Byg selv trappen - på den nemme måde

Skal du bruge en ligeløbs-trappe, så glem alt om dyre samlesæt og håndværkerhjælp? Du kan sagtens bygge den lige så flot selv - af mdf-plader og limtræ.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
4 dage
Pris
4.000 kroner
Så nemt bygger du en trappe af mdf-plader og limtræ.

Så nemt bygger du en trappe af mdf-plader og limtræ.

Intro

Hvordan bygger man en trappe?

Nu tænker du måske: “Hvordan bygger man en trappe - altså ikke et dyrt samlesæt, men en rigtig byg selv trappe”.

Svaret er, at du faktisk selv kan bygge en trappe, som kommer fuldt på højde med de færdige samlesæt fra trappefirmaerne. Men til væsentligt lavere pris og lige så flot udseende. Oven i købet får du en byg selv-trappe, der er let at samle.

LÆS OGSÅ: Hemmeligheden bag den svævende trappe

Byg selv trappe og spar besværet

Hvis du køber et samlesæt til en trappe som denne, kommer du let af med 20.000-25.000 kr., hvis den skal have lukkede stødtrin og trin af egetræ.

Den skal samles, før du kan montere den, hvilket kræver meget plads, og det er ikke let at få alle trinene til at ramme ind i udfræsningerne på de to sider (vanger), heller ikke selvom I er to om det.

SE VIDEOEN: Luk den åbne trappe

Byg selv trappe på den nemme måde

Byg selv-trappens trin skæres ud af 38 mm tykke egetræsbordplader. Stødtrin og sideplader skæres ud af 10 mm MDF-plade.

Så begynder du med at montere vangerne mellem gulv og loft. Herefter sætter du sideplader på, lægger et trin – og følger efter med nye sideplader og trin skiftevis.

Bagefter monterer du stødtrin på lister, spartler og maler – og så er byg selv-trappen færdig. Det kan ikke være nemmere.

Trappen samles, mens den monteres, i modsætning til et normalt trappesamlesæt, der samles først. Du slipper desuden for at fræse ud i vangerne til trinene, så alle kan være med her.

Det er selvfølgelig vigtigt, at byg selv-trappen ikke er for stejl, og at trinhøjden passer. Du kan nemt regne dig frem til den rette vinkel på sidepladerne, så trappen bliver god at gå på.

LÆS OGSÅ: Maling af trappe - så det holder!

I denne byggevejledning får du:

  • Trin for trin-vejledning
  • Arbejdstegning
  • Komplet materialeliste
  • Video
  • 3D-modeller

LÆS OGSÅ: Få de rigtige trappemål med en trappeformel

Sådan er trappen skruet sammen

To vanger, en masse MDF-pladestykker og nogle trin af egetræ. Det er stort set, hvad du behøver for at bygge din egen trappe.

På trappens to vanger (sider) skal der fastgøres sideplader. Det gør du med trælim og 4 x 40 mm skruer. Oven på sidepladerne lægges trinene, som limes i enderne og skrues fast udefra med 5 x 80 mm skruer i hver ende. Stødtrin og stødlister gør du også fast med 4 x 40 mm skruer.

Når hele trappen er samlet, grundmaler du vanger, sideplader og stødtrin (husk at dække af med bred malertape) og spartler alle ujævnheder ud. Slib med fint slibepapir, og slut af med to gange akrylmaling. Tilbage er der kun at slibe trinene og give dem hvidpigmenteret olie eller lakere dem.

Byg selv trappe: Nederst en sideplade af et tilpasset stykke MDF-plade
  1. Nederst en sideplade af et tilpasset stykke MDF-plade.
Byg selv trappe: Lister i bund og sider til stødtrin sidder således
  1. Lister i bund og sider til stødtrin sidder således.
Byg selv trappe: Stødtrinnet skrues på listerne forfra
  1. Stødtrinnet skrues på listerne forfra.
Byg selv trappe: Første trin limes og skrues fast på vangen
  1. Første trin limes og skrues fast på vangen.
Byg selv trappe: Dernæst en hel sideplade af MDF-plade
  1. Dernæst en hel sideplade af MDF-plade.
Byg selv trappe: Nyt stødtrin sættes på lister som før
  1. Nyt stødtrin sættes på lister som før.
Byg selv trappe: Endnu et trin limes og skrues på
  1. Endnu et trin limes og skrues på.
Byg selv trappe: Endnu en sideplade limes og skrues på
  1. Endnu en sideplade limes og skrues på.
Byg selv trappe: Og sådan fortsætter du, helt op til næste etage
  1. Og sådan fortsætter du, helt op til næste etage.

Vejledning

01
Skær alle dele til 11 Trin

Delene til trappen skal skæres meget præcist ud for at få et flot resultat. Start med at skære trinene (B) ud af 38 mm tykke egetræsplader. Først bruger du en rundsav med føringsskinne til at flække egetræsbordpladerne på langs, så de er 30 cm brede. Dernæst kan du skære trinene ud i 81 cm’s længde. Når de kommer på plads mellem vangerne, får du en trappe, som er nøjagtig 90 cm bred.

