt til den paraviske elite. 

Herudover har man også taget Narabonds traditioner for handel til sig, og med rigets centrale beliggenhed mellem Paravien, 

Narabond og Norrland, er der mange rige handelsruter som passerer lige lukt igennem. Igennem de seneste år har man 

formået at lukrere på dette, og det har ført til opblomstringen af en regulær borgerlig handelsstand, som nyder stor velstand. 

Gothia er dermed et splittet rige, hvor den jævne befolkning trofast holder de gamle traditioner i hævd og dermed også båndet 

til Norrland, alt imens borgerne skeler til Narabond for inspiration, og overklassen ihærdigt plejer deres bånd til Paravien. 

Den nuværende konge, er kong Arhild Sarrassin III. Han kom til magten for godt og vel 10 år siden, og har efterfølgende 

vist sig at være en yderst kompetent konge, der har haft held med at holde fjenderne borte fra rigets grænser. I de seneste år 

er han dog også kommet under anklage for at være for optaget af at have taget sig for lidt af rigets interne affærer. Store dele 

af riget er faldet hen i lovløshed under hans regeringstid, og det er ikke meget, kongen har gjort for at bringe ro og orden 

tilbage i riget. 

Efter gammel norrlandsk tradition ligger størstedelen af den daglige magtudøvelse dog hos de lokale høvdinge, og selvom 

kongen regelmæssigt forsøger at hævde sig, så har de gamle traditioner stadig stor magt hos folket. Riget består i overvejende 

grad af små landsbysamfund, og hver af dem ledes af en stærk og enerådig høvding. Folket er da også i høj grad tilbøjelige 

til hellere at skue mod høvdingens bud end kongens love i deres hverdag, og det er således først og fremmest hos adelen, 

at kongen har en reel indflydelse. 

Igennem årene har kirken også etableret sig som en magtfaktor i Gothia. Siden riget blev etableret, har De Sande Guder 

været anerkendt som den eneste anerkendte tro, og særligt tilbedelsen af Nimar, Gasnian og Arl har efterhånden fundet en 

stor udbredelse blandt folket. Rigets ypperstepræst, Hector de la Vero af Nimars kirke, har da også etableret som en central

magtfaktor i riget, og i kongens fravær er hans rigets reelle regent. 

Udover tilhængerne af De Sande Guder er der også stadig adskillige mennesker i landet, som stadig sværger til den gamle 

norrlandske druidetro. De er ikke velsete blandt kirkens folk, men de jævne bønder skænker dem stadig stor anerkendelse, og 

det hører til traditionerne at invitere druiderne til alle større helligdage. 

P L E N 

Langt mod vest, i havet på den anden side af Gothia, er den lille og uanseelige ø Plen at finde. 

I de tidlige tider blev øen opdaget af norrlandske søfarere, som fandt den for gold og fjern, til at de ønskede at bosætte sig 

på den. Klimaet var koldt, vinden blæste konstant ind fra havet og det var næsten umuligt at finde føde. Herefter lå øen 

ubeboet hen i flere hundrede år, indtil Emyr i år 1054 EJ erkendte, at de havde behov for at etablere en koloni, hvorfra de 

kunne overvåge deres svorne fjende Paravien. Emyr koloniserede øen, men blev snart efter tvunget til at overlade den til sin 

egen skæbne, for endeligt at opgive enhver kontakt i år 1224 EJ. 

Herefter har Plen næsten været fuldstændig adskilt fra det øvrige Niraham. Folket har ganske vist regelmæssigt sendt ekspeditioner 

til fastlandet for at handle og lejlighedsvist også for at føre plyndringstogter, men det har kun sjældent resulteret i en 

længerevarende kontakt. Tilværelsen på Plen har derfor været statisk og uforanderligt igennem de seneste 200 år. De religiøse 

og kulturelle udviklinger, der har fundet sted på resten af Niraham igennem de seneste par år, har aldrig formået at vinde 

indpas på øen, og i resten af verden ser man på Plen som et noget særprægede og tilbagestående samfund. 

At man fortsat holder fast i tidligere tiders levevis kommer særligt til udtryk ved Plen-boernes religiøse tilhørsforhold. Igennem 

årene har man stædigt holdt fast i at tilbede de gamle guder, og man nægter den dag i dag at anerkende himmelkrigene 

og de nye guders komme. Visse beboere på øen er endda så stålsatte i deres tro, at de end ikke anerkender alle de gamle 

guder, men udelukkende tilbeder Djorka, Ragil og Rasnasolin. 

Den overvejende del af befolkningen er beskæftiget med landbrug, fiskeri og minedrift, og man lever næsten udelukkende i 

små lokale landsbysamfund. Tilværelsen på en øen er hård og livet ofte kun kort, men det er et hårdført folk, og de har med 

tiden lært at leve med de barske vilkår. 

Indtil for blot halvtreds år havde et antal stammer af bjergtrolde, orker og et dæmonisk dværgeyngel kendt som maudrichterne 

desuden deres hjem på øen. De hærgede blandt menneskene, og var med til at gøre den i forvejen magre tilværelse overordentlig 

barsk. Kun de stærkeste og mest hårdføre af Plens folk overlevede længe nok til at kunne videreføre slægten. Det 

var en kynisk tilværelse, der dog resulterede i, at øens beboere udviklede sig til et krigsvant og kyndigt folkefærd, der fostrede 

et antal navnkundige helte og mægtige krigerklaner. 

I år 1464 EH lykkedes det endelig for Plens beboere at få bugt med deres fjender, og i tiden efter drog mange af de nu 

rastløse krigere ud omkring i verden og ernærede sig som lejesoldater. Blandt de, som nåede til Narabond og skabte sig et 

navn her, kan nævnes Løvenborg, Hjorteklanen og De sorte løver, der alle fik ry for at være glimrende krigere. 

Øen regeres i dag af en konge, der bærer navnet Lothar VI af Løvenborg. Han har sit slot i øens eneste større by, Løvenstad. 

Udover at være samlingspunkt for befolkningen i krigstid huser byen også øens eneste reelle marked, og er dermed 

et centrum for størstedelen af al handel på øen. 

A I H L A N N B AC H I R 

Siden tidernes morgen har mennesker fra Zara’bash og elvere fra Eislonien ligget i konstante stridigheder. De to folkefærd 

har syntes ude af stand til at komme overens, og mere end noget andet sted på Niraham har det ført til krigshandlinger i 

egnen omkring Ianno Passagen, der er bindeleddet mellem Nirahams nordlige og sydlige kontinent. Uanset at stridighederne 

lejlighedsvist er blevet bilagt, så er de imidlertid snart blusset op igen, og der har aldrig tidligere været etableret en endelig 

fred. 

Sådan har det stået på i årtusinder, og der er opvokset et inderligt had mellem det zarabiske folk og elverne. Magtbalancen er 

blevet forrykket adskillige gange igennem årene, men den reelle grænse mellem rigerne er aldrig blevet forskubbet nævneværdigt, 

og ingen af folkeslagene har formået endegyldigt at vinde overhånd.

Også Emyr blev med tiden involveret i striden. Da de tharkiske bystater i år 1224 EJ forenede sig i et nyt stærkt rige, og 

Emyr herefter måtte se sig om efter et nyt offer for sit omfattende pirateri, endte det med at gå ud over de zarabiske handelsfartøjer. 

I tiden der fulgte, anlagde man svært bevogtede kolonier i Zara’bash, hvorfra flåden kunne hente forsyninger og 

lagre deres plyndringer. Da de elviske skove kunne levere en endeløs strøm af tømmer til nye skibe, blev der også etableret 

bosættelser i udkanten af Eislonien. Disse handlinger vækkede imidlertid harme i såvel Zara’bash som blandt Eisloniens elvere, 

og Emyr blev dermed inddraget i deres vedvarende stridigheder. 

Igennem mere end 200 år herskede således reel krig mellem de tre riger. Denne foregik ganske vist sted i det skjulte, og en 

åben krig blev aldrig erklæret, men der syntes ikke at være nogen tvivl om det overvældende fjendskab, som rigerne nærede 

til hinanden, og de gerninger der blev resultatet af det. 

De konstante stridigheder i Kamirrhavet og langs dets kyster bragte imidlertid regelmæssigt ofre med sig fra andre nationer, 

der gentagne gange modtog forlydende om, at deres skibe var blevet angrebet i den fejlagtige antagelse, at de tilhørte en af 

de stridende parter. Disse hændelser var ikke acceptable, og igennem årene voksede presset på de tre riger, for at de skulle 

finde frem til en varig fred. Det var imidlertid først, da Det Chatonske Imperium indledte en erobringskrig mod Emyrs østlige 

grænse, at der blevet taget skridt til at bilægge den gamle strid. 

De stridende parter samledes i år 1465 EJ i Etos, og efter lange og hårde forhandlinger, kom man langt om længe frem til et 

acceptabelt kompromis. For at skille parterne ad, skulle der på grænsen mellem Eislonien og Zara’bash oprettes en neutral 

grænseregion, og Emyr blev tvunget til at opgive sine bosættelser langs kysten af Kamirrhavet. Fredsaftalen blev underskrevet 

under stor jubel, og den nye stat blev givet navnet Aihlann Bachir. 

Der er blot tale om en ganske lille stat med en ringe befolkning og uden nævneværdige ressourcer. De få indbyggere, der 

bor her, er primært efterkommere af de tidligere emyrske bosættere, som har valgt at blive på egnen, hvor de har skabt sig 

et hjem, frem for at måtte rejse tilbage til Emyr. 

Aihlann Bachir er desuden kraftigt præget af sin tilværelse som grænseland mellem Eislonien og Zara’bash. Begge riger har 

fri adgang til at sende borgere ind og ud af landet, om end større bevægelser af mænd eller materiel dog skal meldes i forvejen, 

da det ellers vil blive afvist ved grænsen. Det fører regelmæssigt til uro - særligt, da der aldrig er blevet fastlagt, hvor 

store antal der skal til, før rigets grænse kan lukkes - men da ingen af de tre parter nærer ønske om at indlede endnu en 

opslidende krig, bliver de løbende problemer som oftest løst relativt hurtigt og gnidningsfrit. 

Aihlann Bachir bliver af mange betragtet som en fristad, hvor statsførelsen er overordentlig tilbagelænet, og lovgivningen er 

præget af en tilsvarende overbærenhed. Dette omdømme er ikke helt ufortjent, da alle betydningsfulde beslutninger i riget 

skal træffes i enighed mellem de tre tidligere stridsparter. Det er en næsten umulig opgave, og når det endelig lykkes for dem 

at finde sammen, er resultatet som oftest præget af en sådan flertydighed og udtryk for kompromiset, at det er nær det ubrugelige. 

Af åbenlyse årsager har adskillige mere lyssky personer derfor valgt at gøre Aihlann Bachir til deres hjem, og man kan allerede 

nu - blot 20 år efter rigets etablering - finde en stor mangfoldighed af racer og kulturer. Nye skibe lægger til kaj i bystaten 

hver dag, og med sig har de eksotiske varer fra hele Niraham, hvoraf mange kan være umulige at opdrive noget andet 

sted i verden. Staten har således tiltrukket sig megen opmærksomhed i sit korte liv, og den har et navnkundigt ry i det meste 

af Niraham - både for det bedre og det værre. 

Magten over Aihlann Bachir ligger i fyrstens hænder. Den nuværende fyrste er Hermuntz Mürenheim von Bachir, der førhen 

udgjorde en central personlighed i den emyrske adel. Spørgsmålet om, hvordan fyrsten skulle udnævnes, var længe genstand 

for debat mellem parterne ved det store møde i Etos, og den endelige løsning er siden hen blevet holdt hemmelig. 

Kun nogle få kongelige og deres mest betroede rådgivere kender til proceduren, og dens konkrete indhold har sidenhen 

været omgivet af megen spekulation. 

Fyrstens eneste reelle forpligtelse er som sådan at sikre, at staten vedbliver med at bestå. Indenfor statens love har han uindskrænket 

magt, og han kan iværksætte en hvilken som helst handling overfor rigets borgere, skulle han finde det nødvendigt. 

Til gengæld er han også pålagt at afstå fra gerninger, der ikke er af bydende nødvendighed for statens fremtid. Fyrstens første 

og fremmest opgave er således at vogte over rigets grænser, og sikre at der ikke er tegn på nye stridigheder mellem de tre 

riger. 

I de seneste år har aftalen mellem rigerne været overholdt, og tilværelsen i Aihlann Bachir har været yderst fredelig. Det har 

givet fyrst von Bachir mere tid til overs end godt er, og det rygtes nu vidt og bredt, at han ikke kun lægger en stor energi i 

at fremme sine egne forretninger, men at han også har taget imod store summer i bestikkelser og beskyttelsespenge, som 

han bruger på at udruste en privat flåde af pirater.

Udover at indkræve skat fra de handlende, tilføres Aihlann Bachir også store summer fra hver af de tre riger, som sikrer at 

administrationen altid har til sine fornødenheder. Igennem de seneste år har Emyrs bidrag dog været uregelmæssige, og om 

end de har undskyldt sig med, at deres transportskibe er blevet overfaldet, så svirrer rygterne livligt. 

B A N G T EI 

Bang Tei folket var i de tidligste tider blot et simpelt fiskerfolk, der levede på og omkring Drageøerne i det fjerne, sydøstlige 

Niraham. 

Her opstod imidlertid med tiden en enestående civilisation, der formåede at tage alverdens kulturelle og videnskabelige fremskridt 

til sig, og bringe dem sammen i et storslået imperium, der underlagde sig store dele af Niraham. 

Bang Tei havde sin storhedstid i årene efter 1543 FJ, hvor de med sine overlegne militære færdigheder formåede at besejre 

det andet af datidens store menneskelige riger, Shantil. I den efterfølgende periode underlagde bangteserne sig mange andre 

af Nirahams menneskelige kulturer. Da riget var på sit højdepunkt, rakte det fra Nirahams østkyst til det nuværende Tharkien. 

Kulturen bestod dog kun frem til 1098 FJ, hvor menneskelige og elviske styrker forenede sig og formåede at tvinge riget i 

knæ. Herefter svandt det en gang så storslåede rige, og var snart efter ikke meget andet, end blot et fjern og isoleret rige, 

som efterhånden afskar al kontakt til omverden. 

Selv i dag er kontakten til Bang Tei begrænset, og hvad man ved om riget, baserer sig i overvejende grad på rygter. Kun de 

zarabiske nomadefolk, der lever hele deres liv i ørkenen, har kontakt med bangteserne, men de er sky af natur og deler kun 

sjældent deres viden om det fjerne rige med resten af verdens folk. Den overvejende del af kendskabet til Bang Tei er nu 

opsamlet i Cartheeros store biblioteker, og det har gennem tiderne været den eneste mulighed for jævne folk til at få indsigt i 

den sagnomspundne kultur. 

Det fortælles, at bangteserne i dag lever i små landsbysamfund langs havet, og at de kun sjældent begiver sig længere ind i 

landet. Ikke langt fra kysten begynder den bangteske jungle, der er et farefuldt sted, hvor man kun sjældent vender levende 

tilbage fra. Junglen har i sig selv gjort det næsten umuligt at oprette en regelmæssig kontakt til Bang Tei. 

Bangteserne kan kendes fra samtlige andre folkefærd i Niraham på deres meget karakteristiske udseende. De har alle en særpræget 

gullig hud og sort hår, som de ynder at vokse langt. De er meget rolige af natur, og nærer stor respekt for alder og 

visdom. Tilværelsen i Bang Tei er mest af alt præget af praktisk arbejde, og de har kun behov for få timers hvile hver nat, 

før de atter kan arbejde en fuld dag. 

