De 8 bedste idéer til at indrette et kollegieværelse

Idéerne egner sig perfekt til små værelser generelt. Måske noget for din teenager?

Indretning af kollegieværelse
© Pinterest

Når du er på SU og bosat på ét enkelt værelse, kræver det pladsbesparende idéer at skabe rum til både seng, studieplads, spisekrog og garderobe.

Helt grundlæggende er det en god idé at tænke i opbevaring, der også strækker sig i højden, så du udnytter pladsen opad og ikke kun på gulvarealet, der er sparsomt. Det kan sagtens lade sig gøre at skabe et praktisk og hyggeligt hjem med plads til gæster og hverdagsliv.

1 Lav en seng af kommoder

I stedet for at bruge kasser med hjul under sengen, så løft den op og sæt den på en samling kommoder, du har toppet med lameller - fx Ikeas Malm. Det skaber herligt meget opbevaring på kvadratmeter, der ellers var "spildt" kun på sengen.

2 Indram sengen af en reol eller væg med opbevaring

Hvis du gerne vil have følelsen af en afskærmet sovezone, der ikke flyder sammen med resten af rummet, så kan du i stedet for at udstyre din seng med kommode hele vejen rundt nøjes med kommoder, der vender ud ved fodenden. Langs den ene side placerer du en reol, hvis bagside du beklæder med birkefiner, som du maler - evt. i en smuk, rolig farve.

Det skaber en fin sovekrog og godt med opbevaringsplads.

3 Gennemtænkt, åben garderobe

Når det gælder garderoben har du to oplagte muligheder. Den ene er en åben bøjlestang monteret i loftet, som sparer gulvpladsen, du istedet udnytter med et par bogkasser, skabe eller kommoder til dine bøger, sko, tøj eller hvad der ellers er brug for at opbevare på værelset.

4 Luftig skabsvæg og garderobe

Er du mere til en garderobe, der ikke kan ses, er den anden løsning at sammensætte forskellige skabsmoduler til en skabsvæg. Sørg for, at der i den ene side er et højskab til at hænge bøjle - her kan du evt. overveje om tøjet skal hænge frontalt, så dybden på skabet begrænses. Hernæst hænger du nogle mindre skabe i samme højde, som du ville med en skænk. Ovenover hænger du nogle overskabe, så du har et stykke væg i mellem de to rækker med skabe. Hvis du synes, kan du "lukke hullet", men du kan også sagtens lade det være åbent, hvis din skabsvæg er monteret på et bredt stykke væg. Det giver en mere rummelig følelse.

5 Smalle borde

Vælg et bord, der er smalt nok til at kunne stå op ad væggen uden at optage for meget plads i rummet, men som samtidig har en vis længde. Det skaber en mulighed for at du kan trække det ud og stille det ud i rummet, så der kan være plads til spisende gæster. Stolene kan du hænge på din dør eller væg.

6 Skab elegant varme med gardiner

Har du et vægstykke, der lægger op til det, så hæng evt. et gardin i en lækker kvalitet, som strækker sig fra gulv til loft langs væggen. Hæng det lidt ude for væggen og brug den lille plads til ting, du ikke gider se på som klapstole og strygebræt.

7 Brug højden til hylder

Som nævnt i indledningen, er det en god idé at tænke opbevaring i højden også. Hæng fx hylder over sengen eller over bordet. Men hold dig til at gøre det et enkelt sted eller to, så hele dit værelse ikke bliver plastret til med det resultat, at de få kvadratmeter føles endnu færre.

8 Brug spejle til at åbne rummet

Det er rent snyd, men der er en grund til, at spejle ofte bliver nævnt i forbindelse med indretningen af små rum, for de giver vitterligt en følelse af at rummet åbner sig op og de reflekterer lyset, så det ikke er mørket, der får rummet til at fremstå småt.