Højden på sidepladerne skal være nøjagtig, for at trappen skal få den korrekte højde. Lav en opstilling med kap/gerings-saven, så alle sideplader bliver ens. Da hældningen er mindre end 45 grader, må du bruge en “hjælpeplade”.

Byg selv trappe: Skær først egetræsbordpladerne igennem 1

Skær først egetræsbordpladerne igennem på langs til 30 cm brede stykker. Brug rundsav og føringsskinne. Skær nu trinene (B) til i længder på 81 cm med en kap/geringssav.

Byg selv trappe: Afrund de forreste kanter på trinene 2

Afrund de forreste kanter på trinene med et rundingsjern i overfræseren. Du kan også bruge groft slibepapir, men det er et stort arbejde. Og ikke så præcist.

Byg selv trappe: Skær nu 10 mm MDF-plade ud til stødtrin 3

Skær nu 10 mm MDF-plade ud til stødtrin (F), de skal måle 18 x 79 cm. Og skær 15,1 cm brede stykker ud til at skære sideplader (G) ud af.

Byg selv trappe: Nu skal du lave en hjælpeplade 4

Nu skal du lave en hjælpeplade. Læg et stykke plade i kap/gerings-saven, og spænd det fast med skruetvinger. Stil saven på 45 grader, og lav et ca. 30 cm langt snit ind i pladen.

Byg selv trappe: Brug hældningen fra dit A4-ark 5

Brug hældningen (Z) fra dit A4-ark. Læg arket med stregen lige over 45° snittet. Læg en hjælpeliste langs kanten af arket, og skru den fast til pladen. Nu har du præcis den vinkel, som side-pladerne skal skæres i.

Byg selv trappe: Skær sidepladerne ud 6

Skær sidepladerne (G) ud af de 15,9 cm brede strimler MDF-plade. Skru en stopklods fast, så sidepladerne bliver 19,5 cm på den anden led, som er vangernes bredde.

Byg selv trappe: Lim og skru en sideplade på 7

Lim og skru en sideplade (G) på forneden på vangen (A). Streg op langs underkanten af sidepladen, hvor gulvet skal være, og vinkelret på overkanten, så fronten bliver lodret.

Byg selv trappe: Sav langs stregen fra hjørnet af sidepladen 8

Sav langs stregen fra hjørnet af sidepladen og vinkelret på overkanten. Skær i stregen. Skær også trekanten af langs underkanten af sidepladen. Gentag spejlvendt på den anden vange.

Byg selv trappe: Placer nu skiftevis et stykke trin og en sideplade på vangen 9

Placer nu skiftevis et stykke trin og en sideplade (G) på vangen. Fasthold hver sideplade med en skrue (ingen lim endnu). Skriv numre på sidepladerne efterhånden. Sæt en streg på vangen langs overkanterne af alle sideplader.

Byg selv trappe: Mærk af, hvor vangen skal ramme væggen ved loftet 10

Mærk af, hvor vangen skal ramme væggen ved loftet. Når øverste trin er placeret, skrues en sideplade ovenpå. Hold en vinkel mod overkanten af sidepladen og bagkanten af trinet, og tegn op, hvor du skal save vangen af.

Byg selv trappe: Skær nu sideplade og vange af 11

Skær nu sideplade og vange af langs stregen. Sav også den lille trekant af oven for sidepladen. Skru pladen af, og gem den med de andre sideplader. Gentag processen med trin og sideplader på den anden vange.

02
Byg trappen på stedet 11 Trin

Trappehullet vil vi ikke råde dig til at lave selv. Få en tømrer til det, da der ofte skal laves et større hul, end der er plads til mellem bjælkerne. Og at lave om på en bærende konstruktion som et loft er ikke for gør det selv-folk.

Når hullet er lavet, starter du blot med at skrue vangerne fast i toppen, og så går du ellers i gang med at skrue sideplader, lister og trin på, mens du arbejder dig opad. Det går stærkt.

Byg selv trappe: Start med at holde vangerne op, hvor de skal være 1

Start med at holde vangerne (A) op, hvor de skal være. Læg evt. et trin ud på gulvet, så du har den rigtige afstand.

Byg selv trappe: Skru og lim først et stødtrin fast 2

Skru og lim først et stødtrin (H) fast på vangerne (A) med 81 cm’s afstand. Brug 5 x 80 mm skruer. Stødtrinet skrues fast til gulvbjælkerne. Udtrinet (C) skal i niveau med gulvet.

Byg selv trappe: Læg det nederste trin på vangerne 3

Læg det nederste trin (B) på vangerne, og læg et vaterpas på. Juster under vangerne med træbrikker, der limes fast, så de ikke kan flytte sig.