Alle som én tilbeder bangteserne Den store drage, der kendes under navnet Ki Mana. De betragter dragen som værende 

skaberen af alt, og mener at den hviler i havet ud for Bang Tei. Havet kendes nu som Dragehavet. For at tilfredsstille Ki 

Mana og sikre sig dens fortsatte velvilje, bruger bangteserne meget tid på at bede og ofre. 

Der er desuden en unik munkeorden i landet, hvis tilværelse er dedikeret til glæde dragen. Disse munke lever et fredsommeligt 

og tænksomt liv, men de bruger også meget tid på at studere krigskunst. Deres kunnen er navnkundig, og mange af 

Nirahams folk har intet andet kendskab til Bang Tei, end myterne om deres famøse krigermunke. 

E S O S 

Så langt mod syd, som det er muligt for de dødelige at rejse på Niraham, findes det sagnomspundne rige Esos. 

Riget blev grundlagt af profeten Eso, der var én af Jarcos fem udvalgte forkyndere. Efter den store profets død, drog Eso 

gennem den zarabiske ørken med en trofast skare af tilhængere. De var opsatte på at finde et nyt hjem i det fjerne syd, hvor 

verden var jomfruelig og uberørt, og hvor de kunne dyrke deres tro i fred fra verdens krige. 

Eso håbede at kunne skabe en ny begyndelse, hvor de sorger, som havde præget profetens liv, blot var et svagt minde. Det 

skulle være et land, hvor der ikke fandtes nød, hvor alle kærede sig om deres nærmeste, og hvor sygdom og død blev fortrængt 

ved De Sande Guders magt. 

Det var en ambitiøs drøm, der i manges øjne syntes absurd. Uanset, at man kendte gudernes kræfter, så fremstod Esos visio-

ner alligevel som et opgør med naturens orden, og man frygtede at det gyldne håb blot ville føre gudernes uvilje med sig 

over de formastelige. 

Der var dog også de, der så håbet i Esos ord, og da han drog ud, var det med en skare på næsten 100.000 mand med sig. 

Hver og en havde de dedikeret deres liv til guderne, og de var overviste om, at der ventede dem en lys fremtid, da de begyndte 

deres lange vandring gennem ørkenen. 

Drømmen braste imidlertid snart. Esos folk havde knap vandret i en måned, før tørsten og Zikkhaørkenens evige sandstorme 

havde decimeret deres antal. Folket, der havde følt sig som gudernes udvalgte, efterlod et spor af døde bag sig, men det var 

for sent at vende om. Også forkynderen Eso døde under rejsen, og udmattede som de var, måtte folket nøjes med at give 

ham en kummerlig begravelse i ørkenens sand. 

Mindre end 1000 nåede deres mål, og det land der mødte dem, havde ingen ligheder med det paradis, som Eso havde stillet 

dem i sigte. Jorden var hård og knoldet. Kun nogle flå floder krydsede landskabet, og vandet i dem var mudret og havde en 

bitter smag. Der var ingen træer at finde skygge under, og solen bagte nådesløst ned over dem. De var imidlertid opsatte på 

at opfylde den store profet, og uanset de bristede drømme, slog de sig ned i dette land, og besluttede sig for selv at realisere 

den store vision. De anlagde en by, som de gav navnet Esos, og langsomt fik de etableret et kummerligt samfund, hvor 

dagene gik med hårdt arbejde og en vedvarende tilbedelse af guderne. 

Igennem årene der fulgte, gjorde Esos folk en stor indsats for at få de lokale ørkenstammer til at konvertere til De Sande 

Guder. De havde imidlertid kun ringe held med deres foretagende, og da der med tiden heller ikke kom flere karavaner til 

landet, måtte beboerne efterhånden erkende at de var efterladte og isolerede. 

Mere end et årtusinde er passeret, og Esos er nu efterhånden kun en historie. Det vides ikke om riget stadig findes, eller om 

fortællingen i det hele taget er andet og mere end en myte. Mange drømmer imidlertid fortsat om det skjulte land, hinsides 

den store ørken, hvor folket har dedikeret deres liv til guderne, og hvor guderne i glæde herover, dagligt vandrer blandt de 

dødelige. 

D E E LV I S K E R I G E R 

I de tidligste tider strakte skovene sig ud over hele det nordlige kontinent, og elvernes rige omfattede halvdelen af alt land på 

Niraham. Ved sortelvernes komme blev skovene brændt, og elvernes folk blev delt i de to kulturer, vi nu kender som Eislonien 

og Santillia. 

Udover disse, blev mange små elversamfund også isoleret fra deres racefæller i denne tid, og den dag i dag findes der stadig 

nogle enkelte små elviske riger rundt omkring i Nirahams fjernere egne. Det største og mest kendte af disse småriger er 

Buranus, som igennem de seneste år har spillet en væsentlig rolle for Vinterskovens folk. 

Den følgende beretning vil primært omhandle Eislonien og Santillia, og de to riger vil blive indgående beskrevet. Også Buranus 

vil blive omfattet, men kun i et mere begrænset omfang. Af indholdsmæssige årsager er de øvrige elviske småriger 

udeladt, og det må være op til andre forfattere at redegøre for disse. 

E I S L O N I E N 

Langt mod øst finder vi den prægtige skov, som huser elvernes rige, Eislonien. På elvernes sprog betegnes skoven og riget 

som Eislonia, men de to navne bruges ligeligt og uden en følelse af, at det ene er mere rigtigt end det andet. 

Rigets grænser følger skovens, og overalt hvor træerne vokser, ser elverne sig selv som herrer. Igennem skoven løber et antal 

nøjsomt anlagte stier, der kan være umulige at finde for almindelige dødelige, men som sikrer elverne hurtig og let adgang 

til alle dele af riget. 

Visse steder er skoven afløst af store åbne enge og dybe søer. Den altovervejende del af Eislonien er dog præget af en tæt, 

uigennemtrængelig skov, der nogle gange synes at være næsten levende. Fremmede, der har forvildet sig ind i skoven, har 

svoret på, at træerne har bevæget sig, og næsten som af egen vilje, ledt den formastelige ud af skoven igen. 

Skoven er da også omgivet af en helt særlig aura af mystik, og dens blotte nærhed har fyldt mennesker med forundring igennem 

årtusinder. Der finder uforklarlige hændelser sted i udkanten af skoven, og selv på måneløse nætter skinner der altid et

svagt lys derfra. Den stemning, skoven spreder i sit nærvær, har altid afholdt menneskene fra at komme den for nær, og kun 

meget få har trodset dens grænse. De uvelkomne gæster, som skoven ikke selv har skræmt væk, har de elviske vagter i stedet 

taget hånd om, og kun få mennesker har nogensinde været så heldige at slippe levende ud af Eislonien. 

Blandt elverne selv, betragtes Eisloniens skove som det eneste sande hjem. Kun her, vil elveren nogensinde føle sig rigtig 

hjemme, og i samme øjeblik de træder ind i skovens dyb, kan de mærke hvorledes deres sorger letter og sindet lysnes. Eislonien 

er ikke kun præget af gammel og magtfuld magi. Skoven er også en del af elvernes ganske væsen. Udenfor skoven føler 

de sig rodløse og halve, og kun i ly af de gamle kroner, kan de for alvor føle sig hjemme. Elvere, der aldrig tidligere har 

besøgt skoven, oplever her, hvordan et tomrum i deres sjæl, de ikke tidligere havde været bevidste om, fyldes ud, og gennemstrømmer 

dem med livskraft og energi. 

Eislonien er i overvejende grad beboet af højelvere, som ynder at tage deres hjem i stilfulde byer af marmor og sølv. Der er 

etableret adskillige pragtfulde elverbyer rundt om i skovene, og de er så overvældende i deres pragt, at de næppe har deres 

lige noget andet sted på Niraham. Nogle højelvere har imidlertid forsagt de store byer, og i stedet skabt sig hjem i skovene, 

hvor de har omformet træerne af magiens veje, og taget bolig i deres stammer og kroner. 

I Eislonien bor også ganske mange skovelvere. De udgør godt og vel en fjerdedel af rigets befolkning, men de holder sig for 

det meste udenfor byerne og blander sig ikke meget i højelvernes tilværelse. I stedet lever de en fri og ubekymret tilværelse, 

hvor de drager omkring i Eislonien som nomader, og lever af hvad skoven har at tilbyde dem. 

Fælles for Eisloniens elverfolk er, at de alle en tilbagetrukken tilværelse i skoven, og kun sjældent involverer sig i deres omverden. 

I årtusinder har elveren været et mål for de øvrige racers fjendskab, og de har derfor nu trukket sig tilbage, og afskåret 

næsten al kontakt til de omkringliggende riger. Intet menneske er velkomment i riget, og selv konger og kejsere må gøre 

sig fortjente til at blive budt indenfor. Kun andre elvere kan frit passere grænsen til Eislonien, og selv disse vil der blive våget 

over, indtil de igen har forladt riget. 

Den største og mest fremtrædende by i Eislonien er kongsbyen Eislon, og den regnes ikke uden grund for at være den 

smukkeste by på Niraham. Den er formet af rosenkvarts og marmor, og er dekoreret med guld og ædle stene i en sådan 

grad at den skinner langt væk i sollyset. Selv det store tempel på Djann-højsletten siges at blegne til sammenligning. Over 

alle andre bygninger i Eislon troner dog det ubeskriveligt skønne palads, der huser kongeslægten Keladon. 

Udover Eislon er der, blandt rigets utallige byer, yderligere tre, der altid har haft en særlig betydning i elvernes øjne. 

Anué ligger langt mod øst og er berømt for sine kompagnier af pegasus-ryttere, der er blandt de fineste krigere i Niraham. 

Byen er tillige samlingspunkt for Eisloniens største kunstnere, og et utal af akademier er at finde her. 

Vetas er den vestligste af rigets byer. Den er bygget op omkring det første af livets træer, og om end træet er visnet og dødt 

for mange år siden, har byen fortsat en plads i de fleste elveres hjerter. Byen huser nu de største og mest fremtrædende af 

elvernes templer. 

Eitoskia er beliggende i rigets sydvestlige hjørne, ikke langt fra Kamirrhavet og grænsen til Aihlann Bachir. Det er et af de få 

steder i Eislonien, som mennesker har adgang til, og hvorfra man handler med de øvrige riger i Niraham. Af samme årsag 

har Eitoskia også den største garnison af soldater i Eislonien, og er blevet til et naturligt samlingspunktet for de hære, der 

bevogter skovens grænser. 

STYRE 

Det eislonske rige er regeret med mild hånd af kongeslægten Keladon. Familien har været rigets herskere siden omkring år 

7500 FJ, hvor krigen med sortelverne for først gang i historien gjorde det nødvendigt at forene folket under en fælles leder. 

Fra Keladon-familien udpeges en højkonge, der er Eisloniens øverste regent. Titlen af højkonge går i arv til højkongens 

førstefødte ved hans død. Både mænd og kvinder kan besidde titlen, og der skelnes ikke mellem de to køn. 

Den nuværende højkonge er Damian Keladon, der har været ved magten siden år 5 EH. Selvom han kun har haft få år til at 

bevise sit værd, så har Damian formået at markere sig som en overordentlig kyndig leder, og han har vundet meget hæder 

blandt sine racefælle. Særligt har Eisloniens folket hyldet ham for sin totale afstandtagen til menneskernes verden. Blandt 

Santillias elverfolk nyder han ikke helt samme agtelse, og visse steder nærer man tilmed en spirende foragt for den nyslåede 

højkonge, da det er på hans bud, at de højelviske hære blot forholder sig afventende i Eitoskia, frem for at komme deres 

lidende racefæller i Santillia til hjælp. 

Højkongens magt er i teorien uindskrænket i Eislonien. Hans ord er lov, og det er utænkeligt for en elver at forbryde sig

mod sin højkonges bud. Som oftest vil højkongen dog kun for alvor træde i karakter, når riget er præget af særligt presserende 

anliggender. I det daglige overlader han størstedelen af sine ansvarsområder til det eislonske senat, der dermed også 

bliver en dominerende magt i riget. 

Senatet består af repræsentanter for hver af de fem gamle slægter i Eislonien; Linwélin, Harwié, Menelúr, Thélonis og Niano. 

Oprindelig tiltænkte man blot senatet en rådgivende funktion for højkongen, og tillagde det dermed ikke magt til at træffe 

beslutninger med autoritet over riget. Officielt opretholder man stadig denne orden, men realiteten ligger meget lagt herfra. 

Størstedelen af de politiske beslutninger, som træffes i Eislonien, er resultatet af senatets arbejde. De udarbejder hyppige 

dekreter, som blot hastigt forelægges for højkongen, der herefter formelt effektuerer dem. Der er derfor både stor prestige og 

megen indflydelse forbundet med en plads i det eislonske senat. 

Til at beskytte både højkongen og senatets medlemmer er oprettet en særlig orden af højelviske krigertroldmænd, der bærer 

titlen Ordenen af den sorte sol. De er både fremragende krigere og magikere, og ordenens navn er omgæret af en enestående 

respekt. 

RELIGION 

Eisloniens elverfolk har til alle tider været trofaste tilbedere af De Sande Guder. Før himmelkrigene vendte folket i overvejende 

grad deres loyalitet mod Sissianna, om end tilbedelsen af Nimar– og Gasnian dog også var ganske udbredt, og et fåtal af 

Rina-tro også markerede sig i riget. Af alle guderne blev Sissiannas lære dog betragtet som den sande og mest ophøjede. 

Hun var deres moder og skaber, og tilbedelsen af hende var en integreret del af selve elvernes identitet. Visse af Eisloniens 

elvere var endda så optaget af den store moder, at de betragtede det som et udtryk for forræderi at ære andre af guderne 

højere end hende. For det meste var man dog tilbøjelig til at acceptere en sådan afvigende tilbedelse, så længe den blot ikke 

gik for vidt. 

Efter himmelkrigene blev der vendt op og ned på denne betragtning. Sissianna gik bort og efterlod pludseligt elverne uden 

den kærlige moder, der havde vogtet over dem i alle disse år. Fortvivlelsen bredte sig, og visse højelvere gik endda så vidt 

som til at styrte sig i døden i sorg. Snart efter hørte man imidlertid kaldet fra en ny gudinde, og i årene der fulgte, åbenbarede 

Lyane sig for folket. 

Man sørgede stadig over tabet af Sissianna, men glæden ved hendes datters åbenbaring vendte snart mangen en elver over til 

hendes tro. Flere fulgte i de kommende år, og da Damian Keladon tillige konverterede til Lyane ved sin indsættelse som 

højkonge i år 6 EH, omvendte størstedelen af Eisloniens befolkning sig. I dag har Lyane-troen taget over som den mest 

udbredt blandt Eisloniens elvere, og det gamle Sissiannatempel i Vetas er nu indviet i Lyanes ære. 

Der er imidlertid visse elvere, der har valgt ikke at følge Lyanes kald. Visse blandt folket føler, at elverne har vendt deres 

moder ryggen, ved så hurtigt at bekende sig til Lyane. De søger at holde Sissiannas navn i live ved fortsat at tilbede hende, 

og de gør det mere ihærdigt end man har set på noget tidligere tidspunkt i historien. Visse Sissiannatro elvere har endda 

været så fanatiske i deres tro, at de har gjort skade på både dem selv og de elvere, som omgik dem. 

Nimar og Gasnian har stadig mange tilhængere, og siden himmelkrigene er deres antal vokser år for år. Blandt de mere 

traditionelle elvere begræder man fortsat Sissiannas bortgang, og man har ikke været villige til endegyldigt at acceptere de 

nye tider. Ved at ære Nimar eller Gasnian holder man fast ved de gamle guder og giver ikke afkald på håbet om Sissiannas 

tilbagevenden. Visse af disse elvere går endda så vidt, som til at nægte at anerkende de nye guder - herunder Lyane - og 

ærer udelukkende de af guderne, der fandtes før himmelkrigene. En sjælden gang imellem ser man endda elvere, der nægter 

at acceptere himmelkrigene, og alt hvad de førte med sig, og derfor fortsat tilbeder De Ti Sande som om intet var hændt. 

Styrken i Jorins bud har også draget mange elvere til hans lære. Ikke mindst de yngre blandt folket har valgt den vej, for ved 

Jorins styrke at gå krigens vej og genoprette balancen på Niraham. I de tidligste tider efter himmelkrigene blev disse elver 

ringeagtet, men man lærte snart hvilken kraft, der lå i Jorins bud, og med tiden er både udbredelsen og anerkendelsen af 

deres evner vokset drastisk. 

RELATIONER 

Siden tidernes morgen har elverne i de eislonske skove søgt at holde afstand til de omkringboende mennesker, og ofte har 

man tyet til våbenmagt, hvis uvedkommende har trådt ind over rigets grænser. I disse tider, hvor riget er mere udsat end i 

umindelige tider, har folket derfor blot trukket sig endnu længere tilbage, og optrappet konsekvenserne overfor alle, der 

vover sig ind i skoven. Denne adfærd overfor omverdenen har gentagne gange været en kilde til konflikter med de omkringliggende 

riger, og Eisloniens elvere har ikke kæret sig meget om, hvem der har måttet lide under deres forsøg på at vogte 

grænserne.

Mod vest har elverne Det Chatonske Imperium, som de har ligget i næsten permanent krig med siden Jarcos tid. I disse år 

er konflikten taget til, og der er regelmæssige træfninger mellem elviske og imperiale soldater. Elverne har længe været 

trængt i konflikten med Chato, men endnu er det ikke lykkedes dem at krydse grænsen til Eislonien. Mange frygter imidlertid, 

at det kun er et spørgsmål om tid, før de chatonske legionærer står foran Eislons porte. Uanset den store trussel, har 

højkongen stædigt fastholdt, at elverne blot forsvarer deres land, og han har sat sit lid til at folket har styrken til holde chatonerne 

ude af skoven. 

Syd for Eislonien findes Ianno passagen, der er den snævre stribe land, som adskiller Nirahams nordlige kontinent fra det 

sydlige. Her ligger også den unge stat Aihlann Bachir. Staten blev etableret for at skabe en fredelig zone mellem Eislonien 

og Zara’bash, efter århundrede lange krige mellem de to riger. Staten er endnu for ung, til at elverne har kunnet danne sig et 

indtryk af den, men mange frygter at der blot er tale om en midlertidig fred, før krigen blusser op igen og Aihlann Bachir 

går i forfald. 

Længere mod syd findes ørkenriget Zara’bash, som har haft gentagne konflikter med igennem årene. Meget skov er gået tabt 

i disse krige, og begge parter har lidt store tab. Sorgen har været så stor, at elverne har fundet det umuligt at tilgive deres 

gamle fjende, og de nærer ingen varme følelser for zaraberne. Man har dog accepteret en fredsaftale, men kun få forventer at 

Zara’bash vil ære og overholde den. 

Nordvest for Eislonien findes den frygtede dal, der blandt elverne er kendt som Morkuveria. Ved sortelvernes andet erobringstogt 

på overfladen i år 280 FJ vandt man en dyrekøbt sejr, men de overlevende sortelvere trak sig tilbage til denne egn. 

Elverne havde ikke styrken til at forfølge dem, og siden hen har Morkuveria været et lukket land for elverne. Det vides ikke, 

om egnen stadig er befolket med sortelvere, men rygterne vil, at de findes her i stort antal, og at de også har tiltrukket et utal 

af andre mørke og dæmoniske væsener. 

S A N T I L L I A 

I det nordvestlige Niraham finder man det andet af elvernes store riger. Adskillelsen fra Eislonien fandt sted under sortelvernes 

første krig på overfladen, og efter godt hundrede år måtte man erkende, at adskillelsen ville blive permanent. Elverne 

besluttede derfor, at lade de vestlige skove blive et selvstændigt rige, og de skænkede det navnet Santillia. 

Siden da er der passeret mange tusinde år, og gentagne stridigheder med sortelvere, mennesker og orker har sat sit præg på 

skoven. Dens areal er skrumpet mere og mere ind, og i disse tider er Santillia reduceret til en ringe og ydmyg rest af fordums 

storhed. 

I elvernes øjne omfatter Santilliariget al den resterende skov. Med tiden har de imidlertid været tvunget til at trække sig bort 

fra skovens yderkanter, og i deres fravær har menneskene bosat sig. Andre steder er skoven så tynd, at det synes vanskeligt i 

det hele taget at betragte den som en skov. Den præcise afgræsning af riget er dermed yderst vanskelig, og har gentagne 

gange ført til konflikter. 

Den overvejende del af elverne i Santillia er skovelvere. Der findes ganske vist enkelte højelvere, men de udgør kun omkring 

en tiendedel af skovens befolkning, og i de fleste tilfælde vil de kun være midlertidigt bosat. Størstedelen af højelverne i Santillia 

er således udsendinge fra Eislonien, som er blevet betroet en opgave i skoven, og som vil forlade Santillia igen, når den 

er udført. 

I hjertet af Santillia findes det nærmeste man kommer på en reel hovedstad. Her har fyrstefamilien Akanthus sit palads. Det 

er et enestående bygningsværk skabt at det pureste krystal, og ældgammel magi får det til at skinne med et klart, gyldent lys. 

Det siges også, at ingen af uelvisk blod er i stand til at nærme sig paladset, og at selv halvelvere føler sig nedtrykte og sorgfulde 

i dets nærvær. I skoven omkring paladset har tusinder af skovelvere skabt sig yndefulde hjem, og der er vokset et unikt 

samfund op, som huser store dele af Santillias adel. Elverne betegner dette samfund som Midterriget. 

I den vestlige del af Midterriget ligger Marmortårnet, der er et akademi for skovelvernes magikere. Størstedelen af Santillias 

troldmænd og –kvinder har fået deres uddannelse her, og de vender hyppigt tilbage for at dele deres erfaringer og viden. 

Tårnet ledes af Sal’linja Svalevinge af Shartiare-familien. Hun er dog et sjældent syn, og som oftest overlader hun den daglige 

ledelse til sine mest betroede lærlinge. Det fortælles, at der findes en klippehule under marmortårnet, hvor den største af 

Lyanes tårer er skjult. Rygterne vil, at det er her, Sal’linja bruger sin tid, og at hun kan se både fortid og fremtid i vandets 

spejl. 

Udover Midterriget findes der også en del mindre samfund rundt omkring i Santillia. Disse samfund er for det meste centreret 

omkring en adelsfamilie og dennes palads, og selvom de på ingen måde kan stå mål med Akanthusfamiliens storhed, så

er de alligevel prægtige at beskue. Udover de faste beboere, finder man også tit vandringsmænd og handlende, som har valgt 

at blive et par dage for at samle kræfter eller afsætte deres varer. 

Størstedelen af skovelverne lever dog en fri tilværelse udenfor de etablerede samfund, og de bevæger sig som oftest rundt på 

må og få i skoven. De føler sig sjældent bundet til særlige domæner, og er ikke videre territorielle. Det mest almindelige er 

at de bevæger sig rundt i stammer på op til 50 personer, som består af en jævn blanding af familie og bekendte, såvel som 

elvere fra andre stammer, der søger nye oplevelser eller står i lære under et medlem af stammen. De enkelte stammer mødes 

regelmæssigt på deres vej, og hvis en af disse sender bud ud om, at de er i nød, vil alle i deres nærvær komme dem til 

hjælp. 

De tre gamle livstræer i Santillia er naturlige samlingspunkter for folket, og de fleste stammer har for vane regelmæssigt at 

passere forbi. Der er også stammer, der har slået sig permanent ned omkring dem for at nyde deres pragt og beskytte dem 

mod fjender. Udover livstræerne er der også en række andre faste mødesteder i skoven, der som oftest er af historisk eller 

kulturel betydning, eller som ligger nær grænsen, og derfor altid er bevogtet af mindst én stamme. 

VINTERSKOVEN 

Den del af Santillia, der er beliggende mod nordøst på det anden side af Akos-floden, er kendt som Vinterskoven. I århundreder 

har skoven været omstridt mellem elvere og mennesker. Den eneste rute til dværgenes righoldige sølvminer i nord 

passerer lige lukt igennem den, og det samme er tilfældet for karavaneruterne til både Roul-Assin og Norrland. Menneskene 

har derfor altid haft et stort økonomisk incitament til at underlægge Vinterskoven sin kontrol. 

Elverne har så vidt muligt modsat sig menneskenes bevægelser i skoven, men de har med tiden måttet erkende, at de var 

oppe imod en for stærk kraft, til at turde risikere en åben konfrontation. Efterhånden er menneskerne derfor blevet givet 

friere og friere tøjler, og de har udnyttet dem til fulde. Med tiden blev der anlagt utallige byer og handelscentre i skoven, og 

det største af disse var grevskabet Barazel. Her blev mennesker rige af at handle med sølv fra dværgenes miner, pelse fra 

Norrland og våben fra Roul-Assin. Handlende strømmede til dagligt, og elverne kunne kun se til, mens menneskerne øgede 

både deres indflydelse og antal i Vinterskoven. 

Et årtusinde er passeret siden, og Barazels grevskab er gået i forfald. Menneskene trives imidlertid i større antal end nogensinde 

før i skoven, og elvernes race synes endegyldigt at have opgivet håbet om at bibeholde skoven som deres egen. I stedet 

er stridighederne trappet op, og begge racer lider dagligt under den vedvarende krig om herredømmet. 

Ved kong Valdemar Narabonds kroning i år 12 EH lod han imidlertid udstede et dekret kaldet kongefreden, hvori han 

kundgjorde, at der skulle være fred mellem de to riger, og at Narabond ville respektere elvernes herredømme over Santillia. 

Elverne håbede, at dette én gang for alle ville afklare striden, men forgæves. Menneskene havde længe betragtet Vinterskoven 

som en menneskelig provins og ikke som en del af Santillia, og begge parter påberåber sig nu kongefreden som argument 

for deres ret over skoven. 

Onde tunger visker om, at dette hele tiden havde været kong Narabonds hensigt, og at formålet med kongefreden udelukkende 

var at passivere elverne, indtil hans egne folk kunne mønstres og én gang for alle underlægge Vinterskoven hans kontrol. 

For det meste slås disse rygter blot hen som sladder og spekulation, men efterhånden som Narabonds folk har øget 

deres tilstedeværelse i skoven, er de dystre forestillinger blevet mere og mere udbredte. 

STYRE 

Santillias elvere er formelt underlagt fyrstefamilien Akanthus’ bud. Deres reelle indflydelse er imidlertid kraftigt begrænset, og 

de fleste elvere kan leve flere hundrede år uden at blive påvirket af Akanthus-slægtens magt. Fra fyrstefamilien vælges en 

fyrste, der er den øverste hersker i Santillia. Den nuværende fyrste er Tanaya Akanthus, der har siddet på posten siden år 3 

EH. 

Principielt er Santillias fyrste underlagt højkongen i Eislonien, da riget i gammel tid blev oprettet som et underordnet rige til 

Eislonien, men tusinder af år er passeret siden da, og Keladonslægten er efterhånden ophørt med at udøve deres indflydelse 

over Santillia. 

Fyrstens position er traditionelt gået i arv til det ældste barn, ved hans død - der er ikke blevet skelnet mellem kønnene. Det 

er dog også set, at titlen er blevet videregivet til den afdøde fyrstes ægtefælle eller broder. 

Udover fyrsten, har der siden år 52 EJ været opretholdt et råd, bestående af repræsentanter fra Akanthus-familien samt fire af 

de ældste og mest prestigefyldte slægter udover denne: Rimfrost, Egeblad, Sølverrosen og Istezari. Pladserne i senatet er

gennem tiden skiftet mellem forskellige familier; enten fordi en siddende familie har mistet sin anerkendelse, eller også som et 

udslag af politiske aftaler og forsoningsgaver. 

Rådet fungerer som fyrstens rådgivere og forlængede arm. De har ingen selvstændige beføjelser over riget, men medlemmerne 

tildeles ofte betydningsfulde opgaver, og der er stor prestige forbundet med at kunne bære rådsmedlemmernes traditionelle 

blå og hvide kåber. Rådet har til huse i en spektakulær bygning ikke langt fra Akanthusfamiliens palads i Midterriget. 

Grundet skovelvernes frie og ubundne natur er både fyrstens og senatets reelle magt over dem dog begrænset. Fyrsten foretager 

sig kun de meste nødvendige handlinger, og lader ellers gerne sit folk leve frit. I stedet har de lokale stammeledere en 

fremtrædende position, og det er ofte dem folket skeler til, når der skal træffes afgørende beslutninger. Hver stammeleder er 

enerådig over sin flok, og hos de fastboende stammer, anerkender man også stammelederes ret til at råde over territoriet. 

RELIGION 

I tiden før himmelkrigene var Santillias elverfolk i altovervejende grad tilbedere af Sissianna. Det syntes absurd, at man kunne 

elske nogen gud højere end den moder, der altid havde støttet sine børn og stået ved deres side. I Santillia så man derfor 

forundrede på, hvordan nogle af Eisloniens elvere betragtede andre af guderne som mere ærværdige end hende. 

Santillias folk anerkendte ganske vist, at elverne var et resultat af Nimar og Rinas kærlighed til deres datter, og huskede altid 

at ære dem derfor. Enkelte gik endda så vidt, som til at betragte dem som ligeværdige til deres anerkendelse. Folket havde 

dog kun én moder, og ingen gud kunne overgå Sissianna. Man anerkendte ganske vist de enkelte elveres ret, til at vise de 

øvrige guder respekt, og ingen blev lagt for had, hvis de åbenlyst erkendte deres tilhørsforhold til andre guder end Sissianna. 

I stedet blev de mødt med en dybfølte og ægte forundring, og man tog i høj grad deres bekendelse som et udtryk for afvigelse. 

Da indtraf himmelkrigene imidlertid, og i de fatale dage faldt skovelvernes tilværelse fra hinanden. Sorgen over Sissiannas 

fald var større blandt Santillias elvere end hos noget andet folk på Niraham. Både unge og gamle så det som enden på alt 

godt, og adskillige elvere drog blot ud i skoven for aldrig siden at vendte tilbage. Blandt de resterende fik sorgen frit løb, og 

hver og en faldt de hen i fortvivlelse. 

Da Lyane snart efter åbenbarede sig for dem, blev deres store sorg erstattet af en glæde uden lige. Om end de ikke havde 

fået deres elskede moder tilbage, havde de i hendes datter atter genvundet den kærlighed, der havde været dem forundt, og 

de fleste elvere i Santillia vendte sig mod hendes lære uden så meget som et øjebliks tvivl. 

Som blandt Eisloniens højelvere, var der dog også de af skovelverne, der i sorgen over Sissiannas fald ikke så glæden ved 

Lyane. I stedet betragtede de deres racefæller, der så hastigt var konverteret, som forrædere mod Sissiannas minde. Skovelverne 

har imidlertid ikke for vane at pleje sorgen længe, og der var kun få, der stadig begræd Sissianna efter de første år. 