Byg selv trappe: Monter stødlister på gulv og vanger 4

Monter stødlister (D og E) på gulv og vanger trukket 6 cm tilbage fra forkant af vanger. Vend trinet med bagsiden opad, og monter en stødliste trukket 6 cm tilbage fra forkant. Brug lim og 4 x 40 mm skruer.

Byg selv trappe: Lim første trin og de første sideplader fast 5

Lim første trin (B) og de første sideplader (G) fast. Kom lim på enderne af trinet, og læg det på plads. Pres vangerne mod trinet med klodser mod væggene. Kom lim på sidepladerne. Det er vigtigt, at du ikke sparer på limen.

Byg selv trappe: Pres sidepladen mod trinet 6

Pres sidepladen mod trinet, mens du gør den fast til vangen med fem skruer, 4 x 40 mm. Forkanten skal ligge i plan med vangen. Overkanten skal passe med stregerne på vangerne.

Byg selv trappe: Læg trinet på plads med lim på endefladerne 7

Læg trinet på plads med lim på endefladerne. Sæt klodser i spænd på ydersiden, hvis der ikke er plads til at skrue vangerne fast til trinene fra ydersiden. Tjek, at du ikke presser trappen skæv.

Byg selv trappe: Skru trinene fast udefra 8

Skru trinene fast udefra. Bor først to 5 mm huller i hver vange indefra. Placer trinet på vangerne, og monter 5 x 80 mm skruer udefra. Brug eventuelt vinkelforsats på skruemaskinen.

Byg selv trappe: Fortsæt nu med sideplader og trin skiftevis nedefra 9

Fortsæt nu med sideplader og trin skiftevis nedefra. De nederste trin kan du stå på gulvet og montere. De næste trin opad klarer du nemt ved at stå på de trin, som du har monteret.

Byg selv trappe: Luk af med stødtrin og stødlister 10

Luk af med stødtrin (F) og stødlister (D og E). Et stødtrin (F) fastgøres i bunden med lim og 4 x 40 mm skruer. Skru så overkanten på stødlisten (E) fra forsiden. Slut af med stødlisterne (D).

Byg selv trappe: Slut af med spartling og maling 11

Slut af med spartling og maling. Slib trappen, og giv den en gang akrylgrunder. Spartl skruehuller og samlinger med akrylspartel. Slib igen, og slut af med to lag akrylmaling.

Materialer

45 x 195 mm spærtræ:
• 2 vanger (A) a 450 cm

38 mm egetræsbordplade:
• 15 trin (B) a 30 x 81 cm
• 1 udtrin (C), 12 cm x trappehullets bredde

21 x 21 mm høvlet fyr:
• 15 stødlister (D) a 78 cm
• 30 stødlister (E) a 13 cm

10 mm MDF-plade:
• 15 stødtrin (F) a 18 x 79 cm
• 30 sideplader (G) a 15,1 cm

22 mm MDF-plade:
• 1 øverste stødtrin (H) tilpasses lofthullet

Desuden:
• 4 x 40 mm og 5 x 80 mm skruer,
snedkerlim, hjælpeliste, akrylgrunder,
akrylspartelmasse, akrylmaling, gulvolie

Tidsforbrug

Det tager 3-4 dage at bygge trappen, dertil kommer maling og tørretid.

Pris

Cirka 4000 kroner inklusive maling.

Sværhedsgrad

Du slipper for at fræse ud i vangerne til trinene, så alle kan være med her.

Tegning

Sådan finder du vinklen på sidepladerne

Tag et A4-ark, og tegn målene X og Y ind, her er X = 18,9 cm og Y = 25 cm. Forbind yderpunkterne med en skrå streg, Z, og du har den vinkel, som sidepladerne skal skæres i. Z er den hældning, trappen har. Papiret bruger du når du skal indstille din sav til udskæring af sidepladerne (G).

3D-model

Video

Sådan bruger du kap-geringssaven

I denne video kan du se, hvordan du indstiller og bruger saven, så du får fuld udnyttelse af den. Kapsaven er genial, når du skal save mange ens, korte snit på tværs af brædder og reglar. Du kan både save lige, vinklede og tiltede snit i bl.a. træ, metal, fibercement og laminat - gennemgående eller i præcis den dybde, du ønsker.

Video

TIP: Luk for varmen når du maler

Video

TIP: Undgå fnug fra malerrullen

Video

TIP: Tjek dit vaterpas

Video

Sådan bruger du dyksaven

I denne video lærer du tømrerens favoritsav at kende. Dyksaven føres altid langs med en føringsskinne, der sørger for et præcist snit - uanset om det skal være lige eller vinklet, Om det skal være gennemgående eller ej. Eller om det starter ved kanten eller midt på et emne. Det gør saven oplagt til alt fra riller i et bræt til renskæring langs kanten, når terrassebrædderne er lagt.

Video

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Indendørs trapper