Disse elvere var imidlertid håbløst fortvivlede, og adskillige gav afkald på livets gaver i sorgen over deres moder. Andre vedblev 

med at påkalde sig Sissianna, og som tiden gik, blev de mere og mere fanatiske i deres tro. Der går endda fortællinger 

om skovelvere, som har begået de mest frygtelige gerninger, i håbet om atter at kunne genvinde Sissiannas gunst. 

Visse af Santillias elvere har i stedet for Lyane vendt sig mod andre af guderne. Tilbedelse af Nimar er vidt udbredt, og det 

accepteres glædeligt, da man føler at hans veje, er med til at holde kontakten til de gamle tider ved lige. Andre tilbeder 

Gasnian for hans visdom, Tara for hendes livgivende elementer, og en sjælden gang imellem ses der også tilhængere af Jorin. 

Skovelverne har desuden en langvarig tradition for at tillægge druidetroen stor værdi. I modsætning til menneskenes druider, 

anerkender de elviske fortsat De Sande Guders lære men betragter druidelæren som et nyttigt supplement hertil. Siden himmelkrigene 

er druidernes anseelse blandt elverne øget, og deres betydning i samfundet er tilsvarende blevet større. Druiderne 

betragtes som et bindeled til naturen, og det påligger dem at varetage mange af stammernes faste ritualer. Herudover holder 

druiderne også gammel viden og visdom i hævd. 

RELATIONER 

Santillias elvere har gennem tiderne atter og atter igen været lagt for had af de omkringliggende menneskelige kulturer. I 

visse tilfælde har det været berettiget, men langt oftere har Santillia blot været et mål for menneskenes evige grådighed. Ofte 

har elverne måttet trække sig ud af konflikterne som den tabende part, og hver gang har de måttet give afkald på dele af 

deres elskede skov. Disse erfaringer har gjort skovelverne sky og tilbageholdende, og denne mentalitet har tillige præget 

deres forhold til de omkringliggende riger.

Sydøst for skoven er det gamle narabonske rige at finde. Gennem årene har der hersket en vis fred og forståelse kulturerne 

imellem, og i krigen mod Emyr for hen ved 500 år siden, stod elvere og narabonere side om side. Igennem årene er narabonerne 

dog trængt længere og længere ind i Santillia, og de betragtes nu med samme mistro som øvrige mennesker. 

Mod nord ligger det rouliske rige. Elverne har vendt dette folk ryggen, da de bekender sig til falske druider, hvis blotte eksistens 

er en hån mod guderne selv. Roulerne har for deres vedkommende også plejet et gammelt had til elverne i snart et 

årtusinde, og uanset at der formelt er fred mellem de to riger, ligger der en evig konflikt og ulmer. 

Vest for Santillia ligger dværgenes land Darkonien. De to racer har altid haft en indbyrdes forståelse, der afholdt dem fra at 

bryde ind i modpartens liv, og i stedet har fremelsket en gensidig respekt. Om end de to folkeslag er vidt forskellige af natur, 

har de dog altid kunnet sameksistere. I de seneste år, hvor mørket har trukket sig sammen, har de dog begge givet afkald på 

tidligere tiders naive tiltro, og vogter nu også hinanden med en vis varsomhed. 

B U R A N U S 

I bjergene mellem Paravien og Kamirrhavet finder man det elviske rige Buranus. Riget er etableret højt oppe i bjergene af 

en orden af højelvere, der her fandt et fristed, hvor deres kultur kunne få fred og udvikle sig uafhængigt af menneskenes 

indflydelse. 

Buranus’ elvere valgte i de tidlige tider et frivilligt eksil fra de øvrige elverriger, og siden da har Eisloniens adel holdt dem i 

vanære. Næsten al kontakt til Buranus er blevet afskåret, og riget har levet en mere eller mindre isoleret tilværelse igennem 

årtusinder. Om end der har været en vis kontakt til Santillias folk, har også den dog kun være sporadisk og af ringe omfang. 

Buranus har således været afskåret fra næsten al kontakt med de øvrige riger, og kulturen her har udviklet sig uafhængigt af 

de strømninger, som har kendetegnet Eislonien og Santillia. 

Den altovervejende del af Buranus’ befolkning er højelvere, og de fleste af disse tilhører to adelsslægter, Stringarth og Allundria, 

der i sin tid drog ud fra Eislonien og etablerede riget. Der lever også enkelte skovelverfamilier i Buranus, men de to 

kulturer er efterhånden blevet flettet så meget sammen, at de kan være vanskelige at skelne fra hinanden. Der gøres ikke 

forskel på højelvere og skovelvere i riget, og man erkender, at begge kulturer har vigtige egenskaber at bidrage, men der 

synes dog at herske en vis opfattelse af, at højelverne er rigets oprindelige og sande befolkning, og at skovelverne derfor 

lever i Buranus på deres nåde. 

Alt i Buranus er opbygget omkring dets storslåede og veltrænede hær. Allerede fra en tidlig alder bliver børnene optaget på 

rigets akademier, hvor deres kundskaber indenfor krigskunsten bliver udviklet, indtil de som voksne kan optages som fuldbyrdede 

medlemmer i rigets styrker. Ikke alle indlemmes dog direkte i hæren. De elvere, der udviser mere intellektuelle færdigheder, 

trænes i stedet som præster, filosoffer eller rådgivere for de adelige. 

Religio er akademiet, der specialiserer sig indenfor klassiske færdigheder som religion, filosofi og politik. Her uddannes præster 

magikere og vismænd, og de mest kyndige af eleverne får titlen af triarle, som er forbeholdt fyrstens rådgivere og rigets 

mest fremstående diplomater. Religio-akademiet varetager også rigets store lovbog ’Komania Lex’. 

Magus-akademiet begår sig i videnskab og teknik i enhver forstand. Her indsamles viden fra hele verden, og akademiets 

lærlinge står for nytænkning og diverse udviklinger, som ikke kun kommer hæren til gode, men også resten af Buranus’ 

samfund. 

Robour er det traditionelle krigsakademi, hvor rigets soldater og befalingsmænd får deres uddannelse. Træningen er langvarig 

og hård, men de elever som fuldfører, er blandt de mest kyndige krigere på Niraham. 

Akkodia er det fjerde og sidste akademi, og det står for uddannelsen af håndværkere, landmænd, kunstnere og alle de andre 

praktiske kundskaber, som forsyner og opretholder rigets kultur. 

STYRE 

Riget regeres enerådig af en fyrste, hvis magt udstrækker sig til ikke kun rigets beboere men også enhver elver, der igennem 

sit liv måtte have modtaget undervisning i et af rigets akademier. Den nuværende fyrste er Alidon Stella III, der har været 

ved magten siden år 842 EJ. Han er kendt som en mild og retfærdig hersker, der har brudt med adskillige af de gamle skikke. 

Han opretholder ganske vist stadig en vis afstand til både menneskene og de øvrige elviske riger, men under hans regeringstid 

er skellet blevet blødt op. Udover at have åbnet en smule op for handel med menneskene, har han også sendt sine

styrker ud i verden, for at komme de øvrige elviske samfund til undsætning, når fjender har truet deres eksistens. 

Omkring sig har fyrsten et stort antal rådgivere, der er udvalgt blandt de mest talentfulde af Religio-akademiets studenter. De 

har ingen selvstændige beføjelser, men ofte får de tildelt selvstændige opgaver, som de udfører på fyrstens vegne. Herudover 

opretholder fyrsten et råd bestående af overhovederne for de fire akademier. Rådet udstikker rigets overordnede love, og har 

også meget at skulle have sagt i almene forhold. Formelt set har rådet kun en begrænset autoritet, men reelt bliver en stor del 

af rigets affære afklaret ved dets møder. 

Fyrstetitlen bliver som regel overdraget til overhovedet for Robour-akademiet, når den siddende fyrste mærker alderen presse, 

og føler at han ikke længere kan varetage sit hverv på behørig vis. Det er dog set enkelte gange, at en lavere rangerende 

indenfor akademiet har udvist en sådan kompetence, at vedkommende er blevet udpeget uanset sin ringere status. 

RELIGION 

Buranuselverne har til alle tider været tilhængere af De Sande Guder. Forud for himmelkrigene havde folket et helt enestående 

forhold til Nimar og hans bud, og de var ham loyale til døden. Visse betroede sig ganske vist til Gasnian eller Sissianna, 

herunder særligt de, der var af Magus– eller Akkodia-akademiet, men der kunne aldrig herske tvivl om, hvilken gud som var 

den foretrukne i riget. Samtlige fyrster i Buranus havde da også bekendt sig til Nimars lære, og det blev anset for en god 

skik at følge sin fyrste i denne henseende. 

Kort før himmelkrigene skete det imidlertid, at nye profeter begyndte at forkynde deres lære, og da ordet om Jorins komme 

nåede til Buranus, skulle det vende op og ned på deres verden. 

Det var en elver ved navn Wilwarian, der i år 1432 EJ - 37 år før himmelkrigene - for første gang prædikede Jorins bud for 

Buranus’ folk. Nimar havde optaget Jorin - sin øverste forkæmper - blandt Aferheims guder, og han var nu begyndt at samle 

sig sine egne tilhængere. Buranus modtog denne nyhed med stor velvilje, og fyrsten tillod snart efter sit folk at konvertere til 

Jorin, såfremt de skulle ønske. Fyrsten selv forblev dog tro mod Nimar indtil himmelkrigene, hvor også han så styrken i 

Jorins bud og lod sig omvende. 

Siden da har Jorin været den mest udbredte lære i Buranus. Jorins ideologier er indbegrebet af Buranus’ mentalitet og livsstil, 

og man kan vanskeligt tænke sig, at nogen anden gud skulle kunne tiltale folket så meget som ham. Der er dog stadig 

en del tilhængere af Nimar i riget, og også visse Sissianna– og Gasnian-tro holder ihærdigt fast ved deres gamle lære. 

VINTERSKOVEN 

I år 8 EH spredte sig en stor sorg blandt Nirahams elverfolk. En delegation af sortelvere havde formået at bryde gennem 

forsvaret hos Vinterskovens elvere og havde med gammel magi formået at plante en spire af ondskab i det livstræ, der voksede 

her. Skovens beskyttere var rådvilde, og stod nu uden det beskyttelse, som livstræet tidligere havde skænket dem. 

Blottede og hjælpeløse sendte de bud ud til hvert et hjørne i Niraham med en bøn om hjælp. Træet var svækket og fjenderne 

mange, og folket var for få til at kunne beskytte det. Deres bønner var imidlertid forgæves. End ikke Eisloniens elverfyrster 

ville sende støtte til deres racefæller i vest. 

Da trådte Buranus’ folk i karakter. Fyrst Alidon Stella III befalede, at en styrke skulle mønstres og sendes til Vinterskoven. 

Hæren stod snart efter klar, og Attica Stringarth, en hærfører med en langvarig og succesfuld karriere bag sig, blev givet til 

opgave at lede den på den lange og farefulde færd mod nord. 

Hærstyrken ankom til Vinterskoven i det følgende år, og påbegyndte da arbejdet med at opføre en prægtig fæstning nær 

livets træ, som skulle være elvernes bastion mod mørket. Da fæstningen stod færdig, skænkede folket den navnet Stella Luminos. 

Siden da har Buranus regelmæssigt sendt forstærkninger til Vinterskoven, og de har formået gradvist at tvinge sortelverne 

bort. Nye fjender er imidlertid kommet til, og hver dag byder på nye farer. Stadig står Stella Luminos imidlertid stolt, 

og elverne forsvarer ihærdigt skoven og livstræet mod enhver fjende. 

D V Æ R G E N E S R I G E R 

Som den første race af alle, blev dværgene sat på Niraham. De bosatte sig i bjergene langt mod vest, og her holdt de sig 

skjult for verdens folk igennem årtusinder. Kun elverne kendte til deres eksistens, og der herskede en sådan fred mellem de 

to racer, at dværgene havde al den tid i verden, der skulle til for at brede sig ud over hele den bjergkæde, der for eftertiden

er blevet kendt som Darkonien. 

Dværgene bevægede sig også østover og ind under nutidens Rustbjerge, men da Fanabina skabte sortblodsracerne og satte 

dem på Niraham i bjergene over dværgenes hjem, kom det snart til konflikter mellem de to racer, og dværgene måtte atter 

fortrække mod vest og slikke deres sår. Nogle få dværgestammer forblev i Rustbjergene og skjulte sig i ufremkommelige 

egne langt mod øst, men de var få og splittede, og størstedelen af dem faldt som ofre for sortblodsracernes had. 

I disse tider er den altovervejende del af Nirahams dværge således bosat i riget under Darkoniens bjerge. Kun nogle få af de 

øvrige riger har overlevet tidens gang, og af disse er det kun Dom Gorr der har en sådan størrelse og betydning for verdens 

gang, at det vil blive gennemgået her. 

Det er værd at bemærke sig, at rigernes navne - Darkonien og Dom Gorr - både anvendes om dværgenes riger under jorden 

og om selve bjergkæderne. Uanset at dværgene kun sjældent opholder sig på overfladen, så kræver de ikke desto mindre 

herredømme over alt det land, som de er bosat under, og de betragter det som en provokation, hvis fremmede bevæger sig 

ind over bjergene uden tilladelse. I det følgende vil betegnelserne således blive anvendt frit, og vil både kunne henvise til 

geografiske lokationer og til selve rigerne. 

D A R KO N I E N 

I Nirahams nordvestlige hjørne finder vi dværgenes legendariske rige Darkonien. Riget er beliggende dybt i jorden, og består 

af en myriade af gange og prægtige haller, der igennem årtusinder er blevet hugget ud i den hårde granit. Riget er 

hjemsted for størstedelen af alle Nirahams dværge, og hvor end de ellers måtte begive sig hen i verden, tager de altid fortællinger 

om Darkoniens pragt med sig. Ingen andre end de, der er af dværgenes blod, bliver imidlertid givet adgang hertil, og 

det er derfor med rette blevet genstand for eventyrlige historier over hele Niraham. 

Riget omfatter samtlige af bjergene vest for Narabond og Roul-Assin, og i egnene nord for det rouliske rige findes tillige 

enkelte og spredte kolonier hvor de darkonske bjerge går over i Rustbjergene, der er orkernes land. Dværgene selv opholder 

sig næsten udelukkende under jorden. Her har de deres hjem, og om end bjergkæden, der huser dem, tillige bærer navnet 

Darkonien, så er det først og fremmest deres prægtige underjordiske rige, de hentyder til, når navnet benyttes. Dværgene har 

enkelte udposter på overfladen, der anvendes som vagtstationer og til at handle med de øvrige racer, men de er få og ligger 

meget spredt. På trods af, at dværgene ikke begiver sig meget omkring på overfalden, så beskytter de dog stadig ihærdigt 

landet her, og ingen uvedkommende bliver tilladt adgang uden at være blevet skænket tilladelse hertil af folket. De dværge, 

der er fast bosiddende over jorden, betegnes som højlandsdværge eller bakkedværge, og det er primært dem, der handler 

med de øvrige racer og forestår dværgenes diplomatiske ærinder. 

Riget under jorden består af et omfattende system af grotter og gange, der for den udefrakommende må synes ustrukturerede 

og forvirrende, men hvor det at finde rundt for dværgene er simpel barnelærdom. De store udhuggede grotter huser et utal 

af byer, hvor dværge er bosat i tusindvis og hvor de kan nyde det fornemme arbejde, der er lagt i at forme byen. Husene er 

høje, og deres granitmure glatte og lige. Vand og frisk luft strømmer ind i hulerne gennem skjulte kanaler, og overalt er 

gaderne oplyst med fakler og magiske runesten, der bader det store rige i et behageligt lys. 

Særligt dværgenes store haller vækker en konstant følelse af stolthed i de, der har deres daglige gang her. Dværgene har altid 

udmærket sig indenfor minekunsten, og de har anvendt deres færdigheder til at bygge så enorme haller, at flere tusinder af 

dværge ville kunne forsamles her. Det er i hallerne, at man fejrer de største højtider, og tillige hvor de enkelte klaner mødes, 

når de har behov for at afklare et problem i fællesskab. Hallerne er rigt udsmykket med guld og ædelstene, og i væggene er 

indgraveret sindrige mønstre i den hårde granit. 

Også smedekunsten har været et af dværgenes vartegn, og deres smedjer er endnu et monument over dværgenes færdigheder. 

Konstant hører man den gennemtrængende lyd af hammer mod ambolt i riget, og det fortælles, at man selv over jorden 

kan man mærke træerne ryste til de taktfaste slag. Der er stor stolthed forbundet med smedningen af redskaber og våben, 

men kunsten er også omgæret af megen hemmelighed og mystik. Hver smed har sine fremgangsmåder, der overleveres fra 

far til søn igennem generationerne, og som man vogter med sit liv. Det har gjort det umuligt for de øvrige racer at tillære 

sig det fulde omfang af dværgenes kunnen, og de er da også fortsat uden sammenligning de bedste smede i Niraham. 

Darkoniens dværge er tilknyttet en af rigets utallige klaner. Disse kan variere i størrelse fra blot en lille håndfuld medlemmer 

til at rumme flere hundrede. Som oftest er de enkelte medlemmer enten i familie med hinanden eller på anden måde nært 

beslægtede. Det sker dog også, at en dværg anmoder om at blive optaget i en anden klan for at kunne komme i lære under 

en særlig kyndig mester, eller fordi vedkommende har indgået ægteskab med et medlem af klanen. Klanbåndet er en af de 

stærkeste former for tilknytning, en dværg kan have, og kun hans forpligtelser overfor kongen og sin nærmeste familie er

hævet over klanen. 

De fire største og mest indflydelsesrige klaner er 

Paneam-Dea, som er højkongens klan, og som primært uddanner sine medlemmer indenfor akademiske færdigheder. 

Kaere-Klægel består i overvejende grad af præster og skriver, og de vogter over mange af rigets gamle hemmeligheder. 

Aurumcana er kendt for traditionelt at uddanne de bedste af dværgenes smede og købmænd. 

Pyros-Dracos er en af rigets få deciderede krigerklaner, og de har størstedelen af ansvaret for Darkoniens beskyttelse. 

Klanerne konkurrerer konstant med hinanden om eksempelvis at frembringe de fornemmeste smedeværker eller at skabe sig 

de smukkest udsmykkede hjem. På trods af at denne indbyrdes konkurrence altid finder sted i en venskabelig stemning, tager 

man alligevel den prestige og anerkendelse, der er forbundet med at være den bedste indenfor sit fag, særdeles nært, og alle 

klanerne lægger stor energi i præstere deres ypperste og hævde sig over deres racefæller. 

STYRE 

Dværgeracen regeres af højkongen, der er en overordentlig magtfuld hersker, som traditionel altid er blevet valgt fra Paneam 

-Dea klanen. Den nuværende højkonge er kong Ulathan Paneam-Dea, der har været ved magten siden år 1432 EJ. 

Højkongen er agtet i hele riget, og han omgives altid med en særlig respekt. Da dværgene fra naturens hånd er særdeles 

autoritetstro og ynder at opretholde fred og fordragelighed blandt deres racemedlemmer, er der yderst sjældent, at hans ord 

bliver modsagt, og i realiteten er højkongen ubetinget og enerådig hersker over hele racen. Der er aldrig set oprør mod 

højkongen, og den blotte tanke synes utopisk for dværgene, da selv en konge, der ikke lever op til de forventningerne, nødvendigvis 

må være bedre end det kaos og virvar, der ville følge af at sætte sig op mod hans bud. 

Der vælges en ny højkonge ved den gamles død, eller når højkongen når en sådan alder, at han eller hun ikke længere føler 

sig i stand til at varetage sit hverv. Som oftest bliver den nye konge valgt blandt de mest anerkendte medlemmer af Paneam- 

Dea, og i overvejende grad på baggrund af sine færdigheder indenfor håndværk og diplomati. Der skelnes ikke mellem 

mænd og kvinder ved udvælgelsen, men traditionelt har der dog været en overvægt af mandlige højkonger. 

Når kongen har behov for rådgivning, indkalder han overhovedet for en eller flere klaner, og hører dem om deres syn på et 

aktuelt problem. Det er ofte forekommende, og højkongen regerer da også i overvejende grad ud fra sine undersåtters vejledninger. 

En gang hvert 30. år indkaldes til klanråd i Darkonien. Her forsamles repræsentanter for samtlige af racens klaner, og deres 

forenede magt står over kongens på dette møde. Her vedtager man nye love, afklarer interne stridigheder og udveksler nyheder 

fra nært og fjernt. Skulle højkongen være afgået ved døden eller have frasagt sig sin position, så er det ligeledes på klanrådet, 

at man vælger den fremtidige hersker. Alle klaner er forpligtiget til at sende en repræsentant, og skulle det utænkelige 

ske, at en klanrepræsentant udebliver, må han lide den største ydmygelse af alle – at få raget sit skæg af. Det er dog kun 

hændt en enkelt gang før, og det var i år 382 FJ hvor det overgik Barok Saka. Der tales stadig om denne fatale hændelser, 

og Saka-klanen er lige siden blevet set ned på og ringeagtet af deres racefæller. 

For de jævne dværge har højkongen og klanrådet dog kun en begrænset betydning i hverdagen. For dem, er det i stedet de 

enkelte klanledere, som man skeler til for lederskab. Alle dværge er underlagt deres klanoverhoved og følger deres bud uden 

at stille spørgsmål eller gøre indvendinger. Hvor højkongen er en fjern og ukendt magthaver for de fleste, så er klanens 

overhoved til gengæld meget nærværende og overordentlig aktiv blandt medlemmerne af sin klan. Han er ikke kun en lederskikkelse, 

men også en af de mest kyndige indenfor sit erhverv. Klanens leder fungere også som deres øverste læremester i 

det daglige. 

Endelig er den nære familie også af stor betydning for dværgene, og gennem livet opretholder de et nært bånd til deres 

slægtninge. De ældre og mere erfarne dværge nyder stor respekt blandt i familien, og udover klanens overhoved, så er det 

ofte de ældste dværge, som man skeler til for vejledning og lederskab i hverdagen. 

RELIGION 

Siden tidernes begyndelse har dværgene været tilbedere af De Sande Guder. Af disse, har der imidlertid kun været én gud, 

som har tiltalt dem - Djorka. Han er deres fader og skaber, og de har dedikeret deres ganske tilværelse til hans veje. At tilbe-

de nogen anden gud end ham synes utænkeligt, og afvigelser fra Djorkas veje forekommer næsten aldrig. 

Der er skabt enorme statuer i Darkonien, som afbilleder Djorka, og de enorme haller er præget af gengivelser af hans bud til 

sine udvalgte. Også Djorkas værker er i sig selv genstande for tilbedelse. De er perfekte i enhver henseende, og dværge har 

dedikeret hele deres liv til at eftergøre dem. 

På trods af religionens fremtrædende position i Darkonien, så er der alligevel bemærkelsesværdig få templer i riget. Forklaringen 

skal findes i, at dværgene ikke ser Djorka som en streng og befalende gud, men i stedet blot indbegrebet af alt hvad 

de værdsætter i tilværelsen. De betragter ham som et ideal til efterlevelse, og i stedet for at sidde stille og tilbede ham, foretrækker 

dværgene at lade deres agtelse komme til udtryk gennem deres handlinger. Selv præsterne er som oftest blot kyndige 

håndværkere, der udover deres daglige hverv, også har en særlig forståelse for Djorkas vilje. 

Da himmelkrigene indtraf, førte dette stor sorg med sig for Nirahams folk, og særligt dværgene led meget. Pludseligt var 

deres fader og forbillede taget fra dem, og de stod nu uden et fælles samlingspunkt. Frem for at erkende Djorkas bortgang, 

så de imidlertid tavsheden som en prøvelse, og i årene der fulgte, fortsatte de med at leve deres liv, som de altid havde gjort. 

De arbejdede hårdt, og tjente deres gud trofast til alle tider. 

Deres ihærdighed blev da også belønnet. Fem år efter himmelkrigene åbenbarede Djorka sig atter for sine udvalgte, og hans 

tilbagevenden blev mødt med stor glæde. For en gang skyld gav de ellers fåmælte og reserverede dværge afløb for deres 

følelser. Snart efter vendte de dog - på behørig vis - tilbage til deres arbejde, og koncentrerede sig om ved deres hænders 

værk atter at kunne behage den hjemvendte gud. 

I disse tider er Djorka fortsat den eneste anerkendte gud blandt dværgene, og hans bortgang har om muligt gjort dværgene 

endnu mere ihærdige i deres tilbedelse. Man er varsom overfor enhver handling, der på ny ville kunne få ham til at vende 

sig fra folket, og præsteskabet ser, til at der ikke forekommer svækkelser eller afvigelse i troen. Tilbedelsen af andre guder 

end Djorka er dermed næsten forsvundet i de seneste år, og det er ikke langt fra, at det betragtes som forræderi mod selve 

racen, at bekende sig til andre guder end ham. 

RELATIONER 

Igennem tiderne har Darkoniens dværge levet en fjern og isoleret tilværelse langt under jorden, og det var først efter adskillige 

hundrede år, at de valgte at begive sig op til overfladen og åbenbare deres tilstedeværelse for verdens folk. Menneskene 

fik snart øjnene op for dværgenes smedekunst, og i de følgende år måtte de atter og atter igen kæmpe indtrængende bort, 

som var søgt op i Darkoniens bjerge på jagt efter kostbare metaller. Selv i disse tider bliver dværgenes handelsmænd stadig 

hyppigt overfaldet og berøvet deres værdigenstande. Dværgene har derfor søgt at begrænse deres kontakt til oververdenen, 

og de drager kun ud fra Darkoniens tryghed, hvis det er bydende nødvendigt. Denne frivillige isolation har da også præget 

deres forhold til de omkringliggende riger. 

Øst for Darkonien ligger riget Roul-Assin. Det er befolket af en gammel slægtsgren af norrlændinge, og som deres forfædre 

værdsætter de æren og det uskrevne ord. Roulerne er overordentlig stolte af natur, og de er ofte villige til at dø for deres 

principper. Det er egenskaber, som dværgene værdsætter højt, og af alle verdens riger, er Roul-Assin da også det eneste, 

som de stadig har en regelmæssig kontakt til. 

Nord og vest for Darkonien er norrlændingene bosat. De er barske og primitive, men også særdeles interesseret i dværgenes 

kultur. Gennem tiderne har de to folkeslag formået at leve i fred, og de udveksler da også regelmæssigt både handelsvarer og 

nyheder fra verden omkring dem. 

Santillia er beliggende umiddelbart mod sydøst, og der synes at herske en gensidig fredsommelig forståelse mellem dværge 

og elvere. Om end de to racer kun sjældent er enige i deres syn på verden, så har de alligevel altid kommet overens og formået 

at stå sammen mod fælles fjender. Som oftest er de begge dog godt tilfreds med at leve hver deres liv, og kontakten 

mellem rigerne er yderst sparsom. 

Længere mod sydvest findes kongeriget Narabond. Forholdet til Narabond har typisk været en anelse anstrengt, da ikke alle 

dets folk altid har haft lige reelle hensigter. De betaler imidlertid gode penge for dværgenes varer, og forsyner dem med 

adskillige af livets små nødvendigheder varer, hvilket har nødvendiggjort en vis kontakt. 

Øst for Darkonien finder man også Rustbjergene. Bjergene er befolket af orker og trolde, som i al evighed har været dværgenes 

svorne fjender. De to racer hader hinanden af et godt hjerte, og der kan aldrig herske fred imellem dem. Det gensidige 

had er blevet så indarbejdet i kulturerne, at ingen længere husker hvornår det opstod eller hvorfor.

D OM G O R R 

I det østlige Niraham findes et andet af dværgenes underjordiske riger. Dværgene her har været afskåret fra Darkoniens folk 

igennem årtusinder, og omringet af fjender på alle sider, havde de skjult sig kyndigt under jorden og ikke åbenbaret deres 

tilstedeværelse for noget andet folkefærd. End ikke Darkoniens dværge hørte bud fra dem, og i århundreder antog man, at 

kulturen var faldet for sortblodsfolkets hånd. 

Da himmelkrigene indtraf og Djorka hørte op med at tale til sine børn, drog dværgene fra Dom Gorr imidlertid til overfladen 

i søgen efter råd. De genoptog kontakten til Darkonien, og snart efter blev menneskene i Det Chatonske Imperium også 

opmærksomme på dette folkefærd, der pludseligt var brudt op fra undergrunden i en fjerne og ubeboet egn. 

Det stod imidlertid snart klart for Dom Gorrs dværge hvilken dyrekøbt konsekvens deres lange isolation havde haft. Deres 

kultur var blevet fastlåst i fortidens mønstre, og den verden som mødte dem udenfor havde forandret sig siden deres sidste 

besøg til overfladen. 

Tidens tand havde imidlertid også sat sit spor på dværgene selv. Ved mødet med deres racefæller fra Darkonien stod det 

hurtigt klart, at der var opstået store og centrale forskelle i deres respektive kulturer. Dom Gorr dværgenes træk var blevet 

mere udtalte - de var mindre, mere stædige og kortere for hovedet end deres fæller i Darkonien. Hvor Nirahams øvrige 

dværge ofte er tænksomme og besindige, er Dom Gorrs i stedet blevet impulsive og mere frembrusende i deres adfærd. Det 

ses eksempelvis hyppigt, at stridigheder afklares ved en brutal kamp til døden - en tilbøjelighed, der er utænkelig i Darkonien. 

Interne stridigheder er også mere fremherskende i Dom Gorr end Darkonien. 

Dværgenes traditionelle samfundsopbygning er heller ikke videre udtalt i Dom Gorr. Folket nyder ganske vist fortsat en 

tilværelse bygget op omkring klaner og familier, men de enkelte dværge lever i højere grad som individualister, end hvad 

man kender i Darkonien. Den indbyrdes loyalitet er i højere grad præget af praktiske hensyn end af sociale motiver, og der 

er ikke en videre æres– eller loyalitetsforpligtelse. 

Riget har ingen erklæret hersker. Den overvejende tilbøjelighed er i stedet, at det er overhovederne for de enkelte klaner og 

familier som er magthavere over deres flok og dens territorium. Af og til sker det, at visse af klanlederne finder sammen i et 

forbund, og klanerne bliver forenet om et fælles mål, men det er spinkle alliancer, der sjældent holder meget længere end til 

kun lige at opfylde deres konkrete formål. 

Det eneste reelle samlingspunkt i riget er tilknytningen til deres gud - Djorka. Dom Gorr dværgene er næsten fanatiske i 

deres tilbedelse af Djorka, og om end de anerkende eksistensen af de øvrige sande guder, så betragtes de som noget ringere 

og uværdigt sammenlignet med deres store fader. Der tillades ingen afvigelse fra Djorkas lære, og straffen for at være svag i 

troen er hård og nådesløs. Præsteskabet er meget fremtrædende i riget, og de tager det på sig, at prædike Djorkas bud for 

folket fra morgen til aften. Siden himmelkrigene og Djorkas tilbagekomst er disse tilbøjeligheder kun blevet forstærket yderligere, 

og det er blevet god kutyme at bringe hans præster offergaver og andre beviser på sin hengivenhed til guden. 

Dom Gorr har endnu kun haft få års kontakt til omverdenen, og for nu har både de og de omkringliggende riger forholdt 

sig afventende. Chatonerne synes dog at have rakt hånden ud mod disse dværge, hvilket har resulteret i et spinkelt forbund. 

Darkoniens dværge har omvendt taget afstand fra folket i Dom Gorr og er næsten gået så vidt som til at erklære, at de ikke 

anser dem som ægte dværge, og derfor ikke ønsker deres nærvær. 

S O RT E LV E R N E S R I G E R 

I tidernes morgen skabte Fanabina sit udvalgte folk og skjulte dem langt under jorden, så ingen andre af Nirahams folkefærd 

ville få kendskab til deres eksistens. De levede en isoleret tilværelse i mørket, og skabte sig et enormt underjordisk rige, der 

favnede næsten halvdelen af Niraham. De gav dette rige navnet Tzest-Starnia, og det har lige siden været betragtet som sortelvernes 

eneste sande hjem. 

Godt og vel 8000 år før Jarco sendte Fanabina langt om længe sit folk til overfladen på en nådesløs erobringskrig blandt 

verdens øvrige folk. Ingen havde nogensinde drømt om hvilken ondskab, der hvilede i undergrunden, og sortelverne formåede 

at lægge store dele af verden øde. Da nedkaldte gudinden Rina imidlertid sin forbandelse over folket, hvilket vendte 

krigslykken og i den sidste ende tvang sortelverne tilbage til underverdenen. 

De ville imidlertid snart vende tilbage, og ved deres næste fremstød på Niraham, havde sortelverne held til at fortrænge ver-

dens folk fra store områder, og Morkuveria - det første sortelviske rige på overfladen - blev etableret. I underverdenen forherligede 

man næsten dette symbol på sortelvernes overlegenhed, og om end Morkuveria kun var af ringe praktisk betydning, 

stod det alligevel som et lysende eksempel på racens overlegenhed. 

Snart efter drog flere og flere sortelvere mod overfladen. Man havde fået bevist, at det var muligt for racen at etablere sig her 

og opnå stor magt, og efterhånden som tilværelsen i underverdenen blev for usikker for mange, valfartede de til overfladen 

og skabte sig nye hjem, hvor de kunne søge tilflugt, indtil de atter ville kunne vende tilbage til underverdenen. 

T Z E S T-STARNIA 

Langt under Nirahams jord findes dette enorme sortelviske rige. Selv dværgenes dybeste grotter når end ikke i nærheden af 

sortelvernes verden, og igennem årtusinder har de derfor kunnet leve i sikker vished om, at ingen fjende i verden ville kunne 

true rigets sikkerhed. 

Riget betegnes i sin helhed som Tzest-Starnia - blandt visse dog blot som underverdenen. Det er imidlertid opdelt i et utal af 

mindre riger, som på trods af at de alle er befolket af sortelvere, kan variere meget i både størrelse og kultur. 

I omfang spreder Tzest-Starnia sig under størstedelen af Nirahams nordlige kontinent. Kun Eisloniens folk i øst er fri for at 

have sortelverne under deres fødder. Størstedelen af de sortelviske bebyggelser er dog beliggende i områderne omkring 

Emyr og Kuldens mur. 

Ikke alle dele af underverdenen er befolkede. Visse af de mere yderlige egne er næsten fri for sortelvernes indflydelse. Der er 

kun af og til mindre styrker, som patruljerer disse områder, og sikrer at vejene er farbare og at ingen fjende udefra er trængt 

ind i riget. Disse egne er i stedet hjemsted for alle tænkelige former for udyr og frygtindgydende væsener, som selv sortelverne 

respekterer, og det er med god grund, at kun få sortelviske huse vover at bosætte sig i disse ugæstfrie regioner. I daglige 

tale betragtes disse egne da heller ikke som en del af selve riget. 

Om end riget befinder sig dybt under jorden, så har sortelverne ikke desto mindre en levevis her, der overgår de fleste af 

oververdens kulturer. Der er etableret enorme byer, hvor husene er formet i marmor, og imellem dem er gaderne både brede 

og rigt befolkede. Overalt er riget badet i en blødt lys fra magiske runer, som er skåret ind i væggene. Mellem de enkelte 

byer breder dig sig et komplekst gangsystem, som gør det muligt for folket at hurtigt nå ethvert hjørne af underverdenen, og 

som tillige sikrer, at der finder en konstant udvekslings af nyheder og varer sted mellem byerne. 

Den største og mest indflydelsesrige by i underverdenen er Etika. Byen har traditionelt altid været hjemsted for rigets herskere, 

og i disse tider er magten i riget mere end nogensinde før centreret omkring byen. Det er fra rådssalen i Etika, at rigets 

større politiske beslutninger bliver truffet, og det er også i Etika, at de vigtigste religiøse affærer bliver afklaret. 

Zurat er magikernes by, og den er hjemstedet for ikke kun de mest kyndige indenfor magiens kunst, men også for et utal af 

vismænd og politiske rådgivere. Det er desuden den by, hvori de fleste præster uddannes, og alle sortelvernes huse vender 

deres opmærksomhed mod Zurat, når de ønsker råd og vejledning. 

Kaukarzil er krigernes by. Den er bygget over et gammelt fæstningsværk, men efterhånden som Tzest-Starnias grænser udvidede 

sig, blev det opslugt, og byen huser nu størstedelen af sortelvernes krigerakademier. Også smede og håndværkere har 

deres hjem her, og byen er kendt for aldrig at ligge stille hen. 

Nemis anses for de lærdes by. Byen blev i sin tid grundlagt med det ene formål at huse den komplette beskrivelse af sortelvernes 

historie, som på dette tidspunkt fyldte adskillige biblioteker. Det er først for nyligt, at også jævne folk er begyndt at 

bosætte sig i byen, og det har først og fremmest været fordi byen er blevet et fredeligt tilflugtssted for folket i de turbulente 

år efter himmelkrigene. 

Hver by er bygget op omkring et antal huse. Disse består i overvejende grad af sortelvere, som har svoret troskab til en 

fælles leder, i håbet om at denne kan føre huset og dets medlemmer til anerkendelse og magt. Det er sjældent familiære 

bånd, der knytter en sortelver til sit hus. I stedet ligger der oftest andre og mere pragmatiske tanker bag, og loyaliteten til 

huset står og falder som oftest med dets succes. Husenes ledere møder da også hyppigt en tidlig død, hvis de viser sig ikke 

at leve op til forventningerne. 

Husene er sjældent specialiserede indenfor givne færdigheder. I stedet spreder de deres kompetencer over næsten alle professioner 

i samfundet, og de gør en stor kunst ud af at være selvstændige og uafhængige af viden og indflydelse udefra. Sammenslutningen 

er således i altovervejende grad af politisk karakter.

Det er kun yderst sjældent, at sortelvere vælger at stå udenfor husene, og når det sker, opdager de snart, at de nu blot er 

nemme ofre, som står uden beskyttelse at trække på. Hvis ikke de frivilligt lader sig indlemme under et af de eksisterende 

huse, vil sådanne frigængere i stedet blot blive udryddet med tiden. 

Der er en konstant rivalisering mellem husene, og man skyer intet middel for at hævde sig over sine modparter. Stridighederne 

bliver dog altid udført med den særlige æstetik og finesse, som kendetegner racen. At måtte ty til åbenlys vold for at 

nå sine mål betragtes som pinligt, og det går imod enhver social norm. 

STYRE 

Den øverste magt i underverdenen ligger hos kejserinden. Hun er sortelvernes enerådige hersker, uanset hvor de måtte være 

bosat, og hun er tillige regent over Etika. Omkring sig har hun sit hus, der er omgæret af en helt enestående prestige, og 

selv dets laveste medlemmer har særstatus blandt racens folk. 

Kejserindens magt er uindskrænket, og hun har ret til at afkræve en hvilken som helst handling af sit folk. Hun hersker over 

liv og død, og at modsætte sig hendes bud straffes brutalt men effektivt. Hendes position er imidlertid præget af mange farer, 

og det er anerkendt, at en kejserinde kun bliver siddende, så længe at de huse, som har hjulpet hende til magten, fortsat 

finder hende nyttig. Kejserindens position er utrolig krævende, og den forudsætter et overvældende vid. Enhver tøven vil 

blive opfattet som et tegn på svaghed, og der er konstant en håndfuld lavere rangerende husfruer, som står på spring til at 

vælte hende af tronen. Man har dog traditionelt tilladt kejserinden en vis frihed, da hendes død efterlader et stort tomrum i 

samfundet, og splitter racen i interne stridigheder, når der skal vælges en ny kejserinde. 

Der er for tiden ingen kejserinde. Efter at have siddet på magten i nær ved 200 år, blev den tidligere kejserinde Izmya dræbt 

af sine egne livvagter i år 8 EH som kulminationen på en årelang krig mellem Fanabina- og Dilarnakirken i Tzest-Starnia. 

Izmya efterlod sig et antal lærlinge, som var udset til at overtage tronen, men flere af disse er blevet snigmyrdet og de resterende 

lever nu i skjul uden at gøre krav på magten. Overhovederne for de mest magtfulde huse har i stedet kastet sig ud i en 

omfattende konflikt, alle med det formål at få deres egen kandidat på tronen. Blodet har flydt i gaderne og mange indflydelsesrige 

sortelvere er blevet dræbt. Det er imidlertid endnu ikke lykkedes at opnå den fornødne enighed, og magten har svinget 

fra hus til hus i flere år nu. 

Sortelverne har for vane aldrig at trække striden om magten ud i det åbne. I stedet finder der et omfattende rænkespil sted i 

skyggerne, og alle de mindre indflydelsesrige huse bliver skånselsløst brugt som marionetdukker. Det er et farligt spil, og det 

har fået adskillige af husene til at trække sig ud af de større byer, og visse har endda taget den lange og farefulde færd til 

overfladen, i håbet om her at kunne leve en fredelig tilværelse, indtil tilstanden i Tzest-Starnia atter har stabiliseret sig. 

Som det er nu, ligger den reelle magt således hos husfruerne for de større og mere magtfulde huse. Deres magt hænger dog 

kun sjældent sammen med husets økonomi eller militære styrke. I stedet er det husets placering i det sociale hierarki, som er 

afgørende dets position i samfundet. Mere end noget andet, er det husets politiske sans, og dets evner til at manipulere og 

udnytte de rivaliserende huse, der betragtes som anerkendelsesværdige færdigheder. Magten følger færdighederne, og mange 

huse med kun få medlemmer har igennem tiden besiddet fornemme positioner udelukkende på grund af deres husfruers 

snilde og intellekt. 

Igennem tiden har sortelverne haft en ubrydelig tradition for, at alt magt i riget lå hos kvinderne. Samfundet har været overordentlig 

matriarkalsk og det er blevet straffet med døden, hvis en mand satte sig op mod en kvinde. Efter himmelkrigene og 

kejserindens død er disse traditioner dog blevet blødt op. Kvinderne er fortsat de mest magtfulde, men man er begyndt at 

anerkende mændenes færdigheder. Der er dog store forskelle fra hus til hus til hus, og blandt visse kommer man stadig 

ihærdigt den gamle levevis i hævd. 

RELIGION 

Sortelverne har til alle tider været tilhængere af De Sande Guder. Ved deres skabelse vist Fanabina sig for dem, og i hende 

så de sandheden. Før himmelkrigene blev tilbedelsen af Fanabina derfor betragtet som det eneste sande for underverdens 

sortelvere. Hun havde en særlig plads i deres hjerter, og hun skænkede sit præsteskab store kræfter, således at de kunne fordrive 

tvivlerne og de der var svage i troen. 

Man anerkendte ganske vist resten af De Sande Guder, men de blev blot beskuet som et nødvendigt onde, og man så dem 

som svage og uværdige til sortelvernes tilbedelse. For de fleste sortelvere var alene tanken om at bekende sig til andre guder 

end Fanabina dog utænkelig. Hun var en så central del af deres liv, at det blev opfattet som en fornægtelse af selve den sortelviske 

identitet at vende hende ryggen.

Da himmelkrigene indtraf, var Fanabina én af de guder, der forsvandt fra verden, og sortelverracen faldt hen i desperation 

over pludselig at være blevet forladt af deres skaber. Sortelverne havde ganske vist altid været en selvstændig og handlekraftig 

race, men deres styrke kom fra en overbevisning om, at Fanabina havde skænket dem en nøje planlagt rolle i det store spil 

om Niraham. Når nu de mistede deres gudinde, måtte sortelverne også se hele formålet med deres eksistens forsvinde, og 

det var dette, som drev dem ud i fortvivlelse og melankoli. 

Snart efter begyndte profeter at varsle de nye guders komme, og Dilarna åbenbarede sig for sortelvernes folk. Man fandt 

glæde ved at se, hvordan Fanabinas blod endnu bestod, og i moderens fravær vendte folket sig i stedet mod datteren. Fanabinas 

minde lå dog stadig tungt over sortelvernes sind, og der var mange, som fornægtede den nye gudinde. De betragtede 

Dilarnas tilhængere som svage sjæle, der vendte deres skaber ryggen, for i stedet at skænke deres loyalitet til det mest belejlige 

alternativ. 

Fanabinas tilhængere var således stadig rigt repræsenteret i underverdenen, og det kom snart efter til stridigheder mellem 

Fanabinas og Dilarnas kirker. Kejserinde Izmya gjorde imidlertid op med konflikten, da hun i år 3 EH udstedte dekret om, 

at den eneste tilladte gud blandt sortelverne for eftertiden skulle være Dilarna. Enhver tilbedelse af Fanabina skulle straffes 

med døden, og det var bandlyst at bære hellige symboler eller andre relikvier, som var knyttet til den gamle tro. 

For en tid gjorde dette op med de synlige stridigheder, men under overfladen ulmede konflikten stadig. Utallige sortelvere 

begav sig til overfladen i disse år, hvor de kunne dyrke Fanabina uden risiko for repressalier, men også i underverdenen 

holdt man sig fortsat den gamle tro nær. Efterhånden blev Fanabinas tilhængere mere og mere fanatiske i deres tilbedelse, og 

efterhånden lod de ikke nogen hindring stå dem i vejen. 

Mange blev dræbt i opgøret med kejserinde Izmyas styrker og Dilarnas præsteskab, men anstrengelserne var ikke forgæves. I 

år 8 EH svarede Fanabina på ny sine tilhængere, og folket kunne snart mærke, hvordan de igen blev gennemstrømmet af 

hendes kræfter. Det var imidlertid ikke et ubetinget glædeligt gensyn. Fanabinas tilbagekomst varslede begyndelsen på en 

årelang strid mellem Fanabinas tilhængere og Dilarnas loyale folk med kejserinden i spidsen. Oprør og åbenlyse magtkampe 

blev en del af hverdagen, og riget begyndte langsomt at blive splittet og gå i opløsning. 

Konflikten fandt dog sin afslutning, da kejserinde Izmya blev dræbt af sine egne livvagter, og hendes lig skjult så det aldrig 

siden ville blive fundet. I det tomrum, der efterfølgende opstod, trådte Fanabinas præster til og udstedte dekret om at Fanabina 

atter skulle være sortelvernes sande tro. Kloge af skade tillod de dog også en vis tilbedelse af Dilarna og resten af De 

Sande Guder. 

I disse tider er Fanabinas lære således den mest udbredte blandt sortelverne, og tillige den, der betragtes som den eneste 

sande. Mange har dog holdt fast ved Dilarnas lære, og bekender sig til den, uanset de konsekvenser det måtte medføre. Der 

er også nogle få, som har vendt sig mod Flarn eller Giraks lære, og selv Tara har fundet sig enkelte tilbedere blandt sortelverne. 

RELATIONER 

Sortelverne har igennem årtusinder levet en isoleret tilværelse i underverden, i sikker vished om at ingen af de øvrige racer 

ville kunne nå dem her. I stedet har de kunnet bevæge sig mod overfladen som det passede dem, og når de er brudt frem, 

har de med stor styrke ladet deres ondskab ramme de uforberedte folk, som er kommet i vejen for deres fremstød. 

Dette har skabt en velbegrundet frygt blandt næsten alle verdens folkefærd. Den sparsomme kontakt med sortelverne har 

været alt andet en venligsindet, og deres evne til pludseligt at bryde frem for da snart efter at forsvinde sporløst igen, er blevet 

en mareridtsfortælling blandt de øvrige racer. Tzest-Starnia betragtes derfor også af mange som ophavsstedet for alt ondt, 

og man nærer lige dele frygt og had for sortelvernes sagnomspundne hjemland. 

Den diplomatiske kontakt mellem Tzest-Starnia og rigerne på overfladen har været yderst begrænset. Billedet af sortelverne 

har derfor typisk været ensidigt negativt, og de fleste af overfladens folk ser blot sortelverne som en fjende, der bør slås ned 

på stedet. Kun sortblodsracerne synes at nære en vis forståelse for sortelverne, og man har igennem årene opretholdt en vis 

kontakt til Rustbjergenes folk. Det har dog primært været med henblik på at forene racerne mod en fælles fjende, og den 

reelle kontakt mellem rigerne har været begrænset. 

Der er adskillige gange i Tzest-Starnia, som fører til overfladen. De har gjort det muligt for sortelverne at nå Niraham og 

dets folk, men af og til er det også sket, at menneskene har benyttet dem til at sende styrker ned i Tzest-Starnia. De har imidlertid 

kun haft ringe succes. Gangene er lange og farefulde, og det er nemt for oververdenens folk at fare håbløst vild i det 

indviklede netværk af grotter. Menneskene har i det hele taget manglet forståelse for omfanget af det sortelviske rige, og de 

fleste forsøg på at trænge ind i Tzest-Starnia er endt i fiasko.

Kun få gang i nyere tid har menneskene haft en vis grad af held med at bevæge sig ind på sortelvernes territorium. Det mest 

notoriske træfning fandt sted, da en forening af paraviske ridderordener begav sig ned i underverdenen i år 1412 EJ. De 

havde fundet en passage, som ledte til en fjern og sparsomt befolket egn af Tzest-Starnia. Her vandt de en række sejre over 

sortelverne, men led også selv store tab, og var i den sidste ene tvunget til at flygte tilbage til overfladen. 

Også soldater fra Det Chatonske Imperium har begivet sig ned i underverdenen. Det skete umiddelbart efter himmelkrigene 

med udgangspunkt i byen Quel’nam nær Morkuveria. De chatonske legionærer gjorde mere modstand end sortelverne tidligere 

havde oplevet fra indtrængende fjender, og mange faldt for deres sværd. Fanget i mørket og uden forstærkninger måtte 

selv chatonerne dog også give fortabt, og de fortrak snart til overfladen for at slikke deres sår. 

O V E R F L A D E N S 

S O RT E LV E R E 

Siden sortelvernes andet indtog på Niraham, har mange blandt folket valgt at give afkald på tilværelsen i Tzest-Starnia til 

fordel for et farefuldt liv blandt de øvrige racer på overfladen. De første sortelvere, der traf denne beslutning, var de overlevende 

fra den store krig med mennesker og elvere i årene 280-272 FJ. Efter kampene var de tvunget til at flygte, og kun 

vejen mod nord stod åben for dem. Her var de afskåret fra kontakten til underverdenen, og frem for at gøre et håbløst forsøg 

på at trænge gennem menneskernes og elvernes riger, slog de sig ned på overfladen i den egn, der sidenhen har fået 

navnet Morkuveria. 

I umindelige tider var disse sortelvere de eneste fra deres race, som opholdt sig på overfladen. I Tzest-Starnia betragtede man 

disse fjerne racebrødre som forrædere, der gav afkald på deres sande tilværelse, og i stedet valgte et liv blandt de lyse elvere. 

Morkuveria blev dog også et bevis på, at sortelvere kunne begå sig på overfladen, og at man kunne føre krigen med de 

øvrige racer ind på deres territorier. Efterhånden udviklede der sig derfor en tilbøjelighed til, at politiske og religiøse afvigere, 

der førhen blot var blevet dræbt, nu i stedet blev sendt til overfladen, så der deres død trods alt kunne komme racen til gode. 

Her spredte de skræk og rædsel igennem århundreder, og visse var tilmed så vederhæftige, at de formåede at etablere sig på 

overfladen. Med tiden fik sortelverne derfor deciderede udposter udenfor Tzest-Starnia, og de mest succesfulde af overfladens 

sortelvere, kunne vende hjem til underverdenen med genvunden ære. 

Med tiden opstod der en tilbøjelighed til, at huse, der var kommet i unåde i Tzest-Starnia, valgte at drage mod overfladen 

for at bosætte sig her. Også huse, der havde skabt sig for mange fjender, kunne søge tilflugt her i nogle år, indtil livet i underverdenen 

var sikkert igen. Mere end på noget andet tidspunkt, var dette aktuelt i de turbulente år efter himmelkrigene, 

hvor der herskede stor strid mellem Fanabinas og Dilarnas folk i underverdenen. Religiøse afvigere fra begge sider flygtede 

til overfladen i hobetal, og sortelvernes antal her voksede støt. 

Fælles for sortelverne på overfladen er således, at de næsten alle har en fortid som enten afvigere eller udstødte fra Tzest- 

Starnia. Ofte er kulturen derfor også præget af et vist frisind, og det er generelt anerkendt, at overfladens sortelvere nyder 

væsentlig flere friheder i deres livsstil, end hvad man kender fra underverdenen. Overfladens sortelvere har til gengæld også 

væsentlig flere fjender, at skulle vogte sig mod, end deres brødre i Tzest-Starnia. Uanset at kulturen er blødt noget op, så er 

folket på ingen måde blevet svage. Livet på overfladen er en konstant kamp, og det har gjort folket her betydeligt stærkere 

og mere hærdede, end hvad man ser i underverdenen. Hvor selve kulturen således er blevet udvandet, er individerne i stedet 

blevet barskere og om muligt endnu mere frygtindgydende end deres slægtsfæller. 

Sortelvernes bosættelser på overfladen har efterhånden fået en så fast karakter, at de betragtes som en del af sortelvernes territorier. 

Der findes ganske vist ikke et reelt sortelvisk rige her, men visse egne er så præget af sortelvernes tilstedeværelse, at 

både de og de øvrige racer betragter dem som en sortelvisk provins. Uanset hvor længe sortelvere har opholdt sig på overfladen, 

så lever de dog stadig med en overbevisning i deres hjerter om, at Tzest-Starnia er det sande hjem for enhver sortelver. 

Livet i underverdenen er en del af selve deres identitet, og for hvert år de opholder sig på overfladen, føler sortelverne 

sig mindre og mindre som en del af deres folk. 

STYRE 

Som alle Nirahams sortelvere, er folket på overfladen formelt underlagt kejserindens befalinger. Realiteten synes dog længe at 

have været en anden. De skiftende kejserinder har gentagne gange forsøgt at sætte skik på overfladens folk, men det har 

været med varierende succes, og som oftest har repræsentanterne fra underverdenen haft en tilbøjelighed til blot at forsvinde 

sporløst på en ganske belejlig maner. Sortelverne på overfladen har nydt godt af de friheder, livet som udstødte har skænket

dem, og de har ikke været udpræget villige til at give afkald på denne autonomi. 

Efter kejserindens død ophørte de sidste forsøg fra underverdenen på at underlægge sig overfladens folk, og siden da har de 

været deres egne herrer. De lokale husfruer er derfor blevet centrale skikkelser i samfundene, og det er hos dem, at den virkelige 

magt nu ligger. Visse steder har man dog bevæget sig så langt væk fra underverdens traditioner, at også mænd tillades 

at besidde yderst magtfulde poster, og for første gang i racens historie, ses det nu på overfladen, at mænd har opnået positioner 

som næsten kan ligestilles med husfruernes. 

Sortelverne på overfladen etablerer sig fortsat i strengt hierarkiske huse, der hver for sig bliver ledet af en stærk husfrue. Der 

er stadig en ihærdig rivalisering blandt husene, men når ydre fjender truer, formår de at lægge de indbyrdes stridheder til 

side, og forene sig mod den fælles fjende. Af og til vil husene i et særligt udsat område gå så vidt, som til at overdrage alle 

ledelsesbeføjelser til en fælles husfrue for en tid. Vedkommende har sjældent en formel titel, og der finder ikke en reel udvælgelse 

sted. Positionen bygger blot på en indbyrdes forståelse af hensigtsmæssigheden i at forene sig under en fælles leder. 

RELIGION 

Da religiøs afvigelse gennem tiderne har været en hovedårsag til at sortelverne bosatte sig på overfladen, så synes det indlysende, 

at man nu også finder en bred variation i hvilke guder der tilbedes her. Overfladens sortelvere bekender sig ganske 

vist alle til De Sande Guder, men derudover er der ingen fælles opfattelse af, hvilken af disse der fortjener den højeste agtelse. 

Den mest udbredte lære er uden tvivl Fanabinas. De gamle traditioner hænger stadig ved, og de fleste sortelvere føler et helt 

særligt tilhørsforhold til Fanabinas veje. Hun er deres moder og skaber, og hver eneste af hendes gerninger tiltaler dem. 

Godt og vel 2/3 af sortelverne på overfladen bekender sig hendes lære, og det er da også blandt Fanabinas folk, at man finder 

både de mest magtfulde husfruer og indflydelsesrige præster. 

Der er dog også mange sortelvere, der bekender sig til Dilarna. Overfladen var det eneste sikre tilflugtssted, for de som ikke 

ville konvertere tilbage til Fanabina efter Izmyas død, og store skarer af hendes mest loyale tilhængere søgte hertil i årene der 

fulgte. 

Også troen på Tara og Gasnian er udbredt. De dyrkes dog særligt blandt de ældre sortelvere samt af de magikyndige. Hos 

almindelige sortelvere er der i stedet en vis tendens til at betragte disse guder som svage og handlingslammede. 

Endeligt ses der også få tilhængere af Girak og Flarn, men de er ikke videre velsete, og vil ofte åbenlyst blive lagt for had. 

M O RKUVERIA 

I de tider, der nu kun huskes i legender og sagn, havde Fanabina sendt sit folk til overfladen, hvor de havde indledte en 

nådesløs krig mod mennesker og elvere. Sortelverne stod på sletten foran Eisloniens hovedstad Eislon, og sejren syntes indenfor 

rækkevidde. Da trådte menneskene imidlertid i karakter, at deres antal alene var nok til at vende krigslykken. Sortelverne 

var tvunget til at trække sig tilbage, og de måtte erkende, at de var blevet afskåret fra deres passage til underverdenen. 

De valgte derfor at flygte mod nord ind i en ugæstfri bjergegn, hvor de slog sig ned, og etablerede det første sortelviske 

samfund på overfladen - Morkuveria. 

Tzest-Starnias folk fordømte dem for deres fejhed, og Morkuverias folk blev for evigt bandlyst fra underverdenen, såfremt de 

nogensinde skulle vise sig igen. Herefter fulgte flere hundrede år, hvor man opretholdet foragten for sine racefæller på overfladen. 

Fra sine spioner hørte man lejlighedsvist nyt om, at Morkuverias folk regelmæssigt spredte terror blandt Eisloniens 

elvere, og at end ikke menneskerne vovede sig ind i den egn, som de havde gjort til deres egen. Underverdenen afskar dog 

fortsat enhver kontakt til dem og overlod dem til deres egen skæbne. 

Med tiden begyndte Tzest-Starnias sortelverne imidlertid at søge mere og mere mod overfladen, og efterhånden blev deres 

bosættelser over jorden både faste og veletablerede. Blandt folkene her blødte holdningen til Morkuveria efterhånden op, og 

efter selv at have opleve Nirahams farer, begyndte mange af dem i stedet at omtale Morkuverias sortelvere med en vis ærefrygt. 

Visse tog endda deres beundring så vidt som til at hylde sortelverne i Morkuveria som idealistiske pionerer, der for 

første gang i historien formåede at føre krigen mod elverne ind på fjendens eget territorium. 

I disse tider er sortelverne stadig splittet i deres holdninger til Morkuveria. Underverdenens folk opretholder formelt den 

gamle foragt, om end den dog synes at være stilnet en smule af. Visse af de mere nytænkende huse i Tzest-Starnia er endda

gået så vidt som til erkende Morkuveria som endnu en sortelvisk provins på overfladen. Blandt oververdenens sortelvere er 

man i højere grad positivt indstillet overfor Morkuveria, og det er almindeligt at høre folket her omtalt med respekt og ærefrygt. 

Man har imidlertid kun hørt svage forlydende fra Morkuveria i de seneste år. De vestlige sortelvere er afskåret fra Morkuveria 

af menneskenes riger, elverne har skyet egnen i århundreder, og heller ikke menneskene har haft modet til at begive sig 

derind. Ingen ved derfor med sikkerhed hvor mange - hvis nogen - sortelvere, der lever i Morkuveria nu. Alt hvad man ved, 

baserer sig på gamle beretninger, og der er ikke kommet troværdige beretninger siden Jarcos dage. 

Morkuveria er dermed en egn opgivet af en vis mystik. Det er småt med sikker viden om den fjerne egn, og hvad man har 

af sikre beretninger stammer tilbage fra tider, som ingen længere husker. Mange afviser myten om Morkuveria og folkene 

her som en ligegyldige bagatel i sortelvernes historie, men der er også de, der ser den som et helligt land i det fjerne, hvor 

frie sortelvere for første gang i Nirahams historie gjorde en forskel, og hvor de trodsede elvere og mennesker i bitter kamp 

for racens overherredømme. 

S O RT B L O D S F O L K E T S 

R I G E 

Ifølge De Sande Guders skabelsesberetning skabte Fanabina sortblodsfolket, men var så forfærdet over sit værk, at hun stødte 

dem fra sig og satte dem i den mest ugæstfrie egn af Niraham, hvor ingen ville se dem eller tage sig af deres eksistens. Gorrumtroen 

har sin egen fortælling, der beretter om hvordan Gorrum skabte sig sine udvalgte folk, og for at sikre sig, at de 

altid ville være hårdføre og stærke, gav han dem de vilde Rustbjerge som hjem. 

Uanset hvilken tolkning man tager til sig, så er det dog et uundgåeligt faktum, at sortblodsfolkene har en særlig tilknytning 

til Rustbjergene, og betragter dem som deres sande hjem. De begiver sig ganske vist glædeligt ud fra bjergene på voldsomme 

plyndringstogter, og bosætter sig også hyppigt udenfor bjergene, hvis de finder en egn, der både byder på føde og rigeligt 

med fjender at underholde sig med. Disse bosættelser er imidlertid spredte og sporadiske, og det eneste sted på Niraham, 

hvor sortblodsfolket reelt har et land, de kan kalde for deres eget, er i Rustbjergene mod nord. 

R U S T B JERGENE 

Rustbjergene omfatter hele den store bjergkæde, som løber nord for Roul-Assin i vest til Eislonien i øst. Sortblodsfolket er 

bjergenes ukronede herskere, og de har ikke kun formået at overleve de barske forhold, som alle andre racer har måttet give 

op overfor, men de synes næsten at nyde den tilværelse, som bjergene byder dem. Landet er dækket af is og sne i de fleste af 

årets måneder, og det er kun yderst sparsomt med føde. Den eneste mad, der er at finde, stammer fra de spredte flokke af 

dyr, som af og til begiver sig op i bjergene, samt hvad det nu engang er muligt at få ud af de fyrretræer, som dækker bjergkammene. 

Den altovervejende del af Rustbjergenes beboere består af orker, der er bosiddende i et utal af større eller mindre stammesamfund. 

For det meste lever de en nomadisk tilværelse, hvor de kun slår sig ned et sted i kortere tid ad gangen. Efter at 

have tømt bjergene for den smule føde, der er til at finde, begiver de sig atter videre. Hver enkelt stamme har dog sine egne 

territorier, som de holder sig indenfor. Stammerne består som regel af op til 50 individer, der anføres af en enkelt stærk 

leder. Ofte er stammerne bygget op omkring et antal slægtslinjer, men de familiære bånd har ingen større betydning, da 

stammens overlevelse til enhver tid har forrang. Det sker derfor også hyppigt, at syge eller svagelige individer bliver udelukket, 

og at nye krigere, der har bevist deres værd, bliver optaget udefra. 

Det sker, at en mindre gruppe gobliner følger orkerne på deres vandring. Goblinerne er svagere end orkerne, og de bliver 

da også behandlet mærkbart ringere. Orkerne anerkende dog, at goblinerne - deres ringe styrke til trods - kan gøre sig nyttige 

ved deres snuhed og intellekt, og i tider hvor der er tilstrækkeligt med mad, lader de stammerne leve sammen og deler 

deres bytte med goblinerne. 

Som oftest vil goblinerne dog have deres egne klaner. De lever afskåret fra orkernes, men dog alligevel ofte i en sådan nærhed, 

at de vil kunne trække på deres frænder, såfremt de skulle blive udsat for fare. Goblinernes samfund er ofte en kende 

større end orkernes og kan bestå af op til 100 individer. Også de anføres af en stammeleder, men i modsætning til orkerne, 

der vælger deres leder ud fra hans styrke og autoritet, lægger goblinerne i højere grad vægt på at deres leder skal forstå sig

på snuhed og list. 

Stridigheder mellem stammerne er hyppige, og handler som oftest om grænserne mellem deres territorier. Der er imidlertid 

en langvarig tradition for at løse dem på vanlig ork-manér med en simpel og endegyldig kamp til døden mellem en eller 

flere repræsentanter fra de involverede stammer. Samme middel bruges også gerne til at afklare interne konflikter i stammerne. 

Gobliner har en lignende tradition, som dog i højere grad indbefatter snigmord af rivaliserede medlemmer af klanen, 

men som ikke desto mindre er mindst lige så effektiv. 

Uanset at denne levevis må synes primitiv blandt de øvrige racer, så har kulturen i Rustbjergene vist sig at være overordentlig 

effektiv, og den har ikke kun formået at bevare racerne, men har også hærdet dem og gjort dem stærkere end alle Nirahams 

øvrige racer. Det er således med urette, at visse betragter sortblodsfolket som dumme og tilbagestående - de er blot 

simple og ligefremme, og uhyre effektive i hver eneste af deres gerninger. 

STYRE 

Igennem tiderne har der været en udbredt tradition for at magtfulde stammeledere forsøgte at udråbe sig som herskere over 

store dele af bjergkæden. Enkelte gange er det endda sket, at en særlig magtfuld leder, har forsøgt at tilkæmpe sig titlen som 

konge af Rustbjergene. De lokale stammeledere har imidlertid hver gang taget det som en udfordring, og har efterfølgende 

stået i kø for at kunne udfordre den formastelige. De enkelte konger har derfor sjældent siddet på tronen særlig længe ad 

gangen, før bjergene endnu en gang er blevet opdelt i de traditionelle små stammesamfund. 

I år 1462 EJ skete der imidlertid noget nyt. Efter at have hærget menneskenes lande i et årti vendte orken, der var kendt som 

Gorbit den Sure, hjem til rustbjergene med sin flok, og underlagde sig alle stammer på sin vej. Han var ikke kun stor og 

mægtig som få, men havde Gorrums kræfter og et temperament hvis lige aldrig før var set. Da han havde samlet op mod 

tusind orker og gobliner under sin fane slog han sig ned og opført en prægtig fæstning. Herfra udråbte han sig som ikke 

kun til konge over Rustbjergene men også til Gorrums profet. Vanen tro troppede der snart et utal af udfordrere op, men 

Gorbit knuste dem alle - ofte flere ad gangen - og drog herefter øjeblikkeligt ud for at knuse deres klaner. Herefter tog han 

deres kranier med hjem til sin fæstning, og brugte dem til at udsmykke væggene i dens store hal. 

Det satte snart skik på orkerne, og for første gang i historien, lod de sig forene under en fælles konge. Siden da har kong 

Gorbit vist sig som en overordentlig kompetent konge, der ikke kun har sikret orkernes territorier i Rustbjergene, men også 

har formået at føre krigen med menneskene væk fra bjergene og ned i deres eget land. Menneskene selv har været splittede i 

disse år, og Gorbit har udnyttet det til fulde. Særligt har Roul-Assin og Narabond gang på gang måttet lide under hans hærgende 

horder, der med stor succes har tømt deres kornkamre og slagtet deres kvæg, for da at fortrække til Rustbjergene igen 

ligeså pludseligt som de dukkede op. 

Under sig har Gorbit en håndfuld betroede præster og hærledere, der forkynder både hans budskab og Gorrums ord. De 

bliver håndplukket blandt orkerne, og udvælges i højere grad på grund af deres fysiske styrke og brutalitet end for deres 

intellektuelle færdigheder. Det gør dem kun endnu mere frygtindgydende, og de er et effektivt redskab til at sikre folkets 

loyalitet. 

Goblinerne har ligeledes en konge. Hans navn er Skrotum den Gale, og han blev indsat umiddelbart efter Gorbit i år 1465 

EJ. At goblinerne valgte sig en konge, var udelukkende som en parodi på orkerne, og de forestillede sig aldrig, at det ville 

være mere end en god spøg. Kong Skrotum var imidlertid mere snu end de fleste, og med hjælp fra Fiskurs præster lykkedes 

det ham at holde fast ved tronen og sin kongetitel. I dag accepterer de fleste gobliner Skrotum som deres konge, men 

kun så længe han ikke begynder at bestemme over dem. Hvis kongen udsteder befalinger, adlyder goblinerne dem derfor 

også kun, hvis de er interessante og tiltaler deres nysgerrighed. 

I det daglige ligger magten blandt både orker og gobliner dog hos de respektive stammeledere. De er ofte meget magtfulde 

individer, som enerådigt bestemmer over stammen, og som ikke tolererer nogen modstand. Det ligger imidlertid i både orkers 

og gobliners natur at søge opad i hierarkiet, og lederen må gang på gang se sig udfordret af yngre rivaler. Stammelederen 

er også eneansvarlig for sin floks trivsel, og hvis de sulter eller lider pinlige nederlag til rivaliserende stammer, vil han 

snart finde sig jaget og udsat. 

Troldene lever en noget anderledes tilværelse end de øvrige sortblodsracer. De er ensomme væsener, der drager alene omkring 

højt oppe i bjergene og kun sjældent opholder sig sammen med orker og gobliner i længere tid ad gangen. De har 

ingen reelle ledere, og bruger i det helt taget bare størstedelen af deres tid på at samle føde. De er hverken interesserede i 

selv at tilkæmpe sig magt eller i at være underlagt andres, og det er som regel kun, hvis de er sultne eller savner underholdning, 

at de vælger at følge en flok ud, og vil da om nødvendigt også adlyde flokkens leder.

RELIGION 

Siden Gorrum åbenbarede sig for sortblodsracerne har han været den største - og for mange, den eneste - guddom, som er 

værdig til deres tilbedelse. Siden hen er Fiskur kommet til og er blevet goblinernes foretrukne, og også de nye guder Flarn, 

Dilarna og Girak har fundet sig en del tilhængere blandt sortblodsracerne. 

Blandt orkerne er Gorrumtroen dog uden sammenligning den største religion, og intet andet sted på Niraham praktiseres 

troen så ihærdigt, som i Rustbjergene. Kong Gorbit har udråbt sig selv til Gorrums profet, og han har ved flere lejligheder 

demonstreret hvilke mægtige kræfter, guden har skænket ham. Til at opretholde disciplin blandt bjergenes folk har Gorbit et 

trofast præsteskab, hvis kræfter ganske vist ikke står mål med hans, men som alligevel er kendte og frygtede. Der tillades 

ingen afvigelse, og alle kætterske orker bliver dræbt på stedet. 

Det er imidlertid ikke kun Gorbit og hans præster, der ser til at folket forbliver stærke i troen. Det er vidt anerkendte - selv 

blandt de, som ikke tilbeder ham - at Gorbit er almægtig og ser alt, hvad der sker på Niraham. Han følger hver eneste af 

sine tilhængeres handlinger, og giver dem store gaver, hvis de er stærke i troen, men straffer dem tilsvarende hårdt, hvis de 

viger fra hans veje. Alle orker lægger derfor stor energi i at behage guden, og selv de, der har vendt sig mod andre guder, 

vil stadig frygte ham og lejlighedsvist forsøge at behage ham. 

Hvor kong Gorbit sørger for, at der kun kan herske én tro i Rustbjergene, så er afvigelser mere normale udenfor bjergene. 

De orker, der drager sydpå, har betydelig friere tøjler, og af og til fanges deres interesse af de kræfter, som eksempelvist De 

Sande Guder har at tilbyde deres tro tilhængere. Afvigelser fra Gorrums lære er således næsten utænkelige i Rustbjergene, 

men et relativt hyppigt syn blandt orker på resten af Niraham. 

Goblinerne anerkende også Gorrum og hans magt, men deres tilbedelse ligger hos Fiskur. Det fortælles, at Fiskur en gang 

blot var en simpel goblin, der imidlertid med stor snilde og kløgt formåede at blive ophøjet til guddom. I ham ser goblinerne 

det højeste ideal af alle, og kong Skrotum har befalet, at alle Rustbjergenes gobliner skal tilbede Fiskur og hver dag bestræbe 

sig på at blive som ham. 

Der er dog også en del gobliner, som har taget De Sande Guder til sig. Særligt har Giraks lære tiltalt dem, og både i og 

udenfor Rustbjergene er hans tilhængere righoldige. Tilbedelsen af Girak accepteres blandt de øvrige gobliner, men den 

straffes hårdt af de Gorrumtro orker, hvorfor disse gobliner for det meste bliver nødt til at holde deres religion for dem selv. 

Også Flarn har - af uransagelige årsager - fundet sig en del tilhængere blandt goblinerne, der tolker hans ord som en eviggyldige 

tilladelse til at plyndre og hærge deres omgivelser uden at skulle bekymre sig om konsekvenserne. 

Troldene har ikke - som de øvrige sortblodsracer - en fælles forståelse for religion. De anerkender ganske vist Gorrum og 

hans magt, og de nyder stor glæde ved at være en særligt udvalgt race i hans øjne, men derudover påvirker religionen ikke 

deres liv. De ignorerer enhver af orkernes religiøse doktriner, og har det bedst med blot at vandre frie omkring i Rustbjergene. 

Selv kong Gorbit har da også en sådan respekt for troldene, at han lader dem leve deres liv, som de ønsker, og han har 

opgivet ethvert forsøg på at underlægge dem sin magt. 

RELATIONER 

Sortblodsracerne har i umindelige tider haft et blakket ry blandt de øvrige af Nirahams racer på grund af deres aggressive og 

frembrusende natur. Som oftest har racerne imidlertid selv nedkaldt sortblodsfolkets vrede over sig. Kolde vintre og menneskenes 

indtrængen på orkernes traditionelle jagtområder har tvunget dem ned fra bjergene på hærgende krigstogter, hvor de 

har skaffet sig føde på den vis, de kender bedst - med sværd i hånden. Rustbjergenes folk deler ikke ubetinget de øvrige 

racers had. Uanset, at de sjældent har varme følelser tilovers for de omkringliggende kulturer, så er det sjældent, at kong 

Gorbit sender sine krigere ud med andre formål end at beskytte folkets territorium og at skaffe føde til vinteren. Sortblodsracerne 

fører ikke reelle erobringskrige, som der ses blandt de øvrige racer, og deres fremstød ind i de omkringliggende riger 

er i højere grad båret af nød end af lyst. 

Nord for Rustbjergene er norrlændingene bosat langs Iskysten. De er stærke og stolte, men også de lever en kummerlig 

tilværelse, hvor der sjældent er meget føde at finde. Norrland har kun sjældent sendt sine krigere op i Rustbjergene, og sortblodsracerne 

har gengældt tjenesten. Som oftest har de to kulturer derfor kunnet undgå hinandens territorier og dermed også 

de større konflikter, der ellers typisk har præget sortblodsfolkets kontakt til menneskeracen. 

Mod sydvest ligger Roul-Assin, hvis befolkning ganske vist har mange ligheder med norrlændingene, men som igennem 

årene har bevæget sig op i Rustbjergene, og endda vovet at bosætte sig i de omstridte grænseregioner mellem Rustbjergene 

og Darkonien. Det gør dem ikke kun til lette ofre, men også til både dumme og døde mennesker.

Længere mod sydvest er Narabond af finde. Det er et stort land fuld af mad og guld, men som også huser dygtige krigere. 

Det er sjældent, at orkerne begiver sig så langt mod syd, og når de gør, er det som oftest fordi de er desperate. I de seneste 

år er Narabond dog også blevet et hyppigt mål for udstødte sortblodsklaner, og det er efterhånden kommet til adskillige 

træfninger med narabonerne. 

Mod sydvest ligger også Santilliaskoven, hvor elverne bor. Orkere og elvere formåede i århundreder at leve nært op ad hinanden 

i en fælles forståelse. Den harmoni brød elverne imidlertid, og racerne nærer ikke længere udtalte varme følelser for 

hinanden. Elverne vil dog altid være en af Gorrums udvalgte racer, og derfor får de også en smule videre rammer, end de 

andre racer. 

Mod sydøst grænser Rustbjergene op til Det Chatonske Imperium. Chatonerne har traditionelt altid undgået bjergene mod 

nord, hvilket har begrænset deres kontakt til orkerne. De kender begge til hinandens eksistens, men så længe begge parter 

undgår hinanden, hersker der en skrøbelig fred. I de seneste tider er chatonernes adfærd dog blevet mere fremfurende, og 

forholdet til dem er derfor også blevet mere anspændt. 

Vest for Rustbjergene finder man dværgenes rige Darkonien. Siden tidernes morgen har de to racer ligget i evig krig med 

hinanden, og området mellem de to bjergkæder har udviklet sig til en reel krigszone. Konflikten har aldrig fået en vinder, 

men man kæmper alligevel ufortrødent videre. På trods af at orkerne efterhånden har glemt, hvorfor de hader dværgene 

sådan, ændrer det ikke på deres følelser - En død dværg er en god dværg.

Niraham | Riger og kulturer - Niraham.dk

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?